Det kan godt være at hun er tysk. Men det er New York det lugter allermest af på pianisten Anke Helfrich's nye album. Hun prøver heller ikke på at skjule det, da hun på coveret er fotograferet foran Brooklyn Bridge. Sammen med tyskerne Martin Wind på bas og Jonas Burgwinkel på trommer og den amerikanske trompetist Tim Hagans har hun lavet et skønt album. Har man en forkærlighed for eksempelvis Herbie Hancock går man ikke galt i byen med denne plade. Helfrich skifter erfarent mellem det funky og det lyriske spil.
Pladens titel Dedication beskriver stemningen på pladen, der handler om at være dedikeret. Pladens åbningsnummer Invictus er i jazz'n'poetry genren, hvor musikken blandes med Ardie Walser’s recitation af W.E. Henley’s digt Invictus. Digtet var førhen med til at give Nelson Mandela styrke. Herefter følger Hancock’s klassiske Chan’s Song - Helfrich har lavet den som en hyldest til Bertrand Tavernier’s film Round Midnight. Herefter følger der nogle numre Helfrich har dedikeret til livet og sine forældre. Thelonious Monk får også en skøn hyldest med Monk’s egen Think of one. Helfrich fremhæver ham som et af sine største forbilleder. Hun kan også noget af det samme, når hun leger med melodien. Her skifter hun undervejs over til Rhodes. En god effekt. Helfrich’s italienske kæreste får også en hyldest med nummeret Aspettami eller Vent på mig. Det er en hyldest til den italienske mad og kultur. Her spiller hun på Harmonium og skaber en liflig middelhavs aftenstemning. Kæresten er i øvrigt kok og bor i København. Dedication er en international jazzplade, hvor grænser ikke eksisterer. Det er både en inspirerende og vellykket jazzplade, hvor Hagans tilstedeværelse undervejs giver krydderiet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar