Bodilsen og Lund erobrer jazzverdenen
Der er gået 4 år siden deres sidste plade. Det har ikke betydet at de har ligget på den lade side. Trioen der på den første plade Mi Ritorni in mente fra 2003 hed Jesper Bodilsen Trio, ændrede i 2005 navn til Bollani/Bodilsen/Lund på pladen Gleda. Nu hedder de så Stefano Bollani Trio på pladen Stone in the water. Det betyder dog ikke at der er mindre Bodilsen og Lund. Rollefordelingen er den samme. De er en trio, der spiller som et instrument.
Der er sket noget på de fire år siden vi sidst hørte fra dem. På de foregående plader bød de på numre som vi kendte; standards, ballader og viser. Det er lagt på hylden denne gang, til fordel for kompositioner af Bodilsen og Bollani. Derudover to brasilianske numre; Caetano Veloso's Dom de iludir og Jobim's Brigas nunca mais samt de klassiske komponist Francis Poulenc's Improvisation 13 en la mineur.
Trioen har spillet en lang række koncerter og har tydeligvis udviklet sig sammen. Pladen blev indspillet for et år siden i det legendariske New York studie Avatar, med teknikeren James A. Farber ved knapperne. Med andre ord er det en klassisk ECM Records produktion. Pladeselskabsbossen og produceren Manfred Eicher har det sidste ord at skulle have sagt. I den her sammenhæng er det ikke dumt. De tre musikere er solidt funderede i den europæiske jazztradition. Bollani tager udgangspunkt i det italienske musiktemperament og Bodilsen og Lund har deres udgangspunkt i det nordiske. Men samtidig er de også lige gamle og har samme musikalske interesser og referencer.
Stefano Bollani er på pladen flydende og undersøgende i sit spil. Men der er også en ro og en stabilitet, der skaber rammen om en fremadrettet glidende proces, hvor Bodilsen og Lund som ligeværdige er med hele vejen.
Vi har vist det herhjemme i lang tid. Nu får den internationale jazzscene endelig chancen for at opdage to store danske jazznavne.
Bonusinfo 1:
Trioen tager på turné i Italien og England i november måned. Februar er det Tyskland og endelig i april 2010 rammer de, de danske jazzscener.
Bonusinfo 2:
To andre danske jazzmusikere er også aktuelle på ECM Records dette efterår. Guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders AC Christensen medvirker begge på Tomasz Stanko Quintet's Dark Eyes.
My Space: www.myspace.com/bollanibodilsenlund
Musik fra pladen: player.ecmrecords.com/bollani#
Blachman har stadig Jazz-Faktor
Omtale af en jazzudgivelse i 18.30-nyhederne på DR1 på selveste udgivelsesdagen.
Min datter på 6 år genkender for første gang en person på en af mine utallige jazzplader. Det er jo Thomas Blachman, kunne hun med kendermine konstatere.
Ja, det er Thomas Blachman. Han er tilbage i medierne. Denne gang er det ikke fordi han har fornærmet en ung og håbefuld wannabe-sanger på primetime-TV. Det er fordi han er aktuel med en jazzplade.
Han har med hjælp fra Jakob Dinesen sammensat et band der fører ham hjem til det musikalske udgangspunkt - den akustiske jazz. Han har spillet sammen med Lennart Ginman og Carsten Dahl siden 2003 i en trio, der har hentet inspiration og materiale i ældre jazz. Nu er han så både kapelmester og komponist, hvilket ikke er noget han har dyrket siden han udsendte CD'en Loveboat i 1990.
Trommeslageren Blachman har en afgrundsdyb kærlighed til jazzen fra start-60'erne, specielt Miles Davis Quintet med Tony Williams på trommer er en stor inspirationskilde. Det kunne meget let gå grueligt galt, den kvintet er vi mange jazz-elskere der har et intimt forhold til. Men det er ikke et problem for Blachman. Han styrer tropperne stramt og arrangementerne sidder knivskarpt. De enkelte musikere tildeles soli, der ikke får lov at løbe afsted i en evighed. Det er jo ikke freejazz, det her. Det er superklassicistisk jazz.
Mads la Cour på trompet er tildelt en rolle som trompet-skarpretter, der nok efterlader indtryk fra Miles, men nok lyder mere af Lee Morgan eller Freddie Hubbard. Jakob Dinesen på sax'en har før vist at han godt kan lide John Coltrane. Med The Pulse er det endnu mere tydeligt. Heine Hansen på piano og Daniel Franck på bas er begge medlem af efterårets udgave af Copenhagen Jazzhouse trioen, hvor de senest spillede med sax-legenden Benny Golson. De er om nogen pulsen i den her kvintet, der viser at jazzhjertet slår og lever.
The Pulse er en seriøs kærlighedserklæring til jazz, de prøver ikke at revolutionere noget som helst. Dog er Blachman jo ikke Blachman for ingenting. Så på flere af numrene har han tilføjet sin egen manipulerede vokal, der synger/siger/messer sager som Bring me back home - og det er han så kommet.Bonusinfo:
Kvintetten tager på turné i foråret 2010.
Blachman: www.blachman.com
My Space: myspace.com/thomasblachman
Så for Søren! Nu sker der noget
Han lavede sin første plade for et par år siden. Get loose, som var en fin plade. Den fik også en smule ros med på vejen, fra min side bla. på baggrund af det kønspolitiske. Der er simpelthen for få mænd der synger jazz herhjemme.
Det er der sådan set stadigvæk. Men denne gang får Søren Lampe ros for at have lavet en vanvittig god plade!
Han har skruet tempoet ned og sat fokus på balladerne - og det er en særdeles fornuftig beslutning. Sangene er bla. hentet i jazzens højskolesangbog; Polkadots and moonbeams, Moon river, Love for sale og It might as well be spring er blandt de udvalgte sange. Derudover er der fire numre med tekst af Lampe - han lever iøvrigt til daglig af at være tekstforfatter. En enkelt melodi er hentet i fortiden, nemlig Chelsea bridge. De tre nyskrevne numre er en af Per Gade og to af Lars Jansson. Janssons indflydelse på pladen stopper ikke her. Han sidder også ved klaveret på pladen. Sikke et orkester Lampe har fået samlet. Morten Lund på trommer og Thomas Fonnesbæk på bas er gengangere fra debutpladen. Herudover er kun Mårten Lundgren på trompet og altså Jansson på klaveret tilføjet.
Når jeg hører et nummer som Love for sale, er jeg ikke i tvivl om, at Lampe hermed har understreget at han hører hjemme på jazzscenen. Nummerets groove og stemning, samspillet mellem Lampe og Jansson - ind imellem på rhodes - er fænomenalt. Mårten Lundgren på trompeten er også med til at give pladen et touch af sjæl og nerve. Trompet og jazzsang er perfect match. Lampe er ikke en klassisk skolet sanger og der kan nok siges noget om begrænsninger i den sammenhæng. Men hvad betyder det, når der kan puttes inderlighed og 100 % tilstedeværelse i sangen istedet?
Søren Lampe har lavet en plade der en gang for alle placerer ham centralt herhjemme på den mandlige vokaljazzscene. Der er ikke så mange på den plads i forvejen - jeg kan umiddelbart komme i tanke om Bobo Moreno og Benni Chawes. Så der er i og for sig plads nok. Men talent og personlighed skal der også være. Det har Hr. Lampe.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 12. oktober.My Space: myspace.com/sorenlampe
Svævende trio
Det giver et ryk i mig, når jeg ser en dansk jazzmusiker i selskab med Paul Motian, trommeslageren der om nogen har medvirket til udviklingen af det moderne jazztrommespil. Han har spillet med tre af de største jazzpianister ever; Bill Evans, Paul Bley og Keith Jarrett. Det var vel at mærke ikke kun som sideman ved tilfældige sessions, men som fuldgyldigt medlem af vigtige trioer. Desuden har han i trioen sammen med Joe Lovano og Bill Frisell siden 90'erne været med til at præge nutidens jazz og jazzmusikere - heraf mange danske. Det er (tilføj selv et bandeord) sejt at vi har jazzmusikere der stiller sig ved siden af en legende, hvor de spiller op og med uden problemer
To danske jazzmusikere har været tæt på Motian i efterhånden en del år. Guitaristen Jokob Bro og bassisten Anders AC Christensen. Hvor førstnævnte har lavet en lang række (gode) plader i eget navn, er det først nu at der kommer en plade med AC. Så selvfølgelig er det Motian der sidder ved kedlerne på AC's første soloplade. Pladen blev indspillet ved samme session som Jakob Dinesens Dino, der udkom tidligere i år. Men ved denne indspilning er det i stedet en pianist, der er sidste medlem af trioen. Aaron Parks der bla. spillede i Pressen under sommerens Copenhagen Jazz Festival. Han udgav sidste år den roste Blue Note udgivelse Invisible cinema.
Melodierne på pladen er af ret forskellig oprindelse. Paul Motians komposition Once Around The Park, som også var navnet på bandet som AC var (er? eksisterer de stadig?) medlem af, er med på pladen, Gillian Welch's Dear someone har lagt navn til pladen. Et par andre Motian-ting er der også blevet plads til. AC har skrevet tre af numrene. Pladens gamle jazz-kendinge er Stompin' at the Savoy og I'll be seeing you.
Pladen har allerede fået en ordentlig bunke ros af dagspressen der godt vidste, at de skulle kende deres besøgelsestid her. For nok opnår AC aldrig en popularitet som NHØP gjorde. Men han er en bassist der er gjort af et langtidsholdbart stof. Aaron Parks er et fint match til Motian og AC. Musikken er flydende, fyldt med en masse detaljer og føles som om den svæver hele tiden. Musikken går aldrig i stå og Motians organiske trommer er endnu en gang en fornøjelse at være i selskab med.
To omgange "Den tredje plade..."
Camilla Dayyani er datter af en iransk far og en vestjysk mor. Det er ikke umiddelbart det, der leder en direkte mod den amerikanske jazz. Men der er andre veje og den vej har Dayyani så fundet. På hendes tredje udspil siden debuten Silver & gold fra 2005 præsenterer hun os for en række original-numre, skrevet af hende selv - en enkelt dog i selskab med Trinelise Væring. To standards Autumn serenade og Speak softly love er der også blevet plads til.
Guitaristen Mads Kjølbye manøvrerer sikkert rundt i de forskellige numre. Han er en stor og medvirkende årsag til pladens kvalitet. Der er ikke revolutionerende nyt på pladen, der holder sig pænt på jazzens (ikke alt for) smalle sti. Dayyani er en personlig og teknisk dygtig sangerinde, der synger med elegance og inderlighed. Lyt feks. til nummeret One more hymn, der indledes af Tue Lautrup på bratsch. Kasper Tranberg på trompet er med til, at få flere numre på pladen til at lette musikalsk og flyve nye steder hen.
Den norske sangerinde Inger Marie Gundersen har også netop udsendt sit tredje album. Hun har også en guitarist, Georg Wadenius i en musikalsk hovedrolle suppleret med en stærk trompetist Mathias Eick. Men hører mange af lighederne også op. Inger Marie er langt mere smooth. Lyt til feks. til en tilbagelænet jazzpopversion af reggaestandarden I can see clearly now inklusiv Georg Wadenius med en George Benson-solo. Inger Marie har opnået stor succes i Asien i bla. Thailand og Japan - med ugelangt engagement på Cotton Club i Tokyo og i Sydkorea. Hendes sikre og ubesværede tilgang til jazzen er tiltalende. Den kan dog blive lidt kedelig i længden. En enkelt mere vilter og løsrevet solo i ny og næ havde ikke skadet på en plade, hvor det musikalske niveau ellers er drønhøjt.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert for Camilla Dayyani's plade i Jazzkælderen d. 2. oktober og d. 8. oktober kan hun høres på Godset i Kolding sammen med saxofonisten Claus Waidtløw.
My Space: myspace.com/camilladayyanigroup
Inger Marie: www.ingermarie.com
Malene alene
Siden Malene Mortensen deltog ved det internationale melodi grand prix i Tallin i 2002 har hun bevæget sig i jazzmusikalske cirkler. Det startede i 2003 med albummet Paradise, hvor det var Niels Lan Doky der trak i snorene. I 2005 kom det fine Kasper Villaume-producerede album Date with a dream, så var det i 2006 en anden Doky, nemlig Chris Minh der producerede pladen Malene (der i den asiatiske version iøvrigt heddet Desperado). I 2007 kom parantesen julepladen ...to all of you, som String Swing-kapelmesteren Søren Siegumfeldt havde produceret.
Malene Mortensen har opnået stor succes i udlandet. Hun er sandsynligvis et af pladeselskabet Stunt Records' - og dansk jazz's - bedste kort i udlandet. Hun har med stor succes optrådt i så forskellige lande som Thailand, Polen, Frankrig og Tyskland.
Den nye plade er en opfølgning på noget som har været undervejs i nogle år. Hun har endelig lavet en plade sammen med det band hun har turneret med i flere år. Magnus Hjorth på piano, Snorre Kirk på trommer, Petter Eldh på bas og ikke mindst Carl Mörner-Ringström på guitar. Bandet har trækker Malene i en mere pågående, personlig og fanden-i-voldsk retning.
Malene har selv skrevet al musikken og teksterne, flere af dem i samarbejde med Magnus Hjorth og Carl Mörner-Ringström, det er ligeledes hende selv der er hovedproducer og har trukket den afgørende streg. Pladen præsenterer os for et meget velspillende band og en sangerinde der mere end nogensinde er sig selv.
Der er flere fine numre, enkelte af dem har har popapppeal - lyt feks. til Into your heart, der har et klaverrif der lyder fuldstændig som den på Nick Straker Bands 30 år gamle Walk in the park (Jeg har nævnt det for Magnus Hjorth, men han mente ikke at han kendte den, men han må sgu' ha' hørt Nick Straker - ubevidst i morgenradio eller sådan noget). Ellers kan man ikke beskylde Malene for at have valgt den direkte popvej til lytterens øre.
Pladen er gennemgående fint sammenhængende. Jeg forstår bare ikke Mörner-Ringström's over fire minutter lange eksperimenterende guitarsolo Valentine, der krænger over i en Joe Satriani-lignende elspade strengevrider. Den passer ikke rigtig ind her.
My Space: www.myspace.com/malenemortensen
I Tversted i Nordjylland har man netop fejret at Jazzy Days festivalen har eksisteret i 10 år. I uge 42 går det løs igen, med et stærkt og ikke mindst originalt program.
Det hele starter d. 9. oktober, hvor der er dobbeltkoncert med Sinne Eeg og Søren Sko. Herefter løber det de følgende dage ud over stepperne (klitterne?), med daglige koncerter. Jacob Fischer, Malene Mortensen, Henrik Gunde, Lars Jansson Trio og Niels Lan Doky Trio er blandt fristelserne. Men der er også andre spændende ting på programmet. Er man til smooth jazz, får man mulighed for at møde suverænt dansk bud i den genre. Jamhunters optræder sammen med Martin Brygman og Christina Boelskifte. De to sangerinder Cathrine Legardh og Mette Halle optræder sammen med Marott Kvartet.
En ukendt amerikansk vibrafonist har også sneget sig ind i programmet. Tim Collins optræder i triosetting, med orgel og trommer. Han udsendte sidste år pladen Fade på Ropeadope, her medvirkede bla. guitaristen Charlie Hunter. Collins er en moderne vibrafonist med inspiration fra bla. Gary Burton, Tortoise, Neil Young og The Beatles.
Joh, Jazzy Days har endnu en gang gjort sit til at det er hot at holde efterårsferie i det nordjyske, hvilket jeg så har valgt at gøre :-)
Jazzy Days: www.jazzydays.dk
Jazznyt - med to t'er
Det norske jazzmagasin Jazznytt opstod lang tid før der var nogen som havde tænkt på internet, blog etc. Men de er selvfølgelig repræsenteret på nettet, med deres eget site inklusive nyheder og andet godt. Men! det er også muligt at downloade magasinet i en PDF-version og det kan nok være at det 64 sider lange magasin er spækket med spændende læsning. Bla. en artikel om Andy Sheppard. Derudover er der hele anmeldersektionen, hvor en lang række danske udgivelser er anmeldt: Dahl/Vinding/Riel, Makiko Hirabayashi, Anders Mogensen, Nuevotrioporteno, European Jazz Orchestra, Christian Herluf Pedersen (dansk tenorsaxofonist bosiddende i Stockholm), Susi Hyldgaard, Sinne Eeg og Lilly (som Jazznytt lidt pinligt kalder svensk).
www.jazznytt.no
I dagene fra d. 30. september til d. 4. oktober inviterer KOPA for fjerde gang til festival i Malmö og Lund. Temaet er nordisk med musikere fra Sverige, Danmark, Norge og Finland. Kernen af musikere er taget fra pladeselskabet Kopasetic som feks. Cennet Jönsson, Peter Nilsson og Mattias Hjorth.
Fra Danmark kommer Marilyn Mazur, der spiller sammen med Krister Jonsson Project. Saxofonisten Morten Carlsen og basunisten/laptopper Jakob Riis spiller med Henrik Frisk's Pli
Se programmet her: www.kopasetic.se/ArticleDisplay.asp?id=1323
To af de mest spændende navne indenfor dansk jazz lige nu, tager begge på turné i starten af oktober, som opvarmning til CD-indspilning og udgivelse.
Pianisten og komponisten Jakob Davidsen har atter samlet det 7 mand store orkester Mangfoldighed. De drager på en lille turne, der starter hos Skive Jazzklub d. 29. september og fortsætter mod Sunship på Musikcafeen i Århus d. 30, Godset i Kolding d. 1. oktober og på Jazzhouse d. 2. oktober. Weekenden bruges til indspilning af gruppens tredje album. De præsenterer bla. en ny suite; Music from the desert.
Saxofonisten og komponisten Niels Lyhne Løkkegaard varmer op med en turné, til udgivelsen af et nyt album til november. The scales of gray markerer samtidig starten på et nyt band for Løkkegaard. Søren Kjærgaard på piano, Jonas Westergaard på bas, Jeppe Gram på trommer og guitaristen Jeppe Kjellberg - der på det seneste har nydt stor international succes i discorock-bandet Who Made Who - udgør det nye band. De spiller første gang på Huset i Ålborg d. 8. oktober og fortsætter til yderligere 3 steder i det jyske. I november er det sjællændernes tur. Se mere på Løkkegaards site.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
Fri i Parken
Det er første gang at den hollandske freejazz-trommeslager, 67 årige Han Bennink leder en trio i eget navn. Nu er der så kommet en plade med trioen der har spillet sammen siden sommeren 2008, bla. på adskillige festivaler. Danske Simon Toldam på 29 år sidder ved klaveret og belgiske Joachim Badenhorst på 27 år spiller klarinet og basklarinet.
På trods af den aldersmæssige forskel mødes de tre musikere ubesværet i et musikmøde, hvor lyttesansen udfordres på det skarpeste. Der tages udgangspunkt i musik komponeret af trioen, men også tre Ellington numre har de fundet sammen om. Lady of the lavender mist, Isfahan og Fleurette Africaine får skudt europæisk freejazz ind i blodårerne og genopstår som nye jazzvæsener. Pladen lukkes med titelnummeret, der er en ny version af sangen Parken, fra gruppen Sektens Mäktiga vingar der kom tidligere i år. Qarin Wikstöm fra Sekten synger også på denne version.
Pladen er en udpræget europæisk freejazz plade, hvor to yngre kræfter til fulde beviser at arven fra 60'ernes frie pionerer kan forvaltes originalt og nutidigt.
Bonusinfo:
Trioen spillede sammen med den amerikanske trompetist Dave Douglas på sommerens North Sea Jazz Festival i Rotterdam
Youtube-klip fra koncert i Budapest d. 12. september 2009
Da DR's Koncerthus åbnede i januar præsenteredes de forskellige DR ensembler. Heriblandt altså også DR Big Band, der havde den engelske trompetst Gerard Presencer med som gæstesolist. Nu vender han tilbage til big bandet, men denne gang som fast medlem, hvor han kommet med i (surprise!) trompetsektionen. Ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Radio har han valgt at bosætte sig i Danmark. Per Gade på guitar er med som nyt medlem og Peter Jensen på basun er efter et par års pause tilbage igen.
DR Big Band starter den musikalske sæson d. 25. september med West Side Story i en opsætning sammen med Den. Kgl. Ballet. Herefter kan de bla. opleves med guitaristen Robben Ford d. 13. november, med en Leo Mathisen hyldest d. 17. november, en Django Reinhardt hyldest d. 22. januar, sammen med Randy Brecker under overskriften The Jazz Ballad Song Book d. 30. januar og d. 5. februar er det sammen med saxofonisten Chris Potter.
DR Big Band: www.dr.dk/bigband
Den danske violinist Mads Tolling har opnået stor succes i USA som medlem af kvartet Turtle Island String Quartet og Stanley Clarke Band. Sidste år udsendte han sin første CD Speed of light i eget navn, en triosag med guitar og bas.
Den 27. oktober udsender han den næste plade i eget navn; The playmaker, hvor så fine folk som Stanley Clarke, Stefon Harris og Russell Ferrante medvirker. Pladen præsenteres d. 29. oktober med en releasekoncert på San Francisco-klubben Yoshi's.
Mads Tolling: www.madstolling.com
Nullermand på rundrejse
Når en CD fremsendes i selskab med en herrestor nullermand, så kan der være en risiko for at den måske har ligget på et postkontor i nogle år. Men når man så opdager at det drejer sig om plade med Nullernix så er man straks mere rolig. For det er da en de få nullermænd jeg har lyst til at være i selskab med.
For et par år siden kom den første plade med Nullernix. Sangerinden Cathrine Legardh havde skabt et musikalsk børneunivers med en god sjat nullerjazz. Nu er det så blevet tid til den anden plade.
Nullernix i New Orleans er en plade med tekster der kredser om at rejse. Lige fra biltur i Norden og skitur til Sälen på pladens første nummer, den latininspirerede Feriesangen, hvor Legardh får vokalhjælp fra selveste Tom McEwan. Herefter tages vi med rundt til bla. Texas, New York, New Orleans og Mississippi River. Genremæssigt er der mange musikalske afstikkere. Men jazzen vendes der tilbage til gang på gang. Feks. på pladens tre ikke-originale numre Down by the Riverside, der er kommet til at hedde Krokodillens pølsesnak og Do you know what it means to miss New Orleans, der hedder Baby, ta' mig tilbage og Charlie Parker's Confirmation der er kommet til at handle om Racerotten Rudi.
Cathrine Legardh har lavet endnu en børneplade, der for det første præsenterer børn for rytmisk musik, hvor der ikke kun tælles til fire. Den fungerer som fin reklame for de mange koncerter Cathrine Legardh holder landet rundt med Nullernix. Legardh har en dejlig klar stemme, som er vigtig når der rent faktisk synges sange, hvor det er værd at lytte til teksterne.
I bandet bakkes hun op af Brian Mørk Hansen på div. strengeinstrumenter, Anders Mortensen på div. tangetinstrumenter, Tomas Wisti Raae på bas og Andreas Bay Estrup på trommer. Førnævnte McEwan gæster på vokal og vaskebræt, Nulle kigger forbi med klarinetten, Mads Mathias med saxofonen og Peter Marott med trompeten.
Bonusinfo:
Cathrine Legardh har også en karriere som "voksen"-sangerinde. Hun udsendte i 2008 pladen Gorgeus creatures.
My Space: www.myspace.com/nullernix
Nullernix: www.nullernix.dk
Limfjordsporter og pommes frites
Det er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites. Det smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på menukortet på hverken grillbaren eller restauranten.
Basun eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke hverdagskost på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der ikke lader sig styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet duoplader som feks. basduopladen sammen med Jesper Lundgaard i 2002 eller Together fra 1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den sidste falder i samme sjældne kategori som den aktuelle plade, forskellen er at Brookmeyer spiller ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på trækbasun.
Mads Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres venskab voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når to musikere fra jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man som jazznørd allerede godt tændt inden man har hørt en lyd.
Men holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer. De tør spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et enkelt nummer til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der er også blevet plads til sager som en forrygende udgave af titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell's Sail away. Ellers finder man mere kendte sager som It might as well be spring og You don't know what love is.
Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter der feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor der laves pommes frites - måske med en hjemmerørt kryddermayo?
Bonusinfo:
Pladen udsendes af Vordingborg-pladeselskabet Bro Recordings
Mads Vinding: http://www.vinding.dk/
Steen Nikolaj Hansen: http://www.trombone.dk/
Falgrens verden
Indenfor de sidste 2 måneder har jeg allerede skrevet om 3 nyudgivelser med jazzviolinister i hovedrollerne; Kristian Jørgensen, Svend Asmussen og senest Line Kruse. Men der er mere at trække op af den hat. Bjarke Falgren er aktuel med hele to plader.
Den første med Hot N Spicy udkom for et par måneder siden. Det er en tilbagevenden til det musikalske udgangspunkt fra 2000 hvor de, mens de gik på rytmekons opnåede stor popularitet på koncertscenerne. Svein Erik Martinsen på sang og guitar, Lars Tormod Jenset på bas og Falgren på violinen tog udgangspunkt i den swingprægede jazz med afstikkere til bla. gypsyjazz. Med smil læben og positiv udadvendt scenetække havde de fat i publikum. De fik så lyst til at prøve noget andet og kaldte sig (passende?) Pillow i en periode, hvor det jazzede blev forladt til fordel for noget mere singer/songwriter inspireret.
Uden at være alt for hårde ved dem skal de roses for at vende tilbage til det, hvor de er i særklasse. De har selv skrevet 7 af pladens 10 numre. De tre resterende er Eight days a week, Exactly like you og I've grown accustomed to her face. Pladen byder på solidt og hyggeligt håndværk med stort musikalsk overskud.
Den anden plade med Falgren er ligeledes med et band han har spillet i, i en årrække. World on a string er et musikalsk broderi af mange genrer. Balkan, irsk folkemusik, østens lyde og rytmer blandet op med bla. jazz, nordisk folkemusik. De fik i 2005 en Danish music award for bedste cross-over plade. Sjældent har cross-over været mere betegnende.
Kvartetten består udover Falgren af nogle erfarne herrer. John Sund på guitar, Ole Thiell på tabla og Morten Lundsby på bas danner fundament for bandets selvskrevne kompositioner, der som levende organiske væsener trækker vejret på måder man ikke troede var muligt.
Bonusinfo:
Hot N Spicy spiller på Jazzcup i København d. 9. oktober og på Fermaten i Herning d. 24. oktober.
John Sund er aktuel med endnu en plade til oktober, denne gang med Ayi Solomon.
My Space: www.myspace.com/hotnspicymusic
World on a string: www.worldonastring.dk
Parisiske drømme
Hun har ikke gjort det store væsen af sig før i Danmark. Violinisten og danskeren Line Kruse har været bosat i Paris siden 1993. Hun har primært haft en karriere kørende som medlem af tango-succesen Gotan Project, der også har besøgt Danmark flere gange. Hun har kun spillet herhjemme nogle ganske få gange med sin egen musik. I 2005 udgav hun pladen Warm Waves, der ikke direkte afslørede at hun spillede i et electronica-inspireret tango-orkester.
Det er der så ikke den store tvivl om med den nye plade. Hun har som en væsentlig faktor inddraget DJ Smadj, der står for programmeringen af den elektroniske del. Han har stor erfaring med at blande electronica med akustiske instrumenter og er desuden en fabelagtig oud-spiller. Det er dog ikke en electronica-plade, hertil er der for mange fremtrædende gennemgående akustiske instrumenter. Line Kruse tager udgangspunkt i jazzen, men med inkluderingen af feks. beats, har hun lavet det mest elektroniske album jeg nogensinde har hørt fra Stunt Records.
Pladen indeholder regulære dansenumre, som Penguin parade og My house, eksperimenterende numre som Versailles, powernumre som Mozart's moment, med citater fra Mozart's musik. Line Kruse er oprindelig klassisk uddannet violinist fra musikkonservatoriet i København. Men pladen indeholder også et nummer med hitpotentiale. Piensa en mi med Gotan Project-sangerinden Veronika Silva og bandoneon-spilleren Paolo Russo er som skabt til en sen nattetime i selskab med den du elsker.
Line Kruse har lavet en original og holdbar plade der har spillet sig direkte ind i mit hjerte.
My Space: www.myspace.com/linekruse
Carlos Malta i Danmark
Der er kommet to danske udgivelser indenfor kort tid, hvor den brasilianske musiker Carlos Malta medvirker. Han kommer fra Rio i Brasilien og spiller både på sopransaxofon og diverse fløjtetyper. Han regnes for at være blandt de førende i sit hjemland. Han har tidligere bla. spillet 12 år i Hermeto Pascoal's band. Herudover han har medvirket på en lang række pladeindspilninger.
Da Det Jyske Musikonservatorium flyttede ind i nye bygninger i 2007 blev det bla. fejret med en spektakulær koncert, hvor konservatoriets big band, sambagruppen Monobloco og Carlos Malta med sit band Pife Muderno stod på scenen på samme tid. Malta har i flere omgange været gæsteunderviser på konservatoriet og i samarbejde med big bandets faste dirigent og arrangør Jens Chr. Chappe Jensen.
Pladen Live Brazil er en optagelse af den koncert. Jeg forbavses over at pladen hænger så godt sammen som den gør. Chappe har arrangeret al musikken og er ikke uden skyld i at pladen fungerer så fint. Ikke nok med at der er en hulens masse musikere på scenen. Der spilles også forskellige typer brasilianske numre, som Heitor Villa-Lobos' Bachianas Brasileiras no. 5, med Malta på Wayne Shorter-lækker sopransax. Herudover er der også numre af Airto Moreira og Milton Nascimento og Lenine's funky Jack Soul Braseleiro afslutter pladen. Indenda får vi Carlos Malta's medrivende Tupyzinho.
Den er også med på næste plade med Carlos Malta. Pianisten Thomas Clausens forhold til den brasilianske har været nært og kært i mange år. Sammen med Malta og den brasilianske - men i USA-bosatte - guitarist og sanger Celia Melaheiros har han lavet trioen tRIO, der har været på flere turnéer sammen. I marts 2008 gik de i studiet sammen i Rio de Janeiro for at dokumentere deres musik. Jeg har oplevet trioen til koncert en enkelt gang i september 2007, her blev jeg noget skuffet over deres noget indadvendte stil. Men der er sket noget siden da. Trioen har udviklet sig sammen og pladen After the carnaval lever mere op til den standard som Thomas Clausen ellers kendes for. Musikken på pladen er en blanding af kompositioner fra alle tre.
Bonusinfo:
Thomas Clausen fylder 60 år og det fejres d. 5. oktober på Copenhagen Jazzhouse. Her spiller han bla. sammen med Palle Mikkelborg, Mona Larsen og både sin kvintet og trio. Desuden spiller han sammen med tRIO, der herefter tager på turné i Danmark og Tyskland, hvor de bla. kan høres i Vejen og Assens
Thomas Clausen: www.thomasclausen.com
tRIO My Space: www.myspace.com/triobrazilianjazz
Dansk Undergrundsjazz fra Holland
Mikkel Ploug har i de senere år etableret sig som jazzguitarist, i samarbejde med bla. den amerikanske saxofonist Mark Turner. Anders Holst er guitarist i bla. The State, The Market & The DJ og saxofonisten Jeppe Rasmussen bor i Barcelona, her har han etabeleret sig på den lokale jazzscene hos folk som Ramon Diaz Quintet, David Quevedo og i gruppen 6m².
De tre musikere udgør trioen Franklinstraat, der nu har udsendt pladen 88a. Den indeholder en indspilning fra 2006. Ploug spiller ikke guitar, men trommer på pladen. Anders Holst spiller bas i stedet for guitar, mens Jeppe Rasmussen holder sig til saxofonen, hvor han på 3 numre suppleres med den svenske tenorsaxofonist Fredrik Carlquist.
Trioen opstod mens de gik på konservatoriet i Haag i Holland. De spiller jazz uden en masse breaks, licks, fill-ins og overflødige tilsætningsstoffer. De har hentet en inpiration i rockmusikkens mere glidende og rytmiske forløb. Ploug ruller unuanceret og ukompliceret steady afsted på trommerne. Anders Holst tager sig af bassen på nogenlunde samme måde. Det lyder måske kedeligt. Men man kan godt høre at de er musikere, der har sansen for at smide detaljer og spidsfindigheder ind i musikken, der fastholder lytteren i længere tid. Jeppe Rasmussen er et spændende bekendtskab på saxofonen. Han er med til at løfte pladen med sit energiske og iderige saxspil.
Pladen er stemningsmæssigt en dyster og mørk sag, som man skal være varsom med. Er humøret dårligt, løftes det ikke. Til gengæld er den et godt soundtrack til en grå, regnvåd og blæsende efterårsdag - hvor du vel at mærke er indendøre.
Bonusinfo:
Jeppe Rasmussen medvirker Ramon Diaz' plade Unblocking, som Fresh Sound New Talent udgav sidste år.
My Space: www.myspace.com/franklinstraat
På cruise tilbage til firserne
Det er kvintetten Santa Cruz's tredje album. De to første gik der dog 21 år imellem. Denne gang er der så kun gået 3 år. De har besluttet sig for at være mere end et tribute-band, der blev gendannet i forbindelse med, at den oprindelige bassist Jens Melgaard døde i 2003. Bo Stief kom istedet med på bassen og Hans Ulrik blev indskrevet på sax'en. Han havde i 1988 haft Jens Melgaard med på sin debutplade Fusion, hvor et andet Santa Cruz-medlem medvirkede; tangentekvilibristen og komponisten Frans Bak. Den plade kan iøvrigt stadig anbefales for, at være suverænt eksempel på dansk firser-fusion. Den minder så pudsigt nok en hel del om den aktuelle udgivelse med Santa Cruz.
Den nye plade skal roses for sin rolige, afslappede og nonchalante indstilling til, at der er sket meget indenfor dansk jazz i de seneste 25 år. Det kan nemlig overhovedet ikke høres på When the sun goes down.
Det er der mange grunde til. Primært fordi flere af musikerne i bandet var med til, at skabe væsentlige dele af firsernes pop, rock og jazz i Danmark.
Poul Halberg på guitar, Alex Riel på trommer, Bo Stief på bas samt Hans Ulrik og Frans Bak udgør et respektindgydende line-up, der kan fornøje enhver der har et mere end sentimentalt kærlighedsforhold til firsernes teknisk krævende og melodiske fusions-jazz.
I forhold til udgivelsen Cruzing fra 2006 er den nye plade mere sammenhængende og flydende. Hvilket ikke burde være muligt, da man på numrene godt kan høre, at der er forskel på hvem der har lavet dem. Frans Bak kan lave de mest fantastiske melodier, der allerede er genkendelige første gang man hører dem. Numrene Tak for lån og Hjemme igen er gode eksempler herpå, sidstnævnte er iøvrigt en gammel kending på Santa Cruz repertoiret. Bo Stief er vildbassen, der med et nummer som On his way får åbnet godt op for Halbergs heftige guitar og Bak's synthriffs. Hans Ulrik har sansen for de mere kringlede fusionsarrangementer. Poul Halberg er 80'er-mesteren. Prøv at ligge ører til pladens første nummer Zeppo - enhver gammel Halberg/Larsen-fan bør få tårer i øjnene med den guitarlyd Halberg skyder med, der.
Bonusinfo:
Du kan opleve Santa Cruz følgende steder frad . 19. september: Slagelse, København, Kolding, Bredsten, Bjerringbro, Randers og Ålborg. Se deres myspace for datoer.
My Space: www.myspace.com/santacruzdenmark
Æblerovsjazz med Movits, mon frere
Äppelknyckarjazz er svensk for æblerovsjazz. Duoen er gået på rov i musikhistorien og er kommet hjem med nogle saftige swingæbler. Duoen hedder Movits, opkaldt efter personen i Carl Michael Bellman's Fredmans Epistler. Brødrene Mördar-Anders og Johan Jivin' Rensfeldt udgør en hip hop duo, der burde blive det næste svenske hit i Danmark efter Promoe's Svennebanan. De spiller akustisk swingende hip hop med en god dosis jazz, folk, lindy-hop og gode tekster.
Pladen indeholder en perlerække af gode sange. A-Kasse Blues sender en masse musikalske hilsner til Cornelis Vreswijk. Det er sand fornøjelse, at høre det i en så fin nutidig og original aftapning. Pladen starter med Ta på dig dansskorna, der er et mere end dansevenligt rip off af Benny Goodmans Sing sing sing. Fel del av gården er pladens umiddelbare hit, der straks sætter sig i benene.
De stammer fra Luleå og der er ikke meget storstad over dem. De placerer sig istedet i et originalt musikalsk univers, med masser af akustiske instrumenter; guitar, saxofon (spillet af Joakim Nilsson), harmonika og en masse andet godt.
Hip hop og jazz er ikke nogen ny forteelse og jeg kom til at tænke på Lucas with lid off fra 1994, med den danske rapper Lucas (hvad blev der egentlig af ham?). Her var det også den gamle swingjazz der dannede grundlaget. Movits har alligevel fat i noget godt og originalt. Specielt skal de roses for deres brug af akustiske instrumenter, der giver pladen dens velspillede, lækre og organiske sjæl.
Bonusinfo:
De medvirkede i det amerikanske TV-show The Colbert Show i slutningen af juli, hvor de i det hele taget er blevet hypet en del. Deres plade er i USA også udgivet af The Comedy Central, der står bag TV-showet. Sangen røg ind som nr. 1 på iTunes' og Amazon.com's Hip hop hitlister efter, at de havde medvirket i programmet.
My Space: http://www.myspace.com/movits
Movits: www.movits.se (her kan du downloade titelsangen ganske gratis)
Vital og frisk 93 årig
Jazzen har eksisteret så længe, at man sendes meget langt tilbage i tiden, når man hører jazz fra dens unge dage i 20'erne og 30'erne - hvilket det vel også er? Når så samtidig størstedelen af jazzens pionerer er døde og borte. Så bliver det helt mærkeligt at modtage en nyindspillet CD, med en af de første og største pionerer i dansk jazz; Svend Asmussen. Han debuterede professionelt i 1933 og indspillede sin første plade i 1935. Siden har han spillet med alle jazzens store navne i både ind- og udland.
Den nye plade er indspillet i Florida, hvor han i januar tog over sammen med sin gode musikalske ven, guitaristen Jacob Fischer. Pladen præsenterer nogle sande hard core evergreens. Feks. optrådte Asmussen allerede første gang i 1928 offentligt ved en havnefest i Hornbæk med Singin' in the rain. Nu 81 år senere spiller han den igen på den aktuelle plade. Sådan kan der bindes historier på flere af melodierne. Nuages af Django Reinhardt, her har Asmussen spillet sammen med Django. Skylark og The nearness of you af Hoagy Carmichael, Asmussen indspillet og drukket Whiskey på St. Regis Hotel i New York sammen med Hoagy.
Guitaristen Jacob Fischer er på 17. år den perfekte makker til Asmussen, de to mødes musikalsk på tværs af jazzhistorien, med en klædelig afslappet elegance. Han spiller både akustisk og elektrisk guitar. Et enkelt solostykke, Gypsy er der også blevet plads til. Til gengæld har pladeselskabet glemt at føje ham på listen over de medvirkende musikere i CD-coveret.
Amerikaneren Richard Drexler der både spiller bas og piano på pladen, har placeret sig særdeles centralt i det ellers diskrete akkompagnament. Det her er selvfølgelig Asmussens plade og Drexler er muligvis en tand for diskret. Det er han dog ikke på det malplacerede solopianostykke Banjo, der ikke helt matcher pladens stil. Det lyder som noget fra en helt anden plade.
Svend Asmussen er ikke overraskende god, han er lige så god, som han altid har været. Men Asmussens alder taget i betragtning, er det vel ikke frækt at synes, at manden lyder overraskende vital og frisk. Der er stadig swing i Svend!
Lyt feks. til den gamle Danny Boy eller Asmussens egen Sermon for Stuff, hvis du er i tvivl om det her er noget for dig.
Bonusinfo:
Pladen er udgivet af det amerikanske selskab Arbors Records, men distribueres herhjemme af Little Beat Records. De afholder releaseparty for pladen d. 24. september hvor Svend er tilstede. Følg med på deres hjemmeside.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk
Dobbelt op
Man får to plader på en, med den nye udgivelse fra pianisten Robert Glasper. Den første del er med The Trio og den anden del er med The Experiment. Pladen indledes med en telefonbesked fra Terence Blanchard, der har hørt et rygte om at Glasper skal spille et andet sted med The Experiment, samme aften som Blanchard har hyret Glasper med trio til Blanchard's nye klub.
Herefter følger seks numre med trioen, der udover Glasper består Vicente Archer på bas og trommeslageren Chris Dave. De spiller vital, saftig triojazz, hvor Chris Dave skal fremhæves for sit delvist hip-hop inspirerede spil, lyt feks. til Downtime. Det er en spændstig løsagtig frækkert. Melodierne er udadvendte og dynamiske.
Så følger anden del af pladen, der indledes med en telefonbesked fra The Roots-trommeslageren ?uestlove, der har hørt et rygte om at Glapser skal spille et andet sted med sin trio, samme aften som ?uestlove har hyret Glasper til sin klub med The Experiment. Herefter følger 6 numre, der bla. i pressematerialet fremhæves for sine hip-hop kvaliteter. Men 70'ernes fusion er heller ikke langt væk. Dave tager sig stadig af trommerne, mens bassisten hedder Derrick Hodge. Casey Benjamin tager sig af sax og vocoder. Sidstnævnte effekt har en fremtrædende rolle på Herbie Hancock's gamle fusionsklassiker Butterfly.
Det er en langt mindre besynderlig oplevelse end først frygtet. Pladen hænger godt sammen, på trods af den store forskellighed. Men omvendt har store jazzpianister som Chick Corea og Herbie Hancock heller aldrig haft problemer med at skifte mellem elektrisk og akustisk jazz. Glasper minder en del om Hancock - og det er vel at mærke på en af Hancocks bedre dage.
Rapperen Mos Def og sangeren Bilal gæster på den elektriske del af pladen.
Bonusinfo:
Robert Glasper har turneret med R'n'B sangeren Maxwell i løbet af sommeren. Maxwell er lige nu aktuel med BLACKsummers'night, der strøg ind som nr. 1 den første uge på Billboard.
Robert Glasper: www.robertglasper.com
Sangerinden Stacey Kent indtager Copenhagen Jazzhouse fra d. 29. oktober og de følgende to dage, hvor hun sammen med Copenhagen Jazzhouse Trio og ægtemanden, saxofonisten Jim Tomlinson vil forføre og betage publikum.
Saxlegenden (og komponisten, ikke mindst) Benny Golson skal spille med Jazzhouse Trioen d. 24.-26. september.
I november er det fra d. 26.-28. er det en special edition af Jazzhouse Trioen, efterårets trommeslager Jeppe Gram er skiftet ud med Montmartre-kendingen Albert Tootie Heath. De gæstes af noget endnu ukendt blæs.
Chris Minh Doky drager på Danmarkstur d. 15. september, hvor han starter i Toldkammeret i Helsingør, inden han slutter i Århus d. 23. september har han været i Assens, Vordingborg, københavn, Odense og Randers. I Århus og København har han Palle Mikkelborg med som special guest, noget som Sinne Eeg og DR Pigekoret også får fornøjelsen af at være i København. I bandet medbringer han legenden og trommeslageren Dave Weckl, pianisten George Whitty og guitaristen Dean Brown. Dave Weckl præsenteres også i København på Jazzhouse d. 20. september og hos Modern Drums i Århus d. 23. september ved to workshops.
Pat Metheny spiller i Tivolis koncertsal d. 7. februar 2010. Det er en solokoncert med titlen Solo Guitar & Orchestrion. Han vil benytte sig af en lang række ældre akustiske og elektro-akustiske instrumenter, som vil være kontrolleret af nye og moderne teknologier.
Det er stadig muligt at købe billetter til koncerterne med Diana Krall i Falconer i København d. 19. september og i Musikhuset d. 24. september. I Musikhuset i Århus præsenterer man endnu en sangerinde. D. 21. november er Diane Schuur at finde på Rytmisk sals scene. Hun medbringer en trio.
Copenhagen Jazzhouse: www.jazzhouse.dk
Chris Minh Doky: www.doky.com
Sangeren Jamie Cullum er aktuel med et nyt album, The Pursuit til november. Så er der også gået over fire år siden det sidste album Catching tales. Sidste år lavede han titelmelodien til Clint Eastwood filmen Gran Torino, en sang han blev nomineret til en Globen Globe for.
Ifølge engelske The Telegraph skal han giftes med forfatteren og modellen Sophie Dahl (og barnebarn til Roald Dahl) til juni næste år. Det var oprindeligt planlagt til januar 2010, men pga. travlhed i Cullum's kalender efter udgivelsen af albummet, var det ikke muligt. Man kunne jo håbe på, at travlheden bragte Cullum til Danmark.
Så er det vsit også nok med sladderbladsnoter for denne gang.
Ja så skete det, den fyldte 50 år. Pladen alle har og alle kan lide. Miles Davis' Kind of Blue har fået så mange fine ord med på vejen, at jeg vist ikke behøver at føje noget til der. Men blot gøre opmærksom på, at DR sendte en hel time med jazz samme aften pladen fyldte 50 år. Nåede du ikke at se programmet, har jeg et VHS-videobånd du kan komme forbi og låne ;-)
Du kan også se programmet på nettet, men så må du så undvære den kop espresso jeg havde budt på, når du kom forbi for at låne videobåndet.
Programmet er med DR Big Band der spiller og fortæller.
www.dr.dk/Orkestre/DRBigBand/Artikler/20090810144643.htm
God lyd med Monty den flinke
MP3 og lignende formater er fuldstændigt geniale. De har revolutioneret måden vi opbevarer vores musik på. Men lydmæssigt må man jo nok erkende at det ikke er særligt genialt. Når man komprimerer musikken, så den fylder mindre, går der også noget tabt. Lidt ligesom i gamle dage med LP til kassettebånd. Det kunne godt være at man havde købt et Basf Chrom bånd, til den der fede LP som man skulle indspille. Det lød fedt, men der gik alligevel noget tabt i lyden. Specielt hifi-entuasisterne havde kun en skuldertrækning tilovers for et kassettebånd. Det har de også haft overfor MP3, WMA og andre lydfilformater. Men der er sket meget på den front. HD Tracks er en amerikansk udbyder på højkvalitets-lydfiler. De tilbyder feks. formatet 96/24 FLAC, der udover at have et fjollet navn leverer lyd, der er bedre end på CD. Et helt album fylder over 1 gigabyte, hvor et album i CD-kvalitet fylder lidt over det halve.
Da Monty Alexander kom til USA fra Jamaica i starten af 60'erne arbejdede han bla. som akkompagnatør for Frank Sinatra og siden arbejdede han tæt sammen med folk som Milt Jackson og Ray Brown. Men allerede i 70'erne havde han etableret sig som en af de store pianister på den internationale jazzscene. Han udsendte sidste år denne plade, hvor han hylder den store sanger Tony Bennett.
Han spiller loose, laid back og næsten lidt overstadigt kæk. Han kommer til at minde om sin landsmand, sprinteren Usain Bolt der på samme tilbagelænede måde opnår store resultater. En af de store forskelle er at Monty ikke kan mistænkes for, at komme frem til sit resultat ved hjælp af ulovlige metoder.
Jeg fristes nu til at ønske at han havde gjort det, for så havde det nok været en tand mere spændende. Monty er for flink ved materialet, han holder sig tilbage og giver det ikke den kraft og saft som det har fortjent. Her tænker jeg både på Tony Bennett, der bla. har stemmepower som en af sine forcer. Men også på Monty, han har før vist at han kan give klaveret og melodierne nogle flere tæsk.
Blandt de valgte sange finder man bla. The good life og The way you look tonight.
HD Tracks skal roses for at gøre noget for lyden. Der er ingen tvivl om at de har fat i noget af det rigtige. Det er ikke ukendt at jazzlyttere sætter pris på en god lydkvalitet. Hvorfor skal de snydes for det, når musikere og producere har kæmpet i studiet for at lave en god lyd? Blandt andet tilbyder HD Tracks også albums fra ECM Records og Tzadik.
Bonusinfo:
Monty Alexander udsendte i marts i år pladen Calypso Blues: The Songs of Nat King Cole.
Monty Alexander: montyalexander.com
HD Tracks: www.hdtracks.com
En god gammeldags romantiker
Det er ikke ukendt at man vælger et nyt navn, når man skal forsøge sig i showbusiness. Nogle af klassikerne er dem der i amerikansk showbiz, har ændret deres jødiske efternavne, til noget mere "spiseligt". Robert Zimmerman der blev til Bob Dylan og Jonathan Stuart Leibowitz der blev til Jon Stewart. Der er selvfølgelig også Krusty the Clown fra The Simpsons der rigtigt hedder Herschel Schmoykel Krustofski. Her er der vist enighed om, at det er et for besværligt navn for en klovn der er vært i børnetv-program. I samme kategori falder sangerinden Sweet Mary. Sweet hvem? tænker du nok. Ja, det tænkte jeg også da jeg så hendes navn først gang på omslaget til Jakob Park's CD, Tales from a lost poet. Men hun hedder i virkeligheden Annemarie Jensen og det er jo ganske rigtigt ikke et showbiznavn, men navnet på en ung kvinde fra Nordjylland. Hun synger så heldigvis så godt, at hun kan begå sig i showbiz.
Jakob Park er pladedebuterende pianist (suppleret med Rhodes og orgel) der har valgt det klassiske trioformat som fundament. Med Janus Tempelton på trommer og Hugo Rasmussen på bas må man også sige at det musikalske fundament er iorden. At han supplerer med førnævnte Sweet Mary på vokalen er en gevinst. Pladen indeholder flere gode sange, med nynne-med-potentiale. Bewitched og What am I to say er blandt dem. Men Love song # 1 tager prisen. Den har jeg har taget mig selv I at nynne adskillige gange. At Jakob Park så gik og nynnede Waltz for Debby da han lavede den - går jeg ud fra - trækker ikke ned. En fin vals der klæder den lyrisk elegante trio og Sweet Mary's stemme.
Bill Evans er heller ikke langt væk som inspiration ved klaviaturet. Jakob Park har lavet en afvekslende plade med små solopianostykker, trio og vokalnumre. Han har skrevet alle numrene og er en god gammeldags romantiker. Sådan en vil vi altid have brug for.
Bonusinfo:
Pladen er indspillet i Nilento Studios i Göteborg med Lars Nilsson ved roret.
My Space: www.myspace.com/jakobparktrio
De entusiastiske folk fra jazzklubben Giant Steps i Svendborg har endnu en gang sammensat et program der imponerer.
De starter d. 3. september, hvor det er VéloVélo der ligger for. Her på bloggen var de med på listen over årets bedste udgivelser fra 2008, så behøver de vist ikke en bedre anbefaling ;-)
Genremæssigt får det lov til blafre noget i Svendborg, når feks. klezmerdrengene i Mames Babeganush går på scenen d. 10. september og d. 1. oktober når Tako Lako spiller balkaninspireret musik.
Herudover byder efteråret i Svendborg bla. på GinmanBlachmanDahl, Deodato Siquir, Lima Lima, Niels Ryde, Veronica Mortensen, Surf in Stereo, Mads Hansen, String Swing og den årligt tilbagevendende Giant Steps Dream Jam.
www.giantsteps.dk
Det er som at skyde dope lige ind i blodbanen, når jeg kigger på listen over udgivelser med dansk jazz vi kan forvente i det kommende efterår. Total tilfredsstillelse, opløftet humør, ro i kroppen, lækre vibes...og så nedturen!
Pladerne er for den da ikke udkommet endnu!
Så jeg må vente og der er nogen der bliver svære at vente på.
Calibrated Records
Selskabet fortsætter med den høje udgivelsesfrekvens. Der er store forventninger til Sidsel Storm herfra bloggen.
DJM Big Band: Live Brazil (7. sept)
- med Carlos Malta & Pife Muderno Samt elever fra det jyske musikkonservatorium
Indianerne: Indianerne (7. sept.)
- med Kresten Osgood og elever fra det jyske musikkonservatorium.
World On A String: Second outlet (14. sept)
- med bla. Bjarke Falgren og John Sund
Camilla Dayyani: Come my way (14. sept)
Jens Skou Olsen: Summer on the moon (21. sept.)
Jens Fuglsang & Reve Boheme: Cafè Django (28. sept.)
John Sund & Ayi Solomon: Duometric events (5. okt.)
Emil Hess Evolution Orchestra: Ukendt titel (5. okt.)
- med bla. Søren Lee, Thomas Fryland og Klaus Löhrer.
Sidsel Storm: Ukendt titel (okt/nov)
- med bla. Morten Lund og Lars Jansson
Steen Rasmussen feat. Josefine Cronhom: Ukendt titel (okt/nov)
BRO Recordings
Det nye danske selskab der debuterede i slutningen af 2008 med udgivelser med Mads Vinding Trio og Nuevo Trio Porteno, er klar med de tre udgivelser i dette efterår.
Steen Hansen & Mads Vinding: Bass & Bones (15. august)
Paolo Russo & Band Au Neon: Il Segretto (15. september)
Mads Vinding / Alex Riel: Special invitation feat. Dave Samuels (15. november)
Little Beat Records
Selskabet der er eksperter i ældre dansk jazz har en del på programmet i efteråret, med ny og gammel jazz.
Svend Asmussen: Makin' Whoopee ... and music! (juli)
- indspillet Florida med am. musikere, jan. 2009, for amerikanske Arbors Records.
Leo Mathisen: The Complete Series, Vol. 6 - div. optagelser indspillet 1944-46. (december)
Ib Glindemann: Turn on the Heat (efterår)
- indspillet 2008 - markering af IGs 75 års dag
Peruna Jazzmen: Bob Greene & Peruna Jazzmen (efterår)
- indspillet 1970-72 - udsendes i anledning af orkestrets 50-års jubilæum
Bent Jædig: The Free Spirit 1/2 (september)
- div. optagelser indspillet 1963 - 2003.
ILK Music
Der kommer flere udgivelser fra det energiske selskab, men en udgivelse er allerede planlagt.
Han Bennink Trio: Parken (28. september)
-den legendariske trommeslager i selskab med Simon Toldam på piano og Joachim Badenhorst på klarinet og basklarinet
Your Favourite Records
3 udgivelser bliver det til fra Favoritpladerne
Cordelia: At the Pink Pony (august)
Aggerbæk Kvintet: My oh my (oktober)
Rasmus Ehlers Trio: Trinity (november)
-Ehlers jr. og sr. i selskab med Kresten Osgood.
Cowbell Music
Der kommer to plader fra dem i efteråret, men der arbejdes også på udgivelser til udgivelse i januar med Kenny Werner og Benjamin Koppel sammen bla. Alex Riel.
Benjamin Koppel: Adventures of a Polar Expedition (efterår)
- med Hans Ulrik, Jon Balke, Palle Danielsson og Alex Riel
Benjamin Koppel: At Ease (Efterår)
- med Bobby Watson, Kenny Werner, Pierre Boussaguet og Alex Riel
ECM Records
Tidligere har Marilyn Mazur udgivet på ECM, nu er endnu et (næsten) dansk hold klar på det verdenskendte selskab.
Bollani/Bodilsen/Lund: Stone in The Water (4. september)
- indspillet i Avatar Studiet i New York, udgivelsen følges op af en turné i Italien, England, Tyskland og Spanien. Til sidst rammes Danmark til vinterjazzen
Steeplechase
Det danske selskab der bla. udgiver en del nyindspillet amerikansk jazz har også danskere i folden.
Pierre Dørge New Jungle Orchestra: At the Royal Playhouse (september)
- med Josefíne Cronholm, Shashank Subramanyam og Dawda Jobarteh
Stunt Records
Der kommer selvfølgelig meget mere fra Stunt. her kan det anbefales at følge med i Jazzspecial.
Malene Mortensen: Agony & Ecstasy (september)
Mona Larsen: Ukendt titel (september)
- med Thomas Clausen, Thomas Fonnesbæk, Karsten Bagge, Hans Ulrik og Kristian Jørgensen.
Line Kruse: Dream (september)
- den danske, men i Frankrig bosatte violinist er klar med sin anden plade, med bla. Nicola Andrioli, Fabrizio Fenoglietto, Laurent Robin, Minino Garay, Dj Smadj, Paolo Russo, Aude Brasseur, Edsel Gomez, og Ira Coleman.
Nikolaj Hess: Global Motion + (september)
- med Marc Mommaas, John Hebert, Tony Moreno, Ben Monder og Jeff Ballard
Ricky Tick Records
Finsk selskab der er suveræne til dansabel (overvejende akustisk) jazz
Povo: On the spot Reworks (efterår)
-Lars Vissings og Anders Andreasens gendigtninger af danske jazznumre fra 50'erne og 60'erne
Loveland Records
Jakob Bro's lille selskab der kun udgiver musik med Jakob Bro, udgiver ikke overraskende en plade med Jakob Bro.
Jakob Bro: Ukendt titel (november)
Gateway
Indra: Ukendt titel (december/januar)
- New York sangerinde, Indra Rios-Moore bosiddende i Århus, debut med bl.a. Uffe Steen, Benjamin Trærup og Thomas Sejthen.
RedDot
Sinne Eeg: Ukendt titel (december/januar)
- DR produktion, som præmie for DR P2 Jazz Prisen 2009, med bl.a. Lennart Ginman, Jacob Christoffersen og Morten Lund
Ukendt selskab
Her er nogle af dem jeg har opsnuset rundt omkring der bliver pladeaktuelle i løbet af efteråret, men hvor jeg ikke ved hvilket selskab der udgiver dem.
Offpiste Gurus: Ukendt titel (efterår)
- Fredrik Lundins nye projekt sammen med Trinelise Væring
Magnify feat. Marc Mommas: Ukendt titel (efterår)
Jazzkamikaze: Supersonic revolutions (september)
- pianisten Morten Schantz er begyndt at synge! og jazzen er trådt i baggrunden
Sonja Richter: Ukendt titel (september)
- skuespillerinden produceret af Mads BB Krog, i selskab med bla. Peter Rosendal
Basunisten Anders Larson har startet bloggen Jazzblog.dk med undertitlen Om Jazzen Fra Jazzen. Her vil danske jazmusikere fortælle om deres musik, deres projekter og deres tanker om dansk jazz.
Siden starten i begyndelsen af august, har der været indlæg fra så forskellige folk som jazznestoren Erik Moseholm - der skriver om musikerne i Danmarks Radios kantine i 50'erne, trommeslageren Morten Lund - der skriver om at lytte med kroppen, saxofonisten Jakob Dinesen - der skriver om sit nye band, bassisten Anne Mette Iversen - der skriver om jazzfestivaler og pianisten Nikolaj Bentzon - der skriver om sin nye plade.
Hvis Anders Larson kan holde det indlægs-tempo han har lagt ud med, så har han scoret en læser her, der vil tjekke bloggen flere gange ugentligt. Jeg glæder mig til at følge den!
www.jazzblog.dk
Det skæve cirkus
Cirkus, kabaret, avantgarde, strygere, kvindevokal og guitar er nogle af elementerne på Cordelia's anden plade At the Pink Pony, der netop er udkommet på pladeselskabet Your Favourite Records. Pladen blev præsenteret under Copenhagen Jazz Festival, hvor Your Favourite Records havde deres egen scene. En scene Der præsenterede så forskellig musik som Looter Beats svedige gangsterfunk og Lars Winther Trios modige bud på en opdatering af den nordiske jazz. Men altså også Cordelia der ledes af guitaristen Kasper Bai.
Det farver musikken stemningsmæssigt, at der er inddraget en strygerkvartet i Cordelia. Feks. er titelnummeret At the Pink Pony en forrygende tour de force på en westernsaloon, der er flyttet ind på en parisisk cafe, med en indladende Stinne Henriksen i den vokale front, tilføjet banjo og strygere. Nummeret er en af den slags som man får lyst til at drikke fransk bourbon til, hvis det altså fandtes.
Det følgende nummer Second hand store er en avantgarde-skævert. Det er meget betegnende for pladen der bærer præg af, at være helt sin egen. Den ligger ikke under for evt. musikalske modeluner. Men fremstår alligevel meget nutidig i udtrykket. Et af pladens højdepunkter er nummeret Sweet surrender, den bringer minder frem om 70'ernes Savage Rose. Hammond, el-spade og fuld vokal-udladning er nogle af elementerne på et nummer, der som det mindste er et download værd.
Komponisten og orkesterlederen Kasper Bai skal roses for det musikalske mod han udviser ved, at søsætte en nonet med fire strygere der i den grad bruges til, at udforske og udvikle musikken.
Cordelia: www.cordelia.dk
My Space: www.myspace.com/cordeliasongs
I forrige uge skrev jeg om, hvor svært det kan være at få smidt noget dansk jazz i ørerne. Jeg foreslog at man lavede en samlingsplade med ny dansk jazz. Hvordan skal den egentlig se ud. Hvad skal med på en sådan plade?
Jeg har lavet et forslag, som du feks. kan bruge som inspiration til download af musik fra iTunes, Emusic og TDCplay.
Nu må jeg så spekulere lidt over, hvordan jeg får finjusteret idéen, så de danske jazzpladeselskaber og JazzDanmark vil være med. JazzDanmark laver tilsyneladende allerede en CD, som de bruger som promotion på det internationale marked. Så måske er noget af jorden allerede gødet...
Det er her at du gerne må komme med et input, så en sådan CD kan blive til virkelighed til næste sommer, når festivalsæsonen sætter ind.
Altså hvem vil kan lade være med at købe en dobbeltCD med god dansk jazz til kun 50 kr?!
THE RED SIDE
1. Jogujo Circuit: Rød gele
2. Brum From Denmark: The Drive
3. Ibrahim Electric: Brothers of Utopia
4. Jazzkamikaze vs. A Kid Hereafter: The revolution's in your hands
5. Mames Babeganush: Kojak
6. Grammofunch: The Insider
7. Caution! Art Kills!: Like a pen
8. Looter Beats: Godspeed Callahan
9. moLd: Voodoo down jump
10. Anderskov Accident: Boxy
11. Magnus Fra Gaarden: Nervemedicin
12. Spacelab: Playin'
13. VéloVélo: Parnummersyv
14. Sekten: Himlen slukar träden
15. Ploug/Petterson/Badenhorst: Soft spoken
16. Bernstein/Rojas/Osgood: Hope for Denmark
17. Torben Ulrich & Søren Kjærgaard: Songline no. 2
THE WHITE SIDE
1. Kenny Werner & Jens Søndergaard: Lover man
2. Katrine Madsen: Turbulent time of life
3. Dahl/Vinding/Riel: In your own sweet way
4. Helle Henning: Dengang Jeg var barn
5. Anders Mogensen: Always
6. Malene Mortensen: Temptation (live)
7. Michael Dalgas: Hymn to the loss of inspiration
8. Povo: Bennie's groove
9. Sinne Eeg: Spring can really hang you up the most
10. Søren Møller & Dick Oatts: The clouds above
11. String Swing: No difference
12. Jakob Dinesen: Onlyest way
13. Jakob Bro: Origin
14. Christian Vuust Dynamo: Dance who you are/Godmorgen
15. Kenny Werner & Benjamin Koppel: Walden
