onsdag, maj 29, 2019

Andres Thor: Paradox (Dimma) CD/DL/stream

Det er 75 år siden at Island forlod personalunionen med Danmark og blev selvstændig republik. 98 % stemte for. Det var slut med Christian X som statsoverhoved og Sveinn Bjørnsson blev den første præsident for Island.
Vi befinder os i dag, måske mere end nogensinde i en nordisk jazzunion, hvor den nordiske tone i jazzen er statsoverhoved. Luftige og rolige melodier, der står i skærende kontrast til hverdagens stress og jag, bliver dyrket og forfinet.

Den islandske guitarist Andres Thor, der tidligere bl.a. har spillet sammen med den danske bassist Richard Andersson, er på sit nye album rykket til Brooklyn med den nordiske jazz, hvor han har indspillet pladen Paradox sammen med Agnar Mar Magnusson på piano, Orlando le Fleming på bas og Ari Hoenig på trommer.
Han tager de nordiske toner med ind New York City’s pumpende jazzhjerte. Her indfanger han New Yorker jazzens kompleksitet og bruger den sammen med den nordiske enkelhed. Andres Thor har et beroligende sikkert guitarspil, hvor jeg både hører Jim Hall og Bill Frisell. Der er numre som den smukke Eden og så er den kvantemekaniske Schrödinger’s Cat. En dejlig jazzplade fra Island.

Ingen kommentarer: