Viser opslag med etiketten opsamling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opsamling. Vis alle opslag

lørdag, august 30, 2014

Various Artists: Kev Beadle presents Private Collection Vol.2 (BBE)

Sidste år udkom den første opsamling med jazz fra 70’erne og 80’erne udvalgt af DJ’en Kev Beadle. Der var flere uimodståelige dansable jazznumre på det album. Nu er nr. 2 så kommet og hvor jeg ved etteren var ustyrligt begejstret, er jeg nok en kende mere lunken med toeren.

Beadle har gravet en stribe vinylperler frem, der stort set alle befinder sig i “rare”-kassen og som følge deraf er de både uopdrivelige, ukendte og dyre i originaludgivelserne på vinyl. Altså en meget god grund til at sætte fokus numrene. Beadle sværmer for afro, latin, funk og jazz. Der er Stanley Cowell’s I’m trying to find a way, der svimler afsted i en rus af samba og funk. Nummeret er fra 1981 men lyder outdated for det tidspunkt og burde havde været udsendt i 70’erne. Men med nutidens ører gør det ikke så meget. Det er ganske enkelt en ret sikker dansegulvsvrider. Fløjtenisten Kathryn Moses’ Music in my heart fra 1979 går også Brazil-vejen. Mindre heldigt og noget mere anstrengt. Saxofonisten Chico Freeman’s Wilpan’s Walk fra 1981 er skrevet af bassisten Cecil McBee, der også medvirker på nummeret, ligesom han gjorde på Cowell’s nummer. McBee kan spille en sejt gyngende funky kontrabas. Undervejs er der en særdeles skarp trompetsolo fra en meget ung Wynton Marsalis.

Vinyludgaven er delt over fire pladesider, hvor fokus på god lyd, har betydet at man ikke klemt rillerne alt for meget. Derfor er alle numrene ikke med på LP’erne, nogle af numrene kun inkluderet på den medfølgende CD. Det gælder bl.a. Cortijo and his Time Machine’s salsafest Carnaval fra 1973. Vil man have den på vinyl i originaludgaven, skal man spare sammen. Idéen med opsamlingsplader er god. Specielt når der sættes fokus på musik, der ellers er uopdrivelig. Kev Beadle har god næse for udvælgelsen af numre. F.eks er Archie Shepp’s Song for Mozambique fra 1975 med jazz’n’poetry, spacede vibes og sang i skøn forening en sand fest. Konklusionen er at etteren er bedre end toeren, der er nogle numre på toeren der ikke skulle have været med. Dog er trefjerdedele af numrene stadig interessante.

Bonusinfo
Opsamlingsplader med sjældne og obskure numre kan ofte være til, at åbne øjne og ører mod kunstnere, som har lavet musik i mange år. Kunstnere der ikke befundet sig i dine ørers rampelys. Her er en stribe anbefalelsesværdige skandinaviske compilations/opsamlingsplader med dansevenlig jazz.

The Roots of Scandinavia - soul, jazzfunk and boogie (Viva Nordica 2007) compilation lavet af Katrine Ring og Tony M. Björn J:son Lindh, Tomas Ledin, Nikolaj Bentzon Brotherhood, Heavy Joker, Cox Orange, Debbie Cameron & Richard Boone, Kjell Karlsen's Norwegian Big Band etc. Findes kun på CD!

Copenhagen Dancefloor Classics (Murena 2000) compilation lavet af DJ Wunderbaum og Master Fatman. Heavy Joker, Finn Savery Trio, Birgit Lystager & Poul Freiber, Debbie Cameron & Richard Boone, Shit & Chanel, Louis Hjulmand, Sahib Shihab etc.
Findes kun på LP - den kan til gengæld købes ret billigt second hand til omkring 50 kr.

Copenhagen Dancefloor Classics II (Murena 2002) compilation lavet af DJ Wunderbaum & Master Fatman. Karin Krog, Bjarne Rostvold & Perry Knudsen, Buki Yamaz, Fini Høstrup, Jens Winther Quintet etc. Findes både på CD, 2LP og streaming. På LP kan den købes second hand til omkring 75 kr.

Rickard Masip Presents Scandinavian Funk Experience (Nascente 2012) compilation med undertitlen 60's & 70's rare grooves from the vaults of EMI Scandinavia. Staffan Abeleen Quintet, Bob Azzam, Tommy Seebach, Bernt Rosengren Big Band, Max Leth etc. Findes kun på CD!

On The Spot - A Peek At The 1960's Nordic Jazz Scene (Ricky Tick 2006) finsk compilation. Staffan Abeleen Quintet, Sahib Shihab & The Danish Radio Jazz Group, Jazz Quintet 60, Brew Moore etc. Findes både på CD og 2LP. Forvent en rimeligt pebret pris på LP versionen.


On The Spot Vol. 2 - A Peek At The 60s Danish Jazz Scene (Ricky Tick 2008) finsk udgivet compilation samlet af Anders-Peter Andreasen (formerly known as DJ Wunderbaum). Jazz Kvintet 60, Finn Mickelborg's Quintet, Finn Savery, Louis Hjulmand, Bent Jædig, Pedro Biker etc. Findes både på CD og LP. Kan sandsynligvis erhverves for omkring 100 kr. på LP.

onsdag, juli 30, 2008

Various Artists: Gateway Music Presents Danish Jazz -promotion only (Gateway Music)

Et unikt øjebliksbillede af dansk jazz

Det er selvfølgelig fjollet at bruge plads på en CD der ikke kan købes, men som udelukkende er lavet som en promotionplade for Dansk Musiker Forbunds pladeselskab Gateway Music. Men den er altså så speciel at den fortjener nogle ord. Det er en dobbeltCD med 33 forskellige kunstnere, og her har ordet "forskellige" aldrig nogensinde passet bedre. En sand blanding af etablerede kendte navne og fuldstændigt ukendte. Genremæssigt er der så stort et spænd at der næppe findes en jazzcompilation der spænder så vidt som denne. Kvaliteten på de forskellige kunstnere er også noget ujævn, men gennemgående er det en positiv oplevelse. Jeg vil anbefale DR at de uploader størstedelen af numrene til deres DAB-radio jazzkanal. Pladen er nemlig godt billede af hvor meget god jazzmusik der laves i Danmark lige nu.
Jeg har skrevet om flere af kunstnerne i forvejen her på bloggen, som feks. Operation Zero, Helle
Hansen, Mais Uma, Møller/Ramsbøl/Sanchez/Kronkvist, Understrøm, Pellecoustic Quartet, Mach & Kwella, Khrat, Thommy Andersson, Special Venture og Saft. Men der er flere gode indslag. Marc Bernsteins Kibrick 5:2, Radiostar, Thomas Agergaard og Pauseland hører til de rigtigt fede, men det var jeg ikke så overrasket over. Jakob Holm 3 kendte jeg ikke og de overrasker. Ligeledes er Martin Fabricius Trio et godt nyt bekendtskab, Fabricius spiller vibrafon.
Den helt store overraskelse er Between The Lines, hva' hulen har de gang i? De lyder fuldstændigt som noget der er indspillet i midten af 80'erne, trommelyden, synth'en, guitaren og sax'en er ren velfriseret firserfusion med langt nakkehår (hvis du skulle være i tvivl, så kan jeg godt lide det og har også haft langt nakkehår, men det er lang tid siden).
Jamhunters er et andet spøjst indslag, de spiller smooth jazz og de er ikke flove over det. Smooth jazz er en nærmest ikke eksisterende genre herhjemme og Jamhunters har vist også forsøgt sig i USA. Måske skulle de spørge Michael Lington, om han ikke ville spille en sax-solo på deres næste plade, så de nemmere kan komme igennem på de amerikanske smooth jazz radiostationer. Det er iøvrigt Chris Minh Doky der spiller bas på nummeret.
Minh Doky er også med på et nummer med sangerinden Mette Halle (som du kan læse mere om her på bloggen i slutningen af august, når hendes plade udkommer). Der er flere sangerinder på pladen, blandt andet notabiliteter som Marie Askehave og Thera Hoeymans.
Lidt trad.jazz er der såmænd også blevet plads til...

Gateway Music: www.gateway.dmf.dk

tirsdag, juni 24, 2008

Various Artists: KOPAcoustic Music from the KOPAfestival volume 1 (Kopasetic) >> Various Artists: KOPAlectric Music from the KOPAfestival volume 2 (Kopasetic)

Sydsvensk jazzeksplosion

Det sydsvenske pladeselskab Kopasetic holdte i efteråret 2006 en festival hvor deres kunstnere optrådte i forskellige sammenhænge. Ud af det er der kommet to CD'er. Den ene med overvejende akustisk (en elektrisk guitar er dog med) og den anden med elektrisk jazz. På den akustiske er den første kunstner Krister Jonssons Trio med cellisten Svante Henryson som gæst på scenen. Det er meget smuk musik de spiller. Vores egen Lotte Anker spiller sammen med Footloose og den sidste konstellation på pladen er saxofonisten Cennet Jönsson kvartet der er suppleret med Dave Liebman, der er mest kendt for den musikalske opdragelse han fik hos Miles Davis. De to saxbetvingere starter ud med noget der lyder som to enormt oppustede haner der i en hønsegård, forsøger at blæse den anden ud med den højeste tone. Men da det ikke lykkes for nogen af dem, skifter musikken hurtigt karakter og de to mødes i et forrygende sammenspil. Wauw siger jeg bare. Det er fedt at læne sig tilbage og nyde to saxofonister der virkelig forstår at kæfte op.
På den elektriske plade er den første gruppe LIM, med Henrik Frisk på tenorsax, David Carlsson på bas og Peter Nilsson på trommer, de suppleres med Marc Ducret på hårdt spændt og potent guitar. Vi kender Ducret herhjemme for samarbejdet med Stefan Pasborg. Her er det dog ikke så vildt som hos Pasborg. Det store højdepunkt på pladen er nummeret Elektra med Elektra Hyde, gruppen består af Peter Danemo (trommer), Krister Jonsson (guitar), Staffan Svensson (trompet) og Johannes Lundberg (bas), de supplerer alle fire med electronics. Der står på pladeselskabet Kopasetic's site at der kommer en plade med dem i 2007, men den er desværre ikke udkommet. De bevæger sig i et spændende stemningsfyldt elektro-akustisk felt. Kom så med den plade...!
Pladen slutter med en 20 minutter lang frisymfoni med guitaristen Anders Nilsson's Aorta og hvilken finale! Mattias Carlsson på sax, David Carlsson på bas og Peter Nilsson på trommer er med på at give den gas. Det er tung jazz med et rockgroove, der som en slange sniger sig igennem natten.
Bonusinfo:
KOPAfestival afholdes i år i dagene 2. til 4. oktober i Malmö og Lund med bla. Stroman/Jönsson New Project og Triple Bass Fantasy.
Kopasetic: www.kopasetic.se