Lasse Mørck: The Aztec Creation Myth Suite (Lasse Mørck) CD/DL/stream + bog

Jeg fandt mit gamle eksemplar af Charles Mingus’ legendariske album Tijuana Moods frem, da jeg havde hørt instrumentkollegaen Lasse Mørcks The Aztec Creation Myth Suite. Hvordan var det nu den lød, Mingus’ gamle plade?

Her kunne det ret hurtigt konstateres at der ikke var nævneværdige musikalske sammenfald mellem de to bassisters mexicansk inspirerede musik.

Lasse Mørck er fra Danmark og nutiden. Mingus er fra USA og fortiden. Mingus’ plade er underholdende og ret beset en turistplade. Her går Lasse Mørck helt anderledes til værks. Han har skabt sine kompositioner med udgangspunkt i aztekernes skabelsesberetning. 

Lasse Mørck har tidligere boet i Mexico, hvilket satte ham i gang med at lave musikken. Iøvrigt flyttede han atter til Mexico i begyndelsen af 2019, så han er langt fra færdig med Mexico. Han har samlet et stærkt hold af danske og mexicanske musikere omkring sig på pladen. Jakob Sørensen på trompet, Jesper Løvdal på saxofon og klarinet, Raphael Gimenes på guitar, Yohnanier Ramon på percussion og Snorre Kirk på trommer var med i studiet. 

Der er lavet en lille bog, hvor Lasse Mørck har beskrevet historierne bag kompositionerne. Den er illustreret med nogle smukke træsnit af den dansk/mexicanske kunstner Rama King Nash. Enkelte numre er med tydelig mexicansk inspiration, som f.eks, Tezcatlipoca og Quetzalcoatl. Mørcks fabulerende og mytologiserende jazz er inspirerende og spændende at dykke ned i. Han skaber musik og historier med mange dybder. Det er en plade, der er som skabt til lænestolen og fordybelsen. Sole, guder, blod, sved, tårer, kærlighed, bjerge, floder og alt muligt flyver om ørerne på dig, når du først åbner for Lasse Mørcks musikalske eventyr. Det er meget stærkt og langtidsholdbart albumudspil fra Lasse Mørck. Meget anbefalelsesværdig til den eventyrlystne jazzglobetrotter.

Lasse Mørck

Tobias Wiklund: Where spirits eat (Stunt) LP/CD/DL/stream

Hvis du ikke allerede kender Tobias Wiklund, så har du ikke læst mine anbefalinger her på bloggen godt nok. Han er fast mand hos Snorre Kirk og har spillet med i flere af Maria Fausts ensembler. Når han spiller med Snorre Kirk, så er det altid på kornet. Det samme instrument er ligeledes i centrum på Tobias Wiklunds første plade i eget navn, Where the spirits eat. Sammen med bassisten fra Kirks band, Lasse Mørck, pianisten Simon Toldam og trommeslageren Daniel Fredriksson har Wiklund lavet en plade der helt sikkert vil blive husket, når de bedste jazzplader skal kåres ved årets afslutning.

Det er meget sjældent at jeg har hørt en jazzplade, der i så stærk og insisterende grad står oven på jazzhistorien samtidig med at den befinder sig i nutiden. Tobias Wiklund står i dyb gæld til Louis Armstrong og forsøger samtidig ikke at lyde som Louis Armstrong. Det her er ikke en New Orleans jazzplade - men den kunne aldrig have lydt som den gør uden New Orleans. 

Tobias Wiklund har skrevet al musikken, pånær to numre, Song of the Vipers og Weather Bird af Louis Armstrong. Numre der sidder helt inde under huden på Wiklund. Det gør de i en grad, så han får skabt sine egen versioner. Tobias Wiklund har med denne plade kravlet ind under huden på mig - og er blevet der. Heldigvis ikke i bogstavelig forstand, jeg er stor nok i forvejen. Det er selvfølgelig i overført betydning - og jeg vil gerne overføre min begejstring for Wiklund til dig. Lyt, hvis du har ører.

Stunt Records

Pierre Dørge: Soundscapes (Steeplechase) CD/DL/stream

Der er ingen grund til at frygte, at du ikke kan høre at det ikke er en Pierre Dørge plade. Selv om han ikke er i selskab med jungleorkestret, der i snart 40 år har været det faste orkester, så lyder Soundscapes som en Dørge plade. 

Det er en Dørge plade med modifikationer. Han er i selskab med en række musikere, der er særdeles velkendte fra mange andre Steeplechase udgivelser. Pladeselskabet er Dørges faste base. Han er en blandt få danskere, der udgives på selskabet. Han er sammen med blæserne Kirk Knuffke (kornet), der også medvirkede på den forrige New Jungle Orchestra plade, Stephen Riley (tenorsax), der medvirker på den næste NJO plade og Conrad Herwig (trombone). Trombonen er et vigtigt indslag i Dørges musikalske univers. Jay Anderson tager sig af bassen og Adam Nussbaum sidder ved trommerne.

Al musikken er selvfølgelig skrevet af Dørge og der er blevet plads til flere gamle numre. Det giver et meget markant udtryk, at Riley spiller saxofon på pladen. Han er rundet af andre traditioner end de saxofonister som Dørge ellers har omgivet sig med. Der er god portion Stan Getz og Ben Webster i Rileys saxofon. Dørge har altid haft John Tchicai som ledestjerne - og han er selvfølgelig heller ikke væk. Der er spirituelle jazzstemninger og dejlige afrikanske savannelyde. Pierre Dørge har med Soundscapes lavet et album, der udfordrer ham. Som lytter er det en fornøjelse at blive lukket ind i  en verden, hvor solen også skinner om natten. Dørge har været med i dansk jazz i over 50 år og han er langt fra færdig.

Steeplechase Records

Anders Chico Lindvall: Debut (Duckyourmusic) CD/DL/stream

Han er lige fyldt 65 år og udsender samtidig sit allerførste album i eget navn, der meget passende hedder Debut. Den svenske guitarist Anders Chico Lindvall har base i Malmø. Herhjemme kender vi ham bedst fra DR Big Band, hvor han kom med i 1990, hvor han afløste Bjarne Roupé. I dag er det Per Gade den passer den plads. Anders Chico Lindvalls karriere startede i midt 70’erne i det svenske prog/fusions band Lotus, hvor han både sang og spillede guitar. Senere kom han med i Mikael Wiehe & Kabaréorkestern. 

Det har med andre ord ikke lige ligget i kortene at han skulle springe ud i eget navn. I en alder, hvor man før i tiden kunne gå på pension, så udsender man ikke en debutplade for, at positionere sig. Der er ikke behov for at råbe: “Hør mig, hør mig!” Så meget desto mere er det et album der vækker opsigt. Pladen åbner i jazzrock-land med nummeret Orient Express. Chico har samlet et tungt jazzende band omkring sig. Håkan Broström på sax, Mathias Landaeus på piano/keys, Johnny Åman på bas og Paul Svanborg på trommer eksekverer numrene, der alle er skrevet af Chico, i bandfarlige og lækre grooves. Musikken er nuanceret og på et vanvittigt højt teknisk niveau, hvor lytteren aldrig kobles af. 

Morten Ramsbøl: True North (Challenge Records) CD/DL/stream

Til daglig går han rundt nede i Østrig og er basprofessor - endda jazzbasprofessor på universitetet i Graz. Han er også jazzbassist - og det er som sådan at jeg kender ham bedst. På sit nyeste album True North kombinerer han jazzkvartetten med strygerkvartetten. Han har allieret sig med den svenske pianist Jakob Karlzon. Det er perfect match til Ramsbøls nordisk inspirerede kompositioner. Han har den fulde forståelse og indlevelse i Ramsbøls smukke melodier. Den engelske saxofonist Julian Argüelles er et sikkert valg på sin plads. Han kommer med en stor erfaring i bagagen, der bruges til at levere et nærmest overlegent sikkert spil.

I Graz har Morten Ramsbøl lært den østrigske trommeslager Reini Schmölzer at kende. Det er ham der har lavet strygerarrangementerne på pladen. True North er et mesterstykke i Ramsbøls karriere. Pladen indeholder musik, der på en gang kombinerer europæiske musiktraditioner og Ramsbøl stærke nordiske tone, der undervejs i karrieren både har taget farve af Højskolesangbogen og Niels Henning Ørsted Pedersen. Han er rundet af Keith Jarrett’s nordiske 70’er trio og er alligevel nutidig og meget original i udtrykket.

Jeg smelter når han serverer lækkerier som album-afslutningen Surface eller duetten Keith sammen med Argüelles. Ramsbøl har balladen i sin hule hånd, når han med sit fuldfede basspil lægger grunden på Le Grand. Morten Ramsbøl står for en retning indenfor jazzen, der i disse år svigtes i dansk jazz. Melodien og den nordiske tone er helt fremme - noget man dyrker mere tydeligt i Norge. Tak til Morten Ramsbøl for at lave lige netop den plade!

Morten Ramsbøl

Challenge Records

Ben Webster: Ben Webster’s first concert in Denmark (Storyville) CD/DL/stream

Da Onkel Joachim havde tjent sin første 25 øre valgte han, at gemme den som sin lykkeskilling i en montre. En lille mønt der skulle symbolisere starten på den store pengetank. Da den amerikanske tenorsaxofonist Ben Webster spillede for første gang i København, var Danmarks Radio tilstede og optog koncerten. Som formanden for Ben Webster fonden, Henrik Wolsgaard Iversen skriver i pladens linernotes, er det indledningen på en kærlighedsaffære. En kærlighedsaffære mellem dansk jazz og en legende, der startede denne søndag eftermiddag i 1965 og varede frem til Websters død i 1973. 

Koncerten er en lykkeskilling med Kenny Drew på piano, Niels Henning Ørsted Pedersen på bas og Alex Riel på trommer. Sendt direkte i radioen i starten af januar. Vi får en smeltende lækker In a mellotone, en dampende hed udgave af Ellingtons Blues in B-flat og så slutter albummet brat med en forkortet udgave af Webster’s signaturmelodi Cotton Tail, da der skulle sendes radioavis. 

Ben Webster’s første koncert i Danmark er ikke den vigtigste Ben Webster plade. På den anden side er det en fornøjelse at høre hvordan trioen “klikker” med Ben Webster lige fra starten. Så det kan godt være at koncerten kun er en 25 øre, men det var den første i en pengetank af jazzkærlighed.

Storyville Records

Just Like Django: Les Sessions (Gateway) CD/DL/stream >> Reve Boheme: Six & Six Swing to bop (Reve Boheme) CD/DL/stream >> Gypsy Vendetta: Odd Club Copenhagen (Gateway) CD/DL/stream

Indenfor kort tid er der landet tre danske plader på mit anmelderbord, der alle tager udgangspunkt i Django Reinhardt og den stil er kaldes jazz manouche, gypsy jazz eller sigøjnerjazz. Kært barn har mange navne, men du ved nok hvad jeg mener. Fælles for alle tre grupper er at de består af to guitarer og en bas. Herefter skilles vejene. Som fjerdemand har de henholdvis violin, klarinet og mundharmonika med. 

Den første plade er ligefrem med nogen der kalder sig Just like Django - og er ironisk nok dem der minder mindst om Django Reinhardt. Der er nemlig røget en pæn dosis fransk chanson med i sigøjnerjazzen. Det betyder også at de som den eneste af de tre grupper har en sanger med på nogle af deres numre. Franskmanden Claude Chichon serverer med frankofil charme den selvskrevne Paris je t’aime og Jacques Brel klassikeren Ne me quitte pas på formfuldendt fransk. Johan Toftegaards velspillende klarinet stjæler på resten af pladen en god del af opmærksomheden.

Rêve Bohème laver med deres sjette plade den mest sigøjnerjazzede plade. Med undertitlen Swing to Bop går de selv- og stilsikkert ind i landet mellem bop og swing. Stilen er sigøjnerswing og numrene er hentet fra Reinhardts bagkatalog og fra beboppens klassikere. Jens Fuglsang leder med overskud og charme kvartetten gennem Reinhardts Swingtime in Springtime og Crepuscule og bebop klassikere som Cherokee og Donna Lee. Fuglsang er en usvigeligt sikker virtuos på leadguitaren. Sammen med Finn Poulsen på mundharmonika holder han styr på melodien - både i sammenspil og lækre soli. 

Gypsy Vendetta har selv skrevet al musikken på albummet Odd Club Copenhagen. Det er dem der har violin med. Gypsy Vendettas store force er den mere rå og direkte tilgang til sigøjnerjazzen, som de benytter sig af. Her er guitaristerne Anders Nilou og Rasmus Rude sikkert dækket ind i selskab med violinisten Alfkil Thorbjørn Wennermark og bassisten Emil Bruun Madsen. “Garcon! Un cafe s'il vous plait et un avec” Je suis forelsket i sigøjnerjazzen, når Gypsy Vendetta med lethed og virtuositet skaber pariserstemning i Copenhague.

Just Like Django

Reve Boheme

Gypsy Vendetta

Orgelduo: Hr. & Fru Orgelduo travels the World (Orgelduo) LP+hæfte

Længe (længe) før der var jazz i mine ører, så var der tegneserier i mine øjne. Belgiske og franske tegneserier var og er favoritterne. Det gælder både Asterix, Lucky Luke, Tintin, Splint & co. og Vakse Viggo. Da jeg hørte om at den her udgivelse, sagde min puls “kapow”!

Kombinationen af jazz og tegneserier er til gengæld ikke noget jeg har kendskab til. Der findes selvfølgelig tegneserier der har hentet inspiration i jazzens historier. Her er Barney og den blå tone fra 1987 en stor personlig favorit. Den brugte den franske saxofonist Barney Wilen, som udgangspunkt for historien.

Orgelduo går skridtet videre. De er en blanding af jazz og tegneserie på en og samme gang. Pladeudgivelsen Hr. & Fru Orgelduo travels The World er både en LP og et tegneseriehæfte. Orgelduo består af Simon Gorm Eskildsen, der er kendt for sine fantastiske pladecovers for feks. I Think You’re Awesome og som pianist/keyboardspiller i bla. afrobandet Addisabababand og egen jazztrio og trommeslageren Daniel Sommer, der bla. lavede et suverænt solo-album for et par år siden og spiller sammen med sangerinderne Karmen Röivassepp og Live Foyn Friis.

Vinylpladen er et soundtrack til tegneserien. Den handler om ægteparret Hr & Fru Orgelduo der har vundet en tur til Rhodos med selskabet Fiasco Tours. Uden at afsløre for meget, så bliver det ikke helt som planlagt. Det er dog ikke noget der påvirker Orgelduo-parret. Med højt humør formår de totalt og aldeles, at ignorere alverdens farer der vælter ind over - eller nærmere hen over - hovedet på dem. Musikken er en forrygende blanding af lækre cocktail party toner, action ladede rytmer og en hulens masse godt humør. Duoen har undervejs besøg af lidt ekstra musikere. Her møder vi bl.a. trompetisten Scott Westh - der deler navn med en af tegneseriens helte og saxofonisten Cesar Joaniquet. 

Albummet - vinyl og tegneserie - får en kæmpestor anbefaling herfra. Den umiddelbart lette tone og de fede tegninger går godt i spænd. Det er en vellykket udgivelse, der er et must for tegneserie og Hammond afficionados.

Orgelduo

Jakob Thorkild: Devotional (Kontentum) LP

I forbindelse med udgivelsen af albummet Devotional har Jakob Thorkild valgt at samle den sammen med to andre udgivelser i boxen Grenzgänger. Udgivelserne Art Sleaze fra 2014 og Be Strong fra 2016 lavede han sammen med Nils Bo Davidsen og P.O. Jørgens. Art Sleaze var jeg så vild med, at den røg på Jazznyts liste over årets bedste udgivelser i 2014. Begge plader befandt sig i et kompromisløst freeform impro/jazz/metal univers, hvor støjen er gud. Derfor er jeg mildest talt overrasket over det tredje album i Grenzgänger boxen.

Jakob Thorkild spiller stadig guitar. Det gør han sammen med Anna Mose på vokal og Andrea Rebekka Alsted på elektrisk violin. Musikalsk er Jakob Thorkild en kompromisløs Grenzgänger. Devotional er klangflader, der både kan være filmisk smukke og dystre på samme tid. Det er der hvor pladen starter i et sfærisk klingende rum. Anna Mose, der også er med i vokal-gruppen IKI, folder et bredspektret talent ud. Hun kan synge messende sakralt, hvor Jakob Thorkilds skærende guitar ledsager sammen Andrea Rebekka Alsteds smukke violinspil. Det kan skifte over til tale, som på We went Swimming eller Allegoria, der kan minde om Laurie Anderson’s monologer, hvor der undres og berettes. Det er intenst og indrammes på dramatisk vis af droner, der lyder som et kirkeorgel. 

Støjen er stadig tilstede. Tydeligst og mest konkret på numre som Angelus og Behold (tegn). Jakob Thorkilds urovækkende guitar er en klasse for sig. Når han samler og skaber stemninger som på Behold (tegn), så er der tale om en dyb og vedholdende evne til at udvikle og skabe musik. Jakob Thorkild skaber religiøs musik der eksperimenterer, hvor Arvo Pärt er med i baggrunden. Det er ikke tilfældigheder vi udsætte for. Devotional er et højdepunkt indenfor nyere dansk avantgarde. Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse.

Jakob Thorkild

Jazznyts anmeldelse af Art Sleaze

Jazznyts anmeldelse af Be Strong

Cæcilie Norby: Sisters in Jazz (ACT) LP/CD/DL/stream

Mon ikke Sisters in Jazz er det mest jazz-jazzede album som Cæcilie Norby har lavet. Der er bla. to blæsere i front for gruppen der, sørger for den musikalske opbakning. Det er vel at mærke to blæsere, trompet og saxofon, der har fået en masse plads i arrangementerne. Her tager den norske trompetist Hildegunn Øiseth stikket hjem i duosamarbejdet med Norby på First Conversation. Den er oprindeligt fra Norbys 2002-album af samme navn. I den nye udgave får sangen nyt liv og ældes med ynde. Den er sammen med Naked in the dark, de eneste kompositioner af Norby på pladen. Sammen med pladens pianist, den erfarne italiener Rita Marcotulli har Norby også lavet den sprælske Puzzled. 

De fem musikere på pladen er alle kvinder fra Europa. Aldersmæssigt er der 30 år mellem den yngste og den ældste i bandet. Alder og nationalitet står ikke i vejen for at tale det samme jazzsprog. Ud over de selvskrevne numre er resten af pladens numre fra USA og selvfølgelig lavet af kvinder. Der er blevet plads til et par stykker af Joni Mitchell, en sangerinde og komponist jeg er ret sikker på, at Cæcilie Norby har haft med i sin aftenbøn fra tid til anden i løbet af karrieren. Udvalget af numrene er en god blanding af kendte og mindre kendte sager. Jeg synes at det er ekstra fornøjeligt at de medtaget numre fra nogle af jazzens kvindelige kraftværker, Nina Simone, Betty Carter og Abbey Lincoln. Når man vil sætte spot på kvinderne i jazzen er Sisters in jazz en god og vellykket manifestation fra Norby og kolleger.

Cæcilie Norby

Rigmor Gustafsson: Come home (ACT) CD/DL/stream

Det er seksten år siden, at svenske Rigmor Gustafsson lavede den første af foreløbigt syv albums for det tyske pladeselskab ACT. På det nye album Come Home præsenteres hun sammen med en trio, hvilket helt klart er min favoritudgave af Gustafsson.

Hun er sammen med sin vanlige trio. De spiller en række numre lavet af Gustafsson, hvor særligt titelnummeret har store kvaliteter. De selvskrevne numre suppleres med Big Yellow Taxi, lavet af Gustafssons store forbillede Joni Mitchell. To andre numre, jeg ikke kan erindre at have hørt jazzversioner af, er Kate Bush’s Wuthering Heights - som jeg ikke troede kunne jazzes så vellykket. Tanita Tikaram’s Twist in My sobriety får også en omgang. Rigmor Gustafsson er fortsat en af vore store nordiske jazzvokalister. Hun har bevaret sin vokale lethed - hvor den kunstneriske tyngde er med hele vejen.

Rigmor Gustafsson

Søren Kjærgaard: Concrescence (ILK) LP/DL/stream >> Søren Kjærgaard: Live at Freedom Music Festival (ILK) LP/DL/stream

Efter at der har været stor fokus på en “effektevaluering” af Det Rytmiske Musikkonservatoriums ændringer på optaget til uddannelserne, så er der også kommet noget helt andet, som konservatoriet har et ansvar for - uden samme opmærksomhed som effektevalueringen. 

Pianisten Søren Kjærgaard har udgivet to LP’er med soloklaver, der er blandt flere resultater af et kunstnerisk forskningsprojekt under titlen “Flerlagethed i solo performance”. Han har stillet spørgesmålet: “Hvordan skaber en soloperformer musik, der er dialogisk og interaktiv, når man kun er én person på scenen? Og hvordan kan soloperformere fremme en slags indre dialog i deres musikalske værker?” LP’erne er den del af de musikalske svar på spørgsmålet. Den første, Studies for Video Keyboard udkom som dobbelt-LP for et år siden på pladeselskabet Escho.

Den første af de to nye er Concrescence, der er indspillet i Village Studiet. 16 forholdsvis korte koncentrerede stykker musik. Det er abstrakt klavermusik, hvor Kjærgaards indre dialog foldes ud. Vi får lov til, at komme ind Kjærgaards version af det blanktpudsede sort klaver. Der hvor han vælger toner og strukturer. Det er soloklaver der for mig lyder mere som klassisk musik end improviseret jazz. Der er øjeblikkets omsatte tanke, der står oven på forudgående tanker. 

Den anden plade er indspillet i Koncertkirken i forbindelse med Freedom Music Festival I 2017. Her får musikken en helt anden karakter og sjæl. Stykkerne er længere og mere improviserede. Han indgår i en anden dialog. Der er et publikum og en sal - endda en tidligere kirke. Musikalsk er han bredt inspireret af avantgardister som John Cage, David Tudor, Henry Cowell og Morton Feldman over jazzpianister som Cecil Taylor, Thelonious Monk, Paul Bley og Earl Hines. 

Der sker meget spændende med udspring i Det Rytmiske Musikkonservatorium. Vi har f.eks, tidligere hørt Jacob Anderskovs forskningsprojekt Habitable Exomusics fra 2015 og nu Kjærgaards soloperformance projekt. Det er der ikke megen pop, awards eller pang-performance over - som RMC er kritiseret for at fokusere for meget på. Det kan godt være at der ikke kommer så mange saxofonister, der kan spille Real Book fra RMC længere. Til gengæld huser RMC stadig forskning der er dybt forankret i jazz og det der ligner.

Bandcamp Søren Kjærgaard

Torben Westergaard: Heart Tunes (Torben Westergaard) DL/stream

Bassisten og komponisten Torben Westergaard har i de seneste år primært været i fokus for sit Tangofied Ensemble, her på bloggen. Nu er han tilbage med et album af en helt anden karakter. Sammen med den amerikanske guitarist Allen Hinds og perkussionisten Jacob Andersen har han lavet albummet Heart Tunes. 

Musikken var oprindeligt lavet på Musikstjernen, et forskningsprojekt på Aalborg Universitet indenfor musikterapi. Her havde man et ønske om at få skabt noget upbeat musik til brug for rekonvalescens af hjertepatienter.

Traditionelt set er “medicinsk” musik oftest af en mere meditativ karakter, hvor man “svømmer” hen og slapper af. Her er Niels Ejes Musicure nok det mest kendte. Torben Westergaards Hearttunes er noget andet. Det er musik med rytme - musik der spiller sammen med hjertets rytme i et roligt tempo. Jacob Andersens sanselige og organiske percussionspil og Allen Hinds beroligende guitarspil får næring af Torben Westergaards basspil som han supplerer med keyboards og vokal. Det er musik der taler direkte til hjertet. Musik der får hjertet til at slå, samtidig med at sindet og sjælen tager en slapper. Meget anbefalelsesværdig som beroligende musik til mennesker med et hjerte.

Torben Westergaard

Andrew Cyrille: Lebroba (ECM) LP/CD/DL/stream

I de 12 år, hvor trommeslageren Andrew Cyrille spillede med pianisten Cecil Taylor, fik han aldrig at vide hvordan han skulle spille. Når han spurgte Cecil Taylor om instruktion, svarede Taylor: “Du ved hvad trommeslagere gør.” Taylor stolede på Cyrille’s dømmekraft. Andrew Cyrille bidrog bla. med den inspiration han havde fået fra Art Blakey og særligt Max Roach, hvor Cyrille allerede som 10 årig kom i Roach’s hjem og øvede på trommer.

Det er ikke så ofte at der følger linernotes med ECM’s udgivelser. Kevin Whitehead har skrevet ordene til Andrew Cyrille’s udgivelse Lebroba. De indledes med ordene: “There’s always a story”.

Og det er en historie værdig, når Cyrille har taget guitaristen Bill Frisell og trompetisten Wadada Leo Smith med i studiet. Det er første gang at Frisell og Smith spiller sammen. Frisell og Cyrille har bla. s'spillet duokoncerter sammen og Frisell medvirkede ligeledes på Cyrille forrige plade fra 2016. Smith og Cyrille har ikke spillet sammen siden 70’erne. Det var på foranledning af pladens producer Sun Chung, at Cyrille tog Smith med ind i projektet. Det er godt tænkt af produceren. Pladen åbner med Frisell’s Worried Women. Her spiller Andrew Cyrille trommer som er meget lig dem, som Paul Motian spillede i trioen med Frisell og Joe Lovano. 

Wadada Leo Smith’s suite i fire dele er et åbent kammerjazz mesterstykke. Andrew Cyrille’s Lebroba er en blues, hvor Cyrille’s mutede trompet og Frisell’s twangy guitar finder sammen med Cyrille’s sanselige trommespil. Pladens afslutning Pretty Beauty er en følsom ballade, der omkranser albummet. Lebroba er en stærk trioplade fra tre store individualister.

ECM Records

Papa Rocketship: Inner Space Expedition (Papa Rocketship) digital

Emil Savery sendte en besked til mig om, at jeg skulle lytte til hans seneste udgivelse med Papa Rocketship på Youtube. Det gik lidt langsomt for mig. Jeg har det fint nok det digitale univers, men et youtube-link er lidt fesent. Jeg fik så tilsendt hele albummet i et langt nummer på 65 minutter. Igen rimeligt bøvlet. Men bøvl og musik er ofte en god kombination. Hvem har sagt at det skal være let at være jazzblogger? 

Nu har jeg begivet mig ud på Emil Saverys indre rumekspedition flere gange - og det er så fed en oplevelse, at jeg bliver nødt til, at dele den med dig.

Det er for det første en gevaldigt syret omgang. De 65 minutter er delt op i 10 dele. Her indtager den amerikanske trommeslager Victor Jones en central rolle. Både på trommer og med sin karakteristiske voice-over. Emil Savery spiller både på Hammond, trompet og synth. Mads Egetoft tager sig af saxofonen, mens det er den svenske bassist Olle Häggberg der er sidste gennemgående musiker. Herudover medvirker diverse gæster undervejs på guitar, vokal etc. Blandt de mere prominente gæster er Uffe Savery og Morten Friis.

Halvvejs inde i seancen kommer The Cosmic Song, der også findes på Spotify. Her synger Sunniva Brynnel på et nummer der er båret af klubrytmer. Det er stort skifte efter indledningen, der ellers har været ganske spacet. Bla. kan man genfinde noget der kan minde om progrock. Emil Savery hænger sig dog ikke i et eller andet retrotrip. Han befinder sig i en tid, hvor man kan tillade sig mere end det tilladelige. Efter albummets poppede indslag skifter han over i en orgelrocket afdeling, Blankozoid Attack, der sovses godt ind i effekter og herligt freespacet Mads Egetoft på saxofonen.

I den sidste del af albummet kommer vi ind i en syrefreejazzfunket zone. Her bevæger Papa Rocketship sig fra det helt løse og ustrukturerede på The Funk System henover den freefunkede Planet Funk til den forrygende deepbass partyfunker Turn it around. Det er iøvrigt også i denne del, at vi støder på trompetisten Jonas Due, med nogle lækre soloindsatser. Albummet lukker ned med Homecoming, der er skrevet af guitaristen Benjamin Hedengren. En god afslutning på 65 fuldgode minutter i selskab med Emil Saveys Papa Rocketship.

patreon.com/PapaRocketship

Jakob Sørensen Bagland: Cirkel (Jaeger Community) LP/CD/DL/stream

Der er gået fire år siden Jakob Sørensen debuterede med det første Bagland album. Dengang blev jeg med rette imponeret. Nu er den tredje Bagland plade kommet, i 2016 kom 10” vinylen Nomad, med samme band, der udover Jakob på trompet består Alex Jønsson på guitar, Mathias Jæger på klaver og synthesizer, Frederik Sakham på bas og Frej Lesner på trommer.

På det nye album Cirkel, er der sket en stor udvikling med både Jakob Sørensen og Bagland. Den 29 årige nordjyske trompetist henter igen inspiration i ophavet, i baglandet. Han er født i Sæby og har denne gang ladet sig inspirere af Skagens-malerne, da han skrev kompositionerne.

Livets store og små spørgsmål, med håb, længsel, glæde og melankoli afspejles i de lyriske melodier. Med titler som Ageposten, Bryllup, I Kirken, Jagten og Solnedgang er det ikke svært at svæve tilbage til slutningen af 1800-tallet. Der er blå himmel og åbne vidder, hvilket er tydeligt på Ageposten. Det er klassisk "Jakob Sørensen" i en ny aftapning. Den rene nordiske klang blandes med Alex Jønssons nedtonede rå guitar, der støttes af Frej Lesners dansende trommespil. På den efterfølgende Bryllup er stemningen stadig nordisk, der startes i et roligt tempo, hvor Jakob Sørensens trompet finder sammen med Jægers klaver og Sakhams roligt vuggende bas. Tempoet er stadig i den rolige ende. Midtvejs i nummeret opstår der uro, Jægers klaverlyd forstyrres af effekter og Jakob Sørensens trompet ryger ind i et effektladet felt. Det er stærke emotionelle sager.

Det er styrken ved albummet, der lige fra åbningen Open End pt. 1 til afslutningen Open End pt. 2 sender os på en følelsesmættet tur i Skagen og omegn og mest af alt i Jakob Sørensen og Baglandet. Det er nutidig nordisk jazz med diskrete og vigtige elementer af elektronik og effekter. Her er titelnummeret Cirkel med Alex Jønssons slideguitar og Jakob Sørensens mere rå og direkte trompetspil en ægte højdespringer. Albummet får en stor anbefaling herfra. Det er jazz med lokal tyngde og udsyn, der sætter dybe musikalske aftryk.

Bandcamp Cirkel

Girls in Airports: Rold Skov (Kaja Records) single/stream

Efter to udgivelser på britiske Edition Records, har Girls in Airports vendt snuden hjem. De udgiver fredag d. 22. februar deres første single på det nystartede pladeselskab Kaja Records. Planen er at der kommer tre singler fra Girls in Airports i foråret. Vi skal vente til 2020 før der kommer et samlet album.

Den første single er Rold Skov, som også er navnet på Danmarks største skov. Bandmedlem Martin Stender formåede at fare vild i skoven på en løbetur og løb i cirkler i flere timer indtil det blev mørkt, da han heldigvis mødte en gruppe løbere, der viste ham vejen tilbage. Nu skal man selvfølgelig passe på med at overtolke den symbolik, der er i, at Girls in Airports vælger den som første single efter udlands eventyret. 

Den stærke, intense og meditative stemning der hersker i nummeret er for mig som lytter en tilbagevenden til kernen i Girls in Airports. Jeg er ikke kun begejstret. Jeg er også berørt på et dybere plan, som Girls in Airports tidligere gjort det. Rold Skov er et stærkt comeback. Dokumentarist og filminstruktør Andreas Johnsen har lavet en kort ledsagende video til sangen, der indfanger stemningen i musikken.

Randi Pontoppidan: Rooms (Chant Records) LP/DL/stream >> Greg Cohen & Randi Pontoppidan Event Horizon: Space Geode (Chant Records) CD/DL/stream

Kan man sige noget uden at bruge ord? Umiddelbart vil man nok svare nej. Ved nærmere eftertanke, så kan man sagtens udtrykke sig med munden uden at sige ord. Hyl, skrig, støn, prusten, suk, nynnen etc. er noget vi bruger til, at udtrykke ofte ret stærke følelser med.

Randi Pontoppidan kan udtrykke noget og meget mere end de fleste, uden at hun siger eller synger et ord. Det bliver tydeligt på albummet Rooms. Det er Pontoppidans første plade i eget navn. Alt hvad man hører på pladen er bygget op fra Pontoppidans stemme. Hun anvender loops, effekter og elektronik til at skabe det helt unikke univers. Hun trækker på erfaringer fra freejazz, avantgarde, improvisation og elektroakustisk kompositionsmusik, hvor hun bla. har samarbejdet med Sissel Vera Pettersen (i duoen Lift), Jamaaladeen Tacuma og Paul Hillier’s Theatre of Voices.

Rooms er et nærmest uudtømmeligt kalejdoskop af Pontoppidans dybt originale og fantasirige vokaleksperimenter. Man glædes, forstyrres, irriteres og kommer helt sikkert til at flytte sig inden pladen er færdig. Det er let at anbefale Rooms til den nysgerrige lytter, der gerne vil på vokalrejse.

Albummet Space Geode er lavet af duoen Event Horizon, hvor Randi Pontoppidan er sammen med den amerikanske bassist Greg Cohen. Cohen har et megasejt musikalsk CV, der omfatter en masse plader med Tom Waits, John Zorn, Laurie Anderson og såmænd også Woody Allen’s New Orleans Orchestra.

Pontoppidan og Cohen har indspillet musikken i de gamle østtyske radiostudier Funkhaus i Berlin. I et mørkt studie har de skabt musikken gennem improvisation - uden foregående aftaler. Pontoppidan’s overvejende ordløse sang moduleres af Pontoppidan gennem elektronik og effekter. Cohen spiller på en akustisk gulvbas, hvor han med bue og effekter giver et godt indspil til Pontoppidan.

Albummet er en veritabel blanding af abstraktioner og lydlandskaber, af underlige lyde og det der ligner.

Bandcamp Rooms

Bandcamp Space Geode

Per Thornberg: A place for you (TMP) CD/DL/stream

Jeg må som det første indrømme, at jeg ikke lige kendte Per Thornberg inden jeg fik denne plade i hånden - selv om manden har lavet 10 plader. En klassisk jazznørd-øvelse er, at man ser titel og kunstner på forsiden og sådan cirka to sekunder efter, så vender man coveret. Man i gang med at udforske, hvilke sidemen kunstneren har valgt at omgive sig med. Her har Thornberg, der er bosiddende i Malmø valgt en række musikere fra øverste hylde. 

Jazznytprisvinderen 2017, Lasse Mørck medvirker på bas, det gjorde han også på Thornbergs forrige album. Ligesom trommeslageren Snorre Kirk også gjorde. Den sidste mand er guitaristen Carl Mörner Ringström. Herudover gæster Tobias Wiklund på kornet og Vivian Buczek på vokal.

Pladens fem numre med vokal er med tekster af den tyske digter Rainer Maria Rilke, der døde i 1926. Teksterne er på engelsk og fremføres erfarent Vivian Buczek. Per Thornberg er udover at være udøvende jazzmusiker også jazzpædagog. Han har skrevet adskillige lærebøger om jazz og fik titlen Årets jazzpedagog i 2014. 

Per Thornberg har et modent og behageligt touch på jazzen, hvor han inviterende åbner op for de andres musikeres medvirken. Et godt eksempel er titelnummeret A place for you, hvor både Buczek og Wiklund får lov til at skinne igennem. Der er ellers ikke grund til, at nedtone egen evner, hvilket allerede er tydeligt fra starten på åbningsnummeret Before the storm, hvor der er nogle tydelige Coltrane referencer. Han spiller med tilbagelænet overskud på den skønne ballade Reminiscence. På den efterfølgende The Lizard rykker han til gengæld helt frem til kanten og giver den som småhidsig new yorker tenor i godt samarbejde med guitaristen Ringström.

A Place for you er mere end godt håndværk. Det er jazz spillet af musikere, der hele vejen rundt er virtuoser.

Per Thornberg

Joe Lovano: Trio Tapestry (ECM) LP/CD/DL/stream

Han debuterede på Blue Note i 1991 og blev som en af ganske få jazzkunstnere på pladeselskabet op gennem halvfemserne og nullerne. Hans sidste plade på Blue Note kom i 2015. Nu er det slut. Han er i stedet kommet over på ECM Records, hvor første plade i eget navn på det tyske selskab er sammen med pianisten Marilyn Crispell og trommeslageren Carmen Castaldi.

Det kunstneriske ambitionsniveau er tårnhøjt. Lovano’s karriere har budt på mange forskellige stilistiske tag på jazzen. Han har altid formået at holde fast i sig selv og sin musikalske arv. Det gør han endnu en gang. Selv om det er en plade, der ikke lyder som andre i Lovano bagkataloget, så lyder det stadig som Lovano.

Det er flydende og luftig ekspressiv jazz, der i trioformatet smelter sammen. Det er både meditativt og beroligende. Det er også udfordrende og bevidsthedsudvidende.

Joe Lovano