mandag, september 24, 2018

Jazz er et spørgsmål - Meutiviti festival 2018

Tilbage i august var jeg inviteret til jazzfestivalen Meutiviti i Ålborg. Jeg havde desværre ikke mulighed for at komme. Formanden Morten Poulsen har sendt dette forrygende essay om Meutiviti, skrevet af forfatter Søren Gehlert Schmidt, som Jazznyts læsere ikke skal snydes for.

Jazz er et spørgsmål 
Jeg ankom i rigtig god tid med en mate og satte mig til rette i den grønne sofa. Kan jeg sidde stille i en grøn sofa i 3 timer? Næppe. Ved jeg en masse om musikken? Ikke rigtigt. Men 20-30 mennesker og jeg glæder os til oplevelsen. 
I begyndelsen kan man høre en trompet. Jeg vidste ikke at nogen spillede trompet. Et af de mange instrumenter jeg ikke behersker. Det viser sig at peanuts er bedre for tænderne end æbler. En trompetist og en trommeslager indfinder sig cirka 5 minutter før spilletid. Jazz er et cirka. Jeg overvejer om jeg kan nå at komme i baren. Det kan jeg ikke. Guitaristen taler med publikum om en der hedder Jacob. 
Jens Fisker introducerer sig selv og Daniel Sommer. Daniel har glemt sine briller. Jens beretter om bandet, sådan hvor længe de har kendt hinanden og det. Han fortæller osse om Meutiviti festivalen, hvad det er for noget. Kasper Tranberg introduceres. 
Bandet går i gang med Pay for Peace. Er stadig lidt skuffet over, at der ikke er en bar i selve koncertrummet (selvom jeg har drukket en håndfuld på Wharf tidligere). Koncertens første musikalske indslag er en slags trommesolo. Det virker jazzet, men hvad ved jeg om jazz? Generelt virker musikken jazzet på den laid-back måde. Jeg skal pisse. Musikken er ret fed. Jeg vil gerne være ”all that jazz”. Men hva ́ fuck ved jeg om jazz? 
Jeg har blæret mig over for diverse individer med at jeg har skrevet tekster til jazz(ede) musikstykker. Men det betyder ikke at jeg som sådan ved noget om jazz. Jeg vil gerne spørge sidemanden hvor han har sin øl fra, men vil osse gerne være lidt til stede. Vil man ikke altid bare være en smule til stede? Der er genrekonventioner (meget med at klappe når nogen har spillet en solo), men hvad i alverden er jazz? Publikum lytter og har tydeligvis været til andre jazzkoncerter. Det har jeg osse, men jeg ved stadig bjælden om jazz. 
Øl flyder som jazz. Der er lækre soloer og det. Musikken lyder som andet jazz jeg har hørt. Men ikke rigtigt som andet jazz jeg har hørt. Det er frenetisk og snublende på samme tid. Jeg kan godt li ́det. 
Musikerne ser glade ud og Jens forklarer hvad sangen Dr. Jacobi handler om. Musikken er inspireret af Twin Peaks og lyder osse lidt som noget fra den serie (som jeg vel at mærke er stor fan af). Jeg ville ønske jeg kunne sige alt muligt klogt om stilen, det er ret uptempo....happy jazz? Der er en gut, som filmer koncerten, som jeg først opdager nu. 
Jeg nyder en trompetsolo. Det er faktisk ikke så sjældent jeg gør det. Måske ville jeg bare ønske jeg kunne spille trompet? Det er et ret vildt instrument. Det er alligevel svært for mig at vurdere 
hvor meget Twin Peaks der er over det – er der ikke noget med at David Lynch selv spiller jazz? Anyway. Jeg opdager at publikum næsten er blevet fordoblet under de første 3 numre. Nu er der flere unge. Jeg falder lidt hen. Min hjerne plejer at sove om fredagen. 
