mandag, juni 29, 2026

Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.


39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.


Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.


Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.


Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.


Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.


Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.


Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.


Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.


Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.


100 stemmer - værk af Anders Malta i Musikhuset i Aarhus 27. juni

Hvordan beskriver man 100 års dansk jazz på en time? Det spørgsmål besvarede komponisten Anders Malta ved lørdagens åbning af Aarhus Jazz Festival med værket 100 Stemmer, fremført af 50 jazzmusikere i Musikhuset Aarhus. På fredag fremføres stykket af 50 andre musikere i DR Koncerthuset – heraf værkets titel 100 Stemmer.


Anders Malta lod uddrag af danske jazzkompositioner indgå i værket, hvor let genkendelige sange blev fremført undervejs. Cæcilie Norby sang eksempelvis Dansevise, og Frederik Vuust både sang og spillede klaver på en af de allermest kendte danske jazzmelodier, Leo Mathiesens Take It Easy Boy Boy.


Der var selvfølgelig en hyldest til Valdemar Eiberg, der var den første danske jazzmusiker, som indspillede en plade. Ellers dukkede bidrag op fra blandt andre Jens Winther (hvis søn Carl Winther spillede klaver i orkestret), Tomas Franck, Ben Besiakov, John Tchicai, Horace Parlan, Hugo Rasmussen, Lotte Anker, Thad Jones og Carsten Dahl samt nogle originale bidrag fra Torben Bjørnskov (der spillede bas i orkestret) og Gustav Hagelskjær (der spillede trommer i orkestret). Ud over de sidstnævnte var det primært musik med mindst 25 år på bagen. Savnede man de seneste 25 år i selve værket, kunne man til gengæld finde dem repræsenteret på scenen, hvor man blandt andet fandt de tre unge guitarister Carlo Dayyani, Casper Hejlesen og Albert Waidtløw. Der var også andre jazzmusikere, som har sat deres præg på dansk jazz i de senere år, eksempelvis Viktoria Søndergaard på vibrafon, der havde en fremtrædende rolle i værket. På blæserfronten spændte feltet fra gamle, gennemprøvede kræfter som Steen Hansen på trombone til unge Christian Holm-Svendsen på saxofon.


Med andre ord et forrygende setup på scenen i Symfonisk Sal, hvor der sagtens kunne have været flere publikummer til denne helt særlige engangsforestilling, som et hav af fonde og lignende havde støttet økonomisk.


Værket var Anders Maltas version af lyden af dansk jazz. I de komponerede dele var det tydeligt, at inspirationen overvejende kom fra den del af dansk jazz, der havde vendt ørerne mod USA. Latin, hiphop og fusion var ikke en del af den historie. Til gengæld fik freejazzen en fremtrædende rolle i fortællingen, hvor saxofonisterne blandt andre Nana Pi og Julie Kjær leverede nogle af værkets stærkeste frie passager. TS Høeg havde skrevet nogle stykker lyrik om jazzen, som han selvfølgelig selv læste op med sikker timing og sprælsk energi.


Det var på alle måder en vild oplevelse, hvor der også blev plads til Dawda Jobarteh på kora og Olga Witte på outsider-synth. Anders Malta styrede det hele sikkert hjem, og højdepunktet for mit vedkommende indtraf, da Ronja Rose Andersson fra bandet Musvit sang en morsom og rammende tekst om alle de klichéer, der tit bliver sagt om jazzen. En god afslutning på en stor eftermiddag i en veltempereret Symfonisk Sal, hvor klimaanlægget sandsynligvis var på overarbejde, da der var 35 grader udenfor.



tirsdag, juni 16, 2026

Mads Riis Kvartet (BlikFlak) digital

 

Den unge guitarist Mads Riis er flyttet tilbage til Danmark, nærmere bestemt København, efter at have boet i Berlin i fem år. Her har han studeret på konservatoriet, og ud over at medbringe sin uddannelse i bagagen har han også taget et album med derfra. I Berlin har han fundet sammen med ligesindede stortalenter: danske Thorbjørn Stefansson på bas, østrigske Steven Moser på trommer (der bl.a. har lavet en plade sammen med Carlo Dayyani) og svenske Isak Ingvarsson på saxofon (der havde Kresten Osgood med på sin debutplade fra sidste år).


Mads Riis er vokset op med jazzen, hvilket også sætter sit præg på pladen. Både helt direkte, da han har inviteret sin far, trompetisten Jesper Riis, med på et par numre, og selvfølgelig indirekte, da jazzen altid har været en del af husholdningen i Mads Riis' barndomshjem.


Mads Riis har, ganske modsætningsfyldt, ladet sig inspirere af den vilde og farverige storby og samtidig af vejen væk derfra mod naturen, stilheden og det mere enkle. Det rammer så fint det, man hører på pladen, der åbner med det smukke nummer Gryden.


Mads Riis' musik er dobbelttydig, når man både fornemmer storbyens puls og naturens evne til at hensætte én i en reflekterende tilstand. Det er netop denne balance, Mads Riis mestrer så fint. Han har lavet en rigtig stærk debut, der i øvrigt slutter med en helt fantastisk version af jazzstandarden It Never Entered My Mind, hvor far og søn forenes på smukkeste vis i jazzen.

Instagram

mandag, juni 15, 2026

Gorm Askjær Trio+: Microverse 1 (Jaeger Community Music) LP/digital

 

Der er gået seks år siden den forrige plade med Gorm Askjærs trio udkom. Der var ingen tvivl om, at den var blandt de bedste danske jazzudgivelser det år. Hvad er der så sket i mellemtiden?


Guitaristen og komponisten Gorm Askjær har stadig trioen med Jens Mikkel på bas og Thomas Eiler på trommer. Denne gang har han inviteret Francesco Bigoni på klarinet og saxofon samt Malthe Volfing Højager på cello med ind i projektet, hvilket forklarer det diskrete plus efter Trio.

Pladen hedder Microverse og er ganske konkret en betegnelse for musikkens undersøgende væsen. Musikerne udforsker små verdener med hver deres klanglige og musikalske særpræg. Der hviler en kammermusikalsk stemning over musikken, hvor den intense atmosfære og musikernes blik for hinandens placering og udtryk skaber et kollektivt output, der er både sammenhængende og flydende.


Det er jazz, der bevæger sig mellem det fine, sarte og lettere tilgængelige som åbneren Fatamorgana og den optimistiske afslutter You Can Never Hold Back Spring, og så de mere komplicerede og skæve numre som It Almost Works og It's All Getting Fuzzy, hvor musikerne tydeligt viser, at de kan indgå i en musikalsk dialog, der både udforsker og udfordrer.


Celloen og Bigonis blæserinstrumenter passer godt ind i Askjærs musik, hvor der, som i Where Do Lost Memories Go, er klare referencer til kammermusikken.


Selvfølgelig er Gorm Askjær guitarist. Men det er som komponist og bandleder, at han skaber de store øjeblikke. Han bruger guitaren til at sammensætte de musikalske mikroverser, som han skaber sammen med de fantastiske musikere.

Gorm Askjær

onsdag, juni 10, 2026

Grammofon: Fabelagtige forviklinger (Zack’s Music) LP/digital

 

Duoen Grammofon med Niels Oldin på tenorsaxofon, klarinet og basklarinet samt Jakob Frandsen på akustisk guitar har lavet en LP til grammofonen med den vidunderligt finurlige titel Fabelagtige forviklinger. Albummet består af otte numre, hvor Oldin og Frandsen deles om komponisttjansen. De har udvidet duoen med Girls in Airports-percussionisten Victor Dybbroe og den nyligt afdøde bassist Torben Westergaard.


Musikken består af rolige toner, der henter inspiration i kringlede kroge og omsætter den til enkle og nærværende melodier, hvor bossa, tango, viser og ikke mindst jazz gennemfarver stemningen. Der er to numre, som hylder henholdsvis Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. Gennem musikken fortæller de om en sort jazzmusiker, der var med til at forene verden gennem jazzen.


Oldins klarinet finder let sammen med Frandsens guitar. Der er noget besættende hyggeligt over Fabelagtige forviklinger, som kan tilfredsstille sjælen, når der er brug for en rolig stund ved grammofonen.

Grammofon på Instagram

tirsdag, juni 09, 2026

Mydtskov/Nordal: Sketches (New Vehicle) LP/digital

 

For tre år siden udgav duoen Mydtskov/Nordal den på mange måder bemærkelsesværdige Frasens identitet, der var et musikalsk forskningsprojekt. Nu er de atter aktuelle. Denne gang er det guitaristen Morten Nordal, der på akustisk guitar har skrevet al musikken bortset fra pladens sidste nummer, The Times They Are A-Changin’ (et valg, der fortæller noget om musikernes modenhed).


Tenorsaxofonisten Hans Mydtskov forstår som få Morten Nordals enkle, skitselignende melodier, der danner grobund for duoens musik.


Det er musikalske former og en vellyd, der rummer så megen elegance og musikalsk styrke, at man som lytter aldrig falder ud af musikken. Det er rolige toner, der ikke vil dominere. I kraft af Mydtskov/Nordals indforståede og sammenvoksede samspil er Sketches en LP, der ganske stille sniger sig ind på os og tager os med ind i sit musikalske univers.

Stream

mandag, juni 08, 2026

Cosmos Club: Jovian Moons (One Dot Rec) LP/digital

Duoen Cosmos Club tager os med på en subtil natklubstur. Der fornemmes pumpende beats i det fjerne. Oven over det hele bevæger tangentspilleren Giordano Léon Makholm og trommeslageren Øyvind Andreas Winton sig rundt med synth, elpiano og trommer. Det er et meget betagende og kontrastfyldt univers, der tager elementer fra deep house, krautrock, ambient og jazz og blander dem sammen på en lækker og indtagende måde. Numre som Odeon og Io har været sikre hits hos mig, siden jeg fik pladen.


Titlen refererer til Jupiters måner – himmellegemer i konstant kredsløb om noget massivt, magnetisk og umuligt at ignorere. Denne tyngdekraft er central for albummets identitet: Hvert nummer opleves som et objekt i bane om en kerne af energi – nogle gange svævende og roligt, andre gange trukket ind i turbulens.


På begge sider af pladen er der to interludes, Welcome to Chaos og Welcome to Cosmos, der fint indrammer duoens originale musik. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem pladens højdepunkt, for dem er der flere af. Dog er titelnummeret Dancing on a Jovian Moon noget helt særligt. Den rolige melodi, der gentages på elpiano, mens synthklangflader sender os ud i rummet, understøttet af trommerne, er særdeles virkningsfuld.


Cosmos Club får en stor anbefaling herfra.

Cosmos Club

 

fredag, maj 29, 2026

Gustaf Ljunggren with Skúli Sverrisson: Along the low road (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden den første plade, som Gustaf Ljunggren lavede sammen med den islandske bassist Skúli Sverrisson. På det nye album har Ljunggren atter kastet sig over en lang række forskellige strengeinstrumenter, saxofon og diverse tangenter. Ljunggren er multiinstrumentalist i ordets bedste betydning. Han bruger instrumenterne til at skabe sit eget musikalske sprog, der bedst kan betegnes som en slags organisk ambientmusik med inspiration fra jazz, folk, minimalisme og roots. Det er enkle toner, der danner grundlag for smukke melodier.


Drømmende, rolige og svævende toner får lytteren til at flyde med den musikalske strøm. Der er for eksempel den nordisk klingende og klaverbaserede Summer Passing Letting Go eller den let melankolske hyldest til klippen Stevelen på Bornholm. Albummet balancerer mellem det sarte, det enkle, det smukke og det dybdegående.


Samarbejdet mellem Ljunggren og Sverrisson er givende og generøst. Det er en meget stærk opfølger til Floreana fra 2022.

Bandcamp

torsdag, maj 28, 2026

Lasse Mørck: Lo Simple (Lasse Mørck) CD/digital

 

Ja da! Nu kom den. Bassisten og komponisten Lasse Mørcks musikalske hyldest til Mexico — eller med andre ord: nu kommer endnu en. Han har boet i Mexico ad flere omgange, er gift med en mexicaner og lavede for nogle år siden The Aztec Creation Myth Suite, hvor han gik på opdagelse i Mexicos historie.


Lo Simple er noget helt andet. Det er en temperamentsfuld plade, hvor Mørck med skiftende besætninger undervejs leverer nogle medrivende og særdeles swingende jazznumre, hvor inspiration fra mexicanske musiktraditioner som son jarocho, canto cardenche og ranchera er en del af butikken.


Pladen åbner med den dånende Revuelta i højt humør og slutter med titelnummeret Lo Simple, hvor solen stille går ned, inden natten tager over. Lasse Mørck har haft en vision om at skabe et malerisk landskab af de mange minder, han har med sig fra Mexico.


Det lykkes til fulde med et hold musikere fra både Mexico og Europa. Det er en vidunderligt stemningsmættet jazzplade.

