Jeg har modtaget denne lovede reportage fra Engelsholms netop overståede jazzstævne. Det er kommunikationsmedarbejder ved Syddansk Musikkonservatorium Jesper Dyhre Nielsen der har skrevet stykket.
Det er den første, søvnige uge af det nye år, og det årlige vinter-jazzstævne er allerede godt igang. Stævnet arrangeres af Engelsholm slot og Syddansk Musikkonservatorium, og det er i år sjette gang slottet lægger gemakker til stævnet. Når man nærmer sig, præges stemningen dog mere af åndelig ro end af energisk jazz.
En snoet tur gennem det idylliske, jyske vinterlandskab fører til en stenbelagt allé, der leder op til det hvidkalkede renæssanceslot. Træerne spejler sig i det stillestående vand, der omkranser slottet, og alt ånder fred. Der er dog absolut ingen grund til at lade sig narre, og så snart man træder ud i det fri, mødes man af musikken.
Fra en lille samling staldbygninger ved parkeringspladsen strømmer musik i alle afskygninger. I bygningerne øver en række sammenspilshold intenst med deres respektive instruktører, og udenfor blander de mange lydindtryk sig til en kakofoni af standards, avantgarde og musik fra hele verden.
Og der ér virkelig tale om hele verden. Årets stab af undervisere kommer fra Danmark, USA, Frankrig, Norge, Benin og det tidligere Jugoslavien, og stikker man hovedet ind ad døren til sammenspilsholdene, er det tydeligt, at gæsterne bærer deres musikalske arv med sig ind i jazzen.
 |
| Lionel Loueke |
En stald fuld af afrikansk jazz
Guitaristen Lionel Loueke holder til i en af staldbygningerne. De tilduggede, blyindfattede ruder blokerer ikke for mange decibel, og allerede udenfor bygningen er musikkens umiskendeligt afrikanske islæt tydeligt. Inde i lokalet er musikerne placeret i en cirkel med front mod hinanden, og Loueke nikker anerkendende til holdets to trommeslagere, der er midt i en fælles trommesolo. Nummeret slutter, der uddeles kommentarer og rosende ord, og med et begejstret ”that’s my combo!” får holdet en velfortjent pause.
På trods af at den afrikanske guitarist har spillet med de største og selv er et stort navn, mener han ikke, han har den endegyldige facitliste:”Musik er en meget personlig ting. Det er svært at sige, hvad der er rigtigt eller forkert… Der ER ikke noget rigtigt og forkert, så jeg prøver at vække musikerne, få dem til at bide mærke i detaljerne og give dem nogle værktøjer, de kan bruge fremover.”
Noget tyder på, at Louekes opskrift virker, som trommeslager Andreas Andersen fra konservatoriet i Esbjerg konkluderer: ”Det her kommer til at ændre mit liv. Hele hans historie og tilgang til musikken er megainspirerende, og efter hver session har man bare haft lyst til at tjekke ting ud og øve”.
Der er unægtelig langt fra Vestafrika til et slot i det østlige Jylland, og for de fleste udenlandske undervisere er mødet med den danske højskoletradition ikke helt ligetil. Det tager typisk en dags tid for dem at vænne sig til i dén grad at være i øjenhøjde med de studerende, men når først hele idéen bundfælder sig, og de finder ud af, at de altså virkelig skal bo side om side med de studerende, åbner de typisk op og nyder opholdet i fulde drag. Derfor kan man til fællesspisningen opleve danske studerende og udenlandske stjernemusikere i skøn forening side om side med fade stoppet til randen med velduftende, hjemmelavede, danske frikadeller og andre herligheder fra slottets køkken. Grundtvig ville være stolt!
 |
| Marc Ducret |
Mobildækning og elleve ottendedele
De fleste dage er bygget op efter samme skabelon hvor formiddage og eftermiddage er helliget øvning på sammenspilsholdene, så efter frokosten skal deltagerne samles igen på de respektive hold. Men først skal der lige tjekkes op på kommunikationen med omverdenen, hvilket ikke altid er en nem opgave, da Engelsholm slot ligger uden for lands lov og ret med en noget amputeret mobildækning til følge. Folk klumper sig derfor sammen på broen over voldgraven, hvor der ofte kan fanges lidt mere signal end på resten af matriklen.
Ved siden af slottets nu velafryddede spisesal øver trommeslageren Dejan Terzics hold. Repertoiret er krævende, stemningen er seriøs og undervisningen foregår på engelsk. Der gives tydeligvis ikke ved dørene: ”Of course it’s hard”, siger Terzic. ”Just think about that it’s in 11/8”. Det samme er tilfældet hos Marc Ducret i et af slottets små hjørneværelser. Det er varmt, og de mange musikere står tæt. Den skaldede franskmand leder slagets gang med sin guitar, og hans kompositioner får tydeligvis sveden frem hos de koncentrerede musikerne.
Stemningen virker anderledes afslappet på Christoffer Møllers hold i en af staldbygningerne. Lokalets farverige vægudsmykning, hjørnesofaen og Møllers strømpefødder giver indtrykket af en hjemlig stemning, hvor der arbejdes kollektivt for at nå frem til det endelige udtryk. Det samme er i høj grad gældende for Lars Vissings hold i det tilstødende lokale. Her arbejdes der med frie improvisationer, hvor alt fra alufolie til gaffatape er en del af instrumenteringen. Ud fra forskellige dogmer bølger musikken mellem kaos og meditative flader – tydeligvis til de deltagende musikeres store begejstring.
Netop begejstringen virker som et gennemgående træk hos musikerne. Både i forhold til sammenspilsholdene, men også de natlige jams og det sociale samvær i baren er en væsentlig del af stævnet. Her hænger både studerende og undervisere ud, når dagens program er overstået, og der bydes ofte på alternative og uventede konstellationer – både musikalsk og socialt. Som en af stævnedeltagerne efterfølgende skrev på Instagram: ”Bor på et slot, har spillet rundt om bordet med Hugo Rasmussen og jammet Last Christmas med Marc Ducret. The Lord works in mysterious ways.”
 |
| Gary Thomas |
”Når jeg bliver gammel, vil jeg være ligesom Hugo!”
Netop Hugo Rasmussen har tydeligvis gjort et uudsletteligt indtryk, og mange af deltagerne nævner ham som en af de helt store oplevelser. Foruden sin medvirken som instruktør kunne vores allesammens bas-far bl.a. også opleves med bordtennisbat i de sene nattetimer og som selvbiografisk foredragsholder søndag aften, hvor han bød på et rørende og meget personligt oplæg om sit liv. Bassist på konservatoriet i Odense Mads Dyrst sammenfattede mødet med den 72-årige instrumentkollega meget enkelt: ”Når jeg bliver gammel, vil jeg være ligesom Hugo!”
Hvor forskellige sammenspilsholdene end må være i lyd og besætning har de alle ét til fælles: De arbejder hen imod afslutningskoncerterne på stævnets sidste aften. Det er aftenen, hvor holdene spiller for hinanden og resten af underviserne, og hvor alt helst skal klappe. Der bliver spillet i bl.a. riddersal, kælder og galleri, og der er musikalske udtryk nok til at tilfredsstille selv den mest eklektiske lytter. Sissel Vera Pettersens hold, som har resideret i kælderen, spillede en koncert i absolut mørke, hvor man ikke kunne se personen foran sig i det tætpakkede lokale. Det blev til en intim sanseoplevelse, der skabte en sjælden samhørighed ikke bare musikerne, men også publikum, imellem.
Ikke bare aftenen, men også hele stævnet, blev afsluttet af sangskriverholdet, som var under kyndig ledelse af Michael Møller og Mads Langer. De to havde ugen igennem udfordret deres hold med kompositoriske benspænd, som fik deltagerne til både at tage favntag med deres egne begrænsninger og skrive masser af nye sange. Asger Nordtorp fortæller: ”Jeg har cirka skrevet en sang om dagen. Det har været meget intenst, og vi er f.eks. mødtes klokken halv et om natten for at arrangere nogle af vores numre. ”
Whisky og verdensmusik
Hvor der har været overflod af musik og nysgerrighed, har det vanen tro været anderledes småt med søvnen. Jasper Greve fra konservatoriet i Odense opsummerer det meget præcist: ”Det er max. 4-5 timers søvn hver nat og så op. Ind og øve, spise, øve – og så aftensamling. Om aftenen er vi sammen socialt i baren. Det er nærmest festivalstemning.”
Men ikke bare for de studerende og underviserne sætter oplevelsen sig spor. Forstander Jakob Bonderup smiler og tænker tilbage på en aften i kælderen: ”Pludselig fandt jeg mig selv sidde i kælderen med en god whisky, og så går Hugo Rasmussen og Lionel Loueke i gang med at spille. Dér tager jeg mig selv i at tænke, at hér sidder jeg i en sofa og hører fantastisk verdensmusik – der må findes jobs, der er væsentligt kedeligere end mit”.
You Tube: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=EpOpRz_ra7I