Jeg kommer i tanke om, at trommeslageren har solbriller på fordi han har glemt sine briller. Det MÅ være jazz. Et sted undervejs er musikken blevet mere mellow. Jeg kan dufte nogens parfume. De to ting korresponderer. Jeg er reduceret til en kanal. Jeg forstår, at det var en ballade. Nu kommer der et nummer, som handler om øl. Jeg kunne godt bruge en nu. Samtidig begynder min skrift at imitere det monotone trommespil på dette nummer. Jeg har ikke været til koncert her før. Det er ret vildt. Det virker lidt forbudt, fordi det er backstage area for bands. Tænker med vilje ikke på alle de idoler, jeg kunne ha’ mødt her gennem tiderne. 
Jeg skal stadig pisse. Men det er nederen at skride midt i en koncert. Behovsudsættelse. Jazz er behovsudskydelse? Fuck. Nå, øl og toilet må vente, men liflig hornmusik ad libitum er i den grad til stede. Sindssygt trompetspil! Sagde jeg at jeg er vild med trompeter? 
Noget vildt er at folk ikke sidder og snakker om alt muligt uvedkommende, men sidder og lytter og nyder musikken. Jeg nyder den osse på den dér ”jeg-skal-jo-osse-skrive-noget-ned”-måde. Clashes. Jeg håber det er en kvindes parfume jeg kan dufte, for den er ret intoxicating og jeg har ikke overskud til at genopfinde min sexualitet.... 
Trompeten igen. Trommerne. Bassen. Jens. Det er ret cool det her. Cool jazz (måske skal jeg begrænse min brug af ordet, jazz?). Det er ret fedt, at jazz-musikere altid husker at pausere, så de andres soloer kan hyldes af publikum. Der er speciel guest star til sidste nummer. Og en stol til Jørgen. 
Endnu flere unge mennesker har indfundet sig nu. Det intime rum er udvidet. Det er sgu ret rart. En ung mand, som ligner en yngre version af mig, kommer ind. Conflicting. Det er jazz, det er et spørgsmål. Kanske jazz er mere spørgsmål end svar? Første koncert slutter til stor applaus fra alle. 
II 
2nd band går på. I pausen nåede jeg at pisse, ryge og købe en øl. Bandet påbegynder Lille og fortabt i mørket. Det her er definitivt noget andet end jazz, mere sådan.... all in på stemningsfuldhed. Jeg havde mulighed for at beholde den samme plads, på den grønne sofa. Pianoet giver en ny dimension, trompeten er heldigvis stadig med. I pausen nåede jeg at sige ”I ́m always next” til min amerikanske homie. Han sagde ”EVERYBODY ́s always next”. ”Next of kin?”, sagde jeg (og troede jeg var sjov). En jazzet samtale? 
Hende med parfumen er gået eller sidder et andet sted. Det er mærkeligt forstyrrende. Jeg kigger på folk. Folk lytter opmærksomt. I pausen mødte jeg osse Theis, som tager billeder for 1000fryd. Der er osse en fyr, som filmer for Meutiviti. Det hele føles ret vigtigt. Jazz er vigtigt, men ikke et svar. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål. 
Der er endnu flere mennesker til denne koncert end til den forrige. En anden kvinde med en anden parfume sidder tæt på. Er nærmest mættet af sanseindtryk. Jeg føler mig som en blind passager på et tog fra St. Louis. Eller til St. Louis. Jeg føler mig ikke så melankolsk som jeg burde. Det er vigtigt at være som et spørgsmål. At være et spørgsmål. 
Er stadig totalt nede med den der trompet. Trompeter er the shit. Jeg har lyst til at ryge, men det er mest pga musikken. Ryger man ikke længere til jazzkoncerter? Kasper fortæller hvad en Unsong er. Det er noget med at købe en for gammel sødmælk i Netto og undlade at lade dette gå ud over den unge medarbejder. Vi får at vide, hvad en drone er. Jeg ved godt hvad en drone er, men jeg ved ikke hvad en drone er. Trompetsoloen viser sig at være ret swag. 
Jeg tænker: Guesswork Rocks. Jeg har gået i skole i 20 år, ved ikke nøjagtigt hvad en drone er, men jeg har et godt bud. Musikken lyder lidt som Morphine (som jeg savner – man forbinder nok ikke altid morfin med busy trompet og vilter sax). Som jeg sagde til mig selv lige før: jeg ved ikke en skid, men guesswork rocks. Jazz er et kvalificeret gæt. 
Musikerne lader til at more sig kongeligt med musikken og hinanden, det smitter af på publikum. Ikke et ondt ord om Britney Spears m.fl., men at lade instrumenterne og stemningerne ånde virker ret meget på mig. Bandet laver en joke om Lars Løkke, som der bliver fulgt op på i et mellemspil. Publikum passer til jazzen, jazzen passer til publikum. Det er ret svedigt. New Orleans. 
Jeg tænker over hvor lidt jeg tænker over min telefon. 
III 
Nu er det Morten og Giuseppe, sidste koncert. Er spændt på kombinationen af akustisk laptop og saxofon. I pausen havde jeg en eksistentiel samtale med min følgesvend. Den sidder fast og den sidder ikke fast. Det er jazz. Jazz er også Morten på akustisk laptop. Det er ret vildt. Det er ikke hvad jeg hører til hverdag. 
Jeg er ret nede med den perkussive indledning. Desværre er en del af publikum andetsteds. Folk lister ind, ingen lister ud. Jeg bemærker at det primært er det ældre segment, der er fraværende. Jeg er nok mest skuffet over at denne mere avantgarde del primært tiltrækker unge mennesker og ham med pennen i den grønne sofa. Man skal ud på overdrevet, ellers er det hele lige meget. 
Denne form for jazz er ret creative og lyder ikke som noget jeg sådan kender. Avantgarde. Saxofonen er et magisk instrument. Tror min kære afdøde fader ville hævde, at dette ikke er musik. Jeg oplever, at det ret meget er musik. Hvis man lytter efter, er der strukturer, stemninger, visioner. For mig er dette en slags spidsformulering af jazz som et spørgsmål. Et godt spørgsmål. Jeg nåede at ryge i pausen, jazz gør mig konstant smøgtrængende. 
Jeg ved faktisk ikke om det kræver mere tålmodighed at lytte til denne jazzform. Jeg elsker My Bloody Valentine. Musik er musik. Musik behøver ikke minde dig om noget. Eller nogen. Musik er lyde lige nu. 
Skyggerne fra højttalerne eller mikrofonerne eller hvad den ting som Mortens instrumenter kræver hedder, falder markant på væggen. Mørket falder. Vi falder: Jeg omfavner spørgsmål. Jeg kan genkende et særligt fokus ved Morten. Der er også et element af genkendelighed i selve musikken, men det er nok det intuitive jeg bedst kan lide ved denne koncert/lyd-performance. 
Jeg føler mig privilegeret over at opleve noget, som dele af publikum med vilje har fravalgt. Er det vigtigt at være en del af noget? Morten fløjter som en del af det akustiske bidrag. Giuseppes skygge vugger henover rummets gardiner. Musikken er både drone og separate stykker. Jeg tænker på, at jeg har drukket 1 øl under hele arrangementet. Jeg tænker på variationer. 
Det er et soundtrack til en film med en vildt åben slutning. Nogen flytter sig i rummet. Jeg bemærker det hele, men bemærker ikke noget. Jeg vil gerne være jazz. Er jeg mon jazz? Giuseppe spiller lyde med mundstykket af saxofonen mens Morten har skabt en anden slags drone. Jeg ved ikke rigtigt hvad en drone er. Distinkte variationer. Jazz er et spørgsmål. 
Nu sker der noget ret vildt i filmen. Nogen skriger, dissonans. Avantgarde igen. Og så; spilledåse. Ballerinaen danser lyset ud. Saxofonen bliver til luft. Spilledåsen trækker vejret. Knirker rundt i spøgelseshuset. Akustisk vejrtrækning. 
Applaus. 
Søren Gehlert Schmidt 17.08.2018 

Ingen kommentarer: