Trompetisten Kasper Tranberg er sammen med to musikere, han har spillet med i mange forskellige sammenhænge i over 30 år, på det nye album Nobody’s Heart. Nils Davidsen på cello og bas og Frands Rifbjerg på trommer ved hvor Kasper Tranberg ønsker at tage hen, når han spiller musik.
Kasper Tranberg har valgt otte kompositioner til albummet der vidner om hans sikre sans for jazz. Det er kompositioner der i høj grad er med til beskrive Tranberg. Albummet åbner med Masabumi Kikuchi nummeret Little Abi, der var med på Kikuchis plade Hollow Out som han lavede sammen med Elvin Jones i 1973. Det er så smukt og rent og meget passende også albummets første single.
I den anden ende - som afslutter - spiller Tranberg, C.V. Jørgensens En stor dag fra 2002-albummet Fraklip fra det fjerne. Nils Davidsen spiller cello i indledningen - og Tranberg - der har spillet i C.V. Jørgensens liveband, tilføjer nye dimensioner til nummeret.
Mellem de to numre er der både musik af Paul Motian, Ornette Coleman, Jesper Zeuthen og Anders Christensen. Det er et åbent og givende album, der indeholder så meget godt, at den sandsynligvis kommer til at stå og skinne som et af årets bedste jazzalbums, når året gøres op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar