The Trio Lars Møller/Ronan Guilfoyle/Jonas Johansen: Divisions (Calibrated)

Han har tidligere lavet et par saxtrioplader med Hans Ulrik og Steve Swallow. Nu er trommeslageren Jonas Johansen aktuel med en ny saxtrio. Denne gang sammen med saxofonisten Lars Møller og den irske bassist Ronan Guilfoyle. Johansen lærte Guilfoyle at kende via nogle seminarer afholdt af IASJ (International Association of Schools of Jazz). Guilfoyle har skrevet lærebogen Creative Rhytmic Concepts for Jazz Improvisation og Johansen var imponeret over Guilfoyles rytmiske færdigheder. Johansen og Møller tog kontakt tiil Guilfoyle og begyndte at spille med ham i 2008. Guilfoyle spiller ikke på kontrabas ligesom Steve Swallow. Hvor Swallow har valgt den semiakustiske basguitar, spiller Guilfoyle på en akustisk basguitar. Lars Møller har i de senere år overvejende gjort opmærksom på sig selv som leder af The Orchestra og på det seneste som leder af det gamle Klüvers Big Band, der nu hedder Aarhus Jazz Orchestra. Det afholder ham dog ikke fra, at træde frem og spille saxofon, som om det var det eneste han gjorde.

Med fravalget af et akkordinstrument bliver musikken mere kantet. Trioen nærmest hugger melodierne i småstumper. Kompositionerne har de deltes om at skrive. Lars Møller spiller pågående ekspressivt. Jonas Johansen kommer dynamisk  omkring musikken og er ham der får det til at hænge sammen. Guilfoyle har et energisk drive der passer fint ind i trioen. De spiller musik, hvor de alle tre bliver udfordret. Det er ikke let musik at spille. Det er heldigvis lettere at høre på. Det er en plade som unge jazzmusikere bør lytte til. De spiller overlegent mens de på samme tid er instrument-teknisk presset helt op i det røde felt. Modigt - fordi de tør. Flot - fordi de kan.

Elena Setién: Twelwe Sisters (ILK)

Hun har i duoen Litlle Red Suitcase høstet rigtigt mange roser sammen med tyskeren Johanna Borchert for deres innovative indiejazz. Nu står hun på egne ben. Spanieren Elena Setién der har boet i København siden 2002 har lavet et album der placerer sig i samme genreskuffe som kollegerne fra pladeselskabet ILK Eggs Laid by Tigers og Travelling Tribes. Det er musik skabt i skæret af indiepop og singer-songwriter-genren med lyse farver af noget jazzet.

Jonas Westergaard (bas) og Peter Bruun (trommer) går igen fra Eggs Laid by Tigers. Guitaristen Jonas Struck har været til arrangere musikken som er skrevet af Elena Setién. Hun har taget udgangspunkt i gamle familiefotografier og bygget videre på nogle af historierne der går i familien. Numrene er gennembearbejdede med teatralske undertoner. Det er blevet et flot og stemningsfyldt album, hvor Elena Setién der spiller både piano, violin og bratsch kommer godt omkring.

ilkmusic.com

Edvard Lygre Møster: Møster! (Hubro)

I Norge har de fremdyrket en særlig evne til, at blande eksperimenterende elektronisk/elektrisk musik med jazz. Nils Petter Molvær og Supersilent er sammen med Jan Bang og Punkt Festivalen nogle af Norges mest fremtrædende eksponenter for den musik. Der befinder sig en stor underskov af norske musikere der bekæftiger sig med musikken. Saxofonisten Kjetil Møster der har en fortid i bl.a. The Core, Datatrock og Zanussi 5 er manden i spidsen for denne kvartet, der er optaget live på Nasjonal Jazzscene en decemberaften i 2011. Vi præsenteres for fire numre, hvor det rolige numme Compositon Task # 1 er afvigeren.... De andre numre er upfront, kraftfyldt jazzrock med eksperimentelle overtoner. 

Ståle Storløkken kan spille en solo som var han lige trådt ind i Miles Davis band i starten af 70'erne, hvilket han bl.a. beviser med en medrivende og forvrænget Rhodes solo på nummeret Ransom Bird. Kjetil Møster har en direkte forbindelse tilbage til start-70'ernes eksperimenterende jazzrock, hvor kilometerlange råseje trommegrooves gav grobund for udflippede eksperimenter med instrumenterne. Møster har en forkærlighed for John Coltrane. Han forsøger med sin musik, at give sit bud på hvilken retning Coltranes musik kunne have taget. Alt det lagt sammen giver et ganske medrivende album, der har fået meget af liveenergien med i indspilningen.

hubromusic.com

Alexandra Ravald: Time to learn (ET Go Home)

Vokaljazz i et krydsfelt mellem poppen og singer-songwritergenren som man kender fra Joni Mitchell, Esperanza Spalding og ikke mindst Rickie Lee Jones plejer at glide ned som var det grøn te. Man tager ikke skade af den - det er måske endda også sundt! Den svenske sangerinde og pianist Alexandra Ravald kaster sig over modigt over den genre på albummet Time to learn.

Hun gør det ganske fint. Hun har en behagelig stemme der gør sig godt i de poppede toner. Det fungerer bedst når det er uptempo - i balladerne er der en tendens til lidt tomgang. Alligevel kan jeg ikke slippe pladen helt. Ravald spiller selv klaver mens hun musikalsk bakkes effektivt op af både trommer, guitar, hammond, saxofon og bas. Velspillet og prunkløst. Alexandra Ravald's plade er på mange måder tidløs og så alligevel noget utidig. Der er ingen skarpe kanter eller runde for den sags skyld. Der skal ikke justeres meget på musikken, så sidder den i skabet næste gang. Grundmaterialet er i høj grad til stede.

alexandraravald.se

Kjeld Lauritsen: In The Zone (Music Mecca)

Uuuuh, hvor kan det hele da nogle gange være så dejligt ukompliceret....på den fede måde! Orgel, trommer og guitar og så ind i zonen...nogle vil kalde den The Comfort Zone. Kjeld Lauritsen kalder det bare The Zone. The Comfort Zone er der hvor et menneske befinder sig i et angst-neutralt leje. Man udsætter ikke sig selv for nye udfordringer. I psykologien er det ikke nødvendigvis noget positivt at befinde sig i The Comfort Zone. Der vendes tilbage til et uhensigtsmæssigt mønster præget af genkendelighed og regression. Hvis man er narkoman vil man ikke rives ud af stoffernes "Comfort Zone". Når det så i stedet drejer sig om en gammel afhægighed af Booker T & The MG's og Jimmy Smith, er det end ikke i psykologiens verden en usund Zone. Tværtimod!

Kjeld Lauritsen er om nogen Hammond-orglets frontkæmper her til lands. Det er kun 2 måneder siden, at jeg anmeldte hans næst-nyeste album, hvor han spiller klassisk jazz sammen med den islandske alt-saxofonist Sigurdur Flosason. Nu gælder det så souljazz, grooves, rhythm'n'blues, gospel og god sjat New Orleans funk. Sammen med hans mangeårige musikalske makker, guitaristen Per Gade og trommeslageren Søren Frost har Kjeld Lauritsen skabt en effekltiv trio der spiller musik der sender os direkte ind i zonen. Der er Lauritsens balladehyldest til Dr. Lonnie Smith, Lonnie's Lullabye. Der er Gades festbombe The Cannonball. Sammen med velkendte numre som I cover the waterfront, I only have eyes for you og The nearness for of you har Lauritsen lavet en god samling musik. De to sidstnævnte numre har ligesom nummeret Warning fået vokal af den svenske sangerinde Almaz yebio, der giver nogle fine afbræk. Per Gade's genkendelige og elegante jazzguitar er i særklasse. Søren Frost høres ikke så ofte i jazzsammenhænge (udover i DR Big Band). Han spiller funked, jazzed og grooved out fedt.

In the Zone er driftsikker Hammondjazz af den gode slags. Jeg har en svaghed for Kjeld Lauritsens Hammond-orgel. Svagheden er ikke blevet mindre efter, at denne plade landede hjemme hos mig.

Bonusinfo:

Den udkommer både som CD og LP.

kjeldlauritsen.dk

Interfoam: Breeding (Gateway)

Interfoam vandt i 2011 Ung Jazz konkurrencen. Deres utraditionelle opstilling med sax, trompet, tuba og trommer ikke bare vakte opsigt - men fungerede også som afsæt for et skramlet balkanjazzet univers. De udsendte en demo-CD for et år siden, som jeg også anmeldte her på bloggen. Den blev primært lavet som et visitkort til koncertarrangører. De ville gerne bruge lidt mere tid på at lave en rigtig lang-spiller. Nu er den her så og der er sket lidt i  mellemtiden. Tubaspilleren og komponisten Rune Jakobsen har føjet bassen til sit instrumentrepertoire i Interfoam - han spillede også bas i Magnus Fra Gaarden. Kender man Magnus Fra Gaarden, går man ikke galt i byen. Der er den samme udadvendte, sprælske og viltre energi tilsat hæsblæsende meget blæs.

Interfoam har i Mikkel Grevsen på trompet, en mand der tør ligge helt fremme. Mads Egetoft på sax griber idéerne mens trommeslageren Kristoffer Tophøj trasher afsted. Det er musik med mange besværlige breaks og figurer. Det står ikke stille et øjeblik. Hele tiden kan der laves et skifte. Som en anden rutschebanetur er det bare med at hænge på. De kalder deres musik for trashjazz. De tør også at skramle og slippe styringen - meeen ikke for længe. Det her er ikke tilfældighedernes musik - selv om det godt kan lyde sådan en gang i mellem. De er sammenspillede i en desværre lidt for sjælden grad, i dag på den danske jazzscene. Det er fedt at kunne høre, at de mange koncerter de efterhånden har spillet rundt omkring giver et så tight udtryk.

Interfoam.dk

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW)

Det er vel en misforståelse af kalde trommeslageren Emil de Waal for en jazzmusiker. På den anden side har jazzlignende elementer altid fyldt godt op i hans mange projekter. Har man synes at der har været for lidt jazz i de Waal's projekter. Så er det pay back time nu. I bandet Emil de Waal+ har han sammen med multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og keyboardspilleren Søren Kjærgaard været vidt omkring. Elektroniske, avantgardistiske, rockede og eksperimentelle musikformer har været inddraget i musikken. Ved at invitere klarinetisten Elith "Nulle" Nykjær indenfor i plusset er der nu jazz ud over det hele.

Vi får så meget jazz, at de endda spiller nogle af jazzens allerstørste kompositioner. Charles Mingus' Goodbye Pork Pie Hat og et medley med Ellington's Such sweet thunder, Purple gazelle og Very special er på spillelisten. Nu har jeg haft pladen i et par uger. Jeg har hørt den sammen med venner - der alle var begejstrede ved første gennemlytning. Så har den ligget i nogle dage uden at blive hørt. Da jeg sætter den på igen, begynder der at tegne sig et billede. Jeg er mere end almindelig vild med den her plade. Nulle's lettere melankolske og stemningsfyldte klarinet er traditionen. Emil de Waal har i de musikalske legekammerater Kjærgaard og Ljunggren to ukonventionelle musikere. De er opfindsomme og afslappede overfor traditionerne - men de skider ikke på dem.

Emil de Waal+ vælger at køre i et musikalsk spor der ikke eksisterer, de skaber det selv. Der er parallelspor til nogle af de Waal's tidligere projekter som f.eks. Band Mrazem, som han havde sammen med trommekollegaen Jonas Johansen. Med den nye plade beviser de Waal med al tydelighed, at han også er jazzmusiker. For at understrege, at Emil de Waal+ er højstemte i al deres looseness, så lukker de pladen ned med Chopin's Nocturne opus 9, no. 2 - og ikke et øje er tørt!

Det er et anbefalelsesværdigt album til dem der kan lide musik.

facebook.com/emilgustafsorennulle

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte (Exlibris)

Finanskriselyrik og old school "asfalt og røde læber i neonlys"-poesi. Claus Høxbroe kan begge dele. Sammen med pianisten Oscar Gilbert har Høxbroe lavet en særdeles vellykket spoken word-plade. Høxbroe skylder en hel del til de gamle beatpoeter. Det lægger han heller ikke skjul på. Han er også dansker. Det bliver meget tydeligt i samarbejdet med pianisten Oscar Gilbert. Gilberts spiller rolige og behagelige jazzinspirerede toner. Der hersker en helt særlig melankolsk klang. Klangen af efterårsregn og våde kinder. Det er et perfekt match til Claus Høxbroe.

Claus Høxbroe kan være morsom som når han i Forførende flexlån siger: "Vi mødes ved Weber-grillen...Du siger, at Jeg er lækker friværdi". Det er urban-sjovt med et glimt i øjet. Det er storbyen, der hersker i Claus Høxbroes verden. Han er eftertænksom, finurlig og cool. Det er det bedste jeg har hørt med Høxbroe. Oscar Gilberts improviserede og meget melodiske toner passer godt til Høxbroe. Claus Høxbroe leger med klichéerne. Natten er uendelig i et univers af ledige taxaer. Der fornemmes også nogle sprækker med dagslys og alvor i Høxbroes tekster. Jazz'n'poetry kan ikke skæres ret meget skarpere, end det her bliver gjort af Høxbroe og Gilbert.

Bonusinfo:

Pladen udkommer d. 6. april, hvor der er release-koncert kl. 19.00 på Hofteatret ved Christiansborgs Ridebane.

claushoxbroe.dk

Grand General: Grand General (Rune Grammofon)

Det er kun lidt over en måned siden, hvor jeg skrev at norske Rune Grammofon viser vejen for, hvordan instrumental jazz/rock skal lyde i dag. Det var i forbindelse med anmeldelsen af Bushman's Revenge's album A little bit of big bonanza. Guitaristen derfra, Even Helte Hermansen er også med i gruppen Grand General. Det er violinisten Ola Kvernberg der står i spidsen for gruppen. Han har skrevet musikken sammen med bassisten Trond Frøness. Gruppen betragtes som en norsk supergruppe, med markante musikere fra den norske rock og jazzscene som medlemmer. Ola Kvernberg lavede i 2010 albummet Liarbird der i 2011 fik en norsk Grammy i kategorien årets bedste jazzalbum. Som barn spillede han folkemusik og siden gik han jazzvejen på konservatoriet i Trondheim.

I betragtning af at det er Kvernberg der er Leader of the pack, er der for lidt violin og for meget guitar på pladen. Når han kommer frem med strygestålet viser han vejen for, hvordan violin kan lyde i en vilter jazzrockaftapning anno 2013. Det er der bare for lidt af. Der er rigtigt meget af den tunge guitar. Fedt - men pointen med Grand General er vel for pokker, at der er violinist i spidsen der kan vride strengene på den rigtige måde. Så skal han også dominere! Når han gør det, er det som at lande i et clash mellem heavy, folk og jazz - og det fungerer. Det er progressiv jazzrock a la Mahavishnu Orchestra - bare fyrre år senere.

runegrammofon.com

Caroline Henderson: Lonely house (Copenhagen Records)

Hvordan kommer man videre efter at have lavet 6 jazzplader og en stor forestilling med egen musik i centrum? Man kunne kaste sig over Kurt Weill. Det er lige præcis det Caroline Henderson gør med sit nye album. Weill's betydning for moderne musik er stor. Det er ikke kun jazzen der har hentet inspiration hos tyskeren der tog til USA. The Doors og Lou Reed har indspillet Weill's musik og svenske Joakim Thåström lavede sammen med Imperiet i 1985 en genial fortolkning af Surabaya-Johny. Indenfor jazzen blev Mack the Knife en standard takket være Louis Armstrong. Der er med andre ord mange steder op gennem musikhistorien, hvor Weill har sat sine spor.

Caroline Henderson vælger klogeligt nok ikke et jazz-jazz spor. Det ville simpelthen være for banalt. I stedet er det Caroline Henderson version 2013, hvor jazzen er en del af showet - men ikke den dominerende. Her er også luksuspop i en nyere aftapning end den hun lavede sammen med Thomas Blachman og Kasper Winding i 90'erne. Med musikerne fra Jazz Love and Henderson forestillingen; Nikolaj Hess (piano), Jakob Høyer (trommer) og Daniel Franck (bas) har hun basen til, at give sig i kast med 11 forskellige Weill-kompositioner. Frederik Henrik Møller tager sig af supplerende beats og programmering mens Gustaf Ljunggren tager sig af diverse strengeinstrumenter.

Meget af Weill's musik var skabt til teaterforestillinger. Dramaet udebliver heller ikke i Hendersons fortolkninger. Hun har skabt et dekadent og blomstrende univers af småjazzede popperler med hjerte og dybde. Lonely house er nutidig kvalitetspop med respekt for fortiden.

carolinehenderson.dk

Maria Faust Jazz Catastrophe (Barefoot Records)

Hun viser sig endnu en gang fra en ny side. Den estiske altsaxofonist Maria Faust, der bor i København har udvidet Maria Faust Groups 7-8 medlemmer til det dobbelte. Hun kalder dem for Jazz Catastrophe. Katastrofen er den ulmende og ildevarslende stemning der bobler i musikken. Brister boblen? Kommer katastrofen? Ja, det tør nok siges. Sang, 2 trompeter, 4 sax'er, trombone, tuba, guitar, klaver, 2 basser, trommer og fløjte bruger Faust i Jazz Catastrophe. Det er musik der bevæger sig mellem det skarpt iscenesatte, det nedskrevne, improbulder og eksplosioner.

Faust er ikke bange for at lave musik der gør nas. Denne gang illustrerer hun det ret tydeligt på coveret. Her har den estiske kunstner Kiwa lavet billederne med titlen In the Penal Colony. Franz Kafka's roman Straffekolonien har givet titel til billeder af brændemærker lavet af kabler med stik (eks: RCA Phono plug eller Apple 30-pin dock connector). Det er ikke afslappende at se på. Det er Faust's musik heller ikke, at lytte til. Når du så til gengæld investerer dig selv i musikken, så er der åbent for oplevelser langt ind i sindet. Erfarne musikere fra den danske improjazzscene er med til, at løfte Faust's idéer ud i virkeligheden. Kasper Tranberg, Tobias Wiklund og Lars Greve er nogle af blæserne. Mens pianisten Morten Pedersen banker hul i klaveret på pladens første nummer.

Bassisterne Adam Pultz Melbye og Nils Bo Davidsen støder sammen med tubaspilleren Kristian Tangvik på nummeret Vladimir. Pladens store force er at Faust kommer omkring alle musikerne. Hun bruger dem og har med tilføjelsen af vokal (Qarin Wikström) sat endnu en dimension på. 

Maria Faust Jazz Catastrophe er et demokratisk freejazz-ensemble med et kvindeligt statsoverhoved. Følelserne sidder udenpå - og det bliver brugt til noget! Maria Faust Jazz Catastrophe er en oplevelse der ikke glemmes lige med det samme. Der er kommet brændmærker i mine ører - spørgsmålet er om der også kommer ar.

mariafaust.com

Marius Neset: Birds (Edition Records)

Det er en syv-otte år siden at jeg første gang hørte om den norske tenorsaxofonist Marius Neset. Han havde vundet konkurrencen Young Nordic Jazzcomets i 2005 sammen med Jazzkamikaze. En overgang var de talk of the town på den danske jazzscene - og med rette. Debutalbummet Mission I fik mange afspilninger i min CD-afspiller. Jeg synes stadig at den holder. Marius Neset havde lavet et par af numrene på pladen. Det var de numre der havde den største kompleksitet. Det er det spor han stadig følger. På det nye album er taktskift og finurlige breaks fortsat en del af rutinen. Når det så er sagt, er der også sket rigtigt meget.

Marius Neset's tredje udspil i eget navn er det foreløbige højdepunkt i en karriere, der allerede har haft en del højdepunkter. Neset er igen inde på et klassisk spor, som han var på debutpladen Suite for the seven mountains. Neset er ikke bange for at være højstemt og pompøs. Der er finaler, der er et festfyrværkeri værdigt. Den musikalske kerne er trioen Phronesis (med Neset's gamle venner Jasper Høiby på bas og Anton Eger på trommer og englænderen Ivo Neame på piano) og vibrafonisten Jim Hart. De er med overalt og suppleres bl.a. af den klassiske accordionspiller Bjarke Mogensen (på titelnummeret Birds) og blæsere som Daniel Herskedal (tuba), Tobias Wiklund (trompet) og Peter Jensen (trombone).

Neset har en forkærlighed for at bygge numrene op som minisuiter. F.eks. tager nummeret Sacred universe os med ind i et intimt jazzunivers med sublimt sammenspil mellem Neset på sopransax og pianisten Neame. En flot ballade der bygges op og får vinger. Titelnummeret Birds sender tankerne i retning af norsk folkemusik. Marius Neset har mange idéer og til tider bliver det overrumplende. Når man kommer på bølgelængde med Nesets musik bliver det mere og mere indlysende at han er en af tidens mest originale jazzmusikere. Han laver jazzmusik der peger fremad.

mariusneset.com

Carl Winther: Tetragonz (Stunt)

1-2-3-4-og så kører det ellers bare derudaf... Carl Winther's andet album med den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi er en fortsættelse af powerhousejazzen, som de dyrkede på det første album Sonic shapes. Denne gang er Carl Winther blevet mere tydelig og styrende. På den sidste plade druknede Winther's spil ved siden af Bergonzi's kraftfyldte saxofonspil. Det er der ændret på denne gang. For det første har Winther skrevet hovedparten af numrene, for det andet er de blevet mere sammenspillede og lyttende til hinanden. 

Pladen blev indspillet i Boston i efteråret efter at kvartetten havde været på turné i USA. Med den finske bassist Johnny Åman og Anders Mogensen på trommer får Winther og Bergonzi sikker opbakning. Det er jazz, der er helt fremme i skoen. Sprængfyldt dynamisk med aner tilbage til hardboppen. Bergonzi blev en gang betegnet som verdens bedste saxofonist af Michael Brecker. Har man en svaghed for Brecker og Joe Lovano - når de er allermest pågående, så er det her sagen. Det er vanvittigt velspillet. Carl Winther træder i karakter på denne plade.

sundance.dk

Monoswezi: The Village (Riverboat Records/World Music Network)

Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe er de fire lande der bidrager med musikere til Monoswezi. Musikken består af traditionelle omarrangerede numre fra Zimbabwe. Som på det forrige album fra 2010 er den afrikanske musik det tydeligste bidrag. Lige under kan der så høres elementer fra jazz og nordisk musik. 

Saxofonisten Hallvard Godall, bassisten Putte Johander og trommeslageren Erik Nylander er det nordiske bidrag. Mens Hope Masike fra Zimbabwe synger og spiller på mbira - et tommelfingerpiano, som en af få kvinder. Calu Tsemane fra Mozambique synger og spiller percussion. Nordmanden Godall boede i 2008 et helt år i Maputo i Mozambique og fik her musikken ind under huden.

Det er de let genkendelige afrikanske rytmer, der dominerer. Kvintetten arbejder med det repetitive, der ikke kun kendes fra den rytmiske musik. Steve Reich's og Philip Glass' minimalistiske tanker er også tilstede. Hope Masike har en varm og blød stemme der sammen med Halvard Godall's saxofon er attraktionerne i Monoswezi. Det er verdensmusik i mødet. Det er verdensmusik i handling og det lyder godt.

worldmusic.net/store/item/TUG1063

Mats Eilertsen Trio: Sails set (Hubro)

Han lavede i 2010 albummet Elegy med denne trio Nu er  Bassisten Mats Eilertsen igen sammen med pianisten Harmen Fraanje og trommeslageren Thomas Strønen. Strønen og Eilertsens samarbejde går langt tilbage og kan bl.a. høres i grupperne Parish og Food. Den hollandske pianist Harmen Fraanje er godt etableret på den hollandske jazzscene med en lang række udgivelser på samvittigheden. 

Musikken på pladen er improviseret frem i studiet. Alle tre musikere er krediteret som komponister. De har sigtet mod at lave improviserede numre, lyde og situationer der lyder som om de er komponerede. Det lykkes ganske fint. Musikken er så tilpas løs i fugerne og tilbagelænet, at de kan skiftes til at føre an. Harmen Fraanje spiller gerne offbeat - men melodisk - så det ikke bliver alt for rodet. Strønen pacer. Eilertsen styrer fra midten de to musikere og guider dem i den retning han vil have, at musikken skal gå. 

Det er blevet til en nærmest underspillet trioplade, der har et levende og organisk udtryk.

matseilertsen.com

Chris Potter: The Sirens (ECM)

Det er Chris Potter's første album i eget navn på ECM Records. Han har tidligere medvirket på flere ECM udgivelser med bl.a. Dave Holland, Paul Motian og Steve Swallow. Potter har taget inspiratorisk udgangspunkt i Homers Odysseen. Craig Taborn sidder ved pianoet - han spiller også i Chris Potters Underground, der har lavet nogle vidunderlige plader. Han får følgeskab af pianisten David Virelles på prepared piano, celeste og harmonium. Larry Grenadier på bas og Eric Harland på trommer fuldender kvintetten.

Chris Potter spiller både på sopran og tenorsax samt basklarinet. Der er blevet plads til de store følelser på pladen. Eventyret, hjemrejsen, fristelser og identitet er noget af det fra Odysseen, der har fanget Potter. Det er 13 år siden, at han fik Jazzpar Prisen. Han er fortsat i topklasse. Det nye album står fint som et dokument på en af den amerikanske jazzscenes stærkeste saxofonister. Hans lyriske spil med en lettere melankolsk klang er skarpt og følelsesmættet.

player.ecmrecords.com/chris_potter-the_sirens

Walbum/Maintz Brazilian Quintet: Copenhagen Sao Paulo (Gateway)

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg anbefalede Morten Ankarfeldts fantastiske debut-album Rio en vermelho e azul. Albummet var indspillet i Brasilien med lokale musikere. Det samme er tilfældet med dette album. Guitaristen Thomas Maintz og pianisten Thomas Walbum rejste ligeledes til Brasilien for at indspille med lokale musikere. Er det mere af det samme? Ja i forhold til en anbefaling her fra bloggen bliver det til det samme. Musikalsk er det ikke helt det samme. Maintz og Walbum er som en drink i sommerbrisen mens Ankarfeldt mere er som en kop kaffe.

I firserne flirtede forskellige amerikanske guitarister som Pat Metheny og Lee Ritenour med brasiliansk musik. De kunne spille akustisk jazzguitar som ingen andre og inspirerede en hel generation af guitarister. Herunder også Thomas Maintz. Der er den samme lette og umiddelbare tilgængelighed i Walbum og Maintz's greb om den brasilianske musik, som kendetegnede firsernes dyrkelse af den brasilianske jazz. Den stod på skulderne af fusionen og dansede lystigt til de brasilianske rytmer. De to danskere deles om komponist-tjansen. I Brasilien fandt de  sammen med tre erfarne musikere på bas, percussion og trommer. Bassisten Sizao Machado har samarbejdet både Cher Baker og Milton Nascimento.

Det er nu de to danskere der stjæler showet. Nok får de brasilianske musikere masser af plads. Når Maintz folder sig ud på den akustiske guitar er det dog en fornøjelse af de sjældne. Han spiller med en selvfølgelig sikkerhed. Walbum's melodiske sans samler musikken og får den til at flyde naturligt og behageligt afsted. Walbum/Maintz har lavet en brugsplade, der bør få en tilværelse som lydtapet til de gode dage og livet.

Bonusinfo:

De spiller nogle koncerter i løbet sommerens festivaler i København og Aarhus.

brazilianquintet.com

Jesper Lundgaard Trio: Walk tall - The Adderley Project (Storyville)

Der er kun en saxofonist jeg har dyrket mere end John Coltrane. Det er altsaxofonisten Julian "Cannonball" Adderley, der både i lyd, attitude og udtryk er helt unik. Jeg blev tændt på den tillokkende kobling mellem jazz og rhythm'n'blues/soul og det der blev til souljazz. Jeg blev tændt på hans unikke samarbejde med broderen og trompetisten Nat Adderley, der også er en vigtig brik i historien om Cannonball. Jeg blev tændt på de sidemen han samarbejdede med - specielt Joe Zawinul. Sådan kunne jeg blive ved. Jesper Lundgaard har givet mig mulighed for, at gøre opmærksom på min begejstring for Cannonball. Lundgaard har lavet et tribute-album til jazzkæmpen. Lundgaard er en erfaren udi hyldestalbums. Han har bl.a. tidligere lavet hyldestplader til Jimmy Giuffre, Cornelis Vreeswijk og i 2005 var det kendingsmelodier fra film. Endnu en gang er Lundgaard sammen med Niclas Knudsen på guitar og Hans Ulrik på saxofon.

De griber det både originalt og respektfuldt an. En af mine store Cannonball-favoritter er Walk Tall. Niclas Knudsen indleder nummeret med akustisk guitar, hvor der på originalen er el-piano. Hans Ulrik tilføjer et cry på saxofonen der er originalens nærmest spirituelle stemning værdig. Det er selvfølgelig ikke fair overfor Bobby Timmons, at kreditere Cannonball for souljazzklassikeren This Here, som der gøres på coveret. Det var ganske vist Cannonball der var med til, at gøre nummeret berømt, men det var Cannonball's daværende pianist Timmons der lavede nummeret. Fire af pladens 11 numre er skrevet af trioens medlemmer. De rammer fint Cannonball-stemningen. De spiller også klassikere som Stars fell on Alabama, Nippon Soul og afslutter pladen med Sack O Woe. En god afslutning på en intim og velspillet hyldest til en af jazzens største altsaxofonister (ja ja, jeg ved godt at Parker er den største - jeg er bare større fan af Cannonball).

Jesper Lundgaard spiller pågående og forfinet råt på bassen. Han fornemmer fint hvornår han skal træde frem og dominere eller hvornår han skal træde tilbage. Niclas Knudsen spiller både på elektrisk og akustisk guitar - sammen med Hans Ulrik skaber han den rette stemning. Så det skal også lige nævnes at Jesper Lundgaard stryger bassen som ingen anden herhjemme. Prøv bare at høre This Here og Sack O Woe.

Bonusinfo:

Trioen kan opleves på Jazzhus Montmartre, torsdag d. 21. marts, hvor pladen også udgives.

Søren Gemmer: At first (ILK)

Debutplader som denne er om ikke sjældne, så i hvertfald meget velkomne. Pianisten Søren Gemmer har sammen med guitaristen Per Møllehøj, trommeslageren Andreas Fryland og den finske bassist Tapani Toivanen lavet albummet At First. Det er Gemmers musik og det hans piano der står i centrum. Når det så er sagt så har guitaristen Per Møllehøj også en fremtrædende rolle. Det er ti stærke kompositioner, hvor der er plads til det tydeligt definerede og det løse. Et nummer som Shostakovich er et glimrende eksempel på det. Fryland indleder nummeret med blødt spillede whiskers. Møllehøj kommer ind og spiller melodien. Underneden er Gemmers piano der flyder for så at spille med på melodien. Herefter kommer Møllehøj igen ind med et skarpere spil på guitaren der løfter nummeret. Gemmer tager magten i nummeret og lader det igen flyde og gå lidt i opløsning. Toivanens bas skaber overgangene i nummeret. 

Søren Gemmer spiller velovervejet og overraskende modent. Musikken har en behagelig melodisk åre. Der er en melankoli som kendes fra senromantiske og moderne klasssiske komponister. Jeg er ret overrasket over at der i yderkanten af dansk jazz sniger så stort et talent rundt. Den 29 årige pianist blev færdig på det Rytmiske Musikkonservatorium for et par år siden. Jeg håber at vi kommer til at høre meget mere til ham - og gerne med disse musikere. Møllehøj imponerer i sjælden grad mens Fryland endnu gang understreger at han er noget særligt.

sorengemmer.com

Nikolaj Hess: Trio (Gateway)

Nikolaj Hess har med denne plade åbnet op for et nyt kapitel i karrieren. Blandt de mange plader som pianisten Hess har medvirket på gennem årene, har markante amerikanske musikere ofte været gæster på pladerne. Denne gang er Hess rykket sammen med to af de mest toneangivende og efterspurgte musikere i amerikansk jazz (og grænselandet deromkring) indenfor de sidste 10 år. Bassisten Tony Scherr og trommeslageren Kenny Wollesen er begge faste medlemmer af Bill Frisell's Trio. Her har de skabt en række genredefinerende plader der kommer til, at stå mange år frem. Wollesen er også fast mand hos avantgardisten John Zorn mens Tony Scherr er en meget efterspurgt sessionmusiker - med både Norah Jones og Rufus Wainwright på samvittigheden.

Når Hess spiller sammen med to så stærke og personlige musikere er forventningerne høje - og de bliver mere end indfriet! Nikolaj Hess har skabt et trioalbum der flyder af melodisk overskud. Hess' afvekslende pianospil - har både smagen af det søde og det salte. Han spiller de to Bob Dylan kompositioner Make you feel my love (fra det klassiske '97 album Time out of mind) og Masters of war og Ellington's Cottontail. Resten har han selv skrevet. Hess har en sans for at lade musikken flyde helt naturligt. Numre som Sept 10 og Film har været favoritter siden jeg hørte pladen første gang. Trio er et album du skal købe, når du får mulighed, hvis du har en svaghed for melodiske triojazzalbums med tyngde og fylde.

Bonusinfo:

Tony Scherr indspiller med endnu en dansker til april, hvor guitaristen Aske Jacoby tager til Los Angeles og indspiller et trioalbum, hvor Jim Keltner passer trommerne.

nhess.dk

Hugo Rasmussen Allstarz & The Hugo Rasmussen Trio: Hugo…Partly Live (Stunt)

Jeg elsker Hugo - hvem gør ikke det? Så denne plade mødes med absolut positiv forudindtagethed. Det er syv år siden, at han sidst lod høre fra sig…altså på plade i eget navn. Bassisten Hugo Rasmussen er fortsat en efterspurgt musiker på livescenerne rundt omkring. I 2006 var det Hugo Rasmussen Allstarz og albummet Precious heroes det gjaldt. Det er sådan set stadigvæk. 9 kompositioner fra gamle dage og enkelt fra Allstarz-pianisten Heine Hansen finder man på repertoiret på pladen, der også inkluderer nogle indspilninger med Hugo Rasmussen Trio, der udover Rasmussen består af Allstarz-medlemmerne basunisten Mads Hyhne og tenorsaxofonisten Jakob Dinesen. De spiller bl.a. I'll see You in my dreams og Where are You? Trioen er indspillet hjemme i Hugo's stue i 2008. Det er hyggeligt. 

Resten af Allstarz er med på numre som Stardust, Somewhere over the Rainbow og Basin Street Blues. Trompetisten Kasper Tranberg har valgt den sidste og lever sin indre Louis Armstrong helt ud på det nummer. Hugo…Partly Live er ikke en stor plade. Omvendt repræsenterer den broen der eksisterer i dansk jazz mellem swing, gamle dage (dengang Hugo var ung) og nogle af nutidens skarpeste danske jazzmusikere. For hvis de skal spille swing, så skal det gøres ordentligt. Det bliver det altid gjort, når det er "The Hugo Way".

sundance.dk

Scott Hamilton: Swedish Ballads…& more (Stunt)

Svenske ballader...mmmm...det er som fyldte chokolader - spørgsmålet er kun hvor mange man kan klare. Jeg kan nok klare flere fyldte chokolader og svenske ballader end de fleste. Min kvalmegrænse findes nord for Haparanda. Den amerikanske saxofonist Scott Hamilton har spillet sammen med hans nordiske kvartet i en del år efterhånden. Her er den svenske pianist Jan Lundgren et prominent medlem. Hans påvirkning af Scott Hamilton i retning af de svenske ballader har spillet en stor rolle i forhold til det nye album med kvartetten. Jeg har albummet Ballad Essentials fra 2000 med Scott Hamilton - et album jeg ofte har nydt. Det er en opsamling af ballader fra de mange udgivelser der er udkommet siden 1977 på Concord Records. Når jeg hører det retrospektive album, er der ingen tvivl om, at Hamilton kan kæle for balladesaxofonen som f.eks. Ben Webster kunne. Hamilton er noget specielt.

Jeg er billigt til salg, når Scott Hamilton vælger at inkludere Quincy Jones' Stockholm Sweetnin' - en af mine all time favourites på hans svenske ballade-album. Han spiller også Dear old Stockholm, Olle Adolphssons Trubbel og Jan Johanssons Blues i oktaver. Det som Scott Hamilton også gør er, at han ikke overrasker. Han er lige så driftsikker som de fornuftige herresko han har på, på det ellers tjekkede cover. Billedet er taget i det navnkundige værelse 606 på Radisson Blu Royal Hotel, hvor inventaret er intakt med Arne Jacobsens design møbler. Møblerne er fra samme tid, som flere af melodierne,så det er såmænd meget passende. 

Det er danskerne Jesper Lundgaard på bas og Kristian Leth på trommer der runder kvartetten af. Det er Hamiltons tredje "danske" album, hvor Leth har været genganger på alle album. Swedish Ballads er min favorit blandt de tre. Grunden er at der har været en original og klar idé med udvælgelsen af materialet. Det er blevet til en hyggelig plade med solidt materiale og adskillige gode detaljer.

sundance.dk

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why vol. 1 (Headspin Recordings)

Han fik den første Nordic Music Prize for albummet X/Y i 2012. Albummet var langt hen ad vejen meget elektronisk funderet. Jeg var dog en smule skuffet i forhold til det fantastiske album Headspin fra 2004 - et album der må betegnes som et af de mest vellykkede overhovedet i genremødet mellem jazz og electronica i den periode. Kroatiske Goran Kajfes der bor i Sverige har også gjort opmærksom på sit talent i gruppen Oddjob. Det nyeste album trækker på en del erfaringer fra netop den gruppe, der bl.a. har spillet musik fra Clint Eastwood's film på albummet Clint fra 2010. På det aktuelle album har Kajfes fundet 8 numre frem fra musikverdenens mere obskure hylder. Der er tyrkisk psykedelisk funk (Edip Akbayram's Yakar Inceden Inceden), svensk progressiv rock (Bo Hanssons Storstad), nigeriansk highlife (Celestine Ukwu's Okwukwe Na Nchekwube) og tysk psykedelisk electronica (Cluster's Es war einmal).

Goran Kajfes har samlet det 10 mand store Subtropic Arkestra (navnesammenfaldet med Sun Ra's Arkestra er ikke tilfældigt), hvor markante folk som Jonas Kullhammar på sax, Per "Ruskträsk" Johansson på sax, Jesper Nordenström på orgel, moog og cembalo og Johan Berthling på bas bl.a. er medlem. De spiller veloplagt og medrivende. Der er hårfin grænse mellem det løst spillede og det gennemarrangerede. Kajfes styrer i imponerende grad tropperne gennem tøjlesløs vildskab og medrivende grooves. The Reason Why vol. 1 er et fantastisk og originalt bud på en videreudvikling af jazzen fra 70'erne. Der er en grænseløs og opsøgende nysgerrighed i musikken. Jeg kommer til at tænke på noget af det som Don Cherry, Art Ensemble of Chicago og Sun Ra lavede i 70'erne uden at der går nostalgiflip i den. Jeg kan på det kraftigste anbefale dette album! Der er fest og farver i en bevidsthedsudvidende grad af de sunde.

Bonusinfo:

Jeg har samlet originalnumrene på en Spotify-liste nedenfor.

gorankajfes.com

Spotify: The Reason Why Original

Kenny Wheeler/Norman Winstone/London Vocal Project: Mirrors (Edition)

Da jeg så at Edition Records var på vej med et album med trompetisten Kenny Wheeler og sangerinden Norma Winstone i en slags genforenning, dog uden pianisten John Taylor, håbede jeg på at jeg ville modtage den til anmeldelse. De 3 førnævnte lavede under navnet Azimuth 3 klassiske ECM plader i slutningen af 70'erne. Både Winstone og Wheeler har medvirket på interessante plader indenfor de senere år, så det er ikke kun i fortiden, at de lavede interessant musik. I stedet for Taylor er det, det 24 mand store London Vocal Project de samarbejder med på Mirrors. Kenny Wheeler har skrevet musikken mens teksterne er taget fra digte af Stevie Smith, Lewis Carroll og W.B. Yeats. Så langt, så godt. 

Det er desværre blevet til en meget skuffende omgang. Korarrangementerne er usædvanligt kedelige og ligegyldige. Der synges i en flerstemmig blanding af mande og kvindestemmer. Jeg er meget overrasket over, at Kenny Wheeler er involveret i et projekt der (undskyldning sammenligningen) mest af alt lyder som en forårskoncert på et gymnasium. Bevares, der er da små lyspunkter - som når Norma Winstone synger solo eller når der dukker en Kenny Wheeler solo op. Desuden har saxofonisten Mark Lockheart faktisk flere fine soli. Jeg vil opfordre Kenny Wheeler til, at lytte til hans danske instrumentkollega Jakob Buchanans nyeste projekt Rekviem (der her kan høres i en optagelse fra 2012: https://soundcloud.com/jakob-buchanan). Det er sådan man laver spændende kormusik med et strejf af jazz anno 2013! 

Mirrors bør gå i glemmebogen.

editionrecords.com

Kolonihaven Unikum: Saltö (ARK)

Kunsttryk, digte og en LP. Stemninger fra en lille svensk ø og lyden et flygel. Det hele er samlet i en flot hvid mappe. Kolonihaven Unikum står for musikken mens Peter Ole Pedersen har lavet træsnit og Rasmus Klitgaard Hansen har lavet lyrik. De to musikere Christian Windfeld og Anders Ørbæk der udgør Kolonihaven Unikum, opholdte sig i fem dage på den lille affolkede svenske ø Saltö, der ligger i naturparken Kosterhavet tæt på Norge. Her boede de i en hytte, hvor et flygel dannede rammen om deres naturromantiske lydrejse. De præparerede flygelet med papir, klokker og mønter. Christian Windfeld har tidligere opnået opmærksomhed her på bloggen som trommeslager i Admiral Awesome og Caution! Art Kills!. 

Musikken er blevet til en meget levende organisme. Ørbæk og Windfeld er gået radikalt til værks. De har umiddelbart ladet tilfældighederne råde. Det er betagende og til tider beroligende musik med kant og nerve. Musikkens sjæl mærkes. Lyrikeren Rasmus Klitgaard Hansen har ud fra musikken lavet teksterne, der er på den ene side af de 10 ark der er i mappen sammen med LP'en. På den anden side er Peter Ole Pedersens træsnit, der bl.a. viser enkeltdele fra et flygel. Når det hele sætte sammen, får man en oplevelse, der ikke kan sidestilles med noget andet projekt jeg har anmeldt her på bloggen. Musikoplevelsen udvides med de andre medier man får sammen med LP'en. Det er blevet til et meget anbefalelsesværdigt og originalt projekt.

saltö.com

arkmappen.dk

Charles Lloyd/Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Intet mindre end to CD'er skal der til, når Charles Lloyd hylder hans tipoldemor. Hun blev som 10 årig slave solgt til en ny slaveejer og som 14 årig blev hun gravid. Historien er brugt som inspiration til Hagar Suite, der i fem dele beretter om hvordan man stjal et barns liv. Sammen med pianisten Jason Moran, der også er medlem af Lloyd's kvartet har den snart 75 årige saxofonist skabt et album, der aftvinger respekt. Charles Lloyd's karriere har været noget ujævn. Den periode han befinder sig i nu, er dog meget udbytterig. Specielt samarbejdet med Jason Moran har givet den ældre saxofonist fornyet kunstnerisk energi.

Når de som her, mødes i duoformatet, bliver det meget tydeligt hvad det er de kan sammen. Lloyd har valgt at supplere den selvskrevne suite med velkendte numre som Ellington's Mood indigo, Gershwin's Bess, You is my woman now og Bob Dylan's I shall be released (som han dedikerer til The Band trommeslageren Levon Helm). Som pladens afsluttende nummer har han valgt Brian Wilson's Beach Boys-klassiker God only knows. Charles Lloyd spillede sax på flere af Beach Boys albums i 70'erne. Det er med andre ord Lloyd's album, da han har valgt musikken. Jason Moran er dog ikke kun klistret på. Han fungerer som en velspillende partner, der har jazzhistorien med ved klaveret. Hagar's song er en fornøjelse i kraft af Lloyd's modne balladespil og Moran's afklarede pianospil.

player.ecmrecords.com/lloyd_and_moran-hagars_song

Morten Haxholm Quartet: Equilibrium (Storyville)

To af de allerstørste talenter på den danske jazzscene, krydser her klinger med to drevne jazzmusikere fra New York. Det er bassisten Morten Haxholm der står i front for kvartetten. Han har skrevet al musikken. Haxholm har ikke gjort det store væsen af sig endnu i offentligheden. Han har i de seneste par år også været optaget af studiet på den prestigefyldte solistlinje på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Sammen med saxofonisten Frederick Menzies har han været i New York, hvor han sammen med Ari Hoenig på trommer og den uforlignelige guitarist Jonathan Kreisberg har indspillet et stærkt debutalbum.

Det er jazz der stiller krav til den enkelte musiker. Haxholm har ikke taget let på tingene. Han har lavet en stribe kompositioner, der ikke pleaser musikerne men tvinger dem til at yde deres bedste. I pladens noter skriver han til nummeret Cruithne, at det i B-stykket skifter mellem 7/4 og 5/4 og tilføjer at han elsker de skæve takter. For jazzlytteren der ikke tæller noget som helst, når lyttelapperne er slået ud, er det kun et interessant biprodukt. Jeg forholder mig i stedet til, at det fungerer vanvittigt godt. Sammenspillet i kvartetten er suverænt. Menzies er saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre meget mere til i fremtiden. Han har ingen problemer med at spille op til Kreisberg's drevne guitarspil. Det er dog Morten Haxholm, der er topattraktionen på pladen. Flere af kompositionerne - f.eks. Giacometti og Ezra - er ganske enkelt meget stærke og interessante. Haxholms basspil er myndigt. Han styrer slagets gang. Det er en imponerende debutplade. Han lægger ud med jazz, der lugter af New York - ikke kun i stil men også i talent og udstråling.

mortenchristian.dk

¡haUtUllin!: ¡haUtUllin! (Barefoot Records)

Uden at fornærme nogen, kan man vist roligt kalde denne plade for en radikal omgang far out musik. Finske Markus Pesonen - der i 2011 lavede det forrygende album Hum med hans gruppe - spiller på denne plade på guitar, pedaler, dimser og laptop. Norske Haakon Berre - fra bl.a The Mighty Mouse - spiller på trommer, percussion, skrammel, dimser og laptop. De udgør tilsammen ¡haUtUllin! Hvis bandnavnet er underligt, ja så er musikken det mildest talt også. Lydfragmenter og løsrevne musikstumper. Feedback, elektronisk larm, skrammel og andet indikerer på fineste vis, at støjen er gud. 

Pesonen's og Berre's musikalske eksperimenter er vigtige. Her afprøves og udvikles lyd og musik, der udfordrer lytteren. I lydlaboratoriet skabes og nedrives musikken. Det er skrappe sager. Så meget desto mere, er pladen vigtig. Jeg kommer aldrig til, at voldhøre pladen. På den anden side, er det umådeligt spændende, at tage hovedtelefonerne på og tage på en spacet rejse. Det er sjovest, hvis man gør det uden, at sikkerhedsselen er spændt.

hautullin.bandcamp.com

Splashgirl: Field day rituals (Hubro)

Man bør ikke lade sig forvirre af bandnavn og pladecover. Begge dele leder dig ikke i retning af musikken. Navnet Splashgirl og et billede af en bunke efterladte partyballoner, indikerer ikke, at vi er ovre i et Esbjörn Svensson Trio-lignende pianotrio univers. Det er vel at mærke, den eksperimenterende og dystre side af Esbjörn Svensson Trio tankerne sendes i retning af, når jeg hører denne norske trio. De udsendte i 2011 et album der høstede store roser i de engelske musikmagasiner Uncut og Jazzwise. Den aktuelle plade er indspillet i Seattle, hvor produceren Randall Dunn (kendt fra bl.a. støjbandet Sunn O))) og som producer af det kommende Sort Sol album) har siddet ved knapperne.

Det interessante er, at Dunn har sendt trioen i retning af mere klassisk lydende jazz - uden at der går Bill Evans i den. Trioen er fortsat bastung og sort som natten. Her er ikke megen sjov. Andreas Stensland Løwe (piano, keys), Jo Berger Myhre (bas) og Andreas Lønmo Knudsrød (trommer, perc) har skabt en særlig platform for deres musik. Når de så supplerer med Eyvind Kang på bratsch på tre numre, så er det først at de rigtigt forlader jazztriogalaksen. Spændende!

splashgirl.no

Taylor's Universe: Worn Out (Marvel of Beauty)

Når man taler om fusion indenfor jazz, handler det som regel om den genre, der var meget stor i 70'erne og 80'erne. Fusion kan også forstås som en blanding. Robin Taylor er en fusionist der laver musikalske collager. Han blander forskellige stilarter og musikstumper, klistrer dem i halen på hinanden, hvorefter det næsten bliver til minisymfonier. I 70'erne dyrkedes man det bl.a. i rocken hos så forskellige folk som Emerson, Lake & Palmer og Mike Oldfield. Robin Taylor er en jazzrockhaj og henter en stor del af sin inspiration i den genre. Når man hører et nummer som Munich, bliver collagetanken særdeles tydelig. Han væver forskellige dele sammen, hvor man til at starte med, nyder Karsten Vogel's sopransax og lækre keyboard klangflader. Hvorefter der skiftes til Jakob Mygind's saftige tenorsax med underliggende orgel. Det hele tilsat Klaus Thranes stadionrocktrommer. Herefter en fin kvindestemme og sådan bliver det ved i lidt over 10 minutter med endnu flere skift og afdelinger. Robin Taylor spiller selv bas, guitar, keyboard og diverse på pladen. Han suppleres af de førnævnte, samt trompetisten Hugh Steinmetz - der har en smuk intro på åbningsnummeret Floating Rats - og guitaristen Jon Hemmersam der tager en stribe guitarsoli.

Måske er det aktuelle album, Robin Taylor's bedste jazzrockalbum - han har lavet en del freeplader, der også trækker interesse. Han stritter som vanligt i mange retninger. Men på en eller anden måde, er det lykkedes ham, at skabe en sammenhængende historie, der holder ørerne travlt beskæftiget. Historien er så spændende, at ørerne heller ikke falder af. Så er det også værd at bemærke, at Taylor kommenterer den danske militærindsats i Afghanistan med nummeret Jens in Afghanistan. Den starter med en lang marchtrommeintro tilsat en halvsløj keyboardfløjte og trompet samt politikere der taler i munden på hinanden. Det begynder at bliver anstrengende at lytte på. Efter 3 minutter folder nummeret sig ud i en heftig omgang Miles Davis-inspireret jazzrock af den fede slags. Så selv om skoene på coveret er "Worn Out" og genren Robin Taylor bevæger i, heller ikke er frisk som en mac-computer, så er det nu alligevel et vedkommende album, for folk med hang til storladen og symfonisk jazzrock.

soundcloud.com/udi-koomran/sets/taylors-universe-worn-out

This Review in English

Nik Bärtsch's Ronin: Live (ECM)

Fjerde album blev til et live-album. Siden 2005 har schweizeren Nik Bärtsch sammen med bandet Ronin været tilknyttet ECM. Som et af de få nutidigt lydende bands, med rod i takter der kan tælles af de fleste, har Nik Bärtsch's Ronin været et helt unikt ECM navn. Pladen er dobbelt album med indspilninger fra Tyskland, Østrig, Holland, England og Japan. Den markerer samtdigt et farvel til gruppens bassist siden starten, Björn Meyer. Hans markante el-bas, der med et konstant groove er trukket helt frem i lydbilledet har været et af gruppens kendetegn. Afløseren Thomy Jordi spiller passende nok bas på pladens allersidste nummer. Det kan heldigvis hurtigt konstateres, at gruppen ikke løber tør for de fede basgrooves.

Live præsenterer en række kompositioner fra de tidligere albums. Gruppen har altid haft et levende udtryk. Her på pladen bliver det særligt tydeligt. Nik Bärtsch skriver passende i CD-booklettens linernotes, at en koncert er et meditativt og en eksplosiv form for samarbejde. Her tænker han både på musikerne og mødet mellem dem og publikum. Det er nu ikke fordi at pladen er overlæsset med lyde fra publikum. Hvilket er en skam, da musikken jo netop ikke er skrøbelig Keith Jarrett soloklaver, der ikke kan tåle et host uden at gå i stykker. Der måtte for min skyld godt have været lidt mere larm ellers har det en tendens til, at blive en kende for fersk,.

player.ecmrecords.com/nik-baertsch-live

Xylop: Xylop (Gateway) >> Thomas Albæk Jakobsen's Flux: Relationships (Fluxmusic)

To nye nordjyske jazzprojekter, der begge er kvintetter. Forskellen består i mere end, at det ene band ledes af trommeslageren og det andet af guitaristen. De har i øvrigt også inkluderet det noget oversete bogstav X i begge bandnavne.

Guitaristen Jens Fiskers gruppe Xylop med bl.a. Jakob Mygind på sax og Jakob Sørensen på trompet spiller ukompliceret og ligefremt. Jens Fisker vælger at gøre det direkte. Kompositionerne og arrangementet af musikken lægger op til enkle afviklinger af de fine melodiske kompositioner. De enkelte musikere lever op til kravene og spiller flot. Der er elementer af 50'ernes jazz og andet godt som feks. bossa. En god plade. Men hvorfor kalder de sig Xylop. Ud over at de er sikre, at man rammer dem i første hit, hvis man googler dem. Navnet er for fjollet til den ellers gode musik. Det samme gælder det grimme cover der slet ikke passer til musikkens æsteticitet.

Relationships er trommeslageren og igangsætteren Thomas Albæk Jakobsens nyeste projekt. Han har tidligere bl.a. stået bag JazzNord Ensemblet. Han har samlet et band med musikere der har udgangspunkt i Nordjylland. Han kalder projektet for Flux og har klogeligt nok sat sit eget navn foran, da der for et par år siden var et andet danskbaseret jazzband der kaldte sig for Flux. Thomas Albæk Jakobsen er meget ambitiøs og har lavet en plade med avanceret musik. Det stiller krav til de enkelte musikere. Her skal specielt Ole Visby have ros for et afvekslende og veloplagt spil på både tenorsax, klarinet og basklarinet. Her er specielt nummeret Inception pt. 1 et glimrende eksempel, hvor Visby spiller på klarinet. Thomas Albæk Jakobsen skal have ros for, at kaste sig ud i et så krævende projekt. Det stiller omvendt også krav til lytteren om  at følge med, når først musikken spiller. Her faldt jeg desværre af nogle gange undervejs.

fluxmusic.dk

Bushman' Revenge: A little bit of big bonanza (Rune Grammofon)

Tung og skramlet disortionguitar i et improvisationspræget univers, kan blive til noget værre noget på den fede måde. Lyt bare til danske SVIN. Den norske trio Bushman's Revenge er ligeledes tunge i lyden. Men ikke helt på samme måde som SVIN. Bushman's Revenge holder sig på rockens smalle rytmesti. De befinder sig i et univers, hvor surfock, Jimi Hendrix, Sonny Sharrock og en god portion syre er grundlaget for en kraftudladning af de mere voldsomme. Med titlen A little bit of big Bonanza er der lagt til et krydsrefererende landskab, hvor der skydes løs…er man overbevist om, mens de første tyve minutter af pladen vælter ud gennem højttalerne. 

Så sker der noget helt andet. John Lennon Was The Greatest Man Who Ever Lived hedder en fredselskende hyldest til John Lennon. Akustisk guitar og vibrafon fylder rummet. Toner der peger i retning af Lennon. Bushman's Revenge er meget mere end larm. De fortæller historier med instrumenterne. Musikken er billedrig og afvekslende. Even Helte Hermansen (guitar), Rune Nergaard (bas) og Gard Nilssen (trommer, percussion og vibrfaon) udgør Bushman's Revenge. Endnu en gang har Norge og Rune Grammofon vist vejen for nutidig instrumentalmusik, der lugter af rock og jazz.

bushmansrevenge.virb.com

Nicolai Munch-Hansen: Æter (Stunt)

Der findes musikere der aldrig udgiver noget i eget navn. Men ellers er meget aktive på både scene og plade. En af dem er basunisten Mads Hyhne. Når han så til gengæld har en musikalsk ven, der benytter ham som det er tilfældet her. Ja så behøver Hyhne ikke, at udgive noget selv for at stjæle rampelyset. Det er på bassisten Nicolai Munch Hansen's 3. soloudspil Æter, at Hyhne folder sig ud i bemærkelsesværdig grad. Prøv feks. at lytte til Land of Look behind, hvor Hyhne's længselsfyldte basun fylder rummet og melodien. Det står stærkt. Nu kommer det til, at lyde som om de andre musikere er statister på albummet. Det er overhovedet ikke tilfældet. Nicolai Munch-Hansen holder fast i den amerikanske saxofonist Ned Ferm, der ligesom Hyhne er med på Munch-Hansens to foregående albums.

Albummet Æter er ikke så bedøvende som titlen antyder. Indlemmelsen af den amerikanske trommeslager RJ Miller giver musikken en flydende rytme. Der er referencer i mange retninger på et ellers rimeligt stringent album. Helt-fremme-skoen-sax på Rocking sunday. Hymnen Levon er en  hilsen til The Band trommeslageren Levon Helm, der døde sidste år. Titlen Kondignogen er taget fra en tekst af Johannes V. Jensen.  Søren Kjærgaard på piano er sidste mand i kvintetten. Nicolai Munch-Hansen har samlet fire personlige musikere omkring sig. Her bevarer han deres personlighder i sine kompositioner. Æter er nutidig jazz med en masse klatgæld rundt omkring.

sundance.dk

Marc Johnson/Eliane Elias: Swept away (ECM)

Ægteparret Marc Johnson og Eliane Elias gæster Jazzhouse d. 16. februar. De er på turné med denne plade. På Jazzhouse er trommeslageren fra pladen, Joey Baron skiftet ud med Joe LaBarbera. De kommer som trio på Jazzhouse mens Joe Lovano gæster på flere numre på pladen. Den består af en blanding af Elias' og Johnson's kompositioner med et enkelt fælles nummer.

Marc Johnson var Bill Evans' sidste faste bassist i perioden 1978-1980. Eliane Elias har karrieren igennem været inspireret af maestro Evans. I 2007 lavede hun Something for You - en hyldest til Bill Evans gennem hans musik. Pladen var med Johnson ved bassen og Baron ved trommerne. Der er en klar fortsættelse og udbygning af det, de arbejdede med på den plade. Her er det igen triojazzen der har overtaget. Kender man - og ikke mindst - elsker man Bill Evans' musik, så er det her album, et af den slags der sidder med det samme. Med tilføjelsen af saxofonisten Joe Lovano opstår der flere interessante ting. Lovano spiller afdæmpet og indføleligt. Han kommer listende ind i musikken. Mærker efter og afpasser sit spil i imponerende grad. Han er tilbageholdende og til stede. Selv om Lovano ikke er med på Jazzhouse hersker der vist ingen tvivl om at det bliver en stor klavertrio aften.

player.ecmrecords.com/johnson

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville)

Når natten falder på bliver alle katte grå. 

Der er også et par jazzkatte der insisterer på at være blå.

Islandsk altsax og Københavnsk Hammond

En guitar der ryger en cigaret

Whiskers kærtegner lilletrommen

For dem der har ondt i hjertet

For You, for Me, for Evermore

For dem der er forelskede

For dem der laver aftensmad

For dem der er trætte

Når tankerne flyver afsted

Skylark

Når minderne tager ved

Når tiden står stille

Når sjælen bølger

Trommer der rider afsted

The touch of your lips og orglet bruser

Swing og standards

Natten falder og det er slut

Young at heart

Tak til Kjeld Lauritsen (Hammond), Sigurdur Flosason (alt-sax), Jacob Fischer (guitar) og Kristian Leth (trommer) for en fantastisk og meget anbefalelsesværdig plade med klassisk swingende jazz.

Bonusinfo:

Der bliver rig mulighed for at opleve kvartetten rundt om i landet i den kommende tid: Paradise Kbh. (6/2), Aarhus (7/2), Rytmeloftet Juelsminde (28/2), Jazzcup Kbh. (1/3), Hornbæk (1/3), Rampelys Silkeborg (2/3), Fermaten Herning (3/4), Horsens (4/4) og La Fontaine Kbh. (6/4).

kjeldlauritsen.dk

Henrik Sørensen: Organum Momentum II-III (Wave/Gateway)

Keith Jarrett er næppe uden skyld i, at Henrik Sørensen har en stor interesse for jazzede side af improvisation på kirkeorgel. Jarrett's i dag legendariske kirkeorgel-indspilninger fra 1976 Hymns og Spheres er netop genudsendt på ECM Records. Sørensen nævner ikke Jarrett som inspirationskilde og det behøver han heller ikke! Kirkeorgelet har været brugt i århundreder til improvisation. Sørensen har en baggrund i både jazz, klassisk musik og som kirkeorganist. I 2010 udkom Sørensens første orgelimprovisationsplade. I den forbindelse var intentionen, at den næste plade skulle indeholde musik komponeret af jazzfolk. Undervejs kørte det i en anden retning. Det er i stedet blevet til en dobbelt CD med original improviseret musik, der er indspillet i to forskellige kirker. Forskellige i størrelse og dermed også i lyd. Men også i forskellige i stemning.

Pladerne er optaget i Vor Frue Kirke i Assens og i Ørsted Kirke på Fyn. Assens-indspilningen er stor i volumen og lyd. Musikken bliver ligeledes stor og til tider voldsom. Rummets lyd og fyldige klang fornemmes meget tydeligt på den flotte indspilning. I den lille Ørsted kirke fornemmes kammerstemningen. Lyden er fortættet og nærmest intim. Det afspejler sig også i Sørensens spil, der bliver mere venlig og ligefrem. De tolv dele i Aer Ludus Suite er klart mine favoritter.  Jeg fortabes i en tidsopløsende ro, når jeg hører dem. Der er melodi og en umiddelbar tilgængelighed blandet med kant og forunderlighed. Henrik Sørensens flydende tilhørsforhold til genrer er til stede hele tiden. Organum Momentum II-III er en værdig opfølger til den første plade. Det er beundringsværdigt og vigtigt at der udgives musik af denne type. 

henrik-sorensen.dk

Mark Solborg Trio feat. Herb Robertson & Evan Parker: The Trees (ILK)

Som sprukne tirader af vindpust og knaster smyger Mark Solborgs seneste projekt sig afsted. I et organisk hele, hvor improvisationen sendes ud af fem musikere og menneskers tilstedeværelse i øjeblikket. Guitaristen og facilitatoren Mark Solborg løfter sig med sit seneste projekt op i trætoppene. Han har allieret sig med den engelske avantgarde-veteran, saxofonisten Evan Parker og den amerikanske trompetist Herb Robertson. I trioen er bassisten Mats Eilertsen og trommeslageren Peter Bruun perfekte partnere i et musikalsk projekt, der stiller så store krav til den enkelte musiker.

Det er stille musik, der væver sig ind og ud. Vokser i styrke og igen bevæger sig et nyt sted hen. Solborg omtaler selv projektet som et absolut højdepunkt i hans arbejde med improviseret musik. Jeg vil ikke tøve med at kalde det et højdepunkt i dansk improjazz. The Trees er noget af det flotteste som Solborg har præsenteret i sin 12 plader lange karriere. Musik der får sin egen ånd og bliver til en levende organisme, der gennemstrømmes af forundring og glæde. 

Min sjæl, hvad vil du mer?

Bonusinfo:

Solborg og Parker kan opleves sammen med Nils Davidsen og Peter Bruun i Koncertkirken på Blågårds Plads d. 7. feb. kl. 21.30. Uden tvivl et godt bud på en stor oplevelse.

solborg.dk

Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon) >> Colin Stetson & Mats Gustafsson: Stones (Rune Grammofon)

Suggestivt. Forførende. Transcendent. Det er store ord men det er også et stort orkester. I gamle dage kaldte man det et big band. I dag hedder det Orchestra eller andet, der indikerer at man ikke er et Count Basie swing big band. Den svenske saxofonist Mats Gustafsson har sammen med bassisten Johan Berthling og trommeslageren Andreas Werliin trioen Fire! der på den aktuelle plade er udvidet til 28 mand! Fire bassister (bl.a. Dan Berglund), fire trommeslagere, 6 saxofonister (bl.a. Fredrik Ljungkvist og Jonas Kullhammar) etc. Der er med andre ord mulighed for en massiv mur af lyd og den kommer også! Der er ikke mange ligheder med et klassisk big band. Har man, som jeg en svaghed for det store lydtryk, et stort orkester kan give, så er Fire! Orchetra det helt rette. Der er paralleller til free jazz big bands som Charlie Haden's Liberation Orchestra og Carla Bley's. Men også et orkester som Kresten Osgood's Indianerne trækker på noget af det samme. Når Mats Gustafsson er indblandet i et projekt - som man også kender det fra The Thing - så bliver det til tider særdeles tungt og muskulært. Der er heldigvis også mange fine detaljer, hvor sangerinderne Mariam Wallentin og Sofia Järnberg især skal fremhæves. Exit! er en uomgængelig stororkester plade!

Mats Gustafsson er også aktuel på en duoplade sammen med instrumentkollegaen Colin Stetson. Stetson har gjort sine hoser grønne i den alternative del af rocken, bl.a. som fast medlem af Arcade Fire's tourband. Han har også lavet en soloplade. Gustafssons meritter udi sax-only plader er omfattende med både solo og trioplader (med Vandermark og Brötzmann). De har hentet inspiration i den svenskeren Gunnar Ekelöf's digte. Stetson spiller alt- og bassax mens Gustafsson er på tenor- og barytonsax. Stones er en forholdsvis dyster sag. Der er passager der er besnærende. Mens der også er sider i deres musik der gør ondt på den fede måde.

runegrammofon.com