Viser opslag med etiketten Litauen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Litauen. Vis alle opslag

tirsdag, januar 18, 2022

Liudas Mockūnas & Christian Windfeld: Pacemaker (NoBusiness) LP/DL

 

Den meget aktive litauiske saxofonist Liudas Mockūnas har lavet en lang række plader sammen med trommeslageren Stefan Pasborg - den første for over 20 år siden. Han er i det hele taget særdeles erfaren på den europæiske improv og free jazz scene. 


Denne gang er han sammen med den århusianske percussionist Christian Windfeld på duoalbummet Pacemaker. Mockunas spiller på kontrabas, præparerede klarinetter, tenor- og sopransaxofon. Windfeld spiller på et præpareret trommesæt, bækkener og percussion. De mødes i musikken gennem to improvisationer. Side A på vinylen, Pace er et stille voksende virvar af Windfelds percussionspil, der er en organisk bærende helhed. Det giver Mockunas rum og plads til at vokse og udforske de mere sarte og forfinede sider indenfor den frie improvisation.


På side B, Maker, er det Mockuas der åbner op med sopransaxofonen, hvorefter han begynder at fløjte. Windfeld møder Mockunas. De spiller sig ind på hinanden. Mockunas åbner op for de vilde udladninger med klarinetten. Windfeld følger op med en hvirvlende puls. Mockunas skifter til tenorsaxofonen og i et cirkulært spil lander de to musikere sammen i et poetisk møde inden det eksploderer til sidst. 


Pladecoveret er et kunstværk i sig selv. Den er et originalt grafisk tryk, lavet af den litauiske kunstner Neringa Zukauskaite, der har signeret og nummereret de 300 covers.

Pacemaker på Bandcamp

mandag, august 07, 2017

Sheep Got Waxed: Pushy (Sheep Got Waxed) >> Synesthetic Octet: In the meanwhile shoot me a movie (Lotus Records/Jazzwerkstatt Records)

Her er to meget forskellige bud på hvordan nutidig blandingsjazz (fusionjazz?) kan lyde i 2017.

Fra Litauen kommer Sheep Got Waxed, der på vellykket vis bruger elementer fra Electronic Dance Music (EDM) i en grad som jeg ikke har hørt det før i jazzsammenhæng. De tre musikere, der meget traditionelt spiller sax, bas og trommer supplerer alle med elektronik. Det er her at det uvante og ikke særligt jazzede bobler frem. Åbningsnummeret Woolless skal der ikke pilles meget ved før den kan spilles af en DJ på en natklub. Sådan fortsætter det ikke kun. Det bliver også grimt og tungt som et heavynummer. Jeg kommer til, at tænke på 90'ernes mix af elektronisk musik og rock. Sheep Got Waxed vil det bare anderledes og tilsætter skæv jazz. Det bliver til udadvendte larmende ting og mere rolige sager som Visitor.

Synesthetic Octet ledes af østrigske Vincent Pongracz, der i de seneste år har boet i København p.g.a. studier på det rytmiske musikkonservatorium. Han blander på meget original og vellykket vis hiphop, jazz og klassisk musik. Pludselige breaks og skæve taktarter blandes sammen i et stramt styret univers, som på nummeret Systematic Masturbation. Der er elementer hen ad Django Bates og Loose Tubes. Underfundige og småt humoristiske musikalske udråb kædes sammen i skæve rytmiske forløb. Pickedem er en skøn vrøvlerap, der skylder sit til vrøvlerapkongerne Ikscheltaschel. Oktetten består af Pongracz på klarinet og ellers er det fløjte, basklarinet, trompet, trombone, guitar, bas og trommer. Pladens sidste nummer And Then er som en poleret udgave af den skæve funk, man kender fra No Wave musikken der holdte til i New York i 80'erne.

mandag, april 07, 2008

Rød Planet: RPM (ILK/Rude Awakening)

Jazz fra Mars

Hvis der laves jazz på Mars er det meget sandsynligt at gruppen, der har opkaldt sig efter planetens andet navn, har ramt plet. Gruppen består af de to danskere Jakob Riis på laptop og Stefan Pasborg på trommer og litaueren Liudas Mockunas på saxofon.
De har skabt en plade med særdeles udfordrende musik. Det er tre musikere der er på niveau med hinanden. Der laves forløb, hvor der udforskes lyde, rytmer og toner. Hele tiden er det undersøgende og nysgerrigt. Musikken er ikke overlæsset, nærmest minimalistisk, hvor der er plads til udforskningen af den røde planets musik.
Jakob Riis på laptoppen er en integreret del af musikken med real tids afvikling af det elektroniske, og Pasborg presser nye toner ud af trommerne og lidt elektronik. Mockunas er en interplanetarisk oplevelse, gad vide om de helt er kommet sig over den vilde mand, efter at han blev færdig på rytmekons i København, han er i en division for sig selv.
Pladen er for dem som ikke gider at kede sig, men har brug for musikalske udfordringer og nye hørehorisonter.
My Space: www.myspace.com/rodplanet