onsdag, september 16, 2020

Leif Falk/Ed Jones: Leed Complete (Monkey Music) stream

Her er fest og du er inviteret! 

Legenderne fra Aarhus Friskole, Leif Falk og Ed Jones havde et jazzband sammen. De døde i henholdsvis 2019 og 2020. Nu er der dukket en live-optagelse fra 2008 op med dem. Vi møder dem i en forstærket version af bandet med Jakob Buchanan på trompet, Niels Mathiasen på sax, Erik Westberg på bas og Kim Neergaard på trombone. Ed sidder ved trommerne og synger også ind imellem mens Leif sidder ved pianoet.

De spiller skønne jazzklassikere som Killer Joe, Splanky og Rockhouse. Stemningen er intim og levende. Jeg får fornemmelsen af at være i samme rum som publikum og musikere. Der bliver lystigt råbt op og heppet. Det er fedt at høre den århusianske sax-helt Niels Mathiasen spille ren jazz - for det kan han sagtens og så sidder Jakob Buchanans soli helt og aldeles suverænt hver eneste gang. 

Leed Complete er også en tilpas dosis spas, hvor Ed Jones charmerer fra trommestolen, når han synger nummeret Cement Mixer. Det er musikalsk humor på højt niveau. Samtidig med at det også er nærværende og ligefremt. Det er inkluderende livemusik, hvor publikum er med - endda så meget, at vi med 12 års afstand fra indspilningen også er med. 
Trænger du til en time med god humørfyldt jazz, så behøver du ikke at lede. Leed Complete er løsningen.

Ingen kommentarer: