Viser opslag med etiketten Ungarn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ungarn. Vis alle opslag

tirsdag, juni 25, 2024

Entangled Grounds - The Sound of XJAZZ Berlin (XJAZZ!) LP/digital

 

XJAZZ festivalen i Berlin har har siden starten for 10 år haft ambitioner om at flytte lyden af jazzen. Sammen med Analogue Foundation har de lavet en plade der hylder lyden af Berlins jazzscene lige nu. 


Al musikken er indspillet over fem dage mellem november 2023 og februar 2024. Den er et forrygende dokument og en fed compilation for den der er nysgerrig på lyden af Berlins jazz. 


Den svenske bassist Petter Eldh er et etableret navn i Berlin. Herhjemme kender vi ham tidligere fra de faste tjanser hos Magnus Hjorth og Marius Neset. Han er med på åbningsnummeret Follow me sammen med Group 26.11 og på nummeret Ohm Eleven sammen med Àbáse. Her er det mødet mellem akustisk og elektronisk jazz med et twist af nutidig hip hop. Jeg er blevet fan og bliver nødt til at tjekke Àbáses kommende album ud. Det er ungareren Szabolcs Bognar der er Àbáse. Ohm Eleven er et lækkert uptempo nummer med analog elektronik og akustisk jazz. Her medvirker saxofonisten Ori Jacobsen (kendt fra Esperanza Spalding og Terri Lyne Carrington). 


Szabolcs Bognar er også med i gruppen Zeitgeist Freedom Enenrgy Exchange, der med det nutidige fusionsnummer Lady in Scarlet slår benene helt væk under mig. Vokalisten Douniah har med In The middle of The Night et af de mere straighte indslag. Pladen er en smeltedigel af nationaliteter og stilarter indenfor jazz - på trods af den store forskellighed fremstår pladen overraskende helstøbt.


Pladen lukker med en suite The Brewery Suite skrevet af Moses Yofee, Zacharias S. Falkenberg, Petter Eldh og Szabolcs Bognar. Her er strygere, blæsere og synthesizere og andet godt. En storslået afslutning, der kommer vidt omkring. 


Entagled Sounds er en fed status på lyden af Berlins jazz - og kan særligt anbefales til lyttere med hang til kombinationen af akustisk jazz og analog elektronik.

XJAZZ

tirsdag, marts 05, 2024

Cornelia Nilsson: Where do you go (Stunt) LP/CD/digital


 Det er som at høre to albums på en gang. Først et nummer fra den ene og så et fra den anden. Det er heller ikke helt tilfældigt, da det drejer sig om to sessions med halvandet års mellemrum med forskellige musikere. Det er den i Danmark bosiddende svenske trommeslager Cornelia Nilsson der debuterer med albummet Where do you go? Hun er på ingen måde grøn ud i trommespillet og har huseret i det københavnske jazzmiljø i flere år.

På den ene session er hun sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks og på den anden er det den ungarske saxofonist Gabor Bolla, der også bor i København. Den ligeledes i København bosatte, svenske bassist Daniel Franck er med på begge sessions. Som Ned Ferm, der også er pladens producer, skriver i pladens linernotes, så udforsker hun rum og skønhed sammen med Aaron Parks på deres 6 numre sammen. Mens der helt bogstaveligt brænder en ild i tre af de fire numre som hun har lavet med Bolla. Jeg er vild med begge sessions.

Når Bolla tænder op for bålet med Ornette Colemans The Sphinx eller standarden East of the sun and west of the moon, så er Cornelia Nilsson benzin på bålet. Det er sprængfarligt! Sammen med Parks er det noget helt andet og mere sanseligt. Lyt feks. Cornelia Nilssons komposition The Wanderer, hvor de smelter sammen i et roligt valsende tempo, hvor der anes uro lige under overfladen.

Jeg havde foretrukket to mere sammenhængende albums - nu er det et flot visitkort fra en af den københavnske jazzscenes mest spændende trommeslagere (og musikere) lige nu.

torsdag, september 22, 2022

Barre Phillips & György Kurtág jr. Face à face (ECM) >> Enrico Rava & Fred Hersch: The Song is You (ECM) >> Lubos Sokoup & Christian Pabst: Levitas (Animal Music) >> Anders Koppel & Henrik Dam Thomsen: Gently (Cowbell Music)

Der skal tango til to eller noget i den retning. Her har jeg sat fokus på fire nye plader med to mennesker der mødes med hver sit instrument.  Nogle er mere traditionsbundne i jazzen end andre, der kun har lidt med jazz at gøre. 


På den første møder vi en legende ud i improjazz. Den 88 årige bassist Barre Phillips krydser klinger med den langt yngre ungarer György Kurtág jr. der er søn af komponisten af samme navn. Sønnen bruger elektronikken. Han er også improviserende. Det er i et labyrintisk samspil at gnisterne opstår. Det er fascinerende underfundigt.


Italienske Enrico Rava hører vi i et mestermøde med den amerikanske pianist Fred Hersch. Rava spiller på flugelhorn. Den varme og rolige tone besvares af et dybt empatisk klaverspil fra Hersch. De er tro mod jazzens traditioner og har en masse at fortælle. De spiller både standards og spontane improvisationer. En stærk og anbefalelsesværdig plade. 


Den herboende tjekkiske saxofonist Lubos Sokoup har lavet en plade sammen med den tyske pianist Christian Pabst. Han har spillet i Sokoups kvartet i mange år. Her er det kammerjazz i både lyd og stil. Nærværende og vellydende som stod de i stuen overfor dig. Der er elementer af noget klassisk musik - ellers er det primært jazzens energi og dynamik der driver dem. 


Jeg har gemt det bedste til sidst. Det er kun to år siden deres første duoplade kom. Anders Koppel på Hammond B3 og Henrik Dam Thomsen på cello har spillet sammen i over 25 år - og har dyrket duoformatet mere intenst i de senere år, hvilket giver god mening, når man hører Gently. Det er musikalsk magi, når Koppels malende Hammond og Dam Thomsens flydende cello mødes. Det er filmisk, levende og en stor lytteoplevelse.

fredag, september 14, 2012

Gabor Bolla: Find your way (Act) >> Adam Baldych & The Baltic Gang: Imaginary room (Act)



Østeeuropæisk jazz er ikke noget der præsenteres ret meget af i vesteuropa. Her er et par stykker som er udgivet af tyske Act Records. Den ungarske saxofonist Gabor Bolla spillede allerede med Vienna Art Orchestra i 1988, da han var 15 år gammel. Som et sandt vidunderbarn med en baggrund i romakulturen havde han ikke gået musikskolevejen men havde selv lært en masse. Her præsenterer han 13 numre, der er en skønsom blanding af klassisk musik - med to numre af Bela Bartok, klassisk jazz - med to numre af Monk og en enkelt Sonny Rollins og John Lewis' udødelige Django. Bolla er en jazzsaxofonist der har bruger referencer til hans geografiske udgangspunkt, hvilket bla. er tydeligt i kraft af violinisten Lajos Särközi's medvirken. Ved trommerne sidder en anden musiker, der også startede ud som vidunderbarn, nemlig den schweiziske trommeslager Jojo Mayer.

Den polske violinist Adam Baldych kalder sit band for The Baltic Gang. Man kunne også gruppen for en skandinavisk supergruppe. Svenskerne Jakob Karlzon (piano) og Lars Danielsson (bas), finnen Verneri Pohjola (trompet), nordmanden Marius Neset (saxofon) og ikke mindst danskeren Morten Lund på trommer danner back up for den 26 årige violinist. Baldych har selv skrevet musikken. Det er blevet til et spændende album med god plads til flotte solopræstationer hele vejen rundt. Pladens producer Nils Landgren spiller med på et par numre på sin trombone. Baldych's violinspil er nutidig jazzviolin, hvor der er referencer til noget af det spil som landsmanden Michael Urbaniak blev kendt for i firserne, når han ikke var fuld af effekter.
actmusic.com