Det blev Carsten Dahl's soloplade effata der fik prisen som årets danske jazzudgivelse. Det var foran et meget stærkt felt at han vandt prisen. Det var en tydeligt rørt Carsten Dahl der modtog prisen, der blev overrakt af Kristian Leth der selv er nomineret til en DMA i pop-genren.
lørdag, november 05, 2011
Årets danske jazzudgivelse
Det blev Carsten Dahl's soloplade effata der fik prisen som årets danske jazzudgivelse. Det var foran et meget stærkt felt at han vandt prisen. Det var en tydeligt rørt Carsten Dahl der modtog prisen, der blev overrakt af Kristian Leth der selv er nomineret til en DMA i pop-genren.
Årets danske vokaludgivelse 2011
Feltets Dark horse IKI vandt prisen. Den ni-mand store vokalensemble vandt prisen foran fire mere traditionelle jazzsangerinder.
August Rosenbaum på SMK
DMA Jazz er startet med børnejazzprisen, men da jeg ikke er børneblogger er jeg i stedet taget på Statens Museum for Kunst for, at høre August Rosenbaum solofortolke bandet Grizzly Bear. Jeg hørte ham i går aftes i kirken på Blågårds plads spille free jazz af den eksplosive og minimalistiske slags sammen med Hurra Trio og den tyske strygekvartet Dask.
Der er mødt et stort publikum op på museet. Det er en en triumf for den smukke musik som Rosenbaum præsenterer. Ørerne pleases i højere grad end i går aftes, hvor de fik lov til at bløde en gang imellem.
torsdag, november 03, 2011
I denne weekend afholder JazzDanmark to arrangementer og Jazznyt er med til begge arrangementer.
Fredag gælder det konferencen om live jazz scenen i Danmark. Hele 65 jazzarrangører og andre interesserede har meldt deres ankomst. Heriblandt undertegnede, der ser frem til at møde en lang række af jazzens frontkæmpere i Danmark.
Dagen efter er der Danish Music Awards Jazz på Huset. Her vil jeg forsøge at liveblogge fra arrangementet. Arrangementet bliver livestreamet på nettet. P8 Jazz vil desuden sende indslag defra fra kl. 20.00. Her på bloggen kan du følge med i hvem der får priserne.
På søndag skal jeg til koncert på Fermaten i Herning, hvor Moor Jazz har koncert med Indra, der bla. medbringer den DMA-nominerede Søren Dahl-Jeppesen. Koncerten bliver afholdt på den nye intimscene på 1. sal på Fermaten.
Carl Winther Quartet: Sonic shapes (Stunt)
Bergonzi tilbage i Danmark
Den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi medvirkede omkring årtusindeskiftet på en række plader med Alex Riel som kapelmester. Nu er han atter tilbage i Danmark og medvirker som sideman på pianisten Carl Winthers andet album - det første album, Contact var et trioalbum. På denne kvartet-indspilning får unge Winther hjælp af bassisten og vennen Joel Illerhag og den ældre og erfarne tromeslager Anders Mogensen. Stilen er pågående, ekspressiv og kraftfyldt hardbop.
Bergonzi er den gamle erfarne mester der giver projektet autencitet og fylde. Winther kan godt drukne noget ved siden af Bergonzi's til tider overlæssede spil. Det er faren ved at invitere en saxofonist af Bergonzi's kaliber med på et album, der egentlig står i pianistens navn. Winther har skrevet halvdelen af numrene mens Bergonzi har taget sig af den anden del. Anders Mogensen virker til at have det som en fisk i vandet. Han sprudler og syder bag kedlerne. Det er Mogensens hjemmebane.
Carl Winther har ikke lavet en dårlig plade, dertil er den alt for velspillet. Jeg savner at høre noget mere Carl Winther. Men det kommer vel. Manden er jo ung.
Den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi medvirkede omkring årtusindeskiftet på en række plader med Alex Riel som kapelmester. Nu er han atter tilbage i Danmark og medvirker som sideman på pianisten Carl Winthers andet album - det første album, Contact var et trioalbum. På denne kvartet-indspilning får unge Winther hjælp af bassisten og vennen Joel Illerhag og den ældre og erfarne tromeslager Anders Mogensen. Stilen er pågående, ekspressiv og kraftfyldt hardbop.
Bergonzi er den gamle erfarne mester der giver projektet autencitet og fylde. Winther kan godt drukne noget ved siden af Bergonzi's til tider overlæssede spil. Det er faren ved at invitere en saxofonist af Bergonzi's kaliber med på et album, der egentlig står i pianistens navn. Winther har skrevet halvdelen af numrene mens Bergonzi har taget sig af den anden del. Anders Mogensen virker til at have det som en fisk i vandet. Han sprudler og syder bag kedlerne. Det er Mogensens hjemmebane.
Carl Winther har ikke lavet en dårlig plade, dertil er den alt for velspillet. Jeg savner at høre noget mere Carl Winther. Men det kommer vel. Manden er jo ung.
søndag, oktober 30, 2011
Mccormack & Yarde Duo: Places and other spaces (Edition Records) >> Makiko Hirabayahsi/Flemming Agerskov: Binocular (Stunt)
Når nu pladerne er landet til anmeldelse på nogenlunde samme tid og de begge er med en duo. Så er det vel ganske oplagt at slå dem sammen til en dobbeltanmeldelse. Faren ved den slags er selvfølgelig at jeg sammenligner pladerne. Hvilken er den bedste og den slags subtile ting. Så er du advaret.
Den engelske duo der består af pianisten Andrew McCormark og saxofonisten Jason Yarde har lavet den umiddelbart lettest tilgængelige. Der er rytme i McCormacks klaverspil og det indfanger ret hurtigt min opmærksomhed. Mens Jason Yarde lette melodiske saxofonspil er med til at give pladen det gode humør. Der er en gennemgående let og noget fersk stemning på pladen. Det betyder ikke at der går ligegyldig palmehave-stemning i den. Dertil spiller de to englændere alt for afvekslende.
Den i Danmark bosiddende japanske pianist Makiko Hirabayahsi har med egen trio etableret sig på den danske og tyske jazzscene indenfor de senere år med to gode albums. Hun har tidligere lavet en plade sammen med Mariane Bitran. Nu er hun så gået sammen med trompetisten Flemming Agerskov. Det er efterhånden længe siden at han har rørt på sig på jazzscenen. Det er 10 år siden at han sammen med Takuan lavede jazz/electronica crossover pladen Push to participate. Binocular er indspillet hos Jan Erik Kongshaug i det legendariske Rainbow-studie i Oslo, studiet der er kendt fra mange klassiske ECM-indspilninger. Selv pladecoveret ligner et ECM-records pladecover. Det afspejler meget fint musikken der med sin enkle og klare gennemsigtighed godt kunne have været en ECM-indspilning. En af de gode, vel at mærke. Flemming Agerskov spiller både på trompet og flygelhorn på pladen. Tonen er svævende smuk. Han anvender ikke effekter ligesom instrumentkollegerne Mikkelborg og Molvær. Det giver et mere kammermusikalsk udtryk, hvilket passer fint, da både Hirabayahsi og Agerskov også har erfaring fra den klassiske musik. På halvdelen af pladens numre suppleres de af Francesco Cali på akkordeon. Det tilføjer noget af det temperament som klæder pladen så godt. Det giver noget af det som den første plade mangler.
editionrecords.com
sundance.dk
Midaircondo feat. Michala Østergaard-Nielsen: Reports on the horizon (Twin Seed Recordings)
Forunderligt
Der leges med lyde. Ikke på barnets kompromisser, hvor gentagelse tit er en del af legen. Her handler det om den leg der er kendetegnet ved at være fri af udefrakommende konventioner eller regler.
Der leges med lyde. Ikke på barnets kompromisser, hvor gentagelse tit er en del af legen. Her handler det om den leg der er kendetegnet ved at være fri af udefrakommende konventioner eller regler.
Der hersker en fri og nysgerrig stemning på svenske duo Midaircondo's tredje album. Duoen der har eksisteret siden 2003, fik i 2010 tilføjet den danske percussionist Michala Østergaard-Nielsen, der fremhæves med navns nævnelse på pladecoveret.
De laver eksperimenterende organisk electronica.
Michala Østergaard Nielsens ukonventionelle tilgang til rollen som percussionist og trommeslager er et fint match til Lisa Nordström (stemme, basfløjte, zither og elektronik) og Lisen Rylander Löve (stemme, tenorsax, basklarinet og elektronik). Sammensmeltningen af de elektroniske og akustiske instrumenter bruges til at skabe klangflader og musikalske spændinger.
Der er en underliggende diskret puls - rytme? - der får den ellers fragmenterede musik til at hænge sammen. De tre kvinder har skabt en forunderlig plade der består af mange lag. Det er ikke rodet. De sætter musikken på spidsen, udstiller svaghederne og får dem til vendt til styrke og skønhed.
midaircondo.com
De laver eksperimenterende organisk electronica.
Michala Østergaard Nielsens ukonventionelle tilgang til rollen som percussionist og trommeslager er et fint match til Lisa Nordström (stemme, basfløjte, zither og elektronik) og Lisen Rylander Löve (stemme, tenorsax, basklarinet og elektronik). Sammensmeltningen af de elektroniske og akustiske instrumenter bruges til at skabe klangflader og musikalske spændinger.
Der er en underliggende diskret puls - rytme? - der får den ellers fragmenterede musik til at hænge sammen. De tre kvinder har skabt en forunderlig plade der består af mange lag. Det er ikke rodet. De sætter musikken på spidsen, udstiller svaghederne og får dem til vendt til styrke og skønhed.
midaircondo.com
fredag, oktober 28, 2011
Kira: Memories of days gone by (Stunt)
Hyldest til Billie
Billie Holiday er som sangerinde og menneske af den uafrystelige slags. Nu hun først er krøbet ind under huden forsvinder hun ikke igen. Hun er en af jazzens helt store personligheder. Man er aldrig i tvivl. Hendes let genkendelige stemme identificerer hende straks. Den danske rocksangerinde Kira Skov der slog igennem med gruppen Kira & The Kindred Spirits for snart ti år siden og siden gik solo har så nært et forhold til Billie Holiday, at hun har lavet et helt album med sange fra Billie's repertoire og enkelte selvskrevne tributes.
Hun har tidligere optrådt live med sange fra Billie's repertoire. Ligeledes medvirkede hun på kæresten Nicolai Munch-Hansens album Chronicles sidste år på et par numre, hvor især sangen My man var en stor oplevelse. Den er også med her. Det er ikke en Billie Holiday-sang men det kunne den sagtens have været. Den hudløst ærlige tekst er sammen med den skrøbelige fremstilling lige i øjet.
Kira kan synge med lige dele længsel, nærvær, tristesse, styrke og sårbarhed. Der er en gribende ægthed i Kira's måde at gå til Billie's repertoire. Vi præsenteres for God bless the child, Good morning heartache, All of me og andre godter fra Holiday-repertoiret. Saxofonisten Jakob Dinesen står i spidsen for bandet der også rummer førnævnte Nicolai Munch-Hansen, Heine Hansen på klaver, Mads Hyhne på trombone og RJ Miller på trommer.
For tyve år siden lavede Søs Fenger også en plade med Billie Holiday-sange. Hun fik stor succes med pladen, der var produceret af Niels Lan Doky. Doky og Fenger havde trådt deres musikalske barnesko i 80'erne. Det ville være dejligt, hvis Kira fik den samme opmærksomhed omkring dette projekt. Kvaliteten er tilstede.
Bonusinfo:
Kira er med som gæstevokalist, når Nicolai Munch Hansen Sextet og Steffen Brandt er på turné fra 28. november, hvor de er i Skørping. Herefter besøger de bla. Fermaten i Herning d. 2. december på den 13 koncerter lange turné.
Billie Holiday er som sangerinde og menneske af den uafrystelige slags. Nu hun først er krøbet ind under huden forsvinder hun ikke igen. Hun er en af jazzens helt store personligheder. Man er aldrig i tvivl. Hendes let genkendelige stemme identificerer hende straks. Den danske rocksangerinde Kira Skov der slog igennem med gruppen Kira & The Kindred Spirits for snart ti år siden og siden gik solo har så nært et forhold til Billie Holiday, at hun har lavet et helt album med sange fra Billie's repertoire og enkelte selvskrevne tributes.
Hun har tidligere optrådt live med sange fra Billie's repertoire. Ligeledes medvirkede hun på kæresten Nicolai Munch-Hansens album Chronicles sidste år på et par numre, hvor især sangen My man var en stor oplevelse. Den er også med her. Det er ikke en Billie Holiday-sang men det kunne den sagtens have været. Den hudløst ærlige tekst er sammen med den skrøbelige fremstilling lige i øjet.
Kira kan synge med lige dele længsel, nærvær, tristesse, styrke og sårbarhed. Der er en gribende ægthed i Kira's måde at gå til Billie's repertoire. Vi præsenteres for God bless the child, Good morning heartache, All of me og andre godter fra Holiday-repertoiret. Saxofonisten Jakob Dinesen står i spidsen for bandet der også rummer førnævnte Nicolai Munch-Hansen, Heine Hansen på klaver, Mads Hyhne på trombone og RJ Miller på trommer.
For tyve år siden lavede Søs Fenger også en plade med Billie Holiday-sange. Hun fik stor succes med pladen, der var produceret af Niels Lan Doky. Doky og Fenger havde trådt deres musikalske barnesko i 80'erne. Det ville være dejligt, hvis Kira fik den samme opmærksomhed omkring dette projekt. Kvaliteten er tilstede.
Bonusinfo:
Kira er med som gæstevokalist, når Nicolai Munch Hansen Sextet og Steffen Brandt er på turné fra 28. november, hvor de er i Skørping. Herefter besøger de bla. Fermaten i Herning d. 2. december på den 13 koncerter lange turné.
torsdag, oktober 27, 2011
Bigoni/Solborg/Brow: Hopscotch (ILK) - - - Kevin Brow: Dolls & Guns (Blackout)
Og på trommer: Kevin Brow!Den canadiske trommeslager Kevin Brow der er bosat i Danmark udsendte tidligere i år et album med gruppen Koptor, der udelukkende spiller Brows musik. Da jeg anmeldte pladen i maj måned var jeg sikker på, at den kom med på listen over årets bedste jazzalbums. Det er jeg stadig. Men jeg havde ikke forventet at der kun skulle gå et halvt år inden jeg atter skulle anmelde ikke bare en men hele to plader, hvor Brow er i centrum. Den ene er endda i eget navn mens den anden er sammen med guitaristen Mark Solborg og saxofonisten Francesco Bigoni.
Pladen i eget navn indeholder 15 duetter med en række danske og internationale musikere fra jazz og klassisk musik. Pladen indledes passende med en trommeduet sammen med Dan Weiss. Herefter følger Light years sammen med Jacob Anderskov, der er heldigvis endnu et nummer sammen med Anderskov. De to musikere kommunikerer på en betagende måde. Sissel Vera Pettersen er med sin ordløse sang og Brow's trommer ovre i et filmisk stammeunivers. Den franske guitarist Marc Ducret er både vild og utæmmet på Green pants. Tim Berne, Kasper Tranberg, Lotte Anker og Eivind Opsvik er blandt de andre medvirkende.
Jeg vil gerne fremhæve nummeret Devil's Pulpit, hvor Brow ikke er med. I stedet er det de klassiske musikere Claus Myrup på bratsch og Toke Møldrup på cello der spiller. Interessant som de transformerer Brow's energi ud via strygerinstrumenterne. På Tnf Alpha vs. Remicade er Brow sammen med guitaristen Mikkel Ploug. De to leverer næsten pladens højdepunkt. Det kan kun blive næsten. Da pianisten Jacob Sack afslutter pladen med solostykket Green tea. Enkelt, rent og smukt.
Hopscotch er en noget anden plade, hvor tre musikere sammen eksperimenterer og finder veje ind i musikken. Hopscotch er hinkeruder. Den italienske saxofonist Francesco Bigoni har boet i København siden 2009. Han er ofte i forgrunden på pladen, der indeholder tøjlesløs improjazz af den tætspillede slags. Gruppens medlemmer deles om kompositionerne.
Et CD-pladecover er sjældent en grund til at man skal eje et fysisk eksemplar. Hopscotch er en undtagelse. Det er trioens guitarist Mark Solborg der har designet det lækre cover. Han er ingen nybegynder på det felt. Prøv at besøg hans hjemmeside og se flere eksempler på flotte pladecovers, her er Hopscotch i særklasse.
solborg.dk
kevinbrow.com
Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)
The future of Dansk Jazz!!!
I 1974 skrev musikkritikeren Jon Landau at han havde set rock'n'rollens fremtid og dets navn var Bruce Springsteeen. Han blev nogle år senere Springsteens manager. Nu er det ikke fordi jeg ønsker at være manager for Girls in Airports.
I 1974 skrev musikkritikeren Jon Landau at han havde set rock'n'rollens fremtid og dets navn var Bruce Springsteeen. Han blev nogle år senere Springsteens manager. Nu er det ikke fordi jeg ønsker at være manager for Girls in Airports.
Men hold for guds skyld sammen på det band!
De er The future of Dansk Jazz!!!
De har endnu en gang lavet et fantastisk album. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min begejstring vil ingen ende tage. Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.
Der er toner fra Indien, Afrika, Skandinavien og steder jeg ikke kender. Girls in Airports spiller en vidunderlig og original blanding af jazz, rock og world. Den basløse kvintet med hovedkomponisten Martin Stender på sax, Lars Greve på sax, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer indleder pladen med titelnummeret Migration. Den starter med et roligt saxofonforløb for så, at fortsætte over i en nærmest underspillet sambarytme. Der er den smukke ballade Transvestite og Need a light i samme rolige tempo. Der er skæverten Pirates and tankers. Der er festaben Gong song.
Girls in Airports store force er lyden af kollektivet. Sammenspillet. Der er saxparløbet mellem Stender og Greve. Der er rytmerne ved Forsby og Dybbroe. Mens Holm på tangenterne flyder mellem rytme og melodi.
Køb to eksemplarer af albummet. Behold den ene selv og giv den anden til en du holder af.
Bonusinfo:
Kvintetten har lige været i Kina på turné og giver d. 5. november koncert ved DMA Jazz arrangementet på Huset.
girlsinairports.net
Der er toner fra Indien, Afrika, Skandinavien og steder jeg ikke kender. Girls in Airports spiller en vidunderlig og original blanding af jazz, rock og world. Den basløse kvintet med hovedkomponisten Martin Stender på sax, Lars Greve på sax, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer indleder pladen med titelnummeret Migration. Den starter med et roligt saxofonforløb for så, at fortsætte over i en nærmest underspillet sambarytme. Der er den smukke ballade Transvestite og Need a light i samme rolige tempo. Der er skæverten Pirates and tankers. Der er festaben Gong song.
Girls in Airports store force er lyden af kollektivet. Sammenspillet. Der er saxparløbet mellem Stender og Greve. Der er rytmerne ved Forsby og Dybbroe. Mens Holm på tangenterne flyder mellem rytme og melodi.
Køb to eksemplarer af albummet. Behold den ene selv og giv den anden til en du holder af.
Bonusinfo:
Kvintetten har lige været i Kina på turné og giver d. 5. november koncert ved DMA Jazz arrangementet på Huset.
girlsinairports.net
Various Artists: Music for film Sounds and silence (ECM)
På rejse med Mr. ECM
Det er svært at forholde sig til soundtracket til en film om pladeselskasbossen Manfred Eicher som man ikke har set. Filmen handler om Manfred Eicher der rejser rundt i verden, hvor han møder nogle af ECM's kunstnere i forbindelse med at de er ved at indspille musik til ECM-udgivelser. Heriblandt er Marilyn Mazur - der på soundtracket bidrager med det boblende nummer Creature walk, et værdigt break midt blandt de pæne og friserede numre der dominerer pladen. På soundtracket finder man også et par numre fra ECM pladeselskabets megastjerne Keith Jarrett. Han medvirker dog ikke i filmen, såvidt jeg kan se ud fra filmens hjemmeside.
Keith Jarrett åbner albummet alene ved klaveret med Reading of sacred books fra 1980-albummet Sacred hymns med musik af George Gurdjieff. Forunderligt smukt.
Pladen giver et fint billede af bredden hos ECM Records og efterlader egentlig ikke en opfattelse af at ECM er et jazzselskab. Det er ligeså meget et pladeselskab der beskæftiger sig med ny klassisk musik og world-music. Jazzen er muligvis hovedforretningen. Men de stærke indslag der er med Arvo Pärt's musik og Anouar Brahem efterlader stor respekt og som sådan kan pladen ses som et vindue ud mod ECM's forunderlige verden. Det er bare ikke baggården som vi får lov at se (høre) på dette album.
player.ecmrecords.com/sounds-and-silence
Det er svært at forholde sig til soundtracket til en film om pladeselskasbossen Manfred Eicher som man ikke har set. Filmen handler om Manfred Eicher der rejser rundt i verden, hvor han møder nogle af ECM's kunstnere i forbindelse med at de er ved at indspille musik til ECM-udgivelser. Heriblandt er Marilyn Mazur - der på soundtracket bidrager med det boblende nummer Creature walk, et værdigt break midt blandt de pæne og friserede numre der dominerer pladen. På soundtracket finder man også et par numre fra ECM pladeselskabets megastjerne Keith Jarrett. Han medvirker dog ikke i filmen, såvidt jeg kan se ud fra filmens hjemmeside.
Keith Jarrett åbner albummet alene ved klaveret med Reading of sacred books fra 1980-albummet Sacred hymns med musik af George Gurdjieff. Forunderligt smukt.
Pladen giver et fint billede af bredden hos ECM Records og efterlader egentlig ikke en opfattelse af at ECM er et jazzselskab. Det er ligeså meget et pladeselskab der beskæftiger sig med ny klassisk musik og world-music. Jazzen er muligvis hovedforretningen. Men de stærke indslag der er med Arvo Pärt's musik og Anouar Brahem efterlader stor respekt og som sådan kan pladen ses som et vindue ud mod ECM's forunderlige verden. Det er bare ikke baggården som vi får lov at se (høre) på dette album.
player.ecmrecords.com/sounds-and-silence
Stacey Kent: Dreamer in concert (Blue Note)
Som en æske fyldt chokolade
Stacey Kent skulle have spillet en række aftener på Jazzhouse i midten af november som hun også gjorde sidste år. Koncerterne er aflyst på grund af vandskaden i Jazzhouse og er i stedet rykket til foråret. Som et plaster på såret kan man så bruge tiden på, at lytte til det live-album der netop er kommet med hende. Kender man Stacey Kent er der intet nyt at komme efter. Men det er vel også en del af styrken og charmen hos en sangerinde som hende. Vi får 16 numre fra bagkataloget, hvor hun både synger på engelsk, fransk og portugisisk.
Stacey Kent's stemme er letgenkendelig og bevæger sig på kanten til det sødladne. Men der er ikke tale om billig lys vekao. Det er et stykke fyldt chokolade af bedste kvalitet. Da jeg er en velvoksen mand kan jeg uden problemer sagtens klare flere stykker ad gangen. Æsken med de fyldte chokolader er med de gode velkendte stykker med marcipan og nougat - og der er slet ikke avantgardestykker som dem med rosépeber, karry eller bacon.
Bossabidder som Corcovado - med husbonden Jim Tomlinson på den lækreste Getz-inspirerede sax og kendinge som It might as well be spring suppleres med mindre kendte numre. Grundstemningen er den samme på hele pladen, der fungerer fint som en opsamling Stacey Kents karriere. Nye fans kan uden problemer begynde her.
staceykent.com
Stacey Kent skulle have spillet en række aftener på Jazzhouse i midten af november som hun også gjorde sidste år. Koncerterne er aflyst på grund af vandskaden i Jazzhouse og er i stedet rykket til foråret. Som et plaster på såret kan man så bruge tiden på, at lytte til det live-album der netop er kommet med hende. Kender man Stacey Kent er der intet nyt at komme efter. Men det er vel også en del af styrken og charmen hos en sangerinde som hende. Vi får 16 numre fra bagkataloget, hvor hun både synger på engelsk, fransk og portugisisk.
Stacey Kent's stemme er letgenkendelig og bevæger sig på kanten til det sødladne. Men der er ikke tale om billig lys vekao. Det er et stykke fyldt chokolade af bedste kvalitet. Da jeg er en velvoksen mand kan jeg uden problemer sagtens klare flere stykker ad gangen. Æsken med de fyldte chokolader er med de gode velkendte stykker med marcipan og nougat - og der er slet ikke avantgardestykker som dem med rosépeber, karry eller bacon.
Bossabidder som Corcovado - med husbonden Jim Tomlinson på den lækreste Getz-inspirerede sax og kendinge som It might as well be spring suppleres med mindre kendte numre. Grundstemningen er den samme på hele pladen, der fungerer fint som en opsamling Stacey Kents karriere. Nye fans kan uden problemer begynde her.
staceykent.com
mandag, oktober 24, 2011
De nominerede til DMA Jazz 2011 er offentliggjort
Det bliver en lang affære når DMA Jazz bliver afholdt d. 5. november på Huset i Magstræde. Det kommer til at tage 12 timer! Den formildende omstændighed er så at man også kan opleve seks jazzkoncerter. Jonas Westergard, August Rosenbaum Trio, Girls in Airports, Sidsel Storm, Jens Søndergaard og børnejazzerne Gadehjørnet spiller fuldlængde koncerter mellem prisoverrækkelserne. Skiftende værter vil præsentere vinderne og koncerterne. Her kan man bla. møde Palle Mikkelborg, TS Høeg og Celine Haastrup fra P8 Jazz.
I dag blev de nominerede offentliggjort. Jeg må nok erkende at listen ikke indeholder de helt store overraskelser. Enkelte af pladerne havde jeg med på min års-bedste liste sidste år og blandt dem der er udkommet siden, afslører jeg ikke for meget ved, at nævne at flere af dem også vil være at finde på min års-bedste 2011 liste.
Listen med de nominerede til Årets Jazzkomponist er nok den mindst forudsigelige. Debutanten Anders Filipsen deler liste med en erfaren herre som Nicolai Munch-Hansen. Mens kvinderne er repræsenteret med to vidt forskellige kunstnere; sangerinden Helle Hansen og saxofonisten Laura Toxværd, der altså også er værd at lægge mærke til pga. deres kompositioner.
Jeg er ligeledes glædeligt overrasket over at finde Carsten Dahl og Ensemble Midt Vest's forrygende album Synthesia og Metropolis på listen over crossover jazzudgivelserne.
Hele begivenheden livestreames på dmajazz.dk
Her er de nominerede med den nye kategori Årets Børnejazznavn:
Årets Danske Jazzudgivelse:
Carsten Dahl: Effata
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Jakob Buchanan Kvartet: I Land In The Green Land
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio
Årets Danske Vokaljazzudgivelse:
Hanne Boel: The Shining of Things
IKI: Nine voices, no rules
Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & Sky
Cæcilie Nordby: Arabesque
Birgitte Soojin: Hi-Lo
Årets Nye Danske Jazznavn:
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Marius Neset: Golden Xplosion
Orpheus: A Less Known Hero
Sarah Elgeti Quintet: Into The Open
Årets Danske Jazzkomponist:
Anders Filipsen: About Time
Helle Hansen: Uncommon Ground
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Simon Toldam: Stork
Laura Toxværd: Do Drugs
Årets Danske Crossover Jazzudgivelse:
Clara Bryld: On Your Wall
Elektro feat. John Tchicai: Elektro feat. John Tchicai
Ensemble Midtvest & Carsten Dahl: Synthesia & Metropolis
Pasborg’s Odessa 5: X-tra Large
Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg: Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg
Årets Børnejazznavn:
Borderline Ensemble
Sandberg Explorer
Saxopaths
Trolle & Tormod
Univers på tværs på vers
Ved du godt det?....om dyr
I dag blev de nominerede offentliggjort. Jeg må nok erkende at listen ikke indeholder de helt store overraskelser. Enkelte af pladerne havde jeg med på min års-bedste liste sidste år og blandt dem der er udkommet siden, afslører jeg ikke for meget ved, at nævne at flere af dem også vil være at finde på min års-bedste 2011 liste.
Listen med de nominerede til Årets Jazzkomponist er nok den mindst forudsigelige. Debutanten Anders Filipsen deler liste med en erfaren herre som Nicolai Munch-Hansen. Mens kvinderne er repræsenteret med to vidt forskellige kunstnere; sangerinden Helle Hansen og saxofonisten Laura Toxværd, der altså også er værd at lægge mærke til pga. deres kompositioner.
Jeg er ligeledes glædeligt overrasket over at finde Carsten Dahl og Ensemble Midt Vest's forrygende album Synthesia og Metropolis på listen over crossover jazzudgivelserne.
Hele begivenheden livestreames på dmajazz.dk
Her er de nominerede med den nye kategori Årets Børnejazznavn:
Årets Danske Jazzudgivelse:
Carsten Dahl: Effata
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Jakob Buchanan Kvartet: I Land In The Green Land
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio
Årets Danske Vokaljazzudgivelse:
Hanne Boel: The Shining of Things
IKI: Nine voices, no rules
Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & Sky
Cæcilie Nordby: Arabesque
Birgitte Soojin: Hi-Lo
Årets Nye Danske Jazznavn:
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Marius Neset: Golden Xplosion
Orpheus: A Less Known Hero
Sarah Elgeti Quintet: Into The Open
Årets Danske Jazzkomponist:
Anders Filipsen: About Time
Helle Hansen: Uncommon Ground
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Simon Toldam: Stork
Laura Toxværd: Do Drugs
Årets Danske Crossover Jazzudgivelse:
Clara Bryld: On Your Wall
Elektro feat. John Tchicai: Elektro feat. John Tchicai
Ensemble Midtvest & Carsten Dahl: Synthesia & Metropolis
Pasborg’s Odessa 5: X-tra Large
Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg: Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg
Årets Børnejazznavn:
Borderline Ensemble
Sandberg Explorer
Saxopaths
Trolle & Tormod
Univers på tværs på vers
Ved du godt det?....om dyr
fredag, oktober 21, 2011
Jeff Williams: Another time (Whirlwind Recordings)
Give the drummer some
Der er helt sikkert læsere af denne blog der har helt styr på hvem Jeff Williams er. Men jeg må indrømme at jeg har mine grænser. Jeg var ikke lige oppe på hvilken jazzkat Jeff Williams var. Så da CD'en dumpede ind og jeg så coveret tænkte jeg at det var en slemmer fusionsplade. Ja undskyld, men et coverbillede med en mand i lang sort læderfrakke, der kaster et bækken afsted som en frisbee er bad taste, som fusionsmusikere så ofte vist at de er mestre i.
Der var kontant afregning, da CD'en blev sat på.
Det var overhovedet ikke fusion! Tværtimod! Jeff Williams har været fast mand hos Stan Getz (1972-74) og sammen med Dave Liebman i gruppen Lookout Farm (1973-76). Han har spillet med Lee Konitz og Joe Lovano i de senere år og lavede i starten af halvfemserne to roste soloalbums sammen med Tim Ries og Kevin Hays.
Med det nye album gør han rent bord. I selskab med Duane Eubanks (trompet), John O'Gallagher (altsax) og John Hébert (bas) har han lavet et kammermusikalsk jazzalbum. Musikken trækker på avantgardistiske tendenser, hvor skæve taktarter spises som slik. Jeff Williams spiller flydende og har et levende bækkenspil. Ingen fusion men masser af spændende ensemblespil.
willfulmusic.com
Der er helt sikkert læsere af denne blog der har helt styr på hvem Jeff Williams er. Men jeg må indrømme at jeg har mine grænser. Jeg var ikke lige oppe på hvilken jazzkat Jeff Williams var. Så da CD'en dumpede ind og jeg så coveret tænkte jeg at det var en slemmer fusionsplade. Ja undskyld, men et coverbillede med en mand i lang sort læderfrakke, der kaster et bækken afsted som en frisbee er bad taste, som fusionsmusikere så ofte vist at de er mestre i.
Der var kontant afregning, da CD'en blev sat på.
Det var overhovedet ikke fusion! Tværtimod! Jeff Williams har været fast mand hos Stan Getz (1972-74) og sammen med Dave Liebman i gruppen Lookout Farm (1973-76). Han har spillet med Lee Konitz og Joe Lovano i de senere år og lavede i starten af halvfemserne to roste soloalbums sammen med Tim Ries og Kevin Hays.
Med det nye album gør han rent bord. I selskab med Duane Eubanks (trompet), John O'Gallagher (altsax) og John Hébert (bas) har han lavet et kammermusikalsk jazzalbum. Musikken trækker på avantgardistiske tendenser, hvor skæve taktarter spises som slik. Jeff Williams spiller flydende og har et levende bækkenspil. Ingen fusion men masser af spændende ensemblespil.
willfulmusic.com
Charles Lloyd/Maria Farantouri: Athens Concert (ECM)
Charles Lloyd i Grækenland
Charles Lloyd har i løbet af sin karriere haft flere gode orkestre, hvor den han havde med Jack deJohnette og Keith Jarrett i slut-60'erne er den mest berømte. Han har lige nu også en helt fantastisk kvartet der sidste år udgav albummet Mirror. Jason Moran på piano, Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er kompetent komplementerende i forhold til Lloyds saxofonspil.
Det nye album er en dobbelt-CD, der indeholder en koncert fra sidste år i Athen. Her spillede han sammen med den græske sangerinde Maria Farantouri - der synger med en dyb kontraalt stemme. Hun har en fortid som protestsanger i 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med og fortolkede Mikis Theodorakis' musik, hvilket der også er eksempler på, på pladen. Hun var såmænd også medlem af parlamentet for de græske socialdemokrater i årene 1989-1993. Om der er noget politisk gemt i hendes tekster fremgår ikke direkte, da hun synger på græsk - dog er sangene oversat til engelsk i CD-hæftet.
Den usædvanlige blanding fungerer forbavsende godt. Koncertens anden afdeling består af gamle græske folkesange. Den fungerer nærmest som en suite, hvor parløbet mellem Farantouris og Lloyd står i spidsen. Jazzmusikerne bakker fornemt op, også her hvor de suppleres af to græske musikere på henholdsvis piano og lyra. Det er blevet til en meget smuk plade, hvor lyd, musik og æstetik går op i en højere enhed.
charleslloyd.com
Charles Lloyd har i løbet af sin karriere haft flere gode orkestre, hvor den han havde med Jack deJohnette og Keith Jarrett i slut-60'erne er den mest berømte. Han har lige nu også en helt fantastisk kvartet der sidste år udgav albummet Mirror. Jason Moran på piano, Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er kompetent komplementerende i forhold til Lloyds saxofonspil.
Det nye album er en dobbelt-CD, der indeholder en koncert fra sidste år i Athen. Her spillede han sammen med den græske sangerinde Maria Farantouri - der synger med en dyb kontraalt stemme. Hun har en fortid som protestsanger i 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med og fortolkede Mikis Theodorakis' musik, hvilket der også er eksempler på, på pladen. Hun var såmænd også medlem af parlamentet for de græske socialdemokrater i årene 1989-1993. Om der er noget politisk gemt i hendes tekster fremgår ikke direkte, da hun synger på græsk - dog er sangene oversat til engelsk i CD-hæftet.
Den usædvanlige blanding fungerer forbavsende godt. Koncertens anden afdeling består af gamle græske folkesange. Den fungerer nærmest som en suite, hvor parløbet mellem Farantouris og Lloyd står i spidsen. Jazzmusikerne bakker fornemt op, også her hvor de suppleres af to græske musikere på henholdsvis piano og lyra. Det er blevet til en meget smuk plade, hvor lyd, musik og æstetik går op i en højere enhed.
charleslloyd.com
mandag, oktober 17, 2011
Humann'O'Project: After AM (Audioscapers)
Velspillet og charmerende banalt
Fusionsjazzen er ikke død. Det har jeg konstateret flere gange indenfor det seneste år her på bloggen. Udgivelser med Aske Bentzon, Mikkel Nordsø, Jens Haack, Nikolaj Bentzon, Henrik Andersen og Carsten Sindvald har været at finde blandt mine anmeldelser. Det er alle musikere der som jeg har passeret de fyrre år (og lidt til). Det forklarer passionen for fusionsjazzen. Den stagnerede vel mere eller mindre i midten af firserne? Derfor er det interessant når et projekt som Humann'O'Project dukker op. Musikerne er alle i tyverne og de spiller fusionsjazz af den klassiske melodiske slags. Jeg bliver blød, når jeg hører fusionsjazz spillet så friskt og ligetil som de gør. Enkelte gange hænger der en tung firserånde ind over musikken. Men det står ikke i vejen for dem og bruges kun som et element i en større sammenhæng. Lyden er mere nutidig og organisk end den man blev præsenteret for i 80'erne.
Det er bassisten Christian Houmann der står i spidsen for Humann'O'Project. Han har skrevet al musikken. Han omgiver sig blandt andet med Samuel Hejslet på sax og EWI (selvfølgelig), Scott Westh på trompet og flugelhorn og Mikkel Leth-Nissen på piano og Rhodes. De har alle andel i at pladen falder så flot ud. Trompetisten Scott Westh får vist sine flotte solistevner flere gange, lyt feks. til den smukke titelmelodi. Pladen kunne såmænd godt være lavet for 20 år siden eller tidligere. Der er feks. nummeret One 2 go der kunne lyde som introen til et lørdags-underholdningsprogram fra midten af 80'erne med Jarl Friis Mikkelsen som vært. Charmerende og banalt og jeg kan ikke stå for det. Specielt fordi det er velspillet og håndværksmæssigt i orden. Havde det været i 80'erne, havde alle musikerne været efterspurgte studiemusikere.
christianhoumann.dk
Fusionsjazzen er ikke død. Det har jeg konstateret flere gange indenfor det seneste år her på bloggen. Udgivelser med Aske Bentzon, Mikkel Nordsø, Jens Haack, Nikolaj Bentzon, Henrik Andersen og Carsten Sindvald har været at finde blandt mine anmeldelser. Det er alle musikere der som jeg har passeret de fyrre år (og lidt til). Det forklarer passionen for fusionsjazzen. Den stagnerede vel mere eller mindre i midten af firserne? Derfor er det interessant når et projekt som Humann'O'Project dukker op. Musikerne er alle i tyverne og de spiller fusionsjazz af den klassiske melodiske slags. Jeg bliver blød, når jeg hører fusionsjazz spillet så friskt og ligetil som de gør. Enkelte gange hænger der en tung firserånde ind over musikken. Men det står ikke i vejen for dem og bruges kun som et element i en større sammenhæng. Lyden er mere nutidig og organisk end den man blev præsenteret for i 80'erne.
Det er bassisten Christian Houmann der står i spidsen for Humann'O'Project. Han har skrevet al musikken. Han omgiver sig blandt andet med Samuel Hejslet på sax og EWI (selvfølgelig), Scott Westh på trompet og flugelhorn og Mikkel Leth-Nissen på piano og Rhodes. De har alle andel i at pladen falder så flot ud. Trompetisten Scott Westh får vist sine flotte solistevner flere gange, lyt feks. til den smukke titelmelodi. Pladen kunne såmænd godt være lavet for 20 år siden eller tidligere. Der er feks. nummeret One 2 go der kunne lyde som introen til et lørdags-underholdningsprogram fra midten af 80'erne med Jarl Friis Mikkelsen som vært. Charmerende og banalt og jeg kan ikke stå for det. Specielt fordi det er velspillet og håndværksmæssigt i orden. Havde det været i 80'erne, havde alle musikerne været efterspurgte studiemusikere.
christianhoumann.dk
Hvor er stjernerne i dansk jazz?
- og who cares?
Hvad er en dansk jazzstjerne?
Har vi danske jazzstjerner?
Har vi haft danske jazzstjerner?
Har vi behov for danske jazzstjerner?
Det er spørgsmål der peger i flere retninger på en gang. For
det første er det nødvendigt, at definere hvad en dansk jazzstjerne er for en
fisk. En dansk jazzstjerne skal lyse op på himlen så alle kan se vedkommende,
også dem der ikke interesserer sig for jazz. Det skal være en der er blevet
stjerne fordi han/hun spiller jazz - hermed er Thomas Blachman diskvalificeret.
Alle ved hvem han er, men ikke ret mange har hørt ham spille jazz. Men Thomas
Blachman har formået noget som en jazzstjerne skal kunne, at komme i primetime
tv og få massiv omtale i de trykte medier!
Kvaliteten i dansk jazz er meget høj. Det gælder både den
eksperimenterende jazz og den mere let tilgængelige. Der er også rigtigt mange
der kan kalde sig jazzmusikere. Hvis man ser på antallet af pladeudgivelser og
koncerter der afholdes, har dansk jazz aldrig været større. Copenhagen Jazz
Festival sprængte igen i år alle rammer. 1100 koncerter på 10 dage. Når
størsteparten er med danske jazzmusikere fortæller det også noget om, at CJF
ikke svigter den danske scene.
Stjerner var der også på CJF. Sonny Rollins og Keith Jarrett
var af den sjældne slags med international stjernestatus og blandt de få
nulevende der kan få den titel. Men hvor var de danske stjerner?
Vi har enkelte jazzmusikere og sangere der stikker ud fra
mængden og er kendt udenfor jazzens mere snævre kreds. Cæcilie Norby, Niels Lan
Doky, Chris Minh Doky og Caroline Henderson er nogle af de mest kendte.
Sangerinderne har gjort opmærksom på deres virke gennem popmusikken og det er
nok også der de fleste kender dem fra. Mens Doky-brødrene toppede da de kaldte
sig Doky Brothers for en del år siden.
I laget lige under dem, finder man folk som Sinne Eeg,
Marilyn Mazur eller Jakob Bro. De er alle højt respekterede for deres
musikalske evner. De er stjerner blandt de danske jazzfans - det begynder
straks at blive lidt sværere når man bevæger sig udenfor jazzens snævre kreds.
Her er de så godt som ukendte. Sinne har aldrig lavet popmusik. Da Jakob Bro
var i nærheden af det populære som medlem af rockbandet I Got You On Tape, trak
han sig fra bandet inden de fik priser og berømmelse. Det gjorde han for at
hellige sig jazzen. Marilyn Mazur er den eneste danske jazzmusiker der har
spillet fast med Miles Davis. Hun er internationalt kendt indenfor nutidens
jazz og får sine plader udgivet på et af jazzens mest respekterede
pladeselskaber, tyske ECM Records.
Hvis vi ser historisk på det, har nogle af de største danske
jazzstjerner ikke fået deres folkelige gennembrud via jazzen. Svend Asmussen
var ganske vist allerede et stort dansk jazznavn da han bragede igennem i
50'erne, med den mere showprægede underholdningsmusik. Jørgen Ryg var
oprindelig jazztrompetist. Men det var jo ikke derfor at folk kendte ham. Niels
Henning Ørsted Pedersen var en stjerne der solgte billetter - men de sidste udgivelser
han lavede for pladeselskabet Verve inden han døde, solgte under 1000
eksemplarer. Leo Mathisen er vel nærmest undtagelsen. Han lavede dansk
swing-musik og "hits" som selv i dag er kendt af mange - behøver jeg
at nævne Take it easy?
Jazzen har brug for de gode historier. Jazzhus Montmartre er
et fremragende eksempel på hvordan man kan skabe hype og historier omkring et
lille spillested. Jazzen har også brug for stjerner og historier. De skal være
lokomotivet der kan trække opmærksomheden i retning af jazzen. Et par enkelte
danske jazstjerner ville være det guld der kunne skinne på andre danske
jazzmusikere. De ville være med til, at folk fik øje på dansk jazz. Fodbold er
ikke kun populært fordi det er en breddeidræt. Det er også populært fordi der
er fodboldstjerner.
Jeg kan også gribe i egen barm. Jeg har i ni år været
formand for jazzklubben Moor Jazz, der holder til på det regionale spillested
Fermaten i Herning. Jeg har altid syntes at det var vigtigt, at en
provinsjazzklub kunne præsentere så meget forskellig dansk jazz som overhovedet
muligt. F.eks. har vi 8 jazzkoncerter dette efterår på Fermaten. Her
præsenterer vi faktisk kun et navn som har spillet hos os tidligere. Vi vil og
skal præsentere bredden i dansk jazz. Det er en forpligtelse i forhold til den
økonomiske støtte vi får. Men det kommer der jo ikke stjerner ud af. De skal
bygges op og præsenteres igen og igen. Det er sådan det fungerer med rocken på
Fermaten. Fermaten er med til at støtte rockens vækstlag. Her får up coming
navne en professionel scene at optræde på. Enkelte bliver sidenhen stjerner og
betaler tilbage ved at komme igen på Fermaten og spille. Tim Christensen
spillede første gang på Fermaten for 200 publikummer sammen med Dizzy Mizz
Lizzy i 1993. Han kommer igen til februar hvor han spiller i et udsolgt hus for
700 publikummer. Han kunne lige så godt have spillet i Kongrescentret hvor der
er plads til næsten 2000 publikummer.
Jeg tror ikke at der findes en eneste dansk jazzmusiker der
er startet med at spille jazz, fordi de ville være stjerne. Dem der vil være stjerne,
vælger at spille rock eller andet hvor der konstant er behov for nye stjerner.
Med andre ord har vi med en gruppe musikere at gøre, der slet ikke ønsker at
være stjerner i gængs mainstream forstand. De vil spille musik. Men jeg er også
ret sikker på at der findes en større gruppe jazzmusikere, der har lyst til at
spille for et publikum på mere en ti, komme på tv eller blive spillet i
radioen. Mediernes dækning af jazz er en tilbagevendende tudehistorie. Hvis vi
skal have danske jazzstjerner er det også ret ligegyldigt om Politiken eller
andre anmelder dem. Det handler i stedet om at komme i gratisaviserne og andre
medier der læses bredt.
Jeg ville ønske at vi i Danmark havde nogle enkelte
jazzstjerner. Danske jazzstjerner der kunne holde en højprofileret koncert
under Copenhagen Jazz Festival. En jazzstjerne der kunne fylde mit spillested.
En jazzstjerne der kunne sælge plader. En jazzstjerne der kunne få hug af
anmelderne, samtidig med at vedkommende solgte plader.
Jazz Danmark holder konference om livejazzen i Danmark d. 4.
november. Her er landets koncertarrangører inviteret og jeg skal selvfølgelig
med. Først og fremmest som formand for jazzklubben Moor Jazz men også som
jazzblogger. Jeg synes at det kunne være et spændende emne at diskutere på
konferencen.
Har vi brug for danske jazzstjerner?
- og hvis vi har
Hvordan laver man en dansk jazzstjerne?
søndag, oktober 16, 2011
The Bob Nova Project: New view (Gateway)
Bossa til den popglade jazzelsker
The Bob Nova Project startede da sangeren og guitaristen Sverre Stein Nielsen og guitaristen Thomas Engelhardt gik og hyggede sig med et duo-projekt. Det var efter at deres fælles band roots/americana-rockbandet Funky Nashville (aka Grand Fiction) var stoppet. De havde lavet et dogme om at indspille 3 musiknumre i en ny musikstil, får så at skife spor og indspille 3 nye numre i en anden musikstil. De kastede sig over bossaen i anden afdeling af projektet og blev mere tændte end ventet. I løbet af kort tid havde de involveret 3 jazzmusikere og de havde fundet et spor de ville følge. Den ene af musikerne var Thomas Engelhardts far, saxofonisten Freddy Rasmussen der som jazzmusiker har været vidt omkring i jazzen. De to andre var trommeslageren Peter Bjerrum der startede sin musikalske karriere i rockbandet Inside The Whale for siden, at skifte over til den traditionelle jazz og den erfarne århusianske bassist Ole Ulvedal.
Man skal være en ualmindelig sur skid, hvis man ikke lader sig smitte af den gode stemning der hersker på pladen New view. Sverre Stein Nielsen har en dejlig "blød" stemme, der kæler for ørerne. Freddy Rasmussen tager den med ro på sax'en og spiller selvfølgelig Stan Getz-inspireret, når det nu er bossaen vi har gang i. Det er ikke et Getz-rip off, dertil er det alt for hørbart at Rasmussen også hviler i sig selv og ikke skal bevise noget. Han har en mere pågående tone og det klæder musikken.
Pladens tretten numre bevæger sig i bossaens rolige tempo. Der er taget strygere med på enkelte numre og det er fint med lidt afveksling. Jeg vil ikke tøve med at anbefale pladen til den popglade jazzelsker. Det er velspillet og hyggeligt hele vejen igennem.
thebobnovaproject.com
The Bob Nova Project startede da sangeren og guitaristen Sverre Stein Nielsen og guitaristen Thomas Engelhardt gik og hyggede sig med et duo-projekt. Det var efter at deres fælles band roots/americana-rockbandet Funky Nashville (aka Grand Fiction) var stoppet. De havde lavet et dogme om at indspille 3 musiknumre i en ny musikstil, får så at skife spor og indspille 3 nye numre i en anden musikstil. De kastede sig over bossaen i anden afdeling af projektet og blev mere tændte end ventet. I løbet af kort tid havde de involveret 3 jazzmusikere og de havde fundet et spor de ville følge. Den ene af musikerne var Thomas Engelhardts far, saxofonisten Freddy Rasmussen der som jazzmusiker har været vidt omkring i jazzen. De to andre var trommeslageren Peter Bjerrum der startede sin musikalske karriere i rockbandet Inside The Whale for siden, at skifte over til den traditionelle jazz og den erfarne århusianske bassist Ole Ulvedal.
Man skal være en ualmindelig sur skid, hvis man ikke lader sig smitte af den gode stemning der hersker på pladen New view. Sverre Stein Nielsen har en dejlig "blød" stemme, der kæler for ørerne. Freddy Rasmussen tager den med ro på sax'en og spiller selvfølgelig Stan Getz-inspireret, når det nu er bossaen vi har gang i. Det er ikke et Getz-rip off, dertil er det alt for hørbart at Rasmussen også hviler i sig selv og ikke skal bevise noget. Han har en mere pågående tone og det klæder musikken.
Pladens tretten numre bevæger sig i bossaens rolige tempo. Der er taget strygere med på enkelte numre og det er fint med lidt afveksling. Jeg vil ikke tøve med at anbefale pladen til den popglade jazzelsker. Det er velspillet og hyggeligt hele vejen igennem.
thebobnovaproject.com
lørdag, oktober 15, 2011
Tolvan Big Band: Tarantula suite (Kopasetic Productions)
Tight og energisk svensk big band
Det er anden gang indenfor kort tid, at jeg har fornøjelsen af at lytte til og anmelde en forrygende big band plade fra Skandinavien. Den første var med The Orchestra, der spillede musik af Lars Møller. Nu er turen kommet til det sydsvenske Tolvan Big Band der på pladen Tarantula suite spiller musik af det mangeårige medlem, saxofonisten Cennet Jönsson. Tolvan Big Band har et par plader på samvittigheden der placerer sig blandt mine big band favoritter. Montreux and More fra 1984 og Code Red fra 2007 er plader jeg ofte er vendt tilbage til.
Så forventningerne er store til denne plade. Allerede ved den første påvirkning af øret kan jeg konstatere at det er helt som det skal være. Der er selvfølgelig sket meget siden starten af firserne med Tolvan Big Band. Men fornemmelsen for doserne af blæs er bevaret. Big Bandets hjemmebane er det sydlige Sverige og mange af dets medlemmer er musikere som kender vejen over Øresund bedre end de fleste. Pladen er endda indspillet i København. På trompet finder man feks. englænderen Gerard Precenser, der har sat sit præg på flere big bands i Øresundsregionen, inklusive DR Big Band. Andre DR Big Band-medlemmer er trompetisterne Anders Gustafsson, Christer Gustafsson og basunisten Vincent Nilsson.
Cennet Jönsson er en erfaren herre - som jeg har anmeldt adskillige gange her på bloggen og det er som om han aldrig skuffer. Hans alsidige og fordomsfrie tilgang til jazzen er meget tydelig med denne suite i otte dele. Det svinger og arrangementerne lægger op til velplacerede soli - hør feks. Jørgen Emborgs pianosolo på Forza der afløses af Gerard Presencers præcise trompetsolo. Det er tight, energisk og velturneret big band musik.
Kender du The Orchestra's seneste plade og er oppe at ringe over den. Så går du ikke galt i byen med denne.
kopasetic.se
Det er anden gang indenfor kort tid, at jeg har fornøjelsen af at lytte til og anmelde en forrygende big band plade fra Skandinavien. Den første var med The Orchestra, der spillede musik af Lars Møller. Nu er turen kommet til det sydsvenske Tolvan Big Band der på pladen Tarantula suite spiller musik af det mangeårige medlem, saxofonisten Cennet Jönsson. Tolvan Big Band har et par plader på samvittigheden der placerer sig blandt mine big band favoritter. Montreux and More fra 1984 og Code Red fra 2007 er plader jeg ofte er vendt tilbage til.
Så forventningerne er store til denne plade. Allerede ved den første påvirkning af øret kan jeg konstatere at det er helt som det skal være. Der er selvfølgelig sket meget siden starten af firserne med Tolvan Big Band. Men fornemmelsen for doserne af blæs er bevaret. Big Bandets hjemmebane er det sydlige Sverige og mange af dets medlemmer er musikere som kender vejen over Øresund bedre end de fleste. Pladen er endda indspillet i København. På trompet finder man feks. englænderen Gerard Precenser, der har sat sit præg på flere big bands i Øresundsregionen, inklusive DR Big Band. Andre DR Big Band-medlemmer er trompetisterne Anders Gustafsson, Christer Gustafsson og basunisten Vincent Nilsson.
Cennet Jönsson er en erfaren herre - som jeg har anmeldt adskillige gange her på bloggen og det er som om han aldrig skuffer. Hans alsidige og fordomsfrie tilgang til jazzen er meget tydelig med denne suite i otte dele. Det svinger og arrangementerne lægger op til velplacerede soli - hør feks. Jørgen Emborgs pianosolo på Forza der afløses af Gerard Presencers præcise trompetsolo. Det er tight, energisk og velturneret big band musik.
Kender du The Orchestra's seneste plade og er oppe at ringe over den. Så går du ikke galt i byen med denne.
kopasetic.se
fredag, oktober 14, 2011
Fattigfolket: Park (Ozella Music)
Den norsk-svenske kvartet Fattigfolket tager med titlen udgangspunkt i tyske parker; Mauerpark, Tierpark og Marienberg Park er blandt de parker der har lagt navn og inspiration til melodierne på pladen. Herhjemme kender vi bedst kvartettens trompetist Gunnar Halle som medlem af Pierre Dørges New jungle Orchestra. Det forrige album Le chien et la fille fra 1995 udkom også på danske ILK Music. Musikken fandt dengang inspiration i det franske. Fattigfolkets aktuelle plade udkommer på det tyske selskab Ozella.
Fattigfolket er europæisk jazz i flydende form. Det er båret af et fremadrettet, dynamisk og roligt tempo. Det er ikke udflydende jazz, dertil spiller trommeslageren Ole Morten Sommer alt for rytmiskt funderet. Der er meget plads i musikken. Trommerne bærer og holder dampen oppe. Halle på trompeten og saxofonisten og klarinetisten Hallvard Godal skiftes om at tage sig af fronten. Deres spil væver sig ind og ud af hinanden. De får sammen med bassisten Putte Johander skabt organisk og behagelig jazzmusik. Der er små fine kanter der dukker op for så siden at gemme sig. I det hele taget bevæger Fattigfolket sig elegant på oppe kanterne af jazzen. De inviterer lytterne med indenfor i et fint detaljeret og komplekst rum. Det holdes hele tiden åbent og skræmmer ikke lytterne væk.
fattigfolket.com
Abonner på:
Opslag (Atom)