Det er meget slående ved Gustaf Ljunggren og Emil de Waals samarbejde. De står ovenpå en stærk rytmisk struktur, hvor de tager mange retninger. De bliver aldrig skabelonagtige eller forudsigelige, hvilket er ret stærkt, når de grundlæggende arbejder med melodi og rytme. De placerer sig heller ikke tydeligt i nogen tid. Det er ikke en plade, der med 20 års afstand tydeligt vil kunne placeres i 2020. Det er alt sammen noget af det der er med til, at opretholde min store begejstring for duoen. De er sig selv og lyder som sådan.
De er aktuelle med deres andet album, den første kom for et par år siden. De har ellers arbejdet sammen i over 20 år i mange forskellige sammenhænge. De er et perfekt makkerpar. De er begge multiinstrumentalister, bare på forskellige instrumenter. Deres organiske, nysgerrige, seriøse og legesyge tilgang til musik er vildt inspirerende.
De blander fordomsfrit genrer på en måde, hvor man ikke tænker over at de blandes. På nummeret Triple blandes det akustiske klaver der spiller en enkel melodi, sammen med diskrete up beat whiskers og en dyb stortromme i dansegulvstakt. Det rammer ret godt det, som duoen gør. Det enkle og ukomplicerede mødes med to musikere, der befinder sig i deres helt egen klasse.
