mandag, juli 06, 2026

Jan Harbeck Quartet: Conversation (Stunt) LP/CD/digital

 

Der er enkelte jazzmusikere, hvor jeg ikke ønsker, at der sker alt for store ændringer i det, de laver, fordi det allerede er så fuldendt og gennemført. En af dem er tenorsaxofonisten Jan Harbeck, når han spiller med sin faste kvartet. Med netop den besætning har Harbeck indspillet albummet Conversation. De har spillet sammen i mere end 15 år i denne konstellation: Henrik Gunde på klaver, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer. De har deres helt egen lyd og deres helt eget udtryk.


Musikken er indspillet i ét rum i studiet The Village, hvor musikerne har kunnet høre og se hinanden uden nogen form for filter. Det minder meget om oplevelsen af kvartetten live, hvor Harbeck helst spiller uden forstærkning. Det betyder, at musikerne hele tiden må finde et fælles lydniveau, så ingen overdøver hinanden. Netop derfor får kvartetten sit helt særlige kollektive udtryk.

Det er den balladedrevne side af jazzen, vi møder på albummet, hvor Harbecks let støvede tenorsaxofon tager den med ro. Numre som Passing Clouds, Airwaves og Arena byder kælent op til et intimt samvær med både jazzen og Jan Harbeck.

Jan Harbeck

Ingen kommentarer: