Tampere Jazz Happening 2015 - rapport fra fredag

Endelig fik jeg mulighed for at opleve Tampere Jazz Happening. Det var 34. gang at der var jazzfest i byen. Årets højdepunkt, mente en af de lokale som jeg talte med. Programmet balancerer elegant mellem at præsentere den eksperimenterende jazz, internationale stjerner, finske hot shots og andet godt stads for jazzbloggeren. Festivalen er også kendt for sin gode afslappede atmosfære, venlige stemning og særdeles tjekkede programlægning. Det var det jeg ville forsøge at dykke ned i.

Mats/Morgan Band

Det svenske multigenre rockband Mats/Morgan Band stillede op i gule reflekstrøjer, så de også kunne ses i mørke. Det var ikke specielt mørk musik de spillede, så det var ikke nødvendigt. Trommeslageren Morgan Ågren spillede i slutfirserne sammen med Frank Zappa og det fornægter sig ikke i bandet. Krøllede breaks og vilde påfund er mere almindelige end den lige landevej. Heftig optræden med dobbelt stortromme og masser af synth.

Der er tre scener på festivalen. Den finske radiostation YLE var på plads med OB vognen og optog alle koncerterne på den store scene. Koncerter der siden hen vil kunne høres på andre radiostationer der er med i EBU samarbejdet.

Trilok Gurtu/Omar Sosa/Paolo Fresu

Fredagens hovednavn var den internationale trio. Inderen Trilok Gurtu på percussion/tablas, cubaneren Omar Sosa på klaver og andre tangenter og italieneren Paolo Fresu på trompet. Det var ekvilibrisme i allerhøjeste klasse. Det var også showmanship, hvor Gurtu og Sosa i et underholdende samarbejde fangede publikum med en udadvendt forestilling. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter. Fresu var ikke en integreret del af showet, selv om han lavede nogle lækkerier på trompeten. Omar Sosa siger at han ikke ser sig selv som pianist. Han er percussionist med 88 trommer. Det blev et rytmeshow, hvor der taltes mange forskellige sprog. Desværre talte de oftest i munden på hinanden.

Herefter var der to muligheder for at høre det smukke finske sprog på meget forskellig vis. 

Ricky Tick Big Band & Julkinen Sana

I den store sal i Pakkahuone var stolene nu fjernet og det suveræne Ricky Tick Big Band kunne indtage scenen sammen med en raptrio. Jeg har ofte hørt deres debutalbum fra 2010, der er en dejligt dansabel sag. Siden har de lavet to albums sammen med raptrioen Julikinen Sana. Det er tre erfarne rappere, der har fint styr på flowet. Lederen af big bandet Valtteri Laurell Pöyhönen har også fint styr på arrangementerne. Jeg blev udfordret af den finske rap, der sandsynligvis var ret morsom, da flere publikummer grinte lystigt. Jazzen havde jeg ikke problemer med at forstå. Den var veltilberedt.

Hannu Salama & Vapaat Radikaalit

På den lille scene i Telakka optrådte en af finsk litteraturs store navne. Digteren Hannu Salama var sammen med et jazzband under ledelse af saxofonisten Hepa Halme, hvor saxofonisten Mikko Innanen som vi ofte har set i Danmark var med. Salama intonerer perfekt og selv om jeg ikke forstod hvad han sagde, var det både smukt og bevægende. Bandet spillede lidt for tilbageholdende. Jeg ville f.eks. gerne have haft en Mikko solo der sparkede røv.

For mit vedkommende afsluttedes natten med fredagens sidste koncert, der afholdtes på Klubi, hvor der dagen før havde været Young Nordic Jazz Comets. De fleste af de unge musikere var stadig i Tampere, bl.a. Bremer/McCoy, der var på plads for at høre jazz af den fede slags og det blev begge imponerede.

David Murray Infinity Quartet feat. Saul Williams

Det var første gang at trommeslageren Hamid Drake spillede med Murray's Infinity Quartet. Det var nu ikke noget man tænkte over. Tværtimod! Musikerne Orrin Evans på piano og Jaribu Shahid på bas var på talefod med Drake lige fra begyndelsen. Det er lige ved at jeg vil kalde Drake for et fænomen. Hans trommespil var vanvittigt levende og skarpt. Han var hele tiden afstemt med de andre musikere og helt fremme på beatet. God damn! Det var fedt! Orrin Evans pressede nogle soli ud af flygelet. De to stjerner på scenen overlod masser af plads til den suveræne trio. Men når de kom til mikrofonen, havde de også noget at fortælle. Rapperen og spoken word kunstneren Saul Williams brændte intenst ved mikrofonen, hvor han talte om de store forandringer der sker inden i og udenfor et menneske. David Murray's saxsoli blev doseret passende ud over det hele. Han har gammeldags tone, der alt for sjældent høres i sammenhænge som den blev præsenteret i fredag nat. En stor oplevelse.

Det var blevet klokken meget sent. Jeg måtte lige skylle oplevelserne ned med en enkelt øl, inden jeg kunne gå i seng efter en vildt spændende dag. Lørdag ventede der atter nogle store oplevelser.

Young Nordic Jazz Comets 2015 - rapport

Jazznyt var inviteret til Finland i den forgangne uge. Til Tampere, nordens svar på Seattle , hvor der for 34. gang var jazzfestival. Tampere Jazz Happening åbnede med Young Nordic Jazz Comets, hvor 5 nordiske bands hver spillede en kort showcasekoncert.

Fra Danmark deltog Bremer/McCoy, der kom på scenen efter den svenske duo Lyssarides/Karnebäck Duo Project, der ligeledes er med bas og piano. Men her hører lighederne også op. Svenskerne spillede en enkelt egenkomposition, resten var velkendte jazzklassikere som Armandos Rhumba og Autumn Leaves. Umiddelbart en noget let og ikke specielt udviklende løsning. Duoen har eksisteret i et halvt år og har endnu ikke udgivet noget. De bør fremadrettet satse på deres eget materiale.

Bremer/McCoy har efterhånden skabt sig et navn i Danmark. De vil bruge YNJC til at udvide deres territorium. Det var der også - med lidt held og hårdt arbejde - mulighed for i Tampere. Repræsentanter fra jazzpresse og - festivaler i Tyskland, Holland, Norge, England, Sverige etc. var tilstede på festivalen. Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg er mere end almindeligt begejstret for Bremer/McCoy. Duoen har en klar idé om, hvad de vil med deres musik. Det gennemsyrer hele universet omkring dem. Det handler om en organisk æstetik i lyd, melodi og stemning. Det lykkedes til fulde for duoen at præsentere deres musik i løbet af den halve time der var afsat. Morten McCoy blev udfordret, da han skulle spille på flygel. Han plejer altid at medbringe sit eget præparerede pianette - med den helt særlige lyd. Han klarer transformationen uden større problemer og må nok vænne sig til flygler, hvis han vil ud i verden i fremtiden.

I forhold til at skabe et eget udtryk er den finske trio Katu Kaiku mere på vej. Deres ekspressivt frie stil var ikke dårlig. Jeg savnede noget i deres spil, der kunne sætte mig i stand til at genkende dem en anden gang - det hedder vist pesonlighed.

Det er ikke noget problem for den norske saxofonist Mette Henriette med det personlige. Hendes debutalbum blev udgivet dagen efter koncerten i Tampere. Hun er fra Trondheim, hvor hun bl.a. har haft bandet Bassbataljonen sammen med den danske saxofonist Mette Rasmussen og en masse bassister. De sidste tre år har hun brugt på at forberede debutalbummet. Et debutalbum der er udgivet af et af jazzens mest indflydelsesrige selskaber, nemlig tyske ECM Records. Det er endda blevet til et dobbeltalbum, hvor hun præsenterer to forskellige ensembler. I Tampere var det i setuppet med piano, cello og elektronik. På det godt fyldte spillested Klubi med stående publikum og almindelig barlarm i baggrunden, virkede Mette Henriette lille - indetil hun begyndte at spille. Den tyste musik fængede og fik folk i rummet til at lytte. Hun blandede det skrøbelige med et særligt intenst udtryk. Det bliver spændende at følge hende fremover.

Det sidste band var Islandske Two Beat Dogs der havde en velspillende guitarist i front. To af medlemmerne bor i Berlin mens Brian Massaka guitaristen bor i Odense. De spillede nogle udadvendte rockinfluerede jazznumre. Det fungerede godt og var en fin afslutning på en god aften, hvor nordmændende og danskerne tog stikket hjem. Det gjorde arrangørerne også. De havde inviteret en lille gruppe nyligt ankomne flygtninge til eventet. det var en fin gestus. Spillestedet var fyldt med overvejende yngre mennesker. Der var en god stemning med fokus på musikken.

Fini Høstrup: Turnings (Gateway)

Det er vidunderligt når man insisterer på at spille en stil, der gik af mode for længe siden. Hvorfor er det vidunderligt? Jo, det er det fordi man er så god til, at gøre det som er tilfældet med Fini Høstrup. Der er gået 7 år siden jeg sidst anmeldte en plade med hr. Høstrup. Dengang var det en trioplade sammen med Kaspar Vadsholt på bas og Søren Frost på trommer. Der er genvalg til de to musikere på den nye plade, hvor besætningen nu er udvidet med Hans Ulrik på saxofon og Per Gade på guitar. Fini Høstrup er også teaterkomponist og det fornægter sig ikke på Turnings. Han skaber først og fremmest stemningsfyldte og velskårne melodier. Melodier der bruges som udgangspunkt til at et afvekslende sammenspil med masser af gode soli.

Det er jazz der skylder en pæn sjat til firsernes fusion. Alle de fjollede synthesizere er dog skåret væk. I stedet er det solid elspade, fyldig (båndløs?) elbas, et sammenhængende sejt og groovy trommespil, diverse saxofontyper, der bruges til at spille melodier og Fini Høstrups klaverspil der suppleres med en elpiano. Turnings er stærkt anbefalelsesværdig til dem der rålyttede jazz i firserne og savner en opdatering af den lyd. For andre lyttere er det værd at bruge tid på, at dykke ned i den supermusikalske og alt for sjældent hørte detaljerigdom som musikerne skaber sammen med Fini Høstrup.

gatewaymusic.dk/kunstner/22687

Morten Haxholm Quartet: Viridian (Gateway) >> Haxholm Schmidt: Moras (Gateway)

Der er på samme tid udkommet to plader med bassisten Morten Haxholm i hovedrollen. På hans to foregående kvartetplader spillede han sammen med amerikanerne Jonathan Kreisberg og Ari Hoenig. Denne gang er han gået sammen med den i USA bosatte, norske guitarist Lage Lund og danske Morten Lund på trommer, mens svenske William Larsson tager sig af pianoet. Morten Haxholm vælger ikke den lette vej. I stedet udfordrer han sine musikere med komplekse rytmiske skift og strukturer. Morten Haxholm laver musik der bevæger sig rundt i former og figurer, der ikke lader sig nøje med enkle lige streger. Heldigvis har han omgivet sig med nogle musikere der let fanger Haxholm idéer. Det er intellektuel jazz, man ikke med det samme bliver færdig med.

På den anden plade deles han om kapelmesterrollen med trommeslageren Rasmus Schmidt. De to danskere er rykket til Brooklyn, hvor de i løbet af en fem timer lang indspilningssession havde pladen Moras i kassen. Sammen med ultra new yorkerne John Escreet på piano og Seamus Blake på saxofon har de lavet en hard hitting jazzplade. Den danske rytmeduo er på hårdt arbejde og slipper levende fra projektet, hvor de er sammen med to fra jazzhovedstadens musikalske overklasse. I kraft af Haxholms gode kompositioner får amerikanerne tilpas modspil. Det er en god dokumentation af to unge danske jazzmusikeres rejse til jazzens indre.

www.mortenchristian.dk

Jacob Roved Quintet featuring John Ruocco & Thomas Fryland: Remembering Billy Strayhorn (Gateway)

Det er for så vidt rimeligt lige til. Billy Strayhorn ville være fyldt 100 år d. 29. november og skal selvfølgelig hyldes. Han lavede nogle af jazzens største kompositioner til Duke Ellingtons orkester. Han var en enspænder, der havde det bedst alene ved flygelet, hvor han lavede sine udødelige kompositioner. Albummet åbner med et af jazzens allerstørste numre. Take the A Train, som Duke Ellingtons orkester fast havde på repertoiret som åbningsnummer. Det er trommeslageren Jacob Roved der har samlet en kvintet med amerikaneren John Ruocco på klarinet og saxofon, Thomas Fryland på trompet og arrangement, Rasmus Ehlers på piano og Jesper Bodilsen på bas - han afløses på pladens sidste tre numre af Jakob Roland. Det er 10 numre fra en komponist, der så jazzen som den sorte mands sofistikerede kunstform.

Kvintetten spiller vildt tight som det høres på Johnny come lately, hvor Fryland spiller sin karakteristiske skarpe trompet. Det lader Ruocco sig ikke gå på af. Han har en mere krøllet og afslappet tilgang til sagerne og giver et sundt modspil til de rimeligt tjekkede arrangementer. Numre som Lotus Blossom, Chelsea Bridge, A Flower is a lovesome thing og Something to live for leveres, så det emmer af jazzhistorie. Jacob Roved styrer sikkert alle bådene i havn. Han er en old school stilist, der fra trommerne får skabt et personligt og flot statement. Billy Strayhorn hyldes på passende vis. Det er jazz af den helt klassiske slags spillet med respekt og noget på hjerte.

jacobroved.com

Christian Vuust & Aaron Parks: Storytelling (Aero)

Sidste år udkom Urban Hymn, Christian Vuusts første plade sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Dengang spillede de Vuusts melodier og var også rundt på en mindre Danmarksturné. Under indspilningen af albummet fandt de ud af, at de havde en fælles forkærlighed for de stærke sangbare melodier. De startede med Foolin’ myself som Billie Holiday gjorde berømt. Vuust fik en idé om at lave en duoindspilning med Parks. Han introducerede nogle af de gode danske melodier for Aaron Parks, der straks var fanget af dem. Jazzen fortæller historier og det er sigtet med denne CD, hvor der også er en bog med. Teksterne til sangene er sammen med historier om musikken med i bogen. 

Christian Vuust spiller med en afslappet ro i tonen. Det kan høres at han er på hjemmebane i melodierne. På de danske melodier er Aaron Parks ikke direkte på udebane. Han har ikke haft dem inde under huden som de fleste voksne danskere har. Til gengæld tager ham dem ind og spiller nogle uimponerede og medrivende udgaver af Månestrålen, En yndig og frydefuld sommertid og Man binder os på mund og hånd. Jeg har hørt dem før i andre jazzversioner. Det som Vuust og Parks formår at gøre sammen er i helt egen klasse. Digteren Peter Laugesen skriver i den medfølgende bog: “Jazzen fortæller oaser i sovende kulturs ørken. Den bygger broer mellem kulturer.” 

Saxofonisten og pianisten bygger en stærk og holdbar bro mellem amerikansk og dansk kultur. De lader dem smelte sammen, så Sebastians Vårvise som det naturligste efterfølges af Billie Holiday klassikeren Ghost of yesterday. Det er ganske enkelt stærkt hørt af Vuust og Parks. Storytelling er meget anbefalelsesværdig og gjort af langtidsholdbart stof. Smukt!

Bonusinfo:

De er startet på en lang Danmarksturné i dag, hvor de kan høres i Skive, Thisted, Århus, Ålborg, Sæby, Silkeborg, Kolding, Herning, Hammel, Struer og København

christianvuust.com

DR Klub Jazz: Jazz på svenska - Det mest populære svenske jazzalbum...ever!

Det är väldigt svenskt! Det er det her typisk svenske, lidt sørgeligt, lidt melankolsk og vemodigt. Det er enkelt og organisk. To instrumenter. Det er musik man tager til sig. Musik som er godt. Der er gået mere end 50 år siden albummet Jazz på svenska udkom. Med over 400.000 solgte eksemplarer er det gået hen og blevet det mest solgte svenske jazzalbum nogensinde. En nordisk jazzklassiker - måske den allerstørste. Ligesom Miles Davis’ Kind of blue er det for amerikansk jazz, er Jazz på svenska indenfor nordisk jazz, gået hen og blevet en indiskutabel klassiker for både connoiseurer og almindelig lyttere. Til at starte med troede kunsteren bag albummet slet ikke på det. Det var heller ikke et helt album, men derimod en EP i singlestørrelse med fire numre. Det var et forsøg der faldt så tilfredsstillende ud, at der blev lavet yderligere to EP’er, for så til sidst at blive samlet på en LP i 1964. 

Kunstneren bag albummet, pianisten Jan Johansson blev kun 37 år gammel. Han døde i 1968 i en bilulykke, fire år efter at albummet udkom. Den korte karriere indeholdt alligevel adskillige kunstneriske højdepunkter, hvor Jazz på svenska er blevet den mest kendte. I slutningen af 50erne opholdt han sig i en kort periode i København. Her spillede han ofte på det nystartede Montmartre i St. Regnegade. Han spillede bl.a. med de amerikanske jazzmusikere Stan Getz og Oscar Pettiford. Efterfølgende var han på turné rundt i verden med Getz og Jazz at The Philharmonics, med andre store jazzstjerner som Oscar Peterson og Ella Fitzgerald. Herefter tog han hjem til Sverige hvor han bosatte sig i Upplands Väsby i et rækkehus. Det var her han atter vendte ørerne mod den svenske musik efter nogle år i den amerikansk farvede jazz. Han havde allerede flirtet med at blande svenske toner og jazz, da han var en ung ingeniørstuderende i Göteborg i starten af 50’erne.

Han var ikke ene om at give gamle svenske melodier en jazzoverhaling. Ack Värmeland, du sköna der i jazzverdenen kom til at hedde Dear old Stockholm blev spillet af Stan Getz i 50'erne og fik siden hen klassikerstatus via legendariske indspilninger med bl.a. John Coltrane, Miles Davis og Keith Jarrett. Jan Johansson fortsatte senere med den svenske musik på albummet Adventures in Jazz and Folklore. Sammen med sangerinden Monica Zetterlund indspillede han også en anden udgave af Visa från Utanmyra, der også er kendt som åbningsnummeret på Jazz på svenska.

Jazz på svenska er noget for sig, noget helt specielt. Det er jazz der strækker langt ud over jazzen. Jazz som kan lyttes til uden forudsætningeer ind i jazzen. I svensk folkemusik bruger man kvarte toner. Det kan ikke spilles på klaveret. Jan Johanssons løsning er, at han både spiller dur og mol tertsen, tonerne som ligger på begge sider af den kvarte tone. Det er derfor at der kommer den helt særlige stemning og lyd i musikken. Jazz på svenska består af 12 folkemelodier, som Johansson havde arrangeret og brugt som udgangspunkt for sin melodiske improvisation. Der var ingen trommer. Kun piano og bas. Bassisten Georg Riedel gik stort set uforberedt i studiet med Johansson. De havde allerede arbejdet sammen på flere projekter inden da. Med Jazz på svenska indkapsler og forsegler de en helt særlig svensk ånd. Jan Johansson havde inden indspilningerne eksperimenteret med lyden på klaveret, så den fik den helt særlige rene rumklang. De havde fundet en stil. De vidste hvilken vej de skulle gå. 

Jan Johansson er siden blevet et referencepunkt indenfor lyden af nordisk jazz. Danske, svenske og norske pianister som Niels Lan Doky, Esbjörn Svensson, Martin Tingvall, Dag Arnesen, Espen Eriksen, Jakob Karlzon, Jan Lundgren, Tord Gustavsen, Peter Rosendal, Martin Shack og Søren Bebe har alle hentet noget inspiration fra den svenske trollkarl. I løbet af den korte karriere nåede han at skabe let jazz, orkesterværker, avantgarde og som det allersidste titelmelodien til Pippi Langstrømpe.

Jazz på svenska er ikke blevet mindre populær med årene. På DR’s P8 Jazz spiller de ofte numre fra pladen. Visa från Utanmyra og Emigrantvisa er blandt de oftest spillede numre. Electronicakunstneren Trentemøller lavede sammen med T.O.M. i 2009 nummeret, A Night With Nina & Jan et fænomenalt mix af Nina Simone's Feeling Good, Audrey’s Dance fra soundtracket til Twin Peaks og Jan Johanssons Visa från Utanmyra. Nummeret er aldrig blevet officielt udgivet, da det ikke kan lade sig gøre på grund af rettigheder. Den kan dog sagtens findes på nettet, bl.a. på Fatberris.com. Den danske duo Bremer/McCoy har også hentet inspiration hos Jan Johansson. De er gået efter de enkle, smukke og sangbare melodier. Pianisten og keyboardspilleren Morten McCoy er slet ikke jazzpianist men kommer fra reggae og dancehall, hvor han er fast mand hos Raske Penge. Sammen med jazzbassisten Jonathan Bremer laver han en vedkommende og opdateret version af Jazz på svenska i en magisk stemning med reggae, nordiske klange og enkelhed.

Er du vild med Jazz på svenska, så er disse albums meget anbefalelsesværdige:

Bengt Arne Wallin/Jan Johansson/Georg Riedel/Bengt Hallberg: Adventures in Jazz and Folklore (1965)

Jan Johansson & Georg Riedel: Jan Johansson in Hamburg (2011)

Tingvall Trio: Vägen (2011)

Niels Lan Doky: Scandinavian Standards (2013)

Martin Shack: Jazz på dansk - gamle sko på nye fødder (2011)

Espen Eriksen Trio: You had me at goodbye (2010)

Dag Arnesen Trio: Norwegian song (2007)

Esbjörn Svensson Trio: From Gagarin’s point of view (1999)

Bremer/McCoy: Enhed (2013)

Denne artikel er den første i forbindelse med Bibzoom (bibliotekernes musiktjeneste), DR P8 Jazz, JazzDanmark og Jazznyts nye samarbejde. Under titlen DR Klub Jazz vil biblioteker rundt i landet byde på foredrag og fremvisning af Anders Østergaards dokumentar Troldkarlen, der omhandler Jan Johansson. Hold øje med dit bibliotek.

Stine Danving fra P8 Jazz fortæller om Visa från Utanmyra

Jesper Lundgaard Trio: 60 out of shape (Storyville) >> Sands/Fonnesbæk/Riel: Take One (Storyville)

I disse tider hvor jazz ikke er jazz, hvor jazz er jazz, hvor ikkejazz er jazz, så er det godt at der er nogen der holder jazzfanen højt. Der er rene og klare linjer. Det er så meget jazz, at selv dem der ikke ved hvad jazz er, vil sige at det er jazz. Jazzhus Montmartre i St. Regnegade i det indre København har, i den nyeste inkarnation været i gang i over fem år. Her er man ikke i tvivl, når der er jazz på programmet. Så er det jazz! Har man brug for yderligere bekræftelse er der lige udgivet to live indspilninger fra den intime klub.

På den første møder vi bassisten Jesper Lundgaard, trommeslageren Alex Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi. Pieranunzi har tidligere haft en fast trio med bl.a. Marc Johnson og Joey Baron. På trods af sit italienske ophav er Pieranunzi mere fortrolig med the american way of playing jazz. Han kan vride en standard, som var han født i New York i stedet for Rom. Autumn Leaves, My Funny Valentine, Oleo og andre klassikere leveres træfsikkert i den nydeligste jazzindpakning. Den danske rytmeduo spiller usvigeligt sikkert - noget de også ofte har bevist i Alex Riel Trio.

Der er genvalg til Alex Riel - der for nylig fyldte 75 år - på den næste plade. Her satte den amerikanske pianist Christian Sands sig, ved flygelet i Jazzhus Montmartre et par oktoberaftener i 2014. Bassisten Thomas Fonnesbæk er sidste mand i trioen, der spiller 10 standards på to tætpakkede CD'er. De tre musikere finder sammen om at levere jazzen så levende, at den stadig shiner når den flyder fra højtaleren i stuen. Miles Davis' So What, Bobby Timmons' Moanin' og Duke Ellington's In a sentimental mood er hørt mange gange før. Det betyder ikke noget for trioen, der giver de ofte hørte jazzklassikere et personligt touch. Det er spændstig og pågående jazz med en pianist der kun er i midten i tyverne og langt fra har stagneret.

Begge CD'er er gode eksempler på veloplagt klassisk triojazz fra den hyggeligste jazzklub midt i København. 

storyvillerecords.com

Synesthetic Octet: Rastlos (Jazzwerkstatt Records)

Hver måned offentliggør Europe Jazz Network, Europe Media Chart. Her vælger jazzskribenter fra hele Europa, deres øjeblikkelige favorit. I september valgte Jazzspecials redaktør Cim Meyer, det østrigske band Synesthetic Octet's plade Rastlos. Manden bag bandet er klarinetisten Vincent Pongracz, der for tiden går på Det Rytmiske Musikonservatorium i København. Bandet har taget navn efter den franske komponist og ornitolog Olivier Messiaen, der selv var en synæstiker. En synæstiker har en tilstand i hjernen, hvor de blander sanseindtryk sammen, så de kan høre farver eller smage ord. Det er et stærkt omdiskuteret fænomen, der dog i forbindelse med denne plade giver ganske god mening.

Rastlos er farvemættet musik, der i et clash mellem klassisk musik, big band blæsere og hip hop frembringer original nutidsmusik. Det er et vellykket møde mellem hip hoppens skæve slæbende rytmer fra 90'erne, blæsere der lugter af 60'ernes Gil Evans og klassiske toner. Lyt f.eks. til åbningsnummeret Zaunkönig, der med skarp lilletromme og groovy bas bliver til en rimeligt dansabel sag eller til Femton, hvor Vincent Pongracz spiller en fed klarinetsolo.

synestheticoctet.com

Homies (Escho) LP

Det er berusende lofi jazz der vælter ud af højtalerne fra trioen Homies LP, som undergrundspladeselskabet Escho har udgivet i eksklusive 100 eksemplarer. Den herboende amerikanske saxofonist Ned Ferm er sammen med bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Rune Kielsgaard. De har spillet sammen siden 2001, hvor de mødtes i Anderskov Accident. Saxofonen er underkastet en ætsende rumklang og fjerner sig fra normalitetsbegreberne. Trommerne er lyden af et kilometerlangt og afsporet godstog der kører afsted i natten uden endestation. Bassen raser og buldrer som lavaen der løber ned ad vulkanen.

The Homies er undersøgende freejazz, hvor lydudtrykket er en sammenhængende del af det uæstetiserende univers, hvor det grimme er grimt og dyrkes bevidst. Det tager samtidigt også sig selv seriøst og udgives som vinyl uden cover. Det er undergrundsjazz af befriende høj kvalitet. Meget anbefalelsesværdigt til lytteren der trænger til et freejazzet manifest for nerveskælvende grimhed.

escho.net/esc49

Jakob Buchanan: Buchanan Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Der er ikke noget der varer evigt. Nothing is permanent. Sådan indledes og afsluttes Jakob Buchanans Requiem. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som en følge af det kommer det lige så meget til at handle om livet. Et Requiem er en dødsmesse. Det mest kendte requiem er Mozarts, der blev skrevet på dødslejet. Jazztrompetisten Jakob Buchanan har lavet sit requiem, dog ikke på kanten til døden. Han har skrevet det midt i livet. Der hvor man står på toppen af livet og har udsyn til begge sider. På det tidspunkt i livet hvor man har modet til at erkende at man ikke er udødelig. På det tidspunkt hvor man når frem til at livet er værd at leve og skal nydes. 

Jakob Buchanans Requiem har været undervejs i længere tid. Sidste år udkom to albums der kunne pege i retning af denne udgivelse. Den første hvor han samarbejdede med Århus Domkirkes Kantori og senere Some People & Some Places hvor han bruger de samme musikere som han har med på Requiem. Guitaristen Jakob Bro, percusssionisten Marilyn Mazur, bassisten Jonas Westergaard er alle musikere han ofte har spillet med. Desuden medvirker big bandet Aarhus Jazz Orchestra, Århus Domkirkes Kantori under ledelse af Carsten Seyer Hansen og ikke mindst sangerinden Indra Rios-Moore. 

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Over ni stykker musik ledes vi gennem faserne, hvor koret synger tekster på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk kormusik, big bandjazz, stærke melodier og et helt særligt nærvær. Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen. Buchanan spiller om muligt smukkere end nogensinde på både flygelhorn og trompet. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. 

Jeg har hørt Buchanans Requiem ganske mange gange inden jeg skrev disse ord og slet ikke færdig med den endnu. Det er ikke kun en stærkt anbefalelsesværdig udgivelse. Det er en af årets største jazzudgivelser. Pladen udkommer på CD. Men det er vinylen du skal gå efter. 2 LP’er med en flot bog i en boks af meget kraftigt pap. Det er en af de flotteste vinyludgivelser jeg nogensinde har set!

bonusinfo:

Værket opføres i domkirken i Århus d. 5. november, i Garnisonskirken i København d. 7. november og i Viborg Domkirke d. 8. november.

buchanan.dk

buchananrequiem.com

Niels Overgård: 2000 blogindlæg (Jazznyt.com) streaming

Jeg vil starte denne anmeldelse med en beklagelse. Jeg beklager den let afsporede og svært nepotistiske tone. Måske bliver det bare sådan, når skribenten der skal anmeldes er så flagrende og selvsmagende.

Den danske blog Jazznyt med Niels Overgård som eneste skribent, startede for 11½ år siden med at skrive smånyheder fra jazzens verden. Det opdagede jazzmusikere rundt omkring. Så sendte de deres plader til Niels Overgård i håb om at han anmeldte pladen. Da han er en pladesamler af den mere ekstreme slags, passede det ham fint. Til tider har han endda været besat af tanken om at eje alle danske jazzplader der nogensinde er blevet udgivet. Så det var egentlig en fin overenskomst. Han skrev nogle ord om pladen og fik den til evig arv og eje. Da vinylen pressede på i 2014 gav Overgård efter for yndlingsmediet. Han startede nabobloggen jazzogvinyl.blogspot.dk hvor der kun anmeldes vinylplader. 

Fra sofaen i Herning har han skrevet 2000 indlæg der kun har handlet om jazz. Han lytter med et åbent sind og jazzede ører. Efterfølgende sender han overvejende gode vibes afsted mod det danske jazzmiljø. Han skriver om belgisk noise, københavnsk hammondjazz, århusiansk big bandjazz, polsk avantgarde og alt det andet. Det er til enhver tid den danske jazz der er allernærmest hjertet. 

Han har opfundet en jazzpris JAZZNYTPRISEN, som han giver til jazzmusikere, der med stærk kunstnerisk integritet er med til at udvikle og udbrede jazzen. Han har været på det klassiske jazzstævne på Vallekilde Højskole og fået nogle af sine største jazzoplevelser der. Han har været i Holland, Tyskland og skal senere på måneden til Finland i jazzens tjeneste. Han har været til hundredevis af jazzkoncerter og interessen er ikke blevet mindre. 

Han er vel det tætteste man kan komme på langt fra den nyligt afdøde, mangeårige anmelder på Politiken Boris Rabinowitsch - der havde ry af at være en uplettet anmelder der ikke hang ud med jazzmusikerne efter koncerterne. Niels Overgård arrangerer jazzkoncerter på Fermaten i Herning, han er venner med flere hundrede jazzmusikere på Facebook. Han har en næsten leflende stil, hvor han kun vil skrive om den gode jazz - og den er der meget af i hans verden. Niels Overgårds eksplorerende og rodede skrivestil er både en frapperende og besættende oplevelse. Det er en meget anbefalelsesværdig blog. 

Jazznyt.com

Helene Bak: Oh so quiet (Gateway)

Der er nok af dem. Kvindelige vokalister med et jazzet touch. Mange har noget på hjerte. Helene Bak er en af dem. Hun er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium, så det musikfaglige burde være på plads. Desuden omgiver hun sig med en perlerække af danske musikere, hvor de fleste er hentet i jazzens verden. I 2013 blev hendes sang It’s spring opført af DR Big Band i forbindelse med konkurrencen Årets Nye Jazzstjerne. Den er selvfølgelig også med på pladen, hvor hun med Jens Haack på sopransax og Jens Jefsen på bas får pakket sangen ind i et sanseligt viselignende univers. 

Helene Bak har investeret en god portion energi på kompositionerne og arrangementerne, der fremstår meget færdige og gennembearbejdede. Tempoet er overvejende i balladehjørnet. Enkelte sange stikker ud, som den hyggeligt vuggende Sailor, hvor Øyvind Ougaard kigger forbi med harmonikaen. Stilistisk er det jazzy singer-songwriter pop, hvor der en gang i mellem drejes af og smides lidt roots og country ind i musikken.

I pressemeddelelsen bruges betegnelsen særligt sensitiv i forbindelse med Helene Baks debutalbum. Som om det skulle være noget helt særligt for netop Helene Bak. Det er noget værre vrøvl i musikalsk sammenhæng. Jeg tror ikke at det er muligt at finde en dansk sangerinde der ikke er i stand til “at mærke sine egne og andres følelser og give sig selv plads til at lade kreativiteten strømme” og da slet ikke hvis man spørger dem selv. Det er veludført og levende. Det er også en kende pænt og næppe for lytteren der trænger til noget uro i sjælen.

helenebak.dk

Luther Thomas: In Denmark (ILK)

København har i kortere og længere perioder været hjemby for adskillige amerikanske jazzmusikere. Alene saxofonisterne tæller notabiliteter som Ben Webster, Dexter Gordon og Stan Getz. Blandt de mindre kendte saxofonister har været Sahib Shihab, Brew Moore og altså Luther Thomas. Sidstnævnte adskiller sig dog fra de andre ved at have aktiv i København indenfor de senere år indtil hans død i 2009. Luther Thomas landede i 1998 på Christiania hvor han bosatte sig og var med til at starte Christiania Jazzclub. Han havde tidligere arbejdet sammen med folk som Joseph Bowie fra Defunkt, Julius Hemphill og Oliver Lake der fik ham til at skifte fra baritonsax til altsax. Luther Thomas in Denmark er udkommet på foranledning af trommeslageren Kresten Osgood der ofte har spillet med Thomas.

På den første CD er der otte numre fra en indspilning lavet på det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001, hvor han både spiller i duo med Kresten Osgood, trio hvor Nils Davidsen er tilføjet på bas og endelig i kvartet hvor basunisten Erling Kroner er tilføjet. Det drejer sig om klassikere som Dizzy Gillespies Groovin’ High, Ornette Coleman’s Lonely Woman og Charlie Parker’s Crazeology. Luther Thomas spiller med en sjæl og nerve der sender en sitren gennem musikken. Der er elementer af både Ayler og Coleman. Desuden er der en indspilning fra Musketer festivalen i 2008, hvor han spiller en kvarter lang improviseret duet sammen med basunisten Ole Fessor Lindgren. Det er stærke sager der yder både freejazzeren Thomas og traditionalisten Fessor stor retfærdighed. CD 2 er indspillet kort før Luther Thomas’ død. Den indeholder 80 minutters improviseret solosax iblandet lidt håndpercussion og vokal. Det er voldsomt og krævende. På den anden side, er det også en vigtig udgivelse der viser hvor personlig og original Luther Thomas var. En stor tak til Kresten Osgood for at få Luther Thomas’ musik frem i lyset. Det er en vigtig udgivelse, der også kan tages frem om ti-tyve eller treidve år og give et hint om lyden af jazzen på Christiania lige efter årtusindeskiftet.

ilkmusic.com

Jakob Bro: Hymnotic/Salmodisk (Loveland Records)

Da Jakob Bro atter havde samlet sin tentet i forbindelse med sommerens jazzfestivaler udgav han dette album. Ved koncerterne i København og Århus kunne den købes på vinyl. Var man ikke der, kan man i stedet downloade albummet ganske gratis fra Bros hjemmeside. Tre bassister: AC, Nicolai Munch Hansen og Thomas Morgan. To trommeslagere: Kresten Osgood og Jakob Høyer. Tre saxofonister: Jesper Zeuthen, Andrew D’Angelo og Chris Speed. En keyboardspiller: Nikolaj Torp Larsen. En digter: Peter Laugesen. En komponist og guitarist: Jakob Bro. Det er en gruppe som Bro har arbejdet med gennem flere år - pånær nogle enkelte udskiftninger er det de samme musikere som er med på albummet White Rainbow fra 2008.

Numene falder i to halvdele. Den ene halvdel er rent instrumental. På den anden halvdel er digteren Peter Laugesen i front med sin karakteristiske østjyske stemme. Det er salvelsesfulde hymner der får taget til at lette. I et kakofonisk sammensurium af intenst og nærværende sammenspil, fører Jakob Bro lytterne gennem et fortællende og tætvævet ocean af jazzet vellyd. Med Bros karakteriske enkelte anvisninger følger tentetten en vej mod højder der befinder sig over højderne. Det er opbyggeligt. Det er en stærk oplevelse. Peter Laugesens digte og Jesper Zeuthens saxofon står i centrum på en jazzudgivelse, der i væsen og sind er dansk som en regnvejrsdag i september. 

jakobbro.com

Tandaapushi: Fire Disposal (jvtlandt)

Leo Dupleix er franskmand uddannet i Belgien og bosiddende i Japan, han er hovedmanden bag trioen Tandaapushi. Det dansk/japanske pladeselskab Jvtlandt har netop udsendt trioens debutalbum. Leo Dupleix har en master i jazzpiano fra konservatoriet i Bruxelles. I dag arbejdet han overvejende med elektronisk musik, hvor instrumenterne er en mixer, et pianet, synths og pick ups. Trioen består desuden af bassisten Laurens Smet og trommeslageren Louis Evrard. 

I et fascinerende spændingsfelt mellem noise, freejazz og avant rock har de skabt et nedsmeltet og dysharmonisk soundtrack. Det organiske lydkaos smager af rødt rustvand. Lysglimt skærer sig gennem tonerne. Evrards monotone, nærmest minimalistiske rytmer der svøber sig i Dupleix’ støjende droner og Smet’s kontante basgange. Det er eksperimenterende leftfield electronica. Det er en stemning der er skabt i en nuklear forurenet kælder, under et diskoteks dansegulv. Det er så grimt at det bliver smukt.

leodupleix.com

Kjeld Lauritsen: Learning to smile (Music Mecca) LP

Han er efterhånden ved at have samlet et ret omfattende bagkatalog, siden han medvirkede på den første Organizers-plade i 1992. Hammondorganisten Kjeld Lauritsen har vendt jazznæsen mod det sydlige USA og Louisiana på det nyeste album Learning to smile. Det er sumpet, blueset, soulet og selvfølgelig pænt jazzet. Han er igen sammen med Per Gade på guitar og Søren Frost på trommer som på den forrige plade Time Zone. Styrken ved den nye plade er at den er mere stringent og fokuseret end den forrige. Kjeld Lauritsen kan mange ting og holder sig fra at vise det hele på en gang. Det er en glad og udadvendt plade, der smitter med sin gode stemning. Stemningen er henad souljazzen. På Blackfoot’s Delight - der er trommeslageren Søren Blackfoot Frosts glansnummer med en fed shufflerytme - spiller Per Gade en guitarsolo som man skal tilbage til 60’ernes George Benson for at finde i samme lækre stil. Per Gade spiller den fedeste guitar på pladen, hvor Grant Greens sjæl også kommer forbi flere gange.

Kjeld Lauritsen har med sit nye album begået en lille perle. Det er en af den slags plader, der i den velformede lyd og udtryk vil blive trukket frem når man trænger til noget hammond. Dem har jeg flere af. Jimmy Smith, Jack McDuff eller Jimmy McGriff er gode vennner med min pladespiller. Det er Kjeld Lauritsens plade også blevet. Der er både swing, bossa, blues, rock og soul på pladen - men alt sammen præsenteres med det særlige Kjeld Lauritsen-filter henover. Det er derfor at jeg ikke vil tøve med at anbefale denne plade til de mange Hammond-connoisseurs, der godt kan lide vinyl. Den findes selvfølgelig på viny. Den er i sit udstyr med et mat farvestrålende cover og 180 grams vinyl en sand lækkerbisken. Swing med, hvis du ikke er en tør kiks.

kjeldlauritsen.dk

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Songs form the road (Ruf Records) CD+DVD >> Mighty Sam McClain & Knut Reiersrud: Tears of the world (ACT)

Her er to gode nordiske bluesplader, der begge udkommer på et tysk pladeselskab. Den ene er med danske Thorbjørn Risager der udover at have opbygget et større og større dansk publikum, også har erobret blueshjerterne i specielt Sverige og i særdeleshed Tyskland. Det betyder bl.a. at Risager kan tage på længere turnéer i det store land sydpå. Det er også i Tyskland, at vi møder Thorbjørn Risager & The Black Tornado i en 10 mands udgave. På et udsolgt The Harmonie i Bonn blev det aktuelle album indspillet i januar i år. Det tyske pladeselskab Ruf Records har med deres serie Songs from the roads tidligere udgivet albums med Canned Heat, Jeff Healy og Luther Allison. I en kombi med både CD og DVD er turen nu kommet til Thorbjørn Risager. Der er for kendere af Risagers tunge soulfyldte blues ikke noget nyt under solen. Gevinsten ved dette album er at den er indspillet live. En smittende stemning er indfanget og formidles fornemt på både CD og DVD. Bandet spiller veloplagt og udadvendt. Er man dansk bluesfan, så er denne udgivelse et must - man bliver ikke skuffet.

Fra Norge kommer guitaristen Knut Reiersrud der sammen med den nyligt afdøde amerikanske sanger Mighty Sam McClain har begået et forrygende album. Det er rhythm'n'blues der emmer af B.B. King, Solomon Burke, Bobby Blue Bland, blues, soul og strygere. Det flyder ubeværet fra et band der med grooves og stemning lyder som noget fra en anden tid og et helt andet land end Norge. Det er meget høj klasse. Det eneste problem jeg har med pladen, er pladeselskabet ACT’s kliniske pladecoverstil, der i den grad mismatcher musikken. Den findes heldigvis også på vinyl, med et mere passende cover udgivet af det norske pladeselskab Big Dipper.

risager.info

knutreiersrud.no

Think Mom: Arklow (Presence Records) >> Maximalistica: The Clash of the Titans (Maximalistica)

I spidsen for trioen Think Mom finder vi guitaristen Ilari Filander fra Finland. Han har begået pladen Arklow sammen med danskerne Jens Mikkel på bas og Christian Windfeld på trommer. Det er et samarbejde der er opstået gennem Nomazz, det internordiske konservatoriesamarbejde, som både Filander og Jens Mikkel tidligere har været tilknyttet. Trioen spiller kantet og frit. Windfeld har et trommespil, der med sine mange forskellige slagtøj, næsten mere antager dimensioner af at være percussionspil. Windfeld filter og karter og spinder nye tråde i musikken. 

Maximalistica er andet tværeuropæisk projekt. Den hollandske trommeslager Tijn Jans er sammen med den danske instrumentkollega Terkel Nørgaard og tre guitarister, heriblandt svenske Stian Swensson. De har lavet en finurlig EP med 6 ultrakorte numre, to på 3 minutter og et langt på tyve minutter. Musikken er en krasbørstig blanding der skifter mellem svævende eksperimentelle lydcollager og heftige udladninger. Pladen kan fungere som et kig ind i fem musikeres fælles laboratorium. Et laboratorium hvor musikerne undrer sig og filosoferer gennem musikken.

artistxite.com/album/Think-Mom-Arklow

maximalistica.com

Bernt Rosengren Quartet: Ballads (PB7)

Han er en legende i svensk jazz. Tenorsaxofonisten Bernt Rosengren har været omkring mange af jazzens krinkelkroge fra standards til avantgarde. I de senere år har han sat tempoet ned og fokuseret på den klassiske jazz. Det kan næsten ikke blive mere klassisk end det vi møder på dette album. En kvartet med Rosengren på tenoren i front, der bakkes op ad en velspillende trio. Tempoet er roligt eller lugnt som svenskerne siger. Det er indenfor det felt der hedder ballader eller Ballads.

Materialet er hentet i standardjazzens telefonbog. Det er en udelt fornøjelse at høre jazzen blive behandlet så respektfuldt og ordentligt som det er tilfældet på denne plade. Det er bassisten Hans Backenroth der sammen med pianisten Stefan Gustafsson og trumissen Bengt Stark leverer den driftsikre og behagelige backing. If I should lose You, I loves You Porgy, God bless the child og Spring is here serveres lige så lækkert som en kølig Nils Oscar på en lun sommeraften på Söder.

pb7.se