Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

I starten af december løftes sløret for hvilke plader der er Årets bedste danske jazzplader i 2015. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en række ekstra gode plader trækkes frem i lyset og får en stor anbefaling.

Indtil videre er der havnet 114 danske jazzplader på Jazznyts Årets bedste liste i perioden 2004-2014. Blandt topscorerne er pladeselskabet Stunt, der har udgivet 15 af pladerne, Calibrated har udgivet 11, mens ILK står for 10 af pladerne. Ser vi på kunstnerne er topscorerne uden undtagelse de sidste fire års Jazznytprismodtagere. Vinderen fra 2012, Stefan Pasborg medvirker på 10 af pladerne. Tre med Ibrahim Electric, to med Pasborg's Odessa, en med Delirium, to sammen med Carsten Dahl, en med VéloVélo og den sidste i eget navn. 2013 vinderen Jakob Bro medvirker på fem plader i eget navn, en som Bro/Knak og den sidste som medlem af Bandapart. 2014-vinderen Carsten Dahl fik fem plader på listen sidste år i kraft af de mange markante udgivelser, som også var grunden til at han fik Jazznytprisen. Han havde allerede da haft 3 plader på listerne. 2015 Jazznytprismodtageren Jakob Buchanan er endnu ikke repræsenteret med 2015-pladen Requiem på nedenstående opgørelse. Til gengæld er han tidligere, med jævne mellemrum poppet op på listen. To gange i eget navn, en gang med Consul Pepsi og en gang med Pauseland.

En lidt pudsig ting ved listen er, at der er hele tre plader med mandlige vokalister med, Aggerbæk, Benni Chawes og Morten Mosgaard og kun fire med kvindelige vokalister, Indra, Cathrine Legardh, Sidsel Storm og Sinne Eeg. Det afspejler på ingen måde mængden af udgivelser med kvindelige vokalister. Jeg er også ret pjattet med spoken word plader, hvor jeg både har Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen med på listerne.

Der er selvfølgelig også repræsenteret en del udlændinge i hovedrollerne. Den italienske pianist Stefano Bollani er den mest markante i forbindelse med samarbejdet med Jesper Bodilsen og Morten Lund, hvor navnet på trioen i 2009 er blevet til Stefano Bollani, da de bliver udgivet på ECM Records. Andre spændende udlændinge der er havnet i danske samarbejder er estiske Maria Faust, canadiske Kevin Brow (fra Koptor), amerikanske Indra, islandske Sigurdur Flosason og flere andre.

Der er også to kunstnere der muligvis kunne have været med flere gange. JazzDanmarks nuværende daglige leder Lars Winther drev i perioden 2007-2011 pladeselskabet Your Favourite Records. Jeg var meget begejstret for de to plader han lavede i eget navn - en med trio og en med big band - i den korte periode han han var aktiv som udgivende musiker. En anden pianist der kunne have været repræsenteret flere gange er pianisten Kasper Villaume, der ikke har været aktiv i eget navn på plade siden 2006. I 2004 lavede han den skønne trioplade 117 Ditmas Avenue - i 2005, hvor han udgav Hands lavede jeg ikke en liste over Årets bedste danske jazzplader til min egen blog. I stedet lavede jeg en liste til sitet jazzpasvenska.se, der ikke eksisterer længere. Jeg har nu fundet listen frem i mine gamle mails, hvor Villaume er repræsenteret sammen med fire andre udgivelser, som jeg også har inkluderet i den samlede liste.

Med 10 års forsinkelse bringer jeg nu listen fra 2005, inklusiv tilhørende tekst - som jeg vel at mærke selv har skrevet på svensk - jeg beklager, hvis der er fejl.

Fem danska Jazzfavoriter 2005 från Niels Overgård www.jazznyt.blogspot.com

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt)

Povo: We are Povo (Raw Fusion)

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt)  

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland)

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 

Alla skivorna har utländska musiker med, et danskt fenomen, kanske? I dansk jazz har man alltid tittat ut, och alla skivorna här är också med inspiration från olika ställen. Wolfgang Muthspiel på gitar från Österrike spelar klassisk jazz med Niels Ryde på el-bas. Jakob Bro har hela tre sax'er med, Mark Turner, Chris Speed och Chris Cheek. Men musiken er lugn, närmast ambient jazz. Steffano Bollani från Italien har spelat med Jesper Bodilsen på bas och trummisen Morten Lund i några år. På Gleda spelar de nordiska melodier, från Staffan Hellstrands Aldrig som aldrig till Fini Henriques Moder Jeg er træt og nu vil jeg sove. Povo er dansgolv och retro, men originel, med gästartistar från Ed Thigpen till Katrine Madsen och Fredrik Lundin. Piansten Kasper Villaume åkte till New York och spelade in med den legendariska ljudteknikaren James Farber. Saxofonisten Chris Potter är med och Ali Jackson spelar trummor. En utomordentlig bra skiva. 

Den samlede liste over Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

Aggerbæk: My oh my (Your Favourite jazz) 2009

Alex Jønsson 3: The Lost Moose (Alex Jønsson) 2013

Anders Christensen Trio: Dear someone (Stunt) 2009

Anderskov/Andersson/Nilsson: Triofolded (Kopasetic) 2010

Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places (Brooklyn Jazz Underground) 2008

August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway) 2010

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production) 2011

August Rosenbaum: Heights (Hiatus) 2013

Autofant: Family (DZO) 2004

Bandapart: Vision du Lamarck (White.Out) 2007

Benjamin Koppel & Kenny Werner: Walden (Cowbell Music) 2009

Benni Chawes: Up close (Stunt) 2006

Bent Jædig: The free spirit (Little Beat Records) 2009

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut) 2014

Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Live sessions with Jørgen Munkeby (Calibrated) 2008

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt) 2005

Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) 2013

Bro/Knak (Loveland/Pladekisten) 2012

Buffalo Age (ILK) 2007

Carsten Dahl: Effata (Storyville) 2010

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville) 2011

Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville) 2012

Carsten Dahl: Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl: The Myth & The Moth (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl/Lennart Ginman/Frands Rifbjerg: A Good Time (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Eddie Gomez: Live at Montmartre (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Stefan Pasborg: Live at S.M.K. (ILK) 2014

Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville) 2011

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten) 2014

Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade (Buchanan) 2007

Delirium: Green side up (ILK) 2011

Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl (Gyldendal Lyd) 2013

Emil de Waal: + 2004

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW) 2013

Engkilde & Groth: Snow (Brumtone) 2009

Fredrik Lundin Overdrive: Lead up (Stunt) 2004

Girls In Airports: Girls In Airports (Mawi Music/Gateway) 2010

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway) 2011

Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo) 2008

Halle/Nickelsen/Kjellberg: Echidna (ILK) 2008

Hans Ulrik: Purple and blue (Stunt) 2004

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway) 2014

Ibrahim Electric: Ibrahim Electric (ILK) 2004

Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt) 2006

Ibrahim Electric: Isle of men (Target) 2012

Indra: Indra (Gateway) 2010

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome) 2014

Jacob Anderskov: På dansk (ILK) 2006

Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway) 2008

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland) 2005

Jakob Bro: Pearl river (Loveland Records) 2007

Jakob Bro: The stars are all new songs vol. 1 (Loveland Records) 2008

Jakob Bro: Balladeering (Loveland) 2009

Jakob Bro: December Song (Loveland Records) 2013

Jakob Buchanan Kvartet: I land in the Green land (Buchanan Records) 2010

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan) 2014

Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated) 2006

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing) 2014

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt) 2011

Jazzkamikaze: Travelling at the speed of sound (Stunt) 2007

Jesper Zeuthen Trio (Blackout) 2010

Kasper Villaume: 117 Ditmas Avenue (Stunt) 2004

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt) 2005

Kasper Villaume: Solo Duo Trio (So What Flim) 2006

Kiss Kiss Bang Bang: Kiss Kiss Bang Bang (Klumpmusic/Gateway) 2010

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent) 2011

Kwella/Venndt Duo: Rodebutikken 2004

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records) 2012

Lars Greve: Breidablik (Hiatus) 2014

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated) 2011

Lars Winther Trio: Nordic by nature (Your Favorite Records) 2007

Lars Winther: Big Band (Your Favourite Jazz) 2010

Livstrompet: Scandinavian south 2004

Lotte Anker/Craig Taborn/Gerald Cleaver: Floating islands (ILK) 2009

Mads la Cour: á la Cour (Stunt) 2008

Mads Mathias: Free Falling (Calibrated) 2012

Malkin Zany: Malkin Zany (April) 2004

Maria Faust Group: Warrior horse (Barefoot Records) 2010

Martin Fabricius Trio: When sharks bite (Martin Fabricius/Gateway) 2008

Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines) 2009

Morten Mosgaards Orkester (Jaevn) 2010

Niels Lyhne Løkkegaard: Light Airborne (Calibrated) 2007

Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus) 2012

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 2005

Niels Vincentz: Gravity (Steeplechase) 2013

Nikolaj Hess: Trio (Gateway) 2013

Olivier Antunes Trio: 1st Sketches (Calibrated) 2007

Pasborg's Odessa 5: X-Tra Large (Stunt) 2010

Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt) 2012

Pauseland: Pauseland (Pauseland) 2006

Peter Rosendal Trio: Wondering (Calibrated) 2004

Phronesis: Life to everything (Edition) 2014

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Jazz is like a banana (Steeplechase) 2007

Povo: We are Povo (Raw Fusion) 2005

Rasmus Ehlers: Trinity (Your Favourite Jazz) 2009

Richard Andersson: Intuition (Stunt) 2012

Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated) 2008

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville) 2013

Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK) 2012

Sinne Eeg: Waiting for dawn (Calibrated) 2007

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt) 2014

Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated) 2012

Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated) 2013

Stefano Bollani Trio: Stone in the water (ECM/Sundance) 2009

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK) 2012

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway) 2011

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK) 2014

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville) 2014

The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records) 2012

The Universal Quartet: Light (ILK) 2013

The White Nothing: About time (ILK) 2011

Thomas Maintz: This is the color... (Beach Farm/Gateway) 2009

Trio Riot: Trio Riot (Efpi) 2014

VéloVélo: VéloVélo (Gateway) 2008

Yngel: do. (Yngel) LP

De to guitarister Taus Bregnhøj-Olesen og Emil Palme, der bl.a. har spillet med Klimaforandringer, Boujeloud, Jakob Anderskov, Kresten Osgood og Indianerne, har duoen Yngel sammen. Det er en eksperimenterende og grænseafsøgende duo, der forsker i den elektriske guitars klanglige anvendelse. De har udsendt deres første album på hvid vinyl, uden cover og med lyd i mono i et lile oplag på 100 stk. Musikken kan selvfølgelig også downloades og streames. På side A møder man den mest rolige afdeling fra duoen. Det er både skævt og klangligt forvredet - og med få undtagelser, alligevel indenfor en nogenlunde forståelig kontekst. Der fornemmes noget der lyder østasiatisk, hvilket muligvis er utilsigtet.

På side B kommer der elementer fra blues og funk i nogle små doser. Desuden er der også et enkelt covernummer, Nirvana’s Hairspray Queen fra albummet Incesticide. Det primitive æstetik modsvares af komplicerede og krøllede klange og toner. Det er et modigt udspil. Duoen spiller hudløst ærligt og åbent. De lader sig føre på afveje. De giver lytterne en lektion i spontant og umiddelbart guitarspil. De står oven på punk og avanceret impro. Enkelheden fra punken bruges sammen med improvisatorisk spontanitet og vanvid. 

yngel.dk

Marc Bernstein feat. Marc Ducret: Out of the Blue (Multikulti)

Der er en fortættet og superkoncentreret stemning i musikken. Det lyder ofte som om der er endnu mere i musikken end det man umiddelbart hører. Det er ikke overlæsset og alligevel så intenst og fortættet, at man som lytter spidser ørerne og overvældes. Den herboende amerikanske saxofonist Marc Bernstein er aktuel med sit nye album Out of the Blue. Det er første gang at han spiller sammen med trommeslageren Peter Bruun mens han ofte har spillet sammen med bassisten Nils Davidsen og den franske guitarist Marc Ducret. Han har bare aldrig spillet sammen med dem på samme tid. Musikken på Out of the blue er skrevet med Marc Ducret i tankerne og markerer også et skifte i Bernsteins karriere, der gennem de senere år har fokuseret på sit Good People projekt.

Marc Ducret er som guitarist one of a kind. Han spiller i en vitroliseret blanding af no wave, europæisk avantgarde og klassisk jazzguitar. Nils Davidsen bruger både den elektriske Rickenbacker bas - der lyder himmelsk på nummeret Our strokes - og kontrabassen. Marc Bernstein skifter mellem diverse saxofontyper og basklarinetten. Han er en helt særlig fornøjelse på basklarinetten. Det er jazz der stiller krav til lytteren. Lytteren belønnes med stærk jazz.

marcbernstein.net

Jazzens DMA 2015 - de nominerede

Det er efterår og året er på vej mod endnu en afslutning. En afslutning der i jazzen markeres med Danish Music Awards for jazz. JazzDanmark er værter for arrangementet der for anden i træk afholdes på Bremen i København. Programmet byder på et musikalsk overflødighedshorn. DR Big Band spiller ny musik lavet af sidste års dobbelte Danish Music Award-vinder Maria Faust. Gamle kendinge som Palle Mikkelborg, Ibrahim Electric og Hess brødrene kan også høre fra scenen sammen med yngre kræfter som Selvhenter. Efterfesten klares af Jazz Five, der nok skal få sat gang i løjerne.

DR's P8 Jazz sender direkte fra arrangementet, hvor Stine Danving og Master Fatman er værter. Nedenfor er listerne over de nominerede. Desuden uddeles den særlige P8-pris til en af jazzens ildsjæle og Årets Live Jazz Danmark Pris. Jazznyt er endnu en gang tilstede og vil både feste og skrive om arrangementet. 

dmajazz.dk

De nominerede er

Årets Danske Jazzudgivelse:

Carsten Dahl: Goldberg Variations (Tiger Music)

Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard: Playhouse (Gateway)

Jakob Bro: Gefion (ECM)

Lotte Anker: What River is This (ILK)

Simon Toldam Trio: Kig Op 15 (ILK)

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)

Årets Nye Danske Jazznavn:

Bjørn Ingelstam: Fiol Sessions (Fiol Optik)

Horse Orchestra: Living the Dream (Barefoot Records)

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community Music)

Mathias Heise Quadrillion: Sudden Ascent (Giant Sheep Music)

The Embla: The Embla (Okkilok Music)

Årets Danske Vokaludgivelse:

Birgitte Soojin: Put The Blame On Me (High Low Records)

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse)

Live Foyn Friis: Running Heart (Curling Legs)

Marie Fisker og Kira Skov: The Cabin Project (Stunt)

Sinne Eeg – Thomas Fonnesbæk: Eeg – Fonnesbæk (Stunt)

Årets Særudgivelse:

Carsten Dahl: Goldberg Variations (Tiger Music)

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine feat. Bob Mintzer: Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Horse Orchestra: Living the Dream (Barefoot Records)

Live Foyn Friis: Running Heart (Curling Legs)

Rune Funch: Picture Music (Zentropa Music – Gateway)

Årets Danske Jazzkomponist:

Carsten Dahl for Carsten Dahl: The myth & The moth (Tiger Music)

Claus Waidtløw for Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard: Playhouse (Gateway)

Jakob Bro for Jakob Bro: Gefion (ECM)

Lotte Anker for Lotte Anker: What River is This (ILK)

Per Møllehøj for Per Møllehøj: A Brother and a Sister (Gateway)

Signe Bisgaard for Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)

Simon Toldam Trio for Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

Mette Henriette: do. (ECM)

Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg er mere end almindeligt begejstret for denne plade. Den 24 årige norske saxofonist Mette Henriette har begået en debut der seriøst bør banke hul på en international karriere. Hun debuterer med et dobbeltalbum på tyske ECM Records efter, at hun bogstaveligt talt ramlede ind i ECM-bossen Manfred Eicher ved en Dino Saluzzi koncert i Oslo. Han er ikke en mand der er kendt for at lave pladekontrakter med unge kvinder (eller mænd for dens sags skyld). 

Efterfølgende er hun ovenikøbet afbildet på pladecoveret, med et billede taget af den legendariske rockfotograf Anton Corbijn - hvilket er et brud med den vanlige ECM æstetik. Det er et helt særligt album, hvor den ene kaldet “O” koncentrerer sig om kammermusikalske stemninger, hvor hun er sammen med de to musikere Katrine Schiøtt på cello og Johan Lindvall på piano. På den anden kaldet “Ø” er det sammen med 11 musikere, heriblandt 6 strygere, Andreas Rokseth på bandoneon, Johan Lindvall på piano, Per Zanussi på bas, Per Oddvar Johansen på trommer, Eivind Lønning på trompet og Henrik Nørstebø på trombone. 

Mette Henriette er ganske vist saxofonist - endda med en ret håndfast tone - men hun er ligeså meget kapelmester og komponist. Hun bruger musikken til at skabe stemninger. På “Ø” tager det flere skæve drejninger. Voldsomme og urovækkende stemninger afløses af magiske og rolige øjeblikke. Dualiteten er tilstede. På “O” er der en indadvendt spændt nerve, der foldes ud og bruges til at skabe musik med dybde. Mette Henriette bruger alle musikerne som en samlet organisk sjæl, et kollektiv der taler samme sprog. Det er et af årets bedste jazzalbums. En debut der er meget anbefalelsesværdig!

mettehenriette.com

The Black Nothing: Paths (ILK) LP

For fire år siden hed bandet The White Nothing. Nu har de ændret navn til The Black Nothing. Hvis man bruger farverne som en indikator for sindsstemningen er det ikke helt ved siden af, at Anders Filipsen har ændret navn på bandet. Musikerne er næsten de samme som for fire år siden, hvor jeg havde pladen med på min liste over årets bedste danske jazzplader. 10 musikere fra den danske improscene/jazzundergrund, der forstår at arbejde i et kollektiv, hvor det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser. Anders Filipsen styrer slagets gang fra tangenterne. 

Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. De samler alle enkeltdelene og får et samlet udtryk. Selvfølgelig er der mange tidspunkter, hvor jeg som lytter er helt fortabt. Jeg bliver kun mere nysgerrig. Hvad var det der skete der inde i mørket? Endnu en gang opsluges jeg af det billedrige og vidtfavnende univers og prøver at forstå. Undervejs kommer jeg nærmere. 

Anders Filipsen har med Paths endnu en gang lavet et stærkt anbefalelsesværdigt album, til den nysgerrige jazzlytter. Et album der præsenterer stærke kunstnere som Elena Setién (vokal/violin), Qarin Wikström (vokal), Emil Jensen (trompet), Jeppe Højgaard (altsax/klarinet), Lars Greve (sax’er/klarinetter), Soma Allpass (cello), Nils Bo Davidsen (kontrabas/elbas), Bjørn Heebøl (trommer), Mads Emil Nielsen (elektronik/livemanipulation) og Anders Filipsen (keys/klaver). Anders Filipsen formår at lede og styre musikerne og musikken, så det bliver sammenhængende og fæmgende.

andersfilipsen.com

ilkmusic.com

Oddjob: Folk (Caprice)

Det er helt på sin plads at få rystet jazzverdensbilledet en gang i mellem. Takket være Jan Johanssons Jazz på svenska har vi på godt og ondt et enstrenget billede af, hvordan blandingen af jazz og svenske folketoner skal lyde. Jan Johansson udfordrede selv stilen kort efter at han havde lavet Jazz på svenska. Det gjorde han for 50 år siden på opfordring fra Sveriges Radio, hvor han sammen med Bengt Arne Wallin, Bengt Hallberg og Georg Riedel lavede pladen Äventyr i jazz och folkmusik. Et album der nu udfordres af kvintetten Oddjobs nye album Folk.

De har ikke lavet Äventyr i jazz och Folkmusik nr. 2. De er gået på opdagelse i Musikverkets arkiv med gamle feltoptagelser af lokkesange og folkeviser. På pladen får vi nogle korte klip fra feltoptagelserne som Oddjob bygger videre på eller fortolker. Det er ikke umiddelbart til at finde ud af, hvad det er Oddjob gør. Eller måske er det egentlig ret lige til. De spiller som Oddjob plejer at gøre. Nu bare med svenske folketoner siddende inde under huden. Den altid velspillende Goran Kajfes på trompet giver sammen med pianisten Daniel Karlsson nogle smukke indsatser. Det er som altid hos Oddjob, jazz med et udadvendt og fængede grovve. Absolut anbefalelsesværdig.

capricerecords.se

Jakob Buchanan får Jazznytprisen 2015

Det var en overrasket og glad Jakob Buchanan, der fik overrakt den fjerde Jazznytpris i forbindelse med den tredje Requiem koncert i Viborg Domkirke i dag.

Her er pressemeddelelsen som jeg har sendt ud i den forbindelse.

Jakob Buchanan modtager Jazznytprisen 2015

Det er med stor fornøjelse at Jazznyt hermed skal meddele at Jakob Buchanan får Jazznytprisen 2015. Han er den fjerde modtager af prisen, der er indstiftet af den over 11 år gamle danske jazzblog Jazznyt. Bloggen anmelder som det eneste danske netmedie næsten alle danske jazzudgivelser. 

Jazznytprisen gives hvert år til en kunstner, der med nytænkning er med til sprænge jazzens rammer. En kunstner der med udgangspunkt i jazzen bevæger sig frit rundt i musikkens verden. En kunstner der laver jazz der kommer længere ud end jazz normalt gør. En kunstner der ikke er bange for at udfordre lytterne og give dem store oplevelser.

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med dette mesterværk, der er i særklasse i dansk jazzhistorie. Over ni stykker musik ledes vi gennem Buchanans Requiem. Koret synger teksterne på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk musik, big bandjazz, kormusik, sfæriske toner, stærke melodier og et helt særligt nærvær.

Halvdelen af tonerne er der slet ikke. Det lyder bare sådan. Der er så meget i spil inde i Jakob Buchanans musik. Det læsses ikke til med overflødigheder. Der er det nødvendige. Lytterne fylder selv resten på. Så bliver det ikke meget større. Det er følelsesmæssigt bevægende og givende.  

Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen med de andre musikere. Buchanan kender som mangeårigt medlem af Aarhus Jazz Orchestra deres styrker og bruger dem til fulde. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. Buchanan spiller om muligt, både smukkere og mere afklaret end nogensinde på flygelhorn og trompet. 

Jacob Buchanan har flere gange i år medvirket på nogle markante og stærkt anbefalelsesværdige udgivelser: Lars Møller & Aarhus Jazz Orchestras Rewrite of spring, Pauselands At the end of the day og Signe Bisgaards Meander.

Nogle gange er det fedt at være first mover. Det bliver Jazznyt med denne pris - som med garanti ikke bliver den sidste der gives til Requiem og Jakob Buchanan. Det er ikke tit at der dukker ny dansk musik op af så langtidsholdbar og monumental kvalitet.

Jakob Buchanan fik overrakt prisen i Viborg Domkirke i dag søndag d. 8. november, hvor han spillede den sidste Requiem koncert i denne omgang efter, at have spillet i Aarhus Domkirke og Garnisonskirken i København med alle de medvirkende musikere fra pladen.

Prisen består af et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård og en flaske bobler.

I første halvdel af december offentliggøres den årlige liste over de bedste danske jazzplader i følge Jazznyt.

Tidligere modtagere af Jazznytprisen

2012: Stefan Pasborg

2013: Jakob Bro

2014: Carsten Dahl

Tampere Jazz Happening 2015 - rapport fra lørdag

Jeg var primært inviteret til Tampere på grund af Young Nordic Jazz Comets men også på grund af festivalen. Jeg var selvfølgelig ikke den eneste der var inviteret. Vi var en gruppe af jazzfolk fra hele Europa. Norge, Sverige, Island, Italien, Holland, Tyskland og England var blandt de repræsenterede lande. Som en del af programmet blev vi inviteret på en frokost på restauranten Bertha. Her var kommunens kultur og fritdsforvaltning vært ved en overdådig frokost på restauranten, der efter sigende er blandt de bedste i Finland. Jeg har ikke været på de andre. Men den her var god - og vinen! Skønt for en ulønnet jazzblogger, at blive smurt på denne måde . 

Trioen The Thing spillede sidste år på Tampere Jazz Happening. Festivalbookeren Juhamatti Kauppinen ville gerne se dem igen, men nu skulle det være hver for sig. Mats Gustafsson var første mand på scenen. Han mente at det var 10. gang at han spillede på festivalen.

Mats Gustafsson 

Jeg får sådan en lyst til at bruge et finere ord for den opsplittede og fintskårne oplevelse, det var da den svenske saxofonist gik på scenen. Det er sønderrevet jazz. Musik der er i mange dele - men høres i et samlet hele. Han står alene på scenen. Jeg tror det fine ord hedder Mats Gustafsson. Hvert nummer introduceres grundigt inden han kaster sig over saxofonen. Hans teknik er formidabel. Han bruger bl.a. klapperne som percussion. Den musikalske beskrivelse af stilhed bliver i Gustafssons tilfælde til en larmende fremstilling. Det er en superkoncentreret præstation af Gustafsson - der hverken sparer sig selv eller lytterne.

Gustafsson bor sammen med sin østrigske kone i Nickelsdorff i Østrig ved grænsen til Ungarn, hvor flygtningene kommer ind i vesteuropa. Han tilegner et stykke musik til de unge syriske og irakiske mænd der går mod Europa, uden anden plan end at de vil væk fra krigshelvedet.Han plejer ikke at tale politik fra scenen, men mener at flygtningesituationen påkræver det. Det var passende og på sin plads. 

Paal Nilssen Love Large unit

Der blev byttet rundt i programmet da Paal Nilssen-Love Large Unit blev forsinkede efter, at de aftenen før havde spillet på Atlas i Århus. Paal Nilssen-Love er trommeslageren i The Thing. Det store band med dobbelt bas og trommer, fem blæsere, guitar og elektronik kan på mange måder godt minde om The Thing kollegaen Gustafssons Fire! Orchestra. Og så alligevel ikke. Det er stramt struktureret musik med rytmisk base der ind i mellem går i free og massivt noise. Der er elementer der går tilbage til tidlig Ornette Coleman, der elementer fra rock, der er elementer fra Sun Ra. Bandet der bl.a. har danske Julie Kjær med på altsax og fløjte har også finske Tommi Kerränen med på noisy elektronik. Bagovervæltende og lyrisk.

The Young Mothers

Det er ikke helt ukendt at en jazzmusiker kan rappe, som det er tilfældet i The Young Mothers hvor trompetisten Jawwad Taylor også  er rapper. Men at vibrafonisten Stefan Gonzales også kan growle (brølende sang kendt fra metalscenen) er ikke almindeligt. Det er meget betegnende for The Things norske bassist Ingebrigt Håker Flaten, der ikke tager de logiske veje med sit nye band. Han er for nylig flyttet til Austin i Texas, hvor han har samlet bandet. The Young Mothers bør få en plads i programmet på Roskilde Festival næste år. De har en udadvendt profil med nogle krøllede toner, der både tager elementer fra freejazz, heavy, hip hop og afro. Suverænt og originalt. De har styr på de komplicerede skift som de ikke er blege for at tage midt i et nummer.

Colin Stetson & Sarah Neufeld

De næste der var på scenen er til gengæld allerede tilføjet Roskilde programmet. De to musikere fra det stildannende indierocknband Arcade Fire har også optrådt med stor succes på Copenhagen Jazzhouse. Saxofonisten Colin Stetson bruger sammen med violinisten Sarah Neufeld deres instrumenters mange forskellige klange og toner i ekstrem grad. De bruges til at skabe musik, der henter stor inspiration i den minimalistiske musik med få og små ændringer undervejs. Musik der kunne svinge mellem poetisk smukke stemninger og massive droner. Colin Stetson spiller bl.a. på bassaxofon og bruger instrumentet til at presse lydsystemets subwoofere til at spille de dybeste subsoniske toner. Der hvor det får hele kroppen til at vibrere. Jeg var særdeles begejstret.

Ginger Baker Jazz Confusion

Jeg har i mine yngre dage hørt Creams Disreali Gears rigtigt meget. Så jeg blev nødt til at opleve den legendariske trommeslager Ginger Baker fra trioen. Han medbragte den gamle James Brown saxofonist Pee Wee Ellis, som jeg har hørt med både B.B. King og Van Morrison. Så var der ingen vej udenom. De lagde ud med en venlig version af Wayne Shorter’s Footprints. Det stod ret hurtigt klart at det var nogle gamle drenge der var på scenen. Ellis’ tone fejlede ikke noget - men der var langt til oppiskede stemning som Pee Wee Ellis var med til at skabe James Brown's Cold Sweat i forrige århundrede. 

Ginger Baker kan næsten ikke få luft når han taler mellem numrene. Finnerne er meget velopdragne og lader som ingenting, da der smutter en bøvs ud midt i Baker’s talen mellem numrene. Her er den infantile jazzblogger svært udfordret. Det syder og bobler for at skraldgrine. Men bloggeren er jo i Finland og her forstår man at være alvorlig. Så selv om jeg egentlig godt kan høre at Baker stadig kan spille trommer - endda overraskende heftigt, smutter jeg fra salen.

Ilmiliekki Quartet 

På den tætpakkede restaurant Telakka spiller nogle af de fineste jazzmusikere fra Finland. Stemningen blandt publikum er intens, engageret og lyttende. Bandet har eksisteret siden 2002. Trompetisten Verneri Pohjola har skabt en karriere udenfor Finland, bl.a. med udgivelser for ACT. Bassisten Antti Lötjönen var med i Five Corners Quintet og er en af de mest brugte i finsk jazz overhovedet. Jeg havde hentet en suveræn pale ale fra et finsk mikrobryggeri i baren og scoret en siddeplads lige foran bandet. Her hørte jeg den smukkeste melodiske finske jazz. Pohjola’s sanselige trompetspil blandes med bandets sikre og elegante spil. 

The Magnetic Ensemble

For mit vedkommende afsluttes Tampere Jazz Happening på Klubi, hvor franske The Magnetic Ensemble spillede en late nighter. De spiller håndspillet musik, der efterligner programmeret musik. Det er smækfyldt med repetitioner. Det er grundlæggende bare “diskoteksmusik” der kommer til at fungere som underlægningsmusik til barsnak og håbefulde unge finners scorereplikker. Jeg fandt også ret hurtigt mig selv stående i baren og snakke løs. På søndagens program var hovednavnet i min optik Maria Faust Ensemble - hvilket selvfølgelig ikke er helt fair, da Carla Bley også var på programmet. Jeg løber ind i tre af medlemmerne fra bandet. Ned Ferm, Mads Hyhne og hovedkvinden. Hun fortæller bl.a. om musikken som hun skal spille til Danish Music Awards. Vi kan allerede godt glæde os. I øvrigt var Fausts søndagsoptræden den eneste grund til, at en af de europæiske festivalbosser blev om søndagen. Han virkede sikker på, at han ville booke bandet til næste års festival, men ville lige høre dem. Jeg bundede min sidste finske fadøl og listede hjem til hotellet. Kroppen og hovedet var fyldt med gode musikoplevelser. Jeg havde mødt en masse spændende jazzfolk. Desuden er jeg kun blevet vildere med Finland og Tampere i særdeleshed. Jeg har slet ikke nævnt de fede pladebutikker jeg også besøgte…

Tampere Jazz Happening 2015 - rapport fra fredag

Endelig fik jeg mulighed for at opleve Tampere Jazz Happening. Det var 34. gang at der var jazzfest i byen. Årets højdepunkt, mente en af de lokale som jeg talte med. Programmet balancerer elegant mellem at præsentere den eksperimenterende jazz, internationale stjerner, finske hot shots og andet godt stads for jazzbloggeren. Festivalen er også kendt for sin gode afslappede atmosfære, venlige stemning og særdeles tjekkede programlægning. Det var det jeg ville forsøge at dykke ned i.

Mats/Morgan Band

Det svenske multigenre rockband Mats/Morgan Band stillede op i gule reflekstrøjer, så de også kunne ses i mørke. Det var ikke specielt mørk musik de spillede, så det var ikke nødvendigt. Trommeslageren Morgan Ågren spillede i slutfirserne sammen med Frank Zappa og det fornægter sig ikke i bandet. Krøllede breaks og vilde påfund er mere almindelige end den lige landevej. Heftig optræden med dobbelt stortromme og masser af synth.

Der er tre scener på festivalen. Den finske radiostation YLE var på plads med OB vognen og optog alle koncerterne på den store scene. Koncerter der siden hen vil kunne høres på andre radiostationer der er med i EBU samarbejdet.

Trilok Gurtu/Omar Sosa/Paolo Fresu

Fredagens hovednavn var den internationale trio. Inderen Trilok Gurtu på percussion/tablas, cubaneren Omar Sosa på klaver og andre tangenter og italieneren Paolo Fresu på trompet. Det var ekvilibrisme i allerhøjeste klasse. Det var også showmanship, hvor Gurtu og Sosa i et underholdende samarbejde fangede publikum med en udadvendt forestilling. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter. Fresu var ikke en integreret del af showet, selv om han lavede nogle lækkerier på trompeten. Omar Sosa siger at han ikke ser sig selv som pianist. Han er percussionist med 88 trommer. Det blev et rytmeshow, hvor der taltes mange forskellige sprog. Desværre talte de oftest i munden på hinanden.

Herefter var der to muligheder for at høre det smukke finske sprog på meget forskellig vis. 

Ricky Tick Big Band & Julkinen Sana

I den store sal i Pakkahuone var stolene nu fjernet og det suveræne Ricky Tick Big Band kunne indtage scenen sammen med en raptrio. Jeg har ofte hørt deres debutalbum fra 2010, der er en dejligt dansabel sag. Siden har de lavet to albums sammen med raptrioen Julikinen Sana. Det er tre erfarne rappere, der har fint styr på flowet. Lederen af big bandet Valtteri Laurell Pöyhönen har også fint styr på arrangementerne. Jeg blev udfordret af den finske rap, der sandsynligvis var ret morsom, da flere publikummer grinte lystigt. Jazzen havde jeg ikke problemer med at forstå. Den var veltilberedt.

Hannu Salama & Vapaat Radikaalit

På den lille scene i Telakka optrådte en af finsk litteraturs store navne. Digteren Hannu Salama var sammen med et jazzband under ledelse af saxofonisten Hepa Halme, hvor saxofonisten Mikko Innanen som vi ofte har set i Danmark var med. Salama intonerer perfekt og selv om jeg ikke forstod hvad han sagde, var det både smukt og bevægende. Bandet spillede lidt for tilbageholdende. Jeg ville f.eks. gerne have haft en Mikko solo der sparkede røv.

For mit vedkommende afsluttedes natten med fredagens sidste koncert, der afholdtes på Klubi, hvor der dagen før havde været Young Nordic Jazz Comets. De fleste af de unge musikere var stadig i Tampere, bl.a. Bremer/McCoy, der var på plads for at høre jazz af den fede slags og det blev begge imponerede.

David Murray Infinity Quartet feat. Saul Williams

Det var første gang at trommeslageren Hamid Drake spillede med Murray's Infinity Quartet. Det var nu ikke noget man tænkte over. Tværtimod! Musikerne Orrin Evans på piano og Jaribu Shahid på bas var på talefod med Drake lige fra begyndelsen. Det er lige ved at jeg vil kalde Drake for et fænomen. Hans trommespil var vanvittigt levende og skarpt. Han var hele tiden afstemt med de andre musikere og helt fremme på beatet. God damn! Det var fedt! Orrin Evans pressede nogle soli ud af flygelet. De to stjerner på scenen overlod masser af plads til den suveræne trio. Men når de kom til mikrofonen, havde de også noget at fortælle. Rapperen og spoken word kunstneren Saul Williams brændte intenst ved mikrofonen, hvor han talte om de store forandringer der sker inden i og udenfor et menneske. David Murray's saxsoli blev doseret passende ud over det hele. Han har gammeldags tone, der alt for sjældent høres i sammenhænge som den blev præsenteret i fredag nat. En stor oplevelse.

Det var blevet klokken meget sent. Jeg måtte lige skylle oplevelserne ned med en enkelt øl, inden jeg kunne gå i seng efter en vildt spændende dag. Lørdag ventede der atter nogle store oplevelser.

Young Nordic Jazz Comets 2015 - rapport

Jazznyt var inviteret til Finland i den forgangne uge. Til Tampere, nordens svar på Seattle , hvor der for 34. gang var jazzfestival. Tampere Jazz Happening åbnede med Young Nordic Jazz Comets, hvor 5 nordiske bands hver spillede en kort showcasekoncert.

Fra Danmark deltog Bremer/McCoy, der kom på scenen efter den svenske duo Lyssarides/Karnebäck Duo Project, der ligeledes er med bas og piano. Men her hører lighederne også op. Svenskerne spillede en enkelt egenkomposition, resten var velkendte jazzklassikere som Armandos Rhumba og Autumn Leaves. Umiddelbart en noget let og ikke specielt udviklende løsning. Duoen har eksisteret i et halvt år og har endnu ikke udgivet noget. De bør fremadrettet satse på deres eget materiale.

Bremer/McCoy har efterhånden skabt sig et navn i Danmark. De vil bruge YNJC til at udvide deres territorium. Det var der også - med lidt held og hårdt arbejde - mulighed for i Tampere. Repræsentanter fra jazzpresse og - festivaler i Tyskland, Holland, Norge, England, Sverige etc. var tilstede på festivalen. Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg er mere end almindeligt begejstret for Bremer/McCoy. Duoen har en klar idé om, hvad de vil med deres musik. Det gennemsyrer hele universet omkring dem. Det handler om en organisk æstetik i lyd, melodi og stemning. Det lykkedes til fulde for duoen at præsentere deres musik i løbet af den halve time der var afsat. Morten McCoy blev udfordret, da han skulle spille på flygel. Han plejer altid at medbringe sit eget præparerede pianette - med den helt særlige lyd. Han klarer transformationen uden større problemer og må nok vænne sig til flygler, hvis han vil ud i verden i fremtiden.

I forhold til at skabe et eget udtryk er den finske trio Katu Kaiku mere på vej. Deres ekspressivt frie stil var ikke dårlig. Jeg savnede noget i deres spil, der kunne sætte mig i stand til at genkende dem en anden gang - det hedder vist pesonlighed.

Det er ikke noget problem for den norske saxofonist Mette Henriette med det personlige. Hendes debutalbum blev udgivet dagen efter koncerten i Tampere. Hun er fra Trondheim, hvor hun bl.a. har haft bandet Bassbataljonen sammen med den danske saxofonist Mette Rasmussen og en masse bassister. De sidste tre år har hun brugt på at forberede debutalbummet. Et debutalbum der er udgivet af et af jazzens mest indflydelsesrige selskaber, nemlig tyske ECM Records. Det er endda blevet til et dobbeltalbum, hvor hun præsenterer to forskellige ensembler. I Tampere var det i setuppet med piano, cello og elektronik. På det godt fyldte spillested Klubi med stående publikum og almindelig barlarm i baggrunden, virkede Mette Henriette lille - indetil hun begyndte at spille. Den tyste musik fængede og fik folk i rummet til at lytte. Hun blandede det skrøbelige med et særligt intenst udtryk. Det bliver spændende at følge hende fremover.

Det sidste band var Islandske Two Beat Dogs der havde en velspillende guitarist i front. To af medlemmerne bor i Berlin mens Brian Massaka guitaristen bor i Odense. De spillede nogle udadvendte rockinfluerede jazznumre. Det fungerede godt og var en fin afslutning på en god aften, hvor nordmændende og danskerne tog stikket hjem. Det gjorde arrangørerne også. De havde inviteret en lille gruppe nyligt ankomne flygtninge til eventet. det var en fin gestus. Spillestedet var fyldt med overvejende yngre mennesker. Der var en god stemning med fokus på musikken.

Fini Høstrup: Turnings (Gateway)

Det er vidunderligt når man insisterer på at spille en stil, der gik af mode for længe siden. Hvorfor er det vidunderligt? Jo, det er det fordi man er så god til, at gøre det som er tilfældet med Fini Høstrup. Der er gået 7 år siden jeg sidst anmeldte en plade med hr. Høstrup. Dengang var det en trioplade sammen med Kaspar Vadsholt på bas og Søren Frost på trommer. Der er genvalg til de to musikere på den nye plade, hvor besætningen nu er udvidet med Hans Ulrik på saxofon og Per Gade på guitar. Fini Høstrup er også teaterkomponist og det fornægter sig ikke på Turnings. Han skaber først og fremmest stemningsfyldte og velskårne melodier. Melodier der bruges som udgangspunkt til at et afvekslende sammenspil med masser af gode soli.

Det er jazz der skylder en pæn sjat til firsernes fusion. Alle de fjollede synthesizere er dog skåret væk. I stedet er det solid elspade, fyldig (båndløs?) elbas, et sammenhængende sejt og groovy trommespil, diverse saxofontyper, der bruges til at spille melodier og Fini Høstrups klaverspil der suppleres med en elpiano. Turnings er stærkt anbefalelsesværdig til dem der rålyttede jazz i firserne og savner en opdatering af den lyd. For andre lyttere er det værd at bruge tid på, at dykke ned i den supermusikalske og alt for sjældent hørte detaljerigdom som musikerne skaber sammen med Fini Høstrup.

gatewaymusic.dk/kunstner/22687

Morten Haxholm Quartet: Viridian (Gateway) >> Haxholm Schmidt: Moras (Gateway)

Der er på samme tid udkommet to plader med bassisten Morten Haxholm i hovedrollen. På hans to foregående kvartetplader spillede han sammen med amerikanerne Jonathan Kreisberg og Ari Hoenig. Denne gang er han gået sammen med den i USA bosatte, norske guitarist Lage Lund og danske Morten Lund på trommer, mens svenske William Larsson tager sig af pianoet. Morten Haxholm vælger ikke den lette vej. I stedet udfordrer han sine musikere med komplekse rytmiske skift og strukturer. Morten Haxholm laver musik der bevæger sig rundt i former og figurer, der ikke lader sig nøje med enkle lige streger. Heldigvis har han omgivet sig med nogle musikere der let fanger Haxholm idéer. Det er intellektuel jazz, man ikke med det samme bliver færdig med.

På den anden plade deles han om kapelmesterrollen med trommeslageren Rasmus Schmidt. De to danskere er rykket til Brooklyn, hvor de i løbet af en fem timer lang indspilningssession havde pladen Moras i kassen. Sammen med ultra new yorkerne John Escreet på piano og Seamus Blake på saxofon har de lavet en hard hitting jazzplade. Den danske rytmeduo er på hårdt arbejde og slipper levende fra projektet, hvor de er sammen med to fra jazzhovedstadens musikalske overklasse. I kraft af Haxholms gode kompositioner får amerikanerne tilpas modspil. Det er en god dokumentation af to unge danske jazzmusikeres rejse til jazzens indre.

www.mortenchristian.dk

Jacob Roved Quintet featuring John Ruocco & Thomas Fryland: Remembering Billy Strayhorn (Gateway)

Det er for så vidt rimeligt lige til. Billy Strayhorn ville være fyldt 100 år d. 29. november og skal selvfølgelig hyldes. Han lavede nogle af jazzens største kompositioner til Duke Ellingtons orkester. Han var en enspænder, der havde det bedst alene ved flygelet, hvor han lavede sine udødelige kompositioner. Albummet åbner med et af jazzens allerstørste numre. Take the A Train, som Duke Ellingtons orkester fast havde på repertoiret som åbningsnummer. Det er trommeslageren Jacob Roved der har samlet en kvintet med amerikaneren John Ruocco på klarinet og saxofon, Thomas Fryland på trompet og arrangement, Rasmus Ehlers på piano og Jesper Bodilsen på bas - han afløses på pladens sidste tre numre af Jakob Roland. Det er 10 numre fra en komponist, der så jazzen som den sorte mands sofistikerede kunstform.

Kvintetten spiller vildt tight som det høres på Johnny come lately, hvor Fryland spiller sin karakteristiske skarpe trompet. Det lader Ruocco sig ikke gå på af. Han har en mere krøllet og afslappet tilgang til sagerne og giver et sundt modspil til de rimeligt tjekkede arrangementer. Numre som Lotus Blossom, Chelsea Bridge, A Flower is a lovesome thing og Something to live for leveres, så det emmer af jazzhistorie. Jacob Roved styrer sikkert alle bådene i havn. Han er en old school stilist, der fra trommerne får skabt et personligt og flot statement. Billy Strayhorn hyldes på passende vis. Det er jazz af den helt klassiske slags spillet med respekt og noget på hjerte.

jacobroved.com

Christian Vuust & Aaron Parks: Storytelling (Aero)

Sidste år udkom Urban Hymn, Christian Vuusts første plade sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Dengang spillede de Vuusts melodier og var også rundt på en mindre Danmarksturné. Under indspilningen af albummet fandt de ud af, at de havde en fælles forkærlighed for de stærke sangbare melodier. De startede med Foolin’ myself som Billie Holiday gjorde berømt. Vuust fik en idé om at lave en duoindspilning med Parks. Han introducerede nogle af de gode danske melodier for Aaron Parks, der straks var fanget af dem. Jazzen fortæller historier og det er sigtet med denne CD, hvor der også er en bog med. Teksterne til sangene er sammen med historier om musikken med i bogen. 

Christian Vuust spiller med en afslappet ro i tonen. Det kan høres at han er på hjemmebane i melodierne. På de danske melodier er Aaron Parks ikke direkte på udebane. Han har ikke haft dem inde under huden som de fleste voksne danskere har. Til gengæld tager ham dem ind og spiller nogle uimponerede og medrivende udgaver af Månestrålen, En yndig og frydefuld sommertid og Man binder os på mund og hånd. Jeg har hørt dem før i andre jazzversioner. Det som Vuust og Parks formår at gøre sammen er i helt egen klasse. Digteren Peter Laugesen skriver i den medfølgende bog: “Jazzen fortæller oaser i sovende kulturs ørken. Den bygger broer mellem kulturer.” 

Saxofonisten og pianisten bygger en stærk og holdbar bro mellem amerikansk og dansk kultur. De lader dem smelte sammen, så Sebastians Vårvise som det naturligste efterfølges af Billie Holiday klassikeren Ghost of yesterday. Det er ganske enkelt stærkt hørt af Vuust og Parks. Storytelling er meget anbefalelsesværdig og gjort af langtidsholdbart stof. Smukt!

Bonusinfo:

De er startet på en lang Danmarksturné i dag, hvor de kan høres i Skive, Thisted, Århus, Ålborg, Sæby, Silkeborg, Kolding, Herning, Hammel, Struer og København

christianvuust.com

DR Klub Jazz: Jazz på svenska - Det mest populære svenske jazzalbum...ever!

Det är väldigt svenskt! Det er det her typisk svenske, lidt sørgeligt, lidt melankolsk og vemodigt. Det er enkelt og organisk. To instrumenter. Det er musik man tager til sig. Musik som er godt. Der er gået mere end 50 år siden albummet Jazz på svenska udkom. Med over 400.000 solgte eksemplarer er det gået hen og blevet det mest solgte svenske jazzalbum nogensinde. En nordisk jazzklassiker - måske den allerstørste. Ligesom Miles Davis’ Kind of blue er det for amerikansk jazz, er Jazz på svenska indenfor nordisk jazz, gået hen og blevet en indiskutabel klassiker for både connoiseurer og almindelig lyttere. Til at starte med troede kunsteren bag albummet slet ikke på det. Det var heller ikke et helt album, men derimod en EP i singlestørrelse med fire numre. Det var et forsøg der faldt så tilfredsstillende ud, at der blev lavet yderligere to EP’er, for så til sidst at blive samlet på en LP i 1964. 

Kunstneren bag albummet, pianisten Jan Johansson blev kun 37 år gammel. Han døde i 1968 i en bilulykke, fire år efter at albummet udkom. Den korte karriere indeholdt alligevel adskillige kunstneriske højdepunkter, hvor Jazz på svenska er blevet den mest kendte. I slutningen af 50erne opholdt han sig i en kort periode i København. Her spillede han ofte på det nystartede Montmartre i St. Regnegade. Han spillede bl.a. med de amerikanske jazzmusikere Stan Getz og Oscar Pettiford. Efterfølgende var han på turné rundt i verden med Getz og Jazz at The Philharmonics, med andre store jazzstjerner som Oscar Peterson og Ella Fitzgerald. Herefter tog han hjem til Sverige hvor han bosatte sig i Upplands Väsby i et rækkehus. Det var her han atter vendte ørerne mod den svenske musik efter nogle år i den amerikansk farvede jazz. Han havde allerede flirtet med at blande svenske toner og jazz, da han var en ung ingeniørstuderende i Göteborg i starten af 50’erne.

Han var ikke ene om at give gamle svenske melodier en jazzoverhaling. Ack Värmeland, du sköna der i jazzverdenen kom til at hedde Dear old Stockholm blev spillet af Stan Getz i 50'erne og fik siden hen klassikerstatus via legendariske indspilninger med bl.a. John Coltrane, Miles Davis og Keith Jarrett. Jan Johansson fortsatte senere med den svenske musik på albummet Adventures in Jazz and Folklore. Sammen med sangerinden Monica Zetterlund indspillede han også en anden udgave af Visa från Utanmyra, der også er kendt som åbningsnummeret på Jazz på svenska.

Jazz på svenska er noget for sig, noget helt specielt. Det er jazz der strækker langt ud over jazzen. Jazz som kan lyttes til uden forudsætningeer ind i jazzen. I svensk folkemusik bruger man kvarte toner. Det kan ikke spilles på klaveret. Jan Johanssons løsning er, at han både spiller dur og mol tertsen, tonerne som ligger på begge sider af den kvarte tone. Det er derfor at der kommer den helt særlige stemning og lyd i musikken. Jazz på svenska består af 12 folkemelodier, som Johansson havde arrangeret og brugt som udgangspunkt for sin melodiske improvisation. Der var ingen trommer. Kun piano og bas. Bassisten Georg Riedel gik stort set uforberedt i studiet med Johansson. De havde allerede arbejdet sammen på flere projekter inden da. Med Jazz på svenska indkapsler og forsegler de en helt særlig svensk ånd. Jan Johansson havde inden indspilningerne eksperimenteret med lyden på klaveret, så den fik den helt særlige rene rumklang. De havde fundet en stil. De vidste hvilken vej de skulle gå. 

Jan Johansson er siden blevet et referencepunkt indenfor lyden af nordisk jazz. Danske, svenske og norske pianister som Niels Lan Doky, Esbjörn Svensson, Martin Tingvall, Dag Arnesen, Espen Eriksen, Jakob Karlzon, Jan Lundgren, Tord Gustavsen, Peter Rosendal, Martin Shack og Søren Bebe har alle hentet noget inspiration fra den svenske trollkarl. I løbet af den korte karriere nåede han at skabe let jazz, orkesterværker, avantgarde og som det allersidste titelmelodien til Pippi Langstrømpe.

Jazz på svenska er ikke blevet mindre populær med årene. På DR’s P8 Jazz spiller de ofte numre fra pladen. Visa från Utanmyra og Emigrantvisa er blandt de oftest spillede numre. Electronicakunstneren Trentemøller lavede sammen med T.O.M. i 2009 nummeret, A Night With Nina & Jan et fænomenalt mix af Nina Simone's Feeling Good, Audrey’s Dance fra soundtracket til Twin Peaks og Jan Johanssons Visa från Utanmyra. Nummeret er aldrig blevet officielt udgivet, da det ikke kan lade sig gøre på grund af rettigheder. Den kan dog sagtens findes på nettet, bl.a. på Fatberris.com. Den danske duo Bremer/McCoy har også hentet inspiration hos Jan Johansson. De er gået efter de enkle, smukke og sangbare melodier. Pianisten og keyboardspilleren Morten McCoy er slet ikke jazzpianist men kommer fra reggae og dancehall, hvor han er fast mand hos Raske Penge. Sammen med jazzbassisten Jonathan Bremer laver han en vedkommende og opdateret version af Jazz på svenska i en magisk stemning med reggae, nordiske klange og enkelhed.

Er du vild med Jazz på svenska, så er disse albums meget anbefalelsesværdige:

Bengt Arne Wallin/Jan Johansson/Georg Riedel/Bengt Hallberg: Adventures in Jazz and Folklore (1965)

Jan Johansson & Georg Riedel: Jan Johansson in Hamburg (2011)

Tingvall Trio: Vägen (2011)

Niels Lan Doky: Scandinavian Standards (2013)

Martin Shack: Jazz på dansk - gamle sko på nye fødder (2011)

Espen Eriksen Trio: You had me at goodbye (2010)

Dag Arnesen Trio: Norwegian song (2007)

Esbjörn Svensson Trio: From Gagarin’s point of view (1999)

Bremer/McCoy: Enhed (2013)

Denne artikel er den første i forbindelse med Bibzoom (bibliotekernes musiktjeneste), DR P8 Jazz, JazzDanmark og Jazznyts nye samarbejde. Under titlen DR Klub Jazz vil biblioteker rundt i landet byde på foredrag og fremvisning af Anders Østergaards dokumentar Troldkarlen, der omhandler Jan Johansson. Hold øje med dit bibliotek.

Stine Danving fra P8 Jazz fortæller om Visa från Utanmyra

Jesper Lundgaard Trio: 60 out of shape (Storyville) >> Sands/Fonnesbæk/Riel: Take One (Storyville)

I disse tider hvor jazz ikke er jazz, hvor jazz er jazz, hvor ikkejazz er jazz, så er det godt at der er nogen der holder jazzfanen højt. Der er rene og klare linjer. Det er så meget jazz, at selv dem der ikke ved hvad jazz er, vil sige at det er jazz. Jazzhus Montmartre i St. Regnegade i det indre København har, i den nyeste inkarnation været i gang i over fem år. Her er man ikke i tvivl, når der er jazz på programmet. Så er det jazz! Har man brug for yderligere bekræftelse er der lige udgivet to live indspilninger fra den intime klub.

På den første møder vi bassisten Jesper Lundgaard, trommeslageren Alex Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi. Pieranunzi har tidligere haft en fast trio med bl.a. Marc Johnson og Joey Baron. På trods af sit italienske ophav er Pieranunzi mere fortrolig med the american way of playing jazz. Han kan vride en standard, som var han født i New York i stedet for Rom. Autumn Leaves, My Funny Valentine, Oleo og andre klassikere leveres træfsikkert i den nydeligste jazzindpakning. Den danske rytmeduo spiller usvigeligt sikkert - noget de også ofte har bevist i Alex Riel Trio.

Der er genvalg til Alex Riel - der for nylig fyldte 75 år - på den næste plade. Her satte den amerikanske pianist Christian Sands sig, ved flygelet i Jazzhus Montmartre et par oktoberaftener i 2014. Bassisten Thomas Fonnesbæk er sidste mand i trioen, der spiller 10 standards på to tætpakkede CD'er. De tre musikere finder sammen om at levere jazzen så levende, at den stadig shiner når den flyder fra højtaleren i stuen. Miles Davis' So What, Bobby Timmons' Moanin' og Duke Ellington's In a sentimental mood er hørt mange gange før. Det betyder ikke noget for trioen, der giver de ofte hørte jazzklassikere et personligt touch. Det er spændstig og pågående jazz med en pianist der kun er i midten i tyverne og langt fra har stagneret.

Begge CD'er er gode eksempler på veloplagt klassisk triojazz fra den hyggeligste jazzklub midt i København. 

storyvillerecords.com

Synesthetic Octet: Rastlos (Jazzwerkstatt Records)

Hver måned offentliggør Europe Jazz Network, Europe Media Chart. Her vælger jazzskribenter fra hele Europa, deres øjeblikkelige favorit. I september valgte Jazzspecials redaktør Cim Meyer, det østrigske band Synesthetic Octet's plade Rastlos. Manden bag bandet er klarinetisten Vincent Pongracz, der for tiden går på Det Rytmiske Musikonservatorium i København. Bandet har taget navn efter den franske komponist og ornitolog Olivier Messiaen, der selv var en synæstiker. En synæstiker har en tilstand i hjernen, hvor de blander sanseindtryk sammen, så de kan høre farver eller smage ord. Det er et stærkt omdiskuteret fænomen, der dog i forbindelse med denne plade giver ganske god mening.

Rastlos er farvemættet musik, der i et clash mellem klassisk musik, big band blæsere og hip hop frembringer original nutidsmusik. Det er et vellykket møde mellem hip hoppens skæve slæbende rytmer fra 90'erne, blæsere der lugter af 60'ernes Gil Evans og klassiske toner. Lyt f.eks. til åbningsnummeret Zaunkönig, der med skarp lilletromme og groovy bas bliver til en rimeligt dansabel sag eller til Femton, hvor Vincent Pongracz spiller en fed klarinetsolo.

synestheticoctet.com

Homies (Escho) LP

Det er berusende lofi jazz der vælter ud af højtalerne fra trioen Homies LP, som undergrundspladeselskabet Escho har udgivet i eksklusive 100 eksemplarer. Den herboende amerikanske saxofonist Ned Ferm er sammen med bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Rune Kielsgaard. De har spillet sammen siden 2001, hvor de mødtes i Anderskov Accident. Saxofonen er underkastet en ætsende rumklang og fjerner sig fra normalitetsbegreberne. Trommerne er lyden af et kilometerlangt og afsporet godstog der kører afsted i natten uden endestation. Bassen raser og buldrer som lavaen der løber ned ad vulkanen.

The Homies er undersøgende freejazz, hvor lydudtrykket er en sammenhængende del af det uæstetiserende univers, hvor det grimme er grimt og dyrkes bevidst. Det tager samtidigt også sig selv seriøst og udgives som vinyl uden cover. Det er undergrundsjazz af befriende høj kvalitet. Meget anbefalelsesværdigt til lytteren der trænger til et freejazzet manifest for nerveskælvende grimhed.

escho.net/esc49

Jakob Buchanan: Buchanan Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Der er ikke noget der varer evigt. Nothing is permanent. Sådan indledes og afsluttes Jakob Buchanans Requiem. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som en følge af det kommer det lige så meget til at handle om livet. Et Requiem er en dødsmesse. Det mest kendte requiem er Mozarts, der blev skrevet på dødslejet. Jazztrompetisten Jakob Buchanan har lavet sit requiem, dog ikke på kanten til døden. Han har skrevet det midt i livet. Der hvor man står på toppen af livet og har udsyn til begge sider. På det tidspunkt i livet hvor man har modet til at erkende at man ikke er udødelig. På det tidspunkt hvor man når frem til at livet er værd at leve og skal nydes. 

Jakob Buchanans Requiem har været undervejs i længere tid. Sidste år udkom to albums der kunne pege i retning af denne udgivelse. Den første hvor han samarbejdede med Århus Domkirkes Kantori og senere Some People & Some Places hvor han bruger de samme musikere som han har med på Requiem. Guitaristen Jakob Bro, percusssionisten Marilyn Mazur, bassisten Jonas Westergaard er alle musikere han ofte har spillet med. Desuden medvirker big bandet Aarhus Jazz Orchestra, Århus Domkirkes Kantori under ledelse af Carsten Seyer Hansen og ikke mindst sangerinden Indra Rios-Moore. 

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Over ni stykker musik ledes vi gennem faserne, hvor koret synger tekster på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk kormusik, big bandjazz, stærke melodier og et helt særligt nærvær. Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen. Buchanan spiller om muligt smukkere end nogensinde på både flygelhorn og trompet. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. 

Jeg har hørt Buchanans Requiem ganske mange gange inden jeg skrev disse ord og slet ikke færdig med den endnu. Det er ikke kun en stærkt anbefalelsesværdig udgivelse. Det er en af årets største jazzudgivelser. Pladen udkommer på CD. Men det er vinylen du skal gå efter. 2 LP’er med en flot bog i en boks af meget kraftigt pap. Det er en af de flotteste vinyludgivelser jeg nogensinde har set!

bonusinfo:

Værket opføres i domkirken i Århus d. 5. november, i Garnisonskirken i København d. 7. november og i Viborg Domkirke d. 8. november.

buchanan.dk

buchananrequiem.com

Niels Overgård: 2000 blogindlæg (Jazznyt.com) streaming

Jeg vil starte denne anmeldelse med en beklagelse. Jeg beklager den let afsporede og svært nepotistiske tone. Måske bliver det bare sådan, når skribenten der skal anmeldes er så flagrende og selvsmagende.

Den danske blog Jazznyt med Niels Overgård som eneste skribent, startede for 11½ år siden med at skrive smånyheder fra jazzens verden. Det opdagede jazzmusikere rundt omkring. Så sendte de deres plader til Niels Overgård i håb om at han anmeldte pladen. Da han er en pladesamler af den mere ekstreme slags, passede det ham fint. Til tider har han endda været besat af tanken om at eje alle danske jazzplader der nogensinde er blevet udgivet. Så det var egentlig en fin overenskomst. Han skrev nogle ord om pladen og fik den til evig arv og eje. Da vinylen pressede på i 2014 gav Overgård efter for yndlingsmediet. Han startede nabobloggen jazzogvinyl.blogspot.dk hvor der kun anmeldes vinylplader. 

Fra sofaen i Herning har han skrevet 2000 indlæg der kun har handlet om jazz. Han lytter med et åbent sind og jazzede ører. Efterfølgende sender han overvejende gode vibes afsted mod det danske jazzmiljø. Han skriver om belgisk noise, københavnsk hammondjazz, århusiansk big bandjazz, polsk avantgarde og alt det andet. Det er til enhver tid den danske jazz der er allernærmest hjertet. 

Han har opfundet en jazzpris JAZZNYTPRISEN, som han giver til jazzmusikere, der med stærk kunstnerisk integritet er med til at udvikle og udbrede jazzen. Han har været på det klassiske jazzstævne på Vallekilde Højskole og fået nogle af sine største jazzoplevelser der. Han har været i Holland, Tyskland og skal senere på måneden til Finland i jazzens tjeneste. Han har været til hundredevis af jazzkoncerter og interessen er ikke blevet mindre. 

Han er vel det tætteste man kan komme på langt fra den nyligt afdøde, mangeårige anmelder på Politiken Boris Rabinowitsch - der havde ry af at være en uplettet anmelder der ikke hang ud med jazzmusikerne efter koncerterne. Niels Overgård arrangerer jazzkoncerter på Fermaten i Herning, han er venner med flere hundrede jazzmusikere på Facebook. Han har en næsten leflende stil, hvor han kun vil skrive om den gode jazz - og den er der meget af i hans verden. Niels Overgårds eksplorerende og rodede skrivestil er både en frapperende og besættende oplevelse. Det er en meget anbefalelsesværdig blog. 

Jazznyt.com

Helene Bak: Oh so quiet (Gateway)

Der er nok af dem. Kvindelige vokalister med et jazzet touch. Mange har noget på hjerte. Helene Bak er en af dem. Hun er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium, så det musikfaglige burde være på plads. Desuden omgiver hun sig med en perlerække af danske musikere, hvor de fleste er hentet i jazzens verden. I 2013 blev hendes sang It’s spring opført af DR Big Band i forbindelse med konkurrencen Årets Nye Jazzstjerne. Den er selvfølgelig også med på pladen, hvor hun med Jens Haack på sopransax og Jens Jefsen på bas får pakket sangen ind i et sanseligt viselignende univers. 

Helene Bak har investeret en god portion energi på kompositionerne og arrangementerne, der fremstår meget færdige og gennembearbejdede. Tempoet er overvejende i balladehjørnet. Enkelte sange stikker ud, som den hyggeligt vuggende Sailor, hvor Øyvind Ougaard kigger forbi med harmonikaen. Stilistisk er det jazzy singer-songwriter pop, hvor der en gang i mellem drejes af og smides lidt roots og country ind i musikken.

I pressemeddelelsen bruges betegnelsen særligt sensitiv i forbindelse med Helene Baks debutalbum. Som om det skulle være noget helt særligt for netop Helene Bak. Det er noget værre vrøvl i musikalsk sammenhæng. Jeg tror ikke at det er muligt at finde en dansk sangerinde der ikke er i stand til “at mærke sine egne og andres følelser og give sig selv plads til at lade kreativiteten strømme” og da slet ikke hvis man spørger dem selv. Det er veludført og levende. Det er også en kende pænt og næppe for lytteren der trænger til noget uro i sjælen.

helenebak.dk

Luther Thomas: In Denmark (ILK)

København har i kortere og længere perioder været hjemby for adskillige amerikanske jazzmusikere. Alene saxofonisterne tæller notabiliteter som Ben Webster, Dexter Gordon og Stan Getz. Blandt de mindre kendte saxofonister har været Sahib Shihab, Brew Moore og altså Luther Thomas. Sidstnævnte adskiller sig dog fra de andre ved at have aktiv i København indenfor de senere år indtil hans død i 2009. Luther Thomas landede i 1998 på Christiania hvor han bosatte sig og var med til at starte Christiania Jazzclub. Han havde tidligere arbejdet sammen med folk som Joseph Bowie fra Defunkt, Julius Hemphill og Oliver Lake der fik ham til at skifte fra baritonsax til altsax. Luther Thomas in Denmark er udkommet på foranledning af trommeslageren Kresten Osgood der ofte har spillet med Thomas.

På den første CD er der otte numre fra en indspilning lavet på det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001, hvor han både spiller i duo med Kresten Osgood, trio hvor Nils Davidsen er tilføjet på bas og endelig i kvartet hvor basunisten Erling Kroner er tilføjet. Det drejer sig om klassikere som Dizzy Gillespies Groovin’ High, Ornette Coleman’s Lonely Woman og Charlie Parker’s Crazeology. Luther Thomas spiller med en sjæl og nerve der sender en sitren gennem musikken. Der er elementer af både Ayler og Coleman. Desuden er der en indspilning fra Musketer festivalen i 2008, hvor han spiller en kvarter lang improviseret duet sammen med basunisten Ole Fessor Lindgren. Det er stærke sager der yder både freejazzeren Thomas og traditionalisten Fessor stor retfærdighed. CD 2 er indspillet kort før Luther Thomas’ død. Den indeholder 80 minutters improviseret solosax iblandet lidt håndpercussion og vokal. Det er voldsomt og krævende. På den anden side, er det også en vigtig udgivelse der viser hvor personlig og original Luther Thomas var. En stor tak til Kresten Osgood for at få Luther Thomas’ musik frem i lyset. Det er en vigtig udgivelse, der også kan tages frem om ti-tyve eller treidve år og give et hint om lyden af jazzen på Christiania lige efter årtusindeskiftet.

ilkmusic.com