fredag, juli 12, 2019

Maniscalco/Bigoni/Solborg - koncert på 5e - torsdag 11. juli CJF 2019

5e i Kødbyen, hvor den efterhånden legendariske Mandagsklubben holder til året rundt, byder på en lang række koncerter i den eksperimenterende ende af jazzen. Mange af dem med et internationalt snit.

Her er guitaristen Mark Solborgs nu syv år gamle samarbejde med italienerne Francesco Bigoni på klarinet og saxofon og Emanuele Maniscalco på trommer, effekter og lidt klaver, right down my alley. De har lavet to fantastiske LP’er og da jeg endnu ikke har hørt dem live, så ligger det lige for.

Maniscalco plejer at spille mere på piano, men har fravalgt det ved denne koncert, hvor han næsten udelukkende holder sig til trommerne og et lille keyboard, der bruges til underliggende soundscapes. Trioen præsenterer en blanding af nye og gamle kompositioner, hvilket ikke er så vigtigt. Det handler om øjeblikket, hvor vi som lyttere væves sammen med trioens musik og 5e’s rå lokale. 

Bigoni har en helt særlig smuk tone på klarinetten, hvor hans empatiske spil med Solborg er berigende. Undervejs bevæger trioen sig mellem den helt frie og rå jazz til den enkle og melodiske jazz. Det gør det på en utvungen og naturlig måde. Jeg får en følelse af at trioen kunne spille i et døgn og stadig ville have nyt at fortælle.


Maniscalco/Bigoni/Solborg var en next level free jazz oplevelse.

Ingen kommentarer: