mandag, april 29, 2024

Arild Andersen/Daniel Sommer/Rob Luft: As time passes (April Records) LP/CD/digital

 

Den norske baslegende Arild Anderrsen bliver 80 år næste år. På denne plade er han sammen med to musikere, der aldersmæssigt befinder sig i 30’erne. Det var danske Daniel Sommer på trommer, som bla. er med i Orgelduo og Karmen Rõivassepp Quartet, der rakte ud til Arild Andersen i 2021, hvor de startede med at spille duo. Arild Andersen fik britiske Rob Luft på guitar med i trioen. Luft er allerede godt etableret på den internationale jazzscne, i kraft af de tre udgivelser på Edition Records.

De er hver især kommet med kompositioner til pladen, hvor det er tydeligt at de temperamentsmæssigt er på bølgelængde. De mødes i et kollektivt udtryk, der vokser frem af Nordsøen. Det norsk/dansk/britiske jazzudtryk drikker af den samme melodiske kilde.

Når de spiller, tager de den med ro, kæler for tonerne, klangene og slagene. Der er en masse rum i musikken, hvor Arild Andersens majestætiske baslyd omkranses af Daniel Sommers nænsomme og empatiske trommespil og Rob Lufts overskudsfyldte og behagelige guitarspil. Det er himmelsk. Det er uden tvivl en af årets helt store udgivelser. 

Bandcamp

Ingen kommentarer: