onsdag, april 08, 2015

Sidsel Storm: Closer (Calibrated)

På det fjerde album fra Sidsel Storm har hun holdt sammen på bandet fra det foregående album. Og hvilken fornøjelse det er. Magnus Hjorth på pianoet, Snorre Kirk på trommerne, Jesper Thorn på bas og Tobias Wiklund på trompet leverer sublim opbakning. Sidsel Storm er i topform på dette album. Pladen består af en blanding af standards i lækre arrangementer af Hjorth og Kirk og originale numre lavet af Sidsel Storm i samarbejde med husbonden Peter Storm Otto, der ud over at være politibetjent også har været en tur omkring det rytmiske musikkonservatorium. 

I pressematerialet nævnes det at Sidsel Storm har oparbejdet et stort publikum i Asien og Tyskland med et stort pladesalg til følge. Hun følger den samme skabelon som f.eks. Sinne Eeg og Malene Mortensen, hvor blandingen af originalt materiale og gammelkendte standards er vejen frem, hvis man skal ind på de markeder. På Closer balancerer Sidsel Storm mellem den anonyme og lettere ligegyldige natklubjazz og et mere sprudlende og levende tag på vokaljazzen - heldigvis mest af det sidste. Det fungerer heldigvis i kraft af Sidsel Storms smukke stemme - prøv f.eks. at lytte til hendes egen Sadness. Desuden får man næppe bedre musikalsk backing end det er tilfældet her, når der skal spilles klassisk jazz.

tirsdag, april 07, 2015

Birgitte Soojin: Swing Low (Highlow) >> Birgitte Soojin: Put the blame on me (Highlow)

En nordmand adopteret fra Sydkorea, der flyttede til København for at læse teologi, men endte med at synge jazz. Ja det er lidt kringlet. Men Birgitte Soojin er heller ikke standardmateriale. Hun udgiver f.eks. også to albums på samme tid. Deres covers med sort/hvid fotos af Birgitte Soojin er næsten identiske Er de det også under overfladen? På den ene, Put the blame on me, er det udelukkende numre fra Elvis Presleys repertoire. Hun bakkes op af en utraditionel trio bestående af Steen Nikolaj Hansen på trombone, Ida Hvid på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Det stiller nogle helt særlige krav til Soojin, når hun kun har rytmen og trombone at læne sig op ad. Det er ikke noget problem for hende. Stemmen besidder tyngde, fylde og melodisk tæft nok til at bære Elvis’ musik hjem. Her er både de kendte Love me tender og Are You lonesome tonight? og de mindre slidte som The bullfighter was a lady og Gonna get back home somehow. Det er nuancer af blues, gospel og jazz der blandes elegant sammen. 

På den anden plade Swing low er Birgitte Soojin sammen med den danske jazzscenes svar på Gandalf, bassisten Hugo Rasmussen. Her bevæger de sig rundt i musikkkens sakrale afdeling mellem salmer og blues influerede gospelsange. Det er mørkt og spartansk. Rasmussen og Soojin får kun lidt ekstra opbakning fra helholdsvis sousaphone, tuba og klarinet undervejs. Bassen og vokalen omfavner hinanden på smukkeste vis. Hugo Rasmussen er en stjerne, når der skal leveres jazzbas til vokaler. Men samtidig også krævende. Noget som Birgitte Soojin er i stand til at indfri. Begge plader er anbefalelsesværdige. Elvis-pladen er den letfordøjelige, mens Hugo-pladen lader tiden stå stille og kræver lidt mere af lytteren. Det er modigt af Birgitte Soojin at give sig i kast med en sådant projekt. Det lander heldigvis på begge ben og fremstår velformet og med stor originalitet.

mandag, april 06, 2015

Louise Bøttern: Kick off your shoes (Gateway)

"Someday You'll come along, the man I love." Med denne lille tekstmæssige finte åbner Louise Bøttern sit debutalbum med den kendte Gershwin-sang. Finten består i at Ella, Billie og de andre sang: "Someday He'll come along, the man I love." Bøttern twister teksten og vender den mod en bestemt person. Så meget for respekten for de gamle standards. For respekt for det oprindelige, det har Louise Bøttern. Men hun er også en moden debutant (født i 1975), der ved hvad hun vil med den store amerikanske sangbog. Sammen med den vigtige samarbejdspartner, pianisten Catrine Frølund der har et formfuldendt nordisk touch på pianoet, har Bøttern lavet et vokaljazzalbum der er teknisk veludført. Hun bakkes desuden op af Kasper Vadsholdt på bas, Mikkel Find på trommer og Jan Harbeck på sax og klarinet.

Der skal meget til for at få en plads mellem de andre danske sangerinder, der også synger standardjazz. Her mangler Bøttern noget endnu, på trods af, at hun vælger nogle mindre slidte standards. Jeg savner lidt mere kant. Okay det er en anmelderkliché. Men hvis der skal blive plads til Louise Bøttern, skal hun træde i karakter og vise noget mere personlighed. Det er ikke usandsynligt at hun har det. Måske kommer det ude på spillestederne - pladen har det ikke rigtigt. 

onsdag, april 01, 2015

Live Foyn Friis: With Strings (Curling Legs)

Den norske sangerinde Live Foyn Friis har med de to foregående albums Joy Visible og Running Heart bevæget sig i univers af pop og indiejazz. Sammen med de to faste danske væbnere Alex Jønsson på guitar og Jens Mikkel på bas har hun lavet plader i jazzens grænseland. Musikken er ikke decideret jazzpræget - men er sandsynligvis på grund af kompleksiteten og dybden blevet taget godt i mod, i jazzens verden med flere priser og roser. Med det nyeste album rykker hun i en ny retning. I selskab de to førnævnte danskere, trommeslageren Andreas Skamby og en strygerkvartet har hun lavet sit bedste album indtil nu.

Det er Live Foyn Friis der har skrevet musik og tekst. Strygerarrangementerne står Kasper Bai for. Fire af numrene er gengangere fra det forrige album Running Heart. Den store forskel er skiftet fra det effektfyldte til et mere nøgent og organisk udtryk. Live Foyn Friis’ store stemme er som de norske fjelde, med højdeforskelle og fascinerende farveskift. Der er masser af plads til specielt Jens Mikkel og Alex Jønsson i lydbilledet. Strygerne føjer udvidende fylde og bredde til Live Foyn Friis’ smukke sangunivers. Det er betagende plade, hvor sange som Can you live, Dementor og Sailing er store fornøjelser.

tirsdag, marts 31, 2015

støv: I fuldt flor (Bad Postures) LP

Støvet har lagt sig. I et behageligt tempo der maner til ro spiller trioen støv. Balladefyldt jazz med balkannoter. Tre unge musikere med trommeslageren Jacob Ridderberg i spidsen som komponist og arrangør. Der hersker en intens og opsugende stemning i musikken. Prøv at forestille dig, at altsaxofonisten Jesper Zeuthen var en ung kvinde i tyverne? Hvordan lyder det? Jeg kommer til at tænke på Zeuthen når jeg hører støvs altsaxofonist Maria Dybbroe. Der er den samme anspændte og insisterende atmosfære som kendes fra Zeuthen. Tonen er bare ikke den samme. Dybbroe er en ung kvinde der ikke tvivler. Hun ved hvad hun vil.
  
De tre musikere smelter sammen. De fremstår som et poetisk hele, hvor der både er plads til rastløshed og meditative stemninger. Støvs musik er ifølge dem selv metrisk, ostinatpræget og groove-orienteret. Melodierne svøber sig om de tre musikere. Det er inspirerende skønt at lytte til en debutplade, der fremstår så helstøbt og alligevel åben. Den er udkommet på LP, streaming og download.



onsdag, marts 25, 2015

The JazzNyt International PLAYLIST 2015

Hvordan er lyden af international jazz i 2015? Det kan du få et indblik i med denne playliste til Spotify. Her er spændende nyt fra Snarky Puppy, Kamasi Washington, Marius Neset, Nostalgia 77 og mange flere. Gå ind og følg listen. Jeg vil løbende i resten af 2015, føje nye spændende tracks til listen.

mandag, marts 23, 2015

Thomas Clausen: Blue Rain (Stunt)

I 1980 lavede Thomas Clausen LP'en Rain med NHØP på bas og Aage Tanggard på trommer. En plade der med dagens ører lyder bedaget. Det ændrer dog ikke på, at jeg til enhver tid vil fremhæve den som en af de stærkeste danske klavertrio plader. Nu er Clausen atter aktuel med en regnfuld plade. Blue Rain med stærk opbakning af Jesper Lundgaard på bas og Billy Hart på trommer. Denne gang er der også en sax med. Den næsten danske saxofonist, svenskeren Tomas Franck er med til at sikre og give en helt anden stemning end på den 35 år gamle regnvejrsplade.

Hvor den nordiske tone tidligere har præget pladerne i Thomas Clausens karriere, er det på denne plade en mere udadvendt og pågående Clausen vi møder. Det skyldes i høj grad samspillet med Tomas Franck, der ikke er bleg for at spille en sikker og myndig Coltrane-inspireret sax. Billy Hart rører grundigt i rytmerne mens Jesper Lundgaard er i sin vanlige rolle, som manden der holder sammen på fundamentet. Det er en fornøjelse at lytte til Clausen på denne plade, hvor han selv har skrevet det meste af materialet. Der er Monk og Bud i pianoets ånd. En dejlig veloplagt plade.

søndag, marts 22, 2015

Agusti Fernandez/Niels Lyhne Løkkegaard/Bjørn Heebøl: Amaranth (Hiatus/Discordian)

Altsaxofonisten mm. Niels Lyhne Løkkegaard er i det nye triosamarbejde med den spanske pianist Agusti Fernandez og trommeslageren Bjørn Heebøl gået radikalt til værks. De 8 Movements der præsenteres på pladen Amaranth er energifyldte og ladede med spændinger. Det er musik der elaborerer på øjeblikket og fremmaner sammenhængende fragmenter. Agusti Fernandez har spillet og samarbejdet med en række af freejazzens og impromusikkens største navne; Evan Parker, Barry Guy og Derek Bailey. Han har udgivet en lang række albums i eget navn. Det er spændende når en så velfunderet kunstner med  abstraktionen og impressionismen inde under huden, spiller med to danske musikere.

Der spares ikke på idéerne undervejs. Det mærkes hurtigt at de tre musikere næsten skal begrænses i deres fantasioverflow. De begrænser sig alligevel ikke! De bruger hinanden til at lade musikken vokse frem og udvikle sig undervejs. Det er impromusik i særklasse. Løkkegaard lader altsaxen hvile og tager blokfløjten frem på Curved Movement, hvor indledningen placerer sig i naturlig forlængelse af blokfløjtesinglen som han udsendte for nylig. Niels Lyhne Løkkegaard er med dette nye projekt igen på opdagelsesrejse. Til forskel fra opdagelsesrejserne på Columbus' tid går han ikke bare i land og observerer og invaderer. Han bliver landet. Amaranth er ikke et let fremkommeligt land. Med mindre du giver dig selv den mentale luksus, at slappe af og lade dig føre rundt. Amaranth har klasse til at blive opdaget af improfreaks og freejazznerds i hele verden.

torsdag, marts 19, 2015

Ketil Bjørnstad: A passion for John Donne (ECM) >> Acoustic Sense & Glas: Reaching Out (Gateway)

Her er to meget forskellige eksempler på moderne kormusik. På den første har den norske forfatter - og i denne sammenhæng komponist og pianist Ketil Björnstad sat musik til tekster af den engelske præst og digter John Donne, der levede fra 1572-1631. Han regnes for at være en af de vigtigste barokdigtere. Björnstads musik sættes i scene af saxofonisten Håkon Kornstad og percussionisten Birger Mistereggen. Det 22 mand store Oslo Kammer Kor, med både mænd og kvinder lægger stemmer til musikken. Der er flere solopræstationer undervejs. Det er dog korstykkerne der betager mig. Stemningen veksler mellem Garbarek’sk inspireret saxofonspil, lyrisk flydende klaverspil og et højstemt kor i et sakralt rum.

Det bliver noget helt andet på mødet mellem worldjazz gruppen Acoustic Sense og det 7 kvinder store kor Glas. Guitaristen John Sund har skrevet musikken mens medlemmer af koret har skrevet teksterne. Glas er egentlig et acapellakor, der excellerer i korsang, som den kendes fra de bulgarske kvindekor. Acoustic Sense lægger ikke under for dogmer for bestemte musikalske retninger. John Ehdes cello, Morten Lundsbys bas og Ayi Solomons percussion mødes atter i et behageligt sammenspil. John Sunds akustiske guitar topper det hele meget formfuldendt. Mødet mellem koret og guitaren på Second Impression er intet mindre end magi. Det swinger og bobler af liv og spændinger. Hvad det på papiret lyder fortænkt bliver i virkeligheden omsat til original og spændende musik og korsang. Det er ikke bare et møde mellem et kor og en gruppe. Det er en sammensmeltning, hvor det ikke er tydeligt hvor det begynder og slutter. 

onsdag, marts 18, 2015

Mads Kjølby: Unity Station (Gateway)

Han lavede debutpladen i 2007 og fulgte den op i 2010. Nu er den tredje plade kommet fra guitaristen Mads Kjølby. Han har ikke brugt tiden på at gennemtrawle landet med turnéer eller sidemanjobs. Han spiller overvejende gamle travere. Han lyder ikke som Bill Frisell eller Jakob Bro. Der er heller ingen nordiske klange at spore. 

Han åbner pladen med sit eget nummer Dr. Deco, hvor Fabian Kallerdahl spiller orgel. Det svinger på den fede måde og kunne have været et nummer fra en George Benson-plade i sluttresserne. Jeg ville ikke have noget imod at pladen fortsatte i det spor. Men Kjølby vil det anderledes og rykker over til en frisk og pågående udgave af Ellington-klassikeren Caravan. Her sidder Snorre Kirk helt fremme i trommestolen og straks glemmer jeg mit oprindelige ønske.

Kjølby har tidligere lavet nogle gode plader, der i kraft af hans utroligt stilsikre guitarspil og nogle gode melodier, gentagne gange har fundet vej til mine ører. Med Unity Station har han nok lavet sit bedste udspil. Han vil meget forskelligt og får alligevel pladen til at hænge sammen. Tredje nummer på pladen er Dusty Springfields 1966 hit You don’t have to say you love me, som Elvis også indspillede. Kjølby har lagt den elektriske guitar fra sig og taget den akustiske frem. Den bevæger sig meget tæt på en blævrende pornokant. Den overlever på imponerende vis i kraft af Kallerdahls fine pianospil. Jazzstandards som Autumn in New York, That’s all og Sweet Georgia Brown leveres alle meget veloplagt. Kjølby skifter mellem den elektriske og den akustiske guitar og har som på de forgående albums, Morten Ankarfeldt med på bassen. Samlet får vi en klassisk og vellydende jazzplade, der emmer af swing, spilleglæde og virtuositet. En anbefalelsesværdig jazzplade til dem der higer efter noget, der lyder af en anden tid, men har et friskt og nutidigt touch.

tirsdag, marts 10, 2015

Harry Allen/Jan Lundgren Quartet: Quietly there (Stunt)

Det er ikke så længe siden at Jan Harbeck fik velfortjent ros for albummet Variations in Blue, udgivet af pladeselskabet Stunt. Harbecks store forbillede er Ellington-saxofonisten Paul Gonsalves. Det samme forbillede har den amerikanske saxofonist Harry Allen, der er aktuel med sin først plade i Danmark, ligeledes udgivet af Stunt. Han har tidligere udsendt en god stak plader i USA. Nu er der kommet fokus på ham herhjemme takket være trommeslageren Kristian Leth og pianisten Jan Lundgren, som Harry Allen spillede sammen med til Copenhagen Jazzfestival 2014. Leth og Lundgren to kender hinanden fra adskillige turnéer og plader sammen med en anden amerikansk saxofonist, nemlig Scott Hamilton.

Der holdes fast i den velkendte klassiske stil som hos Hamilton. Materialet er hentet hos den nu 88 årige komponist Johnny Mandel, der har skrevet flere evergreens. Emily, Quietly There, A Time For Love, The Shadow Of Your Smile og ikke mindst Suicide Is Painless er alle Mandel klassikere og blandt de numre vi præsenteres for på pladen. Den sidstnævnte er titelmelodien fra TV-serien M*A*S*H. En melodi som Bill Evans ofte havde på sit repertoire. Kvartetten der også inkluderer den svenske bassist Hans Backenroth har lavet en yderst behagelig plade, der tages frem, når timerne bliver blå. En old fashioned er hældt op, dagens dont er overstået og det er tid til, at slappe af.


mandag, marts 09, 2015

Kamilla Kovacs/Mia Dyberg: Stories (Gateway) >> IKI: Lava (IKI/DME)


Da vokalgruppen IKI fik en Danish Music Award for deres debutplade i 2011, blev jeg ganske overrasket. Ikke på grund af manglende kvalitet, men nok mere fordi de ikke var jazzsangerinder i traditionel forstand. De betragter nok heller ikke selv deres musik som jazz. Men det er alligevel i jazzen, at de passer bedst ind med deres improviserede vokaleksperimenter. De er et boblende kollektiv på 8 sangerinder. Deres seneste plade er blevet til på Island, hvor de som noget nyt havde en musiker med. Guitaristen Hilmar Jensson, der bl.a. er kendt fra TYFT og Jim Black gik i studiet med improvisationsgruppen der består af 8 kvinder fra Island, Danmark, Norge og Finland.
De kommer bredt omkring på pladen. Lige fra åbningsnummeret Ynanagaga, der består IKI's repetitive messen og sang af ordet ynanagaga til Time Travelers frenetiske kaos over den mere traditionelle sang I bulit my house around You, er IKI's originalitet og nyskabende sang i centrum. Det er improviseret sang i særklasse.

Kamilla Kovacs fra IKI har også lavet en debutplade i eget navn. Sammen med saxofonisten Mia Dyberg har hun lavet en plade der er dedikeret Berlin. Efter at have boet i byen har de to kvinder ladet sig inspirere af områder og eksistenser i byen, der er på kanten. På kanten af livet eller det forståelige. Der er f.eks. den dansksprogede sang Tango for Berlin, der i sin ligefremhed bliver en hurtig favorit. Der er grænsesøgende eksperimenter, der tager tid at komme ind på. Men det er den musik der bliver stående. Sangen KZ Bedtime Stories tager os med på en natsort rejse.

Begge plader er gode eksempler på at udviklingen indenfor improviseret musik ikke er stagneret. Der sker stadig en masse spændende.

søndag, marts 08, 2015

Open String Department: Fringe Music (Just for the record)

Norske jazzmusikere går sjældent den mest åbenlyse vej. Jeg havde dog alligevel ikke set det som en mulighed, at de skulle lave en bluegrassplade med jazzede undertoner. De tre ungersvende Magnus Wiik (banjo, dobro, mandolin, guitar), Espen Bjarnar (guitar) og Aksel Jensen (bas) gik sammen på jazzlinien på konservatoriet i Trondheim. Da de havde afsluttet studierne tog de til USA, nærmere bestemt syd for Mason-Dixon Line i hjertet af West Virginia. De har siden spillet sammen ved et væld af koncerter med bl.a. bluegrassbandet Julie & The New Favourites. Den erfaring bruger de i Open String Department.

Det er lige dele med musikalsk kunnen og fandenivoldskhed at de får det til at fungere. Der er fart over feltet. Helt vildt bliver det i banjoduellen Fiver for a tenor, hvor Wiik udfordres af Stian Carstensen (fra Farmers Market). Jazzens improvisationer får lov til at kigge frem flere gange på en plade, der slet ikke så obskur, som man skulle tro. Yeehaaa...

lørdag, marts 07, 2015

Vein feat. Dave Liebman: Jazz Talks (Unit)

Den amerikanske saxofonist Dave Liebman har fundet nogle gode legekammerater i den schweiziske klavertrio Vein. De har tidligere udsendt et livealbum. Nu er de så gået i studiet, hvor der netop leges. Leges med jazzen, improvisationerne og traditionerne. Liebman har sænket skuldrene og har et uhæmmet og levende spil. Når børn leger, er det for børnene alvor. De voksne ser til og ryster lidt opgivende på hovedet: "lad dem nu bare lege". Men legen er alvor for børnene. Ikke at de tænker over det. Det er gennem legen at de udvikler sig og bliver til hele mennesker.

Liebman og Vein er voksne mennesker. De forstår at lege. At kravle ind i en verden med regler der opstår i øjeblikket. Rammerne tager undervejs nye former. Et er sikkert! Der leges med jazzen og den former og snor sig lystigt under de fire musikere. De spiller Veins musik, der overvejende er skrevet af pianisten Michael Arbenz og trommeslageren Florian Arbenz. Vein og Liebman er et godt makkerpar, der erfarent krydser klinger med amerikanske og europæiske jazztraditioner.

Kommentar: Er danske medier døvstumme?

De er afspillet 3 gange på P8 Jazz - ialt! Gaffa har aldrig skrevet en linje om dem. Det har Jazzspecial heller ikke. Her på bloggen har jeg heller ikke anmeldt dem. En google-søgning afgrænset til Danmark giver kun nogle få resultater. De har endnu ikke spillet en koncert i Danmark og indtil nu selv stået for udgivelsen af deres plader. 

En tilfældig formiddag i marts offentliggør Fermaten, at de skal spille i Herning d. 3. november. Kl. 10.00 begynder forsalget og kl. 22.00 melder Fermaten alt udsolgt. Koncerten blev offentliggjort via Facebook og Fermatens egen hjemmeside. En enkelt bannerannonce på gaffa.dk blinkede i nogle timer. Fermaten havde sat alle sejl til med pressemeddelelser til alle relevante medier. Pressen nævnte alligevel ikke noget om det. Nu er det her ikke en forelæsning i informationsvidenskab. Men her er et eksempel på at danske medier anno 2015 ikke betyder noget som helst, bare musikken er god. 

Jeg har været med til at arrangere jazzkoncerter i over 12 år, på Fermaten via jazzklubben Moor Jazz. En gang i mellem præsenterer vi et internationalt navn. Det blev muligt efter at spillestedet blev udvidet i 2008. Siden har navne som f.eks. Michel Camilo Trio, The Bad Plus, Mezzoforte og Maceo Parker stået på scenen. Navne der pånær The Bad Plus, havde deres kunstneriske storhedstid adskillige år før de havnede på Fermaten. Jeg har altid drømt om at præsentere et fedt internationalt navn, der var topaktuelt og på vej frem. Det kunne f.eks. have været Gregory Porter for et par år siden. Men den slags kunstnere er ekstremt sjældne og ikke mindst svære (og dyre) at få fat i.

Det hele faldt på plads i sidste uge. Snarky Puppy skal spille på Fermaten d. 3. november. Jeg snakkede med Fermatens leder Alex Nielsen om, at det kunne være fedt hvis der kom 300 publikummer. Der var heldigvis god tid til at sælge de 300 billetter. Det ville bl.a. være en hjælp, at der i den kommende tid udkommer to albums med dem. Endda på det multinationale selskab Universal, der har kæmpestore promotionmuskler. Det viste sig at det ikke var nødvendigt.

Der var udsolgt på 12 timer. Fermatens hjemmeside og facebookside glødede. Hvordan kunne det ske?

Hvad er Snarky Puppy? Hvorfor er de så populære, på trods af at medierne herhjemme ikke beskæftiger sig med dem? Er medierne døvstumme? 

Svaret er nok, at "medierne" ikke er så vigtige længere i forhold til bands som Snarky Puppy. På Youtube er der adskillige lækre koncerter i HD-kvalitet. Al musikken er på Spotify og Wimp. Det er håndspillet musik, der spredes digitalt. Jeg har selv forsøgt at få promotionmateriale fra dem, så jeg kunne skrive om dem på bloggen. Det har været uden held. En dansk jazzblog er tilsyneladende ikke så vigtig, når man er i gang med at indtage musikverdenen med 200 koncerter om året i alle andre lande end Danmark. Da debatten rasede om at der var for lidt jazz på Jazzhouse, udtalte jeg bl.a. til Jazzspecial at jeg ikke kunne forstå at Jazzhouse ikke havde hyret Snarky Puppy. Til det svarede Bjarke Svendsen fra Jazzhouse, at de havde forsøgt. De har spillet mange koncerter i landene omkring os, specielt Holland, hvor de er store – så helt utilgængelige har de ikke været. 

Jeg har et tæt samarbejde med Fermatenchefen Alex Nielsen omkring jazzprogrammet til jazzklubben Moor Jazz. Allerede sidste efterår var der en dato i spil som ikke blev til noget. Men Alex kæmpede videre og pludselig var der et hul mellem deres koncerter i Hamburg og Stockholm.

Det er meget besynderligt at publikum udemærket ved hvem Snarky Puppy er, men at danske medier ikke aner det? Det er hot shit, når man kan sælge 650 billetter til en jazzkoncert i Herning på 12 timer, med et aktuelt band der er på vej frem!

Mon ikke også snart de danske medier opdager Snarky Puppy. Jeg kan jo lave et google-tjek igen om et halvt år. 

Og til jer der fik en billet. Vi ses!

fredag, marts 06, 2015

Peter Brötzmann/Jim O’Rourke/Keiji Haino: Two City Blues 2 (Trost)

Free jazz, blues og japansk råberi kan blive til noget værre noget. Nu har jeg ikke så mange referencer indenfor denne nichegenre. Omvendt er det så stærke og personlige kunstnere, der er sammen på denne indspilning fra Tokyo, november 2010, at det går hen og bliver rigtigt godt. Østrigeren Peter Brötzmann på sax, amerikaneren Jim O’Rourke på guitar og japaneren Keiji Haino på sang/råberi, guitar og det japanske instrument shamisen. 

Der lægges ud i et blueslignende underspillet inferno. Uroen fornemmes. Haino råber på japansk, mens O’Rourke spiller slideguitar og Brötzmann vel spiller det mest rolige han kan. Da åbningsnummeret Two City Blues 2 tager næsten 50 minutter, sker der meget andet undervejs i noget der kan betegnes som en støvet og metallisk freejazz suite. Der er f.eks. et længere mellemstykke med Brötzmann i centrum hen over guitaren. Det er både spændende, inspirerende og afvekslende musik, der ikke lader sig begrænse. 

torsdag, marts 05, 2015

Elektro feat. Rudi Mahall & Even Hermansen: Vol. 2 (Blackout)

På deres debutplade fra 2011 havde de avantgardejazz legenden John Tchicai med som gæst. Hans død i 2012 satte en stopper for det videre samarbejde mellem Elektro og saxofonisten, der havde vækket nysgerrighed ude i verden. Det førte bandet i en ny retning mod den norske guitarist Even Hermansen. Han er allerede er etableret i Norge som en grænsebrydende guitarist i underverdenen omkring heavy rock og eksperimenterende jazz, i bands som Grand General og Bushman’s Revenge. Han er nu tilføjet i ønsket om bringe Elektro i en tungere retning. Men det er ikke nok for dem. Den tyske basklarinetist Rudi Mahall tilvejebringer avantgardejazzede elementer, der kan pege tilbage på Tchicai.

Det er bassisten Lars Winberg, der står i spidsen for projektet, der med hans to sønner Adam Winberg på trommer og Tobias Winberg på laptop og trompetisten Mads la Cour rykker i en ny retning denne gang. Det er blevet et vellykket dansk psych-prog-free-avantgarde-rock udspil, der ikke minder om noget andet herhjemme. Lars Winberg tager en chance og bruger den effektivt. Han er sammen med musikere, der kan tilvejebringe hans skæve og vilde idéer. Elektros vol. 2 er en mere end godkendt opfølger, der minder om nogle af de vilde norske eksperimenterende rockbands som pladeselskaberne Rune Grammofon og Smalltown Supersound står bag. Elektro fortjener et lyt, hvis du ikke er bange for beskidt tung psykedelisk rock og knitrende eksperimenterende jazz.

onsdag, marts 04, 2015

Windfeld-Vuust-Madsen-Kjær: Stardust Session vol. 1 (Stardust Records) LP

For fire år siden var jeg på vej til Århus. På Facebook havde jeg set en meget positiv omtale af en café, der også solgte plader. Som den gamle vinylhaj jeg er, måtte jeg lige tjekke stedet ud. Det var den nu 5 år gamle café og pladebutik Stardust i Klostergade som jeg besøgte for første gang. Århus har mange gode vinylpladeforretninger, endda flere som har eksisteret i mange år og overlevet de hårde år i 90’erne. Men det var første gang, at der kom en pladebutik i byen, hvor man også kunne få en kop kaffe og et stykke kage. En pladebutik til fremtiden. Det er en rasende hyggelig café. Udvalget i pladekasserne er godt. Der er et pænt udvalg af lokale kunstnere på hylderne. Jeg har selvfølgelig brugt længst tid i kasserne med jazz. Her er både second hand og nyt. Men det er nok mest rock der er røget i kundernes poser. Alligevel vælger caféen og pladebutikken en jazzkvartet som udgangspunkt for deres første egen udgivelse. Eller det vil sige det er musikerne der betaler tilbage, efter at have spillet de sidste fire år under jazzfestivalen i Århus, så indspillede de deres koncert på Stardust. Herefter crowdfundede de på Kickstarter.

Her er pladen så. Pakket ind i et cover med et flot billede af nogle futuristisk nomader i en stenørken, der har samlet sig ved træet, der vokser på trods af de golde omgivelser. Det er også det kvartetten med fire gode Århus-musikere gør. Spiller jazz - som vor fader lavede den - midt i en verden af uopdragen støj og ballade. 

Saxofonisten Christian Vuust er den voksne i ensemblet. Manden der får vist nogle skills, der ikke er uden gæld til gamle mestre som Dexter og Coltrane. De spiller fem standards, bl.a. More than you know og Moon River. Trommeslageren Christian Windfeld - der ofte gør det i meget eksperimenterende jazz er sammen med bassisten Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome pulsen og sammenhængskraften. Rasmus Kjær på pianoet supplerer perfekt de andre i kvartetten. Det er fire musikere der hygger sig gevaldigt med at spille old school jazz. Hyggen strømmer uhæmmet ud gennem højttalerne under afspilningen.

Efterskrift:

Det blev i går offentliggjort at Stardust lukker ved udgangen af marts måned. Det kan desværre ikke hænge økonomisk sammen, at drive café og pladebutik. Så skynd dig ned i Stardust og køb pladen inden det er for sent. Der er kun lavet 300 eksemplarer.

tirsdag, marts 03, 2015

Cennet Jönsson: Galiza (Kopasetic)

Cennet Jönsson har i de senere år både lavet big band musik, afroinspireret jazz og eksperimenterende jazz. Denne gang har Jönsson allieret sig med fem klassiske musikere fra Scania Wind Quintet foruden Lisbeth Diers på trommer og percussion og Thommy Andersson som han er vant til at arbejde sammen med. Han har ladet sig inspirere af folkemusik fra Galicien i det nordvestlige Spanien. Der er lagt op til et møde mellem kammermusikken og jazzen. Det er Jönssons sopransax der hele tiden er i det tydelige centrum i musikken.

Den svenske saxofonist Cennet Jönsson minder mig om Dave Liebman. Ikke kun fordi de har sopransaxen som hovedinstrument til fælles. Der er en bestemthed i tonen. En usvigelig sikkerhed. Jönsson er bare ikke en temperamentsfuld amerikaner. Han er fra sydsverige og tager den med ro. Der forceres ikke unødvendigt. Det klæder Galiza-projektet, hvor jeg endnu en gang nyder Lisbeth Diers percussion spil.

lørdag, februar 28, 2015

Svend Asmussen: Embraceable (Storyville)


I dag er der lige præcis et år til han fylder 100 år. Han blev født et år før den første jazzplade blev udgivet. Han optrådte første gang i 1928. Jazzviolinisten Svend Asmussen var kun 13 år gammel, da han debuterede på havnen i Hornbæk med Singin' in the Rain. Han spiller også Singin' in the rain - endda som første nummer - på denne CD, der udgives i anledning af 99 års dagen. Det drejer sig om en koncertindspilning fra 1985 i Paris. På en lille klub med kun 26 publikummer spiller Asmussen sammen med tre franskmænd. Det er første gang at de spiller sammen. Svend Asmussen genfandt indspilningen i sine arkiver. Da han hørte den, tænkte at det var noget af det bedste der var indspillet med ham. De tre franske musikere bakker ham behørigt op, men det er Asmussen der er i centrum.

Det er svært at være uenig med ham. Det er swingjazz i den rene form. Det kan høres, at han er ovenpå sit materiale. Han bevæger sig uhæmmet rundt i klassikere som Sophisticated Lady, Trubbel, Things ain't what they used to be, Just a gigolo og mange andre. Det er afslappet og virtuost spil fra en spillemand i særklasse. Pladen er et meget velkomment supplement til de mange plader der er kommet med ham gennem årene. Det er en intim performance med en musiker der gør det han er bedst til. Han skaber kontakt med lytteren med sin inciterende swingjazz. Der er højt humør hele vejen. Tillykke, Svend!
storyvillerecords.com

fredag, februar 27, 2015

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Daybreak (Storyville)

Sidste gang var natten kommet. Timerne blev blå. Mens de fleste lå og sov, spillede de nattens toner for nattens jazzkatte. Nu er dagen på vej. Denne gang har de fundet 9 melodier, der tematisk handler om at natten slutter og en ny dag begynder. 9 vidunderlige jazzstandards er lagt i hænderne på den islandske altsaxofonist Sigurdur Flosason og hans danske soulmate, hammondorganisten Kjeld Lauritsen. De har begge jazzen inde under huden. De spiller med indføling og ægthed. Når de topper kvartetten med guitaristen Jacob Fischer og trommeslageren Kristian Leth er der lagt op til en god stemning. Vi er i balladeland. Der hvor alt falder på plads og går op i en højere enhed. Lige der hvor nattens sidste cigaret ryges i selskab med en håndbajer og lidt intim snak med sidemanden/kvinden.

In the wee small hours of the morning, Softly, as in morning sunrise, Morning Glory og som rosinen i pølseenden Oh, What a beautiful morning. Det er stemningsfyldt og elegant udført. Der er selvfølgelig meget der peger tilbage på noget, der er hørt mange gange før. Det er jo ikke revolutionerende jazz, det her. Selv om jeg gerne vil være en progressiv jazzblogger, er det svært ikke at holde af klassisk jazz med skandinaviske nuancer, der spilles så godt som det er tilfældet med denne plade. Daybreak er et vidunderligt soundtrack til morgenkaffen og afskeden med natten. Om det så handler om at dagen begynder og man skal i gang, eller det handler om at natten er ovre og sengen kalder. Det er ligegyldigt. Det er kærlighed til jazzens inderste væsen. 

torsdag, februar 26, 2015

Emil de Waal+, Gustaf Ljunggren, Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær: Handmade in Denmark (edw/DME)

Den første plade var nærmest en ikke-plade, der udkom i nogle få hjemmebrændte eksemplarer, men ellers kunne den både streames og downloades. Det var faktisk først et år senere at den blev udgivet i regulær fysisk form. Et år efter at de fik en velfortjent Danish Music Award for årets bedste danske jazzudgivelse 2013. Det var en plade, jeg også var meget begejstret for. Så derfor har den anden udgivelse med Emil de Waal+, Gustaf Ljunggren, Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær været meget imødeset med spænding fra min side. Igen er der tale om en “lavmælt” udgivelse i hvidt papcover med enkel sort tryk og pladetitlen Handmade in Denmark håndskrevet med tusch på coveret. Der er inkluderet 3 kompositioner fra Nulle. Der er bl.a. titelnummeret som han lavede til Tv-serien I sandhedens tjeneste, hvor han var sammen med Poul Nesgaard og Christoffer Barnekow. Et skævt, lettere surrealistisk opdagelses/rejseprogram fra en tid, hvor seer-tal ikke havde den store betydning. 

Handmade in Denmark er heller ikke lavet ud fra nogen bekymring om lyttertal. Det er musik der er opstået i en meget særegen kvartet, hvor alle fire musikere har noget meget forskelligt med i bagagen - og det bruges og høres. Emil de Waal er kapelmesteren bag trommerne, der også har komponeret et par numre, bl.a. den meget smukke titelmelodi Handmade in Denmark - der kunne være en titelmelodi til en ny Danmarksfilm, lavet af en opdateret version af PH. Nulles tone på klarinetten har en skøn beroligende virkning. Kvartettens livtag på Simon & Garfunkel-traveren Sound of Silence kunne være endt i en cheesy klistret sag. Men det er lige præcis det, de kan styre udenom. Respekten for melodien er intakt, Nulle spiller det Nulle kan og Søren Kjærgaard supplerer med en lækker beskidt Wurlitzer-solo. Gustaf Ljunggren har udover guitar og tenorsax, banjoen fremme flere gange, bl.a. på hans egen Gräns. Pladen lukker ned med et medley over melodier af nyligt afdøde Hans-Henrik Ley. Cirkeline har fødselsdag og andre lækre melodier lukker en fantastisk plade ned. Den er gennemsyret af musikalsk nærvær og intimitet. Handmade in Denmark er et originalt og godt bud på nutidig dansk jazz, der kan nå bredt ud.

onsdag, februar 25, 2015

Janis Görlich’s Kleiner dicker mönch: Bei nacht (Shoebill Music) >> Janis Görlich’s Bummelzug explosion: In der ferne (Shoebill Music)

Berlin har en god undergrundsscene for jazzen. Her er pladeselskabet Shoebill Music bl.a. værd at lægge mærke til. De står bag udgivelser med den anmelderroste kvartet KUU! og trommeslageren og bandleaderen Janis Görlich. Pladeselskabet fokuserer på kvalitetsudgivelser på vinyl. Jeg har fået fingrene i Janis Görlichs to seneste udgivelser, hvor guitaristen og Penumbra Ensemble bagmanden Henrik Olsson medvirker på begge. Det er undergrundsjazz i ordets bedste betydning. Jazz hvor det skæve dyrkes og forfines - hvis man da kan sige det? Den nyeste plade Bei nacht er lige udkommet. Her er det i trioformatet at trommeslageren og percussionisten Janis Görlich udtrykker sig. Sammen med Henrik Olsson på guitar og Jonas Hauer på accordion præsenterer han en række natlige melodier, der er i musikalsk gæld til bl.a. jazzmunken Thelonious Monk, som også er med i form af kompositionen ‘Round Midnight. Det er en opdateret Monk, der befinder sig i en nutid, hvor rock, Tom Waits, drama også køres ind over. Det er et psykedelisk, dystert, spøjst og afvekslende sammenstød af genrer og stilarter.

På LP’en In der ferne fra 2013 omgiver Görlich sig med fire musikere, bl.a. også Henrik Olsson - der her går under navnet Thor Oscar Olsson. Her bliver det noget lysere. Det er stadigvæk det skæve der er i centrum. I stedet for accordion er der 2-3 saxofoner og piano/keyboards med. Det er lettere skramlet og bevæger sig afsted som et bumletog, på vej mod en eksplosion. Der er en rytme og puls der i et roligt tempo. Det er en jazzplade for lyttere, der har trådt deres barnesko i den alternative rock og trænger til at få udfordret ørerne en smule. 

Fælles for begge plader er, at det er nogle meget flotte vinyludgivelser. De er gennembearbejdede med tryk på indercover. Det er nummererede udgivelser, der begge er kommet i 300 eksemplarer.

tirsdag, februar 24, 2015

Stefan Pasborg: The Firebirds (ILK)

Han har et udgivelsesniveau, der giver selv garvede jazzbloggere sved på panden. Det er den tredje LP (yes vinyl!), som jeg har modtaget indenfor de sidste fire måneder med Stefan Pasborg i en fremtrædende rolle. Denne gang så fremtrædende, at det kun er hans navn, der nævnes på coverets forside. Efter udgivelser med Ibrahim Electric og Carsten Dahl er Pasborg gået all in med et meget personligt projekt. Det tager udgangspunkt i, at både hans mor og stedfar var dansere ved det Kgl. Danske Ballet. Om søndagen lyttede de til klassisk musik. Lille Stefan var ikke klar til den slags. Han hørte Elvis, Police og heavy. Men så oplevede han som 9 årig Stravinsky’s The Rite of Spring. Han fik gåsehud af de indledende rytmer til Dances of the young girls. Her blev grundstenen lagt til det aktuelle album.

Sammen med Anders Filipsen på keyboards og Anders Banke på tenorsax og klarinet har Stefan pasborg lavet en plade med musik af Stravinsky. På den ene side af LP’en er det dele fra Ildfuglen og på den anden side er det dele fra The Rite of Spring der også kendes som Le Sacre du Printemps samt en enkelt komposition af Aram Khatjaturjan. Det er balletmusk og det er ikke svært at høre broen mellem Stefan Pasborg og balletdansermoderen. Pasborg danser bag trommerne i et afvekslende og flyvende elegant spil. Der høres elementer fra andre Pasborg-projekter. Alligevel er der en konsekvent og sammenhængende energi i trioen. Banke og Filipsen spreder sig ud i musikken og er med til at give et fyldigt lydbillede. Det er en imponerende og flot bro, der bygges mellem den klassiske og den rytmiske musik. Endnu en gang vil jeg anbefale en Stefan Pasborg-udgivelse. Denne gang er det sandsynligvis en plade, der kommer til at lyse i lang tid i Pasborgs karriere.

LP’en kommer i et smukt gatefoldcover på mat pap. Vanen tro er det Rasmus Meisler, der har stået for den grafiske udformning. Det er også derfor at LP’en er et vidunderligt stykke kreativitet.

mandag, februar 23, 2015

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community)

En gang i mellem dukker der debutplader op, der fortjener roser af den helt store slags. Trompetist Jakob Sørensens plade Bagland hører hjemme i denne sjældne kategori. Jeg har tidligere hørt ham med trioen Elliot på pladen Girls with radical haircuts. Han har medinddraget guitaristen Alex Jønsson fra Elliot på Bagland. Det er en klog beslutning. Alex Jønsson har i de senere år opbygget et omdømme som en af vores mest spændende unge guitarister, bl.a. sammen med Live Foyn Friis og i hans egne projekter. Jønsson har ligesom Jakob Sørensen det skandinaviske inde under neglene. Det er de lyriske og melankolske melodier der er i højsædet. Det er selvfølgelig hørt mange gange før. Hvad er så det der gør Jakob Sørensen og Bagland til noget særligt?

Han har skabt musikken i et afsides sommerhus, sidste vinter i Nordjylland. Det er afklaret og gennembearbejdet musik, der ikke behøver at blive pillet mere ved. Jakob Sørensens tone på trompeten er i den rene skala. Der er noget klassisk og velfunderet i hans spil. Det bruges i musikken til at skabe organiske og naturinspirerede stemninger, der har hjemme i naturen. Morgendisen og vinterens høje blå himmel. Ensomme fugle der bevæger sig roligt afsted. Et af pladens højdepunkter er Forandringens fortvivlelse, hvor de enkelte medlemmmer af kvintetten præsenterer sig med nogle velturnerede soli. Frederik Sakhams bassolo og ikke mindst Frej Lesners afsluttende percussion får nummeret til at svæve. Jakob Sørensen behersker balladerne til fulde. Der er også den opløftende melodi Something Pretty, med heltetrompet. Bagland er en meget anbefalelsesværdig plade. Den fortjener at blive lyttet til. Læg i øvrigt mærke til billedet på coveret. Det er taget af naturfortografen Kirsten Klein. Det passer perfekt til stemningen i musikken.

onsdag, februar 18, 2015

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Funken var inde i en guldalder i 70’erne. USA satte dagsordenen for dagsordenen. Der var også andre steder, hvor det blev svedigt på den funky måde. På Cuba dominerede navne som Irakere og Los Van Van. Det har den herboende cubanske congasspiller eller conguero Eliel Lazo ladet sig inspirere af på sit andet album. Her har han bl.a. inviteret Yellowjackets-saxofonisten Bob Mintzer i studiet sammen med landsmændene Yasser Pino (bas) og Raciel Jimenez (trommer) og de danske guitarister Mikkel Nordsø og Per Gade.  

Musikken er funky, elektrisk, cubansk, jazzet og fyldt med spændende indfald. Grundstammen med Lazo’s fire congastrommer, Pino’s elbas og Jimenez’ trommer er med til at give pladen det høje niveau. Undervejs udsættes vi for guitarsoli og andet sjovt, som man ikke hører hver dag (i 2015). Der er nik til Herbie Hancock og andet godt fra 70’erne. Pladen er anbefalelsesværdig til dem, der trænger til funky indsprøjtning pakket ind i cubanske rytmer og jazzede arrangementer. 

tirsdag, februar 17, 2015

Debre Damo Dining Orchestra: Yesega Wat (DDDO) 7”single

Velkommen til en omgang hårdkogt ethiojazz, der i løbet af 3 minutter pisker en hed stemning op på dansegulvet. Den danske kvartet Debre Damo Dinning Orchestra er som snydt ud af en ethiopisk saxofon. Inspirationen fra ethiojazz kongen Mulatu Astatke er slet skjult på denne debutsingle fra gruppen. De gør det til gengæld så godt, at jeg først troede at det var et ægte ethiojazzband, indtil jeg så at saxofonisten hedder Søren Lyhne Skov, organisten hedder Peder Mertner Vind, trommeslageren hedder Mathias Arbo Klein og bassisten hedder Andreas Halberg. Her gik det op for mig, at de næppe var fra Ethiopien.

A-siden Yesaga Wat er en skramlet uptempo-sag, der i lyd og stemning holder hele vejen. På B-siden Minem Aydelem er tempoet skruet ned. Singlen er sikkert allerede at finde i vinyl-DJ-taskerne rundt omkring. Den er veludført og har en særlig aura af kult-potentiale omkring. 

mandag, februar 16, 2015

Jonathan Kreisberg: Wave upon wave (New for Now)

Han har over årene opbygget et ry som en af nutidens stærkeste jazzguitarister. Amerikaneren Jonathan Kreisberg har besøgt Danmark adskillige gange. Her har bl.a. spillet på Jazzhouse. Det gør han igen tirsdag d. 17. februar. Her indfinder han sig med det nyeste album Wave upon Wave i bagagen. Et album der understreger hvor stor en guitarist Jonathan Kreisberg egentlig er. Der hældes en god portion virtuositet ud af guitaren. Han er ud af den samme jazzguitartraditionen som Jim Hall, Pat Metheny og Pat Martino. Jazzguitarspil der stiller store krav til de tekniske kvaliteter. Samtidig med at der en dyb forbindelse med kompositionerne og materialet. Kreisberg kan det! Han spiller med en varm og elegant tone. Desuden er han ikke bleg for at spille hurtigt og avanceret.

På Wave upon wave er han sammen med saxofonisten Will Vinson, bassisten Rick Rosato og trommeslageren Colin Stranahan. Dem medbringer han også på Jazzhouse. Her bliver der rig mulighed for at høre noget af den stærkeste nutidige New Yorker-jazz. Det er ikke så tit, at det  kan høres på Jazzhouse, som det var tilfældet for 10 år siden. Når det så er en mand som Kreisberg, er det en kærkommen lejlighed til at blive mindet om, at når man spiller jazz bundet op på stærke traditioner. Så gør det heller ikke noget at det gøres overbevisende og veldrejet som det er tilfældet med Jonathan Kreisberg. 

søndag, februar 15, 2015

Hans Olding/Jaska Lukkarinen: Far from Rio (El Dingo Records)

Den svenske guitarist Hans Olding er gået sammen med den finske trommeslager Jaska Lukkarinen, der i hjemlandet hører til blandt de unge jazzmusikere, der er mest fremme i skoene. Sammen med landsmanden og saxofonisten Karl-Martin Almqvist, der er kendt fra DR Big Band og bassisten Mattias Welin har de lavet en jazzplade med udgangspunkt i den lyriske afdeling. Det er swingende, dynamisk, udadvendt og spændstig jazz. Det er jazz, der stiller store krav til udførelsen. De teknisk krævende arrangementer er dog ikke noget problem for kvartetten, der lugter lidt af New York i 90’erne.

Hans Olding har en ren og afklaret tone, der står flot til Almqvists sax. Olding. Almqvist og Lukkarinen deles om komponisttjansen på en plade, der havner lidt i ingenmandsland. Der er ikke noget at udsætte på den tekniske udførelse. Men hvis det skal mere end lugte af New York, skal der en anden og mere indarbejdet skarphed ind over kvartetten. Flot og desværre lidt upersonligt.

lørdag, februar 14, 2015

Stian Swensson Trio: Memories (Gateway)

I 2008 flyttede nordmanden og guitaristen Stian Swensson til København for at gå på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Han bor stadigvæk i København, hvor han i 2013 blev kandidat fra konservatoriet. I efteråret 2014 startede han på den overbyggende solistuddannelse på det Rytmiske Musikkonservatorium. Nu har han også udsendt den første plade i eget navn. Det er her han skal prøve kræfter med jazzlytterne. Det er formfuldendt og teknisk velafviklet triojazz med guitaren i front. 

Sammen med svenskerne Paul Hinz på bas og Daniel Johansson på trommer har han en rolig og afbalanceret plade, hvor han både spiller på akustisk og elektrisk guitar. Det bliver sine steder en tand for anonymt. Der er heldigvis afstikkere som Golden Goal, hvor Swensson presser sig selv og medmusikanterne i spil og afvikling. Memories præsenterer en teknisk stærk jazzguitarist, der måske mangler at finde sit eget personlige udtryk - på den anden side er der et heftigt grundmateriale at tage udgangspunkt i.

fredag, februar 13, 2015

Carsten Meinert Kvartet: To You (Frederiksberg Records)

I 1969 udkom Carsten Meinert Kvartets To You første gang, i 500 ekspemplarer på deres eget selskab og blev kort efter genoptrykt af Spectator Records. Siden er det blevet en af de mest eftertragtede danske jazzplader. Ikke bare blandt pladesamlere i Danmark, men også i Europa. Selv amerikanske Down Beat skrev om pladen i 2001 i klummen Vinyl Freak. Klummeskribenten John Corbett nævner Meinert i samme åndedrag som svenskerne Börje Fredriksson, Bosse Wärmell, Niis Sandström og Gilbert Homström og finnen Juhani Aaltonen. Meinert kaldes for en del af subkulturen “The Nordic take on Trane”. Musikere der med udgangspunkt i Coltranes spil, sætter deres personlige præg på den stærke saxofonstil. Det var i øvrigt svenskeren (og saxofonisten) Mats Gustafsson der bragte pladen til USA og Corbett i forbindelse med en byttehandel. 

Der er selvfølgelig noget der lugter lidt af frimærkesamleri, når man taler om sjældne (jazz)plader. Meget ofte gemmer der sig også stor musik i rillerne. Det er der i høj grad tale om med denne genudgivelse af Carsten Meinert Kvartets plade. Jazzvinylentusiasterne Søren Skov og Andreas Vingaard har dannet pladeselskabet Frederiksberg Records, der står for genudgivelsen på både download, CD og LP. På CD’en er der inkluderet fire ekstranumre. 

Kvartetten består udover Meinert på saxofon også af Ole Matthiessen på piano, Henrik Hove på bas og Ole Streenberg på trommer. Ole Matthiessen havde ligesom Meinert oplevet John Coltrane ved koncerterne i København i 1961, 62 og 63. Det præger deres musikalske udtryk meget. Pladen åbner endda med John Coltranes Naima. Der er noget af den samme messende stemning i musikken. Det er stort. Men der hvor det bliver rigtigt stort og denne plade for alvor indskriver sig i “Den danske jazzkulturarv”, er den over 12 minutter lange udgave af Dansevise. Få år inden denne indspilning vandt den det internationale Melodi Grand Prix. Carsten Meinert hælder sin sjæl ned i saxofonen. Ole Streenberg danser frygtindgydende stærkt på trommerne. Ole Matthiessen og Henrik Hove garnerer med intenst pulserende spil. Coltrane lytter undrende nede fra graven og ærger sig sikkert over at det ikke var ham, der gav Dansevise sanselig jazzspiritualitet.

Carsten Meinerts egne kompositioner står også fint pladen. Der er reminiscenser af afro og nordisk musik i det. Denne udgivelse har fået mine øjne op for en overset dansk jazzmusiker. Det er et prisværdigt og flot stykke arbejde som Frederiksberg Records har udført med tilbundsgående linernotes og lydmastering. To You er en meget anbefalelsesværdig udgivelse!

torsdag, februar 12, 2015

Ask Kjærgaard: At fortælle menneske (Target) 2LP

I 1989 udkom romanen At fortælle menneskene, skrevet af Svend Åge Madsen. En roman der i handling og historie har gjort stort indtryk på mange læsere. En af dem er musikeren Ask Kjærgaard, der ligesom Svend Åge Madsen er fra Århus. Ask Kjærgaard har taget dele ud af bogen og lavet et soundtrack til romanen. Jens Albinus læser op fra bogen mens Ask Kjærgaards musik tilføjer endnu en dimension til den i forvejen omfangsrige fortælling. Ask Kjærgaard har taget centrale dele ud af romanen og fremhæver dem på pladen. Tøgers Gudsbevis er med sit syn på ateismen og religion til alle tider aktuel. Ask Kjærgaard indrammer det med veloplagte skæve blæsere fra Jacob Danielsen på sax, Scott Westh på trompet og Jens Bang på trombone. De dukker op flere gange på pladen.

Blæserne er med til at give det afvekslende lydbillede, der overvejende præges af Ask Kjærgaard der ud over at spille på diverse guitarer og spiller på forskellige keyboards. Ask Kjærgaard har en grundnerve i eksperimenterende og nysgerrig musik. Det har han bl.a. tidligere vist med pladen The Curse of Harry Dean og i gruppen Acid Plutonium. Det er musik der inddrager elementer fra eksperimenterende musik, rock, country og jazz. Han lader det smelte sammen i et stemningsmættet og betagende univers, der godt kan minde om Rune Funchs Picture Music. Hvor Funch skaber musik til billeder, skaber Ask Kjærgaard musikbilleder til en roman. Det er blevet et overbevisende stærkt værk, der i sin form som dobbelt-LP i gatefoldcover lægger op til at man sætter sig ned og lytter. 

søndag, februar 08, 2015

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason why vol. 2 (Headspin Recordings)

Det er et sammenstød, et clash af kultur og etnicitet i en grad, hvor Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna må skide i bukserne af skræk. Goran Kajfes er oprindelig fra Jugoslavien, han bor i Sverige og har hentet musikalsk inspiration i Tyrkiet. Det er funky kefir med et strejf af köttbullar og lime. Bandleaderen for Subtropic Arkestra, Goran Kajfes har nu lavet sit andet album med det ni mand store orkester, hvor halvfjerdserne ikke er langt væk. Det er multikulti og bevidsthedsudvidende jazz med psykedeliske farver. Pladen lægger ud med tyrkisk halvfjerdserfunk, hvor andet nummer Adimiz Miskindir Bizim med Kajfes’ polerede trompet, giver mig mindelser om et soundtrack til en charterrejse i 1974.

Det er ikke kun Tyrkiet, hvor Kajfes har hentet musik fra. Amerikanske Grizzly Bear (Yet Again), brasilianske Milton Nascimento (A Lua Girou) og camerounske Francis Bebey (New Track) er også finde på pladen. Det er berusende og besættende lækkert. Goran Kajfes er uden tvivl manden i front og han lader sig trompet gløde på vidunderlig vis. Men det er også et kolelktiv, hvor bandnavnets Arkestra skal tages bogstavligt. Sun Ra står ude i kulissen og har taget rumhjelmen af, så han bedre kan høre de skønne, funky og udadvendte svenskere. Det er en multietnisk fest, der på glimrende vis afspejler hvordan verden ser ud i dag. 

lørdag, februar 07, 2015

Jakob Bro: Gefion (ECM Records)

Det er hans 11. album i eget navn siden debuten Daydreamer fra 2003. Det er til gengæld første gang, at Jakob Bro udgiver sin musik på et af de vigtigste jazzpladeselskaber i verden, tyske ECM. Her har han tidligere medvirket på plader med Paul Motian. En musiker som har sat dybe spor i Jakob Bros tilgang til jazzen. Sammen med en anden Motian-musiker, bassisten Thomas Morgan, som Jakob Bro har haft et tæt samarbejde med siden de mødtes i 2009, i forbindelse med indspilningen af August Rosenbaums debutalbum Beholder. Ligesom Motian har haft stor betydning for Bro, har en anden trommeslager Jon Christensen - der også spillede med Keith Jarrett i 70’erne, bare i den skandinaviske kvartet - påvirket Jakob Bro intenst. Det er med de to musikere, at Bro har lavet albummet Gefion. 

Musikken er et destillat af det som Jakob Bro er en mester i. De frie, flydende og strømmende ballader rendyrkes her i forfinet grad sammen med to musikere, der kommer ind under huden på Jakob Bros kompositioner. Bro er kendt for at lave enkle kompositioner, der overlader meget til de musikere som Bro omgiver med. Det giver dem plads til at vise hvem de er og finde sammen om musikken. Der er Thomas Morgan’s pulserende bas på And they all came marching out of the woods. Der er Jakob Bro’s rene Telecasterguitar med rum og luft. Der er Jon Christensens underspillede mægtighed. Det er en trio der har lavet en nutidig jazzplade, der i løbet fyrre minutter får hjertet til at flyde med. Det er meditativt, givende og behageligt at lytte til Gefion. Med andre ord en meget anbefalelsesværdig plade.
Bonusinfo:
Pladen er dedikeret til Ib Skovgaard, der gennem årene har skrevet og rapporteret entusiastisk og vidende om Jakob Bro.
Jakob Bro er på turné med pladen i den kommende tid, hvilket bl.a. bringer dem til Berlin, Herning, Århus, København, Lissabon og Bremen.

fredag, februar 06, 2015

Schlippenbach Trio: First Recordings (Trost)

Den tyske pianist Alexander von Schlippenbach er ikke uden grund blandt europæisk free jazz’s fremmeste kunstnere. Han startede Globe Unity Orchestra i 1966 og Berlin Contemporary Jazz Orchestra i 1988, hvor folk som Misha Mengelberg, Willem Breuker, Paul Lovens og Evan Parker har medvirket. På den aktuelle plade møder vi Schlippenbach sammen med netop Parker og Lovens, i deres første indspilning sammen fra 1972. Den har ikke tidligere været udgivet. Den er optaget i forbindelse med Workshop Freie Musik på Kunstakademiet i Berlin. Det er free jazz i den europæiske ånd. 

Trioens allerførste møde er interessant af flere grunde. De tre musikere har bl.a. hentet inspiration fra Monk (Schlippenbach) Coltrane (Parker) og Andrew Cyrille (Lovens). Det er anden form for free jazz der kommer fra de tre, end den man ellers hørte i de år fra USA. Det er ikke black power, blues og soul der er naturligt med i bagagen. Det er klassisk musik og efterkrigstidens europæiske avant garde der gøder jorden for de tre impromusikere. Er man fan af europæisk free jazz er denne plade en fornøjelse.

torsdag, februar 05, 2015

Ola Paulson: Return, serene Skoarkki (Konvoj Records)

Han bor i Malmö og står i spidsen for Konvoj Ensemble med bl.a. Lotte Anker og Jakob Riis og som jeg skrev om i oktober 2013. Anker og Riis udgav for nylig en duoplade sammen på Paulson’s Konvoj Records. I samme forbindelse kom denne plade, hvor Ola Paulson er alene med saxofonen, som han undervejs præparerer, så den ikke lyder som instrumentets opfinder Adolphe Sax havde tænkt det. Ola Paulson henter inspiration i naturen i det nordlige Sverige i nationalparken Sarek i Lapland. Det er Sveriges største nationalpark med bjerge, dale, vandfald og øde natur. 

Det er ensom musik, hvor det fornemmes at her kommer ingen mennesker. Vi overlades til tankerne og lyden. Ola Paulson frembringer lyde af saxofonen, så man helt glemmer at det er sådan en han spiller på. Der er elementer der kan minde om Lars Greves Breidablik fra sidste år. Ola Paulson er dog en tand mere radikal i brugen af saxofonen som eneste instrument. Han lader den stå mere alene. Pladen er fyldt med stemningsmættet musik, der stiller krav til opmærksomhed.

onsdag, februar 04, 2015

Florent Nisse: Aux Images (Nome)

Den franske bassist Florent Nisse har indkaldt international assistance på debutpladen Aux Images, i form af den amerikanske saxofonist Chris Cheek og den danske guitarist Jakob Bro. Det er selvfølgelig ikke kun fordi de er gode, at Nisse har hidkaldt de to musikere. Nisse har hentet stor inspiration hos Charlie Haden, Bill Frisell og ikke mindst Cheek og Bro’s tidligere, nu afdøde arbejdsgiver, trommeslageren Paul Motian. Arven fra den amerikanske trommeslager er tilstede i stemningen i musikken.

For Bro-kendere er pladen ganske spændende. Der er hel del klassisk Jakob Bro-guitar med tid, ro, luft og rum. Man fristes næsten til at sige at han ikke udfordres unødigt meget. Der er heldigvis læssevis af gode eksempler på godt sammenspil mellem Bro og Cheek mange steder på pladen. Min favorit er H Code, hvor Bro presser guitaren en tand mere og nærmest sparker gang i bandet. Generelt er pianisten ikke særligt hørbar i lydbilledet - mens Nisse gør en god figur på bassen. Så, Jakob Bro-fans (jeg ved at I er derude), tjek pladen ud. I bliver næppe skuffet.

tirsdag, februar 03, 2015

Markus Pesonen Hendectet: Padme (Barefoot)

At jazzen ikke går så meget op i grænsebomme er en gammel nyhed. På denne udgivelse er det ført ud til sit yderste. En finsk kapelmester der står i spidsen for et 11 mand stort ensemble med musikere fra 8 lande, heriblandt kun en enkelt dansker; Adam Pultz Melbye. Pladen udkommer på danske Barefoot Records og musikerne har mødt hinanden i Danmark. Der er sket en del udskiftninger i Markus Pesonen Hendectet siden debuten fra 2011. 

Musikalsk befinder det sig mellem det stramt komponerede og arrangerede til improviserede mellemspil, der fungerer som overgange i de lange numre. Numrene har næsten karakter af at være minisuiter, med diverse stemningsskift.
Ensemblet rummer både violin, accordion, tre træblæsere, trompet, trombone, tuba og bas og trommer. Pesonen supplerer med både guitar og elektronik. 

Han er god til at bruge alle musikerne på en gang med fyldig lyd til følge. Det er meget originalt og virksomt. Der er  f.eks. det meget smukke nummer Flower of Life, hvor den russiske violinist Anna Chekasina synger/snakker. Der er åbningsnummeret North, hvor Pesonen bevæger sig elegant udenom kaos. Padme er et meget flot album der viser interessante nutidige veje for store jazzensembler.

mandag, februar 02, 2015

Diana Krall: Wallflower (Verve/Universal)

Hvad er der lige sket? Hele grundmaterialet er til stede for, at der kan laves et brag af et album. Hun synger fantastisk og spiller mere end habilt piano. Hun medvirkede endda på Paul McCartney's 2012-album Kisses on the bottom med jazzstandards, hvor hun var koblingen til den ægte jazz. Men det er ikke på grund af det nye album, at hun fremstår som en stor jazzkunstner. Snarere tværtimod. Mage til ligegyldig sjask skal man lede længe efter. I 2004 lavede hun et album, der holder den dag i dag. The Girl in the other room var et dybfølt og ægte album, der var skabt efter moderens død. Krall brød ganske vist med standardjazzen, som hun havde rådyrket på de foregående 6 albums. Hun spillede musik af Tom Waits, Mose Allison, Bonnie Raitt, Joni Mitchell og hendes (dengang nye) ægtemand Elvis Costello, som hun også havde skrevet 6 numre til pladen sammen med.

På Wallflower har hun i stedet valgt musik der som udgangspunkt ikke er særligt interessant - og slet ikke i forhold til en nyfortolkning. Gilbert O'Sullivan's rædselsfulde Alone again (naturally) bliver hverken bedre eller dårligere af at Michael Bublé medvirker. Det er bare kedeligt. The Mama's & Papa's California Dreamin', Crowded House's Don't dream it's over, Elton John's Sorry seems to be the hardest word og 10 CC's I'm not in love kunne der godt gøres noget ved (hør f.eks. Fun Lovin' Criminals' gode og corny version af I'm not in love!) Men Diana Krall vælger at spille dem uden at udfordre hverken sig selv, lytterne eller kompositionen. Karaokeversioner af gamle popsange hører simpelthen ikke hjemme på det niveau som Krall burde tilhøre. Wallflower er uden tvivl det ringeste hun nogensinde har begået. Hun har lavet en god demoCD til en måneds engagement på et Best Western motel i midtvesten.

Hun er endda gift med en af popmusikkens helt store personligheder ud i både performance og komposition. Hun burde lytte noget mere til ham. Lade sig inspirere til, hvordan man bliver ved med, at lave udfordrende og nyskabende musik uden at man skræmmer kunderne væk. Lige nu laver hun glat og kedelig musik der skræmmer en gammel kunde (mig) langt væk.
dianakrall.com