torsdag, maj 04, 2023

Henrik Olsson: Hand of Benediction II (Barefoot Records) LP/DL/stream

Den svenske guitarist Henrik Olsson har gennem en del år, gjort sit til at den københavnske scene for fri improvisation, noise og eksperimenterende musik har været et spændende sted. Det trækker den nye plade Hand of Benediction II ikke ned på. Det er en opfølger til Hand of Benediction fra 2019, hvor det var en trio, der udover Olsson bestod af Jeppe Skovbakke på bas og Rune Lohse på trommer. Trioen er denne gang udvidet med nordmanden Egil Kalman på modular synth. Det er rigtig god tilføjelse der udvider trioens free jazz rockede udtryk.

Jeg kommer flere gange til at tænke no wave jazzen fra de tidligere firsere. Der er det samme abrupt kantede og primitivt punkede afsæt. Oven i det skal tilsættes et eksplosivt, ekspressionistisk og larmende temperament. Kalmans industrielle og spacede blips og blops klistrer det hele sammen. Det er Lohses trommer der med en omskiftelig rocket rytme lægger bunden mens Skovbakkes insisterende bas væver musikken og Olsson digter lystigt afsted på guitaren.

Det er en meget anbefalelsesværdig plade til jazzlytteren med avantgarde og punk i blodet. Der er endda en chance for at den lytter vil synes, at det er noget af det bedste vedkommende har hørt i lang tid.

Bandcamp

 

Ingen kommentarer: