fredag, april 05, 2019

Soren Skov Orbit: Orbit Bound/NV (Jazz45/Jazzman) 7”single

Første gang jeg stødte på saxofonisten Søren Skov, var på singlen Yesega Wat med Debre Damo Orchestra fra 2015. Siden er der kommet et par LP’er fra afrobandet og Skov er også begyndt at spille med psych-bandet Mythic Sunship.
Nu debuterer han i eget navn. Endnu en gang er det på single. Han udkommer på Jazz45, et underselskab til engelske Jazzman Records. Den kommer i en serie singler sammen med nogle af de svedigste navne på den engelske jazzscene lige nu; Emanative, Nat Birchall og Ill Considered. Det er opsigtsvækkende og sejt gået.

Soren Skov Orbit består af Peder Mertner Vind (piano), Rune Lohse (trommer, percussion), Casper Nyvang Rask (bas), Joachim Schiødt (basklarinet på Orbit Bound) og Søren Lyhne Skov (sopransax, tenorsax, percussion). Musikken tager udgangspunkt i modaljazz, hvor Orbit Bound med basklarinetten har en balkanfeeling. NV er en hyldest til Københavns Nordvest kvarter, hvor det syder og bobler af energi og varme. Det er et musikalsk koncentrat, hvor Soren Skov Orbit på lidt over otte minutter leverer et intenst udspil med ro og kærlighed. Den er meget anbefalelsesværdig til den afslappede jazzlytter, der ikke fanges af hypes men af jazzkærlighed.

Ingen kommentarer: