Viser opslag med etiketten 7"single. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 7"single. Vis alle opslag

søndag, april 11, 2021

Ginne Marker: Never Golden but beautiful/Omen (Giant Birch) 7”single

 

Da jeg offentliggjorde den store liste over kommende jazzudgivelser og bekendtgjorde det på Facebook, kommenterede indehaveren af den store pladeforretning på Enghave Plads Beat, Peter Sørensen, listen med at det var en fed liste men også med et spørgsmål om Ginne Marker er jazz. Hun er både repræsenteret med denne single og albummet der kommer til efteråret på listen. 


Hun er selvfølgelig med på listen fordi jeg havde hende med på listen over de bedste danske jazzplader i 2019. De to nye numre på singlen indikerer ganske rigtigt en anden retning end jazzen. A-siden med Never Golden but beautiful har allerede været ude i nogle måneder på streaming-tjenesterne. Her er den første jeg tænker på, Suzanne Vega, når Ginne Marker indleder nummeret. Undervejs kommer der kor og ikke mindst firserinspirerede keyboards på, så det udvikler sig til en lille pop perle.


B-siden indeholder det nye nummer Omen, hvor der er skruet ned for poppen og op for ballade-fornemmelserne. Det er blevet mere storladent og produceret end på debut-albummet. Det er sandsynligvis en god retning for Ginne Marker. Sålænge jeg kan høre hendes smukke stemme og sans for at lave en god melodi, så behøver jeg ikke at trække jazzkortet, bare fordi jeg er jazzblogger.

Ginne Marker

lørdag, juni 06, 2020

Kalaha: Dans det op - med Uffe Lorentzen/Eymen - med Hilal Kaya (April Records) 7”single/DL/stream

Siden min yngste ungdom har jeg samlet på singleplader. Måske var det en af grundene til, at jeg for nylig var inviteret til singlenight. Ikke en aften for mennesker der lever alene og gerne vil finde en kæreste. Næh, det var en aften i singlepladens tegn. Da det var første gang jeg var med, tænkte jeg at det var godt, at lægge ud med noget opsigtsvækkende. Det kan man gøre på mange måder, når der sidder en flok vinylnørder,der sætter en ære i, at finde både obskure sager og solbeskinnede hits fra forne tider. Jeg havde simpelthen taget den her single med, der var udkommet dagen før.

Uffe Lorenzen fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er med på singlen sammen med Kalaha. Det er med andre ord, langt fra jazzen det her. Syrerocksangeren sammen med electronicajazzerne Kalaha. Det er i min verden et godt bud på et solbeskinnet sommethit anno 2020. 

“Hvis trippet ikke er godt”
“Så dans det op”

Jeg lagde ikke selskabet helt ned. Der var point for Uffe, men spredt utilfredshed med musikken, hvor jeg ellers vil fremhæve den orientalske guitarsolo hen mod slutningen. Nå men, jeg synes at den er fed.

Og for at holde fat i Orienten og det fede, så er den herboende tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, der er i front på nummeret Eymen på den anden side. Hun var også med på Kalahas album fra sidste år, hvor nummeret hed Cok Küstüm og iøvrigt er det mest afspillede nummer med Kalaha på Spotify. Stilen er tyrkisk psych-funk og er mildest talt medrivende. Tak til Kalaha for at have trukket Hilal Kaya frem i spotlyset.

lørdag, maj 09, 2020

Mo’ “El Gringo Starr” Green Y Su Conjunto Jazzylatino: Calle Raballero/That’s what she said (Coconut’s Groove/April Records) 7”single

Det er et suverænt kultnummer som underselskabet Coconut’s Groove til det genstartede selskab April Records, har udsendt på vinylsingle. Vibrafonisten Morten Grønvad aka Mo’ Green havde nummeret med opsamlingspladen Nat & Dag 2 i 2009. Det er en genindspilning af Gasolin’s Rabalderstræde, der har fået en latinjazz overhaling og er kommet til at hedde Calle Raballero. 

Den fungerer fint til både dansegulv og en cocktail under palmerne i haven. Jeg kommer til at tænke på legendariske Senor Coconut & his Orchestra, hvor Morten Grønvad også var med i liveudgaven i en periode. Det er hverken corny eller kitschet. Det er røvrystende fedt. På B-siden er der kommet et nyt nummer med. That’s what she said der ligeledes serverer godt humør. Begge numre er fødte til fest og et must på enhver jazzorienteret vinylDJ’s pladespiller.

fredag, april 05, 2019

Soren Skov Orbit: Orbit Bound/NV (Jazz45/Jazzman) 7”single

Første gang jeg stødte på saxofonisten Søren Skov, var på singlen Yesega Wat med Debre Damo Orchestra fra 2015. Siden er der kommet et par LP’er fra afrobandet og Skov er også begyndt at spille med psych-bandet Mythic Sunship.
Nu debuterer han i eget navn. Endnu en gang er det på single. Han udkommer på Jazz45, et underselskab til engelske Jazzman Records. Den kommer i en serie singler sammen med nogle af de svedigste navne på den engelske jazzscene lige nu; Emanative, Nat Birchall og Ill Considered. Det er opsigtsvækkende og sejt gået.

Soren Skov Orbit består af Peder Mertner Vind (piano), Rune Lohse (trommer, percussion), Casper Nyvang Rask (bas), Joachim Schiødt (basklarinet på Orbit Bound) og Søren Lyhne Skov (sopransax, tenorsax, percussion). Musikken tager udgangspunkt i modaljazz, hvor Orbit Bound med basklarinetten har en balkanfeeling. NV er en hyldest til Københavns Nordvest kvarter, hvor det syder og bobler af energi og varme. Det er et musikalsk koncentrat, hvor Soren Skov Orbit på lidt over otte minutter leverer et intenst udspil med ro og kærlighed. Den er meget anbefalelsesværdig til den afslappede jazzlytter, der ikke fanges af hypes men af jazzkærlighed.

søndag, april 01, 2018

Doctor Django and The Nurses: Eatin’ Crow (Gateway) 7”single/DL/stream

Doctor Django and The Nurses er ikke et gypsyjazz band. De spiller i stedet den ærkeamerikanske genre western swing. Det er ikke noget jeg har hørt spillet af danske jazzmusikere før. Genrens popularitet skyldes i høj grad Bob Willis & his Texas Playboys der huserede i Oklahoma, Texas og Louisiana i 30’erne og 40’erne. De spillede swing, men saxofonerne var skiftet ud med violiner og resten af blæserne blev erstattet af guitar. Det lyder som et sammenstød mellem to genrer. Men det er tilsyneladende ikke noget problem, når Doctor Django. Her omfavner western og swing hinanden ovenikøbet tilsat en sjat bebop.

Kvartetten der består af Doctor Django aka. Jens Byskov Jensen på violin og vokal, Henrik Nielsen på trommer, Mads Uldall-Jessen på bas og Enrico Rosa på guitar, har ganske atypisk kun udsendt en vinylsingle. Det er egentlig ganske passende for et band, der ikke gør det som alle andre gør. Singlen indeholder et uptempo nummer, Eatin’ Crow (and drinkin' Thunderbird) og en ballade Just a lonesome cowboy. De to numre mere end antyder, at Doctor Django and The Nurses ikke kun er et sjovt påhit, men også en kvartet med noget på hjerte. En dejligt underholdende single.

fredag, januar 05, 2018

AddisAbabaBand: Rainbow War/Laika Laika Interstellar (AddisAbabaBand) 7”single/DL/stream

Århusianske AddisAbabaBand debuterede i sommeren 2015 med en LP, der kun kom i et meget begrænset oplag med håndtrykt cover etc. Nu er den forrygende afroplade heldigvis atter tilgængelig på vinyl efter, at den er udgivet med et almindeligt trykt cover. Det udadvendte og feststemte band med hele fem blæsere har eksisteret siden 2010. De blander ubesværet free jazz, psychedelica, westcoast funk og afrogrooves i Fela Kuti og Ebo Taylors ånd.

AddisAbabaBand er aktuelle med singlen Rainbow War/Laika Laika Interstellar. Førstnævnte nummer er skrevet af Jørgen Schmidt. Han var blandt pionererne i dansk reggae i firserne som bassist og komponsit i bands som Hjerter Knægt og SUB. I førstnævnte band spillede Schmidt sammen med Preben Kaels fra AddisAbabaBand. Jørgen Schmidt har skrevet nummeret Rainbow War i midtfirserne med Rainbow Warrior i tankerne. Bandet indspillede nummeret dagen før, Jørgen Schmidt sov stille ind. 


Det er blevet til en skøn afroprotestsingle, hvor teksten starter sådan her: "Money Man don't know what life's really worth. They're living in greed, dying in vain." 

torsdag, juni 22, 2017

Sound X Sound: Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Clarinets (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Shakers (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Triangles (Hiatus)

For nylig blev det offentliggjort at Niels Lyhne Løkkegaards Triangular Mass, skal opføres intet mindre end seks gange på Roskilde Festivalen. Det fortæller både noget om Roskilde Festivals evne til, at opsøge ny og eksperimenterende musik og, at Niels Lyhne Løkkegaards “folkelige” gennembrud er ved at være en kendsgerning. Det startede i december 2014, hvor den første plade med mangedobling af instrumenter udkom under navnet Sound X Sound. Music for 8 Recorders var med 8 blokfløjter. Niels Lyhne Løkkegaard laver musik med åben pande. Med et rent hjerte og en grundlæggende nysgerrighed registrerer og dokumenterer han lyden. Den rene lyd af et instrument er sat ind i et perspektiv, hvor man som lytter ikke kan undgå, at forholde sig til det man hører.

Der er siden kommet plader med 30 kromatiske tunere og 9 pianoer. Nu afrunder han pladeprojektet med de sidste fire plader: 15 shakere, 18 klarinetter, 16 triangler og 10 hi hats. Alle pladerne er i 7 tommer singleformatet og kommer i pappladecover med inderpose, som var det en LP. Den grafiske udformning er stilren og minimalistisk og hænger sammen med indholdet på pladerne. Alt overflødigt er skåret værk. Forudgående tanker om hvordan det skal lyde forsøger Løkkegaard at fjerne sig fra. Det kan man selvfølgelig ikke. En klarinet er stadig en klarinet. Men i en 18-dobling kommer der noget andet og nyt frem, som er med til at løfte klarinetten ud af klarinettens skygge. I de udførlige covernoter der følger med de sidste udgivelser skriver Katrine Ring bl.a. at Løkkegaard bringer det minimalistiske til det maksimale. 

På hver plade medvirker musikere, der for de flestes vedkommende har en konservatorie baggrund, hvor høj teknisk kunnen på et instrument er rådyrket. Niels Lyhne Løkkegaard anses selv for, at være en af de teknisk stærkeste saxofonister fra sin generation. Det er her, hvor det bliver interessant, da mange af musikere netop har en jazzbaggrund. De kan træde en my ved siden af præcisionens perfektion og bringer mennesket i spil. Nu vil jeg selvfølgelig ikke påstå, at jeg kan høre at det lige præcis er Jan Harbeck, Pernille Bévort eller Jacob Danielsen der spiller på klarinetpladen. Men i kollektivet med 18 musikere der spiller det samme på samme tid, hvor mikrofejl der dårligt kan registreres er med til at gøre lyden til en organisme.

På Roskilde Festival skal Triangular Mass opføres med 200 der spiller på triangel på en gang. Det lyder allerede som den der “sjove” lille historie TV avisen kan fyre af inden vejret, i stedet for den om nøgenløbet. Midt i alt det sjove er der også en mening, som er enerverende og konfronterende. Det er ikke musik der prøver på at være noget andet end det som det er. 200 triangler. Hvad sker der inde i lytteren? I hovedet? I kroppen? 

Det er en kæmpeindsats som Niels Lyhne Løkkegaard yder med Sound X Sound projektet. Det er eksperimenterende og undersøgende lyd, der flytter grænser og tanker for musik. De 7 singler kan købes samlet i et bokssæt, hvilket er investering for livet. Jeg glæder mig allerede til jeg skal høre pladerne om 1, 5, 10 og 20 år. Hvordan lyder de så. Har mine tanker om hvordan musik skal lyde flyttet sig, så de kommer til at lyde anderledes?



Tidligere udgivelser:

lørdag, juni 04, 2016

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 9 Pianos (Hiatus) 7”single

Hvordan lyder det når 9 pianister spiller i munden på hinanden? Det er et af den slags scenarier, hvor ørets fantasi simpelthen ikke er nok. Komponisten og lydforskeren Niels Lyhne Løkkegaard gør heldigvis noget ved det. Du behøver ikke at tænke over det længere. På det tredje udspil i Sound X Sound single-serien er turen nu kommet til pianoet. Her mødes 9 pianister - Jeppe Zeeberg, Anders Filipsen, Rasmus Kjær, Frederik Denning, Mikkel Almholt, Lars Fiil, Adi Zukanovic, Jakob Davidsen og Mathias Holm ved hvert deres opretstående piano over Løkkegaards to stykker musik Descending Piece og Partial Piece. 

Descending Piece er sludrestykket. I et kaudervælsk af toner, klange og lyde forsøger de at sige det samme på hver deres måde. Det er rimeligt massivt - og varer også kun nogle få minutter. Det kan sammenlignes med store smagsoplevelser. Man smager noget helt nyt og blæses omkuld. Den store intensitet og kraft i oplevelsen gør at man ikke kan gentage smagsoplevelsen lige med det samme. Til gengæld er det ikke noget problem at fremkalde følelsen igen i humkommelsen. Partial Piece er mindre hidsig - det er dog stadig 9 klaverer der taler i munden på hinanden - eller gør de?

Sound X Sound projektet imponerer endnu en gang med sin ekstreme stringens. Løkkegaard har et ønske om at lagre essensen af instrumentet på 7”single og bevare det for eftertiden. Som en art præparationer af lyde der vil kunne afspilles nu, og i fremtiden. 2016 kommer til at byde på endnu fire singler - 15 shakers, 16 triangles, 10 hi-hats og 10 clarinets.

mandag, november 23, 2015

Sound X Sound: Music for 30 Chromatic Tuners (Hiatus) 7”single

Det er på mange måder en imponerende vanvittig bedrift, som Niels Lyhne Løkkegaard har gang i med Sound X Sound projektet. På den forrige single satte han gang i 8 blokfløjter på en gang. Denne gang drejer det sig om 30 stk. Korg CA-1 kromatiske tunere. Det er som udgangspunkt ikke et instrument. Det er i stedet en lille boks man kan bruge, når man skal stemme sit instrument. Den kan sende en tone ud, så stemmer man guitaren, violinen eller et helt andet instrument efter den tone. Det er den tone som Lyhne Løkkegaard nu mangedobler på den ene side af singlen, mens den anden side af singlen er forbeholdt et solostykke.

Objektivt set er det en røvirriterende hyletone, der får lov til at hyle løs. Det er en ekstrem oplevelse, der kun kan afføde en reaktion. I langt de fleste tilfælde vil reaktionen være at det er noget forfærdeligt noget - grænsende til lydtortur. På den anden side er det også bare en tone, der får selskab af nogle af andre toner. Det er her det bliver interessant. Det er som udgangspunkt en simpel frembragt tone af en lille boks til 125 kr. En boks alle kan betjene. Niels Lyhne Løkkegaard får mig aktiveret som lytter. Jeg kan ikke sidde lyden overhørig - jeg spiller den heller ikke 10 gange i streg. Jeg holder alligevel meget af udgivelsen. Der er et strejf af klinisk grundforskning over projektet. Alt det overflødige er skåret væk. Det er minimalistisk minimalisme. Tak for det!

tirsdag, februar 17, 2015

Debre Damo Dining Orchestra: Yesega Wat (DDDO) 7”single

Velkommen til en omgang hårdkogt ethiojazz, der i løbet af 3 minutter pisker en hed stemning op på dansegulvet. Den danske kvartet Debre Damo Dinning Orchestra er som snydt ud af en ethiopisk saxofon. Inspirationen fra ethiojazz kongen Mulatu Astatke er slet skjult på denne debutsingle fra gruppen. De gør det til gengæld så godt, at jeg først troede at det var et ægte ethiojazzband, indtil jeg så at saxofonisten hedder Søren Lyhne Skov, organisten hedder Peder Mertner Vind, trommeslageren hedder Mathias Arbo Klein og bassisten hedder Andreas Halberg. Her gik det op for mig, at de næppe var fra Ethiopien.

A-siden Yesaga Wat er en skramlet uptempo-sag, der i lyd og stemning holder hele vejen. På B-siden Minem Aydelem er tempoet skruet ned. Singlen er sikkert allerede at finde i vinyl-DJ-taskerne rundt omkring. Den er veludført og har en særlig aura af kult-potentiale omkring. 

mandag, marts 31, 2014

Petter Eldh: Love declared disaster averted (Galatea Records) 7”single

Den svenske bassist Petter Eldh der er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København var en del af den danske jazzscene i den periode. Han bor i dag i Berlin. Han spiller bl.a. med Django Bates, Marius Neset og Schneeweiss und Rosenrot. 

Nu har han meget utraditionelt valgt at debutere i eget navn med en vinylsingle. På trods af det lille format, er besætningerne på side A og side B vidt forskellige. Hele 9 mand - her af 5 saxofoner - var i studiet på nummeret Love declared disaster averted. Eldhs bas er markant og helt fremme i billedet. Han spiller med et knækket groove, der fylder godt i nummeret. Christopher Dell’s vibrafon giver en fed stemning mens de fem saxofoner laver et slags rytmisk saxet soundscape. 

B-sidens Frans Paul er en mere dyster sag, hvor Jacob Anderskov ved pianoet er i fremtrædende. En spændende singledebut! Den følges op af en endnu en singleudgivelse senere i år, hvor Eldh er sammen med den engelske trio Troyka.

fredag, februar 07, 2014

Motherfucker: Mother (Tyrfing) 7”single

Der er noget ustyrligt pubertært over at kalde sit band for Motherfucker. Specielt når man er et godt stykke fra puberteten…aldersmæssigt. Henrik Pultz Melbye (sax), Jakob Thorkild Overgaard (guitar) og Thomas Eiler Vju (trommer) har musikalsk et behov for at pisse på konventionerne. Så på den måde er det pubertære helt på plads. Dark metal, avangardistisk jazz og uhæmmet impro udløser et forslået og iturevet musikalsk univers. Energisk og fuld af punket attitude udgør 7”singlen et heftigt koncentrat. Numrene Mother I, II og III veksler mellem Pultz Melbyes saxvildskab som den kendes fra Mats Gustafsson, Overgaards dronepåvirkede noiseguitar og Vju’s løse og sprællende trommer. Der piskes en stemning op som holder hele singlen.   
Billeder fra koncerten hvor musikken er optaget: youtube.com/watch?v=_93Wv_gPKIo