tirsdag, april 04, 2023

Haftor Medbøe & Konrad Wiszniewski: Poiesis (Subcontinental/Copperfly) kassettebånd/DL/stream

 

Det er ikke ualmindeligt at støde på elementer af genren ambient i nutidens jazz. Det er til gengæld ikke så ofte at jazzmusikere går hele vejen og laver et ambient jazz album. Ligesom der heller ikke er almindeligt at skotske jazzmusikere udkommer på kassettebånd via et indisk pladeselskab. 

De to skotter, jazzguitaristen Haftor Medbøe og Konrad Wiszniewski på sopran- og tenorsax har netop udsendt albummet Poiesis på kassettebånd med hjælp fra et indisk pladeselskab. Det er frit-improviseret musik, hvor Medbøe med en Fender Telecaster og en bunke effekter skaber og væver et klangfuldt tæppe, der lægges ud under Konrad Wiszniewskis saxofon. 

Det er en blanding af nedtonet og poetisk hvæsende støj og feedback. Enkelte gange kan man høre noget der kan identificeres som en guitar. Ellers er det de lange toner og lydflader der hersker. Wiszniewski kan besvare Medbøes guitar på en rolig og afdæmpet måde. De klæder hinanden og får dermed lavet et overraskende og unikt album, der er helt sit eget.

Bandcamp

Ingen kommentarer: