Hvis Lund lå i Afrika
Den Lund-baserede Saxofonist Cennet Jönsson er en af de svenske jazzmusikere, der rykker mest for tiden. Han er aktiv i mange sammenhænge og er også en af kræfterne bag pladeselskabet Kopasetic productions, der startede i 2003 med at udgive den første plade med Cennet Jönsson Quartet. Nu er de aktuelle med deres anden plade Antelope dance. Udover Jönsson på tenor- og sopransax og basklarinet består kvartetten af Peter Nilsson på trommer, Mattias Hjorth på bas og Krister Jonsson på guitar.
Pladen rummer bevægende smukt og lyriskt saxspil, grovkornet groovy guitar, flagrende bækkenspil og tykt basspil.
Musikerne er i ørehøjde med hinanden, der er masser af plads til improvsation og det er tydeligt at de kender hinandens ressourcer godt, så de kan være med til at fremme det bedste ved hinanden. Musikken er med til at skabe billeder af afrikanske savanner set gennem en surreel farverig og varm tegneserieoptik.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Summer Session er flyttet til Nordjylland
Sidste år blev jazz summer session aflyst, i år er den atter på banen. Dansk Jazz Forbund afholder den denne gang i Nordjylland på Vrå Højskole. I dagene fra d. 10. - 17. august er det muligt for danske jazzmusikere at få undervisning og inspiration fra nogle af jazzens store musikere.
Allerede nu er det afsløret at Yusef Lateef -der spillede med Jungleorkestret i Operaen for et par år siden, bassisten Miroslav Vitous og trommeslageren Jeff "Tain" Watts er blandt underviserne.
Du kan læse mere om arrangementet på Dansk Jazzforbunds site: www.dkjazz.dk
Jazzklaverhistorie på Christianshavns Beboerhus
Tirsdag d. 19. feb og de følgende 9 tirsdage kan man opleve en række danske pianister fortolke nogle af de allerstørste jazzpianister på Christianshavns Beboerhus. Jonas Müller spiller Harlem Renaissance, Johanna Borchert spiller Cole Porter, Jonas Müller (m. Anders Banke) spiller Chick Corea, Simon Toldam (m. Sture Ericsson) spiller Thelonious Monk, Søren Kjærgaard & Jonas Müller spiller Duke Ellington/Billy Strayhorn, Søren Kjærgaard (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) spiller
Bud Powell og Sun Ra, Heine Hansen (trio) spiller McCoy Tyner, Margriet Naber spiller Mary Lou Williams, Mikkel Mark (m. Anders Christensen og Kresten Osgood) spiller Bill Evans og til sidst Jacob Anderskov (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) der spiller Kompositioner af Herbie Nichols, Andrew Hill & Carla Bley.
Læs mere på Beboerhusets site: www.beboerhus.dk
Ny dansk superkvintet
Torsdag den 21. februar slår Paradise Jazz, der holder til i Huset i Magstræde i København, dørene op for en nydannet dansk super-jazzkvintet.
Hovedpersonerne er saxofonisterne Jan zum Vohrde og Thomas Agergaard, som har haft hver deres bemærkelsesværdige karrierer, men som nu går sammen i dette fælles projekt. Med sig har de 3 yngre, men allerede veletablerede musikere, nemlig Niclas Knudsen på guitar, Kaspar Vadsholt på bas og Karsten Bagge på trommer. Om projektet fortæller Thomas Agergaard: ” Det er 30 år siden jeg ringede på Jan zum Vohrde’s dør for at få undervisning i at improvisere over akkorder. Og nu har vi lavet en kvintet sammen. Det er meget spænende at dykke ned i sine egne rødder, og genopleve at de frø som jeg modtog den gang, har udviklet sig så meget, men stadig har en klar linje tilbage til de værdier som Jan satte så stor pris på ved den improviserede jazz. Det er fantastisk som vores klang idealer ligger tæt og hvor naturligt vores linjer arbejder sammen.”
Paradise Jazz: www.paradisejazz.dk
Mazur bliver Artist in residence på Molde Jazz
Som Artist in residence skal hun afholde 4-5 forskellige koncerter på den norske Molde Jazz Festival der løber af stablen fra d. 14. -19. juli. Projekterne bliver afsløret i starten af marts.
Molde Jazz: www.moldejazz.no
Hollænder på ECM
Den 33 årige hollandske pianist Wolfert Brederode har to gange tidligere været med på en ECM plade, nemlig hos sangerinden Susanne Abbuehl. Denne gang er det uden sang. Brederode får hjælp af bassisten Mats Eilertsen (kendt fra Source og Jacob Young), trommeslageren Samuel Rohrer og klarinetisten Claudio Puntin.
Pladen er klassisk højspændt ECM lyd. Trommerne flyder frit, pianoet er stort og med rumklang, Eilertsen på bassen stabiliserer og er ikke uden skyld i at denne plade er særdeles lytteværdig. Den schweiziske klarinetist Claudio Puntin svæver over Brederodes nærmest minimalistiske klaverudtryk.
Wolfert Brederode: www.wolfertbrederode.com
Michel Camilo til Århus og København
Han optrådte der første gang i 1991 med kvintet og igen i 2002 med trio, nu vender den dominikanske pianist Michel Camilo atter tilbage med trioen til Aarhus international jazz festival, hvor han d. 17. juli optræder i Musikhuset.
Han kommer atter til Danmark i efteråret med trioen der består af Charles Flores på bas og Dafnis Priesto på trommer, hvor han indtager Copenhagen Jazz Houses scene over tre aftener fra 17. til 19. november
Michel Camilo: www.michelcamilo.com
Norsk brutaljazz nomineret til megapris
Den norske gruppe The Shining er nomineret til StatoilHydro prisen på 100.000 euro, det er de i selskab med bla. Susanna Wallumrød. Vinderen bliver afsløret på den norske festival By:Larm d. 23. februar.
Shining: www.shining.no
Norsk hjemmehygge
For et par år siden fik den norske sangerinde Solveig Slettahjell en pris på Kongsberg Jazzfestival. Prisen brugte hun til at købe et flygel. Flygelet betød at hun fik ny inspiration og det førte indspilningen af den aktuelle Domestic songs. Den er indspillet hjemme hos Solveig og hendes vanlige musikkammerater Slow Motion Quintet er krøbet gevaldigt, så der kun medvirker enkelte musikere på numrene.
Pladen indeholder flere numre med hitkvaliteter, en sang som One of these days befinder sig i Norah Jones-genren. Man kommer også til at tænke på Tom Waits, bla. med Lennon/McCartney nummeret Because, der er udstyret md bla. trompet, mellophone, euphonium, harmonium, glockenspil etc. Nummeret der følger lige efter er faktisk et Waits nummer, det er den smukke ballade Time fra klassikeren Rain dogs, som her serveres i en nøgen og smuk klaver/vokal udgave.
Solveig Slettahjell nyder stor popularitet i Norge, hvor hun såmænd har huseret på den norske hitliste i efteråret.
Solveig Slettahjell: www.curlinglegs.no/slettahjell/
Dansk amerikansk møde med svenske indspark
Denne plade sneg sig med på Informations liste over de 5 bedste danske jazzplader i 2007, og det er på ingen måde uforståeligt. Hans Ulrik og Jonas Johansen er for tredje gang sammen med den legendariske bassist Steve Swallow. Denne gang er der gæstemusikere med på pladen. Ulf Wakenius på guitar og Bobo Stenson på piano tilføjer flere dimensioner til den i forvejen stærke trio. Materialet er overvejende amerikanske standards. Selvom det er Steve Swallow der er "den store" er det ikke noget man tænker over når man hører Jonas Johansen og specielt Hans Ulrik som folder sig ud på saxofonen med en modenhed som bare gør ham bedre og bedre. Han er herhjemme i en klasse for sig selv, når han spiller som han gør på Believe in spring. Man kan komme til at tænke på både Sonny Rollins, Jan Garbarek og Michael Brecker, når man hører Hans Ulrik, uden at han er noget plagiat af dem.
Denne plade kan anbefales til alle som holder af nutidig klassisk jazz.
Cykeljazz
På coveret er der et billede af et nav fra et forhjul til en cykel. Peloton er for mange danskere noget vi kender fra TV om sommeren. Det er det der står på skærmen, når vi ser et billede af feltet under Tour de France. Det kan godt være at der nogle ryttere som er stukket af i et udbrud, men feltet er som regel samlet det meste af tiden og næsten altid når de er på flad landevej. Peloton er også en norsk jazzgruppe bestående af musikere der ikke har valgt den flade jazzlandevej. Musikken er overvejende skrevet af bandets saxofonist Hallvard M. Godal. Bandet består desuden af Karl Strømme (trompet og synth), Petter Vågan (guitar og lapsteel), Steinar Nickelsen (Arp, Oberheim og Moog) og Erik Nylander (trommer). Musikken er tildels inspireret af 70'ernes avantgarde/fusionsjazz. Det er nysgerrig og undersøgende musik, med til tider fuldstændigt besynderlige synthudbrud, understyret heavyguitar og groovy trommespil.
My Space: www.myspace.com/pelotonjazz
Fermaten i Herning genåbner
Det herningensiske spillested Fermaten har været lukket i en længere periode på grund af opbygning. Det regionale spillested, der er tegnet af arkitekten Kim Utzon er nu udvidet til det dobbelte. Fermatens jazzklub Moor Jazz har i den anledning hyret den legendariske trompetist Palle Mikkelborg til den første jazzkoncert d. 24. marts. Han skal for første gang spille sammen med det 26 mand store Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band fra Århus. Palle Mikkelborg spillede oprindeligt til den officielle åbningskoncert af Fermaten i 1988 sammen med Kenneth Knudsen og NHØP.
Moor Jazz præsenterer også en række andre koncerter: Moreno/Stief/Kock Hansen (d. 4. april), Phil Parnell 3 (d. 23. april) og Return to Forever Tribute feat. Thomas Clausen (d. 8. maj).
Derudover er der hver lørdag frokostjazzkoncerter med bla. Bourbon Street Jazzband, Swingstyrke 7, Steen Nikolaj Hansen, Katrine Madsen og mange andre.
Fermaten: www.fermaten.dk
Han lader træblodet flyde
Gennem årene har den 34 årige bassist og komponist Thommy Andersson spillet meget med Dalia Faitelson og Pierre Dørge, så når han endelig selv får lavet en en plade, kan det nok ikke undre at musikken er skrevet en nat på Bali. Men den lyder ikke specielt meget af verdensmusik, ihvertfald ikke af den fjerne slags. Svensk folkemusik er en del af Thommy Anderssons baggage. Vemod og melankoli præsenteres følsomt og smukt. Vokalerne på pladen består mest af ordløs sang og kan minde en del om samernes joik. Thommy Andersson har tidligere skrevet for symfoniorkester og flere gange undervejs på pladen støder man også på den nordiske klassiske musiktradition. På nummeret Circle blues vrider han bassen, så man høre Charles Mingus stå i kulissen. Musikalsk bakkes han op af musikere som han har arbejdet sammen med i løbet af sin karriere. Det drejer sig om Anders Banke (klarinet og fløjte), Pelle Fridell (sax, klarinet og fløjte), Gunnar Halle (trompet), Jakob Munck (tuba), Bent Clausen (vibrafon), Philip Sandholt (valdhorn), Martin Andersen (div. slagtøj), Perry Stenbäck (nøgleharpe), Henrik Lindstrand (piano), Josefin Cronholm (vokal), Liva Akselbo Andersson (vokal) og Santi Ibarretxe (vokal).
Politikens overstrømmende anmeldelse: http://ibyen.dk/musik/cd-jazz/article469967.ece
My Space: www.myspace.com/thommyandersson
Tribute to Night Train
Der findes enkelte plader som har en helt speciel betydning. Ofte er det plader man har stiftet bekendtskab med i sine unge dage og som fik betydning for ens videre musikinteresse. Oscar Peterson's Night Train er en af den slags plader, som rigtigt mange jazzfreaks er startet med. Jazzpianisten Carsten Dahl er en af dem. I sine unge dage, da han spillede trommer øvede han sig i "time" ved at spille til den plade, og drømte samtidigt om at møde mesteren der sad bag kedlerne; Mr. Taste, Ed Thigpen. Det gjorde han senere i sin karriere da han var skiftet til klaveret.
På denne aktuelle udgivelse forenes Night Train, Ed Thigpen, Carsten Dahl og bassisten Jesper Bodilsen. Men selv om pladen kaldes Tribute to Night Train, så er der kun to numre som går igen fra Petersons. Hymn to Freedom i to forskellige versioner og Milt Jacksons Bag's groove. Stilmæssigt er vi dog i den samme størrelse sko, som Night Train (the original) og den klemmer overhovedet ikke! Carsten Dahl er som vanligt i topform og spiller the blues, som var det derfor han blev sat i verden.
Pladens materiale er af forskelligt ophav. Carsten Dahl har skrevet tre af numrene, en hyldest til den afdøde Bent Jædig, en hyldest til Jædigs enke Tove Enevoldsen og en hyldest til Thigpen. En enkelt fra Thigpen (Small changes) og en fra Jan Johansson (Laverne Walk) etc.
Bonusinfo
Trioen er på turné i marts hvor de bla. kan opleves i Kolding, Tversted, Hjørring, Århus og København.
My Space: www.myspace.com/edthigpen
Triosamarbejde
Pianisten Peter Rosendal er lige nu på tur med sangerinden Sinne Eeg. I foråret 2007 lavede han pladen Solo, han har også samarbejdet med søsteren og operasangeren Jette Rosendal, spillet i trad.jazz bandet Six City Stompers, spillet med folkbandet ULC og i electronicaprojektet Plateaux Techniques. Men han er for de fleste kendt som triopianist.
Først var der trioen med Mads Vinding og Morten Lund, og siden 2005 har han spillet sammen med Graig Earle på bas og Janus Templeton på trommer, hvilket han også gør på den aktuelle udgivelse.
Peter Rosendal har en romantisk lyrisk åre, men det er ikke den melankolske eller sødladne, der er ganske enkelt for meget knald på Rosendal til at musikken bliver for morgentågeagtig og nordisk. Den nye plade er ingen undtagelse. Trioen har et godt samarbejde, Templeton på trommerne er hele tiden fremme på beatet og Earles basspil er levende.
rosendal.earle.templeton: www.rosendalearletempleton.com
Hyldest til Bergman
Da den svenske instruktør Ingmar Bergman døde sidste sommer, havde han efterladt et minde om en af de stærkeste kulturpersonligheder i Sverige. Han var hud- og kompromisløs og inspirationskilde for mange. Pianisten Jan Lundgren så Bergmans film Høstsonaten kort efter at instruktøren var død. Der blev det tydeligt hvor vigtig musik og stilhed er i Ingmar Bergmans film. Denne plade er en hyldest til Bergman og det arbejde han efterlod sig.
Jan Lundgren har været vidt omkring i jazzen, for nylig kunne vi opleve ham herhjemme på turné sammen med den amerikanske saxofonist Scott Hamilton. På denne plade tager han en afstikker til renæssancens kormusik; Orlando di Lasso, Claudio Monteverdi, Cristobal de Morales, William Byrd og flere andre komponister er blandt de udvalgte. I samarbejde med korlederen og dirigenten Gustaf Sjökvist og bassisten Lars Danielsson har Lundgren skabt et unikt univers hvor improviseret jazz, madrigalsang og verdensmusik mødes og forenes, som havde de levet sammen altid.
Pladen er stemningsmættet og passer perfekt til en stille råkold vinterdag.
Jan Lundgren: www.janlundgren.com
Svensk Jazz Grammis vinder
Den svenske sangerinde vandt årets svenske jazz Grammis i Globen i Stockholm d. 9. jan. Det gjorde hun foran E.S.T. -der havde fået flest jury-stemmer, men da publikum som noget nyt i år kunne være medbestemmende, blev det Rigmor Gustafsson der løb med prisen.
Det er hendes syvende plade, og hun er vendt tilbage til eget materiale denne gang. Hun har tidligere bla. udforsket The Great American Songbook, Michel Legrand og Dionne Warwick. Musikalsk befinder hun sig pop-jazz land, hendes store force er den personlige og meget flotte stemme. Hun bakkes op af Max Schultz (guitar), Jonas Östholm (piano), Lars Danielsson (bas/producer) og Eric Harland (trommer). Der findes et hav af kvindelige jazzvokalister i den poppede afdeling med stort potentiale, men få får som Rigmor Gustafsson så meget ud af det. Melodimaterialet er OK, det er ikke genrebrydende eller på anden måde nyskabende, men det skal det vel heller ikke være. Modsat er Rigmor Gustafsson så stærk en stemme, at man er solgt med det samme.
Rigmor Gustafsson: www.rigmorgustafsson.com
Kong Pat residerer på tronen
Findes der stadig jazzmusikere, som kan flytte genren og blive ved med at vise nye sider af deres instrument? Ja, der er da nogle enkelte stykker og Pat Metheny er stadigvæk på toppen! Hans nyeste udspil Day Trip, der er en trioindspilning i selskab med Christian McBride (bas) og Antonio Sanchez (trommer) blev indspillet på en dag, og inkluderer 8 helt nye Metheny kompositioner og 2 ældre kompositioner. Da Metheny debuterede i 1976 med pladen Bright Size Life skabte han sig et navn som en af de helt store, og den aktuelle plade cementerer den position. Idérigdom og sprælskhed, sensitivitet og elegance, vi får det hele. Sanchez der for tiden er Methenys foretrukne trommeslager i både Group og Trio er helt forrygende. Han spiller fleksibelt som en Elvin Jones, men bevarer hele tiden en underspillet spændstighed. McBride er steady as a rock på bassen og holder sammen på Metheny og Sanchez.
Pat Metheny: www.patmetheny.com
Verden ifølge Mazur
Det er 13 år siden Marilyn Mazur sidst udgav en plade på det tyske pladeselskab ECM Records. Dengang var det sammen med gruppen Future song, idag er det i selskab med det norske sax-ikon Jan Garbarek. Han medvirker på halvdelen af pladens 21 numre. Mazur og Garbareks sammenspil former sig som musikalske samtaler mellem to musikere der kender hinanden særdeles godt. Mazur har medvirket på flere af Garbareks plader, samt turneret med ham i adskillige år. Kombinationen "en hulens masse percussion og en enkelt alt-sax" lyder lidt vissen som idé, men det forholder det sig helt anderledes i virkeligheden. Mazurs percussionspil er sanseligt, enkelt og udforskende som lyden af træernes hvislen i vinden. Det er naturen og det organiske man kommer til at tænke på når man hører musikken. Der er nordisk æstetik, afrikansk rytmik og østlig mystik. Er det verdensmusik? Næh det er Mazurmusik.
Bonusinfo 1
Pladen blev indspillet i sommeren 2005, hvor instruktøren Chr. Braad Thomsen også var tilstede. Det kan ses i dokumentarfilmen Queen of percussion, der er udgivet på DVD af det danske filminstitut.
Bonusinfo 2
Marilyn Mazur Group er på tur under vinterjazzen, hvor de spiller i Danmark og Sverige (med Fredrik Lundin) og i Norge (med Nils Petter Molvær)
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com
Danske Jazz Klassikere?!
En dobbelt CD med 31 numre med danske jazzmusikere med undertitlen: Danske jazz klassikere er en frisk udmelding! At den så udsendes af et af de store selskaber (Warner) og ledsages af en TV-reklamekampagne er ikke noget vi er vant til i det danske jazzmiljø. Men hvad er det så for nogen, de der danske jazz klassikere? Tjaa, det er ihvertfald nogen der primært er skabt indenfor de seneste 10 år og så har de alle det tilfælles at de har pop-appeal. Her er Maria Montell med en engelsksproget 8 minutter lang udgave af Didadi, Chris Minh Doky's formidable udgave af Every breath you take (med Dianne Reeves og Michael Brecker) og Cæcilie Norby's kendte udgave af Bowies Life on Mars? Men hvad med de mindre kendte? Her hører Radiostar og Martin Lutz Group til blandt højdepunkterne. Der er en overvægt af vokale numre; Caroline Henderson, Thera Hoeymans, Veronica Mortensen, Malene Mortensen, Katrine Madsen og Povo (med Trine Lise Væring) er blandt de udvalgte, men også den mere skæve Thulla er der blevet plads til.
I den instrumentale afdeling finder vi Kasper Villaume i selskab med Chris Potter på Cloudy & blue fra den mesterlige Hands fra 2005. Her er også Benjamin Koppel sammen med Phil Woods med Mother's song fra pladen Pass the Bebop i en lækker alt-sax dialog. I 1998 havde Hans Ulrik stor succes med Jazz and mambo pladen, hvorfra Invitation er taget. Der er også blevet plads til et par stykker af ældre dato. Mikkelborg/Knudsen/NHØP's Imagine fra 1986 og NHØP og Tania Marias Bim bom fra 1979.
Pladen er en fin reklame for dansk jazz og en god indføring for novicen. Der er par smuttere, men det ville vel også være underligt andet med så stort et udvalg. Forhåbentlig giver den folk lyst til at købe en hel plade med en af kunstnerne eller komme til koncert med dem. Hvis jeg ikke allerede havde Jakob Bros Sidetracks eller String Swings Blue Hat, var det nu de skulle købes.
Fra Afrika til Carl Nielsen
Han er dansker, boede i Østafrika som barn og har de seneste år boet i USA. Jonas Müller er navnet og han spiller både på kornet og klaver. Pladen er delt op i 2 dele eller suiter. En afrikansk og en nordisk. Den afrikanske hedder East African Prayer Meeting og er mere syd- end østafrikansk. Slægtskabet med Abdullah Ibrahim er tydeligt. Müller boede i Californien da han skrev musikken og der kom han meget i en sort kirke, hvilket også har præget suiten både spirituelt og stemningsmæssigt.
CD'en burde have været en LP, så man kunne omstille sig mentalt mens gik over pladespilleren for at vende LP'en. For hold da op, sikke et stilskifte fra afrikansk varme og rytme til folkemusik og Carl Nielsen, der sker når man kommer til nordiske suite. Müller vil gerne spille sin version af den nordiske tone, og den er en anden end den vi kender fra Jan Johansson og Jan Garbarek. Müller er tættere på noget regulært dansk, og den første komposition i den nordiske suite hedder da også Til Carl, og Carl Nielsen er ikke langt væk.
Men pladen er altså en jazzplade og hverken klassisk, folkemusik eller afrikansk. Jonas Müller bakkes op af New Jungle Orchestra veteranen Morten Carlsen på tenor-sax og taragot, Peter Dahlgren på basun, Anders Banke på alt- og sopransax, Jeppe Skovbakke på bas og Stefan Pasborg på trommer.
Bonusinfo
Jonas Müller spiller på Christianshavns Beboerhus d. 29. januar kl. 20.30, og der er fri entré!
Ung og russisk
Den russiske sangerinde Zarifa var 13 år gammel da hun startede på det prestigiøse Moscow Music School for at studere klaver og sang. To år senere flyttede hun til Frankrig, her lærte hun violisten Florin Niculescu at kende. Han førte hende ind på den franske jazzscene og han har også hjulpet hende med den aktuelle plade Nature girl.
En del af materialet er taget fra de mest slidte sider i The Great American Songbook (Just one of those things, What a difference a day makes etc.), og som følge deraf er forventningerne ikke blevet lavere, men melodierne er omvendt så gode at det ikke går helt galt. Det gør det heller ikke for Zarifa. Hun har valgt at lægge strygere på nogle af numrene, men de måtte gerne være strøget, da det lyder meget bedre uden. Men så lyder det også godt. Men det er ikke kun standards. På nummeret This Masquerade (af Leon Russell), som nogen nok kender med George Benson, klinger trioen bag hende forbilledligt og hun er meget nærværende. På Sunny (-af Bobby Hebb og jep den som både Boney M og en masse jazzmusikere har indspillet) akkompagneres hun udelukkende af Sylvain Luc på guitar og det er pladens højdepunkt.
Bonusinfo
Florin Niculescu arbejder aktuelt en del med guitaristen Bireli Lagrene i The Gipsy Project. Han har tidligere arbejdet sammen med NHØP og Philip Catherine.
My Space: www.myspace.com/zarifajazz
Svensk Big Band i stor klasse
På den anden side af sundet i Malmö har de i en årrække haft et af nordens bedste big bands, Tolvan Big Band og det bliver atter en gang understreget med den aktuelle CD Code Red. Bandet er et powerhouse big band, der er knald på fra starten. Tolvan er siden '79 blevet ledet af saxofonisten og komponisten Helge Albin. Han har også skrevet tre af pladens 7 numre, de andre står Cennet Jönsson (sax) og Jacob Karlzon (piano) for. De er ligeledes medlemmer af det 18 mand store Tolvan Big Band, der også inkluderer folk som Vincent Nilsson og Ola Åkerman (trombone) og Lennart Gruvstedt (trommer).
Er man vild med DR Big Band fra perioden med Thad Jones eller den med Bob Brookmeyer og man trænger til en ny frisk plade, er Code red mere end anbefalelsesværdig. Cennet Jönssons Cats And dogs er en perle og endda udstyret med en del humor.
My Space: www.myspace.com/tolvanbigband
Norsk/svensk på dansk
Denne trio er identisk med de musikere som Malene Mortensen har brugt i nogle år, ligeledes spiller to af musikerne sammen i People Are Machines. Magnus Hjorth (piano), Petter Eldh (bas) og Snorre Kirk (trommer) er alle tre produkter af Det Rytmiske Musikkonservatorium. De kommer ikke fra Danmark, men fra Sverige og Norge. De er dog blevet hængende i Danmark og spiller mest her.
På den aktuelle plade Loco Motif spiller de triojazz. De bevæger sig vidt omkring. Som trio er de velspillende og fungerer godt sammen. Det er Hjorth der står for hovedparten af numrene, hvor han har bla. ladet sig inspirere af New Orleans Second line, melankoli og swing. Det gennemgående træk ved musikken er at det er udadvendt og kraftfyldt.
Hjorth tilhører en ny generation af jazzmusikere der allerede har en del jobs på kalenderen. Han er godt på vej, og denne plade er en god markering
Bonusinfo:
Magnus Hjorth Trio spiller på Cafe Blågårds Apotek på Nørrebro d. 2. februar.
Magnus Hjorth: www.myspace.com/magnushjorth

Efter at Giant Steps i Svendborg i 2006 blev kåret som årets jazzspillested har de i vinterjazzugen siden markeret sig kraftigt. Det gælder også i år, hvor de tyvstarter d. 24. januar med en koncert med Ulf Wakenius' Groove Factor, herefter følger koncerter med de lokale Peter Skumme Special Occasion Project og Kridtsko (25.), Badun (26.), Bo Stief World Time (31.) og Copenhagen Washboard Five (2.).
I Odense på Dexter spiller det internationale Grey to Blue med Mariane Bitran og Makiko Hirabayashi (24.), Mathias Eick (26.), Enrico Pieranunzi Trio (30.), Bjarne Roupé Group (31.), Silvana Malta Group (1.) og som afslutning er der Semifinale i UngJazz (2.).
I Assens på Tobaksgaarden er koncerter med Øberg-Lundberg-Vinding (25.), Bjarne Roupé Group (26.), Nullernix børnekoncert (26.), Thera Hoeymans (31.), Emil de Waal+ (31.) og Musicmusicmusic.
Det bliver svært at sidde fast i sofaen som fynsk jazzfan i den uge.
Giant Steps: www.giantsteps.dk
Dexter: www.dexter.dk
Tobaksgaarden: www.tobaksgaarden.dk
Vinter over Sol Skibet
Sun Ship i Århus præsenterer 5 koncerter i løbet af Vinterjazzen. Den første koncert er i Studenterhus Århus med Thunderstrucks (27.) -med Jonas Struck, Anders Christensen, Kasper Tranberg og Kresten Osgood, der senere i år har varslet en CD med filmisk/melodisk/ekspressiv og støjende musik.
KakoFone er navnet på et nyt århusiansk pladeselskab og d. 29. præsenterer de to orkestre og to nyudgivelser med SAFT (der i 2006 fik en 2. plads i Ung jazz konkurrencen) og Operation Zero. Begge bands er trioer og Kasper Bjerg (keys) og Søren Mehlsen (trommer) går igen i de to konstellationer, der begge tager udgangspunkt i improvisation og eksperimenterende jazz.
Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums har sneget sig i vinterjazzprogrammet og dem er der nok mere vinter i end jazz, når de på Studenterhus Århus' scene (30.) præsenterer musik der bevæger sig mellem spirituel pop og en fri form for blues og soul.
Mathias Eick regnes for at være en af de mest spændende norske trompetister, og han spiller med sin kvartet enkel og lyrisk musik, ikke nødvendigvis jazz eller pop, men åben musik med en hel del improvisation. Han er på Musikcaféens scene d. 1. februar. Trompetisten blev i 2007 kåret som årets internationale jazztalent og har bl.a. spillet i Jaga Jazzist, Trondheim Jazzorkester og Motif. Hans aktuelle kvartet rummer nogle af Norges fremmeste jazzmusikere, bl.a. trommeslager Audun Kleive.
Sunship: www.sunship.dk
Svenskerne indtog Hamburg
Trioen E.S.T. (aka Esbjörn Svensson Trio) har et kæmpepublikum -og pladeselskab i Tyskland, så det er meget logisk at indspille den første liveplade siden 1995 i landet. Trioen har henrykket publikum i en årrække på både scene og plade -det er desværre ved at være lang tid siden at de har spillet herhjemme på en scene.
I november 2006 var de ved afslutte deres Tysklandsturné og koncerten i Laiszhalle i Hamburg blev optaget af NDR. Det er den koncert som er blevet til en no-nonsense dobbelt CD, med hele koncerten i den rigtige rækkefølge. Så pladen kan både fungere som en souvenir eller som en tørstslukker til dem, der virkelig trænger til en E.S.T. koncert.
Meget af materialet stammer fra pladen Tuesday wonderland, som netop var udkommet på det tidspunkt, der er blevet mere plads til at eksperimentere og numrene er blevet længere. E.S.T.'s store force er at de kan blande klassisk, jazz, pop, rock, ambient, ekspressionisme etc. Det er ikke mindre tydeligt på denne anbefalelsesværdige plade.
E.S.T.: www.est-music.com
Return to Forever gendannes
Til sommer gendannes en af jazzens absolutte superbands: Return to Forever. Det er 25 år siden at de har spillet sammen sidst. Bandet tager på en turné der bringer dem både til USA og Europa, de forventer at spille 40-50 koncerter. Gruppen består af Chick Corea (keys), Stanley Clarke (bas), Al di Meola (guitar) og Lenny White (trommer). Hmmm...gad vide om Copenhagen Jazz Festival er ved at skillinge sammen?
Chick Corea: www.chickcorea.com

I år får Tversted Jazzy Days prisen for deres utrættelige arbejde med at præsentere jazz af høj kvalitet, deres unikke evne til at give publikum såvel som musikere oplevelser langt ud over det sædvanlige. Derudover får de prisen for deres visionære og engagerede arbejde i lokalmiljøet.
Med Tversteds beliggenhed, som en af landets nordligste klubber, har de været tvunget til at arbejde ekstra hårdt for at tiltrække og fastholde både musikere og publikum. Dette arbejde vil juryen i særlig grad belønne.
Tversted Jazzy Days formår at tiltrække et interesseret publikum, og giver dem oplevelser, der rækker langt ud over gennemsnitsoplevelserne.
De møder musikerne med en utrolig positiv energi og giver også musikerne nogle af deres bedste spilleoplevelser.
Det engagement, Tversted Jazzy Days udviser på den danske jazzscene, når tillige langt ud over det at producere jazzkoncerter. Både vækstlag, professionelle koncertarrangører, lokale erhvervsdrivende og den offentlige forvaltning i regionen nyder godt af Tversted Jazzy Days ildhu og kreative ideer.
Dette arbejde er uden sidestykke i Danmark, skriver Dansk Jazz Forbund i deres begrundelse.
Prisen er på 35.000 kr og gives af Dansk Jazz Forbund i samarbejde med professionelle danske jazzmusikere.
NHØP & Den hemmelige juvel
Det tyske pladeselskab MPS, der havde sin storhedstid i 70'erne var dårligt distribueret udenfor Tyskland. Derfor findes der en række plader som aldrig blev opsnappet af de danske jazzfans dengang. Det råder Universal heldigvis bod på, med denne fire dobbelte CD med George Shearing, der blev slået til ridder i England i juni 07, som 87 årig. Den engelske pianist var rejst til USA i 40'erne og blev sidenhen en af de absolut største, rent kommercielt. Han tilhørte ikke jazzparnasset og havde siden slutningen lavet plader som dårligt nok kunne betegnes som jazz (de landede i Easy Listening kassen, hvis der fandtes en sådan). Så da han i slutningen af 70'erne gik studiet med den danske verdensbasist NHØP og guitaristen Louis Stewart var der ingen der lagde mærke til det. Tiden var slet ikke til klassisk triojazz, man skulle have fusion.
Men facit er rent faktisk at man sidder med en plade, hvor NHØP er på toppen, og han får lov til at vise det. NHØP er meget længere i billedet end han nogensinde fik lov til hos Oscar Peterson. De tre musikere optræder ligeværdigt, så der er meget plads til det, som vi elsker NHØP for. Det er når bassen får lov til at være et instrument der ikke kun skal lægge bunden. Han er forrygende.
Stilmæssigt er vi ikke langt fra Oscar Peterson. De tre musikere har kastet sig over en mængde blandede bolcher. De 44 numre stammer fra 5 LP'er, hvor den sidste er med strygere arrangeret af Robert Farnon. Blandt de mange numre finde vi to af NHØP; Cowboy samba og My Little Anna. To numre af Chick Corea; Windows og 500 miles high, samt musik af folk som Dizzy Gillespie (Con Alma), Dave Brubeck (In your own sweet way), Duke Jordan (Jordu) og Carl Michael Bellman (Fjäriln vingad syns på Haga). Dette er en juvel for NHØP fans -og måske endda også for dem som ikke vidste at de var det.
George Shearing: www.georgeshearing.net
Dansk digtekunst sat i musik
Anadyomene er et tilnavn til Afrodite der også betyder den af havet opdukkede. Det er ligeledes et digt Sophus Claussen, som Emil Hess har sat musik til. Han og Camilla Dayyani har hver især sat musik til en stribe danske digte af H.C. Andersen, Piet Hein, Tove Ditlevsen, Johannes V. Jensen, Pia Tafdrup og Johannes Jørgensen.
De to udgør sammen med Nikolaj Hess på piano trioen. Emil Hess spiller div. sax og Camilla Dayyani synger de ikke helt lette sange. Det er digte, som er tænkt som digte, men de fleste af dem rummer heldigvis så meget musik i forvejen at projektet lykkes. Digtene præsenteres meget nøgent, der er masser af plads til at ordene kan komme til rette. Camilla Dayyani har en meget klar og ren stemme, der som det vigtigste er tydelig, man kan høre hvad hun synger. Jeg er spion for en fremmed magt, med tekst af Tove Ditlevsen har Dayyani sat musik til, men det lyder som at det er Anne Linnet, den har de samme klare popvirkemidler. Men istedet for at lade musikken være poppet afleveres den med strygere. Pladen er ikke en baggrundshyggeplade, dertil er Camilla Dayyanis sang alt for lang fremme. Det drejer sig om nogle der virkelig har noget på hjerte (digterne) og det respekteres til fulde af trioen, og det er vel også lige det, det drejer sig om? Hess/Dayyani Trio: www.myspace.com/hessdayyani
Dengang der var jazz på DR
Det går ikke en uge uden den ene sørgmodige historie efter den anden om Danmarks Radio. I 2007 var DR med til at promovere en engelsk telefonsælgers sangkarriere, så meget at han solgte flere plader end Kim Larsen. Det er altså sørgmodigt, ligegyldigt hvordan man end vender og drejer det.
Næhhh....så var det noget andet dengang man brugte licensbetalernes penge til at promovere en amerikansk tenorsaxofonist, der i sit livs efterår var kommet til Danmark. Danskerne fik til gengæld en stribe musikalske forårsdage. Nok var han gammel og spillede som han altid havde gjort, han var til gengæld en af de bedste nogensinde.
Der er netop udsendt en DVD, Ben Webster in Denmark hvor man i fire programmer fra 1965-1971 følger saxonisten. Den første er en liveoptagelse fra 1965 i DR's studier, hvor Webster er i selskab med Montmartretrioen: Kenny Drew (piano), NHØP (bas) og Alex Riel (trommer). Programmerne er fra dengang hvor der var højt til loftet i DR for visse musikgenrer. Det andet program fra 1968 er med Radioens Big Band inkl. strygere under ledelse af Niels Jørgen Steen (med en smøg i munden). Mange kender nok musikken, da den findes på flere plader, men hvor er det herligt at få billeder på. Big bandet er proppet med topmusikere: Dexter Gordon, Sahib Shihab, Palle Mikkelborg, NHØP, Albert "Tootie" Heath etc.
Det tredje program er konceroptagelse fra Odd Fellow Palæet i 1969. Det er en mindekoncert for Timme Rosenkrantz, hvor Webster er på scenen med sin gamle kollega pianisten Teddy Wilson.
Det fjerde program Big Ben fra 1971 er et portræt (i farver!). Det er DVD'ens højdepunkt. Man møder Webster i lejligheden ved søerne, hvor han bla. får besøg af en tørstig Charlie Shavers. Programmet er gammeldags TV, hvor man havde god tid. Man bruger hele melodien Cotton Tail (Websters shining hour) til at følge ham på turen fra lejligheden, ud i elevatoren, ned i taxaen og så ud til TV-byen. Her møder han op i Studie 1, hvor et hold strygere og Ray Pitts venter på ham til en studieindspilning. Vi møder ham også i et røgfyldt Montmartre på scenen sammen med førsnævnte Shavers (trompet), Niels Jørgen Steen (piano), Jørn Elniff (trommer), NHØP (bas) og Finn Ziegler (violin).
Danmarks Radio ligger inde med en del af den slags guldmateriale, så lad os håbe, at vi får love til at se mere.
Riel og den klassiske triojazz
Få danske jazzmusikere -eller musikere i det hele taget har som Alex Riel formået at holde sig på toppen i så mange år. Han har spillet med gud og hver mand i dansk jazz (-specielt dem som er dygtige). Han har været inspirator og igangsætter for flere (Pasborg og Mazur kunne feks. nævnes). Han har spillet i diverse subgenrer indenfor jazzen og har ligeledes gjort sig til i rocken. Hvad mon Riel så spiller når han helt selv kan bestemme? Det kan man få en fornemmelse af med denne liveplade, der er indspillet en aften på Copenhagen Jazzhouse.
Det er triojazz af den Bill Evanske skuffe. Det er romantisk, melodisk og ikke mindst drønhamrende velspillet. Heine Hansen sidder ved flygelet, og er måske ikke den jazzmusiker herhjemme der gør mest ud af at promovere sig selv. Men det skal ikke ligge ham til last. Hos Riel spiller Hansen flydende let og med masser af overskud. Bassisten Jesper Lundgaard er på hjemmebane når der skal spilles musik af denne karakter. Riel og Lundgaard kommunikerer sikkert med hinanden.
Alex Riel har stor erfaring i det klassiske triojazz setup, bla. spillede han en del med Bill Evans i midten af 60'erne og det har uden tvivl påvirket ham meget. Idag spiller han bla. med både Jan Lundgren, Niels Lan Doky og Carsten Dahl. Tre nordiske spitzenklassepianister med hver deres musikalske personlighed. Når Riel selv bestemmer kommer trommerne selvfølgelig mere i centrum, han bruger whiskers som ingen anden (Ed Thigpen undtaget) og har strøet et passende (også i længde) antal soli ud over pladen. Riel får sendt nogle kærlige musikalske hilsener til et af hans store forbilleder Zutty Singleton.
Igen, som på tidligere plader er Riel inspireret af barndommens biografoplevelser. Pladen er opkaldt efter John Wayne-filmen The High and the Mighty fra 1954, der på dansk hed Ingen vej tilbage, som handlede om luftens helte. Titelmelodien var skrevet af Dimitri Tiomkin og er selvfølgelig med på pladen, der også indeholder kendinge som I can't get started og Body and soul og et af pladens højdepunkter Long ago and far away.
Pladen har allerede hittet i Japan, som den mest solgte jazzplade, på HMV Japans site.Alex Riel: www.alexriel.dk
Der udkommer rigtigt mange plader for tiden, på trods af pladebranchekrise og anden elendighed. Musikerne holder heldigvis ikke op med at lave musik, bare fordi at pladebranchens store selskaber er presset på det lukrative pophitmarked.
Pophits og jazz er ikke noget der hænger sammen, så jazzelskerne kan stadig glæde sig over at der bliver lavet albums. Om man så downloader dem eller vil have dem som CD eller LP er ligegyldigt, bare vi får lov til at være i selskab med dem i 50-70 minutter, hvor de får tid til at fortælle deres musikalske historie til os.
De danske jazzmusikere har aldrig nogensinde været så mange, spillet så meget forskelligt, lavet så mange koncerter og udgivet så mange plader. Hvilket jo er herligt, når man laver en blog der primært beskæftiger sig med dansk jazz. Jeg har hørt mange af de danske jazzplader der er udkommet i 2007, ikke alle, men dog alligevel så mange at jeg vover at lave en liste over de 10 bedste danske jazzplader fra året 2007.
Tak til alle jer som har fulgt min blog i det forgangne år. Til min store fornøjelse, kan jeg se at der bliver flere og flere af jer :-)
Vi ses igen i 2008!
Niels Lyhne Løkkegaard: Light Airborne (Calibrated)
-han er allerede præmieret for denne plade, som bæres af store kompositoriske evner, der er kombineret med en idérigdom og evne til at spille den fede sax.
Lars Winther Trio: Nordic by nature (Your Favorite Records)
-et frisk pust fra denne unge trio, der kommer til at blive meget større end de er nu.
Jakob Bro: Pearl river (Loveland Records)
-Mr. Bro har nogle gode venner i New York, så det er dem han bruger på denne plade. At vennerne bla. hedder Motian og Cheek skader ikke, når man samtidig er istand til at lave noget musik der udfordrer dem.
Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade (Buchanan)
-blandingen af Peter Laugesens stemme og digte, klassisk jazz (Miles i de tidl. 60'ere) og John Tchicai er en sand fornøjelse, der letter humøret og tankerne.
Sinne Eeg: Waiting for dawn (Calibrated)
-pladen fik 6 hjerter i Politiken og 6 stjerner i Gaffa og det danske jazzpublikum kunne glæde sig over at få en stærk vokaljazzplade i særklasse.
Jazzkamikaze: Travelling at the speed of sound (Stunt)
-de er rigtigt fede live, men kan også lave en plade, der er værd at høre på hjemme i stuen.
Bandapart: Vision du Lamarck (White.Out)
-postrock kan du kalde det, hvis du skal spille det for dine rockvenner. Vi andre kalder det bare jazz, men det behøver man jo ikke fortælle dem.
Olivier Antunes Trio: 1st Sketches (Calibrated)
-det er gammeldags, det er ikke revolutionerende. Men det er så djævelsk velspillet af denne trio, som næppe kan matches af nogen herhjemme.
Buffalo Age (ILK)
-det er trommeslageren Peter Bruun der er chef, men det er samspillet mellem Kasper Tranberg på trompet og Chris Speed på sax der betager.
Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Jazz is like a banana (Steeplechase)
-ren og uforfalsket junglejazz.
21st century jazzrock
I 70'erne blev den ene jazzrockplade efter den anden sprøjtet ud, nogle endda med kommerciel succes. Det var ofte musikere der fik lov til at spille ti minuttes solo, hvorefter den næste musiker kunne tage over i bandet. Idag kommer der stadig jazzrock, men det er ikke soloen der er i højsædet. Nu handler det om kollektivet og stemningen. Bandapart er nok det bedste eksempel på den type musik herhjemme. Keyboardspilleren og komponisten Søren Kjærgaard har lavet al musikken til pladen Vision du Lamarck. Bandapart udsendte den første plade i 2005 og der var mange gode idéer på den plade, men den kom aldrig helt op at svinge. Det gør den nye til gengæld. Kjærgaard har mere styr på kompositionerne og musikerne flagrer ikke så meget. Melankoli, bjergdis, våde gader og alle mulige andre billeder vælder frem i hovedet når man hører den flimiske musik.
Bandapart består af Jakob Bro på guitar, Jonas Westergaard på bas, Jeppe Gram på trommer og Kjærgaard på diverse keyboards. De har brugt flere gæstemusikere under vejs, der supplerer med violin, cello, basun, trompet etc. Bandapart burde med den nye plade få et navn på den internationale post-rock scene, med navne som Tortoise og Godspeed You! Black Emperor blandt de mere kendte.
My Space: www.myspace.com/bandapartdk
Brasiliansk kærlighed i en dansk vinter
Han har siddet bag klaveret for den herboende brasilianske sangerinde Silvana Malta i en årrække, så når han skal lave sin første soloplade er det selvfølgelig den brasilanske musik der står for skud. Af pladens 10 numre har han selv skrevet de seks, resten har han hentet i det store brasilianske bagkatalog hos bla. Jobim. Han bakkes op af Torben Westergaard (på lækker elektrisk bas), Jonas Johansen (på trommer of course) og Jacob Andersen (på percussion). Med valget af de musikere er han på sikker grund, for de fåes ikke bedre herhjemme, når der skal spilles brasiliansk jazz. Steen Rasmussens pianospil er percussivt, men ikke voldsomt og larmende. Han lander lige præcis ikke i det loungeagtige, så det bliver aldrig klistret eller kedeligt.
Silvana Malta gæster også på denne varme plade, der kan bruges som medicin mod det sure, våde og kolde danske vintervejr.
My Space: www.myspace.com/steenrasmussen
Dansk triojazz i topklasse
Jazztrioen med piano, bas og trommer er blandt det mest elskede i jazzen. Hvor mange er ikke startet som jazzlytter med Oscar Peterson Trio? Hvem har på et eller andet tidspunkt ikke svømmet hen til Keith Jarretts trio eller et nyere navn som Brad Mehldau der har fanget et stort publikum. Pianisten Karen Bach udsender nu sit andet album med trioen der ud over hende selv består af Per-Erik Olevik på bas og Christian Hørstad på trommer.
De tre musikere kender hinanden fra Rytmisk Musikkonservatorium og er udover denne sammenhæng ubeskrevne blade på den danske jazzscene, hvilket kan undre når man hører pladen, hvor musikken afvikles sikkert og selvstændigt, for godt nok står der noget om både Keith Jarrett og Brad Mehldau i indledningen, men denne trio er ikke et rip off.
Musikken er vekslende i stemninger og tempo, der bydes både på groovy, næsten rocket jazz blandet op med lettere free jazz (som i Convinient tune) eller opbyggende melankolsk efterårsjazz (som i Sandflugt).
Indpakningen er iøvrigt i særklasse.
My Space: www.myspace.com/karenbachtrio
Karen Bach Trio: www.karenbachtrio.dk/

Den netop udgivne CD med Alex Riel Trio på Cowbell Records, The High and the mighty er også udgivet i Japan, hvor den er strøget ind som nr. 1 på den japanske HMV's netshops jazzbestsellerliste, med Miles Davis som nr. 2 og E.S.T. som nr. 3.
www.hmv.co.jp/bestsellers/1_800/
Ny trio CD med Pat Metheny
I slutningen af januar, næste år kommer der en ny trioplade med guitaristen Pat Metheny. Pladen hedder Day trip og det er trommeslageren Antonio Sanchez, der for nylig spillede i Danmark sammen med Søren Møller og Morten Ramsbøl og bassisten Christian McBride der bakker stjernespadeartisten op.
Pat Metheny: www.patmetheny.com
Audiofil vinyl
Blue Notes klassiske indspilninger fra specielt 60'erne har været genstand for mange genudgivelser i diverse afskygninger. Senest er mange af pladerne feks. genudsendt i serien The Rudy van Gelder Edition på CD, hvor det er teknikeren RVG der har stået remastering.
Nu kommer nok de vildeste genudgivelser. Firmaet Music Matters! genudsender en stribe plader fra Blue Notes klassiske bagkatalog, men nu i en vinyludgave der skal køre på 45 omdrejninger i minuttet og dermed giver en bedre lyd. Grundet den større hastighed end de vanlige 33 omdrejninger i minuttet bliver pladerne nu til dobbelte vinyler.
Blandt de udvalgte plader er Art Blakey's Big beat, Horace Parlan's Speakin' my piece, Kenny Drew's Undercurrent og Lou Donaldson's LD+3, der udgives i december. Herefter følger en lang række og der er allerede planlagt udgivelser ind i 2009.
Firmaet har fået fingrene i de originale bånd og har som følge deraf haft mulighed for at lave den bedst mulige lyd. Prisen er $ 49.95.
Music Matters!: www.musicmattersjazz.com
Grammis til jazzen
I Sverige hedder deres Music Awards Grammis og de uddeles d. 10. december. Her skeler man ikke til genre, som i Danmark, men overrækker også priser til klassisk, hårdrock, schlager, hip hop og ikke mindst jazz ved samme fest som poppen får sine priser.
Der er nomineret 10 plader, der indeholder en spritny udgivelse som E.S.T.'s Live in Hamburg, men der er også plads til Alice Babs pladen Illusion med ikke tidligere udgivne indspilninger fra 1966 med Jan Johansson og Georg Riedel. Resten af de nominerede plader er: Adåker-Milder-Stenson-Danielsson-Öström: Miles by five, Bitter Funeral Beer Band with Don Cherry & K. Sridhar: Live in Frankfurt 82, Jan Lundgren: Magnum mysterium, Josef och Erika: Small small small small songs, Lina Nyberg & Magnus Lindgren: Brasil big bom, Nils Berg: Sailors fighting in the dance hall, Nils Landgren Funk Unit: Licence to funk og Rigmor Gustafsson: Alone with you.
www.grammis.se

Fredag d. 30. november overrakte Statens Kunstfonds tonekunstudvalg priser til den rytmiske musik, heriblandt to jazzudgivelser.
Niels Lyhne Løkkegaards Light airborne blev præmieret med velfortjente 50.000 kr. og begrundelsen: "Melodik klang komposition fra en særligt forstående. Inspirationerne er hentet fra det store jazzlandskab, men alt er udført med egen vilje og melodisk sans - og en dejlig stringent folkelig tone iklædt en lille troldsplint i øjet. Og så spiller de så englene synger og beder om mere jazz."
Jakob Bros Pearl river blev ligeledes belønnet med ligeså velfortjente 50.000 kr. og denne begrundelse: "Jacob Bro har fat i den lange ende. Den rigtigt lange. Hans originale harmonik og hans blanding af akustisk og elektrisk er enestående. Pearl River er bare endnu et fremragende nedslag på hans talents umættelige rejse."
-Kunststyrelsen ved dog ikke, som det ses i begrundelsen at han hedder Jakob, men det kunne jo være at de skulle få fat i pladen, nu de har præmieret den :-)
Jazz i Helsingborg
På Dunkers kulturhus i Helsingborg er det en dansker der sammensætter en del af musikprogrammet. Niels Christensen der tidligere bla. har været chef for musikken på Montmartre og idag sørger for Frederiksbergs del i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
På programmet i Helsingborg er den første, Silvana Malta d. 7. februar.
Herefter kommer Chris Potter Underground d. 21. februar, der for nylig udfordrede Politikens anmelder Boris Rabinowitsch's ører (de spillede højt) så meget under deres koncert på Jazzhouse, at han gav dem en dårlig anmeldelse. Pladeaktuelle Lelo Nika er på scenen d. 6. marts.
D. 3. april er det kvartetten NutTree Quartet der kommer. Den består af Adam Nussbaum på trommer, John Abercrombie på guitar, Gary Versace på Hammond og Jerry Bergonzi på tenorsax.
Koncertrækken sluttes af med Richard Bona d. 19. april. Han spiller iøvrigt dagen før på det kgl. Teaters gamle scene i København.
www.dunkerskulturhus.se
Chris Minh Doky på DK-tur
Minh er på tur i Danmark islutningen af februar og i starten af marts med bandet Nomad Diaries All Stars 2008, der uden tvivl er Minh's mest funky set up ever...!
Var du på Christiansborgs Ridebane i sommeren 1985 for at opleve David Sanborn? Så husker du uden tvivl guitaristen Hiram Bullock, der spillede den ondeste funkspade der hidtil var hørt i Kbh. Minh har inkluderet ham i bandet, der også har Ricky Peterson med på keyboards. Peterson er bla. kendt for at være bandleader i John Mayers band. Den sidste er trommeslageren Keith Carlock, der har vundet magasinet Modern Drummers vælgerafstemninger de sidste 3 år. Han er bla. fast mand hos Sting og Steely Dan.
Minh spiller bla. på Godset i Kolding d. 27. februar og Vega d. 5. marts.
På Youtube linket er der et interview fra maj lavet af det engelske jazzmagasin Jazzwise
Chris Minh Doky: www.doky.com
Youtube: www.youtube.com/watch?v=vbfRp-t3cpg