Han er en af Danmarks fremmeste jazzhylere – både på skrift og horn. TS Høeg er topaktuel i disse dage. Han har udgivet en plade med Psychobillyjazz 3, som det handler om her. Men også bogen Jazzinistisk jubilæum, der er Høegens personlige hyldest til dansk jazz i anledning af de 100 år, ligesom han er fortælleren i Anders Maltas store hyldestværk til dansk jazz, 100 stemmer.
Nu tilbage til pladen. Først og fremmest er det fedt med en 69-årig jazzmusiker, der er tro mod sig selv og musikken og samtidig er i stand til at udfordre – ikke mindst sig selv. Psychobillyjazz 3 – husk at trække a'et langt ud, når du udtaler det – er et nutidigt bud på punkjazz, hvor TS Høeg har allieret sig med to af undergrundens hippeste musikere: guitaristen Halfdan Stefansson og trommeslageren Johannes Østlund Jacobsen.
Musikken er indspillet hen over sommeren 2024 ved forskellige arrangementer. Det giver uden tvivl fornyet energi til TS Høegs altsax, at han er i selskab med to yngre musikere, der er på bølgelængde med Høegs anarkistiske jazzforståelse. De spiller mystisk brasiliansk på Brazil, kantet afrikansk på Afro, noise på Soundgristle, wah-wah-elektrisk på Miles og no-mercy-wave-punk på Oh C Parade.
Pladen er et forrygende statement fra den side af jazzen, der ikke vil være pæn og dannet.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar