Astral Cinema (Sound by Struck) LP/digital >> Fuld af kærlighed - original score (Sound by Struck) LP/digital

 

Måske var det et forvarsel, da han var med til at lave en af de bedste James Bond titelmelodier, der aldrig blev brugt. Tomorrow never dies fra 2001 med Swan Lee er en klassisk stemningsfuld popmelodi. Der gik ikke lang tid efter det, før Jonas Strucks navn dukkede op i rulleteksterne på film, hvor han havde lavet musikken. Han er stemningernes mand - han er inspireret af mange musikalske strømninger - og har i det fundet sin egen musikalske stemme. 

Med det nye band Astral Cinema har han fået en platform, hvor han kan skabe musik til film der ikke er lavet. Bandet består ud over ham selv på guitar og piano, af Nikolaj Torp Larsen på diverse tangenter, Anders AC Christensen på bas og piano og Jakob Lilfar Høyer på trommer. Bandet hqr skrevet musikken sammen.

Det er musik der i sit organiske udtryk kan virke gammeldags. Det er det ikke. Der er noget der kan pege ind i musik fra mange forskellige tidløse filmkomponister. Komeda, Morricone eller Lai, der nok havde deres storhedstid for mere end 50 år siden, men lavede stemningsskabende melodier. Det er altså melodierne, stemningerne og ikke mindst de mange fine detaljer i det organiske lydbillede, der er drivkraften. 

Jonas Struck har lavet filmmusikken til filmen Fuld af kærlighed, der også er udkommet på vinyl. Det er musikken man kan høre i filmen, der er på pladen. Det er beundringsværdigt, at Jonas Struck sørger for at musikken kan leve videre på egne ben længe efter filmen. Filmmusik på plade er en særlig genre. Her står musikken lige pludselig på egne ben. Her er ingen ledsagende billeder eller ord. Det bliver en ny oplevelse. Her er symfoniorkester og vildt smukke numre - lyt feks. til Kære far. Der er også et “pop”-hit på pladen. Swan Lee’s Matters of the heart, der bliver brugt på forskellige måder undervejs.

To gode udgivelser, den ene til en film og den anden til en film der opstår inde i dig. Det fungerer godt på begge plader. Jonas Struck og Astral Cinema kan deres sager - og jeg vil ikke tøve med, at give Astral Cinema en stor anbefaling.

Jonasstruck.dk

Music for Black Pigeons: Music from The motion picture soundtrack (Loveland Records) LP

 

I filmen er et af højdepunkterne, Jørgen Leths forsøg på, at få bassisten Thomas Morgan til at forklare det han laver. Der opstår en lang pause, Leth begynder at blive presset og spørger igen, Morgan er ikke sikker på, at han kan besvare det. Der går lidt tid og Morgan begynder at tale om musikken som en meditation. Alt det er med på pladen Music for Black Pigeons. Det virkeligt geniale ved LP-versionen er, at Side B slutter med at Morgan ikke kan svare på det. Det er først når man sætter vinylens Side C på, at svaret kommer.

Da filmen kom for lidt et over siden, skrev jeg: “Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.”

Dobbeltalbummet med musik og tale fra filmen, der er lavet af Andreas Kofoed og Jørgen Leth, er en forlængelse af filmoplevelsen. Nu kan man genhøre de mange gode numre der er undervejs. Jakob Bros komposition Dug spillet af Jesper Zeuthen, Anders AC Christensen og Marilyn Mazur eller Song for Nicolai spillet af Bro, Palle Mikkelborg, Thomas Morgan og Jon Christensen. 

Soundtracket er kun udgivet på vinyl, hvor der iøvrigt medfølger et tryk med Tal R’s alternative filmplakat. Det er en massiv manifestation på meget af det, Jakob Bro har har været omkring siden 2008. Musikere som Midori Takada, Andrew Cyrille, Joe Lovano, Mark Turner, Bill Frisell, Paul Motian, Arve Henriksen og Lee Konitz dukker op undervejs. 

Selv om manifestationen er massiv, så er Jakob Bro ydmyg og sig selv hele vejen. Han er tro overfor musikken og de musikere han omgiver sig med. Jeg er ikke blevet mindre vild med det han laver.

Jakob Bro

Music For Black Pigeons - en film af Jørgen Leth og Andreas Kofoed

 

foto: Adam Jandrup

 Det lyder måske højpandet. For mig handler det om at komme nærmere jazzens inderste væsen, når jeg lytter. Der hvor der ikke længere tales om jazz. Derinde hvor det handler om være, fornemme og mærke. Det er min - lytterens - opmærksomhed og nærvær der er grundlaget. Det tror jeg ikke at der er lavet en film om. 

Der er lavet en film om afsenderne - musikerne - dem der spiller jazz - uden at der tales ret meget om jazz i filmen. Det er instruktørerne Andreas Kofoed og Jørgen Leth der over en 15 år lang periode har fulgt Jakob Bro og ikke mindst de musikere som han har arbejdet sammen med. 

Det er en film bygget op om Jakob Bro - og fuldstændigt ligesom med Jakob Bros musik, så handler den lige så meget om de musikere han omgiver sig med. 

Vi er med som en flue på væggen i studiet, lige fra Balladeering der blev indspillet i New York 2008 over Time i New York i 2011 og Uma Elmo  i Lugano i 2020 helt op til den nyeste Once around The Room, der blev indspillet i København i The Village Recording Studio i 2021. Vi er med når Jakob Bro spiller koncert med Lee Konitz og Bill Frisell i Sisimut og på den legendariske jazzklub The Village Vanguard i New York med Mark Turner og Andrew Cyrille. Som det nyeste er vi med, når Bro spiller sammen med den japanske multiinstrumentalist Midori Takada i Berlin i maj 2022. 

Mellem al musikken er vi hjemme hos Jakob Bro der får besøg af Palle Mikkelborg. Vi møder Bro liggende på gulvet med en ukulele mellem ham og datteren, der er baby, som reagerer på Jakobs nynnen og synger med. En meget rørende scene. Vi er hjemme hos Lee Konitz, der udover at stå for flere af filmens morsomste indslag, roder rundt i skuffen efter et saxofonmundstykke.

Der er interviews med mange af musikerne undervejs. Der er hardcore Jazz-wisdom fra Joe Lovano og sanselighed fra Palle Mikkelborg.

Hjemme hos bassisten Thomas Morgan, som Bro har haft med i mange af sine projekter, får vi indblik i en morgenrutine med musiklytning og fysiske øvelser. Thomas Morgan leverer et af filmens højdepunkter. Jørgen Leth spørger om hvad der foregår i Thomas Morgan når han giver sig hen til musikken. En meget - meget - lang pause opstår. Morgan tænker. Leth forsøger at omformulere spørgsmålet og får aldrig et svar, udover pausen. Det er en meget fin beskrivelse af Morgan, der ikke omgiver sig med alle mulige floromvundne og bevingede ord. Når han siger noget eller ikke siger noget, er det værd at lytte. Det samme gør han med bassen, hvor han lige præcis spiller det, der er nødvendigt for at musikken kan vokse frem. 

Instruktøren Andreas Kofoed inviterede Jørgen Leth i studiet i 2008 i New York, hvor han lavede dokumentaren Weightless om indspilningen af Balladeering albummet. Det var første gang, at Leth mødte Bro. I Weightless er der en forrygende scene, da Leth som forfjamsket fan møder sit gamle idol Lee Konitz. Ud af det voksede et samarbejde mellem Kofoed og Leth. Det er 60 år siden, at Leth debuterede med jazzfilmen Stopforbud. Nu er han tilbage ved jazz og udgangspunktet - han var jazzskribent lang tid før, han gjorde tjeneste som cykelkommentator. 

Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.

Afslutningsvis er der kun en ting, at sige: “Skynd dig i biffen.”

Trailer: Youtube

Suite Dilation - film om Kasper Tranberg - instrueret af Mike Højgaard - kan ses på Filmstriben

 

Det første man hører er en der råber Okonomiyaki (lækker japansk streetfood delikatesse)- hvorefter der skiftes til billeder fra landet på Lolland.

“Det er fantasien der giver liv til den tone man gør”

“Når man spiller med andre, så er man med i en speciel klub - og det er ret fedt - he he” siger trompetisten Kasper Tranberg smilende i den halv time lange dokumentar, Suite Dilation af Mike Højgaard, der kan ses på Filmstriben. 

Vi følger Kasper Tranberg i færdiggørelsen af den sidste del af en trilogi, hvor han spiller fire kompositioner i tre forskellige settings - med sekstet (albummet Strawboss fra 2018), trio (albummet Terzet fra 2018 og altså solo-delen (Suite Dilation fra 2020) som dokumentaren kommer omkring.

Vi kommer med ned i Kasper Tranbergs “maskinrum”. Tanker, følelser, stemninger, idéer og filosofier. Hvad driver ham og hvorfor spiller han det som han gør, bliver på forståelig vis fortalt på en måde, så ikke musik-kyndige sagtens kan være med. Det er ikke kryptisk eller far out. Det er et menneske der taler om den ekstra stemme han har med trompeten.

Instruktøren Mike Højgaard kommenterer Kasper Tranbergs tanker om musikken med flotte billeder fra Lolland og Japan. Det er en meget sympatisk dokumentar om et skabende menneske, der er et med musikken. Glæden og nødvendigheden i Kasper Tranbergs musikliv strømmer ud til os via Mike Højgaards vellykkede dokumentar. 

Den er på alle måde anbefalelsesværdig. Se den og mærk Kasper Tranbergs musik.

Maria Montell: Bossa for my baby (Duckstar Music/Turn It Over Records) LP

 

Det var i 90’erne at Maria Montell for alvor dominerede med hits og plads i sladderspalterne. Siden kom der mere ro på. Drypvis er der udkommet ny musik. Senest Soy Maria i 2018. Nu er tiden kommet til en vinylgenudgivelse af albummet Bossa for my baby fra 2005. Det var filmmusikken til Solkongen som hendes mand, Thomas Villum Jensen havde instrueret. Hun blev nomineret til en Robert for musikken - og det giver god mening - selv med nutidens ører. Det var hendes første ikke-pop album og pladeselskabet som hun var tilknyttet ville ikke udgive den. I stedet gjorde hun det selv.

Da hun var i ottende måned, i sin første graviditet tog hun med til Prag, hvor strygerne til albummet blev indspillet. Wolfgang Käfer havde arrangeret. Hun havde desuden allieret sig med pianisten Thomas Clausen, da hun gik i studiet og indspillede resten i et take. Clausen havde Mikkel Nordsø (guitar), Afonso Corréa (trommer og perc) og Fernando de Marco (bas) omkring sig, suppleret med stærke blæsere etc. 

Der er skåret ned på numrene i LP-versionen eller skåret ind til benet som man fristes til at sige. Her er fokus på de brasilianske kendinge, How Insensitive, Dindi og Agua de Beber. Marcos Valles So Nice (Summer Samba) får også en tur. Jørgen Klubien er med som gæstevokal på et par numre. Hovednummeret er dog Maria Montells egen And so the story goes (di da di) i en næsten otte og et halvt minut lang udgave med Nordsø på akustisk guitar, lækre blæsere og strygere og en skøn Clausen Rhodes-solo. 

Maria Montell lyder som Maria Montell og passer godt ind i musikken. Den læner sig op ad lounget hotelreceptionsmusik og kommer heldigvis ikke helt derhen. Musikken er ganske enkelt for håndspillet og nærværende. En skøn hyggeplade, der sagtens kan akkompagnere sommerens cocktails på terrassen.

Maria Montell

Frans Bak: Sort Symfoni (Unit Shifter) LP/DL/stream

TV-thriller og krimigenren Nordic Noir var ikke klart defineret lige efter årtusindeskiftet. Filmkomponisten og jazzmusikeren Frans Bak havde lavet musik til samtlige film som instruktøren Birger Larsen havde lavet, f.eks Lad isbjørnene danse fra 1990, film der ikke tilhørte krimigenren eller var noir. Selvfølgelig var det Frans Bak der skulle lave musikken til TV krimien Wallander: Den femte kvinde fra 2002. Han lavede musikken før der var billeder at arbejde ud fra. Idéen var at skabe nogle lange dystre sekvenser, der kunne bruges i tv-serien. Frans Bak fik mulighed for, at bruge Sveriges Radios Symfoni Orkester, hvor Ture Larsen havde arrangeret musikken. Han havde to dage med dem; 10. og 11. september 2001. Samme tidspunkt som World Trade Center og USA blev udsat for terrorangrebet. 

Efterfølgende skete der meget med tv-serien og musikken, der ændrede sig. Siden da har Frans Bak lyttet mange gange til musikken fra indspilningerne. Sidste år mødtes han med electronicamusikeren Spejderrobot, der sammen med Frans Bak omarrangerede indspilningerne. De delte den op i fire dele eller movements. Sort Symfoni var skabt. Det er en dyster og dragende omgang, der er et musikalsk svar på nordic noir krimigenren. Der graves dybt, det er mørkt, det regner, rusten tærer på sjælen og først hen mod slutningen fornemmes der en vis lysning. Jeg er flere gange gået direkte til side 2 og 3rd Movement, hvor jeg ikke er blevet direkte bange, men tryg er jeg heller ikke. Sort Symfoni er musik til en tv serie, der ikke findes og så alligevel. Det er meget anbefalelsesværdig og vellydende udgivelse.

unitshifterrecords.bandcamp.com

Rune Funch: Picture Music (Zentropa/Gateway)

Det er brugervejledning af den forståelige og enkle slags. Udover at filmselskabet Zentropa har en finger med i udgivelsen, så hedder pladen Picture Music. Det er et filmisk album, der nemt kunne være et soundtrack til en film. Det er det bare ikke. Det er guitaristen Rune Funchs første plade i eget navn. Efter at have lavet to plader med Grammofunch - hvor specielt det første album er anbefalelsesværdigt, været medlem af Warwick Avenue, Once Around The Park og Lars H.U.G.’s band er tiden blevet moden til, at bestemme det hele selv.

Rune Funch kommer godt omkring i det musikalske landskab. Lige fra MR.FF der er traditionel jazz med underliggende old school videospil-lyde til den sfærisk smukke In Progress, der som et dejligt stykke chokolade smelter langsomt i munden, mens roen sænker sig. Funch har samlet nogle kompetente musikere omkring sig. Saxofonisten Ned Ferm, Maria Faust der holder sig til klarinetten, Mads Hyhne på trombone, Adi Zakanovic på keyboard, unge Matias Wolf Andreasen på trommer og den mangeårige makker bassisten Anders AC Christensen. Funch placerer sig også gerne i centrum med guitaren, som på Keep Loving You, hvor han med twangy guitar kører ud i natten. Der er Let’s celebrate, hvor afrostemningen bobler og syder. Pladen lukker ned med den stemningsmættede Back to nothing - og markerer at Rune Funch er tilbage på samme høje niveau som med Grammofunch’s plade fra 2008.

runefunch.com

Woody Allen bruger dansk jazz i film

Woody Allen  besøger d. 22. marts biografen Imperial i København for at spille klarinet og ikke for at være på lærredet. Han har gennem mange år spillet i New York sammen med Eddy Davis New Orleans Jazz Band. Det er første gang at de giver koncert i Danmark. Men det er ikke eneste aktuelle forbindelse der er mellem Woody, jazz og Danmark.

Når Woody Allen's nyeste film Midnight in Paris åbner Cannes filmfestivalen d. 11. maj er det med dansk jazz i filmen. Kvartetten Swing 41 udgav i 2008 et album der bød på velspillet sigøjnerjazz i traditionen man kender fra Django Reinhardt og Stephane Grappelli. Violinisten Jørgen Martinsen og guitaristerne Flemming Honig og Martin Walker spillede sammen med den herboende engelske bassist Peter Williams i Swing 41. Kort efter udgivelsen af pladen gik kvartetten i opløsning. 

I 2009 var Williams som medlem af trad. jazzbandet Paul Harrison Band på en kort turné sammen med sangerinden Cynthia Sayer, der havde sunget i Woody Allen Jazz Band i over 10 år. Han gav hende et eksemplar af pladen, da han havde en idé om, at det var noget Woody Alllen ville kunne lide. Woody Allen lavede bla. i 1999 filmen Sweet and lowdown, der handlede om sigøjnerjazzguitaristen Emmet Ray, så det var ret sandsynligt at det var noget Woody Allen ville kunne lide. Men at han rent faktisk ville høre pladen var der ingen garanti for.

18 måneder senere fik Peter Williams en e-mail fra Woody Allens manager der skrev at Mr. Allen gerne ville bruge et stykke musik fra pladen. Han havde valgt nummeret Seul ce soir fra pladen der stadig kan fåes.
Peter Williams er en alsidig bassist der kom til Danmark som musiker i Cirkus Arena, herefter blev han medlem af Paul Harrison Band og har gjort karriere indenfor jazzen, hvor han bla. snart er aktuel med et album med 2econd Nature.
Andallthatjazz.dk

Jonas Kappel: Jonas Kappel (Snowturtle Music) download

Heavy filmmusik og dødssynder
Det nye årtis første anmeldelse er af en plade der kan downloades gratis fra kunstnerens site. Det er første gang i de snart seks år, hvor jeg har skrevet her på bloggen, at det sker. Det er en EP med guitaristen og komponisten Jonas Kappel.
I april måned sidste år opførte han med hjælp fra et 21-mand stort ensemble - med blæsere og strygere - sit næsten kvarter lange The Rise and Fall of The Giant Snowturtle. Et episk stykke musik med stor inspiration fra filmmusik og tung rock. Har man en svaghed for powerfyldt actionpræget heavyfilmmusik - med små doser af poetiske mellemspil - er det bare med at komme igang med at hente musikken. James Bond er ikke langt væk. Det er hæsblæsende og underholdende.
Som en bonus får man 4 numre med Jonas Kappels nye gruppe Skjult. En hel plade med det band kan ventes senere. Vi præsenteres her for to mellemspil - interludes - og to hele numre. Musikken der er med sang og tekst af Sophie Kronsted handler om de syv dødssynder. Her får vi dem der handler om Dovenskab og Stolthed. På dansk synger Sophie Kronsted med en fin og klar stemme med et touch af noget teatralsk, hvilket passer fint ind i Kappels gennembearbejdede musikalske univers. Strygere og guitarer (både akustisk og elektrisk) er fremtrædende i et band der godt kunne gå hen og blive et undergrundshit. Potentialet er der ingen tvivl om at de har.
Jonas Kappel: www.kappel.ws
My Space: www.myspace.com/jonaskappel