søndag, maj 07, 2023

Spot Festival 2023 - indtryk fra første dag, fredag

 

Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst var på Spot Festival i Aarhus. Hvor er det skønt at være tilbage. Der er meget for en jazzcentrisk blogger at komme efter. Der er helt regulære jazzkunstnere og så er der alle dem der på den ene eller anden måde sniger jazzen ind i deres musik - bevidst eller ubevidst. 

Koncertarrangøren, aarhusianske Sunship havde fået deres egen scene på Katapult på Godsbanen. Her oplevede jeg Lav Sol og Christina Dahl Trio. Lav Sol spillede forrige weekend til Jazzahead i Bremen, hvor de var blandt JazzDanmarks udvalgte bands til Club Night. Det er trommeslageren Anders Glännestrand der står bag projektet, der plejer at være en trio, men i dagens anledning er reduceret til en duo, grundet en brækket fod. Han var sammen med den slovakiske saxofonist  Michaela Turcerova, der bor i København. De leverede en supersonisk jazzkoncert, der placerede sig uden for tid og rum. Det var en vild oplevelse midt i det store flagrende Spot-marked med beats og drøn. 


Sunship havde skabt en god scene til jazzen, hvor man fik ro til fordybelse i musikken. Selv om Spot koncerter kun varer 30 minutter, kan man godt nå at få nogle indtryk af musikken, der sætter sig. Det var saxofonisten Christina Dahls trio et godt eksempel på. Hun var sammen med Anders Filipsen på piano og synthesizere og Peter Bruun på trommer. Christina Dahl har skabt et nyt univers, hvor der er mere rum og plads. Det som er den helt store gevinst, er Christina Dahls sikre saxofonspil, der befinder sig godt i det univers.

Dagen på Spot var allerede startet lige over middag, hvor Ungemiljøernes Takeover på Godsbanen bød på koncerter på to scener i den Rå Hal. Køz var først ude. Afroinspireret musik med tre kvindelige blæsere og sangere i front var svær at blive i dårlig humør over. De havde den proppede sal i deres hule hånd. Lige efter dem, var det kvartetten Vingborg/Valencias tur i den anden ende, hvor scenen var på gulvet og publikum stod hele vejen rundt om dem. Deres stille og nordisk inspirerede jazz kunne godt klare udfordringen med en summende sal i baggrunden. Begge bands er værd i følge i fremtiden. Hannah Vingborg kunne iøvrigt fortælle at deres debutplade kommer til sommer.


Min første dag på Spot var lidt spredt. Trioen Ki!’s koncert på Folkestedet var en tumultarisk blanding af surf, soul, kung fu funk og regulære pop toner. Så var der svenske The Boo Boo Bama Brothers på Headquarter, der spillede udknaldet stonerfunk med inspiration fra hashens verden. Deres glimmerindsmurte sceneshow var en sikker vinder. 

Første dag var fuld af jazz og så var det i øvrigt koldt og blæsende udenfor.


Ingen kommentarer: