fredag, november 11, 2022

Portraits in Jazz: Monday (Waidtlow Music) >> Gathering in Jazz: Straight Road (AMM)

 

Kvartetten Portraits in Jazz med Claus Waidtløw (saxofon), Nikolaj Hess (piano), AC (bas) og Jakob Høyer (trommer) kaldte deres første album for Sunday. Nu er tiden inde til mandag eller Monday. Stemningen og tempoet er det samme. Det er rolig jazz i balladeland. De har indtil nu opnået 15 mio. afspilninger af det første album på Spotify. Det kan jeg godt forstå. Det er gode melodier spillet af fire lydhøre musikere, der spiller utroligt sikkert og behageligt. Claus Waidtløw er i særklasse på tenorsaxofonen. Hans varme tone er med til at løfte Portraits in Jazz. Kvartetten bliver aldrig banal eller corny i deres spil, dertil er de for dygtige. 


Claus Waidtløw er også aktuel sammen med Gathering in Jazz, hvor stilen er en lidt anden. Igen er han sammen med topmusikere; Lars Vissing (trompet), Heine Hansen (piano), Kasper Tagel (bas) og Anders Mogensen (trommer). De går mere i retning af et postbop præget spil, der lugter af de tidlige 60’erne, USA og Blue Note. Det er en fornøjelse, at høre  dem spille op til hinanden. Det sprøjter af spilleglæde og overskud i kvintetten. Det er alt for sjældent at Lars Vissing spiller denne type jazz, hvilket er en skam - han er en stjerne - Heine Hansen holder sig heller ikke tilbage. Der er stil og klasse over kvintetten.

Du finder musikken på streamingtjenesterne.

Ingen kommentarer: