Hvalfugl & Who Killed Bambi - koncert I Musikhuset Aarhus d. 31. Jan. 2024 >> Hvalfugl & Who Killed Bambi: Drømme (Hvalfugl) >> Hvalfugl: Strømmer (Hvalfugl)

 

Trioen Hvalfugl har eksisteret i 8 år. De startede på konservatoriet i Aarhus, der ligger sammen med Musikhuset. Det var udgangspunktet for koncerten onsdag aften i den forgangne uge. Kulminationen på en lille turné, der sluttede i en forlængst udsolgt Lille Sal i Musikhuset. Her havde Hvalfugl taget den populære ag meget efterspurgte strygergruppe Who Killed Bambi med. Kombinationen af Hvalfugls smukke melodier, der har klare nordiske inspirationer og Who Killed Bambis sikre og filmiske strygere er genialt.

Det blev meget tydeligt de da mødtes på scenen, hvor vi også fik mulighed for at høre flere Hvalfugl numre med strygerledsagelse end der er på EP’en Drømme. Who Killed Bambis leder og braschist Mette Dahl Kristensen har arrangeret strygerne og det lyder mildest talt perfekt. Hun sanser og fornemmer Hvalfugls musikalske univers - og har lavet strygerarrangementer der komplementerer og udvider lyden af Hvalfugl.

EP’en og koncerten blev indledt med Kaskader af glemsel der blev spillet alene af strygerne. Nummeret er også med på de to foregående EP’er. Til slut i koncerten fik vi den endnu en gang, nu med alle musikerne. Nummeret bruges til at beskrive lyden af det igangværende projekt. En indikator for hvor Hvalfugl er lige nu.

På den forrige EP, der udkom sent i efteråret 2023 var den selvfølgelig også med. Den lukker EP’en Strømmer ned. Her spiller Jonathan Fjord Bredholt den på harmonium. Han spiller ellers overvejende på opretstående klaver og på et præpareret flygel. Hvalfugl der også tæller guitaristen Jeppe Lavsen og bassisten Anders Juel Bomholt har en meget stærk identitet og lyd. De har skabt noget unikt og originalt der lyder som noget man har hørt før og alligevel ikke.

Da koncerten sluttede, rejste den fyldte sal sig begejstret og klappede intenst og længe, som tak for en koncert der indeholdt så meget af det, der gør en levende musikoplevelse til noget særligt. Nærvær, fællesskab og koncentration.

EP’erne er en god forlængelse af koncerten og i øvrigt nr. 2 og 3 i Hvalfugls EP-serie.

Hvalfugl

Anna Roemer: Bakkedraget (Emulsion Records) stream

 

Det er tredje gang i år, at jeg skriver om en udgivelse hvor guitaristen Anna Roemer medvirker. Selv om hun havde fingrene dybt nede i de foregående udgivelser, er den her, Anna Roemers egen helt og alene. Musikken er blevet til under Corona nedlukningen sidste år. Hun skrev musikken på akustisk guitar og arbejdede desuden med loops og soundscapes med et ambient udtryk.

EP’en Bakkedragets fire numre er med åbningen Bakkedraget Part 1 et soundtrack værdigt. Her spiller hun en enkel melodi på den akustiske guitar, der leder tankerne i retning af Ennio Morricone. Nedenunder danner klangfladerne forskellige lag der går ind over hinanden. Den afsluttende Oceaner er fuld af billeder. Store vidder, svævende toner og spændinger flyder lytteren i møde. Anna Roemer er en af dem der skal holdes godt øje med på den danske musikscene. Hun rummer så meget godt.

Soundcloud

Museum Remixed (Palm Spree) 12”EP/DL/stream

Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det skrev jeg i forbindelse med at Terkel Nørgaards trio Reverse udsendte albummet Museum for 2 1/2 år siden. Nu er der kommet en remix EP med fire numre fra Museum LP’en - og endnu en gang eksploderer musikken. Bare på en helt anden måde. Nørrebro pladeforretningen Palm Spree står for udgivelsen af pladen. Fire kunstnere har fået sporene fra musikken overdraget og har skabt helt nye remixes. 

Lord Akton, der lavede remix albummet Spectator I 2017, hvor han remixede Carsten Meinerts legendariske To You plade, har lavet et remix af RFG - og ikke Luna, som der fejlagtigt står på coveret. Det er istedet 99 Blows alias Rasmus Vestervig der har taget sig af den. 

Shatter Hands har remixet Lost. Jeppe Wolmer har taget sig af Edward, hyldesten til Duke Ellington fra Museum albummet. Ellington er langt væk på det formidable mix, der er min favorit på EP’en. Jeppe Wolmer har trukket piano og trommer ind fra originalproduktionen. Med et heftigt dansabelt beat er støvet endegyldigt rystet af mine højttalere.

Museum Remixed er elektronisk DJ musik fyldt med sjæl og helt inde i det pumpende hjerte sidder jazzen.

Palm Spree

Doskopi!: Virvar (Doskopi!) stream

Den ungdommelige splittelse mellem traditioner og opbrud er et eviggyldigt projekt. Her placerer den debuterende danske kvintet Doskopi! sig ganske lunt og varmt med EP’en Virvar. Doskopi! består af Malthe Kaptain på trompet, Isak Schiødt på tenorsax, Jeff Wagner på guitar, Lukas Loeb på bas og Jonas Bachman på trommer.

I løbet af 17 minutter fordelt på 5 numre, river de lystigt ned fra jazzens hylder. Det går fra EP afslutningen O.G. Ladies’ stramme opbygning til Mama Duke’s løst sammensatte fornemmelser og spirituelle stemninger. Funny Side er en forvridning af den gamle traver Sunny side of the street. Her er der masser af smil og humor i den afslappede versionering.

Virvar er en god starter fra Doskopi! der VIL jazzen. De er ikke ude på at gøre oprør. De får vist nogle gode takter, hvor deres energi, nysgerrighed og kærlighed til jazzen er vindende elementer.

Bonusinfo:

Doskopi! spiller i Koncertkirken d. 13. juli.

Doskopi! på Facebook

Anders Koppel: Past Present Future (Cowbell) 3LP+EPsingle

For kort tid siden indspillede Anders Koppel sammen med sønnen og saxofonisten Benjamin Koppel og den svenske trommeslager Peter Nillson LP’en Future. Det gjorde de på det danske pladepresseri Nordsø Records, hvor Benjamin Koppel i øvrigt også var den første kunstner, som Nordsø Records lavede vinyler med da de åbnede sidste år. 

Pladen indgår i tripleboxsettet Past Present Future og er en særlig treat for jazzlyttere med hang til Hammond og saxofon. For det første har trioen udnyttet, at Nordsø ikke har en koncertsal, men snarere et lydmæssigt knastørt rum, hvor saxofonen lyder som om den spilles hjemme i din stue. Jeg falder fuldstændigt for den gimmick. I stedet for at “producere” lyden, står den rent og dokumentaristisk. Hvor vi som lyttere bydes indenfor i det Koppelske univers. Det er mesterligt. Det er Anders Koppels klassiske hammondorgel lyd, der møder en Benjamin Koppel, der spiller en skøn altsax med ro og overskud. At de har indkaldt Peter Nilsson som rytmekeeper er sikkert og godt valg.

Den monumentale og meget smagfuldt udførte boks er udgivet i forbindelse med, at Anders Koppel fyldte 70 år i sommers. Fortid, nutid og fremtid mødes på de tre LP’er og den ene EP der findes i boksen. Vi kommer dog ikke helt tilbage til de første år, ud over et par undtagelser. 

Musikken på den første LP er fra forestillinger lavet til Nyt Danske Danseteater i årene 1986-1997. Her medvirker både konen Ulla Koppel og datteren Marie Carmen Koppel på enkelte numre. Meget af musikken er tidligere udgivet på CD. 

Det samme gør sig også også gældende for LP nr. 2. Hvor den første LP ikke bliver slidt af min pick up, så forholder det sig helt anderledes med LP nr. 2. Her præsenteres vi for en række high lights fra Anders Koppels udgivelser på Cowbell Records. Der har også sneget sig et par gamle numre med. Gaderne fra 1977-albummet Aftenlandet og Regnbuefuglen er med Peter Bastian, Jens Rugsted og Mehmet Ozan. Den korte Baby Encore med Bazaar fra 1983-albummet Nimbus er den anden af undtagelserne der peger tilbage på Anders Koppels fortid med særligt Bazaar og til dels Savage Rose. 

Der er også Anders Koppel sammen med Kenny Werner som det er hørt på flere plader. Her er duoen All the best fra 2012-albummet Breaking Borders #1 værd at fremhæve. Sønnike stikker selvfølgelig saxen frem adskillige gange, da Anders og Benjamin ofte har samarbejdet i de senere år. Her er f.eks. The Hot Spot en lækker popperle, mens Knock on wood (skrevet af Benjamin) og Puerto Rican Rumble er to skønne finurligheder. I øvrigt lukkes LP’en ned med 5 salmer skrevet af Anders’ far, Herman D. Koppel.

Den sidste plade er en EP med Benjamin Koppel på sang fra 1981-1983. Farmand styrer musikken og lukker på elskelig vis drengen ind i musikken og lader ham fylde. Det er både rørende og sigende om Anders’ tilgang til musikken, hvor han uselvisk giver plads til de andre musikere, samtidig med at han stadig lyder som Anders Koppel.

Der er kun en ting der taler mod denne boks. Den er dyr og det er der en grund til. Det er selvfølgelig fordi der ikke er sparet på noget rent udstyrsmæssigt. Det håndværksmæssige omkring boksen er forbilledligt udført af Christina Carlsen og Eks-Skolens Trykkeri. Musikken på LP’erne Present og Future får mit hjerte til at smelte. De hører næsten hjemme i kategorien must-have.

Bonusinfo:

Musikken fra Future findes også på CD udgivelsen Koppel & Søn: Unanswered Question. Boksen er lavet i få eksemplarer på hvid vinyl

cowbellmusic.dk

Emil Lundbak: Relentless (Relent) EP

Den her plade er uden for mit vanlige jazzrevir. Alligevel var der noget i musikken der fængede. Nu har jeg så modtaget Emil Lundbaks debut EP Relentless, der er ude på vinyl. Lundbak var med til at arrangere den hurtigt udsolgte koncert, Hyldest til Grace på Vega sidste år. Det er en vigtig lille detalje, når man lytter til Emil Lundbaks musik. Jeff Buckleys legendariske plade Grace blev hyldet dengang og Buckley har helt sikkert inspireret Lundbak, der også selv fremhæver 40 år gamle vinylskiver og den blå musik som inspiration. 

Melankolien er tilstede i den håndspillede musik, der er indspillet på en gård med knirkende gulve i Odsherred. Der er fokus på vokalerne, hvor Emil Lundbak bakkes stærkt op af kvindekor, så der næsten opstår en gospelstemning. Det er organisk spillet rockmusik, der hviler på et roligt leje. Mine favoritter er de to numre på side B, Expiration Day, med Helle Henning på gæstevokal og Breating in a fish tank. 

facebook.com/emillundbaksolo

Nana Rashid: Sorrow in sunlight (Gateway)

Hvad er nu det? Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen? Sangerinden Nana Rashid debuterer på en EP med fire numre, der alle er hentet i jazzen. Der hvor det levede liv og den uungåelige smerte kan mærkes. Nana Rashid er ikke et helt ubeskrevet blad. Hun har gennem noget tid undervist i vokalteknik - et område hun helt sikkert er ekspert i. Det er nu ikke derfor, at du skal bruge tid på at lytte på Nana Rashid.

Du skal lytte til Nana Rashid fordi hun kommer helt ind i sangene. Der opstår dybere forbindelse mellem Nana Rahids sangforedrag og sangenes betydning. Hendes sjælefyldte røst med et svagt vibrato kravler sikkert ind på dig og fænger. EP'ens to første sange, Four woman og Lilac wine, indspillede Nina Simone også på det stærke 1966-album Wild is the Wind. Lilac Wine var desuden med på Jeff Buckleys klassiske album Grace. 

Der er mange paralleller til Nina Simone hos Nana Rashid. Intensiteten og nærværet er hørbart. Det er jazzsang fyldt med soulcry, spænding og drama. Det er ganske enkelt stærke sager. Pladens afsluttende nummer, Charlie Chaplins Smile får melankolien til trille ned af kinderne, som var den lavet af tårer. 

Nana Rashid bakkes elegant op af en trio bestående af Petter Rylén på piano, Anders Krogh Fjledsted på bas og Rasmus Meyer på trommer. Deres superenkle, stemningsfyldte og understøttende akkompagnement passer perfekt til Nana Rasids sang. EP'en bør blive en start på noget større. Det fortjener Nana Rashid.

nanarashid.com