onsdag, september 30, 2020

Signe Bisgaard & Aarhus Jazz Orchestra: Danse Macabre (Kørfirs Records) LP/stream

 

Under pladens titel står der på det medfølgende hæfte: Audiovisuelle skikkelser og ansigter til døden. Aarhus Jazz Orchestra er endnu en gang involveret i et døds-jazz projekt. I 2015 var det Jakob Buchanans Requiem de spillede. Nu handler det om Signe Bisgaards musik til Danse Macabre, der er en audiovisuel forestilling, hvor Laura Rathschau lavede visuals til opførelsen i 2018. Det kan vi af gode grunde ikke se, når det handler om en vinylplade. Til gengæld får vi en vinyludgivelse af en helt særlig karakter. Vinylen er en billedplade og pladen kommer i en boks med et forvandlingsbillede, der ændrer sig alt efter hvilken vinkel man ser den fra.


Aarhus Jazz Orchestra er udvidet med Bjørn Svin, Ida Nørholm på cello og Bjørn Heebøll på trommer. Her er Signe Bisgaard den helt rette til at fortælle den musikalske historie. Vi møder døden gennem kunsten og lyden. 


Det er måske noget modsigende når jeg hører musikken som værende fuld af liv og energi. Danse Macabre er en levende fortolkning af Døden som han er blevet portrætteret i kunsthistorien.


Signe Bisgaards musikalske fortolkning af historien og hendes tag på musikken er medrivende og billedrig. Det er et farvemættet musikalsk portræt. Aarhus Jazz Orchestra ligger endnu en gang navn til en klasseplade. Drop streaming og andet moderne digitalt hejs. Den skal placeres på pladespilleren og du skal i levende live, lade dig suge ind i dødens verden...du skal nok overleve.

BANDCAMP

Ingen kommentarer: