100 år! Så skal der da udkomme en boks med masser af musik. Det er sket flere gange før i musikhistorien. Som da Duke Ellington eller Louis Armstrong ville være fyldt 100 år udkom der flere fine udgivelser. Nu er det bare lidt anderledes med Svend Asmussen. Han fylder 100 år i dag og lever i bedste velgående.
Pladeselskabet har samlet en boks med fem CD’er og enkelt DVD. Musikken er en blanding af tidligere udgivet materiale og spændende sager fra arkiverne. Bl.a. får vi 4 bonusnumre fra koncerten som Asmussen spillede i Paris i 1985 med Georges Arvanitas. Den koncert som vi først hørte sidste år på CD’en Embraceable og som Asmussen mente var noget nær det bedste der nogensinde var indspillet med ham.
Med i boksen er også CD’en Fit as a fiddle som udkom i 1997. Den indeholder musik fra 3 forskellige koncerter i 1996. Mange mener at Svend Asmussen her er sammen med sit bedste orkester nogensinde. De nåede at spille en lang række koncerter sammen i løbet af 17 år. Jacob Fischer, Jesper Lundgaard og Aage Tanggaards akkompagnement klæder den ældre swingelegantier perfekt.
På boksens første CD er det lyden af Asmussen i årene 1937-1944, hvor han er sammen med sine forskellige orkestre fra den tid og hvor han også begynder at arbejde mere og mere sammen med Ulrik Neumann. Pladens anden CD Rhythm is our business indeholder 22 numre indspillet i Hamburg i '53 og ’58. Her spiller han sammen med Max Leth og Jørgen Ingmann. Asmussen synger og underholder. Det er jazzet swing på et højt niveau. Showmanship og respekt for jazzen kombineres på imponerende vis. På de følgende CD’er hører vi Asmussen sammen med instrumentkollegerne Stuff Smith og Stephane Grapelli.
DVD’en er optaget på Montmartre i Nørregade i 1986. Her er Asmussen på scenen sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen, Kenny Drew og Ed Thigpen med det orkester der også blev kendt som Prize Winners. SAS har sponseret koncerten, hvor bagtæppet er klædt i tidstypiske farver. Rimeligt corny. Asmussen var glad for rumklangseffekten på det tidspunkt. Han måtte gøre noget for at fylde på scenen sammen med de 3 herrer. Når man har været så modig at inkludere NHØP i kvartetten, må man også acceptere at han en gang i mellem fuldstændigt stjæler billedet. Det sker flere gange under koncerten fra Montmartre, hvor han med vanlig autoritet sætter igennem med en fed bassolo.
Denne boks er et fint musikalsk statement fra en lang karriere, hvor man sagtens kunne have lavet boksen dobbelt så stor og inkluderet andre sider af Asmussens store karriere. Er man Asmussenfreak skal boksen bare købes. Vil man gerne starte med at lytte til Asmussen, er den også et godt sted at starte.
Tillykke Svend - keep fiddlin’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar