Siden 2021 har festivalen Jazz Nights været med til, at sætte lys på jazzen i det nordvestlige hjørne af Jylland. Det er med udgangspunkt i Holstebro, byen der var været hjemby for den legendariske Jass festival. Årets program bød på mange godbidder. Det er trommeslageren og den tidligere Holstebro-dreng Anders Mogensen, der står i spidsen for festivalen.
Jeg havde valgt at besøge festivalen, lørdag aften, hvor først The Counterfictionals spillede, efterfulgt af Mikkel Nordsø Band. Det foregik på det gamle slagteris grund i to forskellige sale.
I Pallesalen var der ægte slagteristemning med hvide fliser på væggen og et råt udtryk med tydelige rør og ledninger. Her skulle The Counterfictionals spille. Jeg var bekymret for lyden med alle de hårde flader. Den bekymring blev heldigvis gjort til skamme. Loftpladerne gjorde en god indsats. The Counterfictionals ledes af Kristoffer Rosing-Schouw, der er en ægte multikunstner. Han har hentet inspiration i litteratur og film - og inkorporerer det i musikken. Han nåede i løbet af koncerten både at spille på klarinet, basklarinet, saxofon, fløjte og ikke mindst theremin. Bandet var det samme som på pladen, An incomplete encyclopedia of gentle emotions, og det var heldigt, da koncerten bestod af al musikken fra albummet plus lidt bonusnumre til slut.
Musikken var mættet af stemning - en filmisk og billedrig fortælling, hvor Rosing-Schouw ledte bandet gennem den smukke musik. Vi hørte Bjørn Heebøll på trommer, Tove Sørensen på bas, Henriette Groth på klaver og klarinet, Jeppe Zacho på saxofon og klarinet og Maja Romm på guitar. Jeg blev blæst helt væk af balladen, Beatrix & Bill, hvor Henriette Groth indledte nummeret på melodica. Det rolige og enkle var rislende smukt. Der var noget behageligt over Kristoffer Rosing-Schouws måde at lede bandet gennem musikken, hvor han flere gange satte sig ned på scenen omgivet af bandet og flød med musikken. Det smittede. Stemningen flød udover scenekanten og satte sig i publikum. Jeg satte mig også ned rent mentalt og lod mig flyde med. Det var en stor oplevelse.
Skiftet til Mikkel Nordsø Band gik hurtigt, der var et kvarter mellem koncerterne.
Nordsø og co. spillede i Subhuset. Bandet har eksisteret siden midten af firserne, hvor Ole Theil på trommer, Peter Danstrup på bas og Ben Besiakov på tangenter har været med hele vejen. Den cubanske conguero Eliel Lazo kom med for 10 år siden. Sidst tilkomne var en anden percussionist, den i København bosiddende italiener Frederico Nelson, der i den grad kunne matche Lazo’s ekvilibrisme.
Mikkel Nordsø Band er en charmerende rodebutik af Santana inspireret jazz-rock, latin og fusion. At de så havde taget mundharpevirtuosen Mathias Heise med som special guest var kun fedt. Når Nordsø band er bedst, så kommer den helt op at ringe. De er uovertrufne til at koge et grove, hvor Nordsø tager en solo efterfulgt af en beskidt Besiakov solo, der så toppes af Mathias Heise og Eliel Lazo. Det er fedt at opleve dem spille sig helt ud i en solo, der kun kan betegnes som lirens. Lazo charmerede sig gennem latin nummeret Mambo Lady og Heise spillede lækkert unisont med Nordsø i Back in Bamako. Bandet var så meget i musikalsk flow, at det først var efter 2 timer (uden pause), at de spillede aftenens sidste nummer.
Lyden var ikke helt i skabet i Subhuset. Trommelyden var underligt mudret. At Mikkel Nordsø heller ikke helt havde styr på computeren, der skulle styre et virtuelt pedalbræt, var ganske sjovt - og fik min sidemand til, at spørge om jeg ikke kunne huske den der artikel fra bladet Hifi & Elektronik fra 80’erne, der handlede Sneakers-guitaristen Nordsø, der gik all in på guitar synthesizeren. Nordsø er stadig helt fremme inden for det sidste nye til guitaren.
Holstebro Jazz Nights var særdeles velbesøgt og lokalerne meget velegnede til koncerterne. Vi kommer helt sikkert igen.
Det startede med at Anja Holme fra pladeselskabet Turn it Over Records spurgte om jeg skulle ned til Jazzahead. Jeg svarede nej. Det er for dyrt for jazzbloggeren, der ikke tjener penge på bloggen. Da hun tilføjede at jeg kunne komme med i bilen fra Herning og at de sørgede for overnatning, så fik jazzbloggerpiben en anden lyd. Turn It Over Records har nogle respektindgydende genudgivelser fra fine folk som Stig Møller, Young Flowers og Dan Turell på samvittigheden. De er også begyndt at rykke ind på jazzlandet. Det var derfor at de ville et smut til Bremen.
Fredag aften landede vi i Bremen. Jeg havde allerede en aftale kl. 20. Det passede med en frisk gåtur gennem Bremen inden jeg mødtes til middag med en flok glade jazzfolk. Danske musikere og branchefolk kom og gik på restauranten, der lå tæt på messeområdet. Jeg havde ikke checket ind på messen endnu, så det var ikke muligt at høre musik. På den anden side, nåede jeg at tale med mange af de danske kunstnere der var taget til Jazzahead. Ikke mindst dem der skulle optræde dagen efter til den danske Clubnight. Tysk øl er godt - og inden det blev alt for sent, så valgte jeg sengen.
Der var en intens lørdag på Jazzahead messen der ventede.
Som jazzblogger var det heldigvis muligt at få presseakkreditering til messen. Udover armbånd og den der snor om halsen med et skilt hvor der stod Niels Overgård - Jazznyt.com, så inkluderede det også en mulepose med en masse oldschool tryksager. Den var ikke helt så fed som den mulepose jeg fik i 2014, hvor Jazzdanmark havde lagt en vinyl i med de danske kunstnere. I muleposen var det nyeste nummer af Down Beat (med en fire stjerners anmeldelse af Little North), det tyske magasin Jazz Thing og det engelske Jazzwise. Jeg er en sucker for den slags magasiner, der i gamle dage kunne købes i velassorterede kiosker herhjemme. Nu skal man have abonnement på dem for, at komme i nærheden af dem. Fedt at komme i nærheden af dem igen. En anden old school sag, der var meget tilstedeværende på messen, var muligheden for at få fat i en masse promo CD’er.
Jeg fandt hurtigt den danske stand som Jazzdanmark var vært på. Her var de danske branchefolk samlet. Pladeselskaberne og musikere der selv havde taget turen for at promovere deres musik.
Giant Sheep, April Records, Storyville, Stunt og sikkert også flere andre danske pladeselskaber havde travlt på standen. Aftaler med folk fra hele verden skulle forhåbentlig skabe interesse for den danske jazz. Jeg snakkede med flere af dem og fik indblik i kommende udgivelser. Jeg mødte Cim Meyer fra Jazzspecial der - som de fleste danskere på messen - havde været i gang siden torsdag. Et tætpakket program med halv times showcase koncerter hørte til dagsordenen. Jeg så kort efter Cim Meyer på første række med kamera og kuglepen til den første koncert jeg var til.
Keno Harriehausen Quartet
Den matte lørdags eftermiddags stemning blev afløst af en halv times ekspressivt fremstød for tysk jazz - oder wie man so sagt im englisch: German Jazz Expo. Yes wir sind in Germany.
Jeg genkendte den lettiske saxofonist Karlis Auzins navn, hvilket gjorde mig nysgerrig. Han har tidligere boet i Danmark. Med cello, kontrabas, saxofon og piano var der lagt op til kammerjazz med improvisation. Det var dramatisk - næsten filmisk jazz, hvor der var nik til klassisk musik og subtil free jazz. En ganske fin start på dagen.
Jeg søgte væk fra messehallernes beton til det nærliggende Schlachthof, hvor jeg fra sidste gang kunne huske at der var en fed koncertsal.
Vincent Meissner Trio
Jeg kommer lidt inde i koncerten, hvilket er utjekket når koncerten kun varer en halv time. Jeg blev blæst omkuld af et nummer der skiftede mellem rolige faser og uhæmmet eksplosivitet. Trioen brugte melodien og rockrytmen. The Bad Plus har tydeligvis inspireret trioen. De udgav deres debutplade på ACT sidste år og er med i forgrunden på den unge tyske jazzscene. Det er teknisk jazz, hvor sindssyge breaks og opbyggelige stemninger raser afsted. Det er effektivt og der mærkes et hjerte i musikken.
Efter koncerten stødte jeg ind i Karsten Bech fra Kolding, manden bag Jazz i Trekanten og en masse aktiviteter i trekantsområdet. Han var ikke den eneste fra Kolding. 25 unge frivillige fra Koldings Jazzhouse var taget til Bremen. Jeg talte med flere af dem og de stak ud på messen, hvor man(d) som regel havde passeret et halvt hundrede år som messegæst. Som en af dem sagde, så var der lige pludselig en masse ligesom Karsten omkring dem - selv om Karsten ellers er ret unik.
Danish Club Night
På Jazzahead messen havde der været showcasekoncerter, af en halv times varighed, hele dagen. Lørdag aften var det Clubnight med koncerter spredt ud over hele Bremen. JazzDanmark havde indlogeret sig på Lila Eule, der udover at være Bremens ældste jazzklub også fungerer som natklub. Det betød at koncerterne startede kl. 18 og at jazzen skulle være ude inden midnat, hvor eurodance og anden festligt stads kunne tage over. JazzDanmark havde lavet et godt forarbejde og sørget for at klubben var fuld - og ikke kun med danske gæster - men bookere fra festivaler etc. Stemningen var spændt og DJ Pladedamen varmede publikum op.
Svanborg Kardyb
Lige op til Jazzahead offentliggjorde Svaneborg Kardyb, at de havde skrevet kontrakt med det engelske pladeselskab Gondwana, der ledes af Matthew Halsall og hvor bla. GoGo Penguin startede karrieren. Selv om der var en masse virvar omkring dem, gjorde de det som de var vant til. Ansigterne vendt mod hinanden og skabelsen af deres eget unikke rum. Jonas Kardybs fantasifulde trommespil mødtes med Nikolaj Svaneborgs stemningsfyldte Würlitzer. Her var ro og overskud til at skabe kontakt gennem musikken til publikum. Selv om de kun spilede en halv time - så v ar de på hele tiden - og forspildte ikke denne mulighed.
Randi Pontoppidan
Diversiteten I den danske program var stor. Her stak Randi Pontoppidan markant ud. Hun var “The odd one out”. I en mørk jazzklub setting med bier vom fass var det mere end almindeligt svært for en eksperimenterende stemmekunstner at finde fodfæste. Jeg ved ikke Randi Pontoppidan fandt fodfæste - det er nok ikke meningen at hun skal gøre det. Hun gjorde sit og var forbavsende upåvirket af et publikum der for manges vedkommende ikke var sporet ind på Randi Pontoppidans stemmekunst og elektroniske bleeps.
Little North
At der ikke var et klaver stillet til rådighed for klavertrioen Little North som aftalt - men et Casio-keyboard betød imponerende lidt for det koncertbrag som Little North indtog Lila Eule med. Jeg tænkte over det manglende klaver i ca. 5 sekunder, hvorefter jeg blev indfanget af trioens udadvendte triojazz. De talte direkte til publikum og jeg overdriver ikke, når jeg skriver at de havde publikum i deres hule hånd.
Var jeg booker for en festival ude i Verden, så var jeg overbevist. De spillede deres jazz perfekt.
Bévort 3
Tenorssaxofonisten Pernille Bévort har en sejt swingende rytmegruppe med Esben Laub på trommer og Morten Ankarfeldt på bas. Hun har fået godt fat i et større publikum gennem Spotify. Hendes mere tilbageholdende stil som musiker opvejes af en stilistisk sikkerhed. Her er ikke så mange dikkedarer. Det er jazz med fokus på klassiske virkemidler i form af teknisk overskud og grundlæggende færdigheder.
Kemaca Kinetic
At der ikke var plads til flere danske optrædende på Lila Eule afholdt ikke den ålborgensiske powertrio Kemaca Kinetic fra, at spille en sen koncert på den sidste aften på Jazzahead. De havde lavet aftale med den lille café Papp der lå lige ud til floden Weser der løber gennem Bremen. De spillede en “In your face” koncert på et proppet Papp. Der var nok flere danskere end andre nationaliteter. De fik sat eftertrykkeligt gang i den med deres nutidige take på jazzrock. Casper Hejlesen på guitaren løb aldrig tør for toner.
Hov! Nu var det lige pludselig slut. Jeg stod udenfor Papp sammen med en flok danskere der var klar til efterfest på Hotel Maritime eller nattejam et sted i byen. Jeg havde drukket den sidste øl og vendte næsen mod Air bnb lejligheden hvor vi boede. Her nåede jeg en nightcap sammen med Turn it Over Records folkene og kunne se tilbage på en intens weekend. De havde indgået aftale med Cowbell Records og fik kontakt til flere jazzmusikere som de måske skal arbejde sammen med i fremtiden. Heriblandt var der en som jeg altid har sat meget pris på, som de måske skal udgive vinyler med.
Jeg ved ikke om det er efterveerne af coronaen. Der var ikke lige så mange gæster som der plejer at være på Jazzahead. Jeg hørte rygter om, at der kun var det halve af det der plejer at være.
Fra et jazzblogger perspektiv var det sjovt med en weekend der kun handlede om jazz. Det er tydeligt at JazzDanmark satser hårdt på Jazzahead. Ikke mindst i kraft af deres Club Night. De var synlige og som det vigtigste tror jeg, at flere danske jazzmusikere fik hul igennem til muligheder i udlandet.
Til sidst et billede af en DeLorean som vi kørte forbi på den tyske Autobahn. En bil mage til den som Marty McFly og Doc brugte som tidsmaskiine i Back To The Future filmene. Det billede fik 80 likes på Instagram. Min billedserie fra Jazzahead fra 30 likes…
Der var så meget godt i den oplevelse jeg havde i Kolding for en uge siden, at jeg stadig kan mærke den gode stemning der strømmede mig i møde da jeg var til Jazzhouse UJNFOR.
Når solen skinner og det er sommer. Så skal der laves jazz. Juli og august byder på en ophobning af jazzfestivaler. Fra Aalborg over Odense og til Ærø spilles der jazz. Jeg var havnet et sted midt i mellem, i Kolding hvor 2-dages festivalen Jazzhouse UJNFOR blev afviklet udenfor og indenfor på spillestedet Godset. Jeg var der til en første dag.
25+ frivillige unge mennesker er med i Jazzhouse og stod for hele arrangementet fra bar til afvikling. Der havde allerede været jazz-yoga og et lokalt MGK band i gang inden jeg ankom tids nok til Fantasilaboratoriet med trompetisten Niels Munk i spidsen.
Jeg var godt oppe at ringe over pladen i februar, hvor jeg skrev om den på bloggen. Her kaldte jeg Niels Munk for den nordjyske Christian Scott. Det er selvfølgelig en lidt for bloggersmart bemærkning om en trompetist, der tydeligvis har meget på hjerte. Niels Munks intense og følsomme tilstedeværelse i musikken kan mærkes. Han satte sig selv i spil og lykkedes til fulde med det. Han havde et fedt band med, der var med til at omsætte musikken på magisk vis. Trommeslageren Jonathan Jull fra Athletic Progression indtog en central rolle med skarpe beats på lilletrommen og nogle fuldstændigt crazy breaks, der passede perfekt til Niels Munks på en gang komplicerede og indbydende musik. Dan Hjorth på pianoet var et nyt bekendtskab for mig - han havde bla. en solointro, hvor der var kosmisk forbindelse til Keith Jarrett. Jens Mikkel på el-bas afrundede og fuldendte kvartetten. Fantasilaboratoriet leverede en af de virkeligt gode koncerter, der ikke glemmes.
Udenfor i solen eller ujnfor som de siger i Kolding var det Christiania-trioen Smag på dig selv, der med et sæt trommer og to saxofoner (baryton og tenor) satte ild i scenen. Et heftigt beat og to vilde saxofoner havde både afro og EDM med i posen.
Den danske pianist Esben Tjalve stod i spidsen for Red Kite, der udover bassisten Jasper Høiby rummer musikere fra Italien, Tyskland og Østrig. De udsendte deres debutplade i 2019. De brugte koncerten til at spille nye numre fra den kommende plade, som de indspiller efter turnéen. Det efterlod et lidt ufærdigt udtryk, der på den anden side viste nogle musikere, der trådte i karakter. Særligt den italienske trompetist Fulvio Sigurta gjorde indtryk.
Orgelduo med blæsere afsluttede den smukke sommeraften på den lille scene udenfor. Containere omkransede området, der med grus og lys havde en Roskilde-vibe. Orgelduos flagrende tegneseriemusik passede godt som afslutning på aftenen. Deres ukomplicerede forhold til at inddrage alle mulige elementer i musikken er genial. Deres optræden fremstod med glæde og charmerende underspillet humor.
Arrangementet i Kolding var forrygende oplevelse, hvor gæstfrihed og imødekommenhed lunede. Den glæde som de unge afviklere lagde i UJNFOR festivalen, forplantede sig til publikum. Tak for en vidunderlig aften.
Jazznyt har fundet 10 mindre kendte navne frem fra årets program. Det er til gengæld, hvor der venter fede oplevelser. Jeg har fundet lidt citater frem fra egne anmeldelser og fundet på noget til dem, der endnu ikke har udgivet noget.
B-Bike-Sun-Tree
Der udkommer et album til efteråret med tre af de sejeste jazznavne herhjemme lige nu: Jonas Due på trompet, Lasse Mørck på bas og Daniel Sommer på trommer.
Soren Skov Orbit udgav en single I foråret, hvor jeg skrev: “Musikken tager udgangspunkt i modaljazz, hvor Orbit Bound med basklarinetten har en balkanfeeling. NV er en hyldest til Københavns Nordvest kvarter, hvor det syder og bobler af energi og varme. Det er et musikalsk koncentrat, hvor Soren Skov Orbit på lidt over otte minutter leverer et intenst udspil med ro og kærlighed.”
Jeg oplevede Finne Marker på årets Spot festival: “Det skal ikke forstås sådan, at Ginne Marker ikke har personlighed, for det har hun. Hun spiller på en Fender Telecaster, hvor der sniger sig lidt americana ind i lydbilledet. Det er vel ikke helt forkert at kalde hende for en jazzet singer/songwriter”
Doskopi udgav deres debut-EP i foråret: “Virvar er en god starter fra Doskopi! der VIL jazzen. De er ikke ude på at gøre oprør. De får vist nogle gode takter, hvor deres energi, nysgerrighed og kærlighed til jazzen er vindende elementer.”
Trioen udgav et kassettebånd i 2017: “Numrene på båndet har navne, hvor ironien er tydeligere end den er i musikken. Med titler som I love gang i den og If You don’t love Skaft, Økse & Sav, You haven’t heard them, så forventes der ikke måske ikke ligefrem abstrakt musik, hvor Stockhausen og Webern er kongerne.”
The Supreme Court feat. Al & Joseph Agami + special guest: Patrick Dorgan
De har endnu ikke udgivet, mon ikke de snart tager sig sammen? Det var fedt da jeg hørte dem sidste år til Modern Jazz Days i Køge: “The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe.”
Ny dansk/norsk/svensk kvartet, der bringer spontanitet og improvisation i højsædet. Målet er at udfordre og udforske musikkens traditioner, form og harmonier. De spiller i Kgs. Have.
Han udsendte sit fede debutalbum dengang det var vinter: “Det er med til at understøtte den rå og lidt primitive stemning. Vi får seks kompositioner, hvor kvartetten griber Claessons enkle melodier og omsætter dem i uspoleret spontanitet. Der er den dansende avantgardist Cooper. Der er den hidsige Kaptajn Penalhus, hvor Jeppe Højgaard får demonstreret sine fede rå sax-skills.”
De har lige udsendt deres første plade: “Der er ganske vist enkelte numre der kunne have været med i tv-serien Babylon Berlin, som feks. 5 o’clock, der placerer sig godt i forlængelse af den tyske tv-serie og hvor musikken netop også havde et nutidigt touch.”
Den første Moorjazz Festival løber af stablen d. 9. november i Herning. Det er en indendørs festival der foregår på den gamle Herning Højskole og som jeg er blandet godt og grundigt ind i.
Ved siden af jazzblogger-tjansen er jeg også formand for Swinging Europes bestyrelse og booker jazz på det regionale spillested Fermaten. Moorjazz Festivalen er et samarbejde mellem de to organisationer, der kombinerer deres erfaringer med nordiske og europæiske projekter for musikere og professionel koncertafvikling.
Idéen har været længe undervejs og bliver i første omgang en heldags begivenhed, der starter om formiddagen med børnejazz. Voksenprogrammet starter kl. 12.00 og fortsætter til kl. 02.00, hvor et af de mest roste, nye danske cross over bands Kalaha sætter punktum for festivalen. Inden da har folk haft mulighed for at opleve Mezzoforte, Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard, Abekejser, Bo Stiefs Fremtidsdrømme og mange andre.
Mellem koncerterne er der talks med musikerne, sofa session med Niels Christian Cederberg og Jonas Visti fra P8jazz og musikerclinic.
Moorjazz Festival bliver en helkrops jazzoplevelse, hvor man også kan være heldig, at opleve intimkoncerter øverst oppe i den fredede gamle højskole (se billedet her ved siden af) eller gå all in og købe billetten til festival og tre retters menu på stedets restaurant Gastro 13.
I den kommende tid løftes sløret for mere af programmet. Det har været en ambition at komme godt rundt i jazzen, hvor den musikalske diversitet bliver afspejlet.
Jeg håber at vi ses. Den stærke gruppe af frivillige, Fermaten og Swinging Europe vil gøre alt for at det bliver en fest.
Den eneste jazz i klassisk forstand, jeg hørte var pausemusikken med Dave Brubeck, som lydmanden spillede på Atlas. Det var 10. gang at festivalen blev afviklet (til begejstring for en afsporet jazzlytter som denne blogger). Det hedder Ujazz. Det er verdenen lige udenfor eller ved siden af jazzen, det handler om. Jazz der ikke er jazz. Alle koncerterne blev afholdt i Aarhus på Atlas og Voxhall og på en udendørs scene mellem de to spillesteder.
Ghost Flute and Dice
Gentagelsens kunst. Det præparerede flygel leverede lyde, som det ikke oprindeligt var meningen at det skulle. Efter et kvarters tid sker der et skifte, hvor Ghost Flute and Dice alias pianisten Mikkel Almholt skifter til et frit spil, der bygges dystert op. Hele tiden er klaverets lyde påvirket af effekter. Koncerten er et langt kontinuerligt forløb, hvorunder der skiftes mellem helt enkle, nærmest spinkle toner til mørke heftige bastoner der forvrænges og drejes af led styret af tilfældigheder. Koncerten sluttes af med en meget svag lyd af klaverstrengsvibrationer der fortsætter uendeligt. Det er et stærkt minimalistisk statement. Det fremstår som et koncentreret indkapslet øjeblik.
Uruz II
En hvæsende guitar, der næres af subsoniske tirader af feedbacklignede lyde er på scenen sammen med en trommeslager, der spiser komplicerede rytmer til natmad. Det er Uruz II med Andreas Westmark på guitar og Thomas Eiler på trommer. De to erfarne herrer fra den eksperimenterende musikscene, er gået sammen i duoprojektet, der er dagens første udendørs koncert ved Ujazz. En god start, hvor solen også kigger og lytter nysgerrigt med.
Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini
To indonesiske musikere på traditionelle instrumenter skabte et minimalistisk og meditativt smukt afsæt for en god eftermiddagskoncert. De var sammen med den libanesiske elektroniske musiker Rahib Beaini. Indoneserne tager udgangspunkt i musikgenren tarawangsa, der er en minimalistisk musikform med kun to instrumenter. Sammen med libaneseren på scenen sker der en udbygning af det stramt styrede musikalske univers. Han opfanger og supplerer indonesernes musik. Der lægges soundscapes ind over sammen med effekter. Det er en meget smuk og intens oplevelse.
Donny McCaslin
Jeg var voldsomt begejstret for det album McCaslin lavede tilbage i 2010 - det var en slags Michael Brecker overload. Siden kom han ind i folden hos Bowie og medvirkede på Black Star albummet. Det har tydeligvis sat nogle dybe spor hos McCaslin, der spiller med et band med et rockpræget udtryk. Det bliver meget tydeligt med sangeren Jeff Taylor der er på scenen det meste af koncerten.
De spiller primært numre fra det kommende album. Et ældre nummer er Small plot of land fra det forrige album og indeholder stor Bowie-inspiration. Energien er stor og der spilles med et kraftfyldt udtryk. Men så er der heller ikke så meget mere at sige. Det hænger ikke sammen med McCaslins velpolerede saxofonspil og bandets rockudtryk. Det er to verdener der ikke mødes.
Funfact: Donny McCaslin har spillet sammen med Niels Lyhne Løkkegaard for 9 år siden i et big band, på Jazz Baltica festivalen i Tyskland.
Polyzygotic
Vi kender alle lyden af guitaristen der fumler med guitarkablet inden det stikkes ind i guitaren. Nu har jeg hørt fire mennesker der ikke havde en guitar, men kun jackstikket. De fumlede ikke, men arbejdede bevidst med lyden af et søgende jackstik, der så gerne vil ind i en guitar. Hylende bad jackstikket om at blive sat på plads i stikket. Det skete ikke. Polyzygotic er med Niels Lyhne Løkkegaard og Anders Vestergaard et udforskende band, på linje med de andre projekter som Løkkegaard arbejder med, hvor han bruger instrumenter på nye måder. Jeg nåede også at opleve kvartetten spille altsax, selv om kun to af medlemmerne er saxofonister; Løkkegaard og Carolyn Goodwin. Det var Anders Vestergaard (trommeslager) der åbnede på altsaxen, mens Greta Eacott (percussionist) fulgte op. Koncerten startede med at de fire musikere spillede på violinbuer - de strøg en bue mod en anden. Ren drone.
Måske er Niels Lyhne Løkkegaard ikke længere en undersøgende musikskaber. Nu har han efterhånden arbejdet så længe med "genren", at det ikke længere er undersøgelse - men musik der er “Beyond music”.
Nils Økland
Levende og organisk skaber han lyden af en bølge. Det er mørkeblåt og havets susen mærkes i rummet. Det er fuldstændigt vanvittigt hvordan Økland kan transformere folkemusikkens stærke traditioner til et helt selvstændigt og nutidigt musikudtryk, hvor improvisation er en bærende del.
Han har samlet et stærkt hold af musikere, hvor Rolf Erik Nyström på diverse saxofoner imponerer med et originalt og mangesidigt udtryk, der hele tiden understøtter Øklands musik. Bl.a. spiller han flere gange uden saxofonmundstykke og får saxofonen til at lyde som en fløjte. Han kan både spille på melodien og rive en avantgardistisk skævert af. Sigbjørn Apeland (harmonium), Mats Eilertsen (bas) og Håkon Stene (percussion og diverse) er alle inde i Øklands musik - og er med til, at give musikken krop og sjæl.
Atlas kom op at koge over Nils Økland Bands medrivende og udadvendte optræden. Uden tvivl dagens stærkeste oplevelse.
Lubomir Melnyk
En mand og et klaver. En klassisk jazzdisciplin. Og selvfølgelig også i den klassiske musik. Det er her hvor den tyske pianist med ukrainske aner, placerer sig midt i mellem. På en pompøs måde. Han spiller aldeles overlæsset uden pauser. Hænderne kører uafladeligt frem og tilbage over klaveret.
Han spiller nummeret Butterfly der er for to klaverer. Det løses med et forudindspillet spor, som han spiller sammen med. Det er sødmefyldt og banalt i sin melodiske enkelhed. Han kalder sin musik for kontinuerlig musik. Musik der fortsætter som i et loop, med små ændringer undervejs i et vildt tempo. Da han tager et break fra den kontinuerlige musik og spiller balladen I Love You kommer jeg mere i sync med Melnyk. Måden han spiller på, er helt sikkert meget svær og kræver mange års øvelse - men det er ikke ensbetydende med at det får mit musiklyttende pis i kog.
The Bug vs. Earth
Fåårk mand, sikke dog et lydtryk. Jeg vil endnu en gang takke min omsorgsfulde sidemand ved koncerten, der hentede ørepropper i baren. Ørene begyndte ikke at bløde. Det kunne ikke lade sig gøre, for blodet var allerede størknet af angst. Samarbejdet mellem drone metal og noise-guitaristen Earth og den elektroniske musiker The Bug blev en kropsbankende omgang. Det er vist det de kalder doom ude i byen. Jeg blev fascineret af deres apokalyptiske post-alle mulige genrer, hvor The Bug’s dyyybe bas og Earth’s noise-soundscapes smeltede sammen. Men også en hård omgang for en jazzblogger fra provinsen.
Africaine 808
Berliner-duoen kom som en festlig befrielse oven på den dystre omgang inde VoxHall. Der var ikke mange der stod stille under koncerten, der formede sig som er langt dansabelt mix af electronica og afroinfluerede toner. Det er de tunge klub-beats der danner grundlaget for duoen. Det er et ganske dristigt foretagende, hvor de ved hjælp af den klassiske trommemaskine Roland TR 808 laver rytmerne, der placerer sig i og omkring afrobeats. Måske ikke vildt originalt. Til gengæld aldeles effektivt. Det blev en god party-opvarmning til ørkenblues fænomenet Bombino fra Niger.
Bombino
Det var blevet søndag inden festivalens sidste navn gik på scenen. Jeg var ved at være træt, men mit musik-overjeg insisterede og lod mig ikke bukke under for trætheden. Guitaristen fra Niger er ikke træt og spiller sin veloplagte ørkenblues, hvor han synger på sit modersmål tamasheq. Det er på guitaren at han imponerer. Der er en masse blues i det virtuose og letflydende guitarspil fra den nordafrikanske guitarist, der kommer fra et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Der er intet fattigt over Bombinos guitarspil. Han er i en anden verden af kunstnerisk rigdom, når han står med guitaren. En god afslutning på en lang dag.
Jeg droppede kun en enkelt koncert ved Ujazz festivalen. Det var The Felines, der spillede da jeg var blevet sulten. Ujazz er en ekstrem omgang for en musiklytter. Er man nysgerrig og åben kan det blive en god oplevelse. Det blev det i særdeles, for mig, da jeg hørte koncerterne med Ghost Flute and Dice, Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini og Nils Økland.
Her under er der en kort video, hvor du kan få et indtryk af dagen.
Kasper Tranberg, Nils Bo Davidsen
og Rasmus Oppenhagen
Det er med vemod at jeg skriver denne blogpost. Endnu en gang var jeg inviteret til Køge og Modern Jazz Days. Det bliver sidste gang, da festivalen stopper. Hoved- og idémanden bag Modern Jazz Days, Jakob Baggesen er flyttet til Kolding, hvor han i øvrigt allerede er blevet formand for bestyrelsen for Jazz i Trekanten. Modern Jazz Days var en unik jazzfestival, der ikke var bange for at tage chancer og afprøve nye veje for jazzen. I år var der to temaer der farvede programlægningen. Kvinder og electronica. De fyldte begge godt op i programmet.
Da jeg her til morgen mødte trommeslageren Terkel Nørgaard over morgenmaden på hotellet, spurgte han om, hvilken koncert der havde været den fedeste. Jeg spolede tilbage i hjernen og kom helt tilbage til fredag, da det hele startede med Rasmus Oppenhagen Krogh Kvartet. Han havde trompetisten Kasper Tranberg med, ligesom på pladen Distill, som der blev spillet flere numre fra. Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har hørt Kasper Tranberg spille smukkere og mere afklaret end ved koncerten i fredags. Der kom ikke en eneste ligegyldig tone ud af Tranbergs trompet. Alle toner havde en betydning og fik lov til at stå i rummet, som en spejling af tiden, der i lidt over en time stod stille. Rasmus Oppenhagen Kroghs gode melodier var oplæg til Tranberg, der greb dem. En oplevelse der bliver siddende. Rasmus havde også taget trommeslageren Laurits Hyllested og bassisten Nils Bo Davidsen med. De var begge med til at give det sidste til kvartetten.
Abekejser
Herefter var det tid til den officielle åbning, med en tale fra kultur- og idrætsudvalgsformanden. Jakob Baggesen havde spurgt om jeg også ville holde en tale. Da jeg ikke er den store taler, valgte jeg at holde mig til det jeg plejer, nemlig at anmelde. Jeg valgte at anmelde hele festivalen før jeg havde hørt musikken. Hele talen kan du læse i kommentarsporet herunder.
Kalaha
Resten af fredagen bøde på forskellige bud på hvordan det lyder når jazz møder electronica. Jeg havde i min før-anmeldelse, fremhævet Kalaha som dagens store oplevelse og forudsigelsen holdt. Kvartetten med to jazzmusikere og to electronicamusikere er en sammentømret enhed, der spiller med overskud og plads til at stritte og improvisere. Scenelyset med lange LED-stave pegende op i luften var en lækker ekstra dimension. Jeg har ikke holdt mig tilbage for at hype Aarhus-bandet Abekejser og det vil jeg blive ved med. De har drypvis sluppet nogle numre løs på de digitale tjenester, men arbejder nu på at lave et helt album. Jon Døssing Bendixens band, hvor nutidig electronica blandes med old school keyboards og afrofarvet guitar stod atter distancen. De spillede i Den Gule Hal, der til daglig er skaterhal, for et publikum der ikke var talstærkt. Til gengæld var de entusiastiske og helt sikkert nye Abekejser-fans.
Blood Sweat Drum + Bass
Aftenen lukkede med 26 mand klemt sammen på scenen i Salen. Aarhusianske Blood Sweat Drum + Bass havde taget den norske vildkat Jørgen Munkebo med. Med spredte ben og rockattitude spillede han saxofon som stod han på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Lydtrykket var gigantisk. Dagen var gået i seng, da de gik på og natten tog over.
Mathias Heise og Jacob Venndt
Lørdagen startede i det milde hjørne med Mathias Heise og Jacob Venndts hyldest til Toots Thielemans. Caféen var proppet med et publikum der flød med på en bølge af swing og gode melodier. Vi fik både Killer Joe, Bluesette og nogle vellavede duetter. Herefter tog Sinne Eeg over inde i salen, hvor alle stole var taget og resten af publikum måtte stå ude væggene. Her oplevede de fire kunstnere, der for en stund smeltede sammen og serverede jazz som om der ikke fandtes andet i denne verden. Sinne Eeg er stadig på toppen.
Agami Brothers & The Supreme Court
Herefter begyndte det at gå stærkt. Kuku og Joseph Agami & The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe, der skal tage sig sammen til at lave en plade. Kathrine Windfeld og Jesper Løvdal spillede på samme tidspunkt i caféen. Tapperiet sydede og boblede af jazzglæde samtidig med at dagens sidste solstråler oplyste bygningen.
Sinne Eeg
Thomas Agergaard har samlet en ny kvartet, hvor Ginman og Blachman er gengangere fra tidligere, mens den unge polske pianist Artur Tuznik var den nye mand. Hvordan det gik ved jeg ikke. Jeg skulle selv spille plader på samme tidpunkt. Kvartetten havde spillet på Bellevue teatret, torsdag aften for 400 mennesker. Dagens to sidste kunstnere var Excelsior og Maximalistica. Igen var jeg optaget til anden side.
Sofa Session set fra scenen
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser i Køge, så er der flere højdepunkter. En af de oplevelser som står stærkest i hukommelsen, var da Reverse spillede sammen med Palle Mikkelborg i 2015. Nyskrevet musik spillet af den unge trio, der ramte Palle Mikkelborgs kunstneriske glød. Det var gåsehudsfremkaldende. Der har også været koncerter med Kresten Osgood Trio, Bremer/McCoy og Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr, der har sat varige spor i hjernen. Det har også været sjovt at lave Sofa Session. De første par gange med Niels Christian Cederberg, en enkelt gang med Jens Jørn Gjedsted og så afslutningen i år sammen med Jonas Visti, der havde taget Thøger Dixgaard med. De havde været i Brasilien hele februar måned, så selvfølgelig gik der brasiliansk musik i den. Jeg havde lugtet lunten, så jeg havde selvfølgelig også taget nogle brasiliansk farvede sager med. Det gik hen og udviklede sig til en hyggelig omgang snak og pladespilleri fra sofaen på scenen. Så hvis der er nogen derude der vil have en Sofa Session, så er vi tre herrer der ret hurtigt kan pakke pladetaskerne… Når vi nu desværre ikke skal til Køge mere.
Jazzbloggeren i Køge
Modern Jazz Days sluttede på toppen. Festivalen var godt besøgt om lørdagen. Der var udsolgt til jazzbrunchen med Hanne Uldal i dag, hvor hun trakterede med stilige standards. Det var en værdig og god afslutning. Det har været hyggeligt med den gode afslappede stemning fra de frivillige på Tapperiet, der har slidt og slæbt hele weekenden med et smil på læben. Tak for nu, Køge.