Bandcamp

onsdag, maj 27, 2026

A Friend in Vilnius: When we meet (One Dot Records) LP/digital

 

A Friend in Vilnius er fra Fyn og hedder selvfølgelig sådan fordi bandets saxofonist Donatas Petreikis er fra Litauen og resten; Mathias Bøttern på guitar, Emil Mathiasen på bas og Jeppe Bredahl på trommer kommer fra Danmark (oplysningerne om bandets medlemmer fandt jeg på deres bandcampside, de er desværre hverken nævnt på pladecover eller i pressemateriale).


A Friend in Vilnius har med deres plade When we meet lavet en lækker rolig, organisk og behagelig plade, hvor de på ingen måde har travlt. De spiller jazz af den luftige slags. Donatas Petreikis har en lækker blød sound på saxofonen, der bevæger sig på kanten til smooth jazz. Han formår at forblive i den organiske ende af jazzen, hvor man mærker mennesket med instrumentet. 


Musikken er filmisk, flydende og enkel. Sansen for melodiens væsen har kvartetten helt inde i hjertet. When we meet er en brugsplade. En plade man sætter på, når man har brug for rolige balsamiske toner, der masserer sjælen. Lyt feks. til titelnummeret, Nakamura eller In some way, hvis du skal overbevises.

Bandcamp

tirsdag, maj 26, 2026

Clothing Club: Spring Collection (Clothing Club) LP/digital

 

I en tid med fast fashion i et hysterisk opskruet tempo og nye kollektioner hele tiden er det en fornøjelse med Clothing Club, der holder fast i dyderne og sender en afgrænset og langtidsholdbar forårskollektion på gaden.

Her er der plads til de stilarter, de er kendt for, og som de lancerede i 2024 med Fresh Fade-kollektionen. Der har også sneget sig nye inspirationer og farver ind i forårskollektionen.


Japansk fusion og city pop er hot shit lige nu og har blandt andet kunnet høres hos Tabloid. Clothing Club har deres eget take på det og inkorporerer japansk synthskønhed på Part Time Vintage. Der er den rolige Norwegian Wool, og så er der et nummer som Straw Hat D. Luffy, hvor et lækkert groove flyder sammen med tangentspilleren Deep Chains rolige klaverspil.


Clothing Club er en fast sammentømret enhed, hvor alle tre — Deep Chain (Berg) på keyboards, Rasmus Lykke under aliaset MS Lowkey på bas og Thorbjørn Lemvig under navnet Phairo Z på trommer — hele tiden skinner om kap med funken. De spiller med et ligefremt og teknisk stærkt overskud. Der er så mange favoritter på pladen: åbningsnummeret, partyslaskeren Casquette (Basbjørn på Streetfood) og den stramme Moonboots.


For lige at vende tilbage til de nye styles, så er der både rap fra Sean Lightfoot på Pocket of Change og sang på Front Row, hvor det bliver til en krammer af en sjæler — et noget atypisk nummer på pladen. Albummet slutter helt oppe på toppen med Slope Style, hvor grooves og j-fusion-synth eksploderer i skøn forening.

Jeg er vild med Clothing Club og kan ikke få nok. De får en kæmpeanbefaling fra Jazznyt. I øvrigt kan det tilføjes, at de har lavet soundtracket til det helt nye computerspil Scritchy Scratchy, der allerede er et kæmpehit. Rygtet siger, at soundtracket også udkommer på vinyl.

Gateway Musicshop

mandag, maj 25, 2026

Johannes Gammelgaard Kvartett: The Sweet Sweden Suite (Mark the Music) CD/digital

 

Den danske saxofonist Johannes Gammelgaard bor i Sverige, hvor han har lavet flere plader. Han er atter aktuel med Johannes Gammelgaard Kvartett, der har skabt en hyldest til Sverige og til livet i det hele taget. Udover saxofon spiller Gammelgaard også fløjte og trædeorgel. Han er sammen med Karl Wallmyr på trompet, Mauritz Agnas på bas og Arild Wahl på trommer, og desuden medvirker flere gæstemusikere undervejs.


Der er glade, blæserfyldte numre som Hip Hurra og Vi kör!. De kan godt få pladen til at fremstå som en lidt fjantig omgang (“fjollet omgang” — jeg elsker det svenske ord fjantig, så jeg måtte lige smide det ind her). Johannes Gammelgaard er dog meget mere og andet end fjantig (ups, nu igen). Hovedværket er minisuiten i fire satser: På västkusten – den långa hemresan – molnet – den första snön. Det er en levende rejse gennem det skønne svenske landskab, fortalt af en dansker, der har boet der i ni år.


Johannes Gammelgaard er en unik musiker, der fremhæver så forskellige inspirationskilder som Jan Johansson, freejazzbandet Nacka Forum, Jesper Zeuthen, John Coltrane, Carl Nielsen, nordisk folkemusik og forfatteren Inger Christensen. Det mest fantastiske er, at man sagtens kan høre det under gennemlytningen af albummet. Johannes Gammelgaards nordiske jazzudtryk er et af de mest originale, vi har hørt i de senere år.

Bandcamp

Anne Efternøler with Maria Laurette Friis and Johanna Borchert: We are. Profoundly. Predisposed. To Drowning (Relative Pitch) CD/digital

 

Det er ikke musik, der skal forstås inden for en ramme, hvor det handler om melodi eller rytme. Det er åben og abstrakt musik skabt af tre stærke improvisatorer: Anne Efternøler på trompet, Maria Laurette Friis på stemme og Johanna Borchert på piano. Musikken er indspillet i Koncertkirken og hjemme hos Anne Efternøler og udgivet af det New York-baserede pladeselskab Relative Pitch Records, der er eksperter i free jazz og eksperimenterende improvisationsmusik.


Det er let nok at beskrive det konkrete og håndgribelige. Det er straks mere udfordrende at beskrive det, jeg hører, da det kommer til at handle om det øjeblik, jeg befinder mig i, når jeg lytter til musikken. Det er på én gang ganske krævende at lytte til og alligevel ikke.


Det er tre musikeres samtale gennem musikken om livet, hverdagen og relationer. Ord og følelser omsættes til toner, harmonier, rytmer og kunstneriske udtryk.


Konklusionen må være, at det her er musik, der ikke først og fremmest skal analyseres, men opleves. Det er en udgivelse, der åbner et rum for eftertanke og nærvær, og som viser, hvor stærkt improviseret musik kan være, når den tør være helt fri.

Bandcamp

Per Texas Johansson: Orkester Omnitonal på musikaliska kvarteret (Moserobie) LP/CD/digital

 

Det er altid en god idé at tjekke, hvad der sker på den svenske jazzscene. Her er saxofonisten Per Texas Johansson et af mine faste holdepunkter, da han altid holder et ekstremt højt niveau på sine albums.


Hans nyeste album skuffer ingenlunde. Åbningsnummeret Hoax er som at blive hvirvlet ind i åbningsscenen i en hektisk film. Jeg kan bedst sammenligne det med starten på Marty Supreme, der flyver gennem New Yorks maniske gader i årene lige efter Anden Verdenskrig. Texas har et stort orkester på 17 mand, der bevæger sig mellem moderne klassisk musik, filmmusik og utraditionel bigbandjazz. I åbningsnummeret er det Fredrik Ljungkvist, der afleverer en vild solo, som er med til at sætte den høje standard for albummet. Det kribler og krabler i hele kroppen.


Det er Johan Siberg, der dirigerer orkestret, som spiller Per Texas Johanssons musik. Hvis du kun skal høre en svensk dagsordenssættende jazzskiva i år, så er det den her.

Bandcamp

onsdag, maj 06, 2026

Spot Festival 2026 - mine 11 koncerter og en masse solskin

 

Når jeg har mødt folk, jeg kender, i løbet af de to dage, som Spot Festivalen har varet, har de oftest sagt noget i retning af, at der ikke var så meget jazz på Spot, og om det var nok for mig. Om det var? Ja da! Der var en masse jazz rundt omkring – både det helt åbenlyse og den jazz, der kommer ud gennem revner og sprækker i andre genrer. Faktum var, at den mest indlysende organisation til at skabe fokus på jazzen i Danmark, JazzDanmark, ikke var med i år for at sætte ekstra fokus på jazzen, som de tidligere har været. De satsede hele butikken weekenden før på Jazzahead i Tyskland.


Spot er en genial festival. Du kan vælge udelukkende at lytte til folk, roots, electronica, indie, hiphop, rock, avantgarde eller jazz i løbet af de to dage, som festivalen varer. Blandingen af små, intime indendørsscener, koncertsale og store udendørs scener er god. Man kan komme helt tæt på musikken og i øvrigt sagtens løbe ind i nogle af de mange optrædende musikere rundt omkring på festivalpladsen. Spot er venlig, hyggelig og imødekommende.


