Viser opslag med etiketten metal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten metal. Vis alle opslag

mandag, februar 09, 2026

Lueenas: Tender Anger (Barkhausen Recordings) LP/digital

 

Genrerne er cinematic, experimental rock, post-rock, nordic folk og post-metal. Lueenas er aktuelle med deres andet album. Den første udløste en masse ros og kom for 3 1/2 år siden. Maria Jagd og Ida Duelund på henholdsvis violin og kontrabas er indhyllet i effekter. På åbningsnummeret Vølve medvirker Rikke Emilie List fra doom metal gruppen Konvent. Hun kan growle, så man fornemmer den fortættede damp i mosen. Det er et dybt betagende åbningsnummer.


Tempoet er tungt og slæbende. Det nærmest kravler hen over gulvet. Det er mættet med stemning. Nummeret Canis Lupus er en af mine favoritter. Her medvirker Jakob Høyer på trommer, ligesom han også gør på flere andre numre. Det er en slow motion metal trance, der slutter i et hvinende støj-inferno. 


Jagd og Duelund fortæller historier gennem deres musik. Det falder ikke fra hinanden og er hele tiden på vej til at gøre det. Man får lyst til at følge dem ind i mørket for at se lyset.

Bandcamp

tirsdag, november 15, 2016

Narcosatanicos: Body Cults (Bad Afro Records) LP

Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og  massivt. Simpelt og punket. 

Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi. 

Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.

mandag, februar 15, 2016

Jakob Thorkild: Be Strong (Tyrfing) LP

Når Jimi Hendrix genopstår i en mikrotonal metalvarefabrik lyder det sikkert sådan her. Jeg kunne også have fundet på en anden smartass anmelderindledning. Nu valgte jeg så den første. Det er på ingen måde let musik. Det foregiver heller ikke at være det. Det er musik skabt af en guitarist der blander stilarter og genrer meget sammen. Det er ikke en jazzplade - det er alt for larmende og rocket. Det er ikke punkplade - det er alt for avanceret. Det er ikke en metalplade - der bliver ikke sunget og alle tre musikere kan gå i improstemning på en og sammen gang. Det er meget og det er voldsomt på en gang.

Jakob Thorkild lavede for to år siden pladen Art Sleaze sammen med Nils Bo Davidsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Den var jeg så begejstret for, at jeg inkluderede den på listen over de bedste danske jazzplader i 2014. Han har også lavet den aktuelle Be Strong sammen med Davidsen og Jørgens. Trioen kan hvine afsted i højt tempo uden nærmere definérbar retning. De kan også vælge at lægge sig tungt nede under overfladen, hvor de buldrer afsted. Pladens otte skæringer er opkaldt efter 8 personer. Noget jeg tolker som stemninger og følelser. Det er er en plade der på overfladen der lyder pubertært larmende. Det er også en plade hvor dybden allerede høres i overfladen. Jakob Thorkild er sammen med Davidsen og Jørgens i stand til vise sårbarheden og mennesket i den brutale og rå ende af musikkens verden. Det er en anbefalelsesværdig og lytteværdig plade til fordomsfrie jazzlyttere og krøllede metalfans.