Der er ingen tvivl om at Dr. Lonnie Smith har sat sine tydelige aftryk i jazzhistorien. Ikke mindst på grund af en række legendariske Blue Note plader og samarbejder med bl.a. George Benson og Lou Donaldson. Herhjemme har Hammond-organisten også gjort indtryk. Både som underviser på jazzstævnet Summer Session på Vallekilde Højskole, hvor han har beriget adskillige danske jazzmusikeres liv. Men også for sin medvirken på Kresten Osgoods Hammond Rens, der kom i 2002. Her turnerede de landet rundt og spillede i 2006 på Roskilde Festivalen.
Der er rigtigt meget der indikerer, at 2016 bliver året hvor Dr. Lonnie Smith kommer endnu længere ud. Han gør fortsat det han er bedst til - men denne gang er der lige lagt lidt ekstra på.
Det er 45 år siden at han sidst udgav et album på Blue Note - efter i mange år at have udgivet på mindre selskaber. Han er nu tilbage på Blue Note i 2016-udgaven, hvor Don Was står i spidsen og Universal Music har promotionmusklerne til at reklamere for Dr. Lonnie Smiths musik. Alt det er i min bog ligegyldigt, hvis musiken er dårlig. Det er den bare ikke på Evolution. Den er tværtimod djævelsk god.
Evolution er også navnet på bandet der har to trommeslagere, Johnathan Blake og Joe Dyson, Maurice Brown på trompet og John Ellis på saxofon og guitaristen Jonathan Kreiberg som medlemmer. De seks musikere fungerer som et samlet kollektiv, hvor der sigtes efter swingende og funky jazz. Jazz der i ånden skylder rigtigt til den sene souljazz, der dukkede op i slutningen af 60'erne. Det var på et tidspunkt hvor musikken blev afslappet og langhåret, hvor man ikke var bange for at blande elementer fra bl.a. rocken ind i musikken. Det giver en medrivende og tilbagelænet stil, hvor han det ene øjeblik spiller standards som My Favourite Things og Straight no chaser for så, at skifte til afrobomberne African Suite og Afrodesia. Saxofonisten Joe Lovano kigger forbi på den sidste på mezzosopransaxofon. I 1975 blev den indspillet første gang af Dr. Lonnie Smith - i øvrigt som Lovano's indspilningsdebut (originalen er også værd at tjekke ud! Lovano spiller den vildeste solo på tenorsax - mens George Benson funker løs på guitaren). Pladen åbner med den kvarter lange Play it back, hvor Robert Glasper gæster på Hancock-inspireret piano.
Evolution er jazz når den er bedst. Det er sprudlende loose og superfunky. Det er som at sætte sig ind i en orange Ford Mustang fra 1970 med sorte fartstriber, nedrullede vinduer og et halvfyldt askebæger mens solen går ned over Manhattan i bagruden. Evolution er et stærkt anbefalelsesværdigt album til festligt anlagte jazzfans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar