Der var så meget godt i den oplevelse jeg havde i Kolding for en uge siden, at jeg stadig kan mærke den gode stemning der strømmede mig i møde da jeg var til Jazzhouse UJNFOR.
Når solen skinner og det er sommer. Så skal der laves jazz. Juli og august byder på en ophobning af jazzfestivaler. Fra Aalborg over Odense og til Ærø spilles der jazz. Jeg var havnet et sted midt i mellem, i Kolding hvor 2-dages festivalen Jazzhouse UJNFOR blev afviklet udenfor og indenfor på spillestedet Godset. Jeg var der til en første dag.
25+ frivillige unge mennesker er med i Jazzhouse og stod for hele arrangementet fra bar til afvikling. Der havde allerede været jazz-yoga og et lokalt MGK band i gang inden jeg ankom tids nok til Fantasilaboratoriet med trompetisten Niels Munk i spidsen.
Jeg var godt oppe at ringe over pladen i februar, hvor jeg skrev om den på bloggen. Her kaldte jeg Niels Munk for den nordjyske Christian Scott. Det er selvfølgelig en lidt for bloggersmart bemærkning om en trompetist, der tydeligvis har meget på hjerte. Niels Munks intense og følsomme tilstedeværelse i musikken kan mærkes. Han satte sig selv i spil og lykkedes til fulde med det. Han havde et fedt band med, der var med til at omsætte musikken på magisk vis. Trommeslageren Jonathan Jull fra Athletic Progression indtog en central rolle med skarpe beats på lilletrommen og nogle fuldstændigt crazy breaks, der passede perfekt til Niels Munks på en gang komplicerede og indbydende musik. Dan Hjorth på pianoet var et nyt bekendtskab for mig - han havde bla. en solointro, hvor der var kosmisk forbindelse til Keith Jarrett. Jens Mikkel på el-bas afrundede og fuldendte kvartetten. Fantasilaboratoriet leverede en af de virkeligt gode koncerter, der ikke glemmes.
Udenfor i solen eller ujnfor som de siger i Kolding var det Christiania-trioen Smag på dig selv, der med et sæt trommer og to saxofoner (baryton og tenor) satte ild i scenen. Et heftigt beat og to vilde saxofoner havde både afro og EDM med i posen.
Den danske pianist Esben Tjalve stod i spidsen for Red Kite, der udover bassisten Jasper Høiby rummer musikere fra Italien, Tyskland og Østrig. De udsendte deres debutplade i 2019. De brugte koncerten til at spille nye numre fra den kommende plade, som de indspiller efter turnéen. Det efterlod et lidt ufærdigt udtryk, der på den anden side viste nogle musikere, der trådte i karakter. Særligt den italienske trompetist Fulvio Sigurta gjorde indtryk.
Orgelduo med blæsere afsluttede den smukke sommeraften på den lille scene udenfor. Containere omkransede området, der med grus og lys havde en Roskilde-vibe. Orgelduos flagrende tegneseriemusik passede godt som afslutning på aftenen. Deres ukomplicerede forhold til at inddrage alle mulige elementer i musikken er genial. Deres optræden fremstod med glæde og charmerende underspillet humor.
Arrangementet i Kolding var forrygende oplevelse, hvor gæstfrihed og imødekommenhed lunede. Den glæde som de unge afviklere lagde i UJNFOR festivalen, forplantede sig til publikum. Tak for en vidunderlig aften.
Jazznyt har fundet 10 mindre kendte navne frem fra årets program. Det er til gengæld, hvor der venter fede oplevelser. Jeg har fundet lidt citater frem fra egne anmeldelser og fundet på noget til dem, der endnu ikke har udgivet noget.
B-Bike-Sun-Tree
Der udkommer et album til efteråret med tre af de sejeste jazznavne herhjemme lige nu: Jonas Due på trompet, Lasse Mørck på bas og Daniel Sommer på trommer.
Soren Skov Orbit udgav en single I foråret, hvor jeg skrev: “Musikken tager udgangspunkt i modaljazz, hvor Orbit Bound med basklarinetten har en balkanfeeling. NV er en hyldest til Københavns Nordvest kvarter, hvor det syder og bobler af energi og varme. Det er et musikalsk koncentrat, hvor Soren Skov Orbit på lidt over otte minutter leverer et intenst udspil med ro og kærlighed.”
Jeg oplevede Finne Marker på årets Spot festival: “Det skal ikke forstås sådan, at Ginne Marker ikke har personlighed, for det har hun. Hun spiller på en Fender Telecaster, hvor der sniger sig lidt americana ind i lydbilledet. Det er vel ikke helt forkert at kalde hende for en jazzet singer/songwriter”
Doskopi udgav deres debut-EP i foråret: “Virvar er en god starter fra Doskopi! der VIL jazzen. De er ikke ude på at gøre oprør. De får vist nogle gode takter, hvor deres energi, nysgerrighed og kærlighed til jazzen er vindende elementer.”
Trioen udgav et kassettebånd i 2017: “Numrene på båndet har navne, hvor ironien er tydeligere end den er i musikken. Med titler som I love gang i den og If You don’t love Skaft, Økse & Sav, You haven’t heard them, så forventes der ikke måske ikke ligefrem abstrakt musik, hvor Stockhausen og Webern er kongerne.”
The Supreme Court feat. Al & Joseph Agami + special guest: Patrick Dorgan
De har endnu ikke udgivet, mon ikke de snart tager sig sammen? Det var fedt da jeg hørte dem sidste år til Modern Jazz Days i Køge: “The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe.”
Ny dansk/norsk/svensk kvartet, der bringer spontanitet og improvisation i højsædet. Målet er at udfordre og udforske musikkens traditioner, form og harmonier. De spiller i Kgs. Have.
Han udsendte sit fede debutalbum dengang det var vinter: “Det er med til at understøtte den rå og lidt primitive stemning. Vi får seks kompositioner, hvor kvartetten griber Claessons enkle melodier og omsætter dem i uspoleret spontanitet. Der er den dansende avantgardist Cooper. Der er den hidsige Kaptajn Penalhus, hvor Jeppe Højgaard får demonstreret sine fede rå sax-skills.”
De har lige udsendt deres første plade: “Der er ganske vist enkelte numre der kunne have været med i tv-serien Babylon Berlin, som feks. 5 o’clock, der placerer sig godt i forlængelse af den tyske tv-serie og hvor musikken netop også havde et nutidigt touch.”
Tilbage i august var jeg inviteret til jazzfestivalen Meutiviti i Ålborg. Jeg havde desværre ikke mulighed for at komme. Formanden Morten Poulsen har sendt dette forrygende essay om Meutiviti, skrevet af forfatter Søren Gehlert Schmidt, som Jazznyts læsere ikke skal snydes for.
Jazz er et spørgsmål
I
Jeg ankom i rigtig god tid med en mate og satte mig til rette i den grønne sofa. Kan jeg sidde stille i en grøn sofa i 3 timer? Næppe. Ved jeg en masse om musikken? Ikke rigtigt. Men 20-30 mennesker og jeg glæder os til oplevelsen.
I begyndelsen kan man høre en trompet. Jeg vidste ikke at nogen spillede trompet. Et af de mange instrumenter jeg ikke behersker. Det viser sig at peanuts er bedre for tænderne end æbler. En trompetist og en trommeslager indfinder sig cirka 5 minutter før spilletid. Jazz er et cirka. Jeg overvejer om jeg kan nå at komme i baren. Det kan jeg ikke. Guitaristen taler med publikum om en der hedder Jacob.
Jens Fisker introducerer sig selv og Daniel Sommer. Daniel har glemt sine briller. Jens beretter om bandet, sådan hvor længe de har kendt hinanden og det. Han fortæller osse om Meutiviti festivalen, hvad det er for noget. Kasper Tranberg introduceres.
Bandet går i gang med Pay for Peace. Er stadig lidt skuffet over, at der ikke er en bar i selve koncertrummet (selvom jeg har drukket en håndfuld på Wharf tidligere). Koncertens første musikalske indslag er en slags trommesolo. Det virker jazzet, men hvad ved jeg om jazz? Generelt virker musikken jazzet på den laid-back måde. Jeg skal pisse. Musikken er ret fed. Jeg vil gerne være ”all that jazz”. Men hva ́ fuck ved jeg om jazz?
Jeg har blæret mig over for diverse individer med at jeg har skrevet tekster til jazz(ede) musikstykker. Men det betyder ikke at jeg som sådan ved noget om jazz. Jeg vil gerne spørge sidemanden hvor han har sin øl fra, men vil osse gerne være lidt til stede. Vil man ikke altid bare være en smule til stede? Der er genrekonventioner (meget med at klappe når nogen har spillet en solo), men hvad i alverden er jazz? Publikum lytter og har tydeligvis været til andre jazzkoncerter. Det har jeg osse, men jeg ved stadig bjælden om jazz.
Øl flyder som jazz. Der er lækre soloer og det. Musikken lyder som andet jazz jeg har hørt. Men ikke rigtigt som andet jazz jeg har hørt. Det er frenetisk og snublende på samme tid. Jeg kan godt li ́det.
Musikerne ser glade ud og Jens forklarer hvad sangen Dr. Jacobi handler om. Musikken er inspireret af Twin Peaks og lyder osse lidt som noget fra den serie (som jeg vel at mærke er stor fan af). Jeg ville ønske jeg kunne sige alt muligt klogt om stilen, det er ret uptempo....happy jazz? Der er en gut, som filmer koncerten, som jeg først opdager nu.
Jeg nyder en trompetsolo. Det er faktisk ikke så sjældent jeg gør det. Måske ville jeg bare ønske jeg kunne spille trompet? Det er et ret vildt instrument. Det er alligevel svært for mig at vurdere
hvor meget Twin Peaks der er over det – er der ikke noget med at David Lynch selv spiller jazz? Anyway. Jeg opdager at publikum næsten er blevet fordoblet under de første 3 numre. Nu er der flere unge. Jeg falder lidt hen. Min hjerne plejer at sove om fredagen.
Jeg kommer i tanke om, at trommeslageren har solbriller på fordi han har glemt sine briller. Det MÅ være jazz. Et sted undervejs er musikken blevet mere mellow. Jeg kan dufte nogens parfume. De to ting korresponderer. Jeg er reduceret til en kanal. Jeg forstår, at det var en ballade. Nu kommer der et nummer, som handler om øl. Jeg kunne godt bruge en nu. Samtidig begynder min skrift at imitere det monotone trommespil på dette nummer. Jeg har ikke været til koncert her før. Det er ret vildt. Det virker lidt forbudt, fordi det er backstage area for bands. Tænker med vilje ikke på alle de idoler, jeg kunne ha’ mødt her gennem tiderne.
Jeg skal stadig pisse. Men det er nederen at skride midt i en koncert. Behovsudsættelse. Jazz er behovsudskydelse? Fuck. Nå, øl og toilet må vente, men liflig hornmusik ad libitum er i den grad til stede. Sindssygt trompetspil! Sagde jeg at jeg er vild med trompeter?
Noget vildt er at folk ikke sidder og snakker om alt muligt uvedkommende, men sidder og lytter og nyder musikken. Jeg nyder den osse på den dér ”jeg-skal-jo-osse-skrive-noget-ned”-måde. Clashes. Jeg håber det er en kvindes parfume jeg kan dufte, for den er ret intoxicating og jeg har ikke overskud til at genopfinde min sexualitet....
Trompeten igen. Trommerne. Bassen. Jens. Det er ret cool det her. Cool jazz (måske skal jeg begrænse min brug af ordet, jazz?). Det er ret fedt, at jazz-musikere altid husker at pausere, så de andres soloer kan hyldes af publikum. Der er speciel guest star til sidste nummer. Og en stol til Jørgen.
Endnu flere unge mennesker har indfundet sig nu. Det intime rum er udvidet. Det er sgu ret rart. En ung mand, som ligner en yngre version af mig, kommer ind. Conflicting. Det er jazz, det er et spørgsmål. Kanske jazz er mere spørgsmål end svar? Første koncert slutter til stor applaus fra alle.
II
2nd band går på. I pausen nåede jeg at pisse, ryge og købe en øl. Bandet påbegynder Lille og fortabt i mørket. Det her er definitivt noget andet end jazz, mere sådan.... all in på stemningsfuldhed. Jeg havde mulighed for at beholde den samme plads, på den grønne sofa. Pianoet giver en ny dimension, trompeten er heldigvis stadig med. I pausen nåede jeg at sige ”I ́m always next” til min amerikanske homie. Han sagde ”EVERYBODY ́s always next”. ”Next of kin?”, sagde jeg (og troede jeg var sjov). En jazzet samtale?
Hende med parfumen er gået eller sidder et andet sted. Det er mærkeligt forstyrrende. Jeg kigger på folk. Folk lytter opmærksomt. I pausen mødte jeg osse Theis, som tager billeder for 1000fryd. Der er osse en fyr, som filmer for Meutiviti. Det hele føles ret vigtigt. Jazz er vigtigt, men ikke et svar. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål.
Der er endnu flere mennesker til denne koncert end til den forrige. En anden kvinde med en anden parfume sidder tæt på. Er nærmest mættet af sanseindtryk. Jeg føler mig som en blind passager på et tog fra St. Louis. Eller til St. Louis. Jeg føler mig ikke så melankolsk som jeg burde. Det er vigtigt at være som et spørgsmål. At være et spørgsmål.
Er stadig totalt nede med den der trompet. Trompeter er the shit. Jeg har lyst til at ryge, men det er mest pga musikken. Ryger man ikke længere til jazzkoncerter? Kasper fortæller hvad en Unsong er. Det er noget med at købe en for gammel sødmælk i Netto og undlade at lade dette gå ud over den unge medarbejder. Vi får at vide, hvad en drone er. Jeg ved godt hvad en drone er, men jeg ved ikke hvad en drone er. Trompetsoloen viser sig at være ret swag.
Jeg tænker: Guesswork Rocks. Jeg har gået i skole i 20 år, ved ikke nøjagtigt hvad en drone er, men jeg har et godt bud. Musikken lyder lidt som Morphine (som jeg savner – man forbinder nok ikke altid morfin med busy trompet og vilter sax). Som jeg sagde til mig selv lige før: jeg ved ikke en skid, men guesswork rocks. Jazz er et kvalificeret gæt.
Musikerne lader til at more sig kongeligt med musikken og hinanden, det smitter af på publikum. Ikke et ondt ord om Britney Spears m.fl., men at lade instrumenterne og stemningerne ånde virker ret meget på mig. Bandet laver en joke om Lars Løkke, som der bliver fulgt op på i et mellemspil. Publikum passer til jazzen, jazzen passer til publikum. Det er ret svedigt. New Orleans.
Jeg tænker over hvor lidt jeg tænker over min telefon.
III
Nu er det Morten og Giuseppe, sidste koncert. Er spændt på kombinationen af akustisk laptop og saxofon. I pausen havde jeg en eksistentiel samtale med min følgesvend. Den sidder fast og den sidder ikke fast. Det er jazz. Jazz er også Morten på akustisk laptop. Det er ret vildt. Det er ikke hvad jeg hører til hverdag.
Jeg er ret nede med den perkussive indledning. Desværre er en del af publikum andetsteds. Folk lister ind, ingen lister ud. Jeg bemærker at det primært er det ældre segment, der er fraværende. Jeg er nok mest skuffet over at denne mere avantgarde del primært tiltrækker unge mennesker og ham med pennen i den grønne sofa. Man skal ud på overdrevet, ellers er det hele lige meget.
Denne form for jazz er ret creative og lyder ikke som noget jeg sådan kender. Avantgarde. Saxofonen er et magisk instrument. Tror min kære afdøde fader ville hævde, at dette ikke er musik. Jeg oplever, at det ret meget er musik. Hvis man lytter efter, er der strukturer, stemninger, visioner. For mig er dette en slags spidsformulering af jazz som et spørgsmål. Et godt spørgsmål. Jeg nåede at ryge i pausen, jazz gør mig konstant smøgtrængende.
Jeg ved faktisk ikke om det kræver mere tålmodighed at lytte til denne jazzform. Jeg elsker My Bloody Valentine. Musik er musik. Musik behøver ikke minde dig om noget. Eller nogen. Musik er lyde lige nu.
Skyggerne fra højttalerne eller mikrofonerne eller hvad den ting som Mortens instrumenter kræver hedder, falder markant på væggen. Mørket falder. Vi falder: Jeg omfavner spørgsmål. Jeg kan genkende et særligt fokus ved Morten. Der er også et element af genkendelighed i selve musikken, men det er nok det intuitive jeg bedst kan lide ved denne koncert/lyd-performance.
Jeg føler mig privilegeret over at opleve noget, som dele af publikum med vilje har fravalgt. Er det vigtigt at være en del af noget? Morten fløjter som en del af det akustiske bidrag. Giuseppes skygge vugger henover rummets gardiner. Musikken er både drone og separate stykker. Jeg tænker på, at jeg har drukket 1 øl under hele arrangementet. Jeg tænker på variationer.
Det er et soundtrack til en film med en vildt åben slutning. Nogen flytter sig i rummet. Jeg bemærker det hele, men bemærker ikke noget. Jeg vil gerne være jazz. Er jeg mon jazz? Giuseppe spiller lyde med mundstykket af saxofonen mens Morten har skabt en anden slags drone. Jeg ved ikke rigtigt hvad en drone er. Distinkte variationer. Jazz er et spørgsmål.
Nu sker der noget ret vildt i filmen. Nogen skriger, dissonans. Avantgarde igen. Og så; spilledåse. Ballerinaen danser lyset ud. Saxofonen bliver til luft. Spilledåsen trækker vejret. Knirker rundt i spøgelseshuset. Akustisk vejrtrækning.
Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.
Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.
Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten.
Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.
Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik.
I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk.
Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.
Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak.
12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.
I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.
Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.
I den forgangne weekend har der været Modern Jazz Days i Køge. For tredje gang var der festival på Søndre Havn omkring spillestedet Tapperiet. Fire scener, vanvittigt godt vejr og en smittende afslappet stemning var på agendaen. Jeg var inviteret af Modern Jazz Days, hvor lederen af festivalen Jakob Baggesen havde fået idé om, at jeg sammen med Niels Christian Cederberg fra P8Jazz skulle spille plader lørdag aften. Fra en sofa skulle vi snakke om musikken og spille favoritter. Jeg tog afsted dagen før. Så jeg kunne høre Bremer/McCoy og Kresten Osgood og Hvad er Klokken?
Jeg havde set frem til at høre Bremer/McCoy spille live. De skulle spille i caféen, hvor scenen har vinduer vendt ud mod en skaterbane, der blev brugt flittigt under koncerten. Bremer/McCoy havde ikke spillet live siden udgivelsen af deres plade sidste år. Lokalet var pænt fyldt og sikkert med en del, der ikke vidste hvem Bremer/McCoy var. De to musikere indtog tændt scenen. Pianisten (inkl. Rhodes og keyboard) Morten McCoy har stor erfaring fra reggae/dancehall scenen sammen med Raske Penge og Klumben og Jonathan Bremer har været fast sideman i Niels Lan Doky’s trio de senere år. Nu er de selv i fokus med deres egen musik. McCoy smider hjemmevant skoene under keyboardet. Lige fra den første tone sendes afsted lukker han øjnene og lever sig 100 % ind i musikken. Der er tilstedeværelse og nærvær. Kontakt med det de laver. Han snurrer rundt mellem piano, keyboard og Rhodes. Musikkens rytme forplanter sig i kroppen på McCoy. Han vipper med hele kroppen. Musikkens enkle melodier fænger. De blander jazz, reggae og nordiske toner på en skøn og naturlig måde. Det er ukompliceret og ren musik. Det fornemmes i cafélokalet, hvor musikken på trods af blippen fra dankortmaskine og hidsig damp fra espressomaskinen, får det aldersmæssigt blandede publikum til at svømme væk i de lækre klange.
Vejret er suverænt og udenfor på den lille loungescene spiller saxofonisten Magnus Thuelund med sin nye trio med Graig Earle på bas og Jonas Johansen på trommer. Det er jazz med afsæt i den klassiske bebop-prægede saxotriojazz. Der er et potentiale i Thuelunds trio, som jeg desværre kun får hørt en smule af, da aftenens “hovednavn” Kresten Osgood og Hvad er Klokken? feat. Teitur og Mads Mouritz spiller indenfor på Tapperiets scene.
Udgangspunktet for den koncert er Randy Newman - sangeren og sangskriveren der både har lavet Disneymusik og intellektuel singer-songwriter pop. De starter ud med Short People - en herlig humoristisk antiracistisk sang. De er meget tro mod originalen. Kresten Osgood springer frem til mikrofonen og fortæller om, at kærligheden til Randy Newman opstod, da Newman medvirkede i Muppet Show. Pludselig får Osgood impulser til at spille sangen Worms fra Muppet Show, et nummer som de slet ikke har indøvet. I løbet af kort tid får han sat bandet bestående af Thomas Vang på bas og Jesper Løvdal på sax og publikum sat ind i, hvordan nummeret skal spilles og synges. Det er godt eksempel på, hvordan Osgood’s anarkistiske og improvisatoriske tilgang til hvordan en koncert skal afvikles, er helt særegen. Koncerten byder både på Mike Sterns' gamle "hit" Chromazone, freejazz, Teitur’s følsomme singer-songwriterpop og Mads Mouritz’ humoristiske lejlighedssang om Randy Newman. Publikum bliver godt underholdt, provokeret og får stof til eftertanke. Fredag aften lukkes festivalen ned med Wonderbrazz, der med vanlig veloplagthed spiller deres udadvendte New Orleans grooves.
Modern Jazz Days har en særlig profil, hvor de sørger for at have ung jazz på programmet. Således også om lørdagen, hvor Ewé Ensemble spillede og præsenterede deres nye EP. Kort efter var det guitaristen Per Møllehøj, der spillede musik fra sin kommende CD. Det blev velsignende smuk jazz spillet i lørdagens fantastiske solskin. Møllehøj havde medbragt Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Det er klassisk jazz fra den øverste skuffe. Jazz der sender mine tanker i retning af Jim Hall. Møllehøj er en formidabel guitarist, der er værd at tjekke at ud. Saxofonisten Jesper Løvdal er atter på scenen i Tapperiet om lørdagen. Denne gang er det med hans egen musik. Han får stjerneopbakning i form af Aaron Parks på piano, Klavs Hovmann på bas og Marilyn Mazur på percussion. Det er Aaron Parks første koncert i Danmark i forbindelse med det to en halv måned lange artist in residence ophold i Danmark. Jesper Løvdals musik åbner op for et til tider mesterligt sammenspil mellem Mazur og Parks. De rammer hinanden og det gnistrer. Der er lidt ufærdigt udtryk over koncerten, hvor jeg håber at de får mulighed for at bygge videre på det de skabte på Tapperiets scene. Løvdal kan skære lyriske melodier. Parks er suveræn til at omsætte dem. Mens Mazur med hendes dansende percussion og trommespil giver musikken spænding og kant.
Senere på aftenen sidder jeg ved pladespilleren sammen med Niels Christian Cederberg og spiller fede jazzvinyler. Vi udfordrer hinanden venskabeligt med sjælden vinyl - men vigtigst af alt med fed jazz. Vi hygger os storartet. Det gør publikum vist også - de bliver i hvertfald hængende. Så Jakob Baggesens idé var nok slet ikke så tosset. Det er en af de store kvaliteter ved Modern Jazz Days. Baggesen er god til, at få idéer og føre dem ud i livet. Derfor er flere koncerterne ved Modern Jazz Days også unikke projekter. Baggesens eget band, hip hopjazzerne Doktor Doktor spillede sammen med Albertslund Big Band og Ploug/Skovbakke/Osgood/Vincents spillede en Charlie Parker-tribute. Festivalen bød også på koncerter med Jazzkamikaze, Girls in Airports og Emil de Waal. Modern Jazz Days er en unik jazzfestival placeret på havnen i Køge. Et besøg kan i allerhøjeste grad anbefales. De afprøver idéer og går nye veje i forbindelse med afviklingen af en jazzfestival.
