Viser opslag med etiketten neoklassisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten neoklassisk. Vis alle opslag

torsdag, januar 04, 2024

Fabrizio Paterlini: Riverscape (Memorec) LP/digital >>
Kristel Schneider: Riverscape - bog

 

Den franske flod L’Allier har sit udspring i Massif Centrale og løber nordpå hvor den slutter sig til Loire-floden, der ender i Atlanterhavet. Den 425 km lange flod er en af de sidste utæmmede floder i Europa. 

Den hollandske fotograf Kristel Schneider der bor i Frankrig tæt ved floden tog kontakt til den italienske musiker Fabrizio Paterlini om et samarbejde. Hendes fotobog med billeder af floden og naturen omkring skulle have et soundtrack, en LP som Fabrizio Paterlini skulle stå for.

Paterlini er en pianist der bevæger sig i moderne klassisk musik med referencer til ambient musik. Det er rolige klavertoner med en masse rum og tid til at lade klangen tindre i luften. Han supplerer med elektroniske klangflader der kan fylde meget og massivt - endda til den let dystre side. De komplementerer en flod der ikke lader sig styre. 

Fotobog og LP er superflotte og hænger godt sammen. Der er givet fuld gas på udformningen. LP’en er på klar vinyl og bogen ligger godt i hånden. Det er en god oplevelse, at sidde i stuen og mærke floden der er så langt væk. De bringer den tæt på.

Bandcamp

onsdag, maj 03, 2023

Henrik Lindstrand: Klangland (One Little Independent) LP/DL/stream

 

Efter at svenske Henrik Lindstrand startede med, at lave soloklaverplader i 2017 med Leken og siden med Nattresan og Nordhem, har han føjet et vægtigt kapitel til en karriere der også inkluderer rockbandet Kashmir og flere sidemen tjanser i jazzen, ikke mindst sammen med landsmanden Thommy Andersson der også bor i Danmark.

Det nyeste album fra Henrik Lindstrand, Klangland er med strygersektion, hvor Thommy Andersson selvfølgelig er med på kontrabassen. Klangland udvider Henrik Lindstrands musikalske rum. Det er nordisk helt ind i sjælen. Der er ro og meget højt til himlen. Det føles som om Henrik Lindstrand fylder rummet ud, mellem os nede på jorden og den store blå himmel. Han folder et mol-farvet tæppe ud hvor jeg blidt svæver afsted.

Klangland er rolige klavertoner der understøttes af en stor strygersektion på 16 mand. Det er fyldigt uden , at blive svulstigt. Det har en neo-klassisk stemning, hvor elementer fra ambient, jazz og filmmusik udgør et væsentligt tillæg.

Det er en meget velfungerende og vellydende plade der godt kan finde et stort publikum.’

Henrik Lindstrand

søndag, december 05, 2021

Kaae & Batz: L.U.S.H. (Stereo Royal) LP/DL/stream

 

De har lavet musik til Netflix-serien Bordertown og flere film. De kommer begge fra Bornholm og kender hinanden fra teenage årene. Kasper Kaae spillede i Cody og Brian Batz var manden bag Sleep Party People. 


I 2020 var de på en 14 dages rejse til Istanbul. Her lavede de musikken til albummet L.U.S.H. De har skabt musikken ud fra en halvanden time lang strygerkvartetoptagelse som de lavede et lydbibliotek ud fra. De mange samples blev sat sammen på ny. Her åbenbaredes en ny og stemningsfyldt verden sig.


Det er blanding af neo-klassisk, jazz og elektronisk musik. Det høres tydeligt at de er erfarne med at lave filmmusik. Hvor de med filmmusik er bundet til billederne og skal lave kommenterende musik, så har de frie hænder her. Det bruges til, at skabe forløb med spændinger. Som lytter kan du skabe dine egne billeder til den eftertænksomme og stemningsmættede musik.


Det er trioens tredje album og stilistisk deres mest rene. Deres brug af flydende stemninger, vokal-og strygersamples giver et samlet og helstøbt album der holder til mange gennemlytninger.

Kaae & Batz Bandcamp