tirsdag, maj 02, 2023

A Plane to Catch: Moko Jumbie (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en farverig knaldperle af en jazzplade der lægger op til dans og fest. Det er den hellige treenighed jazz, soul og afro, der med et skud funk direkte ind i blodårerne udgør grundlaget for den københavnske kvintet A Plane to Catch.

De fandt sammen under corona nedlukningen i 2020, hvor de ikke kunne komme ud at spille. I stedet skabte de bandet A Plane To Catch, hvor de spillede og øvede sammen i øvelokalet i Bolsjefabrikken på Ydre Nørrebro. Andreas Toftemark på saxofon og komposition, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk og David Besiakov på trommer har skabt et band, hvor Motown soul, ethiojazz a la Mulatu Astatke, funky grooves og en rå og upoleret lyd er afsættet for albummet Moko Jumbie

Rolf og Andreas’ blæsere på toppen er direkte in your face og giver lyst til at hoppe til det danseinviterende groove der skabes af gruppen, der i øvrigt suppleres af Simon Eskildsen på orgel (og cover artwork) og Yohan Ramon på percussion på flere numre, som eksempelvis de uimodståelige Ethiopiques og Lingon Grove. 

Det er en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten.

A Plane To Catch Bandcamp

Ingen kommentarer: