New Jazz - Upcoming jazzreleases 2015 pt. 1

Trænger du til, at købe en plade? Så kast et blik på listen nedenfor!

Internationale udgivelser med Jakob Bro og Indra, og genudgivelser på vinyl med klassisk dansk jazz er blandt højdepunkterne. Andre spændende ting kommer bl.a. med Alex Jønsson, Kresten Osgood, Jakob Davidsen, Mads la Cour og Jesper Løvdal i løbet af foråret.

JANUAR

Nordisk

Emil de Waal, Gustaf Ljunggren & Søren Kjærgaard feat, Nulle: Made in Denmark (??)

Jeppe Gram Quartet: Liquid Sound (ILK)

Frisk Frugt: Den europæiske spejlbue (Tambourhinoceros)

Carsten Meinert: To You (Frederiksberg Records) - genudgivelse af kultplade.

Bjarne Rostvold Trio: Tricotism (Be Jazz) - tysk genudgivelse af 1965 plade med NHØP og Botschinsky

Sidsel Storm: TBA (Calibrated)

Marius Neset: Pinball (ACT)

Gustav Lundgren Trio: Bertheléville (Lundgren Music)

Olof Skoog Kvartett: Herr Svensson och den diaboliska hambon (HOOB Records)

International

New Vocabulary: New Vocabulary (System Dialing Recordings) - første studieplade fra Ornette Coleman siden 1996

New Cool Collective: Electric Monkey Sessions (Dox)

Brötzmann/Haino/O'Rourke: Two City Blues (Trost)

Jacky Terrasson: Take This (Universal)

Duane Eubanks: Things of That Particular Nature (Sunnyside)

Aaron Goldberg: The Now (Sunnyside)

Jason Adasiewicz: From the Region (Delmark)

Jack Dejohnette Made in Chicago (ECM)

Chris Potter Underground: Imaginary Cities (ECM)

Kenny Wheeler: Songs for Quintet (ECM)

Iiro Rantala: Lost Heroes (ACT)

Vincent Peirani: Living Being (ACT)

FEBRUAR

Nordisk

Jakob Bro: Gefion (ECM) - Thomas Morgan, Jon Christensen

Windfeld/Vuust/Madsen/Kjær: Stardust Sessions vol. 1 (Stardust) kun vinyl

Stefan Pasborg: The Firebirds (ILK)

Agustí Fernández/Niels Lyhne Løkkegaard/Bjørn Heebøll: Amaranth (Hiatus/Discordian)

Veronica Mortensen: Presents passed (Stunt)

Ask Kjærgaard: At fortælle menneske (Target)

Kasper Bai: Af samme slags (??)

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: TBA (Storyville) - Kristian Leth, Jacob Fischer

Fredrik Kronkvist: Monk Vibes (Connective Records)

International

Diana Krall: Wallflower (Verve)

Vijay Iyer: Break Stuff (ECM)

Dieter Ilg: Mein Beethoven (ECM)

José James: Yesterday I had the blues - The music of Billie Holiday (Blue Note)

Avishai Cohen Trio: From Darkness (Adara) - bassisten

MARTS

Nordisk

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse!)

Ocean Fanfare: Imagine sound imagine silence (Barefoot) Sven Meinild, Tomasz Dabrowski, Tyshawn Sorey, Richard Andersson.

Carsten Dahl: Grace (Tiger) Solo

Alex Jönsson: Spy on your friends (??)

Ann-Marie Henning: Shining Moments in Brazil (PB7)

The Ordinary Square: Made in Paris (HOOB Records)

Emily McEwan: In the Wee Small Hours (HOOB Records)

International

Marc Cary: Rhodes Ahead vol. 2 (Motema)

APRIL

Nordisk

BodaBoda Duo feat. Peter Brötzmann: Modern Persuasion (Tyrfing)

Jakob Davidsen Kammerat Orkester: Og andre dyr (ILK)

Simon Toldam Trio: Kig Op 15 (ILK)

Mark Solborg Trio: TBA (ILK) - Emanuele Maniscalco og Francesco Bigoni

Free4Arts (Barefoot) Tomasz Dabrowski, Jakob Anderskov, Sven Meinild, Kasper Tom.

Filip Augustson: Viva Black (Found You Recordings)

LIM: Disembodied (Kopasetic Productions)

Sven-Åke Johansson: TBA (Umlaut Records)

We Float: TBA (Havtorn Records)

Nuaia: TBA (Boogiepost Recordings)

MAJ

Nordisk

Kresten Osgood: Osgood/Kikuchi/Street/Morgan (ILK)

Jesper Løvdal: Being Playing (ILK)

Mads la Cour Almugi 4tet (WhyPlayJazz)

The Black Nothing: Paths (??) Anders Filipsen 10 mands band

Haxholm Schmidt Moras feat. Seamus Blake & John Escreet: Moras (??)

Fredrik Ljungkvist/Mattias Hjort: Past in Present (Kopasetic Productions)

Makross: TBA (Havtorn Records)

Josef & Erika: TBA (HOOB records)

JUNI

Nordisk

Jakob Thorkild Trio: Be Strong (Tyrfing)

Morten Haxholm Quartet feat. Lage Lund: Viridian (??)

UDEN DATO

Nordisk

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Steen Rasmussen The Paolo Braga Project (??) - med Leo Minax

Martin Lutz Group: TBA (??)

Selvhenter/ The Ex: Split 7” single (JVTLandt)

Keith Jarrett/Charlie Haden/Paul Motian: Hamburg ’72 (ECM)

Der er ikke første gang, at der udgives musik fra den koncert, som Keith Jarrett afholdte sammen med Charlie Haden og Paul Motian i Hamburg i 1972. Radiostationen NDR havde en programserie der hed NDR Jazz Workshop. Her kom der en LP en gang om året med highlights fra deres workshops. På den LP der hedder NDR Jazzworkshop '72 er der fire numre fra Jarrett koncerten på den ene side og på den anden side er der to numre med den første udgave af Chick Corea's Return to Forever. Jeg tror ikke at pladen er udgivet officielt til salg i pladeforretninger, men mere at den er udsendt til brug på andre radiostationer. Ifølge Popsike.com lander gennemsnitsprisen for solgte udgaver af pladen omkring 2000 kr.

Så er det altså billigere at kaste sig over den nye udgivelse som ECM står bag. Det er ikke hele koncerten som vi får på CD'en. Det er kun anden afdeling. Lyden er remastered af Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo. Der sker ting og sager, når de tre musikere går på scenen sammen. Allerede i 1968 havde de lavet triopladen Life between the exit signs. Jarrett spiller på flygel - som på Rainbow, der nok er det tætteste man kommer på det, man kender fra de senere års Keith Jarrett. Ellers er det en flagrende Jarrett der i bedste post-hippie stil eksperimenterer med sanserne. Han spiller på fløjte på Everything that lives laments. Han spiller den frækkeste sopransax på Piece for Ornette. Pladen lukkes ned med Song for Che, der oprindeligt er skrevet af Haden til Liberation Orchestra. Det er aktivistisk jazz, der taler krop og hjerne. Det er tidstypisk for starten af 70’erne. Alligevel er der en musikalsk frihed som stadig har har betydning. For Jarrett-fans er denne plade et must. Den fortæller et ellers ukendt kapitel i den store mesters historie.

http://player.ecmrecords.com/hamburg72

Malene Mortensen: Can't help it (Stunt)

"Jeg ville dog ønske at hun havde taget jazzsporet, som hun var så godt inde på i 2005 med Date with a dream." 

Sådan skrev jeg afslutningsvis i anmeldelsen af Malene Mortensens You go to my head fra 2012. Hun har næppe ladet sig påvirke af det udsagn. Med det nye album tager hun dog skridtet fuldt ud og vælger jazzsporet. Tak for det. Hun er taget til New York, hvor hun sammen med pianisten Christian Sands’ trio har lavet albummet. Sands og Mortensen mødtes i København under Copenhagen Jazzfestival i 2013, hvor Sands residerede på Jazzhus Montmartre. Herefter var vejen banet for at Malene kunne tage til New York. Først skrev hun musikkken sammen med Sands og siden vendte hun tilbage for at indspille det. I mellemtiden havde Ned Ferm været inde over for at lave tekster til tre af numrene - mens Paul Banks har hjulpet med to andre.

Det er blevet til hendes bedste album siden Date with a dream. Hendes klare, rene og indfølelige stemme bæres frem af trioen. Det er vokaljazz i poppede afdeling af den skønne slags. Har du behov for at blive overbevist, så læg øre til Paul Banks’ The rest of mine. Pladen er en god blanding af originalt materiale og klassiskere som Bacharach’s Alfie, Stevie Wonder’s I can’t help it, Rodgers/Hammerstein’s My favourite things og en fedt Christian Sands arrangeret udgave af Fats Wallers Honeysuckle Rose med elklaver. 

malenemortensen.dk

Lumen Drones: Lumen Drones (ECM)

Det er en meget overraskende udgivelse fra pladeselskabet ECM. Det er ellers ikke fordi de kører rundt i det samme spor. Men når det bliver så grimt og rocket som det er tilfældet med denne plade, er det alligevel noget nyt. Den norske violintype hardangerfelen har i Nils Økland en kunstner der udvider grænselandet for det traditionsbundne folkemusikinstrument. Sammen med guitaristen Per Steinar Lie og trommeslageren Ørjan Haaland fra postrockgruppen The Low Frequency in Stereo har han begået en plade der trækker på inspiration fra The Velvet Underground (når de var eksperimenterende), Durutti Column og The Doors. 

Bandnavnet Lumen Drones indikerer, at der spilles droner og det bliver der! I et malende og kværnende tempo fremkaldes de tranceskabende droner. Lumen Drones er et velfungerende kollektiv, hvor Økland skaber musik, der til tider lyder som når John Cale smurte sin vrede ud over Lou Reed i The Velvet Underground. Der er også de mere rolige stunder der giver pladen dybde og dynamik. Lumen Drones er psykedelisk dronerock pakket ind i en norsk nationaldragt.

lumendrones.com

Yasser Pino & The Latin Syndicate: Natura (Yasser Pino)

Det er god idé det her! Den cubanske bassist Yasser Pino er sammen med landsmændene Calixto Oviedo på trommer og Eliel Lazo på percussion - så ved man i hvilken rytmen går. Det særlige ved Pino’s musik er at han har de to italienere Paolo Russo på piano og bandoneon og Nico Gori på altsax og klarinet med i sit Latin Syndicate. Det høres både i kompositionerne og det musikalske udtryk. Pino har tænkt de to italienere ind fra starten. Desuden har Pino, Lazo, Russo og Gori alle boet i Danmark i en del år. 

Måske har de ikke ladet sig inspirere direkte af det nye hjemland. Jeg fornemmer nu alligevel noget i musikken.

Det er et rytmisk præget univers med melodien som omdrejningspunkt. Italienske harmonier og cubanske rytmer omfavner hinanden på imponerende vis. Gori’s klarinet og Russo’s piano er som altid knistrende smukke. Det passer godt med musikken der tager dele fra cha cha cha, tango og samba og blander det med nutidig jazz.

yasserpino.com

Björn Ingelstam: Fiol Sessions Debut Series (Fiol Optik) 10" vinyl

Det var den sidste dag under sommerens jazzfestival. Vejret havde været flink mod jazzen. Solens livgivende stråler var indtaget i store mængder af koncertgæster og musikere i løbet af de ti dage. Denne søndag eftermiddag var der koncert for første gang nogensinde hos Fiol Optik. Optikeren Brian Rindom Larsen havde inviteret den unge svenske trompetist Björn Ingelstam indenfor i brillebutikken i Fiolstræde. Her skulle han spille koncert og optage sin debutplade. 

Inden jeg kommer alt for godt i gang med de floromvundne vendinger (for de kommer!), skal jeg for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg har skrevet pladens linernotes - det er ikke kun derfor at jeg ønsker at det skal gå godt for denne plade. Det er en udgivelse der samler noget af det jeg elsker ved jazzen! Den udkommer eksklusivt på 10” vinyl - ligesom mange jazzudgivelser gjorde i 50’erne og 60’erne. Coveret prydes af et abstrakt billede lavet af kunstneren Jens Rost. Det er bl.a. noget af det der er skyld i, at coveret minder meget om Alex Riel Trio’s udgivelse fra 1965, der netop også kom på 10”vinyl.

Jeg nævner i pladens linernotes nogle af de trompetister som man godt kan komme til at tænke på, når man hører Björn Ingelstam. Men ikke Louis Armstrong, der er Ingelstams forbillede Numero Uno. Vist kan man høre noget Armstrong-indflydelse - men stilen Ingelstam og kvartetten spiller i, åbner ikke op for New Orleans jazz. Jeg nævner heller ikke Jørgen Ryg - og det er en fejl! Jeg har hørt meget Ryg og kommer flere gange undervejs til, at tænke på komikeren der desværre lagde trompeten alt for tidligt på hylden. Ingelstam kender sandsynligvis ikke Ryg - men de to trompetister har hørt noget af det samme i jazzen. 

Pladen er delt op i to. Den ene side er live og den anden er optaget før publikum blev lukket ind i den lille brillebutik. Ingelstam bakkes op af svenske Calle Brickman på Rhodes, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer. Det er klassisk jazz af den udadvendte slags. Brickmans Rhodes præger lydbilledet så meget, at man ikke fanges i en illusion om at det er en plade fra 50’erne. Vi havner nærmere i starten af 70’erne. Ingelstam har den lækreste tone. Ren og klar i mælet. Petri og Svendsen har allerede flere gange vist deres værd som rytmegruppe. På pladen er der fire numre. Der er uptempo-nummeret Buffalo Mc’n Cheese, der tager os med på dansegulvet. Der er Mykor der tager os med ud i natten. 

Pladen kommer selvfølgelig med download af ekstramateriale. Den kan desuden købes i en eksklusiv version med et flot nummereret tryk med billedet fra pladecoveret. Det bliver ikke det sidste der kommer fra jazzoptikeren. Han har allerede lavet aftale med endnu en ung musiker, der ligeledes debuterer i eget navn på 10” vinyl. 

facebook.com/pages/Fiol-Sessions/755720594515486?fref=ts

Bud Powell Trio: Bouncing with Bud (Storyville) LP

Musikken er indspillet en eftermiddag på Montmartre i 1962 uden publikum. Den amerikanske pianist Bud Powell er sammen med den kun 15 årige bassist Niels Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren William Schiöpffe. Pladen blev oprindeligt udgivet af Sonet i 1962. Få år efter erhvervede Storyville rettighederne til pladen og genudgav den med nyt cover og linernotes af Erik Wiedemann. Det er den der nu genudgives af Storyville på 180 gram vinyl og digital download. Carsten Dahl der ikke lægger skjul på sin store inspiration fra Bud Powell, har skrevet nye linernotes til pladen. 

Bud Powell havde store psykiske problemer i de år, hvilket ikke har nogen hørbar betydning for musikken. Det er energisk udadvendt triojazz - spændt som en fjeder. Powell spiller Monk’s Straight no chaser som var det hans egen. Vi præsenteres også for titelnummeret - der er Bud’s egen. Irving Berlin’s The Best for You og Tadd Dameron’s Hot House lyder som hvis jazz var skabt i himlen og ikke på et tilrøget jazzværtshus i det indre København. Røgen og øllerne må vi undvære - der var heller ikke publikum tilstede under optagelsen. Indspilningen er lydmæssigt helt i orden og da der er anvendt de originale masterbånd til denne udgivelse, kan vi ikke får en bedre lyd og oplevelse på vinyl. Det er en meget anbefalelsesværdig plade!

storyvillerecords.com

Radius & Fred Lonberg Holm: Just outside the door (Hazeljazz)

Saxofonisten Vidar Johansen og bassisten Tine Asmundsen har spillet sammen i forskellige projekter siden 1996, bl.a. med Roscoe Mitchell og David Murray. I trioen Radius er de sammen med trommeslageren/percussionisten Ståle Liavik Solbert. På det aktuelle album Just outside the door er trioen udvidet med cellisten Fred Lonberg-Holm. Han er fra Chicago hvor han er en af de fremtrædende musikere, på byens stærke eksperimenterende jazzscene. Når han spiller tænker man ikke over, at celloen er et meget sjældent instrument i jazzen.

Det er jazz med et stærkt islæt fra den eksperimenterende sorte jazzscene i USA i 60’erne, hvor bl.a. Anthony Braxton var er blandt forbillederne. Derfor er det heller ikke så underligt at de spiller Braxtons komposition 40 Q. Tine Asmundens stærke basspil er den gode base for musikerne. Hun tager ofte myndigt styringen, hvor de tre andre finder ind og skaber deres ting i et frit univers. Johansen blomstrer både på tenorsax, basklarinet, fløjte og piccolofløjte. Lonberg-Holms cellospil er spændende med farver fra både klassisk musik og jazz. Just outside the door er interessant og original plade, der finder sin egen plads på jazzens vidtfavnende scene.

hazeljazz.com

Lotte Anker: What river is this (ILK) >> Lotte Anker/Jakob Riis: Squid Police (Konvoj Records)

I 2010 lavede Lotte Anker værket What River is This til Huddersfield Contemporary Music Festival og Wundergrund Festivalen i København. Til projektet blev What River ensemblet sammensat med fremtrædende musikere fra en eksperimenterende musikscene, hvor jazz, impro, klassisk og avantgarde er normen. Her finder man bl.a. Garth Knox på bratsch, Jesper Egelund på bas, Fred Frith på guitar, Ikue Mori på elektronik og Phil Minton på vokal. Flere af musikerne har Anker tidligere samarbejdet med. What River is This tager afsæt i nogle digte af Jorge Luis Borges og digteren Chuang Tzu’s drøm. Han drømte at han var en sommerfugl. Da han vågnede vidste han ikke om han var en mand, der havde drømt at han var en sommerfugl eller om han var en sommerfugl der drømte at han var en mand. Drømmer jeg? Er jeg vågen? Den danske digter Ursula Andkjær Olsen har desuden skrevet fire af teksterne, der så er oversat til engelsk. Filosofiske digte og improviseret musik er stærke sager og kan ikke anbefales til svage sjæle. Det er musik med et meget højt lix-tal. 

Lotte Anker er også aktuel med en plade sammen med Jakob Riis udgivet af Malmö-selskabet Konvoj. Det er noget helt andet end What River is this. På Squid Police er der ro. De to musikere er dykket ned i havet. Jakob Riis er laptop-kunstneren der laver de soundscapes som Lotte Anker bruger som afsæt for saxofonens myriader af lyd. Squid Police har store flader af lyde, der næsten giver et meditativt fremmende indtryk. Det er skræmmende som havets uendelige dyb. Det er smukt som havets uendelige dyb. Anker og Riis er ude på dybt vand og holder sig flydende.

sonicescape.net/squid_police/

ilkmusic.com

Lindha Kallerdahl: Gold Solo/Gold Quintet (Hoob) LP

To sider. Det er både konkret og i det kunstneriske udtryk, at der er to sider på den svenske musikers Lindha Kallerdal tredje udspil i eget navn. På den ene side præsenterer hun sin musik med en kvintet bestående af improkolleger som Samuel Hällqvist og Thomas Gunillasson på guitar, Katrine Amsler på tangenter og Josef Kallerdal på piano. Musikken er indspillet i forbindelse med en koncert i Malmö sidste forår. Det er et øjeblikkets koncentrat af den musik hun har arbejdet med i de senere år sammen med bl.a. Ikue Mori, Lotte Anker og Mariam Wallentin. 

Lindha Kallerdahl har samme kompromisløse tilgang til arbejdet med stemmen som f.eks. Sofia Jernberg. Lyde formes i halsen, kroppen og munden og sendes ud i rummet. Der er en teatralsk stemning over det. Det er de store følelser der er i spil. Musik af den slags der i sit emotionelt voldsomme udtryk påvirker og sætter lytteren under pres. Det er en plade, der vokser for hver afsplining. Hendes udgave af Billy Strayhorns Lush Life - den eneste ikke originale komposition på pladen - er både modig og vokalmæssigt i særklasse. 

Solosiden af pladen er optaget i Lindhas hjem, kort før hun skulle flytte sidste sommer. Mellem flyttekasser og oprydning er musikken indfanget. Hun betegner det som en opsamling af minder. Som en slags afslutning på et kapitel i hendes liv. Der er mere af den samme nærhed som på kvintetindspilningen. Nu er det bare endnu tættere på. Pladen udkommer i forbindelse med at Hoob Records fejrer sit 10 års jubilæum. Den understreger med al tydelighed, at dagens nordiske improscene ikke står i stampe. Vinyludgivelsen (fås også på CD og streaming) er den helt rigtige måde at høre Lindha Kallerdahls musik på. Det skal være en proces, hvor man bruger tid til at lytte og mærke. Så får man også en stor oplevelse.

lindhakallerdahl.com

hoobrecords.com

Bebe Buchanan Tagel: Gone (From Out Here Music)

Pianisten Søren Bebe og trompetisten (og flygelhornspilleren) Jacob Buchanan var på samme hold på jazzstævnet Summersession på Vallekilde Højskole i 2011. De havde den canadiske trompetist Kenny Wheeler som lærer på deres hold. Denne plade lægger ud med en kompostion af Jacob Buchanan, der hedder My old friend Kenny - der netop hylder Wheeler der døde i september sidste år. Bebe og Buchanan er sammen med bassisten Kasper Tagel, den engelske saxofonist Julian Arguelles og den norske trommeslager/percussionist Helge Andreas Norbakken. De spiller musik af de tre danskere.

Pladen byder på lydlandskaber, der kunne være skabt i Norge (Again & Again og Two Moons) mens numre som Dragging og Flying High har et andet groove, der trækker os over atlanten og mod New York. Grundlæggende er det en skøn plade med Buchanans altid smukke tone, Bebes forrygende sans for melodien, Tagels evne til at placere sig og skabe roen. Norbakkens levende og afvekslende percussionspil og Arguelles saxspil i tillæg, er gefundenes fressen for trioen. Bebe Buchanan Tagel eller BeBuTa - som de vil kalde sig fremover - er dansk jazz i international klasse. Har du en svaghed for ECM Records og lignende. Går du ikke galt i byen med denne plade.

bebuta.com

Anders Bast: Caught in the web (LongLife/Pladekisten)

Der var så meget musik i Anders Bast og den indspilnings-seance i 2012, at vi nu får fortsættelsen til Beams in the light of the attic, der kom i 2013 med den første omgang musik fra den session. Saxofonisten Anders Bast er sammen med den legendariske, amerikanske trommeslager Bob Moses og de danske musikere Søren Heller på guitar, Lars Emil Riis på piano og Mathias Petri på bas. Stemningen er en anden end på Beams… Anders Bast kalder den selv for den mørke tvilling. Det sker bl.a. på grund af, at fokus i musikken handler om nutiden og hovedpersonen der er fanget i nutidens online-verden. Den første plade handlede om barndommen. Anders Bast har nu vendt kompositionerne indad.

Anders Bast har stort fokus udtrykket og på melodien i kompositionerne. Det eftertænksomme og modne er med i musikken. Så jeg ved ikke om jeg egentlig synes, at det er så mørkt og modsætningsfyldt til den forrige plade. F.eks. har Bast medtaget Den gamle skærslippers forårssang - der er aldeles vellykket - men dælme også et modigt valg af en sang, der er kendt for så sin store fløjtebarhed. Absolut ikke en sang, der indikerer tristesse. Det gør Bob Moses’ komposition Mad Gladness heller ikke. Moses er ellers kendt for sit frie trommespil, hvilket ikke høres på hverken dette nummer eller pladen i det hele taget. Selv om han holder takterne er han både vitalt sprudlende og opfindsom i trommespillet. Det er ikke den eneste grund til at stifte bekendtskab med denne og den forrige plade. Anders Basts tone og klang er sikker og behagelig. Han er værd at bruge lidt lyttetid på. Pladen lukker i øvrigt ned med en vilter sag. Mathias Petri opildnes af Moses og stryger bassen frit og modigt.

andersbast.dk

Apuh!: Ett (Pälsrobot Records) LP

En trio der spiller freejazz af den slags, der voksede frem i USA i 60’erne. APUH! er et musikalsk kollektiv med Adrian Åslin Sellius på altsax og basklarinet, Mats Dimming på bas og Hampus Öhman-Frölund på trommer. De tre unge svenskere har et ubundet syn på hvordan en saxtrio kan lyde i dag. I udgangspunktet og som det første nummer Hållbara ballonger på pladen indikerer, så er 60’ernes amerikanske freejazz dog en stor inspirationskilde. Der er også andet og mere inde under trioens musikalske hud. Nummeret A German from Russia kunne lyder som en knækket bossa nova. På Krokensjön dykker trioen og bassen bobler løs på søens bund.

Apuh! skaber musik til øjeblikket i øjeblikket. Det emmer af spillelyst og energi. De tilhører den samme undergrundsjazzliga som københavnertrioen The Way Out, der også albumdebuterede i 2014. Der er en uimodståelig og ustoppelig skabertrang over dem. De udgiver intense trioindspilninger på vinyl fordi de ikke kan lade være. Ikke fordi at der tilfældigvis er en tendens der peger i retning af at saxtrioer med freejazz på dagsordenen bliver hot shit i 2015. Det vil altid være hot shit for skaberne af musikken. De lader tilfældigvis også lader glæden stråle ud på jazzlyttere, der har tid og mentalt overskud til en mættet og levende jazzvinylstund med ny musik.

palsrobot.se

weareapuh.tumblr.com

Equilibrium: Liquid light (Songlines) >> Erik Honoré: Heliographs (Hubro) >> Sidsel Endresen & Stian Westerhus: Bonita (Rune Grammofon)

Der er noget ganske unikt og særegent over trioen Equilibrium. De tre musikere fra Norge, Belgien og Danmark er aktuelle med deres tredje album, der som de to foregående udkommer på det canadiske pladeselskab Songlines. Musikerne har deres rødder i jazzen og det kan også høres. Der er også meget andet i spil. Det der slår mig først er nærværet og intensiteten i musikken. De er om muligt rykket endnu tættere på lytteren. De fortæller med en insisterende åbenhed deres musikalske historier. Det er ikke muligt at lade som ingenting når de er i højttaleren. Nordmanden Sissel Vera Pettersen sætter sit tydelige præg med hendes vokal, elektronik og sopransax. Hun arbejder intenst med stemmen. Belgieren Joachim Badenhorst på klarinet og basklarinet befinder sig i dag som en af Europas fineste musikere ud i kammerimpro. Danskeren Mikkel Ploug på både elektrisk og akustisk guitar folder sit musikalske tæppe ud under trioen, der endnu en gang har lavet en spændende CD.

Sissel Vera Pettersen har hentet stor inspiration fra landsmanden Sidsel Endresen der er aktuel på to plader. Den ene er som gæst på tre numre på Erik Honorés Heliographs. Det er eksperimenterende electronica, som den næsten kun laves i Norge. Erik Honoré arbejder med samples og diverse synthesizers. Der er en organisk feeling i den forfrosne og kuldslåede musik - der drager og besætter.

Sammen med Stian Westerhus har Endresen lavet opfølgeren til 2012-udspillet Didymoi Dreams der fik den norske Grammy kaldet Spellemannprisen. Endresens stemme og Westerhus’ guitar suppleret med lidt effekter er grundlaget for en særegen og igen meget norsk udgivelse. Der eksperimenteres med stemme og lyd i en klasse der må medføre international opmærksomhed. Det er lydverden der ikke umiddelbart kan sættes navn på. Men den kan fornemmes og mærkes. Imponerende!

equilibriumtrio.tumblr.com

hubromusic.com

runegrammofon.com

Martin Schack: Schack-Bernstein-Lund (Gateway)

Et hammondorgel, en guitar og et sæt trommer er altid en god og særdeles holdbar løsning. Der er de klassiske souljazz sager fra 60'erne og 70'erne med Jack McDuff, Dr. Lonnie Smith, Jimmy McGriff og Jimmy Smith. I nyere tid og fra Danmark har vi Kjeld Lauritsen fra København, Niels Ole Søresen fra Tversted og Rasmus Stenholm fra Århus. Der er også en fjerde der gør det godt på Hammond-orgelet herhjemme. Nemlig Martin Schack fra Ribe, der har spillet Hammond i mange år. Men det er først nu at der kommer en Hammond-plade i hans navn. Han spillede f.eks. Hammond på Jacob Fischers CD Blues fra 2010. På den nye plade er Schack også i selskab med en klasseguitarist. New Yorker guitaristen Peter Bernstein har huseret i jazzhovedstaden siden slutningen af firserne og har bl.a. spillet fast med den berømmede orgeltrio med Larry Goldings og Bill Stewart.

På denne plade, hvor Morten Lund spiller veloplagte trommer, er det Schacks og Bernsteins kompositioner der spilles, suppleret med enkelte standards. Der er dømt blues af den støvede slags på Blues for Pete. På Jimmy van Heusens Darn that dream demonstrer Peter Bernstein sit uomtvisteligt store talent med en suveræn guitarintro. Schack lægger os endegyldigt ned med introen til slutnummeret Old Folks. Her må der godt knibes en tåre. Det er en dejlig Hammond-plade, der med Bernsteins guitar får et ekstra løft.

schackmusic.com

Martin Fabricius Trio: Out of the white (Gateway)

Der er jazzmusikere der bevæger sig rundt i kulisserne uden, at de ses og høres af ret mange. Til den gruppe hører vibrafonisten Martin Fabricius og det er en skam, at der ikke er flere der kender ham! Det er ikke så tit at han udgiver noget og han spiller sjældent koncerter. Nu er han så endelig aktuel med trioen og opfølgeren til albummet When sharks bite fra 2008. Martin Fabricius befinder sig bedst i mol - og da mit hjerte smelter når der mol og vibrafon på dagsordenen - så er der lagt op til noget godt.

Martin Fabricius har medtaget det 21 årige stortalent Mathias Heise på kromatisk mundharpe - der selv har et album på vej og er verdensmester(!) på mundharpen. Det er en fin måde at komme videre på med trioen for Martin Fabricius. Det havde dog ikke generet mig, hvis der kom mere udelukkende med trioen. Men hvis der skal ske en udvikling er Heise et spændende bud. Han er ikke kun en mester på mundharpen - det lyder også godt, når han spiller. Det er selvfølgelig svært, at lade være med at sammenligne med Toots Thielemanns, når det er kromatisk mundharpe - men for hulen da, Mathias Heise forvalter arven og inspirationen med respekt - han er sin egen. Martin Fabricius’ sublime sans for den gode melodi svigtes ikke. Det er jazz af den slags der smyger sig ind på dig og bliver siddende. Out of the white er et originalt og velskåret album.

martinfabricius.eu

Blood Sweat Drum + Bass with Palle Mikkelborg & Dave Liebman: In the spirit of…. (Blood Sweat Media/Pladekisten) CD+DVD

Samarbejdet mellem Blood Sweat Drum + Bass og Palle Mikkelborg har on and off stået på siden 2008, men er ikke dokumenteret og offentliggjort før nu. Big bandet Blood Sweat Drum + Bass der ledes af Jens Chr. “Chappe” Jensen spillede med både Mikkelborg og Dave Liebman i 2013 i forbindelse med, at den internationale jazzskolesammenslutning IASJ havde deres møde i Aarhus. Det er en organaisation som Liebman har været dybt involveret i siden starten. 

De to stjernemusikere mødes på pladen i en suite der er sammensat af fem Mikkelborg-kompositioner. Queen of the night, Yellow, Blue, Violet og The Gull and the Dark Lake. Det 26 mand store big band Blood Sweat Drum + Bass er i dagens anledning udvidet med strygerkvartetten Who Killed Bambi. Suiten udvikler sig overraskende flot. Jeg var bange for at samarbejdet mellem Liebman (der ikke er kendt for at være den letteste at arbejde sammen med) og Mikkelborg ville blive uinteressant. Men der sker alligevel noget positivt i det musikalske møde. De havde først mødt hinanden i forbindelse med lydprøven kort før koncerten. Det er to erfarne ræve der lige præcis gør det der skal til for, at de kan sætte deres personlige trademarks på musikken. 

De tre andre numre er en fortsættelse af Chappes syriske musikeventyr, som han startede med albummet On the road to Damascus i 2012. Blood Sweat Drum + Bass viser sig fra deres stærkeste side på denne CD. Her viser Chappe endnu en gang vejen for hvordan nutidig big band musik blandes med syriske musiktraditioner - i en grad hvor begge stilarter lever og ånder smukt.

Big bandet har eksisteret siden 2001 og har undervejs optaget videoer ved koncerter og lignende. Det er samlet på den medfølgende DVD. Her er bl.a. en optagelse fra den legendariske koncert på Roskilde Festival 2007, hvor nordmanden Jørgen Munkeby medvirkede. Optagelser med de syriske musikere har også fundet vej til DVD’en. Et par af højdepunkterne er dog roadmovien fra big bandets tur til Jazzahead i Bremen i 2014. Her følger vi det store orkester fra de hentes foran Musikhuset i Aarhus til de står på scenen ved koncerten i Bremen. Desuden kan hele koncerten fra Jazzahead også opleves særskilt på DVD’en. Koncerten med Liebman og Mikkelborg er også med på DVD’en. Det er med andre ord en meget omfattende DVD. Men det er big bandet også. Endnu en gang har de lavet en anbefalelsesværdig udgivelse.

bloodsweat.dk

Jesper Zeuthen PLUS: Kort Fortalt (Barefoot)

"Du har altid godt kunnet lide, når der er noget balkan i musikken", sagde min kone henkastet til mig, da Jesper Zeuthen PLUS’ version af En pige gik i enge bragede ud af højtalerne i køkkenet, mens jeg var ved at rydde op efter aftensmaden. Tjoh, det er rigtigt - men jeg havde egentlig ikke tænkt balkan mens jeg hørte Zeuthen - noget om snakken er der nu alligevel. Det kunne man så også sige om afro og nordisk folkemusik. Zeuthen har fundet sit eget lille sted i jazzens verden. Her spiller han Zeuthen’sk jazz.

På dette album er han sammen med den store gruppe, PLUS, der er Zeuthens vanlige trio udvidet med Kasper Tranberg på trompet og Kristian Tangvik på tuba. Kvintetten omsætter og forstår Jesper Zeuthens jazztanker. Zeuthens tone er genkendelig og original. Jeg vil nærmest kalde dem Zeuthen Contemporary Five. Der er tråde tilbage til New York Contemporary Five. Men de er alligevel deres egne i Jesper Zeuthen PLUS. Kasper Tranberg får det bedste frem i sit trompetspil sammen med Zeuthen. Kvintetten er blevet mere sammenspillede og mindre flyvske på denne plade i forhold til debuten fra 2012 - og det gør ikke noget.

barefoot-records.com

The Thing & Thurston Moore: Live (The Thing Records/Trost)

Det er lige præcis det, jeg havde håbet på! Det er jazz der forlader denne galakse i et forrevet rumskib lavet af rust og ild. Mats Gustafsson på barytonsaxofon er sammen med trioen The Thing, med nordmændene Ingebrigt Håker Flaten på elbas og Paal Nilssen-Love på trommer samt gæsten Thurston Moore på guitar. The Thing har tidligere lavet plader sammen med bl.a. Joe McPhee, Neneh Cherry, Barry Guy og Ken Vandermark. Hvor deres samarbejde med Neneh Cherry i 2012 nåede ud til et stort publikum er de sammen med Sonic Youth-chefen og guitaristen Thurston Moore taget hjem igen. Der hvor noise er lige så vigtig en ingrediens som impro, jazz og rock.

Der flænses og rives i jazzen. Det er nogle velfortjente, nuancerede og præcise klaps på øredellerne som man får med The Thing og Thurston Moores veleksekverede musik. Der er støjende - ja vist - men ikke uden nuancer og detaljer. Gustafsson er i disse år en af de vigtigste svenske jazzmusikere, der bringer jazzen ud til det publikum, hvor eksperimenter, larm og grænsesøgende aktivitet er mere og andet end noget man bare siger.

trostrecords.bandcamp.com

Admiral Awesome: Makeout Music for Modern Lovers (Gateway) 2LP

Den aarhusianske trio Admiral Awesome udgav deres debutalbum for tre og et halvt år siden. Dengang havde de den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist med som gæst. Denne gang er det den finske saxofonist Mikko Innanen. Ham kender vi herhjemme bl.a. fra samarbejdet med Stefan Pasborg og Delirium. Trioen består af tre Aarhus-musikere, der på trods af, at de er ganske erfarne spiller med en spændstig ungdommelighed og friskhed. 

Jacob Danielsen (sax), Thomas Sejthen (bas) og Christian Windfeld (trommer) har et intenst spil, hvor Mikko Innanen passer godt ind. Det er jazz, der står oven på Ornette Coleman’s og Archie Shepp’s jazz fra 60’erne. Der er en skæv stabilitet og en swingende sejhed. Thomas Sejthens virile bas, der som Charlie Hadens bas konstant er elegant tilstede i lydbilledet. Christian Windfeld er time og loose på trommerne. Jacob Danielsen spiller både på basklarinet og tenorsax mens Innanen spiller alt- og barytonsaxofon.

Der udspiller sig et spændende spil mellem de to saxofonister. Hvor med-, sammen- og modspil væver sig ind og ud. Musikken fremstår gennembearbejdet, hvilket giver de to saxofonister plads og luft til spændende improvisation. De har musikken inde under huden. Det er jazz med tjekkede breaks og cool attitude. Admiral Awesome er kun blevet bedre med tiden og denne plade vil stå længe og er meget flot jazzstatement fra Aarhus - danish for pissefed jazz.

Som tegneseriefreak bliver jeg ekstra glad, når jeg ser pladecoveret. Et flot gatefoldcover med et billede på forsiden af helten Admiral Awesome der råsnaver med en langhåret robot. På bagsiden har den maskuline robot taget parykken af og Admiral Awesome står med et skævt smøret smil. Køb LP-pladen og oplev glæden når pick uppen kærtegner rillerne med Admiral Awesome.

admiralawesome.dk

Anmeldelsen på jazzogvinyl:

    Admiral Awesome: Makeout Music for Modern Lovers (Gateway)

Bravura in the Face of Grief: Furry Mouth (abstract tits Records)

Komponisten Michael Nyman lavede som vanligt musikken til Peter Greenaway-filmen Tegnerens kontrakt fra 1982. Her hedder et af stykkerne Bravura in the face of Grief. Uden umiddelbar sammenhæng er det også navnet på en ny eksperimenterende dansk/norsk improduo bestående af trommeslageren Anders Vestergaard (Yes Deer, Boujeloud og Kasper Staub Trio) og saxofonisten Danielle Dahl. De laver musik/lyde/toner i et af-, under-, ud- og opsøgende univers. Med Vestergaards trommer og Dahls saxofon skabes der lyde med instrumenterne, som man ikke oprindeligt havde tænkt at de skulle frembringe.

Selve udgivelsen består af en CD og en idolplakat med de to medlemmer iklædt lidt alufolie. Det er en lidet konventionel udgivelse, der placerer sig i samme luftlag som en anden duo med udgangspunkt i Aarhus, nemligt Kolonihaven Unikum. Pladen flimrer rundt med hyletoner og skingre afarter af noget der kunne kaldes musik. Det er indadvendt eksplosivt materiale, der spænder lyttenerven hårdt op. Det er urovækkende musik og er på ingen måde en feel-good plade. Det er en af de mange gode grunde til, at  man skal udsætte krop og ører for duoen og deres eskapader. 

soundcloud.com/anders-og-danielle

David Virelles: Mboko (ECM)

Det har med rette trukket store overskrifter, at USA diplomatisk endelig nærmer sig Cuba og bl.a. åbner en ambassade i landet. Musikalsk har der nu været kontakter mellem landene i mange år. Bl.a. er Ry Cooder's skønne Buena Vista Social Club-projekt et godt eksempel på det. Den cubanske pianist David Virelles flyttede fra Cuba til Canada i 2001 og kom til New York i 2009. Her lavede han i 2012 det roste album Continuum og medvirkede desuden på Jakob Bro's Bro/Knak plade. Nu er Virelles aktuel med pladen Mboko.

Det er en plade der hylder det cubanske religiøse selskab Abakuá - der er baseret på vestafrikanske traditioner og indeholder ceremonier med bl.a. maskedans. Det er symbolsk musik som Virelles omsætter til det 21. århundrede. Med hjælp fra to bassister, en trommeslager og cubaneren Roman Diáz der mestrer det specielle cubanske trommesæt biankoméko skaber Virelles et musikalsk univers med stærke stemninger. Det er hellig cubansk musik og jazz i ånden fra Andrew Hill og Henry Threadgill. Det er en plade, der kommer til at holde længe.

player.ecmrecords.com/virelles

The Stoner: Kinder call (Hoob Records) LP

 Det er ti år siden at de udgav deres første album. Svenske The Stoner med saxofonisten, basklarinetisten og fløjtenisten Nils Berg i spidsen har holdt sammen på den samme besætning hele vejen. Pianisten Jonas Östholm, bassisten Nils Ölmedal og trommeslageren Jon Fält er Bergs sikre støtter. Det er deres femte album. De har indspillet musikken foran publikum i det tidligere kapel på Sabbatsberg Sjukhus i Stockholm. Det er blevet til et besættende lækkert album. Der er et intenst nærvær  i musikke. Det er i særdeleshed, når Berg spiller på basklarinetten at der sker noget. 

I pressematerialet beskriver Nils Berg inspiration fra columbiansk techno, Georg Riedels sommersverige, modaljazz a la Coltrane og mørk dystopi. Det er grundlæggende musik som man har lyst til at byde velkommen i stuen. Det er gennemført og afbalanceret. The Stoner er spirituel og sjælfuld jazz med en underspillet sitren. 

Kinder Call udgives på en brunlig guldagtig vinyl (forgive me, jeg er farveblind) og pladecoveret er et silketryk, hvor der er et farvespil i trykfarven. Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazzvinylfetichister med hang til ny jazz, hvor der er kant uden at det smadrer højtalerpappet.

thestoner.com

hoobrecords.com

Jazznytprisen & årets bedste danske jazzplader

Der er mange gode grunde til at kalde 2014 for et stort år for dansk jazz. Der er kommet en stor stak fede plader og der er afholdt mange gode koncerter i det ganske land. Traditionen tro kårer JazzNyt årets 10 bedste danske jazzplader.  Som de foregående år har det ikke været en let opgave. Der har været mange af de anbefalelsesværdigt gode plader i år. Jeg har under nogle af de udvalgte plader tilføjet plader, der befinder sig i den samme gode stil - kaldet Same vibe - hvis du ikke kan få nok og har lyst til at gå på eventyr.

Årets Jazznytprisvinder er en mangeårig favorit, der atter en gang har føjet nye facetter til den i forvejen fantastiske karriere. Prisen vil blive overrækt når mine veje krydses med vinderens - hvilket meddeles her på bloggen.

Jazznytprisen 2014

Carsten Dahl

Han er med den norske jazzkritiker Jan Granlies ord en af de bedste på sit instrument i Europa. Granlie skriver desuden om Dahl at: “Carsten Dahl er en tekniker nesten uten sidestykke, og når han får utfolde seg fritt med et velstemt flygel, er det nesten ingen begrensninger på hva som kommer ut av instrumentet. Han kan hele jazzhistorien, og bruker sine favoritter til å utforske sine egne ideer og innerste tanker når han lager musikk.” 

Alt dette skriver Granlie i forbindelse med anmeldelsen af Carsten Dahl og Stefan Pasborgs duoplade Live at SMK. Det var selvsamme plade der fjernede al tvivl hos mig. Carsten Dahl skal have Jazznytprisen 2014. Han har været i hovedrollen på intet mindre end fem markante pladeudgivelser i år. Alle fem plader besidder kvaliteter der er med til bekræfte at vi med Carsten Dahl har en unik musiker, hvor improvsation og øjeblikkets intense krav om tilstedeværelse i den skabte musik er noget han forfølger på allerhøjeste plan.

Hvorfor er det så lige i år, at jeg hylder Carsten Dahl med Jazznytprisen? Det gør jeg fordi Carsten Dahl i 2014 har beriget os med hele fem stærke, vedkommende og personlige udgivelser. Plader hvor improvisation er omdrejningspunktet. 

Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music)

“Det der er interessant og gør Carsten Dahl Goldberg Variationer til et mesterværk, er klangene der med fylde af ekstra-terrestriale dimensioner blæser mig omkuld. Det er stort! Det er stort fordi Dahl bringer Goldberg Variationerne på afveje og skaber et nyt og nutidigt værk af opsigtsvækkende karakter.”

The Myth & The Moth (Tiger Music)

“Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue.”

A Good Time (Storyville) sammen med Lennart Ginman & Frands Rifbjerg

“Melodierne bruges som 3 meter vippen i svømmehallen. Den velkendte lange planke der er placeret 3 meter over vandet. Her kan man så vælge at hoppe nogle ekstra gange og få ekstra megen kraft i benene til et højt udspring med en saltomortale. Man kan lave en bombe etc. Der er mange muligheder - men en ting er sikkert. Man lander altid i vandet. Det samme er gældende for Dahls trio, der altid lander sikkert i vandet”

Live at Montmartre (Storyville) sammen med Eddie Gomez

“han vælger ikke den lette vej ved at tænke Bill Evans, når det er Gomez der står ved bassen. I stedet er det to musikere der kommunikerer på ligeværdig vis. Carsten Dahl spiller op med humor og et sprællende overskud. Eddie Gomez indfanger det og er langt fremme på bassen”

Live at S.M.K. (ILK) sammen med Stefan Pasborg

“Duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls.”

Årets bedste danske jazzplader 2014

Lars Greve: Breidablik (Hiatus)

I et improvisatorisk samspil med naturen har Lars Greve skabt en af de mest spændende og originale danske musikudgivelser i 2014. Det er organisk musik, hvor den indre ro afspejler sig i musikken. Den ro det giver, når man vender tilbage til udgangspunktet, til det genkendelige. Her er det genkendelige ikke gammel jazz, som Greve hørte som ung. Her er det genkendelige i stedet naturen og de lyde som Greve kender fra sin barndom i det vestjyske.

Same vibe: Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 recorders (Hiatus)

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten)

Det er lige præcis den ro, der er med til at give os et helt fantastisk album. Tempoet er ligesom musikkens sjæl roligt - det er overvejende ballader. Der er melodi. Der er tid til at aflevere en historie. Christian Vuust udnytter at han har Parks ved klaveret og Parks er omvendt god til indfange Vuusts idéer. En veldefineret blanding af New York og Danmark.

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Det er musik i balance med sig selv og med lytteren. Der er en magisk ro og fylde i musikken. Flere af numrene har været brugt i film i andre udgaver. Pladen er et soundtrack til dit øjeblik. Nikolaj Hess sætter ikke en finger forkert undervejs på flygelet. Det føles så logisk og rent.

Supplerende: 3xHess: Music for Mum & Dad (Hessmusic/Gateway)

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville)

The Danish Radio Big Band fylder 50 år. Hvis fejringen er et festfyrværkeri og denne plade er den første raket der er sendt op på himlen, så starter de godt nok hårdt ud. Det er en kl. 24 raket med størst tilladte krudtmængde, der eksploderer på himlen i et fejende flot mix af sølvbuketter og guldbrokader.

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut)

Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage sjælen. De er velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. 

Same vibe: Johan Bylling Lang Organ Quintet: Up for grabs (JBL Music/Gateway)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi)

To saxofoner og en trommeslager der spiller punkjazz. Lyder det dejligt på den der skønne “spark-i-røven” måde? Det er som hvis Ornette Coleman tog på opdagelse i den engelske punkmusik i starten af firserne. Mette Rasmussen spiller stramt og kraftfyldt.

Same vibe: Yes Deer: The Talk of Tennis (Gaffer Records)

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing)

Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt.

Same  vibe: SVIN: SVIN (Ponyrec)

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan/Pladekisten)

Trompetisten Jakob Buchanan gør måske ikke det store væsen af sig i en større offentlighed. Det er også helt fint med mig. Så længe jazzlyttere med ørerne skruet rigtigt på, bruger tre kvarter på at lytte til denne plade. Buchanan, der har en sikker tone på trompeten bruger inspiration fra specielt Kenny Wheeler til at skabe sit eget sprog. Der er en afklaret og smittende ro i musikken.

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt)

Albummet Face the music er Sinne Eeg, når hun er allerbedst. Der væltes ikke paladser. I stedet pudses de og skinner om kap med solen. En medrivende og smittende musikalitet vælter ud over lytteren.

Same vibe: Jakob Dinesen: Yasmin (Stunt)

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK)

Han får mig til at bremse op og nærlytte. Her er også en skæv skønhed. En afslappet melodisk frihed og nogle helt fantastiske swingende trommer. Søren Kjærgaards fornemmelse for musikkens æstetik er styrken.

Same vibe: Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome)

Løft mig op, så jeg kan nå er en poetisk jazzplade. En plade der med dansksproget instrumentaljazz kommunikerer med lytteren. Med en levende og nordiskinspireret indiejazzet lyd omfavner I Think You’re Awesome smukt musikken.

Same vibe: Kasper Staub Trio: Havnepladen

Phronesis: Life to everything (Edition)

Logisk elegance veksler med knaldperler. Lederen og bassisten Jasper Høiby limer trioen sammen. Skaber overgange og forandringer. De spiller som et sammenvævet enstænkende kollektiv. Balladerne er nattesorte og stemningsfyldte. At de har valgt liveformatet er et ekstra plus for denne plade. Phronesis regnes med rette for at være en af de hotteste jazztrioer i Europa i dag.

Stefan Pasborg/Carsten Dahl: Live at SMK (ILK)

Det er to af de mest originale danske jazzmusikere der har fundet sammen på denne duoplade, der er optaget på Statens Museum for Kunst i 2012. Det er ikke nyt, at de spiller sammen, men det er nyt at de spiller sammen i en duo, hvor de mødes ligeværdigt. Trommeslageren Stefan Pasborg har spillet sammen med pianisten Carsten Dahl i sidstnævntes Experience, der har lavet 3 albums, senest i 2013. Carsten Dahl er oprindeligt selv trommeslager og blev optaget som sådan på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han så skiftede til klaver, efter at bl.a. Ed Thigpen havde truet med at sige op, hvis Dahl ikke fik lov til at fortsætte med klaveret som hovedinstrument. Han fik som bekendt lov til at fortsætte og er indtil årets udgang professor på rytmekons. 

Dahls trommefortid spiller en tydelig rolle på denne duoplade - omvendt kunne man også have bildt mig ind at Stefan Pasborg havde en fortid som pianist - ikke som saxofonist eller bassist. Men pianist fordi han spiller med så mange klange og dybder i sit spil. Stefan Pasborg spiller på alle trommernes strenge - kunne man fristes til sige. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls. Pladen former sig om 3 kompositioner af Carsten Dahl. Nariman’s Mood har sine rødder i skandinavisk folkemusik, mens Psyko Calypso er Michel Camilo på afveje. Her i mellem er der improviserede stykker, hvor duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pladen lukkes ned med standarden Blame it on my youth. Her samler de og forklarer sig. Det er jazz med varme og sjæl til at gå hjem på.

ilkmusic.com

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 Recorders (Hiatus) 7”single

En gang i midten af firserne oplevede jeg et stykke musik udsat for 100 akustiske guitarer i Musikhuset i Århus. Instrumenterne kom undervejs til at lyde af mere og andet end akustiske guitarer. Der blev ikke anvendt nogen form for effekter ind over instrumenterne, alligevel fik guitarerne en helt anden lyd, når de blev multipliceret så mange gange. Niels Lyhne Løkkegaard forfølger noget af det samme med hans nye projekt Sound X Sound. Han har komponeret musikken, hvor han mangedobler et instrument og får nye og ikke hørte lyde frem fra et ellers velkendt instrument. Det første instrument i serien er gammelkendte og superpædagogiske instrument blokfløjten, som for mange har været det allerførste instrument man har spillet på (gad vide om Niels Lyhne Løkkegaard selv startede med at spille på blokfløjte?). 

Musikken er udgivet på en single i tyk vinyl, med papcover og inderpose, som var det en LP-udgivelse. Allerede her er der en aura af noget specielt. Noget man sjældent får lov til at stifte bekendtskab med. Musikken er komponeret for 8 blokfløjter. På den ene pladeside er det altblokfløjter og på den anden side er det sopranblokfløjter. Det bliver lige præcis den der særegne oplevelse, hvor jeg på den ene side genkender blokfløjterne og på den anden oplever instrumenterne i et nyt lys. Musikken er minimalistisk med små skift undervejs. Blokfløjterne trancenderer nærmest. Siden med sopranerne er den lyse eller den hidsige. Mens siden med altfløjterne er mere moderet og behagelig. Niels Lyhne Løkkegaards kompromisløse tilgang til musik når nye højder med denne udgivelse. At det samtidig er både givende og interessant at lytte til gør jo ikke sagen ringere. Jeg glæder mig allerede til det næste projekt, der skulle involvere 30 kromatiske tunere.

Bonusinfo:

D. 18. december kl. 20.30 præsenteres musikken i Koncertkirken på Nørrebro.

nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Nguyên Lê with Michael Gibbs & NDR Bigband: Celebrating The Dark Side of The Moon (ACT)

Hvis man har levet et sted, hvor der ikke er en måne. Så har man heller ikke været på den mørke side af månen. Hvis man har levet et sted hvor der ikke er rock, så har man heller ikke været på The Dark Side of The Moon. Det er 41 år siden, at Pink Floyd udgav The Dark Side of The Moon - en plade der med lyd og musik revolutionerede rocken dengang og siden har inspireret og fascineret vidt og bredt. Et sandt mesterværk. Der er lige udkommet et “nyt” Pink Floyd album - der helt sikkert tilfredsstiller og appellerer til fansene. Men aldrig fænger så bredt som den gamle klassiker har gjort. Hvem den her plade, så henvender sig til, er et godt spørgsmål. Jeg er gammel Dark side of the moon fan, jeg er big band fan og jeg er fusionsjazz fan. De tre vigtigste elementer i forbindelse med denne udgivelse.

Jeg synes bare ikke at det fungerer. Der er enkelte steder, hvor det kommer godt op at koge. Som på introen til Time, hvor big bandet bruges effektivt. Det er også et af få numre, hvor der er tid nok til, at dvæle ved detaljerne, ellers går det alt for stærkt på de korte numre. Det er aldeles overflødigt med de nyskrevne kommenterende mellemnumre, der er skrevet af guitaristen Nguyen Le, der også er hovedsolisten på udgivelsen. Hans karakteristiske guitarspil kommer ofte i karambolage med musikken. Igen kommer et af de længere numre med tid og ro til en ordentlig intro ham til undsætning. Us and them er et vellykket mix af Nguyen Le’s guitar, big bandet og Pink Floyd. Sangerinden Youn Sun Nah medvirker på flere numre. Den eneste grund til, at hun gør det, må være fordi hun er på samme pladeselskab som Nguyen Le. Kunstnerisk giver det ikke mening. 

actmusic.com

Mats Öberg: Improvisational two.five (Caprice)

Improviseret soloklaver er en elitedisciplin der tiltrækker nogle af jazzens største pianister. Keith Jarrett, Paul Bley og vores hjemlige Carsten Dahl har vist vejen for hvordan det skal lyde. I 2006 skulle den svenske pianist Mats Öberg lave soloimprovisationsplade inspireret af enten Cornelis Vreeswijk eller Bernt Egerbladh (Öbergs morbror). Mats Öberg kunne ikke vælge og fik indspillet begge dele. Det var til gengæld Cornelis pladen der udkom. Det var det svenske pladeselskab Caprice der havde sat idéen i søen og de udsendte i 2007 Improvisational Two. Siden blev Egerbladh-indspilningerne gemt væk og først fundet frem nu, hvor den nordsvenske by Umeå var kulturhovedstad. Bernt Egerbladh har om nogen symboliseret Umeås jazzscene.

Den blinde pianist Mats Öberg har lavet en meget vellykket hyldest til Egerbladh. Det er svensk, storladent og stemningsfyldt. Han vrider tonerne rundt og spiller melodisk og ligefremt. Der er en mental dybde og velstruktureret kompleksitet i Mats Öbergs improvisation. Det giver musikalske vitaminer af den langtidshioldbare slags.

capricerecords.se

Esben Højlund Trio: Ekstrakt (Gateway)

Det er dejlig plade som pianisten Esben Højlund debuterer med. Den gør egentlig ikke det store væsen af sig. Det er en plade som jeg ofte har haft til at køre i baggrunden siden jeg modtog den. En af pladens store kvaliteter er sammenhængen. Musikken flyder logisk emotionelt og stringent. Esben Højlund sværmer om lyriske stemninger med melodi. Højlund bliver bachelor fra det Rytmiske Musikkonservatorium til sommer. Han er sammen med brødrene Nicolai Dall på trommer, der er studerende på samme årgang som Højlund og Tobias Dall på bas, der blev færdig som kandidat i sommers.

Musikken er præget af jazz med et europæisk udtryk. Pladens eneste komposition som Højlund ikke har haft fingrene i er Carl Nielsens Sænk kun dit hoved - der folder sig smukt ud. Esben Højlund er helt sikkert en pianist der er værd at holde øje med i fremtiden. Debutpladen lover i hvertfald godt!

The Orchestra feat. Tuva Semmingsen: Money (Gateway)

Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen fik jeg lejlighed til at høre nogle numre med The Orchestra og Tuva Semmingsen. Jeg var ganske uforberedt på det, da de var erstatning for Jacob Anderskov, der var forhindret i at spille. Jeg synes at jeg havde hørt navnet Tuva Semmingsen før, men jeg kunne ikke placere det. Jeg sad ved siden af Berlingskes anmelder Kjeld Frandsen, der heller ikke vidste hvem Tuva Semmingsen var. Senere på aftenen talte jeg med P8 Jazz-værten Stine Danving - der havde fået fri efter den direkte udsendelse hun havde været vært på. Hun kunne til gengæld hjælpe mig på vej. Danving er ud over at være vært på P8 jazz (og jurymedlem ved årets Danish Music Award Jazz) også studerende i klassisk sang på konservatoriet i Odense. Hun havde lige oplevet Tuva Semmingsen nogle få aftener før på det Kgl. Teater i operaen Lulu. Tuva Semmingsen er mezzosopran og ansat ved operaen. Så gav det meget god mening at jazzhoveder som Frandsen og jeg ikke var sporet af hvem Tuva Semmingsen var.

The Orchestra kender jeg til gengæld ganske godt. Det er big bandet der har præsteret og præsenteret meget forskelligt gennem årene. Jeg har altid holdt ekstra meget af dem, når Lars Møller har stået i spidsen, som på Beats & bigband fra 2003 og Episodes fra 2011. En anden vigtig bidragsyder til big bandet er basunisten Jakob Riis, der både som arrangør og komponist har sat sit præg på The Orchestra. På den aktuelle plade har han arrangeret al musikken. Men ikke komponeret den. Det er et atypisk The Orchestra-projekt da de for første gang ikke præsenterer original musik. Det er til gengæld 8 kompositioner der alle har sat sit tydelige aftryk på jazzen. Åbningsnummeret er Michel Legrands Les moulins de mon coeur, der ligger smukt i munden på Tuva Semmingsen. De franske gloser tænder lysten til et godt glas Bourgogne, der i øvrigt suppleres af en dejlig altsaxsolo fra Kasper Wagner. På Bobby Timmons Dat dere, der hører til i souljazzens kanon bruger Semmingsen teksten som Oscar Brown jr. lavede nogle år senere til nummeret. Det går på den anden side ikke så godt for Semmingsen, når der skal soul i munden. Guitaristen Per Gade redder nummeret midtvejs med en Wes Montgomery lignende solo. Semmingsen stivner og er alt for meget på udebane. Lidt det samme sker med Billie Holidays God bless the child. Heldigvis er det ikke kun åbningsnummeret der er i den gode klasse. Igen er det de franske gloser der redder Semmingsen. Kurt Weills stemningsfyldte cabaretnummer Le Grand Lustcru og Joseph Kosmas Le Feuilles mortes fungerer bedre. Jakob Riis arrangementerne er præcise og vedkommende. De holder hele pladen igennem. Og The Orchestra er velspillende som vanligt!

sonicescape.net

SVIN: SVIN (Pony Rec)

Det er jazz for generationen der er vokset op med Nirvana eller Sonic Youth i ørene. Det er støjende, flabet, punket og tænderskærende grimt. Men så er det heller ikke værre. Der er en fascinerende dystopisk og industriel undergangsæstetik i musikken. Som når man hører indledningen til nummeret Arktis, der skylder mere til Bowie/Eno end man lige aner. Svins store force er den afvekslende blanding af stilarter som de er i stand til at kaste sig ud i. Det er nærmest bipolart svingende mellem sort/hvid, plus/minus, op/ned, ud/ind og enkelte gange midt i mellem. Aldrig stillestående.

Pladen starter vildt med Maharaja, der vrider sig i et manisk tempo. Der er nummeret Fuck John, der opfører sig som en avantgardistisk udgave af AC/DC, hvor saxofonisten Henrik Pultz Melbye kværner et guitarriff på saxofonen. På pladens sidste numre er Magnus Bak, der spiller på messinginstrumentet march baryton i en fremtrædende rolle. Her er specielt det afsluttende nummer Fede piger i særklasse. Det vokser frem og bliver til et festfyrværkeri af saltpetersyre, noget som guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Thomas Eiler-Vju smider i ørene på os. SVIN er et originalt og stærkt bud på hvorfor dansk undergrunds-støjjazz er inde i en guldalder lige nu. Hægt dig på. Det er ikke kedeligt.

svin-music.com

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT) >> Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

I guder hvor har Nils Landgren ofte pisset mig af. En af grundene er selvfølgelig, at der kommet mange plader af meget forskellig kvalitet fra manden. Altså både godt og skidt. Jeg er med andre ord gået skeptisk til lytningen af den dobbelte opsamlingsplade, der breder sig ud over de 20 år, hvor Landgren har været tilknyttet de tyske pladeselskab ACT. Første CD er i den funky afdeling - mens den anden indeholder de blødere sager. De sidste var jeg klar til at sende på destruktionsanstalten, inden jeg havde et eneste pip fra Landgrens røde trombone. Shame on me!

Landgren er ikke bange for at kaste sig over musikalske relikvier som Stings Fragile, Lennons Imagine eller Abbas Knowing Me Knowing You. Ja gu’ fanden bliver det banalt. Men han byder ind med noget personligt og gennemmusikalsk, der ikke kan afvises som det rene fis. Når han laver discoklassikeren I will survive om til en funkballade, grænser det til genial frækhed. Det lyder så fedt. Pladen lukker ned med Oleta Adams’ hit Get here fra 1988. Det er et outtake fra Landgrens seneste plade. Her viser Landgren endnu en gang sine jazzede popevner.

Den første plade med de funky sager rummer bl.a. coverversioner af gamle hits som Stuff like that, Ain’t nobody og en mindre ventet variant af The Doors’ Riders on the storm. Landgren omgiver sig med nogle sublime musikere og denne udgivelse kan anbefales til jazzlyttere der vil underholdes med poppet og funky jazz. Det fungerer næsten hele vejen.

Nils Landgren er også aktuel med sit fjerde julealbum, hvor han traditionen tro har inviteret gode venner med på pladen. Denne gang foregår det i studiet. Vi får såmænd både Whams Last Christmas og O helga natt. Det er blevet intim plade, hvor det musikalske akkompagnement udgøres af trombone, saxofon, bas og guitar. Sangerinderne Sharon Dyall, Jeanette Köhn og Ida Sand er sammen med Landgren i den vokale front. Det er hyggeligt som duften af gran og appelsiner.

nilslandgren.com