Viser opslag med etiketten easy listening. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten easy listening. Vis alle opslag

tirsdag, juni 30, 2020

Gustaf Ljunggren/Emil de Waal: Måne (EDW/DME) LP/DL/stream

Det er meget slående ved Gustaf Ljunggren og Emil de Waals samarbejde. De står ovenpå en stærk rytmisk struktur, hvor de tager mange retninger. De bliver aldrig skabelonagtige eller forudsigelige, hvilket er ret stærkt, når de grundlæggende arbejder med melodi og rytme. De placerer sig heller ikke tydeligt i nogen tid. Det er ikke en plade, der med 20 års afstand tydeligt vil kunne placeres i 2020. Det er alt sammen noget af det der er med til, at opretholde min store begejstring for duoen. De er sig selv og lyder som sådan.

De er aktuelle med deres andet album, den første kom for et par år siden. De har ellers arbejdet sammen i over 20 år i mange forskellige sammenhænge. De er et perfekt makkerpar. De er begge multiinstrumentalister, bare på forskellige instrumenter. Deres organiske, nysgerrige, seriøse og legesyge tilgang til musik er vildt inspirerende. 

De blander fordomsfrit genrer på en måde, hvor man ikke tænker over at de blandes. På nummeret Triple blandes det akustiske klaver der spiller en enkel melodi, sammen med diskrete up beat whiskers og en dyb stortromme i dansegulvstakt. Det rammer ret godt det, som duoen gør. Det enkle og ukomplicerede mødes med to musikere, der befinder sig i deres helt egen klasse. 

søndag, marts 30, 2014

The Revelations: The Revelations (Schema)

Der breder sig en lummer cocktailstemning i stuen, når denne plade kommer på. Glasset er røgfarvet. Bakkenbarterne er lige så fyldige som behåringen i underbukserne. Der hældes Dubonnet i glasset. Vi befinder os i 1970. Produceren Gianni dell’Orso lavede sammen med broderen Giacomo projektet og pladen The Revelations. Pladen var tænkt som et “musikbibliotek” til TV, hvor Dell’Orso-brødrene under navne som Prolution, Lindock og Onward skabte musik, der kunne glide ind i sendefladen og skabe groovy stemning i de italienske stuer, der endnu havde Berlusconi til gode. 

Pladen udkom i et meget lille oplag og har siden været eftersøgt sjældenhed blandt de få, der har kendt den. Nu har Schema genudgivet pladen. Musikken er bevæger sig i helligt felt mellem psykedelisk easy listening og funky pop. Orgel og skarp el-guitar og et tilbagelænet groove er med til at sikre den gode 70’er stemning.