SVIN: Introducing SVIN (Tonzonen Records) LP/DL/stream

Det bruser intenst i mine blodårer, når avantgarderock trioen SVIN er på pladespilleren med deres nyeste epos, Introducing SVIN. Det er en heftig omgang af den fede slags. 

Det er ikke en debut, som titlen ellers kunne indikere, det er deres syvende album, hvor den seneste, Elegi - i samarbejde med Aarhus Sinfonietta, kom for et halvt år siden. Pladen er udgivet på tyske Tonzonen Records, efter at SVIN tidligere selv har udgivet deres musik.

Introducing SVIN er et nyt kapitel i den musikalske fortælling om trioen. Der er mange velkendte SVIN-elementer på pladen. Der er Lars Bech Pilgaards rebelske guitar, de lange saxofonudladninger fra Henrik Pultz Melbye og Thomas Eilers umiskendelige buldrende rytmer. De får selskab af et elektronisk industrielt univers, der udvider trioens musikalske udtryk i en fed retning. Der er helt rene elektroniske numre, som Deadweight, hvor analoge lyde sender dem i retning af 70’erne. Ellers er den elektroniske med hele vejen sammen med de andre instrumenter. Lars Bech Pilgaard har været fast mand i Bisses band i mange år. Nu medvirker Bisse på et enkelt nummer på SVINs album. For Bisse fans, der elsker når han går et skridt videre, er det en fest. 

SVIN bevæger sig mellem grimme, pompøse og filmiske landskaber. Et stærkt album, der har internationale kvaliteter.

SVIN Bandcamp

Erum: Zhu (Nielsstorgaardmusic) LP/DL/stream

Trommer og guitar efterlader ingen tvivl. Det er heavy! Saxofonernes tilstedeværelse diskvalificerer dog bandet i at få et job på Copenhell. Selvom de til tider lyder som om de er skabt af djævlen.

Heavy - ikke som i tung i røven - men som i heavy metal. Det er århusianske ERUM der blander heavy metal og improvisationsmusik på den helt fantastiske vinylplade ZHU.

Det er guitaristen Niels Bach Storgaard der står i spidsen og har skabt musikken. Med et frimodigt letsind drager han uforudsigeligheden og improvisationerne ind i den tunge rocks mere faste og forudsigelige struktur.

Trommeslageren Frederik Bülow fra Abekejser og meget andet, spiller de tungeste trommer og er sammen med bassisten Frederik Hagner den solide bund. Saxofonisterne Zeki Jindyl (fra Narcosatanicos) og Jonas E. Andreasen forstår at bevæge sig mellem et frisættende vanvid og rifflignende saxofonhegn.

Niels Bach Storgaards heayguitar sætter stemningen. Det er tungt og fantasifuldt. Ikke som så mange andre.

ERUM på Facebook

Hedvig Mollestad Trio: Smells Funny (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Her er et af de få bands, der med lige stor gyldighed kunne spille på både Copenhell og Copenhagen Jazz Festival. Det kommer de desværre næppe til. Når det nu ikke sker, så burde Roskilde Festival i stedet få fingeren ud af ørene og hyre Hedvig Mollestad Trio.

Den norske kvinde med de gyldne guitarkløer er atter tilbage med et album, der river og flår i rockkonventionerne. Hun kan alle rockklichéerne til læderhudløshed. Det afholder hende ikke fra at være langt mere fantasifuld i de lange improviserede passager, end man er vant til fra betonrocken. Der er både skift og en uro i musikken, som får mit stakkels jazzkadaver til ryste af fryd.

Sammen med Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har hun en tætvævet enhed, der sikrer hende den solide rockbase, der giver os alle de fede guitarsoli fra Mollestad.

Runegrammofon.com

Hedvig Mollestad Trio: Evil in Oslo (Rune Grammofon) >> Hedvig Mollestad Trio: Black Stabat Mater (Rune Grammfon)

Det er da alligevel godt gået, at pikrocken anno 2016 skal præsenteres af lyshåret norsk kvinde, der hedder Hedvig. Savner du en omgang molestreret betonrock, der træder ud af asken fra Black Sabbath's Tony Iommi og Led Zeppelin's Jimmy Page nedbrændte guitarer, så skal du bare lytte til Hedvig Mollestad Trio. Den norske trio med Mollestad på guitar, Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har eksisteret i fire år. De er aktuelle med to albums på samme tid.

Den første er et dobbelt livealbum Evil in Oslo, hvor vi over fire pladesider møder det onde. Så ondt er det nu heller ikke. Det er rifftung rock, der tager udgangspunkt i 70'ernes læderklædte og til tider syrede univers. Numrene er hentet fra de tre første studiealbums. Her er der tid og rum til de kilometerlange soloer, hvor viril virtuositet hænger sammen med et tungt rockgroove. Det er meget tæt på at ende som en pastiche over læderrocken. 

Hedvig Mollestad er af et andet køn og en anden generation end Page og Iommi. Hun har arbejdet sammen med så forskellige folk som Jon Eberson og Jarle Bernhoft. Der er dog ingen direkte paralleller til de to i Mollestads musik. Der sniger sig i stedet nogle freejazz elementer ind undervejs på det andet album Black Stabat Mater, der straks falder meget mere i min syrejazzede smag. Hun tager sig nogle friheder fra riffsene. Det bliver meget mere spændende og interessant. Albummet placerer sig ind i samme ånd som andre norske bands, som Elephant9, Grand General, Bushman’s Revenge og Scorch Trio. 

runegrammofon.com

Motherfucker: Mother (Tyrfing) 7”single

Der er noget ustyrligt pubertært over at kalde sit band for Motherfucker. Specielt når man er et godt stykke fra puberteten…aldersmæssigt. Henrik Pultz Melbye (sax), Jakob Thorkild Overgaard (guitar) og Thomas Eiler Vju (trommer) har musikalsk et behov for at pisse på konventionerne. Så på den måde er det pubertære helt på plads. Dark metal, avangardistisk jazz og uhæmmet impro udløser et forslået og iturevet musikalsk univers. Energisk og fuld af punket attitude udgør 7”singlen et heftigt koncentrat. Numrene Mother I, II og III veksler mellem Pultz Melbyes saxvildskab som den kendes fra Mats Gustafsson, Overgaards dronepåvirkede noiseguitar og Vju’s løse og sprællende trommer. Der piskes en stemning op som holder hele singlen.   

Billeder fra koncerten hvor musikken er optaget: youtube.com/watch?v=_93Wv_gPKIo

James Plotkin & Paal Nilssen-Love: Death Rattle (Rune Grammofon)

Med en sangtitel som Cock Circus, så er de fleste vist sporet ind på, at vi har at gøre med den ekstreme afdeling af musikkens verden. Frådende og larmende distortionguitar mødes med løsslupne og rodende rocktrommer. Det er den norske trommeslager Paal Nilssen-Love der mødes med den amerikanske guitarist James Plotkin på albummet Death Rattle. De fire numre er resultatet af en fire timer lang session, hvor de to musikere mødtes i studiet. Plotkin havde masteret og mixet nogle af Nilssen-Love’s plader. Så der var opstået en interesse fra begge to for at mødes. De har begge en bred baggrund i den ekstreme afdeling af musikkens verden. Plotkin har arbejdet indenfor frygtindgydende genrer som new metal, dark ambient, industrial, noise og grindcore. Mens Paal Nilssen-Love er kendt for sit samarbejde med Mats Gustafsson i The Thing, med Peter Brötzmann i The Hairy Group og mange andre grænsesøgende projekter.

Mødet mellem de to er udover at være larmende også ganske fedt! I kraft af at Nilssen-Love holder en puls og en form for rytme, kobles jeg ikke af som lytter. De river mig ind i en malstrøm af brutalitet og undersøgende lyde. Der er det punkede Cock Circus. Der er den asiatisk klingende Primateria, Dødsbetonrockeren Death Rattle. Har du brug for at slappe af fra pænheden og den småborgerlige konsensusverden, så opsøg denne plade.

runegrammofon.com

Carl Mörner Ringström: Neo Colony (Carl Mörner Ringström) download

Jeg er ikke vild med downloads. Jeg er ganske old school og elsker at få et fysisk eksemplar mellem hænderne. Nu er jeg selvfølgelig også pladesamler, så det bliver rimeligt logisk at downloads ryger langt ned på listen når der skal anmeldes plader. En gang i mellem skal en insisterende opfølgning på, om jeg nu skriver nogle ord om en plade også belønnes. Her på bloggen er den svenske guitarist Carl Mörner Ringström primært kendt for samarbejdet med sangerinden Malene Mortensen. Ud over at han er insisterende i den vedholdende opfølgning fra ham om jeg har lyttet til pladen etc, så er han også musikalsk insisterende i en imponerende grad. Han vil spille 80'er heavyspade af den langhårede slags.

Han spiller alle instrumenter på pladen. Hvilket primært vil sige guitar og synth kombineret med tromme- og basprogrammering. Hvis guitarhelte som Eddie Van Halen, Yngwie Malmsteen og Steve Vai får dit hjerte til at pumpe hurtigere, så er Carl Mörner Ringström helt sikkert også sagen. Havde pladen udkommet i 1987 ville Carl Mörner Ringström have været på alle guitarfreaks læber. Pladen er instrumental, hvor pladsen overvejende indtages af guitaren. Han spiller helt overlegent på guitaren. En favorit er stadionrocknummeret So who votes for the heliocentric theory? Den tungere Shot heard 'round the world med dobbelte stortrommepedaler i overdreven grad, kombineret med hvinende heavy overtoner og synth er et fornøjeligt nummer, der minder mig om, hvorfor jeg overhovedet har plader med Van Halen. Neo Colony indtager suverænt førstepladsen som den mest utidige plade, jeg har hørt i år. Den får nok svært ved at finde et større publikum. Jeg håber til gengæld, at de firserheavyfreaks, der stadig findes, lægger et øre til pladen. De vil ikke blive skuffet!

cdbaby.com/cd/carlmornerringstrom

Spotify: Carl Mörner Ringström – Neocolony