Er det muligt at holde sig på toppen i så mange år. Der er noget der tyder på, at Phronesis har fundet en formel. Efter big band afstikkeren The Behemoth, som trioen lavede sammen med The Frankfurt Big Band sidste år, er de atter tilbage i trioformatet. På albummet We are all er der noget af det kendte Phronesis - eller måske er der rigtigt meget Phronesis. Det i en ekstra forstærket, ekstra koncentreret og ekstra Phronesisk udgave. Musikken blev indspillet for fem måneder siden i The Village studiet i Vanløse. Det er trioens ottende album.
Da jeg oplevede trioen i Brorsonskirken under Copenhagen Jazz Festival i år, blev jeg suget ind i trioens pågående og heftige verden. Den evne har de på imponerende vis formået at overføre til det indspillede format. Jeg bliver nødt til at starte med pladens sidste nummer, The Tree did not die. Det over otte minutter lange nummer er en perle. Trommeslageren Anton Egers komplekse rytmiske strukturer er sammen med bassisten Jasper Høibys vilde basspil og pianisten Ivo Neames nye brug af synthesizere, en eksplosion af indtryk. Det er helt nye veje for trioen, noget de gerne må gøre igen.
We are all er rigtigt stærkt Phronesis-album, der vil cementere deres position i europæisk jazz. Lige fra åbningsnummeret One for us, der præsenterer alt det som trioen står for. Et sindssygt interplay og en overjordisk virtuos brug af instrumenterne, kombineret med et musikalsk materiale med masser af dybde, kapow og detaljer. We are all er muligvis det bedste album, som Høiby, Eger og Neame har begået - og det er noget af en præstation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar