Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Vestbo Trio: Reflector (Dali) LP/CD/DL/stream

 

Albummet åbner med tre numre, der falder godt i ind guitaristen og bandleaderen Michael Vestbos superlækre og veldefinerede musikalske univers, vi efterhånden kender fra flere plader. Den seneste fra 2019 opnåede pæne salgstal og Vestbo Trio nåede ud til større publikum. De enkle og behagelige melodier der kommer lytteren i møde. De bliver spillet af en trio der sanser og samler detaljer. Jesper Smalbros bas-puls og Eddi Jarls smukke trommer er spot on sammen med Michael Vestbos guitarspil, der både har twangy, akustisk, jazz, blues og country på repertoiret.

Til sidst på LP’ens side 1 sker der noget uventet. Sangeren Bjørn Fjæstad dukker op på Lampchops sang My Blue Wave og smelter sammen med trioen. Intimiteten og roen flyder. Fjæstad har en magnetisk dragende måde at synge på. Der er drama og fortælling. Han fortsætter på side 2, hvor det er Adele’s - undskyld Bob Dylan’s - To make you feel My love. De giver den et nærværende personligt touch. Fjæstad er også med på den engelske version af Ne me quitte pas, If you go away, hvor Fjæstad åbner op for noget af den mere storladne sang, som han også er blevet kendt for fra diverse teaterscener og rock-musicals.

Så er det tid til mere instrumental Vestby Trio. Babylon er et uptempo jazzy nummer, hvor kaffekopperne rasler på hylderne. Den efterfølgende Carl er en lille godnat-sang. Det er ikke sengetid endnu. 

Den engelske kultsanger Bill Fay’s The Healing Day giver Bjørn Fjæstad plads og luft til, at åbne op for det mere teatralske, hvilket Vestbo Trio er med til at omsætte. Sikke en tagløfter.

Albummet lukker stille ned med den instrumentale Redscale. Vestbo Trio har været tro mod deres musikalske sjæl og alligevel flyttet sig tilpas meget til, at Reflector er noget andet end det forrige album.

Indpakning og produktion er endnu en gang i top. Lars Skjærbæk har siddet ved mixerpulten og har givet musikken en lækker organisk lyd, der giver lyst til at skrue højt op for anlægget - pladen er iøvrigt meget passende udgivet i samarbejde med højtalerproducenten Dali.

Vestbo Trio på Facebook

Vestbo Trio: Gentlemen (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Bag det pæne og lidt anonyme navn Vestbo Trio, gemmer sig tre musikere, der har lavet et album der folder sig smukt ud på flere planer. Først og fremmest er det fedt, når man har valgt vinylformatet, at man går hele vejen. Her er et gatefoldcover med billeder der gør sig godt i det store LP format. Pladens lækre artwork har Paul Wilson alias Yellow1 stået for. Vinylen fås både i marble og sort. Med andre ord er der en masse lækkert allerede inden man har hørt et pip fra trioen.

Pladen hedder Gentlemen og er indspillet i British Grove Studios i London, studiet ejes af Mark Knopfler og har en lang række indspilninger fra store stjerner på samvittigheden. Det betyder umiddelbart ikke så meget. Det der betyder rigtigt meget er, at trioen har brugt studiets helt unikke indspilningsfaciliteter til, at lave en vinylplade med en helt suveræn dynamik. Mine højtalere i stuen har sjældent lydt så godt. Lyden er tilstedeværende ren og organisk. For eksempel har stortrommen på pladens allerførste skæring en dybde og en spænding, så det lyder som om den står i stuen - jeg ved godt at det er en kliché, men det passer. 

Hvordan er det så med musikken? Trioen blander erfarent rock, roots, country, jazz og blues i en velsmagende cocktail. Det er guitaristen Michael Vestbo, der står i spidsen for trioen med Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer. Vestby spiller både akustisk og elektrisk guitar. Tempoet er roligt og der er fokus på den gode og enkle melodi. Trioens store styrke er måden, som de får omsat melodierne på. 

Åbningsnummeret Grassland, den med stortrommen, er en god albumåbner. Vi flyder med gennem Vestbos åbne og solbeskinnede musikalske landskab. Pladen er teknisk set trioens tredje album. De har også lavet et par EP’er og split-LP’en Doppler Effect sidste år sammen med Uffe Steen Trio. Det er med andre ord en trio, der har fundet en stil og et udtryk. Det står skarpere og mere rendyrket en nogensinde. Jesper Smalbros tørre og sandfærdige bas. Eddi Jarls tilbagelænede og præcise trommer. Michael Vestbos guitar der både kan vride rocknumre, som albummets to sidste numre Tip of the hat og The game is a foot og akustiske lækkerbiskener som Looking Sharp og Sure knows how to pick ‘em - der i øvrigt har lidt gæsteorgel med.

Du har nok gennemskuet, at jeg vil anbefale Gentlemen. Det gør jeg af flere grunde. Har du et godt anlæg i stuen, så fortjener både anlægget og musikken at du får fat i pladen. Den vigtigste grund er, at det er lækker og behagelig musik at omgive sig med.

Vestbotrio.com

Geir Sundstøl: Langen ro (Hubro)

På HBO Nordic er der en ret fed westernserie, der hedder Hell on Wheels, hvor rapperen Common bl.a. har en markant rolle. En anden markant rolle i serien er en mean motherfucker, der kaldes The Swede. Det pudsige er at han slet ikke er svensker, men nordmand og har den tykkeste norske accent. Hvorfor skriver jeg nu om det? Jeg kommer til, at tænke på The Swede når jeg hører Geir Sundstøls nye udspil Langen Ro og specielt nummeret Gråtarslaget, hvor en filmisk western slideguitar mødes med norsk folkemusik. Det er meget billedrigt og effektfuldt og kunne have været The Swede’s signaturmelodi.

Sidste år debuterede Geir Sundstøl med albummet Furuland efter, at have medvirket på over 260 albums som sideman. Han blev nomineret til den norske Grammy, Spellemansprisen for pladen. Sundstøl er kendt for at være en instrumentsamler og han samler ikke kun på instrumenterne. Han spiller også på dem. Han når på de fleste numre, at spille på 3-5 forskellige instrumenter: pedal steel, seks strenget bas, banjo, Moog Minitaur, pumpeorgel, National Duolian etc. Hvis du ikke ved hvad den sidste er for for en fætter, så prøv at lytte til nummeret Florianer, hvor den har en smuk hovedrolle. Den er også kendt som en dobroguitar. 

Langen Ro er et stemningsmættet og helstøbt album, hvor Sundstøl også har fundet plads til en flot coverversion af Giorgio Moroders Tony’s Theme fra filmen Scarface. 

hubromusic.com

Helene Bak: Oh so quiet (Gateway)

Der er nok af dem. Kvindelige vokalister med et jazzet touch. Mange har noget på hjerte. Helene Bak er en af dem. Hun er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium, så det musikfaglige burde være på plads. Desuden omgiver hun sig med en perlerække af danske musikere, hvor de fleste er hentet i jazzens verden. I 2013 blev hendes sang It’s spring opført af DR Big Band i forbindelse med konkurrencen Årets Nye Jazzstjerne. Den er selvfølgelig også med på pladen, hvor hun med Jens Haack på sopransax og Jens Jefsen på bas får pakket sangen ind i et sanseligt viselignende univers. 

Helene Bak har investeret en god portion energi på kompositionerne og arrangementerne, der fremstår meget færdige og gennembearbejdede. Tempoet er overvejende i balladehjørnet. Enkelte sange stikker ud, som den hyggeligt vuggende Sailor, hvor Øyvind Ougaard kigger forbi med harmonikaen. Stilistisk er det jazzy singer-songwriter pop, hvor der en gang i mellem drejes af og smides lidt roots og country ind i musikken.

I pressemeddelelsen bruges betegnelsen særligt sensitiv i forbindelse med Helene Baks debutalbum. Som om det skulle være noget helt særligt for netop Helene Bak. Det er noget værre vrøvl i musikalsk sammenhæng. Jeg tror ikke at det er muligt at finde en dansk sangerinde der ikke er i stand til “at mærke sine egne og andres følelser og give sig selv plads til at lade kreativiteten strømme” og da slet ikke hvis man spørger dem selv. Det er veludført og levende. Det er også en kende pænt og næppe for lytteren der trænger til noget uro i sjælen.

helenebak.dk

Ned Ferm: Spent all the money (Stunt)

Det er altid dejligt med overraskelser. Specielt de positive. Den amerikanske saxofonist Ned Ferm har opholdt sig i Danmark siden starten af nullerne. Her har han bl.a. spillet fast med Nicolai Munch Hansen, Mads Hyhne og Anderskov Accident. Han har også optrådt som gæsteindslag ovre i rocken. Men det er jazzen han er mest kendt for herhjemme. Når alt det er sagt, er det meget overraskende at Ned Ferm's første soloplade henter så stor inspiration fra country, folk og blues som det er tilfældet. Hjemme i staterne har han et countryband, hvor han synger og spiller banjo, så det er måske ganske lige til for Ned Ferm.

Afslappet jazz, roots, country og blues i behagelig balance. Bob Dylan er ikke langt væk. Ned Ferm er ligesom Dylan heller ikke nogen stor sanger i gængs forstand. Der er til gengæld nerve og indlevelse i stemmen. Han synger ikke med den samme rustne brægen som Dylan. Ned Ferm synger mere tæt op ad sit eget saxspil. Wedding Song er et formidabelt eksempel. Her synger han duet med Marie Fisker, der også er med på Can’t believe You just did it again, hvor hun synger duet med Kira Skov. De medvirkende musikere på Ned Ferms plade er med til at løfte den væsentligt. Den vanvittigt smukke Hymn to her har en forrygende intens bassolo fra Nicolai Munch-Hansen, der sammen med Rune Kjeldsens slideguitar og Jakob Høyers bækkenspil skaber et helle midt i nummeret. Emanuele Maniscalco medvirker på piano, pumporgan og Wurlitzer og Mads Hyhne er med på trombone. Spent all the money er selvfølgelig et anbefalelsesværdigt album, der godt kunne løbe med en Danish Music Award i crossoverkategorien.

Stunt Records sidder på et kunstnerisk guldæg lige nu. Det startede med Kira Skov og den meget roste When we were gentle. Ned Ferm’s plade fortsætter i det spor. Lige om hjørnet venter Marie Fisker og Kira Skov’s album The Cabin Project, hvor Ned Ferm også har ydet en væsentlig indflydelse. Det kan kun blive godt.

sundance.dk

Rune Kjeldsen: Cloud Talk (Blackout) LP

Guitaristen Rune Kjeldsen er kendt fra mange forskellige sammenhænge på den danske rockscene. Kira & The Kindred Spirits og Nikolaj Nørlund, for blot at nævne et par stykker. Han er kendt for sine evner på guitaren. Hvad sker der så, når han laver et soloalbum, hvor solo er helt bogstavligt. En mand og en guitar - bl.a. en gammel danskbygget guitar fra 1942. Musikken er indspillet i en lejlighed på Vesterbro hos en ven, hvor Kjeldsen boede efter et forlist forhold. Stemningen er heller ikke specielt opløftende. På den anden side, er det en intens og fortættet stemning, der stråler ud gennem højtalerne.

Rune Kjeldsen har roots, country, blues og rock inde under huden. Han spiller kun på akustisk guitar på pladen, der emmer af filmiske stemninger. Det er ikke uden grund, at klassiske filmsoundtracks som Ry Cooder’s Paris Texas og Gusatvo Santaolalla’s Brokeback Mountain er nogle af dem man kommer til at tænke på, når man hører pladen. Cloud Talk er et modigt udspil fra en guitarist der som regel står på scenen med en elektrisk guitar. Her viser Rune Kjeldsen nye dybder og farver af sit flotte guitarspil.

runekjeldsen.com

Ben & Ellen Harper: Childhood Home (Prestige Folklore/Universal) >> Rosanne Cash: The River & The Thread (Blue Note/Universal)

Det sker sjældent eller mere præcist aldrig, at der anmeldes en countryplade her på Jazznyt. Men nu er der altså landet et par plader i stakken til anmeldelse. Jeg har vel fået dem fordi den ene er udgivet af Blue Note og den anden af Prestige Folklore (en genoplivet sublabel til jazzselskabet Prestige). Da jeg samtidig også har set flere amerikanske TV-serier - True Detective, Fargo og Banshee - hvor roots og country er en naturlig del af soundtracket, så var jeg også kommet i god form til noget americana. 

Den første plade er med søn & mor, Ben & Ellen Harper. På deres første fælles album sætter de fokus på akustisk rootsinficeret folk, blues og country. Det er musik i vaskeægte countryånd. Der er melankoli og intimitet i træhytten. Ben Harper’s mormor og morfar stiftede i 1958 The Folk Music Center & Museum i Claremont, Californien. Centeret tiltrak i 60’erne og 70’erne folk som David Lindley, Taj Mahal og Ry Cooder. Musikere der blev en del af Ben Harper’s barndom og opvækst. Mor videreførte siden centret. Så når mor og søn er sammen er det traditionerne der hyldes. Det er americana i bedste forståelse. Instrumenthåndteringen er formidabel. Musikken sætter sig mere sundt i kroppen end et all inclusive morgenmåltid på en amerikansk diner.

Hvor det er første gang, at Ben Harper er sammen med sin mor på plade. Så forholder det sig lige omvendt med Rosanne Cash, der startede karrieren hos faren Johnny Cash i starten af 70’erne. Hun er vokset op på en countrydiæt. Har flirtet med pop og rock. Hun er på sikker hjemmebane på albummet The Song and The Thread. Det hviler på en sund og nærende blanding af roots, country, americana, folk, blues og singer-songwritergenren. Med en stemme fuld af nærvær og sjæl har Rosanne Cash ikke problemer med at komme hjem i vore hjerter. Det er rasende velspillet med cameo-optrædender fra bl.a. John Prine, Derek Trucks og Jon Cowherd.

benharper.com

rosannecash.com