VENYA – fredag på UMTO-scenen
Helt utilsigtet blev min fredag på Spot Festival fyldt med trompet – og nå ja, en masse solskin – og det er da også lidt jazzet.
Første band på Spot var en blød, jazzet start på en stegende hed festival på UMTO-scenen (Unge Miljøernes Take Over).
Stilen var inderlig, 70’er-lækker, organisk neo-soul med en god portion jazz, særligt i samspillet mellem vokal og trompet. Kender man Tigeroak, er man godt på vej. Tilsæt en keyboardspiller, der kan sin jazz, og en trompetist, der har roen og sjælen til at skabe et smukt, flydende rum i musikken.
Venya er i den grad et band, jeg vil følge fremover. Koncerten sluttede med nummeret Blue, der havde et fedt hiphop-beat, en stærk klaversolo og et unisont møde mellem trompet og vokal. Undervejs kom der nogle uventede skift, og det klædte nummeret.



SEBI VIOLA – fredag på UMTO-scenen

En dosis ægte soul-kærlighed fra en ung fyr med rigtig meget på hjerte, som han når at dele med stor charme og nærvær med publikum i løbet af den halve time, som showcasen varer. Sebi Viola er moderne soul i stil med det, man kender fra D’Angelo og andre. Det er meget let at omfavne hans musik, der emmer af spilleglæde og gode vibes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har valgt en stil, der stiller store krav til musikerne – men også til ham selv som sanger, hvor han sammen med saxofonisten nailer den flere gange undervejs med stor publikumsrespons.



BØLLE – fredag på Klubscenen

Bølle er et band fra Aalborg, og som de friskt sagde, da de kom på scenen, var det anden gang, de spillede i Aarhus. De konstaterede tørt, at der var ti gange så mange til denne koncert på den lille Klubscene som dengang, de spillede på Café Smagløs.
Trompetisten (og lejlighedsvis flygelhornspilleren) Bertil Vesterlund er et kæmpefund. Han har allerede sat sit navn i Aalborg i adskillige sammenhænge, bl.a. i livebandet for indiepopduoen Schæfer, der et par timer senere spillede på den store udendørsscene, hvor Bertil trådte i karakter flere gange.
Bølle har tydeligvis arbejdet med deres scenefremtoning – og de balancerer fint i deres kedeldragter og i introduktionerne til de enkelte numre, som de skiftes til at give. Her er både show og godt humør, når de trykker den af med deres velformede udgave af moderne jazzfusion. En fed oplevelse – og der er vist nye numre på vej fra gruppen.



TINGO – fredag på Folkscenen

Efter at have hørt en række helt nye navne var det tid til Tingo, der spillede på Folkscenen. De udgav deres debutalbum for nogle år siden og har et nyt på vej. De kunne sagtens have spillet på en jazzscene, hvis en sådan fandtes på Spot.
De spillede norske og svenske folkemelodier i deres eget take med en jazzet (improviseret) tilgang. De spillede også titelnummeret fra deres kommende album Medvind Modvind, som April Records udgiver i oktober. Her er Cecilie Stranges saxofon dejligt støvet og rolig. Tim Ewés trompet er det lyse og glade indslag i al den nordiske melankoli. Tingo gør det let og ligetil at lytte til folk (udtalt på engelsk)-jazz eller jazzet folk.



PURPUR – fredag på UMTO-scenen

Det var tredje band, jeg ville høre på UMTO-scenen om fredagen. Det syv kvinder store band mødtes i et uforudsigeligt clash mellem jazz, nordisk folk og pop. Her var der atter trompet, som sammen med saxofonisten var særdeles velspillende. Desuden to vokaler, keyboard, bas og trommer.
Glæden over at se det store publikum sidst på eftermiddagen var tydelig. Purpur gør det ikke let for sig selv. De spiller afvekslende og spændende arrangementer, hvor de bringer både kollektivet og de enkelte musikere godt i spil. De deltager i øvrigt i JazzDanmarks Jazzkonkurrence sammen med Venya og Eljo, som spillede sidste år på Spot. Purpur var en rigtig god liveoplevelse – og der kommer også snart musik på streamingtjenesterne.



AEGTESKAB – fredag på Cirkelscenen

Dagen sluttede meget passende et sted, der matchede den paneldebat, jeg startede dagen med på SPOT+. En debat om alderisme i musikbranchen, hvor fokus var på ældre musikere, der bliver presset og ikke længere får samme opmærksomhed som yngre.
Her er Aegteskab i den grad en trio af erfarne musikere, der har været med længe og er etablerede navne. Så hvorfor spille på Spot, der primært fokuserer på nye og uprøvede navne? Det kan man, når man disker op med noget nyt – som bluessangeren og guitaristen, Lars Lilholt, trommeslageren og jazzsaxofonisten gjorde. Musik af høj klasse med fokus på nærvær, virtuositet og ikke mindst originalitet fik den overvejende voksne del af publikum til at smelte sammen med musikken foran Musikhuset.



LUCIE HENDRY – lørdag i Musikhusets Lille Sal

Den herboende skotske harpist Lucie Hendry har netop udsendt sit andet album. Hun spiller på den mindre leverharpe og har taget masser af inspiration fra skotsk folkemusik med ind i sin egen lyd. Hun havde bl.a. den skarpe jazzguitarist Jacob Djursaa med på scenen.
Her spillede de numre fra det nye album. Stilistisk lander det et sted mellem de storladne skotske traditioner og jazzens mere jordbundne udtryk. Hun indtager scenen med en god og positiv udstråling og er musikalsk ét med sit instrument.



VIKTORIA SØNDERGAARD TRIO – lørdag på Palmehavens udendørsscene, Institut for (X)

Der var proppet med publikum udenfor Palmehaven, hvor koncerten foregik. Inden start var der en konstant uro og vandren frem og tilbage foran den lille interimistiske scene, og jeg var bekymret for oplevelsen.
Viktoria havde taget Elvira Skovsang og Frederik Blæsild Vuust med, og det blev en stærk og intim oplevelse. Publikum faldt til ro og lyttede intenst. Musikken, som Viktoria selv kaldte mystisk, var måske ikke så mystisk endda – men den var dragende. Den vedvarende baggrundsstøj fra festivalen smeltede sammen med trioens udtryk.
De spillede numre fra Secrets, der udkom i efteråret – bl.a. Le soleil, le pain et l’âme og Her Absence, en kærlighedssang skrevet af Frederik til Viktoria. En stor oplevelse i små rammer.



HØK – lørdag i Musikhusets Kammermusiksal

Koncerten var lige startet, da jeg kom ind i den lille kammermusiksal. Jeg famlede mig frem i mørket, direkte fra solen udenfor. I scenelyset stod trioen HØK, hvis navn består af medlemmernes forbogstaver. Guitar, bas og trommer.
Musikken var naturinspireret – smuk, melodiøs og nærmest indladende. Trioen viste dog flere facetter. I nummeret Distance bevægede de sig fra en kantet start over i et roligt, flydende udtryk. En god oplevelse.



CLOTHING CLUB – lørdag på Garden Stage, Institut for (X)

Hvis Drake og Rihanna var en jazztrio fra Aarhus, ville de lyde som Clothing Club. De har netop udgivet deres andet album Spring Collection og præsenterede naturligvis materialet herfra.
Trioen med M.S. Lowkey på bas, Deepchain på tangenter og Phairo Z på trommer har skabt et funky festalbum, der fik den tætpakkede plads foran scenen til at gå amok. Instrumental funky jazz, der rammer bredt, er en fornøjelse. Clothing Club kan starte og styre en fest – her var både jazzet stadionrock og stramme grooves. Kæmpe optur.



RUMPISTOL ENSEMBLE – lørdag i A-Huset, Institut for (X)

Jeg havde på fornemmelsen, at det var en god idé at være der i god tid. Rumpistol og hans ensemble spillede på den lille scene i A-Huset.
Frederik Bülow på trommer, Sven Dam Meinild på saxofon og basklarinet og Arendse Nordtorp Pedersen på violin udgjorde et ekstremt velspillende band.
Rumpistol har bevæget sig fra de ambient-prægede udgivelser til det nye album Nebula, hvor han arbejder med mere episke udtryk. Det fik rummet til at vokse. Titelnummeret blev en kæmpeoplevelse, og også Vildheks fra Isola blev leveret i en forrygende version.
Jeg sluttede mit Spot her – og i den grad på toppen. En vild finale på to vilde musikdøgn. Spot gjorde det igen!