Viser opslag med etiketten synth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten synth. Vis alle opslag

onsdag, september 02, 2020

Søren Gorm: Pneumatisk Sæson (Escho) LP/DL/stream

Søren Gorm er lydkunstner og bassist og medlem af den eksperimenterende musikersammenslutning SKRÆP. Han har gennem mange år samarbejdet med Jørgen Teller i forskellige projekter. Nu er han aktuel med andet album i eget navn siden 2015, hvilket vel er ret godt gået af en mand født i 1946. 

Albummet Pneumatisk Musik har fået sin titel fra en science fiction bog, hvor begrebet nævnes. Søren Gorm kan iøvrigt ikke huske i hvilken bog det nævnes. Det er heller ikke så vigtigt. Ordet satte gang i tankerne hos den erfarne eksperimental musiker, der på albummet beskæftiger sig itu-klippede samples fra Best Service lydbiblioteket. De er sat sammen på ny og ud af det er kommet et forunderligt album, der både lyder bedaget og af fremtid på en og samme gang. Som hvis man skulle lave musik til en fremtids film fra 80’erne, der foregår i 2020 - med det twist, at musikken er lavet i 2020.

Alle pladens titler leger med ordet “Pneuma”. De hedder feks. Pneumalyse, Pneumarama, Pneumacyd eller Pneumakose. Leksikonet Store Danske skriver: “Pneuma, begreb, der optræder i antik græsk litteratur (efter Homer) med betydningerne 'luft, vind, ånde, ånd'. Inden for filosofien fik begrebet en central plads i stoicismen som et "femte element" (ved siden af jord, vand, luft og ild), der gennemstrømmer, former og holder sammen på alt i verden.”

Søren Gorms pneumatiske musik er uptempo og kluborienteret. Det er berusende intenst og heftigt. Der er elementer fra 70’ernes tyske krautrock, 80’ernes britiske synthpop, 90’ernes ravetechno og 00’ernes minimalistiske electronica. Det er Tangerine Dream, Pet Shop Boys, Aphex Twin og Four Tet i et stramt cut up remix. For at være helt præcis så er det Pneumagodt.

tirsdag, maj 15, 2018

Ask Kjærgaard/Rasmus Kjær: The Book of Moons vol. 1 (Ask Kjærgaard) DL

Det er en helt åbenlyst mærkelig udgivelse, så mærkelig at den kun er til at holde af. Guitaristen Ask Kjærgaard var sidst aktuel i eget navn med spoken word pladen At fortælle menneskene, hvor Svend Aage Madsens bog dannede grundlaget for albummet. Nu er Kjærgaard atter aktuel med en udgivelse, hvor han er gået egne veje. I en form for arbejdsraseri lavede han i en periode på 3 måneder, over 70 kompositioner. I stedet for selv at indspille dem, har han i stedet bedt andre om at gøre det.

På den første udgivelse er det keyboardspilleren og pianisten Rasmus Kjær der sætter 10 Kjærgaard kompositioner i scene. Kjær har et meget liberalt forhold til genrer og tangentinstrumneter og med denne udgivelse er al tvivl om det, for evigt dømt ude. Han bruger både cembalo, wurlitzer og analoge synths. Det udløser et univers af synthpop, loungemusik, soundtracks, avantgarde og senklassicistiske venetianske romancer (det sidste er noget jeg selv har fundet på, men jeg synes at det lød så godt at det måtte med i anmeldelsen. I øvrigt kan åbningsnummeret Orthosie, der spilles på cembalo godt lyde som sådan noget).
Planen er at der skal udkomme yderligere 3 udgivelser i The book of moons serien i 2018.