DMA Jazz 2023 - Kvindernes aften

Der var stor bredde i årets felt af nominerede udgivelser til årets Danish Music Awards for jazzen. Det foregik for første gang på Vega - med tilhørende branchedag på Lille Vega og efterfest sammesteds.

Var bredden stor var det til gengæld de smalle og eksperimenterende udgivelser der løb med de fleste statuetter. Aftenens første pris gik til Macela Lucatelli, der vandt i vokaljazzkategorien. Hun var en udpræget dark horse i et ellers bredt felt med tyrkiske toner, croonersang, estisk sang og min favorit Nana Rashid, der tog revanche i årets nye navn kategorien og i allervildeste grad med en sceneoptræden senere på aftenen, hvor hun sammen med trioen Little North lagde salen ned med mindeværdig og stærk optræden. Okay, det var lige godt en overraskelse, at Marcela Lucatelli tog vokaljazzprisen i et meget umage felt, hvor hun var outsideren. 

Der var kvindernes aften på Vega. Stjernen Marilyn Mazur på percussion og stjernefrøet Viktoria Søndergaard på vibrafon mødtes i en nykomponeret duet, hvor man sagtens kunne høre at det var Mazur og Søndergaard, der stod på scenen. De lod deres musikalske personligheder skinne. 

Karmen Rõivassepp er flyttet hjem til Estland, hvor hun er begyndt at læse psykologi, efter at have boet mange år i Aarhus. Inden hun flyttede nåede hun at lave den formidable plade Ambivalence sammen med Aarhus Jazz Orchestra, der sikrede hende prisen som årets jazzkomponist - og det er måske lige præcis den pris der bedst rammer Karmen Rõivassepps virke. Hun er en stor sanger - men kan også komponere til big band, så det lyder som hendes tredje eller fjerde big band plade.

En anden kvinde med base i Aarhus er Camilla Dayyani, der gennem flere år har arrangeret Bazarjazz i forstaden Gellerup. Hun fik Jazzdanmarkprisen - en pris givet til en unik liveoplevelse. Hun konstaterede i takketalen at selv om vi lever i en fucked up verden, så kan der godt skabes spændende og udviklende jazzprojekter i et boligområde, hvor mange har det svært og nogle lever på kanten. 

Duoen Kaleiido var på hjemmebane, da de begge bor på Vesterbro. Med deres aktuelle Elements plade i ryggen, spillede de et intenst og meditativt stykke musik. Cecilie Strange fra duoen var nomineret i flere kategorier, med egen plade og med folk-jazz bandet Tingo - men måtte gå tomhændet hjem.

I årets singlekategorien var det endnu en kvinde, der kom-så-og-sejrede. Anna Prinds fra Tigeroak fik sammen med duomakkeren Laurits Møberg prisen for nummeret Living and Living, der i allerhøjeste grad er et singlenummer. En vaske ægte banger, hvis du spørger mig.

Aftenens vært var Karen Mukupa fra P8jazz, der også har en  karriere som rapper, hvilket hun demonstrerede flere gange i løbet af aftenen.

Men var det kun kvinderne der var i fokus? Nej, P8jazz ildsjæls prisen gik til en tydeligt overvældet og lykkelig bestyrelsesformand  Michael Charles Gaunt fra Østersøjazz Festival i Neksø.

Den skæve kategori Årets tværæstetiske udgivelse gik til Aske Zidore og Anders Lauge Meldgaard for den kombinerede app/musikudgivelse Sange fra i dag.

Bassisten Richard Andersson lavede sidste år solokonceptalbummet U•Synlig med fortolkninger af synstolkninger af billeder. Lyset blev slukket i Vegas sal og efter lidt indledende publikumsuro kom der fokus på Richard Anderssons solobas. Jeg lukkede endda øjnene så jeg heller ikke se lysdioder og anden øjestøj fra scenen. Så var den der også. Forbindelsen til Richard Anderssons musik.

SVIN tog prisen for årets eksperimenterende udgivelse. Den havde jeg, allerede sidste år på min liste over årets bedste danske jazzudgivelser. De DMA nominerede udgivelser går fra sommeren 2022 til sommeren 2023, mens jeg på bloggen følger kalenderåret. SVINs kompromisløse og stædige tilstedeværelse er forbilledlig. SVIN-guitaristen Lars Bech Pilgaard havde allerede været på scenen med Marcela Lucatelli, da hun vandt og kunne også være det sammen med Frk. Jacobsen, der var nomineret i hovedkategorien.

Aftenens sidste pris var den store og vigtige, årets bedste jazzudgivelse. Den gik til Selvhenter i et stærkt felt med ni andre plader inkl. Frk. Jacobsen, Jakob Bro og Cecilie Strange. Sonja LaBianca startede ud med at spørge om Selvhenter egentlig var jazz. Det behøver de ikke at gå og spekulere på. Det er jazz af den slags der flytter og rykker grænser i jazzen. En fuldstændigt velfortjent pris til en gruppe, der også fik udtrykt deres holdning til folkemordet i Gaza og tidligere havde eksploderet på scenen med en transcenderende optræden.

Prisen blev overrakt af tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i veloplagt stil med lige dele sjov og alvor nærmest fik lagt en ansøgning ind som vært til DMA showet næste år. Da den tidligere esbjergenser gik af scenen, kunne en anden, der også havde trådt sine barnesko i Esbjerg indtage scenen. Daimi indtog ikke kun scenen. Hun indtog salen med nærvær og old school showmanship. Med et sejt swingende Louisiana Jazzband var det en god finale. Er det ikke på tide, at JazzDanmark arbejder for et comeback til Birgit Lystager efter at vi hørte Gitte Hænning sidste år?

Natten var endnu ung og det var arrangørerne af efterfesten også. De unge fra Jazzhouse i Kolding lavede lys, lyd (egne DJ’s) og larm (de havde inviteret Kalles Worldtour). Fedt når en gruppe unge mennesker finder et fællesskab omkring jazzen og spreder deres begejstring, så selv Københavnerne undrer sig. 

Endnu en gang tak til JazzDanmark for at holde DMA showet. Der var meget der fungerede godt. Vega er godt sted - både til branchedag, fest og efterfest. 

Jazzen glimrede vel kun med sit fravær under det oplæg om musikjournalistikken som jeg overværede om eftermiddagen i forbindelse med branchedagen Jazz+. Et oplæg der burde være iført et sørgebind. Informations (iøvrigt rigtigt gode) anmelder Louise Rosengren præsenteredes som en der både skriver om Bonnie Raitt, en anden ikke-jazz-spillende kvinde jeg ikke kan huske navnet på og så lige Frk. Jacobsen, der også var nomineret i kategorien Årets Jazz Udgivelse. desuden deltog Sanne Krogh Groth fra det akademiske tidsskrift Seismograf, der beskæftiger sig lige så perifert med jazz som Information. Så var der lige den nye redaktør for Jazzspecial, Mads Kornum, der ikke kommer fra jazzen - men fra voksenmusikhjemmesiden Side33.dk, hvor Folkeklubben er helte og free jazz og hip hop er ikke-eksisterende. Fremadrettet hedder det ikke længere Jazzspecial men All That… og skal nu beskæftige sig med meget mere end jazz. 

Det var ikke et emne, at jazzen bliver stedmoderligt behandlet af medierne, inklusive Information, Seismograf og Side33. Jazzen er presset i medierne - og de inviterede i panelet svarede aldrig på hvorfor jazz tilsyneladende er så uinteressant at beskæftige sig med. Oftest handlede det om tidernes ugunst. Er det jazzen der er udygtig eller hvordan? Det var der desværre ingen der spurgte til.

Bilal Irshed & Lars Fiil: Connections (Irshed/Fiil Records) digital

 

De har hver for sig vakt stor opmærksomhed hos mig. Pianisten Lars Fiil gennem I Think You're Awesome og egne projekter som eks. Fiil Free. Palæstinensiske Bilal Irshed på oud har gjort gennem sin egen trio og bla. sammen med Blood Sweat Drum'n'bass.

At de har fundet sammen er på mange måder et stærkt musikalsk statement. Der skal ikke herske nogen tvivl om at Bilal Irshed er en virtuos på oud. Det arabiske strengeinstrument finder så smukt sammen med Lars Fiils klaver, der mere end nogensinde lyder inspireret af det nordiske.

Pladen er en blanding af improvisationer, en smuk libanesisk popsang fra starten af 70'erne, den gamle danske salme Se, nu stiger solen af havets skød og egne kompositioner. Deres fælles forståelse for den fine melodi er udgivelsens store gave. De møder hinanden åbent og fordomsfrit og skaber musik der lyder af begges ophav.

Bandcamp

Per Texas Johansson: Den sämsta lösningen av alla (Moserobie) >> Per Texas Johansson: Orkester Omnitonal (Moserobie) >> FLEN & Per Texas Johansson: Välkommen till (FLEN)

 

Den svenske saxofonist Per Texas Johansson er en af de helt store nutidige jazzmusikere hinsidan. Det understreger han på det kraftigste med simultanudgivelserne; Den sämsta lösningen av alla og Orkester Omnitonal. På den førstnævnte er han sammen med seks andre musikere mens den anden er med 19 medvirkende musikere og en dirigent til at styre slagets gang. Pladerne er indspillet med en måneds mellemrum og har elementer hvor de ligner hinanden og alligevel er det noget andet

Per Texas Johansson er en multiblæser. På Den sämsta lösningen av alla spiller han både på obo, engelsk horn, klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet, tenorsaxofon og fagot. Han spiller sammen med musikere som han tidligere har spillet med i forskellige sammenhænge. Det er klart at instrumenter som vibrafon og lapsteel træder tydeligt igennem. Ellers er det mere lyden af et ensemble, der hersker når man hører musikken.

Omnitonal er ikke decideret big band musik. Hvis det skal kategoriseres som noget, så er det vel nærmere noget der kan kaldes moderne kompositionsmusik, hvor der både er klassisk, avantgarde og jazz tilstede. Der er masser af struktur i musikken, der vælges bare ikke lette løsninger. Idéen har fra starten været at det skulle som hvis Bela Bartok og Igor Stravinsky var bestilt til at lave musik til Benny Goodman og Woody Herman. Det er ikke musik der åbner op for en masse improvisation. Til gengæld er der nok af udfordringer og fantasi i musikken.

Jeg har sneget en tredje plade med. Det er den dansk/svenske kvartet FLEN og deres opfølger til EP’en fra 2021. Denne gang er de udvidet med Per Texas Johansson på tenorsax, basklarinet og fløjte. Han passer godt ind i deres musikalske univers, der lugter af 60’ernes mere udforskende jazz og hvor jeg tænkte USA med den forrige, så lyder det mere af Europa denne gang. Der tages nogle chancer som holder. Det er en god idé at de har fået Per Texas Johansson med denne gang.

Texas Bandcamp

Flen Bandcamp

Bryg Bryg Bryg X Bjarke & The Beerbellys Ølbum: Drink ‘n’ listen experience (Bryg Bryg Bryg/Bjarke & The Beerbellys) øl/digital

Jazz og øl har meget til fælles. De er begge særdeles fornøjelige og kan skabe en fest. Det er noget som nanobryggeriet (mindre end et mikrobryggeri) Bryg Bryg Bryg og Bjarke & The Beerbellys (større end en jazztrio) tager til helt nye dimensioner med fællesudgivelsen Ølbum.

Bryggeriet har lavet ni forskellige øl der besvares af ni numre, som Bjarke & The Beerbellys har lavet til hver øl. Det hele kommer i en nummereret kasse med øl og QR koder så man kan lytte til musikken mens øllen indtages. 

Sjældent har jeg haft så stor en fest i forbindelse med en anmeldelse - og nej jeg drak ikke alle ni øl på en gang. Til gengæld fik jeg en oplevelse, hvor jeg nok blev bekræftet i, at det smagte af øl og lød af jazz. Men det var med et twist - og knapt så forudsigeligt som man kunne forledes til at tro. Bjarke & The Beerbelly’s har et udspring i den traditionelle jazz men vil så meget mere. Det er trompetisten Bjarke Nikolajsen der står i spidsen for bandet. Han har også været med til, at lave øllen. The Beerbellys er desuden Aske Drasbæk på sax, Mads Rahbek på sax og klarinet, Ole Åkerman på trombone, Henrik Silver på sousaphone, Jakob Thomhav på banjo og lapsteel og Casper Mikkelsen på trommer.

Ølbummet indledes med Slå først, der er en hyldest til de dejlige danske film fra 60’erne. Stemningen er partyjazzet. Øllen, der er af typen Saison har et umiskendeligt indslag af lime og ristet kokos, særligt den sidste ingrediens var et positivt overraskende indslag på en frisk og ikke kvalm måde. Der er fire øl af typen Lichtenhainer - og her rammer Bryg Bryg Bryg plet hver gang. Cuban Bikini med egetræ, portvin og rom, Tumult med egetræ, portvin og multebær og den helt forrygende Kaffeknallert med egetræ, portvin og kaffe. Lichtenhainer er øl af sourtypen, med en røget smag. Den originale Beerbellys øl, The Seductive Bellboy, er sidste nummer på Ølbummet, nummeret er skøn lummergøj og øllen er også en Lichtenhainer. Jeg er fan! Så hjælper det godt på indtagelsen at numrene er dejligt udknaldede og skøre. Her er Kaffeknallerten en kæmpefavorit. 

Bazark er det persiske indslag, en Saison med ingefær, hvor slangerne har tæmmet slangetæmmeren. Der er også blevet plads til et par Stouts og den nordiske Amma, der er en mjød, hvor der både er ribs, blåbær, brombær, solbær og hvid chokolade. En sand dessert på dåse.

Ølbummet er på alle måder supergennemført. Musikken er fuld af overskud og glæde og øllen er et fornøjeligt mundeventyr. Indpakningen med kassen og grafikken på dåserne er drøngode. Der er tegneseriehumor og masser af farver. Ølbummet er helt i egen kategori og får en kæmpestor anbefaling herfra. Den udkommer kun i 150 eksemplarer, så du må hellere skynde dig at bestille Ølbummet.

Ølbum

Tomo: What is jazz?, toise/- (Gotta Let it out) LP/digital

 

Den i Danmark bosiddende polske musiker Tomo Jacobson har I en årrække huseret i udkanten af jazzen i mange forskellige eksperimenterende projekter. Han er også manden bag pladeselskabet Gotta Let it out, hvor han har udsendt en split-LP med sig selv i hovedrollen. Den ene plade(side) hedder What is jazz? Og den anden hedder toise/- Selv om det drejer som en en LP, så har hver pladeside fået hvert sit katalognummer. 

Tomo Jacobsen benytter sig af en række billige Yamaha keyboards og trommemaskiner fra firserne - og to ældre optagere fra Fostex, en digital og kassette. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Tomo benytter sig af instrumenterne på en måde, som man næppe havde forestillet sig i Yamaha udviklingsafdeling i Japan i firserne.

Det er synthpop vendt ud af sin egen digitale svøbe. Som hvis instrumenterne var blevet træt af altid at spille det forudsigelige pop og gjorde oprør. Der vendes op og ned på konventionerne. TOMO kategoriserer selv musikken som lo-fi, Nu-80s, ADHD, ASD, inside-out, ultimate-stoner, proto-dance, naiveté, electro-shamanic, spiritual, toddler-jam, magical realism og space-emo. Det kan ikke udtrykkes mere præcist.

Pladen er til dig der trænger til en plade der vender op og ned på det hele. En plade med eksperimenterende elektro improv. 

Bandcamp

Andreas Toftemark Quartet featuring Gerard Presencer: La Gare (April Records) LP/CD/digital

 

I efterårsferien var jeg et smut i København. Jeg var så heldig, at Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band spillede på Huset. Her var Andreas Toftemark med i en respektindgydende saxofon-sektion. Han spillede med stor autoritet og coolness. Meget passende for en saxofonist der næsten lige har fået Bent Jædig Prisen

Det kan man også sige om hans egen kvartet, hvor han er aktuel med andet album. Han indtager naturligt pladsen som bandleader, hvor han får backing af rytmegruppen fra et andet af April Records’ succesbands, OTOOTO. Calle Brickman på klaver, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer. Det er inspireret af 60’ernes amerikanske jazz som den kunne lyde i New York eller for den sags skyld Paris, hvor Andreas Toftemark mange år senere har boet og spillet. Det er den balladefyldte jazz der står stærkt.

Her har Andreas Toftemark inviteret den engelske stjernetrompetist Gerard Presencer med på albummet. Presencer spillede i en periode i DR Big Band og flyttede i den forbindelse til København. Han er stoppet i big bandet - men bor stadig i København. Det er en mindre genialitet at hyre Presencer ind som gæst på pladen. Jeg kommer til at tænke på Art Farmer undervejs, når Presencers lyriske tone flyder - og så bliver det ikke meget bedre i min bog. 
La Gare er en skøn jazz-jazz plade i meget høj standard. 

Bandcamp

Øyunn: Live at Munch (Øyunn/Midnight Confessions) LP/digital

 

At jeg skriver om Øyunn alias Siv Øyunn Kjenstad på en jazzblog betyder ikke at Øyunn kun skal opfattes som jazzkunstner. Hun er så meget andet. Den norske trommeslager, sanger og komponist har boet i København i en del år. Her har hun bla. medvirket i en del teater og spillet med Efterklang. Første gang jeg hørte hende var som stand in trommeslager i I Think You’re Awesome for en del år siden og senest var det med Swan Lee. Som helt ung spillede hun allerede med folk som Bugge Wesseltoft og Jon Balke - hun er i øvrigt datter af den norske saxofonist Tore Brunborg, som hun også har spillet med.

Nu er hun endelig aktuel med en plade i eget navn. Her synger og spiller hun trommer. Simon Littauer tager sig af det elektroniske, I Think You’re Awesome bagmand Jens Mikkel er med på bas og Jakob Eri Myhre er på trompet og elektronik. Pladen er indspillet på Munch museet i forbindelse med Ultima Festival i Norge, sidste år. Musikken er gennemarrangeret og står meget stærkt. Universet er indiepop med jazz. Når hun synger tænker jeg ikke tænker jazz. Hendes stemme er helt andet sted. Hun har styr på teknik og pitch og finder meget let sammen med Jakob Eli Myhres trompet på eks. Why am I doubting. Det er et af mine favoritnumre. Nu er hun også chefen og trommeslager, så selvfølgelig er der blevet plads til et trommemellemspil, hvor det er ret tydeligt at hun er i særklasse som trommeslager. Hun spiller og nærmest danser på trommerne i det mellemspil. Take me out er en anden favorit. Det er indiepop af den funklende slags. Der er så mange nuancer i hendes vokal. 

Det er en stærk debut, der kun giver forhåbninger om mere fra hende af samme originale slags.

Facebook

Bentzon BIG Brotherhood (Do it Again Records) digital

 

Det er meget lang tid siden, at Bentzon Brotherhood har huseret i mine ører. Så dukkede denne pludselig op i Messenger, hvor Nikolaj Bentzon skrev at han lavet et album med Bentzon BIG Brotherhood. Det lød for godt til, at være sandt. Men det var sandt. Funky jazz ligesom Bentzon Brotherhood spillede den, “bare” udvidet med big band. Den største forskel på Bentzon Brotherhood og Bentzon BIG Brotherhood er at big bandets blæsere har overtaget de fleste af Nikolaj Bentzons udfoldelser på keyboardet. Der er væg-til-væg blæs. Det funky groove varetages af bassisten Kaspar Vadsholt der altid har været med i Brotherhood’en, Tira Skamby på percussionn, Jeppe Holst på guitar og det unge århusianske stjernefrø John Riddell på trommer. Der er 13 blæsere med erfarne kræfter som Vincent Nilsson og Peter Fuglsang.

Nikolaj Bentzon kalder selv albummet for Steely Dan meets Herbie Hancocks Headhunters. Der er ligefrem numre der peger direkte i den retning. Nummeret Donald and Walter har fået navn efter Steely Dan bagmændene. Der er også et nummer der hedder Big Band Sisters - men her tænker jeg mere på Dancing in the street end Babylon Sisters. Nikolaj Bentzon har en stor musikalsk bagage hvor funken er en stor del. Big band har også fyldt meget, særligt fremtrædende, da han var med i DR Big Band. Klassisk musik er også en del af hans virke. Den sender han en morsom hilsen til med Radetzky Dismarch, der indledes ligesom Strauss’ Radetzky March, men hurtigt kører af vejen og bliver lækkerfunky. Min absolutte favorit er uden tvivl den langsomme Lone Skum, hvor Nicolai Schultz spiller en superfed fløjte - han dukker heldigvis op flere gange med fløjten. Det er ikke kun i gamle dage der er hentet inspiration. Særligt trommeslageren Louis Cole og Jacob Mann Big Band kan man høre inspiration fra.

Konklusionen er ganske enkel. Bentzon BIG Brotherhood har lavet en røvrystende god jazzfunk plade. Der er kun en fejl og det er at den ikke kommer på vinyl. Min pladespiller ville have elsket den.

Bandcamp

Rumpistol: Going Inside (Raske Plader) LP/digital

 

Det er den sidste plade i Rumpistol alias Jens B. Christensens trilogi af plader, der startede med After the flood i 2020 og blev fulgt op af Isola i 2022. Going Inside er den sidste plade, hvor Rumpistol har vendt blikket og tankerne ind ad efter, at han i mange år lavede udadvendt beatsinflueret elektronisk musik. Han startede med den rolige musik efter en sygdomsperiode med stress, hvor han var tvunget til, at fokusere på noget andet og nyt. At han så modigt og gavmildt deler oplevelserne med os gennem musikken er stort.

Maria Jagd på violin og Line Felding på cello har været med på alle pladerne, ligesom Kristian Hofmann på lapsteel. De er alle tre en vigtig del af Rumpistols lyd, hvor Jens B. Christensen ofte bruger klaveret og supplerer med modular synth. Den nye plade er mere fyldig også stor i lyden. Der er kommet lidt flere musikere med på mange af numrene. Kammeraterne fra Kalaha, Emil de Waal på trommer, Anders Stig Møller på bas og Niclas Knudsen på guitar er med på flere numre, hvor særligt Be Open med Anders Stig Møllers båndløse bas skal fremhæves. Et af pladens helt store numre er uden tvivl Now, der lader os svømme væk i en smuk melodi.

På pladens innersleeve har Jens B. Christensen brugt plads til, at fortælle om psykedelisk terapi , en nyere terapiform indenfor psykiatrien, hvor man bruger psilocybin-svampen i små kontrollerede doser i terapien. Albummet er inspireret af the Copenhagen Music Program for psilocybin assisteret terapi. Jens B. Christensen har med inspiration derfra inddelt pladen i tre faser; en opstignings fase, en top fase og en nedstignings fase. Du kan også bare læne dig tilbage i stolen, skrue godt op for anlægget - der er en lækker lyd på pladen - og tage den med ro. En flot finale på trilogien. Hvordan kommer Rumpistol mon videre herfra?

Bandcamp

Astrid Engberg: Trust (Creak inc) LP/digital

 Hun står foran pladesamlingen med den datter der er kommet til verden, siden hun udgav forrige album Tulpa for tre år siden. Keyboardet står lænet op ad væggen og pladespillerne er inden for rækkevidde. Hun udbygger det som hun skabte på det forrige album. Elektronisk jazzet moderne soul, der ikke tager den letteste vej. Der sker en masse undervejs. Hun synger, spiller keys og har programmeret. Men hun er også god til, at finde sammen med nogle inspirerende samarbejdspartnere. Denne gang medvirker amerikanske Miguel Atwood-Ferguson på fire numre på elektrisk violin. Han har et imponerende CV som sideman fra Ray Charles til Thundercats. Det er dog hans hyldest til J.Dilla Suite for Ma Dukes fra 2010, der står som noget helt særligt. Det var også den, der var grunden til Astrid Engberg kontaktede ham under pandemien og han svarede positivt tilbage. Han er ikke uden grund i at numre Chains og Living Contemplation løftes et ekstra stykke.

Det samme kan man også sige om de folk hun har hentet i det lokale. Jonathan Jull Ludvigsen (trommer) og Jonas Cook (keys) fra hedengangne Athletic Progression, Sfen Meinild (fløjte) og Tobias Wiklund (trompet) er blandt gæsterne. Astrid Engberg bruger effekter på stemmen, så den fylder mere og går nye veje. "I’m not free while any woman is a prisoners - even though her chaens are different from mine" siger Esther Wanyama på Chains, der ikke er et af de lette numre på pladen, der er til gengæld noget der sætter sig. Maria Dybbroe medvirker på I should care og giver kant til pladen. Det er fedt og et godt element sammen med de mere tilgængelige numre som eksempelvis Spirits Came told med, hvor Engbergs faste samarbejdspartner Anders Bo Eriksen bl.a. medvirker på tuba.

Trust er et rigtigt album, en samlet oplevelse gennem Astrid Engbergs tanker og oplevelser om at blive mor og om menneskets skrøbelighed. En stor oplevelse og en værdig opfølger til Tulpa.

Bandcamp

Mette Juul: Celeste (Prophone/Naxos) CD/digital

 

Det er sjette udgivelse i eget navn siden 2010 som sangerinden, komponisten og guitaristen Mette Juul nu sender på gaden. Hun har på alle udgivelser holdt et højt niveau og den nye er ingen undtagelse - måske er den endda den bedste plade fra Mette Juul. Det er der mange grunde til. Hun har samarbejdet med den erfarne amerikanske guitarist Mike Moreno og svenske Lars Danielsson der både spiller på bas og cello på pladen. Mike Moreno udgav for et år siden albummet Standards from film, hvor han åbnede albummet med Beautiful Love, der bla. optræder i 1932-filmen The Mummy. Det er den samme sang som Mette Juul åbner sit album med - og det er let at høre parallellerne, særligt i arrangementet og samtidig er den noget helt andet hos Mette Juul. 

Mike Morenos guitar finder naturligt sammen med Mette Juuls stemme. Her er Eden Ahbez’ Nature Boy et særligt godt eksempel. Mette Juuls nøgne klangfulde sangforedrag står sikkert og i balance sammen med Mike Morenos akustiske guitar. Lars Danielsson tjekker ind senere i nummeret på melodica og celeste. Der er en moden ro i Mette Juuls stemme. Prøv feks. at lyt til pladens afsluttende nummer Where You’ve never been, som Juul har skrevet sammen med Thomas Fonnesbæk. Der er både drama og spænding i stemmen - aldrig på en højstemt fjern måde. Der er en tilstedeværelse i sangen der kan mærkes. Celeste er en særdeles vellykket vokaljazz plade, der placerer Mette Juul solidt i dansk jazz.

Mette Juul

EFTERSKRIFT

Da anmeldelsen af pladen var lagt op, modtog jeg en mail fra Mette Juul, der var glad for den positive anmeldelse. Hun havde dog en enkelt bemærking. Nature Boy er ikke med Mike Moreno på guitar - men med Mette selv. En kompliment til hende selvfølgelig. Det ændrer ikke på, at Moreno og Juul mødes så godt i musikken. Prøv selv at tjekke efter.

Rasmus Oppenhagen Krogh: Until then (April Records) LP/CD/digital

 Det er poetisk jazz som Rasmus Oppenhagen Krogh præsenterer os for på sit nye album. Poetisk jazz er i min verden, jazz hvor man fortæller noget direkte og samtidig har nogle subtile elementer i musikken. Det er med til at give mere end det som man hører på overfladen. Musik som lagrer sig i en og giver stof til eftertanke. Som giver plads til filosofiske tanker. 

Rasmus Oppenhagen Krogh giver mig en lignende oplevelse, som når jeg læser digtere som Søren Ulrik Thomsen eller Peter Laugesen. Han giver mig noget med. Jeg får noget med det samme. Der er det genkendelige der lægger sig i overfladen. Så er der det andet, der placerer sig nedenunder og rumsterer i sjælen, lang tid efter at jeg har lyttet til den. 

Han har samlet et stjernehold omkring sig på sit tredje album. Simon Toldam på keys, Lars Greve på sax og klarinet, Anders AC Christensen på bas, Victor Dybbroe på percussion og Jakob Høyer på trommer. De er med til at omsætte hans fine og enkle melodier på mesterlig vis. Lyt til You eller How U look, så er du overbevist. Det er en af årets helt store plader.

Bandcamp

Jesper Zeuthen/Jacob Anderskov/Anders Vestergaard: Nocturnal (ILK) LP/digital >> Jacob Anderskov: Emerald (ILK) LP/digital

Når det bliver nat. Ulvetimen. Duggen falder. Tusmørket. Natdyrene kommer frem. Det tidspunkt har trioen med saxofonisten Jesper Zeuthen, pianisten Jacob Anderskov og trommeslageren Anders Vestergaard sat musik til. På Nocturnal møder vi natstemningerne som de bliver fortolket af trioen. Her er det ikke storbyens puls, neonlyset der skinner i asfalten eller nattens sidste cigaret der ryger fra askebægeret på klaveret. Trioen har for længst forladt jazzklichéernes holdeplads. De er taget ud i naturen, der hvor mennesket ikke er herre over det der sker. Der hvor der sker ting som ikke umiddelbart kan eller skal forklares. 

Det er trioens tredje plade siden 2018. Det er tydeligt at der er et særligt bånd mellem dem. De har en forståelse for hinanden og et nærvær der insisterer på at holde fast i dig, når først du har sat i yndlingslænestolen og skruet godt op for anlægget - om natten.

Jacob Anderskov er også aktuel på en plade i eget navn. Han står i spidsen for en sekstet med blæserne Lotte Anker, Anders Banke og Henriette Groth og Nils Davidsen på bas og cello og Peter Bruun på trommer. Han lægger otte kompositioner ud for dem. De er inspireret af symmetriske organisationsstrukturer fra naturen, som vi blandt andet finder dem i søstjerner, koraller og ædelsten. Den indre symmetri i musikken er måske ikke umiddelbart hørbar. Den er beskrivende for de søstjerner og koralrev som menneskeheden er så utroligt dårlige til at passe på. 

Det er et fascinerende album, hvor stærke improvisatorer skaber en farverig fortælling med struktur.

Bandcamp Nocturnal

Bandcamp Emerald

 

KALEIIDO: Places (Exopac Recordings) LP/digital

 Det er ikke uden nervøsitet, at jeg begynder at lytte til duoen Kaleiidos nye musik. De har allerede skabt to fantatiske albums med Voyage og Elements fra henholdsvis ’21 og ’22 - sidste år gav jeg dem endda Jazznytprisen - siden da har jeg hørt dem med Aarhus Jazz Orchestra. Stagnerer de nu? Er jeg mættet med Kaleiido? Heldig er min betagelse er ikke aftaget. Det nye album er lige præcis det som jeg havde håbet på - og mere til. De bevarer sig selv i deres ukonventionelle og dybt originale måde at skabe musik på. 

Denne gang har de koblet Hannah Schneider (vokal), Rumpistol (elektronik og tangenter), Rasmus Sitarz (trommer) og Lars Vissing (trompet, elektronik) på projektet. Schneider var med på den forrige og Sitarz kender de fra deres fælles Yellow Spoon/Kaleiido projekt. Vissing og Rumpistol er nye i folden. Det bevæger musikken i nye retninger. Det er ambient jazz med kanter.

De medvirkende musikere tilvejebringer nye elementer i Kaleiidos univers. Den erfarne trompetist Lars Vissing har mange års erfaring med elektronik i sin musik (er der andre end mig der kan huske Lars Vissings Brilliant Corner plade fra 1998?). Rumpistol kommer fra den elektroniske musik og Sitarz’ trommespil passer godt ind på pladen.

De tager os med ud i rummet. Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto. Fjerne planeter og vores allesammens hjem, Jorden. Det er musik med mystik og undren. En stor plade om det store univers. Jeg er fortsat ubegrænset fan.

Bandcamp

Mathias Heise: Mouth Games (Storyville) CD/digital

 

Det er egentlig ret vildt, at den først kommer nu. En akustisk plade med mundharpe-fænomenet Mathias Heise og hans musik. Mathias Heises elektriske Quadrillion har udgivet flere plader og han har sågar udgivet en plade med DR Big Band. Desuden har han været sideman i andres projekter. 

Han har en særdeles kompetent kvartet som backing på pladen. Jacob Christoffersen på piano, Thomas Fonnesbæk på bas, Jeppe Gram på trommer og kæmpetalentet Pelle von Bülow på guitar. De spiller 2 jazzstandards og 7 numre af Heise, bla. den skønne sang til Heises mor, Para mi madre, der var med på big band pladen. Den får nu følgeskab af et nummer til Heises far, Blues for my father.

Det er en plade der må tilfredsstille mange af Mathias Heises fans. Det glider stille og kompetent afsted og instrumentkollegaen Toots Thielemanns får en velskåret hyldest på nummeret Blues for Toots.

Bandcamp

Brian Melvin, Søren Lee, Mads Søndergaard: Tranesformation (Storyville) CD/digital

 

Der er ikke så meget pis her. Man tager en stak numre som John Coltrane har spillet og udsætter det for en orgeltrio. Bag trommerne sidder amerikaneren Brian Melvin, der nok er bedst kendt for de fem plader han lavede sammen med Jaco Pastorius, i tiden før legenden døde i 1987. Melvin er dog mere end det og spiller fortsat trommer i verdensklasse. Søren Lee på guitaren er en stjerne i sin egen galakse på den danske jazzscene. Han spiller med overskud, præcision og stor opfindsomhed. Med to så store lys i en trio, kommer Mads Søndergaard på orgelet til at indtage en mindre fremtrædende rolle. Det gør ikke noget med denne plade, hvor trioen har fundet en lyd og et udtryk, så man lægger øre til en sammenhængende og sprudlende plade.

De spiller de helt udtrådte standards som alle, inklusive Coltrane har spillet; Summertime og Body and soul. De spiller Coltranes egne klassikere Naima og Impressions og dem som Coltrane gjorde til sine egne som eksempelvis My Favourite Things. Der er også blevet plads til et enkelt solonummer på trommer, hvor Brian Melvin hylder Coltranes trommeslager Elvin Jones med nummeret M-Elvin. En dejlig plade til orgelister og Coltraners

Storyville Bandcamp

Marius Neset: Geyser (ACT) CD/digital

At talentet har bragt den norske saxofonist Marius Neset, der tidligere boede i Danmark, meget langt er ikke længere Breaking news. 

Det seneste album er endnu et cross over mellem jazz og den klassiske musik. Han er sammen med London Sinfonetta på deres tredje fælles udgivelse. Musikken er lavet på foranledning af BBC Proms og opført i Royal Albert Hall.

Neset omgiver sig med Ivo Neame på klaver, Jim Hart på vibrafon, Conor Chaplin på bas og Anton Eger på trommer udover det klassiske ensemble. Det er fullblown og widescreen. Der spares ikke på virkemidler og teknisk krævende indsatser. Geyser er en symfoni, hvor vi gennem 8 dele føres gennem vand, ild, magma, lava og andet vildt fra naturens side. 

Hvis du har brug for at høre jazz og klassisk i et møde, hvor der flyder lava fra højtalerne, så bliver det ikke meget bedre.

ACT Music

 

Tobias Stavngaard Sextet: By the last man (Tobias Stavngaard) digital

 

Ambitioner er der nok af. Når de så matcher talent og evne til, at bringe noget ud i verden, så begynder det at ligne noget. Det er lige præcis det der sker hos Tobias Stavngaard, der udover at spille trombone også komponerer musik og står i spidsen for sin egen sextet. På trods af den unge alder, er han allerede aktuel med andet album i eget navn. Han spiller også i Aarhus Jazz Orchestra.

Han har allieret sig med nogle erfarne blæsere i front, Jakob Sørensen på trompet og Aske Drasbæk på saxofon. De andre pladser indtages af unge upcoming jazzmusikere; Carl Emil Dons Christensen på piano, William Mannerland på bas og Nikolaj Bangsgaard på trommer. Tobias Stavngaard fundet inspiration i fænomenet universalhistorie - en særlig type historieskrivning, der søger at skrive menneskets samlede verdenshistorie som én sammenhængende fortælling. Filosoffer og historikere indenfor emnet har siden antikken rejst spørgsmål om, hvorvidt menneskets historie og udvikling går i en bestemt retning, om menneskets udvikling kan tænkes at have et endepunkt - i en sociokulturel og ikke-apokalyptisk forstand, og om der findes en endelig og universel form for menneskelig samfundsindretning. 

Stilistisk befinder sextetten sig i et moderne og nutidigt jazzlandskab, hvor kompostionen i udstrakt grad holder strukturen i musikken. Stavngaards unge alder kunne godt få en til, at tro, at det hele skulle pakkes ind i tekniske krummelurer og smartness. Det er meget lidt tilfældet her. Stavngaard er ovenpå sit materiale - han bibringer ro i kompositionerne, der ikke tvivler eller vakler. Han har overblik og udstråler en modenhed, der indikerer, at han meget snart springer ud som big band komponist og arrangør. Anbefales til alle erfarne jazzlyttere, der har brug for et ungdommeligt pust. Udgivelsen er med til, at understrege at jazzmusikerne født efter år 2000 heller ikke bliver dem der nedlægger jazzen.

Tobias Stavngaard

Ø - Martin Fabricius, Pernille Ebert, Magnus Mikkelsen: Lav Sol (Martin Fabricius/Zack's Music) digital

 

En vibrafonist fra jazzen, en klassisk blokfløjtenist og en musiker med funk baggrund der spiller på Fender Rhodes. Det lyder som indledningen på en vittighed. Det er det ikke! Og musikken er ingenlunde en joke.

Vibrafonisten Martin Fabricius, som jeg ofte og med rette har rost her på bloggen er gået sammen med blokfløjtenisten Pernille Ebert - der udover den klassiske musik også har rødder i slovakiske musiktraditioner og Magnus Mikkelsen på Fender Rhodes.

Musikken er en behagelig kompagnon. Martin Fabricius’ erfaringer med filmscores spiller en stor rolle. Han er god til at bygge smukke let melankolske stemningsfyldte melodier der omfavner lytteren og vil os det bedste. 

Ebert supplerer blokfløjten med den store beroligende slovakiske hyrdefløjte Fujara. Jeg har aldrig hørt en instrument kombination som den trioen indeholder. Det fungerer overraskende godt. Rhodes og vibrafon er begge instrumenter med lang efterklang og de klæder hinanden sammen med Eberts træinstrumenter der har har en mere tør lyd. 

Trioen kalder sig Ø - og kan med rette ses som en ferie Ø, et fristed i det store uoverskuelige overflow af musik der vælter ud i vores hoveder.

Ø

Jakob Buchanan & Aarhus Jazz Orchestra: Song & Wind (Our Recordings) CD/digital

 

Det er imponerende hvordan Aarhus Jazz Orchestra kan blive ved med at overraske. Indenfor kort tid er der landet to nye plader hos mig, hvor big bandet medvirker. 

På den her, er det med en gammel kending i Aarhus Jazz Orchestra sammenhæng. Han har selv været fast trompetist i orkestret. Nu er  han aktuel med tredje plade sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Den første, Requiem fra 2015 gav jeg Jakob Buchanan årets Jazznytpris for. 

Song & Wind bliver fremført af Jakob Buchanan på trompet, Marilyn Mazur på percussion, big bandet og Københavns Drengekor under ledelse af Carsten Seyer Hansen. Musikken er en hyldest til naturens fire elementer. 

Vi bringes godt og meget dynamisk gennem mange forskellige stemninger. Kor, percussion, trompet og big band indtager forskellige roller og taler sammen. Det er et storladent stykke big band musik. Det grænser på mange måder op til den klassiske musik. 

Song & Wind er yderst vellykket og sætter en høj standard. I øvrigt er det dejligt at høre Buchanans trompet så meget som det er tilfældet på pladen. Måske han en dag igen får lyst til at lave jazz i en mindre sammenhæng, hvor hans smukke trompettone får endnu mere plads.

Jakob Buchanan

Teitur & Aarhus Jazz Orchestra: Songs from a social distance (Stunt) LP/CD/digital

 

Det er ikke en periode jeg ser tilbage på med glæde. Som musikelsker var jeg lige pludselig afskåret fra noget af det vigtigste mit liv. At kunne gå til koncerter. Nu er det 3 1/2 år siden at pandemien startede og vendte op og ned på alt. Det er der allerede kommet flere musikalske værker ud af det. 

Færøske Teitur har lavet Songs from a social distance sammen med Aarhus Jazz Orchestra.  Roy Frierich har skrevet teksterne, der har en filosoferende tilgang med en god portion humor. Særligt er et nummer som I touched My face i særklasse. Det handler om at man rører ansigtet og intet andet. Mundbind, virusforskrækkelse etc. Det kommer lige pludselig meget tæt på. Eller hvad med nummeret om at man skal indtaste sit password til Gmail. Inderligt ligegyldigt og pisseirriterende. 

Teitur har skrevet musikken og har haft en intention om at udfordre big band genren, hvilket han løser til fulde. Det er Teitur som man kender ham og så er der lagt et ekstra lag  jazzet skønhed på. Aarhus Jazz Orchestra gør det igen!

Bandcamp

Danish Music Awards Jazz 2023 - de nominerede

 

Det er uden tvivl et af årets meget imødesete øjeblikke for jazzbloggeren. Offentliggørelsen af listen over de nominerede til Danish Music Awards Jazz. Jeg har flere gange i de seneste år, været uenig i nomineringerne. Det er vel ikke så underligt når man selv hører det meste danske jazz og skriver om meget af den. Så har jeg selvfølgelig en holdning til sådan en liste. I år er det måske den vildeste og bedste nomineringsliste nogensinde! Og jeg har altså ikke i siddet i akademiet i år.

De nominerede er en god blanding af nogle der har fået prisen før og flere helt nye i denne sammenhæng. Kenneth Dahl Knudsens projekt for Swinging Europe med Liberty Orchestra er en god overraskelse blandt de nominerede til årets plade. Ikke fordi at den ikke fortjener det. Simpelthen fordi det er projekt der har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til den høje kvalitet.

At Kosmos Trio er nomineret i kategorien Årets nye jazznavn er en stor selvfølgelighed. Det pudsige er at to tredjedele af trioen, brødrene Harald og Gustav Hagelskjær også er medlem af en anden trio der er nomineret til selvsamme pris, nemlig Mass med saxofonisten Lasse Damsgaard.

De udvalgte plader er udkommet mellem sommeren 2022 og sommeren 2023. Når jeg udvælger årets plader her på bloggen følger jeg kalenderåret. Det er med stor glæde at jeg kan konstatere at fire af de ti, jeg valgte sidste år er med; Kalaha, Anne Efternøler, SVIN og Jakob Bro. 

Aarhus Jazz Orchestra er både nomineret for udgivelsen med Kalaha og den med Karmen Rõivassepp. Cecilie Strange er nomineret sammen med Tingo og for sin egen plade. Anja Jacobsen konkurrerer mod sig selv i Årets plade kategorien som medlem af Selvhenter og for sit eget projekt Frk. Jacobsen. Det meget aktive pladeselskab April Records er nomineret hele elleve gange og mangler kun at være repræsenteret i to kategorier ellers er de med hele vejen rundt. Mon ikke de bliver skuffet, hvis ikke de vinder en kategori eller to. Der er også de to Morten’er der er nomineret. Schantz og Haxholm, der begge har lavet et par af årets virkeligt fede plader. 

Blandt vokalisterne er det intet mindre end mine favoritter Nana Rashid, Hilal Kaya, Karmen Rõivassepp og den nye crooner-charmør Emil Otto der er nomineret. At Marcela Lucatelli har sneget sig med, er kun fedt og vidner om en stor spændvidde og diversitet blandt de nominerede. En anden sanger der også er nomineret, bare ikke i vokal-kategorien - er svenske Claes Jansson der sammen med Christina von Bülow er nomineret i to kategorier for den skønne plade Det regnar i min stad.

Sidste år var festen for første gang uden for København - til gengæld foregik det i den største sal - Musikhuset i Aarhus - nogensinde - det er også der at billederne er fra. Det har givet arrangørerne JazzDanmark blod på tanden, så i år foregår det i Store Vega. Måske ses vi? Jeg er klar til årets bedste jazzfest.

Årets Jazzudgivelse:

Jakob Bro / Joe Lovano - Once Around the Room (A Tribute to Paul Motian) (ECM Records)

Frk. Jacobsen - I HAVEN (Eget Værelse)

Claes Janson & Christina Von Bülow - Det regnar i min stad (Stunt Records)

Kalaha + Hilal Kaya with Aarhus Jazz Orchestra - Tutku (April Records)

Mads La Cour’s Almugi - Stout (WhyPlayJazz)

Liberty Orchestra - Liberty Orchestra #1 (KDK Music)

Mikkel Ploug Group feat. Mark Turner - Nocturnes (Stunt Records)

Morten Schantz Trio - Passenger (April Records)

Selvhenter - MESMERIZER (Hands in the Dark)

Cecilie Strange - Beyond (April Records)

Årets Jazzkomponist:

Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson - Undo (Hobby Horse Records)

Morten Haxholm - Aether (Zack’s MUSIC)

Claes Janson & Christina Von Bülow - Det regnar i min stad (Stunt Records)

Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra - Ambivalence (Jæger Community)

Cecilie Strange - Beyond (April Records)

Årets Eksperimenterende Udgivelse:

Anne Efternøler & Lige Børn - Anne Efternøler & Lige Børn (Hobby Horse Records)

Lueenas - Lueenas (Barkhausen Recordings)

Henrik Olsson - Hand of Benediction II (Barefoot Records)

Selvhenter - MESMERIZER (Hands in the Dark)

SVIN - Introducing SVIN (Tonzonen Records)

Årets Vokaljazzudgivelse:

Kalaha + Hilal Kaya with Aarhus Jazz Orchestra - Tutku (April Records)

Marcela Lucatelli / Lars Pilgaard / Anders Vestergaard - Necromancy (Abstract Tits Records)

Emil Otto - Ain’t Love a Beautiful Thing (HQ Rec)

Nana Rashid - Music for Betty (April Records)

Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra - Ambivalence (Jæger Community)

Årets Nye Jazznavn:

Kaisa - Circuits (OKTOsounds)

Kosmos Trio - Brev til en ven (April Records)

Mass - shitpigeon (Selvudgivet)

Nana Rashid - Music for Betty (April Records)

TINGO - Kvartetten fra Verdens Ende (GO Danish Folk Music)

Årets Single:

Kalaha - Sara Banderole (April Records)

Kiosk - Paloma (Gateway Music)

Morten Schantz Trio - C U (April Records)

Sunbörn - Dancing in the dusk (Tramp Records)

Tigeroak - Living and Living (April Records)

Årets Tværæstetiske Udgivelse:

Pernille Bévort - Småt Brændbart (Gateway Music)


Ragnhild May - Institutional Critique for Kindergarten (Polychrome / Tabakalera)


Aske Zidore & Anders Lauge Meldgaard - Sange fra i dag (Anyines / År & Dag)

Matthew Halsall: An ever changing view (Gondwana) LP/CD/DL/stream

Den britiske trompetist Matthew Halsall er blevet mere og mere populær i de senere år. Ikke på en eksplosiv hit-måde. Det er på en stille og langsomt groende måde. Noget der også kendetegner hans musik. Han er aktuel med sit tiende album på 15 år. Han blander jazz, electronica, verdensmusik og det spirituelle på en indtagende måde. 

Det gør han på smukkeste vis på det nye album, hvor han udover trompet også spiller på diverse percussion, bla. nogle specielt fremstillede gonger. Alice Roberts spiller harpe på det meste af pladen. Hvor man kunne frygte at det ville blive luftig omgang eventyrlig alfe-jazz, så har Matthew Halsall styr på virkemidlerne. Han blander sommerfuglene og blomsterne med andre dyr og planter. Det er eventyrlig og nutidig organisk jazz, der kun kan være med til, at gøre Matthew Halsall mere populær.

https://matthewhalsall.bandcamp.com

 

Jesper Thorn: Dragør (April Records) LP/CD/DL/stream

Bassisten og komponisten Jesper Thorn vender blikket, sjælen, minderne og følelserne mod Dragør, den by som han voksede op i. Den by hvor han også mødte kærligheden i sit liv, Mette Damm, som har produceret pladen, ligesom hun gjorde med den forrige Boy og som Jesper Thorn har sønnen, Elliot sammen med. En søn der kommer musikalsk i centrum allerede fra starten af pladen, på åbningsnummeret About Fathers and sons, hvor Jesper Thorn har ladet sig inspirere af sit eget forhold til sin far og det forhold han er ved at opbygge til sønnen Elliot. 

Det er en meget personlig plade, som Jesper Thorn også har beskrevet i pladens linernotes. Dragør er byen tæt på vandet, byen hvor han har mange gode minder fra - men også en svær tid som ung, hvor han oplevede megen mobning. Der er nummeret Asthma Breath om tiden som barn med mange hospitalsindlæggelser og Sweeping it under the rug, der handler om hans katolske opvækst.

Jesper Thorn fik i 2021 en DMA for albummet Boy - og de to musikere Tobias Wiklund (kornet) og schweiziske Marc Meán (piano, elektronik) fra det album er atter med, ligesom de også var på Thorns første album Big Bodies of Water. Thorn har udvidet med saxofonisten Cecilie Strange og Andreas Bernitt på violin og bratsch. De fem musikere smelter sammen i gensidig forståelse og fortolkning af Thorns tanker og kompositioner. De mødes i et meget rørende udtryk, hvor vemod, mol og melankoli er dominerende. Jesper Thorn har atter skabt et album med dybe og intense kvaliteter. Måske den bedste.

Bandcamp

 

Martin Lutz Group: HiLife/LoLife (Martin Lutz/Gateway) LP/DL/stream

 

Da jeg skrev om Martin Lutz Group for snart 20 år siden her på bloggen, var det min allerførste rigtige anmeldelse. Siden er der udkommet yderligere 3 studieudgivelser og en enkelt liveindspilning med Martin Lutz Group. Pianisten og komponisten Martin Lutz har ikke haft travlt. På den anden side har han også skabt et vidunderligt og aldeles tidløst musikalsk projekt. Der er klare linjer fra den nye plade til den første. Stilen er nordisk klingende jazz med for inspiration fra sydafrikansk jazz og i særdeleshed Abdullah Ibrahim. Martin Lutz har udviklet sin egen lyd og har man en gang forelsket sig i den, er der ingen vej tilbage.

Her er det nye album måske den mest rendyrkede af alle pladerne. Lutz har tidligere inviteret andre musikere ind i projekterne eller haft nogle inspiratoriske udgangspunkter, som eksempelvis på In Denmark I was born. På HiLIfe/LoLife er ensemblelyden i centrum. Pladen er delt op i to. Den ene side, LoLife, er den rolige. Så giver det næsten sig selv, at den anden side, HiLIfe, er den med gang i. Et vigtigt element i Lutz Group er saxofonerne, som der er tre af. Kasper Wagner og Jacob Rose på altsaxer og så tenoristerne Jan Harbeck og Claus Waidtløw på henholdsvis LoLife og HiLIfe. Martin Lutz spiller på Rhodes, Ricco Victor tager sig af trommerne, som han har gjort siden starten og Lars Johnsen spiller bas. Guitaristen Niclas Knudsen har produceret pladen og spiller med på et enkelt nummer. 

Jo mere, jeg hører pladen, des mere bliver jeg vild med den. HiLife går direkte i kroppen. De gode melodier swinger løs i et fedt groove. Hør feks. Frisch as a fish og mærk hvordan foden vipper vellystigt med. Den rolige side er god til, at slappe lidt af sofaen og svømme væk i Lutz’ stærke melodier, inden man vender pladen og hører HiLife igen. Den får en kæmpeanbefaling herfra. 

Facebook

Kemaca Kinetic: Zukunft (Berthold) LP/CD/DL/stream

 

Power-trioen med udgangspunkt i Aalborg er endelig pladeaktuelle. Jeg så dem sidste år på Jazzahead Festivalen i Bremen, hvor de spillede på en ultralille café. Der var proppet og det blev larmende intenst.

De spiller teknisk krævende nutidig jazz-rock, hvor der er fuld tryk på guitaren. Det med det teknisk krævende betyder blandt andet, at man er god til at tælle og holde overblik over skæve taktarter og halsbrækkende breaks. 

Kemaca Kinetic består af guitaristen Casper Hejlesen, bassisten Kenneth Dahl Knudsen og trommeslageren Matias Fischer. De har alle tre markeret sig i mange forskellige projekter i dansk jazz, hvor Kenneth Dahl Knudsen bla. laver musik der går på tværs af landegrænser og Matias Fischer har imponeret undertegnede for sit trommespil i hip hop-jazz bandet Ahead.

På Kemaca Kinetic er Casper Hejlesen helt fremme i et pushy lydbillede. Pedalen er i bund og der en reminiscenser af 90’ernes rockguitarlyd, noget der demonstreres tydeligt på singleudspillet Zukunft. I selskab med bas-Knudsen og tromme-Fischer er guitar-Hejlesen dækket godt ind. Er du til jazz rock og trænger til en opdatering, så er der ingen vej uden om Kemaca Kinetic.

Kemaca Kinetic

Lars Jansson & Thomas Agergaard: Garden of Sounds (Art Music) CD/DL/stream

 

Der er møder i musikken, der er generøse og givende i en grad så man bliver helt ydmyg. Den svenske pianist Lars Jansson som vi kender godt i Danmark fra mange forskellige samarbejder med danske jazzmusikere og den danske saxofonist Thomas Agergaard har skabt et af den slags unikke møder på Garden of Sounds.

De mødes i lydens have, hvor de spiller egne kompositioner - både nogen de har skrevet sammen og hver for sig. Der er også blevet plads til en enkelt standard, Gershwins I loves you Porgy. 

Det er i sammenspillet at magien opstår, når to så erfarne musikere mødes. De giver til plads til hinanden men allermest plads til dem begge. Klaver og saxofon mødes så fint og beroligende. De forcerer ikke noget.

Det er en dejlig plade som det nystartede pladeselskab Arts Music har udsendt.

Arts Music

The Heist: Upside Down (Basmor Records) stream

 

Det er spionfilmmusik som det kunne lyde i de sene 60’ere eller tidlige 70’ere. Keyboardspilleren Michael Heise har skabt gruppen The Heist, der allerede med åbningsnummeret Mokuto Kenyaki lægger ud med eventyrlig musik. Det kan næsten lyde som library jazz eller funk. Musik skabt til en ukendt film - men i den rette stemning til at være soundtrack til en velklædt mands tur langs havnen i Saint Tropez i en blå Renault Alpine. Cigaretten sidder skødesløst mellem læberne. Kvinden med de mandelformede mørke øjne og det lange sorte øjne ved hans side kigger nervøst bagud. Er hun elskerinden eller hun fra den den frygtede bulgarske efterretningstjeneste?

Heise spiller på clavinet med whammy bar, så den lyder som en guitar og hammond-orgel. Han er sammen med Bastian Sjelberg på bas og Jeppe Gram på trommer. Det er en dejligt underholdende plade med egne numre og en vidunderlig version af The Specials hittet Ghost Town fra 1981.

Hex & Doravideo: Multi (Wetwear) Kassette/CD/DL/stream

 

Duoen Hex med Lars Bech Pilgaard på guitar og diverse og Anders Bach på trommer mødes på albummet Multi med japaneren Ichiraku Yoshimitsu aka. Doravideo, der spiller på modular synthesizer. Han har en omfattende karriere indenfor eksperimenterende musik i Japan i bla. bandet Acid Mothers Temple bag sig.

Her er det en åben eksperimenterende omgang med elementer af noise i sig. Det er improviseret musik med nerve og puls. Anders Bachs fritflydende rytmer og Lars Bech Pilgaards ukonventionelle guitarspil befinder sig godt sammen med de japanske synth-toner.

Bandcamp

Marie Mørck: Songs to comfort (Marie Mørck) LP/CD//DL/stream

 

Det behøver ikke at være så kompliceret og nyskabende. Til gengæld skal det gøres ordentligt og med noget på hjerte. Det er nogle af de tanker jeg får, når jeg hører Marie Mørcks andet album, der hedder Songs to comfort. Hun har samlet et internationalt hold af musikere omkring sig. Estiske Britta Virves på piano, svenskerne Jon Henriksson på bas og Jonas Bäckman på trommer. Desuden er der blæsersupport på flere numre fra Tobias Wiklund og et enkelt nummer med strygere.

Marie Mørck har med enkelte undtagelser skrevet det hele på pladen, både tekst og musik. Stilen er nærværende og klar vokaljazz der nok har sit udspring i amerikanske traditioner men mest af alt har et klædeligt nordisk touch. Marie Mørck stemme er rolig og i balance. Der er ikke noget der forceres, hvilket besvares så fint af musikerne, hvor særligt Britta Virves imponerer. Ligesom på debutpladen er der blvet plads til et enkelt nummer på dansk, Midt i en drøm. For min skyld må hun gerne lave et album, hvor hun kun synger på dansk. Gerne suppleret med svensk som hun også klarer fint med nummeret I mörkret.

Marie Mørck

Jakob Dinesen/Anders Christensen/Laust Sonne: Moonlight Drive (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Jeg udnævnte dem til min favorittrio, da de udsendte deres første plade for to og et halvt år siden. Som faste læsere af bloggen ved, så har jeg mange favorittrioer. Nu bliver jeg nødt til at stramme formuleringen. De er en favorit blandt favorit trioerne. Saxofonisten Jakob Dinesen ældes med ynde - hans tone balancerer mellem ro og tryghed. Ekstase og vildskab. Han rummer det hele med både overskud og elegance. Anders AC Christensen kan pumpe og samle. Hans underspillede basspil fylder så meget og er så vigtigt for trioens output. Laust Sonnes genfødsel som jazztrommeslager er intet mindre end magisk. Han tænder trioen, trykker dem på maven og kan mærke hvad de vil.

Trioen spiller en blanding af egen numre. Der er Jakob Dinesens fine hyldest til digteren Yahya Hassan, der rummer noget af kompleksiteten og nerven som digteren havde. Der er AC’s smukke hyldest til bedstemoderen Ingrid. Titelnummeret Moonlight Drive er skrevet af Laust Sonne. Her spiller han på altsax i stedet for trommer. Det nummer rammer rent og indeholder så meget stemning, at månestrålen lyser stuen op, selv om jeg hører pladen midt på dagen.

De har gjort det igen. Lavet en plade der spiller sig direkte ind i mit hjerte og min sjæl. Det er jazz af den sublime slags.

Bandcamp

Lennart Ginman: 360 (nyt.nu) LP/DL/stream

 

Så gælder det atter elektronikken for Lennart Ginman og denne gang er det mere rendyrket end nogensinde. Han er sammen med Maggie Bjørklund på lapsteel, der også medvirkede på Ginmans The hOpening fra 2019. Der kan opstå helt fantastiske øjeblikke når de spiller sammen. Lyt feks. til nummeret Air, hvor Ginman indleder nummeret med fyldigt basspil, der går over i Bjørklunds lapsteel. Det er et af de mere rolige numre på pladen. Ginman har som noget nyt involveret Steen Rock, der er DJ og kommer fra den elektroniske musik. Han leverer beats og stemninger.

Der er meget elektronisk på pladen og jeg føler mig ofte hensat til noget i 90’erne. Lydene og beatsene er ofte til den rå side. Som eksempelvis på SOS, hvor der indledes med nogle blips, som Jean Michel Jarre havde glemt ovre i hjørnet i studiet, der så udvikler til en dystopisk brutal affære. Det er den del af pladen jeg er mindre vild med. 

Det kan da godt være at jeg er en gammel bas-nisse, men jeg synes at det fungerer bedst når han trækker bassen med ind i musikken, som han gør på nummeret War. Lennart Ginman er en bassist i særklasse og jeg har respekt for at han vil mere end basspillet.

Facebook

MidtVest Pigekor + Gustaf Ljunggren/Emil de Waal (Turn it Over Records) LP/stream

 

Det er kun tre måneder siden, at jeg skrev om en plade med MidtVest Pigekor. Et kor der hører hjemme i mit hood, Herning. Nu er de atter aktuelle på vinyl. Det er med en indspilning fra Moorjazz Festivalen i 2021. På den første plade var de sammen med guitarsekstetten Cirklen. Denne gang er det noget helt andet. De er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Fælles for begge plader er, at koret er under ledelse af Dorte Bille, der efter mange år i spidsen for koret er stoppet og har ladet stafetten gå videre.

Pladen er et møde mellem Ljunggren på strenge og tangenter og de Waal på trommer og percussion med et klassisk skolet pigekor, der synger Jeg gik mig ud en sommerdag, Nu er dagen fuld af sang, En yndig og frydefuld sommertid, Danmark, nu blunder den lyse nat og Stille, hjerte, sol går ned. Her skaber duoen nogle kommenterende overgange, så det hele flyder afsted som en lang suite. 

Pigekorets smukke, næsten sfæriske klang er ren magi. Den sansende duo leverer florlette toner der flyver afsted sammen med koret. Her er nummeret Herning, der går direkte over i Danmark, nu blunder den lyse nat helt fantastisk. Indledende solosang og flydende toner fra duoen går over i en traditionel korudgave af sangen. Det er et blændende eksempel på pladens unikke kvaliteter. 

Pladen får en stor anbefaling med på vejen. Den er i høj klasse, helt sin egen og samtidig tro mod traditionerne. Pladen afsluttes med Gustaf Ljunggrens Miniature for Boo 59 - evening, hvor koret supplerer med ordløs sang. Den går over i Stille, hjerte, sol går ned.

MidtVest Pigekor

Carsten Dahl: The Solo Songs of Keith Jarrett (Storyville) CD/DL/stream

 

Jeg husker ganske tydeligt denne koncert fra Copenhagen Jazz Festivals program i 2019, hvor Carsten Dahl skulle spille Keith Jarrett “solo-sange” sammen med et stjernehold af musikere. De har så vidt jeg ved, kun spillet denne ene gang. Jeg havde ikke mulighed for, at være til koncerten - hvilket irriterede mig, da jeg er mere end almindeligt vild med begge kunstnere. Det råder Storyville Records nu bod på, da de har udgivet en times musik derfra under navnet The Solo Songs of Keith Jarrett.

Carsten Dahl er på scenen sammen med Palle Mikkelborg (trompet), Fredrik Lundin (saxofon), Stefan Pasborg (trommer) og Nils Bo Davidsen (bas) - de får følge af fire strygere fra Ensemble MidtVest, et ensemble som Dahl har arbejdet tæt sammen med omkring improvisation, i en 10-årig periode. 

Pladen er noget blandet affære. Hvordan tolker en improvisator en anden improvisator? Den del løses egentlig ganske fint. Der er tråde til Jarretts lyd, stemning og spiritualitet gennem hele pladen. Lundin står for en af de stærkeste præstationer. Han fortolker saxofonlyden som Jarrett har omgivet sig med på en personlig måde. Der er klare tråde til nordmanden Jan Garbarek som Jarrett spillede med i 70’erne - men også til Dewey Redman som Jarrett spillede med i samme periode - bare i en anden kvartet. Lundin prøver ikke på at ligne dem. Han forsøger nærmere at tale samme sprog.

Pladens helhedsudtryk er dens svaghed. Den er simpelthen for rodet. På den anden side, tror jeg egentlig at det har fungeret fint ved koncerten, nu sidder jeg hjemme i stuen og vurderer ud fra det. Carsten Dahls Allentown Blues er en rammende hyldest til Jarrett - mens det senere nummer af Mikkelborg ikke er komponeret til lejligheden. Mikkelborgs The Mysterious Corona er en fire minutters nedkogt version af det der varer en hel pladeside i 1967. Iøvrigt med en fin indledning af strygerne. Men Keith Jarrett har det ikke noget at gøre med.

Det samme kan siges om Evil Speak/Adonis af Dahl/Mikkelborg. Det er vist for at sætte fokus på Keith Jarretts tid hos Miles Davis. Højt tempo, Fender Rhodes og en Mikkelborg der trykker den af. Hvor koblingen er til Keith Jarrett solosange - ja ja Jarrett improviserede da, en solo hist og her når han spillede med Miles Davis.

Pladens højdepunkt for mig er Little song for Fredrik. Det er ren tribute til Jarretts skandinaviske kvartet. Den luftige gospelinspirerede stil som Jarrett altid har dyrket skinner så smukt. Igen er det Lundin der løfter. Hold da op, det er fedt. Det samme kan siges om fortolkningen af Keith Jarretts Pris. Jeg synes ikke at det er en lorteplade, dertil er der alt for meget der fungerer godt. Jeg vil nok bare hoppe over visse elementer på pladen, når den skal genbesøges i fremtiden.

Bandcamp