Viser opslag med etiketten Syrien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Syrien. Vis alle opslag

onsdag, august 03, 2022

Kenneth Dahl Knudsen: Atlas (Kenneth Dahl Knudsen) CD/DL/stream

Det er ikke tilfældigt, at den aalborgensiske bassist, komponist og bandleader Kenneth Dahl Knudsen kalder sin plade for Atlas. Han er en verdensmusiker. Han henter musikalsk inspiration overalt og samarbejder med et hold internationale musikere. På det forrige album var det Grønland. Denne gang er det en hyldest til de mange steder hvor han har hentet inspiration. 


Han er sammen med Wassim Mukdad på oud fra Syrien, Ertan Tekin fra Tyrkiet på duduk/zurna, Eyal Lovett på piano fra Israel, Ganna Gryniva fra Ukraine på vokal og Marius Ungureanu fra Rumænien på bratsch mens han selv spiller bas og holder styr på musikerne.


Kenneth Dahl Knudsen tager os med rundt til Polen, Libanon, Argentina, Litauen, Israel, Skotland, Grønland, Marokko og hjembyen Arden i det jyske. Han bruger elementer fra de enkelte landes musikalske kulturer i kompositionerne. Han er også bevidst om at bruge den unikke besætning og deres individuelle evner. 


Det er kalejdoskopisk og sammenhængende rundrejse. Kenneth Dahl Knudsen har skabt et grundudtryk, så Atlas blive en sammenhængende plade. Det kræver mod ud over det sædvanlige, at lave sådan en plade. Kenneth Dahl Knudsen har modet, evnerne og overblikket.

Kenneth Dahl Knudsen

 

søndag, marts 14, 2021

Juma: Juma (JUMA/Gateway) LP/CD/DL/stream

 

I Sverige er der lige kommet et album, Jazz på Nysvenska, som en del af en reaktion på, at det ledende medlem af Sverigedemokraterne Mattias Karlsson bla. havde udtalt at Jazz på Svenska-skaberen Jan Johansson var svaret på ursvensk kultur. Derfor besluttede Peter Bryngelsson at lave albummet Jazz på Nysvenska, hvor den gamle plade blev nyfortolket med en blanding af svensk jazz, klezmer, arabisk, indisk og blues.


Jeg ved ikke om der er den samme politiske agenda i det danske Juma-projekt. Jeg tror det ikke. Projektet er skabt ud fra spørgsmålet: “Hvad sker der, når den arabiske og nordiske religions- og traditionsmusik mødes?”


Det er både et modigt og sympatisk projekt. Det er modigt fordi de blander musikalske traditioner, der er meget langt fra hinanden. Der er det rent tekniske og praktiske omkring rytme og tonesprog som adskiller dem. Når det er sagt, så kan musikken mødes på tværs af kultur og etnisk ophav på fascinerende vis.


Mødet lykkedes særdeles godt fordi musikerne har en lydhør og nysgerrig tilgang til mødet mellem kulturerne. Det er den syriske flygtning Bakri Hemmami der på vokalen fører flot an. Særligt i sammenskrivningen af Sensommervise, hvor Thilde Fjord Madsen, der også spiller harmonika på pladen, starter ud med at synge den vemodige sang, hvor Hemmami på dansk synger duet med Thilde Fjord Madsen, inden han begynder at synge den arabiske folkemelodi Hal Asmar Ellon, så de to sange smelter sammen, godt understøttet af Bilal Irshed’s magiske oud-spil. Det er så vildt og stemningsfuldt. 


Pladen rummer bl.a. også et flt møde mellem Musens sang og den arabiske folkemelodi Juma - der betyder mor. Jonas Muff Rytz Jørgensen spiller percussion, Niklas Emborg Gjersøe spiller bas og Thomas Brunbjerg spiller guitar. Juma tager på turné til efteråret - jeg har på fornemmelsen at der er en stor oplevelse i vente derude. Indtil da kan man varme op med pladen, der selvfølgelig er ude på vinyl.

Juma på Facebook

tirsdag, august 21, 2018

Blood Sweat Drum + Bass: Concierto de Scheherazade (Blood Sweat Drum + Bass/Pladekisten) CD/DL/stream

Jens Christian Chappe Jensen har lavet en "Concierto" til Scheherazade. Kvinden der fortæller de 1001 nats eventyr. Historierne som hun fortæller til kaliffen er så spændende, at hun formår at overleve 1001 nætter, medens kaliffen forelsker sig i Scheherazade som ellers skulle været slået ihjel allerede den første nat. 

Chappe bruger selvfølgelig det 26 mand store big band Blood Sweat Drum + Bass til at sætte musikken i scene. De hjælpes godt på vej af det 12 mand store klassiske ensemble The Danish Sinfonietta og de tre syriske musikere Moslem Rahal på nai (en fløjte), Maher Mahmoud på Ord og Jehad Jazbeh på violin. 

Chappe har kredset om den mellemøstlige musik og i særdeleshed Syrien siden kort før borgerkrigen brød ud, hvor han var i Damaskus på en musikalsk studietur, der siden har sat sit præg på flere Blood Sweat  Drum + Bass udgivelser og koncerter.

Pladen åbner med The Sultans Delights, der i fire dele både kommer omkring et stykke baseret på en kvarttone skala og et stykke der refererer til Ellingtons Caravan. Ellington er også i centrum på anden del. Isfahan my Dream, der starter ud med en parafrase over Ellingtons Isfahan fra Ellingtons Far East Suite, hvor Julie Kjær leverer en smuk altsax solo. Det er måske det mest straight jazzede, jeg har hørt fra Blood Sweat Drum + Bass. 

Tredje del The Courtyard of Al Azem er et smukt mellemøstligt inspireret stykke. På den fjerde del, Open Sesame kommer alle delene i spil. Det er dog Moslem Rahal på nai-fløjten og Aske Bode på keyboards, der løber med opmærksomheden i et forrygende sammenspil, hvor nai-fløjten sendes på natklub af Bodes keyboard. Femte og sidste del er Prayer for Syria, et nummer som Chappe skrev kort efter, at borgerkrigen startede og siden har udviklet sig og nærmest fået sit eget liv. Den er allerede dokumenteret to gange tidligere - og endnu en gang, så er bønnen for landet med den stærke og smukke kulturhistorie en forrygende finale på et meget vellykket album. 

Chappe forener jazzen, klassisk musik og mellemøstlig musik på imponerende vis. Et stærkt album der ikke kan anbefales nok. Sæt dig ned. Skru op for anlægget. Tag på rejse. Du vil ikke hjem igen.

onsdag, november 18, 2015

Awareness (Olufsen)

Det er superpræntentiøst at pakke sin musik ind i et cover, hvor der ikke står andet end Awareness. Hvad er det? En CD med mindfullness øvelser? Nej det er det selvfølgelig ikke. Det er Det Jyske Musikkonservatorium der har udsendt en CD med musik fra nogle koncerter de spillede i forbindelse med Images Festival 2013 i Århus. Palle Mikkelborg står øverst på musikerlisten, mens Jens Christian “Chappe” Jensen er nummer to som dirigent for orkester og kor med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden medvirker electronicamusikeren Mike Sheridan, harpenisten Helen Davies, bassisten Moussa Diallo og percussionisten Ayi Solomon. Det fornemmes allerede her på skrift at der er gang i en større musikalsk blanding. Her er dirigenten Chappe i høj grad den samlende person for hele albummet. 

Chappe har i snart 15 år huseret med sit ekstra store big band Blood Sweat Drum + Bass. Musikken på den aktuelle plade er en tilføjelse til det han allerede har skabt der. Siden 2008 har BSD+D arbejdet sammen med Palle Mikkelborg, der bl.a. kommer i fokus sammen med symfonikerne på åbningsnummeret Miles to go og den afsluttende Silkevejen, hvor “fru Mikkelborg” Helen Davies er forbi med harpen. Electric Red fra det over 30 år gamle mesterværk Aura genbesøges med Moussa Diallo i en ikke uvæsentlig rolle på slagbas. 

Electronicamusikeren Mike Sheridan titter frem flere gange undervejs, bl.a. på mellemspillet Mikes Place. Chappe var i Syrien kort tid før krigen startede, hvilket kunne høres på albummet On the road to Damasus fra 2012. Siden hen har det udløst minisuiten Prayer for Syria, hvor han bruger hele musikbutikken til at skildre håbet for Syrien. Her hører vi også de syriske musikere Moslem Rahal på ney fløjte og Maher Mahmoud på oud. Mali besøges på nummeret Fatigue a la Route, hvor Baba Sacko på sang og kora og Kamissa Diabaté sikrer den autentiske vestafrikanske stemning. På det efterfølgende Mali Medley kommer der flere musikere på. Til sidst folder det sig ud i en fest.

Awareness har adskillige musikalske højdepunkter og præsenterer konservatoriets imponerende diversitet flot. Det bliver dog som plade en rodebutik, der bedst gør sig i brudstykker.

mandag, januar 05, 2015

Blood Sweat Drum + Bass with Palle Mikkelborg & Dave Liebman: In the spirit of…. (Blood Sweat Media/Pladekisten) CD+DVD

Samarbejdet mellem Blood Sweat Drum + Bass og Palle Mikkelborg har on and off stået på siden 2008, men er ikke dokumenteret og offentliggjort før nu. Big bandet Blood Sweat Drum + Bass der ledes af Jens Chr. “Chappe” Jensen spillede med både Mikkelborg og Dave Liebman i 2013 i forbindelse med, at den internationale jazzskolesammenslutning IASJ havde deres møde i Aarhus. Det er en organaisation som Liebman har været dybt involveret i siden starten. 

De to stjernemusikere mødes på pladen i en suite der er sammensat af fem Mikkelborg-kompositioner. Queen of the night, Yellow, Blue, Violet og The Gull and the Dark Lake. Det 26 mand store big band Blood Sweat Drum + Bass er i dagens anledning udvidet med strygerkvartetten Who Killed Bambi. Suiten udvikler sig overraskende flot. Jeg var bange for at samarbejdet mellem Liebman (der ikke er kendt for at være den letteste at arbejde sammen med) og Mikkelborg ville blive uinteressant. Men der sker alligevel noget positivt i det musikalske møde. De havde først mødt hinanden i forbindelse med lydprøven kort før koncerten. Det er to erfarne ræve der lige præcis gør det der skal til for, at de kan sætte deres personlige trademarks på musikken. 

De tre andre numre er en fortsættelse af Chappes syriske musikeventyr, som han startede med albummet On the road to Damascus i 2012. Blood Sweat Drum + Bass viser sig fra deres stærkeste side på denne CD. Her viser Chappe endnu en gang vejen for hvordan nutidig big band musik blandes med syriske musiktraditioner - i en grad hvor begge stilarter lever og ånder smukt.

Big bandet har eksisteret siden 2001 og har undervejs optaget videoer ved koncerter og lignende. Det er samlet på den medfølgende DVD. Her er bl.a. en optagelse fra den legendariske koncert på Roskilde Festival 2007, hvor nordmanden Jørgen Munkeby medvirkede. Optagelser med de syriske musikere har også fundet vej til DVD’en. Et par af højdepunkterne er dog roadmovien fra big bandets tur til Jazzahead i Bremen i 2014. Her følger vi det store orkester fra de hentes foran Musikhuset i Aarhus til de står på scenen ved koncerten i Bremen. Desuden kan hele koncerten fra Jazzahead også opleves særskilt på DVD’en. Koncerten med Liebman og Mikkelborg er også med på DVD’en. Det er med andre ord en meget omfattende DVD. Men det er big bandet også. Endnu en gang har de lavet en anbefalelsesværdig udgivelse.

mandag, september 03, 2012

Blood Sweat Drum + Bass: On the road to Damascus (Blood Sweat Media/Pladekisten)


Mens borgerkrigen raser i Syrien forekommer det noget besynderligt, at et dansk-syrisk musiksamarbejde ser dagens lys. Samarbejdet opstod før det arabiske forår. Dengang mange danske kulturpersonligheder rejste til Syriens hovedstad Damaskus, hvor Danmark havde et kulturinstitut. Heriblandt altså også lederen af Aarhus-big bandet Blood Sweat Drum + Bass Jens Christian "Chappe" Jensen. Slentreture i Damaskus’ snørklede gader og samtaler med gamle musikere hen over dampende the, gav inspirationen til dette album. Storbyens heftige puls og den stærke syriske kultur podes med Chappes unikke big band.

Big bandets 25 medlemmer har to ekstra medlemmer i syrerne Essam Rafea på strengeinstrumentet oud og Moslem Rahal på fløjteinstrumentet ney. Chappe er ikke bange for, at gå til yderligheder. Musikken bevæger sig op og ned, ud og ind som var det en tur i rutschebane eller i en taxa i Damaskus. Der er lyriske øjeblikke, der fremkalder billeder af solopgangen over Damaskus. Det afløses af øjeblikke, hvor en biljagt gennem de fyldte gader hvirvler os gennem musikken. 

Der er hilsner til Jimi Hendrix på Damascus Crosstown Traffic, der bluesharpe på Bluesy Gnaoui, der er Sofus Forsbergs minimalistiske elektroniske beats på Oud Indigo og der er en dejlig utidig EWI-solo med Samuel Hejslet på Sufi. Jo, der er mange kendte og ukendte toner på On the road to Damascus. Begge dele fænger og giver os den mest stringente Blood Sweat Drum + Bass udgivelse til dato. 
Bonusinfo:
Blood Sweat Drum + Bass spiller på Voxhall d. 6. september kl. 22, som en del af endags jazzfestivalen UJazz: aarhusfestuge.dk/DK2012/Ujazz.aspx
De medvirker også på DJ Static's vildt roste album Rolig under pres.