Aaron Neville: My true story (Blue Note/EMI)

Denne gang har han kastet sig doo-woppen. Han har tidligere lavet soloalbums med soul-numre, gospel-numre og jazzstandards. New Orleans sangeren Aaron Neville har allieret sig med produceren, den nye Blue Note boss Don Was og Stones guitaristen Keith Richards på en plade, hvor sang-klassikere står skulder ved skulder. Alle med det til fælles at de fremføres i doo-woopens tegn. Genren hvor der netop er fokus på stemmen, det der er Aaron Neville store force. Han har en stemme der omgående får mig (og mange andre) til at smelte. Hans karriere strækker sig så langt tilbage som øret kan række, hvor specielt tiden med New Orleans' stolthed Neville Brothers står som et højdepunkt.

På pladen er broderen Art med på Hammond B3 mens bassisten Tony Scherr (som jazznerds kender fra Bill Frisell) og andre er med til bygge et organisk og håndspillet akkompagnement på numre som Under the boardwalk, Curtis Mayfield's Gypsy woman og Phil Spector's Be my baby. Et af højdepunkterne er medley'et med Mort Schuman's og Doc Pomus' This magic moment/True love. Som på alle de andre sange er det kommenterende mandskor helt fantastisk. Okay det er ikke en jazzplade. Ægtheden og den store musikalitet er med til give et album, der kan anbefales til alle voksne kvalitetsbevidste musiklyttere.

aaronneville.com

Kommende jazzudgivelser forår 2013

Der tales meget om krise, når der tales om pladebranche - ikke mindst når det drejer sig om jazz. Vi er midt i en brydningstid. Der går næsten ikke en uge uden, at pladebranchen lægges død på den ene eller den anden måde. Århus og Københavns biblioteker har vendt udlånstjenesten BibZoom ryggen. Spotify anklages dagligt for at underbetale musikerne. Vinylplader er det nye sort. Sådan kunne jeg blive ved. En ting er dog helt sikkert! Den kunstneriske frihed de mange muligheder og forandringer i pladebranchen giver, er en fornøjelse for en jazzblogger. Jeg har forsøgt at samle en liste med danske jazzplader der udkommer de næste måneder. Her ses det tydeligt at jazzundergrunden bobler af optimisme. Der sker så meget, at jeg kun kan opfordre til en ting: Læs Jazznyt hver uge, så ved du hvad der sker!

Selskaberne ILK, Barefoot, Storyville og Calibrated indikerer i høj grad en tro på, at jazz på plade ikke er ved at forsvinde i 2013. De er alle ude med et udgivelsesprogram, hvor der er kendinge og debutanter. Jeg glæder mig allerede til debutpladerne med bassisten Morten Haxholm, pianisten Søren Gemmer og saxofonisten Jeppe Skjold. Forventningerne er ligeledes store til nogle af denne jazzblogs favoritter: Maria Faust's store orkester, Benjamin Aggerbæk og Søren Dahl Jeppesen.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de udenlandske must-have's: Miles Davis, Joe Lovano, Wayne Shorter, Chris Potter og Arve Henriksen

Danske udgivelser

Januar

Sven-Åke Johansson/Lars Greve/August Rosenbaum: All Romantic (Hiatus)

Morten Ankarfeldt Meets Caio Marcio: Rio Em Vermelho E Azul (Calibrated)

Walsdorff/Melbye/Tom: Grøn (Barefoot)

haUtUllin! (Barefoot) - med Markus Pessonen og Håkon Berre

Henrik Sørensen: Organum Momentum II-III (Gateway) - impro på kirkeorgel

Taylor's Universe: Worn out (Marvel of Beauty)

Thomas Walbum/Thomas Maintz: ?? (??)

Tine Bruhn: ?? (??) - dansk sangerinde bosat i New York

Februar
Hugo Rasmussen: Hugo...Partly live (Stunt) - med Tranberg, Dinesen, Hyhne, Hansen og Osgood
Carl Winther: Tetragonz (Stunt) - med Jerry Bergonzi

Morten Haxholm Quartet: Equilibrium (Storyville) - med Jonathan Kreisberg, Ari Hoenig og Frederick Menzies

Carsten Dahl & Eddie Gomez: TBA (Storyville) - koncert fra Montmartre

Bird Alert: Bring forth your flowers and machinery (Barefoot) - med Anja T. Lahrmann, Jeppe Zeeberg og Teis Søgaard

Maria Faust Jazz Catastrophy (Barefoot) - 15 mands orkester

Malene Kjærgård: Happy Feet (Calibrated)

Magnus Thuelund: Change of time (Calibrated)

Thorbjørn Risager: Between Rock and some hard blues (Calibrated) - kun download

Mimi Terris: They say it’s spring (Calibrated)

Mark Solborg Trio feat. Evan Parker & Herb Robertson: The Trees (ILK)

Søren Gemmer: At First (ILK)

Thomas Albæk Jakobsen Flux: Relationships (??)

Marts
Veronica Mortensen: Catching waves (Stunt) - med Peter Rosendal, Kristor Brødsgaard, Anton Eger

Jonas Johansen: Divisions (Calibrated)

Benjamin Aggerbæk: Heartbeat (Calibrated)

Acid Plutonium: Trixie (??) 2xLP

Dane TS Hawk & his Cop Jazz Festensemble: Hear we go (Barefoot) - med bla. Tranberg, Dinesen og Hyhne

Elena Setien: Twelfe Sisters (ILK)

Universal Quartet II: TBA (ILK) - med Yusef Lateef, Adam Rudolph, Kasper Tranberg & Kresten Osgood
Marc Bernstein: Good people vol. 2 (??) - med Bob Moses, Sinne Eeg, Jacob Anderskov og Jonas Westergaard

Jakob Davidsen Kammerat Orkester: Se kunsten med nye ører (Digital download)

SVIN: EP (??)

Steen Rasmussen Quinteto feat. Leo Minax (??) - udgives i feb. i Equador, hvis man ikke kan vente

Fusk: Super Kasper (WhyPlayJazz)

Johannes Richter: Solo (Hiatus) - dansk/tysk pianist bosiddende i New York

Marius Neset: Birds (Edition Records)

April

On Dog: TBA (ILK) - med Bittolo Bon, Bigoni, Scardino, Solborg & Lohr

Nils Davidsen: Fakirgiraf 2 (ILK)

Jeppe Skjold Trio feat. Ben Street & Chad Taylor (??)

Søren Dahl Jeppesen: TBA (??) - med Gudjonsson, Toldam, Høyer og Nørgaard

Various Artists: Barefoot Records Improv Box (Barefoot) - indspilninger fra Copenhagen Jazzfestival 2012

ARC: Archipelago (??) - med Josefine Cronholm, Paolo Russo og Thommy Andersson

Aske Drasbæk: Old Ghost (??) - soloplade fra Orpheus medlem

Maj

Jacob Anderskov's strings, percussion and piano: TBA (ILK) - med strygertrio og Peter Bruun

The Electrics: TBA (ILK) - med Axel Dörner, Sture Ericson, Joe Williamson og Raymond Strid

BUSK: TBA (ILK) - med Anders Filipsen, Lasse Ehn og Thomas Rehling.

Juni

Søren Bebe Trio feat. Marc Johnson (??)

Line Tjørnhøj: The E-Sessions (ILK) - klassisk komponist kaster sig over mikrolyde

Uden dato

Pierette Ensemble: TBA (??) - med Julie Kjær, Lisberh Diers, Pernille Bevort, Signe Bisgaard og strygere

Lars Greve/Peter Friis Nielsen/Håkon Berre: TBA (Barefoot)

Jack Street: TBA (Calibrated)

Cæcilie Norby: TBA (ACT)

Sean Carpio WoWo: TBA (??) - med Mikkel Ploug, Jeppe Skovbakke og Anders Holst

Internationale

Januar

Miles Davis: Live in Europe 1969 The bootleg series vol. 2 (Columbia) 3CD+DVD

Joe Lovano Us Five: Cross Culture (Blue Note) - med Lionel Loueke

Jose James: No beginning No end (Blue Note)

Aaron Neville: My true story (Blue Note)

China Moses: Crazy blues (Emarcy)

Eleni Karaindrou: Concert in Athens (ECM) - med Jan Gabarek

Keith Jarrett  Hymns/Spheres (ECM) - de to gamle kirkeorgelplader ude på CD for første gang

Ben Sidran: Don't cry for no hipster (Bonsai)

Paolo Fresu: Desertico (Bonsai)

Celine Bonacina Trio: Open heart (ACT)

Rudresh Mahanthappa: Gamak (ACT)

Claes Crona & Niels Henning Ørsted Pedersen: With a little help from my friend(s) (Spice of Life, Japan)

Matthew Shipp: Greatest Hits (Thirsty Ear)

John Hollenbeck: Songs I Like A Lot (Sunnyside)

Mostly Other People Do The Killing: Slippery Rock! (Hot Cup Records)

John Zorn: City Of Slaughter/Schmatta/Beyond The Infinite (Tzadik)

Februar
Scott Hamilton: Swedish Ballads and more (Stunt) - med Jan Lundgran, Jesper Lundgaard, Kristian Leth

Ralph Gualazzi: Happy mistake (Blue Note) - italiensk sanger/pianist bosiddende i London

Kenny Wheeler & Norma Winstone: Mirrors (Edition)

Patricia Barber: Smash (Concord)

Terri Lyne Carrington: Money jungle - provocative in blue (Concord)

NEXT Collective: Covert art (Concord)

Wayne Shorter: Without a net (Blue note)

Charles Lloyd & Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Chris Potter: The Sirens (ECM)

Stefano Battaglia Trio: Songways (ECM)

Tomasz Stanko New York Quartet: Wislawa (ECM)

Pat Metheny: The Orchestrion Project (Nonesuch) - både som DVD og CD

Arve Henriksen: Solidification (Rune) 7 LP'er og 2 DVD'er. Arve's gamle Rune-udgivelser inkl. bonus og nyt album

Fire! Orchestra: Exit! (Rune)

In the Country: Sunset sunrise (ACT)

radio.string.quartet.vienna: Posting Joe (ACT) - musik af Joe Zawinul

Antonio Sanchez: New Life (CAMjazz)

Ron Carter & Golden Striker Trio: San Sebastian (In&Out) - live med Mulgrew Miller & Russell Malone

Marts

Aaron Diehl: The Bespoke Man's Narrative (Mack Avenue)

Kendrick Scott: Conviction (Concord)

Rebecca Martin: Twain (Sunnyside) - duoplade med Larry Grenadier

Stefano Scodanibbio:  Reinventions (ECM)
Giovanni Guidi Trio: City Of Broken Dreams (ECM)
June Tabor/ Iain Ballamy/ Huw Warren: Quercus (ECM)

April

John Medeski: A different time (Okeh/Sony)

Alexi Tuomarila: Seven hills (Edition) - med Mats Eilertsen og Olavi Louhivuori

Darcy James Argue: Brooklyn Babylon (??)

Maj

Bob James & David Sanborn: TBA (Okeh/Sony)

Uden dato

Bill Frisell: TBA (Okeh/Sony)

Dhafer Youssef: TBA (Okeh/Sony)

Dødens Garderobe feat. John Tchicai (Barefoot Records)

Bag det vidunderlige navn Dødens Garderobe finder vi en trio bestående af pianisten Jeppe Zeeberg, bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Rune Lohse. På deres debutplade er den nyligt afdøde saxofonist John Tchicai med som gæst på en række numre. Tchicai underviste trioen i 2010 mens de gik på Rytmisk Musikkonservatorium. De fortsatte samarbejdet med Tchicai og var på turné sammen i 2011. Der er fire numre på pladen fra den turné. De udmærker sig ved at være komponerede numre. Resten af pladen er freejazz i højt improhumør med trioen.

Der er nærmest Monk'ske lignelser på Insane in vain. Ret hurtigt finder Tchicai ind i sit cry mens trioen spiller rimeligt sammenhængende derudaf. Andre steder på pladen opstår kakofoniske og balstyriske vanvidsscener. Der er  højspændte og intense stemninger som på afslutningsnummeret Large. Pianisten Jeppe Zeeberg har et særligt tag på pianoet. Hans abstrakte og frit associerende spil intervenerer og kolliderer med Lohse og Claesson på trommerne og bassen. Dødens Garderobe er et nyt og spændende navn på den danske freejazzscene. De har et levende tag på freejazzen.

barefoot-records.com

Jan Garbarek/Egberto Gismonti/Charlie Haden: Magico Carta de amor (ECM)

Det er ret vildt, at tænke på hvor mange af den slags knaldperler som den her, der må findes pladeselskabet ECM's arkiver. Det er ikke lang tid siden, at der kom en liveindspilning fra 1979 med Keith Jarrett's europæiske kvartet, hvor Jan Garbarek var medlem. Nu er endnu en live-indspilning med Jan Garbarek i en af rollerne kommet frem af arkiverne. Han er sammen med pianisten og guitaristen Egberto Gismonti og bassisten Charlie Haden. De lavede nogle vigtige plader i 1980 (Magico) og 1981 (Folk songs), det var plader der sammensmeltede norske og brasilianske bidrag til verdensjazzen og freejazz. Her møder vi dem på scenen i 1981 i München. De har op til den koncert turneret med deres musik i to år og kender hinanden godt.

Det er tre stærke individualister. Måske lidt for stærke på denne plade. Enkelte steder smelter de sammen og får et kollektivt udtryk. Oftest glimrer den enkelte allermest når der levnes plads til lange soli og dem er der mange af. Det kan de i den grad. Det er der jeg synes at de nogle gange lyder som om, de står i hver deres verdensdel og spiller for sig selv. Lyden er fantastisk, Jan Erik Kongshaug har mixet de originale analoge optagelser.

player.ecmrecords.com/magico_carta-de-amor

Søren Møller: Résumé (Audial/Pladekisten)

Søren Møller har boet i New York de seneste 10 år. Han er nu på vej tilbage til Danmark. Med pladetitlen indikerer han to ting. Résuméet er opsamlingen på det der er sket og resume er det engelske ord for, at genoptage noget. Det mangeårige samarbejde med den respekterede New Yorker saxofonist Dick Oatts fylder naturligt nok en del i historien om Møller. Derfor er der også god plads til ham på pladen. De to musikeres samarbejde har en meget unik stemme på dagens jazzscene. Søren Møller er en romantiker og kompositorisk lyriker, hvilket han ofte har vist før. 

Oatts spiller med en new york'sk skarphed. Han er helt fremme på beatet. Møller har taget strygere med på flere numre og det klæder musikken. Det giver en ro der får Møller's kompositioner til at ånde. Det liv der tilføres musikken bruger Møller til, at få klaverspillet til at svæve henover det hele. Det bliver som en dansk sommerdag, hvor himlen er blå og fuglene ubekymret flyver afsted. Pladen er i samme sjældne klasse som de to duoplader Møller tidligere har lavet sammen med Dick Oatts. Pladen er indspillet i New York. Henry Cole sidder ved trommerne mens det er Luques Curtis der tager sig af bassen.

sorenmoller.com

Eivind Aarset: Dream logic (ECM)

På den norske guitarist Eivind Aarsets nye plade står der at han benytter sig af guitars, bass guitar, electronics, percussion, samples, programming på pladen. Han er også eneste mand på pladen, så der er frit valg blandt instrumenterne. Eller det vil sig næsten ene mand. Produceren (inkl. samples, programming, dictaphone) Jan Bang har en vigtig rolle i afviklingen af musikken. Eivind Aarsets musikalske udgangspunkt som teenager var Jimi Hendrix, siden blev han indfanget af den vilde elektriske Miles Davis på Agartha. Men han begyndte også at høre Terje Rypdal og Jan Gabarek. Det giver også mest mening i forståelsen af Aarsets ECM-debut i eget navn.

Dream Logic indeholder æteriske lydmalerier, der flyder afsted. Aarset har et sikkert greb om musikken, så den ikke flyder væk. Musik med så stor en portion elektronik får ofte et udtryk der bliver tidstypisk. Aarset og i særdeleshed Jan Bang har en evne til føje noget uhæmmet og organisk levende til musikken, så løfter sig fri af konventionerne. Dream Logic er et meget anbefalelsesværdigt album.

player.ecmrecords.com/eivind_aarset-dream_logic

KortJazzNyt Uge 02 2013

Jakob Bro har lige overstået indspilningerne i New York af den sidste plade i trilogien med Lee Konitz. Craig Taborn, Bill Frisell og Thomas Morgan tager sig af de andre instrumenter på opfølgeren til Time fra 2011. Bro er i starten af februar på tur med en udvidet udgave af trioen med AC og Høyer. Keyboardspilleren Nikolaj Torp er ny mand. D. 17. februar spiller han med Jon Christensen og Thomas Morgan på Kulturhuset Islands Brygge. Ifølge programmet til Vinterjazz er det optakten til indspilningerne af en plade. Den bliver indspillet til maj og udgives af ECM Records.

Sinne Eeg er i Californien i denne uge, hvor hun spiller en række koncerter. Her er en begejstret anmeldelse af koncerten i San Diego.

http://www.sandiegoreader.com/weblogs/jam-session/2013/jan/09/sinne-eeg-delivers-at-the-new-dizzys/

I 2010 var den legendariske amerikanske trommeslager Steve Gadd lærer på jazzstævnet Summersession på Vallekilde Højskole. Det skabte megen røre og respekt. Nu kaster det måske også noget mere af sig. Saxofonisten Michael Blicher har fået hul igennem til Gadd's hjerte. Der arbejdes ifølge Michael Blicher på Facebook på en turné med Blichers hammondprojekt Astro Buddha Agogo og groovin' Gadd i 2014. Wuuhuu, siger jeg bare!

Søren Dahl Jeppesen har atter været i studiet sammen med den islandske saxofonist Oskar Gudjonsson. Pladen bliver udgivet allerede her i foråret, hvor der også arbejdes på en releasetur. 

Momento: Momento (Gateway)

Der har ikke været mange regulære debutplader på den danske jazzpladefront i 2012. Det gør ikke glæden over dette album mindre, der lige nåede at lande hos mig i slutningen af 2012. Der er brug for debutanter, der er brug for, at yngre kræfter byder ind med lyden af nutidig dansk jazz. Momento er debutanter og presser sig ind på en plads på den danske jazzscene, hvor der ikke er mange om buddet. Stilistisk har de hentet inspiration nogle af de samme steder som feks. Girls in Airports, hvor specielt afroinspirationen træder tydeligt frem. Men alligevel er Momento sig selv.

Varmen strømmer med det samme ud af højttalerne, gruppen har et lækkert behageligt groove. Det er saxofonisten Frederik Moth, der har skrevet al musikken. Han har samlet indtryk fra sine rejser rundt i verden, hvor både Spanien, Cuba og Argentina er besøgt. Bandet er en blanding af erfaring - Ayi Solomon på percussion - og yngre kræfter. De har et fint samarbejde. Momentos plade indeholder kvalificeret musik der kan få os til, at holde varmen her midt i den danske vinter.

Engelsholm vinterjazz-stævne 2013

Jeg har modtaget denne lovede reportage fra Engelsholms netop overståede jazzstævne. Det er kommunikationsmedarbejder ved Syddansk Musikkonservatorium Jesper Dyhre Nielsen der har skrevet stykket.  

Det er den første, søvnige uge af det nye år, og det årlige vinter-jazzstævne er allerede godt igang. Stævnet arrangeres af Engelsholm slot og Syddansk Musikkonservatorium, og det er i år sjette gang slottet lægger gemakker til stævnet. Når man nærmer sig, præges stemningen dog mere af åndelig ro end af energisk jazz.

En snoet tur gennem det idylliske, jyske vinterlandskab fører til en stenbelagt allé, der leder op til det hvidkalkede renæssanceslot. Træerne spejler sig i det stillestående vand, der omkranser slottet, og alt ånder fred. Der er dog absolut ingen grund til at lade sig narre, og så snart man træder ud i det fri, mødes man af musikken.

Fra en lille samling staldbygninger ved parkeringspladsen strømmer musik i alle afskygninger. I bygningerne øver en række sammenspilshold intenst med deres respektive instruktører, og udenfor blander de mange lydindtryk sig til en kakofoni af standards, avantgarde og musik fra hele verden.

Og der ér virkelig tale om hele verden. Årets stab af undervisere kommer fra Danmark, USA, Frankrig, Norge, Benin og det tidligere Jugoslavien, og stikker man hovedet ind ad døren til sammenspilsholdene, er det tydeligt, at gæsterne bærer deres musikalske arv med sig ind i jazzen.

Lionel Loueke

En stald fuld af afrikansk jazz
Guitaristen Lionel Loueke holder til i en af staldbygningerne. De tilduggede, blyindfattede ruder blokerer ikke for mange decibel, og allerede udenfor bygningen er musikkens umiskendeligt afrikanske islæt tydeligt. Inde i lokalet er musikerne placeret i en cirkel med front mod hinanden, og Loueke nikker anerkendende til holdets to trommeslagere, der er midt i en fælles trommesolo. Nummeret slutter, der uddeles kommentarer og rosende ord, og med et begejstret ”that’s my combo!” får holdet en velfortjent pause.

På trods af at den afrikanske guitarist har spillet med de største og selv er et stort navn, mener han ikke, han har den endegyldige facitliste:”Musik er en meget personlig ting. Det er svært at sige, hvad der er rigtigt eller forkert… Der ER ikke noget rigtigt og forkert, så jeg prøver at vække musikerne, få dem til at bide mærke i detaljerne og give dem nogle værktøjer, de kan bruge fremover.”

Noget tyder på, at Louekes opskrift virker, som trommeslager Andreas Andersen fra konservatoriet i Esbjerg konkluderer: ”Det her kommer til at ændre mit liv. Hele hans historie og tilgang til musikken er megainspirerende, og efter hver session har man bare haft lyst til at tjekke ting ud og øve”.

Der er unægtelig langt fra Vestafrika til et slot i det østlige Jylland, og for de fleste udenlandske undervisere er mødet med den danske højskoletradition ikke helt ligetil. Det tager typisk en dags tid for dem at vænne sig til i dén grad at være i øjenhøjde med de studerende, men når først hele idéen bundfælder sig, og de finder ud af, at de altså virkelig skal bo side om side med de studerende, åbner de typisk op og nyder opholdet i fulde drag. Derfor kan man til fællesspisningen opleve danske studerende og udenlandske stjernemusikere i skøn forening side om side med fade stoppet til randen med velduftende, hjemmelavede, danske frikadeller og andre herligheder fra slottets køkken. Grundtvig ville være stolt!

Marc Ducret

Mobildækning og elleve ottendedele
De fleste dage er bygget op efter samme skabelon hvor formiddage og eftermiddage er helliget øvning på sammenspilsholdene, så efter frokosten skal deltagerne samles igen på de respektive hold. Men først skal der lige tjekkes op på kommunikationen med omverdenen, hvilket ikke altid er en nem opgave, da Engelsholm slot ligger uden for lands lov og ret med en noget amputeret mobildækning til følge. Folk klumper sig derfor sammen på broen over voldgraven, hvor der ofte kan fanges lidt mere signal end på resten af matriklen.

Ved siden af slottets nu velafryddede spisesal øver trommeslageren Dejan Terzics hold. Repertoiret er krævende, stemningen er seriøs og undervisningen foregår på engelsk. Der gives tydeligvis ikke ved dørene: ”Of course it’s hard”, siger Terzic. ”Just think about that it’s in 11/8”.  Det samme er tilfældet hos Marc Ducret i et af slottets små hjørneværelser. Det er varmt, og de mange musikere står tæt. Den skaldede franskmand leder slagets gang med sin guitar, og hans kompositioner får tydeligvis sveden frem hos de koncentrerede musikerne. 

Stemningen virker anderledes afslappet på Christoffer Møllers hold i en af staldbygningerne. Lokalets farverige vægudsmykning, hjørnesofaen og Møllers strømpefødder giver indtrykket af en hjemlig stemning, hvor der arbejdes kollektivt for at nå frem til det endelige udtryk. Det samme er i høj grad gældende for Lars Vissings hold i det tilstødende lokale. Her arbejdes der med frie improvisationer, hvor alt fra alufolie til gaffatape er en del af instrumenteringen. Ud fra forskellige dogmer bølger musikken mellem kaos og meditative flader – tydeligvis til de deltagende musikeres store begejstring.

Netop begejstringen virker som et gennemgående træk hos musikerne. Både i forhold til sammenspilsholdene, men også de natlige jams og det sociale samvær i baren er en væsentlig del af stævnet. Her hænger både studerende og undervisere ud, når dagens program er overstået, og der bydes ofte på alternative og uventede konstellationer – både musikalsk og socialt. Som en af stævnedeltagerne efterfølgende skrev på Instagram: ”Bor på et slot, har spillet rundt om bordet med Hugo Rasmussen og jammet Last Christmas med Marc Ducret. The Lord works in mysterious ways.”

Gary Thomas

”Når jeg bliver gammel, vil jeg være ligesom Hugo!”
Netop Hugo Rasmussen har tydeligvis gjort et uudsletteligt indtryk, og mange af deltagerne nævner ham som en af de helt store oplevelser. Foruden sin medvirken som instruktør kunne vores allesammens bas-far bl.a. også opleves med bordtennisbat i de sene nattetimer og som selvbiografisk foredragsholder søndag aften, hvor han bød på et rørende og meget personligt oplæg om sit liv. Bassist på konservatoriet i Odense Mads Dyrst sammenfattede mødet med den 72-årige instrumentkollega meget enkelt: ”Når jeg bliver gammel, vil jeg være ligesom Hugo!”

Hvor forskellige sammenspilsholdene end må være i lyd og besætning har de alle ét til fælles: De arbejder hen imod afslutningskoncerterne på stævnets sidste aften. Det er aftenen, hvor holdene spiller for hinanden og resten af underviserne, og hvor alt helst skal klappe. Der bliver spillet i bl.a. riddersal, kælder og galleri, og der er musikalske udtryk nok til at tilfredsstille selv den mest eklektiske lytter. Sissel Vera Pettersens hold, som har resideret i kælderen, spillede en koncert i absolut mørke, hvor man ikke kunne se personen foran sig i det tætpakkede lokale. Det blev til en intim sanseoplevelse, der skabte en sjælden samhørighed ikke bare musikerne, men også publikum, imellem.

Ikke bare aftenen, men også hele stævnet, blev afsluttet af sangskriverholdet, som var under kyndig ledelse af Michael Møller og Mads Langer. De to havde ugen igennem udfordret deres hold med kompositoriske benspænd, som fik deltagerne til både at tage favntag med deres egne begrænsninger og skrive masser af nye sange. Asger Nordtorp fortæller: ”Jeg har cirka skrevet en sang om dagen. Det har været meget intenst, og vi er f.eks. mødtes klokken halv et om natten for at arrangere nogle af vores numre. ”

Whisky og verdensmusik
Hvor der har været overflod af musik og nysgerrighed, har det vanen tro været anderledes småt med søvnen. Jasper Greve fra konservatoriet i Odense opsummerer det meget præcist: ”Det er max. 4-5 timers søvn hver nat og så op. Ind og øve, spise, øve – og så aftensamling. Om aftenen er vi sammen socialt i baren. Det er nærmest festivalstemning.”

Men ikke bare for de studerende og underviserne sætter oplevelsen sig spor. Forstander Jakob Bonderup smiler og tænker tilbage på en aften i kælderen: ”Pludselig fandt jeg mig selv sidde i kælderen med en god whisky, og så går Hugo Rasmussen og Lionel Loueke i gang med at spille. Dér tager jeg mig selv i at tænke, at hér sidder jeg i en sofa og hører fantastisk verdensmusik – der må findes jobs, der er væsentligt kedeligere end mit”. 

You Tube: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=EpOpRz_ra7I     

Vein feat. Dave Liebman: Lemuria Live (Unit Records) >> Vein: Plays Porgy & Bess (Unit Records) >> Vein: On stage (Vein)

Jeg har fået tre plader mellem fingrene med den schweiziske trio Vein. På den nyeste fra 2012 er de sammen med den amerikanske saxlegende Dave Liebman, mens de andre er en liveindspilning og en fortolkning af Gershwin's udødelige Porgy & Bess. Trioen karakteriseres ved på alle tre plader, at have et rimeligt heftigt antrit. Som en slags europæisk The Bad Plus uden øvrige sammenligninger i øvrigt. Som gammel Gershwin-fan og specielt stor fan af Porgy & Bess er det altid spændende at høre nye fortolkninger af de ellers velkendte melodier. På alle tre plader er der iøvrigt Gershwin-fortolkninger. Liebman-pladen indeholder bl.a. en fyrig udgave af Summertime samt en forrygende udgave af Dave Brubecks In your own sweet way. 

Vein består af Thomas Lähns på bas, Michael Arbenz på piano og Florian Arbenz på trommer. Trioen har et overskudsagtigt greb om Porgy & Bess. De giver et afslappet og forfriskende bud på, hvordan Gershwin's klassiske musical også kan lyde. Trioen lader sig ikke binde op på melodiens stramme bånd. De fortolker med respekt frit over melodierne. Deres eget materiale er okay. På den anden side mister jeg hurtigt interessen for deres melodier, når de står overfor de gamle stærke melodier. 

vein.ch

KortJazzNyt uge 1 2013

D. 3. januar startede winter-session 2013 på Engelsholm Højskole ved Vejle. Her undervises et hold af unge danske musikere af en række stærke musik-personligheder. Stjerneguitaristen Lionel Loueke, den franske avantgardeguitarist Marc Ducret, saxofonisten Gary Thomas og trommeslageren Dejan Terzic sørger for, at der ikke kun tales danski undervisningen. Blandt de andre undervisere er Hugo Rasmussen, Sissel Vera Pettersen, Lars Vissing og Christoffer Møller. Det hele slutter d. 9. januar. Der kommer en lille reportage fra stævnet her på bloggen.

Pianisten Steve Kuhn var manden bag Wisteria, en af mine albumfavoritter fra 2012. Her havde han Joey Baron på trommer og Steve Swallow på bas. Kuhn tager Baron og bassisten Buster Williams med på Jazzhus Montmartre d. 16. januar, når han gæster stedet for første gang siden 60'erne, hvor han spillede med Monica Zetterlund.

jazzhusmontmartre.dk

JazzDanmark har lanceret en genial Live Jazz app til iPhone. Den indeholder en jazzkoncertkalender for hele landet. Den indeholder allerede mange koncerter. Intentionen er at alle landets jazzkoncertarrangører lægger deres koncerter ind på app'en der også senere kommer til Android.

livejazz.dk

Ibrahim Electric har lanceret en drønflot app, hvor man får lidt af deres musik gratis til at starte med. Herefter kan man for rimelige penge købe deres albums, som afspilles via app'en på en "pladespiller.

itunes.apple.com/dk/app/ibrahim-electric/id563300208?mt=8

Manu Katché: Manu Katché (ECM)

Allerede nu ved vi, at Manu Katché med sikkerhed kommer til Danmark to gange i 2013. Til september gæster han Herning sammen med Peter Gabriel, hvor han er med som en del af det oprindelige line up fra det klassiske Gabriel-album So. Katché var i firserne en af de mest eftertragtede sessionmusikere. Indenfor jazzen har han siden bl.a. manifesteret sig som en vigtig brik i Jan Garbarek Group. D. 24. januar gæster han Viften i Rødovre og her er det hans navn der står øverst. Han kommer med samme gruppe som er med på det aktuelle album. Det er Katché's fjerde plade i eget navn på ECM Records. Hans forrige album Third round var blandt de album jeg hørte mest i 2010, så forventningerne er høje til det nye album.

Inden jeg har hørt en lyd, kan jeg konstatere at der er sket noget nyt i gruppen. Trompetisten Nils Petter Molvær og keyboardspilleren Jim Watson er kommet til mens det fortsat er Tore Brunborg på sax. Hvad betyder det? Det betyder bl.a. at Molvær's tydelige trompet træder frem. Brunborg og Molvær spillede oprindeligt sammen i den nu legendariske norske kvartet Masqualero der i 1983 udgav et forrygende album (prøv lige at checke det album ud!). Deres samarbejde flyder formidabelt. Watson på piano og Hammond spænder et godt og behageligt tæppe ud unde rmusikken. Katché's energiske grooves og stemningsfyldte rolige rytmer giver endnu en gang en god plade. Melodimaterialet er ikke helt så spændende som på det forrige album. Det er blevet en anelse mere stillestående. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Manu Katché har et sikkert greb om jazzen i nutiden. 

player.ecmrecords.com/manu_katche

Claus Waidtløw Quartet: Flavours (Gateway)

Det er Claus Waidtløws tredje album i eget navn siden 1996, det forrige kom i 2005 og han har holdt fast i de samme musikere fra den plade. Henrik Gunde på piano, Kaspar Vadsholt på bas og Morten Lund på trommer leverer en yderst veloplagt backing til en af Danmarks ypperste udi kunsten at spille saxofon. Claus Waidtløw har en afklaret ro over sit spil. Tonen er afrundet og fyldig som et godt glas whiskey, der nydes når der er faldet ro på huset. Han spiller både sopran-, alt- og tenorsax. Det er bl.a. de evner man nyder godt af i Aarhus Jazz Orchestra, hvor Waidtløw i adskillige år har været fast medlem.

Jeg oplevede Waidtløw ved siden af Joe Lovano i forbindelse med Summer Session på Vallekilde i år. Waidtløw er stilistisk ikke langt fra den amerikanske saxofon-maestro. Der er noget ur-Coltrane i dem begge. På Flavours har Waidtløw skrevet de ni numre, der byder på melodisk afvekslende materiale. Claus Waidtløw slår ikke store slag i bolledejen. Han holder sig i stedet til, at være en dansk saxofonist i særklasse. Der er flere gode grunde til at købe denne plade. Morten Lund spiller med et sikkert og ubundet overskud. Der hersker en god stemning i musikken. Det fornemmes at det er fire musikere der nyder at spille sammen. De kender hinanden godt og får de bedste sider frem. Prøv f.eks. at hør Henrik Gunde på balladen Silent company eller Lunds whiskers-spil på Sightseeing. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig plade.

waidtlow.dk

Årets bedste danske jazzalbums 2012

foto: iamoliviao.blogspot.com

I løbet af 2012, det niende leveår for bloggen Jazznyt har jeg hørt og anmeldt næsten 200 nye jazzplader, heraf 100 danske. Det er på den baggrund at jeg endnu en gang har valgt 10 danske jazzplader, der fortjener ekstra opmærksomhed. Det er plader der er med til give et godt billede af mangfoldigheden i dansk jazz. Plader der er med til at understrege at dansk jazz står kunstnerisk stærkt. Plader der har givet mig gode oplevelser. Tak til dem og ikke mindst tak til alle jer, der følger min blog!

Som noget nyt introduceres JAZZNYTPRISEN. Den gives til en musiker, der i det forgangne år har markeret sig i særlig grad inden- og udenfor for jazzen. Den gives til en musiker, der med nytænkning har formået at sprænge jazzens rammer så meget, at der også lægges mærke til det udenfor jazzens snævre stier. Den gives til en musiker der er kommet bredt omkring i jazzen. Den gives til en musiker der har samarbejdet med mange forskellige musikere i løbet af året. Midt i alt det, har han holdt fast i, at han er Stefan Pasborg.

Stefan Pasborg vil få overrakt prisen i forbindelse med, at han giver koncert med Ibrahim Electric på Fermaten i Herning d. 30. januar 2013.

JAZZNYTPRISEN 2012: Stefan Pasborg

Ibrahim Electric: Isle of men (Target)

Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt)

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)

På de tre udgivelser der er kommet med Stefan Pasborg her i efteråret har der været en sammenhæng, der går længere end at det er den samme trommeslager. Pladerne går fra det efterhånden gamle band Ibrahim Electric over Pasborgs Odessa XL og videre til Free Moby Dick. Tre musikalske lyspunkter.

Ibrahim Electric viser med deres syvende album, at de fortsat har en masse at byde på. De kaster sig ud i en seriøs omgang groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk på Isle of men.

Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Saxofonisterne Mikko Innanen og Liudas Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt og tænkt af Pasborg, at sætte de to sammen.

I Pasborgs Odessa blandes det hele sammen. Led Zeppelin, Lounge Lizards, Black Sabbath blandet med trommemesteren Pasborg og nogle fede musikere giver et suverænt album.

2. The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records)

Det er skidehamrende besværlig og kompliceret jazz uden hoved og hale, der med charme og vildskab erobrer lytteren. Musikken opleves som et cykelstyrt uden cykel. Det er vel det tætteste man kan komme på langt fra Keith Jarrett Trio. Uro i og omkring musikken.

3. Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus)

Det er følsom musik, hvor fokus i høj grad er på stemninger. Det er stemninger præget af vemod, spiritualitet, melankoli og klangfuld skønhed. Pladen er et stort dansk jazzalbum, med internationalt potentiale. Forhåbentlig vil det få mange flere til at opdage Niels Lyhne Løkkegaard og hans musik.

4. Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)

Den er fuldstændigt umulig at komme uden om. Hvem skulle tro at mainstream jazzen kunne lyde så frisk og ungdommelig i 2012? Trommeslageren og nordmanden Snorre Kirk er rundet af det Rytmiske Musikkonservatorium i København, sammen med svenskeren og pianisten Magnus Hjorth, der også er med på pladen. Den eneste etniske dansker på pladen er i øvrigt saxofonisten Jan Harbeck.

5. Bro/Knak (Loveland/Pladekisten)

Bro/Knak er et af de helt store danske musikalbums i 2012. Jakob Bro har satset højt. Det lyder ikke de som de tidligere albums Balladeering eller Sidetracked og så alligevel. Det her er Bro/Knak og det er stort. Et nyt kapitel kan skrives i den efterhånden omfangsrige historie om Jakob Bro. Pladen bliver en af dem, der fremhæves når Bro's karriere summeres op i en artikel i JazzSpecial anno 2037.

6. Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK)

Det klassiske klavertrio-format er nyt for Toldam i den forstand, at der ikke er udgivet noget med ham før i en sådan opstilling. Der er alligevel noget umiskendeligt Toldam midt i de mange jazzklichéer. Han har sammen med de to medmusikanter lavet et på en gang løst og ustruktureret triounivers, der blander sig ubekymret med swing af den mest medrivende skuffe.

7. Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records)

Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. Lars Bech Pilgaard går veje der ikke er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazz- eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.

8. Richard Andersson: Intuition (Stunt)

Der hersker en ro på albummet. En naturlig ro der bedst kan sammenlignes med den ro, som mange mennesker befinder sig godt med når aften bliver til nat. Andersson har udstyret musikerne med nogle enkle melodier, hvor der kan tilføjes personlig fylde og sjæl til musikken. Det er organisk velspillet jazz, der griber øjeblikket og skaber magi.

9. Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville)

Carsten Dahl har de foregående to år været med på årets bedste listen med henholdsvis solopladen Effata og frijazzoplevelsen Experience. Denne gang er han i et triosamarbejde af formidable dimensioner. Sammen med Arild Andersen og Jon Christensen der er veteranerne mens Dahl i denne sammenhæng er en knægt. Det har dog ingen betydning for samarbejdet, hvor Dahl er særdeles moden og velovervejet i et klaverspil, der er skabt ud fra improvisationer. En plade med internationalt format!

10. Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)

Han har investeret en stor bunke penge og tid i denne udgivelse. Det er givet særdeles godt ud. Mads Mathias er en charmerende crooner med hang til swing og han har jazzen lige midt i hjertet. Vekselvirkningen giver et album med jazzpop-ballader, fullblown big band-swing og lækre intimiteter. Hvis der er nogen form for retfærdighed til, så er det her en af den slags plader der bør vække interesse udenfor jazzens snævre cirkler.

Sammensurium & Michael Blake: Tusmørkedyr og andre historier (Phonognom)

Det er efterhånden 10 år siden, at Michael Blake lavede pladen Blake Tartare sammen med Kresten Osgood, Søren Kjærgaard og Jonas Westergaard. En dansk nyklassiker med tre musikere der siden har sat deres tydelige præg på jazzscenen. Nu er Michael Blake atter sammen med tre danskere. Denne gang er turen gået til Aarhus, hvor den komponiststuderende på Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje, guitaristen Gorm Askjær er hovedmanden på et yderst sympatisk, fantasifuldt og afvekslende album. Der er flere spor der går tilbage til Lounge Lizards, hvor Blake var med i den sene udgave af det band. På den anden side er det ikke helt fair overfor Sammensurium, at pege på enkelt band som inspirationskilde. De er meget mere end det.

Michael Blake er den første grund til, at dette album bør lande hos danske fans af skæv jazz. Den anden er trioen Sammensurium. Bassisten Jesper Smalbro og trommeslageren Søren Mehlsen bevæger sig sammen med Askjær i et univers, hvor der hele tiden er en risiko for, at noget uventet (…farligt) er lige om hjørnet. Måske kommer det ikke eller gør det? Det flotte pladecover er med til, at indikere at man ikke skal tage til det alt for alvorligt. I udviklende gensidig leg finder de fire musikere sammen om Gorm Askjærs kompositioner. Pladen indeholder flere fine solo- og duoimproviastioner, desuden gæster sangerinden Marie-Louise Grund Petersen på et par numre. Askjær har både en fed lyd på guitaren og en fed tilgang til jazzen.

Bonusinfo:

I december og januar kan du købe pladen for 50 kr. i den vidunderlige pladeforretning Badstuerock, downtown Aarhus.

gormaskjaer.dk

Eberhard Weber: Résumé (ECM)

Hvis der fandtes et internationalt jazzbasselskab - et selskab til fremme af bassen som soloinstrument i jazzen, så ville dette album uden problemer blive kåret som årets bedste plade af selskabet. Jan Garbareks faste bassist fra 1982-2007, tyskeren Eberhard Weber har altid haft en lille afdeling under koncerterne, hvor han har spillet en uakkompagneret bassolo. Nu har han lyttet til 100 af de disse soli - 15 timer i alt. Her har han så udvalgt 12 soli, der har fået navn fra den by, hvor koncerten blev afholdt. Det er lige fra Karlsruhe over Grenoble til Santiago. Efterfølgende har han med nænsom hånd tilføjet effekter og keyboards. På enkelte soli er der tilføjet percussion ved Michael DiPasqua og saxofon ved Mr. Garbarek himself.

Det er i allerhøjeste grad en nicheplade. Men er man jazzbasfetichist er der ingen vej udenom. Så er den ganske enkelt fantastisk. Weber's specialbyggede femstrengede bas med den karakteristiske lyd, kombineret med Weber's idérige og afvekslende basspil er i særklasse. Der er elementer af ambient og forførende keyboardlyde som kunne minde om det man kender f.eks. Kenneth Knudsen. Résumé er ikke for det store publikum. Men har man taget sig selv i flippe ud til Weber's basspil førhen, så skal pladen i den grad erhverves.

player.ecmrecords.com/eberhard_weber-resume

Carsten Dahl: Dreamchild (Storyville)

Som regndråbers vilkårligt rytmiske trommen former det næsten 25 minutter lange åbningsnummer sig. Det er den hyggelige sommerregn der iagttages fra stolen indenfor. Der kigges ud og der laves ingenting. Carsten Dahls nyeste epos Dreamchild er et noget anderledes soloalbum end man er vant til fra Dahl. Han sætter fokus på barnet. Barnets evne til at være i det uspolerede nu. At være i og fortabe sig i øjeblikket. Den effekt fik det også på mig, da jeg hørte åbningsnummeret #1 første gang. Jeg faldt i søvn. Det gav mig et dejligt powernap, hvor jeg vågnede frisk op i den anden ende.

Carsten Dahl sprænger grænserne for, hvad man som kunstner udsender på plade. Denne gang kigger han indad i en grad, hvor vi som lyttere kommer meget tæt på. Det er superenkle melodistykker, hvor gentagelserne kan minde om noget af det man kender fra minimalistiske komponister. Det er til tider stillestående i en grad så tiden står stille. Det er soloklaveret inklusive lidt ekstra, spillet af Dahl der er i fokus. På to numre supplerer hans døtre dog på klaver og violin. Dreamchild er en fantastisk plade til ro og fordybelse. 

Bonusinfo:

Pladen er allerede præmieret med en pris på 50.000 kr. fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Her har Peter Rosendal ligeledes fået 50.000 kr. for Old man's kitchen. Jakob Bro og Thomas Knak har fået 75.000 kr. for det todelte værk Bro/Knak

carstendahl.dk

Klabbes Bank: Protect the forest (Hoob Records)

Før jeg blev medlem af "Selskabet for mennesker med indsigt i jazzens mysterier" syntes jeg at det var herreunderligt, når man kunne bruge et helt nummer på, at spille noget et helt nummer i gennem der lød som om slutningen af et nummer. Nu synes jeg til gengæld at det er fedt! Den svenske gruppe Klabbes Bank indleder selvfølgelig albummet Protect the forest med et sådant nummer. 4 minutter og 17 sekunder bruger de på, at spille afslutningen. Således opmuntret kommer man godt skævt i gang med deres femte album. Klabbes Bank har Klas-Henrik "Klabbe" Hörngren i front. Det er indiskutabelt jazz. Når det så er sagt, er der ikke ret meget der følger jazzens konventioner.

"Klabbes" analoge synths blandes med to altsax'er, en trombone og så selvfølgelig bas og trommer/electronics. Det giver et rock'et groove med skæve poptendenser, hvor blæserne sender jazzede tendenser ind i musikken. Protect the forest er et herligt sammenhængende album, hvor "Klabbes" lidet konventionelle tilgang til musikken er attraktionen.

klabbesbank.com

Lubos Soukup Quartet: Beyond the borders (New Port Line)

Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup landede i 2010 i København for, at gå på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han havde allerede været omkring konservatorierne i Prag og Katowice. I København mødte han svenskerne Joel Illerhag (bas) og Oscar Grönberg (piano) samt danskeren Morten Hæsum (trommer) og lavede en kvartet. I efteråret 2011 var de på turné i Tjekkiet. Turnéen blev afsluttet med en studieindspilning i Tjekkiet. Pladen byder på ni numre skrevet af Soukup. Han forsøger at indfange stemningerne og følelserne han mødte, da han kom til København - et af numrene hedder meget passende Windy day in Copenhagen.

Musikken befinder sig i et spændingsfelt mellem Wayne Shorter Quartet og mere nordiske klange. Soukup har en selvsikker tone på sax'en. Hans samarbejde med de nordiske musikere giver power og fylde. At pladen hedder Beyond the borders er logisk. Soukup virker meget bevidst om hvad det er han bruger de enkelte musikere til. Han bruger bevidst muligheden og det at han er i norden til, at farve musikken. Et fint album fra en saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre mere til.

lubossoukup.com

The Bryan Ferry Orchestra: The Jazz Age (BMG)

Når man holder meget af to forskellige ting, bliver de så dobbelt så gode, hvis man blander dem? Jeg har f.eks. endnu til gode at smage fusionen mellem det mexicanske og det japanske køkken, der efter sigende skulle være ret hot lige nu i USA. Inden det sker kan jeg i stedet fornøje ørerne med sammensmeltningen, mellem den supercoole elegantier Bryan Ferry og brølende 20'er jazz. Det havde jeg ikke lige set komme. Men den er god nok...om musikken så er god nok er et andet spørgsmål.

Jeg voldhørte Roxy Music i midten af 80'erne. Jeg havde en opsamlingsplade, The Atlantic Years (den med Renee Toft Simonsen på coveret) som ofte lå på pladespilleren. Avalon, Virginia Plain, Love is the drug og In the midnight hour (som jeg senere fandt ud af ikke var en Roxy Music komposition) var favoritterne. Nu kan jeg høre selvsamme numre (minus In the midnight hour) på denne udgivelse. Bryan Ferry er manden der har sendt sine egne sange tilbage i tiden. Numrene, inklusive solo Ferry-sager som Slave to love og Don't stop the dance, bliver spillet som var det The Duke Ellington Orchestra der stod The Cotton Club's scene i 1927. Her bliver det så en kende for spøjst. Selv for en kender bliver det ret svært, at høre hvilken melodi der egentlig er taget udgangspunkt i. Bryan Ferry synger nemlig ikke. Det er mest af alt en plade for Bryan Ferry-nerds. At man selv ned i lydbilledet har forsøgt at genskabe 20'er stemningen er et charmerende plus.

bryanferry.com

Various Artists: K.B. Hallen Hall of Fame (Stunt)

Dave Brubeck Quartet der spiller Wonderful Copenhagen i en live indspilning  fra KB Hallen…bliver det ret meget større? Nej, dæl'me nej! Den er nu mulig at høre fordi pladeselskabet Stunt har samlet en række indspilninger fra KB Hallen, der ikke tidligere har været offentliggjort. Brubeck er optaget i 1958 og lyden er ret tæt på formidabel. Det samme kan siges om et par indspilninger med The Duke Ellington Orchestra der er indspillet senere samme år. Her må den marathonlange saxsolo med Paul Gonsalves have været "talk of the town" i månederne efter i jazzmiljøet. Det er herligt tilbageblik, der selvfølgelig præges af, at det hele ses gennem de nostalgifarvede briller. Der er flere af indspilningerne jeg kunne have undværet på dobbelt-CD'en.

Den efterhånden legendariske lydmagiker Jørgen Vad har redigeret de indspilninger af meget forskellig herkomst og kvalitet. Det er et imponerende stykke arbejde han har udført. Der er vigtige historiske indspilninger der siden satte dybe spor i det danske jazmiljø. Don Redman's 1946-koncert og Stan Kenton's 1953-koncert for blot at nævne et par stykker. De sidste indspilninger er fra 1959 med Art Blakey & The Jazz Messengers. Det er inklusive Lee Morgan og Wayne Shorter og peger fremad. Undervejs har både Dizzy, Armstrong, Oscar Peterson, Basie og mange andre været forbi. Pladen er udover at være et spændende dokumentation også gennemført med linernotes af Jørgen Siegumfeldt - der var til de fleste af koncerterne og indsigtsfulde noter fra Ole Matthiessen.

sundance.dk

Hans Ulrik & Lars Jansson Trio: Equilibrium (Stunt)

De har et samarbejde der går helt tilbage til starten af 90'erne, hvor Lars Jansson medvirkede på Hans Ulriks Strange world fra 1994. Nu har de genoptaget samarbejdet, der bla. inkluderede en hyldestkoncert på Montmartre til Coltrane's A love supreme sidste år. Nu er der også et album med de to fyre sammen. Hans Ulrik er kommet med hovedparten af melodierne mens Jansson supplerer med sin faste trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Paul Svanberg på trommer. Så helt konkret bliver der equilibrium eller ligevægt på det musikalske område.

Ligevægten mærkes i musikken og i det musikalske mellem de to enere. Hans Ulrik og Lars Jansson er begge rundet af den nordiske musik på mange planer, hvilket de begge tidligere har vist eksempler på. Her forenes de i et livtag på det nordiske, det melankolske og en sjat Coltrane. Hans Ulrik har efterhånden et stort bagkatalog på samvittigheden. Endnu en gang er det lykkedes for ham, at lave en god plade. Det er godt tænkt at sætte Hans Ulrik og Jansson sammen igen. De forløser begge deres store musikalske potentiale. 

hansulrik.com

Thomas Clausen Trio: Sol (Stunt)

Den første Return To Forever-plade var slet ikke en Return To Forever-plade, men derimod en Chick Corea plade der hed Return To Forever. Det er en af den slags plader der er et must i enhver seriøs jazzpladesamling. Det er ikke den viltre fusion som gruppen RTF senere blev kendt for. Man finder noget af den samme stemning på pianisten Thomas Clausens nyeste udspil Sol. Der er både varmen og følelserne der præger musikken. Hvor Corea hentede stor inspiration i Brasilien - hvilket Clausen også ofte har gjort - så er der alligevel noget umiskendeligt nordisk over musikken på denne Clausen-plade.

Det er sammen med den vanlige trio Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, at Clausen har lavet et af sine stærkeste udspil i flere år. Der er den fløjlsbløde og smukke Det er hvidt herude af Th. Laub og Clausens egen inciterende So to speak, der med heftig Rhodes lukker albummet ned. Et på en gang sammenhængende og afvekslende trioalbum. Sol er et rigtigt flot Thomas Clausen-album, der placerer sig fint i den ekslusive bunke med de bedste Thomas Clausen albums, som Rain fra 1980 og Cafe Noir fra 1991 - hvis du ikke kender dem, så er det bare med at komme i gang. Du bliver ikke skuffet.

sundance.dk

Moskus: Salmesykkel (Hubro)

Norsk triojazz…tankerne går i retning af en nynnende Ivo Caprino der har sat sig oppe i norsk fjeld, med et hardangerfelegroove som en fjern rytmisk torden. Med melodititler som Salmesykkel, Bibelbeltet og Farlig norsk hengebru aner man allerede spændingen og dramatikken. Norge, det lange land med de mange små isolerede samfund. Her råder kristendommen og den brutale smukke natur (vælg selv rækkefølgen). Det er her vi møder den unge trio Moskus, der er midt i et sammenstød mellem triojazz, rytme, melodi, impro og folkemusik. Det falder ud som betagende sangbare melodier. De bruger det som afsæt for store følelsesudbrud og ikke mindst et swingende og åbent rytmisk billede.

Moskus med medlemmerne Anja Lauvdal (piano), Fredrik Luhr Dietrichson (bas) og Hans Hulbækmo (trommer) er sammen med Espen Eriksen Trio to vanvittigt gode bud på, at norsk triojazz har internationalt potentiale.

hubromusic.com

Grammofunch: Largo at last (Grammofunch)

Jeg følte mig snydt, da jeg hørte pladen første gang. Endda så meget at jeg havde lyst til, at ofre tid på at give dem høvl i min anmeldelse. Grammofunchs debutalbum fra 2009 var jeg så begejstret for, at den røg direkte ind på min liste over årets bedste udgivelser det år. Drømmende filmisk musik tilsat impro og fantasi og lille sjat jazz. Nu er jazzen fordampet. I stedet er man rykket over i en dyster indierock stil. Et genreområde der ofte bliver så lammende kedeligt. Nå men hvis jeg så skal give pladen høvl, skal det også være på behørig underbygget baggrund. Så pladen har fået endnu et lyt og et til og så et mere, ja en hel del er det nu blevet til.

Det viste sig at være en god idé. For det er slet ikke så tosset. En af de store ændringer i gruppen er, at Kostcirkeln-sangerinden Qarin Wikström er kommet med. Det er stadig trommeslageren Jeppe Gram og guitaristen Rune Funch der er hovedmændene i Grammofunch, mens Jeppe Skovbakke på bas og Simon Toldam på diverse keyboards føjer det sidste til. Thomas Høffding fra WhoMadeWho kigger forbi på et enkelt nummer Welcome, der har nogle P3 venlige kvaliteter. Grammofunch er flyttet fra jazzen og over i rocken. Det er bedre end frygtet. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den ret unikke position de indtog med debutalbummet er forladt til fordel (ulempe?) for en langt mere usikker plads på den alternative rockscene.

grammofunch.bandcamp.com

Peter Appleyard: Sophisticated ladies (Linus/True North Records)

Det er swing, så det kan forstås. En stribe meget kendte jazzstandards fortolkes af den canadiske vibrafonist og jazzveteran Peter Appleyard. Jeg er ikke velbevandret i canadisk jazz, men Appleyard har jeg da hørt om. Han spillede bl.a med Benny Goodman og Peanuts Hucko i 50'erne. Han er nu 84 år. Han har valgt at samarbejde med 10 forskellige vokalister på de 10 numre. Der er ikke nogen af vokalisterne der er decideret ringe. Melodierne er ligeledes af den hyggelige skuffe; It's only a Paper moon, Georgia on my mind, Night and day etc. Jeps det er nogle af dem vi har hørt før. 

Peter Appleyard er stjernen på pladen og der overlades heldigvis masser af plads af til køllemesteren. Det er tilbagelænet og overskudsagtigt. Stilistisk går det fra småfunky til brasiliansk til klassisk jazz. En hyggelig plade, der skuffer en smule, med tanke på de 10 forskellige sangerinder. Der er ikke rigtig nogen af dem, der brænder så meget igennem, at jeg kan huske dem bagefter. Men Peter Appleyard…

truenorthrecords.com

Jacob Anderskov with Agnostic Revelations: Granular Alchemy (ILK)

Her er fortsættelsen på det flotte og roste album Agnostic revelations fra 2010. Indspilningerne er foretaget et år senere. Men gruppen er den samme. Pianisten Jacob Anderskov har fundet sammen med ligemænd. Sammen med amerikanerne Gerald Cleaber på trommer, Chris Speed på sax og klarinet og Michael Formanek på bas dekonstruerer, defragmenterer og demonterer Jacob Anderskov jazzen helt ind i sjælen. Der er pivåbent ind til det inderste. Sammensætningen og genoptagelsen af elementerne, bliver til et studie af Anderskovs uhyrligt præcise musik.

Delelementer der afsøger, undervejs finder sammen for så til sidst at forlade hinanden. Jacob Anderskov er ikke ude i et pleaser-ærinde. Han bevæger sig rundt i elementernes rasen: Sand, metal, vind, hud og bundfald. Der er en organisk stoflighed i musikken. Der larmes ikke. I stedet lader Anderskov musikken leve som sin egen selvstændige sjæl. Med Granular Alchemy har han lavet en naturlig efterfølger til det første album.

ilkmusic.com

DoktorDoktor: Demo (Bandcamp/Download)

Et fuldfedt organisk funkflow med horn hygger sig i selskab med jazz og hip hop. Det er den korte beskrivelse af bandet DoktorDoktors nye demo, der kan høres og hentes på Bandcamp. Der kommer efter sigende et helt album med septetten i 2013. Indtil da kan man fornøje sig med den tiltalende og velfungerende blanding af genrer. I front er rapperen Glendorf der med stor personlighed rapper på dansk om livet og hverdagen. Skarpe pointer vælter ud og blandes med hornede beats,  stramme funktrommebeats, en hornsektion (sax og trompet), en jazzet guitar og et nattelækkert Rhodes. Det giver fundamentet for et godt bud på, at jazz og hip hop fortsat giver mening at smelte sammen. 

Der er ikke mange undskyldninger for ikke, at hoppe på den her udgivelse. Du vælger selv hvor meget du vil betale for den. Som et lille kuriosum kan nævnes at Mads la Cour og Jesper Løvdal medvirker på et enkelt nummer. 

doktordoktor.dk