lørdag, august 03, 2019

Red Kite (RareNoise Records) LP/CD/DL/stream >> Bushman’s Revenge: En hån mot overklassen (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Gard Nilssen Acoustic Unity: To whom who buys a record (Odin) LP/CD/DL/stream >> Elephant9: Psycehdelic Backfire I & II (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Hvis der er noget som nordmændene er mestre i, så er det udsyret heavy/prog/psych med rødder i improvisation og jazz. Red Kite er et af e bedste eksempler. De har bl.a. erfaringer fra Elephant9, Shining, Bushman’s Revenge og Grand General. Det er det engelske pladeselskab RareNoise der står bag udgivelsen af deres debut, der byder på ætsende frisk psych med orgel, guitar og masser af smæk på trommerne. Titler som 13 enemas for good luck og Focus on insanity giver en god idé om det der sker på albummet, der åbner med Alice Coltrane’s spirituelle Ptah, The El Daoud.

Guitaristen Even Helte Hermansen fra Red Kite er også aktuel med et nyt album med trioen Bushman’s Revenge, der efter 7 albums på selskabet Rune Grammofon er rykket til Hubro Records. Bandet holder fast i blandingen af forholdsvis straight jazz, som på deres forrige album, hvor John Coltrane er en helt. Der er også masser af tråde og tråd til Hendrix på et album der peger i nye retninger for Bushman’s Revenge.

Fælles for alle pladerne i denne anmeldelse er, at de udkommer på vinyl (jazzbloggeren har dog måttet nøjes med CD’er i denne omgang) - og at der i det hele taget er gjort noget meget ud af den fysiske udgivelse. Meget profetisk hedder Gard Nilssens album - trommeslageren fra Bushman’s Revenge - To whom who buys a record. Han spillede i år på Copenhagen Jazz Festival med trioen Acoustic Unity med bassisten Petter Eldh og saxofonisten André Roligheten. Her er hverken prog eller psych. Nu handler det om powerjazz uden filter. Det er en nutidig norsk udgave af new yorker loftjazz fra 60’erne

Går du også rundt og savner en norsk dirty bad ass Hammond trio? Så behøver du ikke at lede længe. Elephant 9 er svaret og sør’me om de ikke er aktuelle med hele to albums på samme tid. Trioen med Ståle Storløkken ved stærkt forvredne og distortede Hammond har besøg af guitaristen Reinar Fiske på den ene af pladerne. Her starter de ud med en meget alternativ version af Stevie Wonders You are the sunshine of my life. Musikken er beskidt og psykedelisk med klare rødder til de tidlige 70’eres rock, hvor improvisation og sære farver gik godt i spænd. Trommeslageren Torstein Lofthus er med i Red Kite - hermed nåede jeg vejen rundt.

Ingen kommentarer: