onsdag, maj 08, 2019

Moorjazz Festival 2019 - ny festival i Herning

Den første Moorjazz Festival løber af stablen d. 9. november i Herning. Det er en indendørs festival der foregår på den gamle Herning Højskole og som jeg er blandet godt og grundigt ind i.

Ved siden af jazzblogger-tjansen er jeg også formand for Swinging Europes bestyrelse og booker jazz på det regionale spillested Fermaten. Moorjazz Festivalen er et samarbejde mellem de to organisationer, der kombinerer deres erfaringer med nordiske og europæiske projekter for musikere og professionel koncertafvikling.

Idéen har været længe undervejs og bliver i første omgang en heldags begivenhed, der starter om formiddagen med børnejazz. Voksenprogrammet starter kl. 12.00 og fortsætter til kl. 02.00, hvor et af de mest roste, nye danske cross over bands Kalaha sætter punktum for festivalen. Inden da har folk haft mulighed for at opleve Mezzoforte, Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard, Abekejser, Bo Stiefs Fremtidsdrømme og mange andre.

Mellem koncerterne er der talks med musikerne, sofa session med Niels Christian Cederberg og Jonas Visti fra P8jazz og musikerclinic.
Moorjazz Festival bliver en helkrops jazzoplevelse, hvor man også kan være heldig, at opleve intimkoncerter øverst oppe i den fredede gamle højskole (se billedet her ved siden af) eller gå all in og købe billetten til festival og tre retters menu på stedets restaurant Gastro 13.

I den kommende tid løftes sløret for mere af programmet. Det har været en ambition at komme godt rundt i jazzen, hvor den musikalske diversitet bliver afspejlet.

Jeg håber at vi ses. Den stærke gruppe af frivillige, Fermaten og Swinging Europe vil gøre alt for at det bliver en fest.

Ingen kommentarer: