mandag, april 03, 2023

Girls in Airports: How it is now (Kaja) LP/DL/stream

 

Der er sket meget i Girls in Airports siden det forrige regulære album Dive fra slutningen af 2020. Lars Greve har forladt gruppen for at hellige sig sit Resonerende Rum projekt. Girls in Airports har også lavet en plade sammen med Aarhus Jazz Orchestra, Leap i 2021 og står nu som kvartet med det nye album. 

How it is now fremstår som helstøbt og spændstigt album. De er i topform. De lyder som Girls in Airports og har samtidig udviklet sig. 

Der er en masse plads til Mathias Holms keyboards - åbningsnummeret Kabul er endda helt uden blæsermedvirken, hvilket de også gentager på Plants hvor bandets saxofonist Martin Stender spiller på et Weltmeister Claviset keyboard. Det er en fed tilføjelse til Girls in Airports universet. De bevarer deres lyd og udtryk. 

Saxofonen er der stadig. På Sachette, der er opkaldt efter den ulykkelige mor i Klokkeren fra Notre Dame, er det Stenders let støvede tenorsax der står stærkt. På den dystre og eksperimenterende 18 er der masser af plads til Victor Dybbro og Anders Vestergaards percussion og trommer. Det er en plade hvor Girls in Airports har givet sig selv plads til at lege. Som på Cabin, hvor Mathias Holm spiller på trædeorgel og skifter over til klaveret, hvor Victor Dybbro tilføjer et par bum på gulvtammen til sidst i nummeret. 

How it is now er lyden af et vitalt Girls in Airports, der stadig indtager en helt særligt plads i dansk jazz. 

Girls in Airports Bandcamp

Ingen kommentarer: